Tale ved Begravelse af Niels Jørgen Østergaard præst i Vanløse.


Eva Graungaard er død. Man tror det jo næsten ikke, når man hører det. Selvom hun ville være fyldt 80 år om få måneder, så tænkte man ikke, at hendes tid var ved at rinde ud – jeg ville ikke være blevet over¬rasket, hvis hun var blevet 90 eller 100 år, med den livsånd, hun var besjælet med.

Det var alt for hurtigt, hun kom ud af livet.
Men ved nærmere eftertanke var det jo i hendes ånd at dø med sværdet i hånden. Til det sidste var Eva optaget af en asylsag – ja, hun havde asylansøgeren boende hos sig, da hun døde. For Eva var en kriger. En frygtindgydende kriger, opdagede man, tror jeg, hvis man blev hendes modstander. Og en kriger med et hjerte af guld, hvis man var én af de mange, som hun var parat til at gå gennem ild og vand for. Og gjorde det.
En kriger falder på slagmarken, i kamp. Det gjorde Eva. Og pludselig er hun væk. Til stort savn for alle jer, hvis mor eller ven eller forkæmper hun var.

En af kristendommens store trospåstande er jo, at Jesus opstod fra de døde. Men vi må vel spørge os selv, om det er en konkret glæde for os i dag, at et men¬neske vendte tilbage fra de døde for snart 2000 år siden?
For det synes jeg ikke, vi kan sige, at det er. Ikke umiddelbart, i al fald, for vi forbinder ikke nogen konkret erfaring med det. Det er simpelthen ikke noget, vi kender til.
Opstandelsens glæde består ikke i, at der er et men¬neske, som kommer tilbage fra de døde.
I får jo ikke Eva Graungaard tilbage. Hun er død, det er over en uge siden, og I skal ikke vente hende til¬bage, for sådan fungerer det jo ikke. Intet menneske kan på egen hånd vride sig ud af døden, det står ikke i menneskets magt.

Opstandelsens glæde består i, at Jesus kommer til¬bage. Det er hans liv og kærlighed, der overvinder døden - og når det betyder noget for os, så er det fordi, at han gør det på vores vegne.

Opstandelsen blev givet til ham – ikke for at vi skal opstå med ham 3 dage efter vi er døde – men fordi han går i spidsen for vores opstandelse, ved tider¬nes ende, når vi på lige vilkår skal vækkes til live igen og gå ind til det nye liv i det rige, som vi kalder Para¬dis; hvor alt vil være forandret, og vi vil være som foran¬drede. Ingen ondskab, splid og had – kun retfærdig¬hed og fred.

Det at Kristus er opstået fra de døde, rummer også tilgivelsen. Tilgivelse som udgangspunkt for den måde, vi mennesker skal være overfor hinanden.
"Tilgivelsen stråler ud fra graven" som det hedder hos en af kirkefædrene om Jesu opstandelse.
Når Jesus sagde: "Din tro har frelst dig!", betød det, at livet blev nyt for mennesker omkring ham.
Og Eva Graungaard havde sin barnetro i behold.
Et gammelt ordsprog siger: ”Troen er den fugl, som ved om morgengryet, og som derfor synger, mens det endnu er mørkt.”
Tro er håb. Tro er tillid til en anden virkelighed end den umiddelbare og tilsyneladende virkelighed.
Det er forunderligt, at vi engang i tidens fylde skal vækkes op igen: at vores sjæl og ånd skal komme til liv igen i et uforgængeligt legeme, når Guds rige indføres med kraft og styrke.
Også vi synger om det morgengry, der engang skal komme for os, selvom der er mørkt i døden.

Eva Graungaard var et usædvanligt menneske. Hun er jo født og opvokset på Varde-egnen i Vestjylland. Hun havde 2 brødre, så hun har lært tidligt lært at slå fra sig, som I siger.
Og selvom hun kun var 11 år, da vi blev besat af tys¬kerne, så nåede hun at engagere sig i aktivt i friheds¬kampen i krigens sidste år. Som helt ung pige virkede hun ikke mistænkelig, og hun har stået vagt ved flere sabotage-aktioner, udover at hun gik til hånde med at dele løbesedler ud, og den slags.
Tidligt i hendes liv så man hendes harme og handle¬kraft, når der blev begået uretfærdighed.
Hendes deltagen i frihedskampen gav hende en plads på 4. maj-kollegiet i København, da hun kom hertil for at læse til læge. Og hun blev hurtigt formand for alumne-foreningen.
Hun læste også i Paris, men det var på lægestudiet i København, at hun traf Karl Somogyi. Hans far var jøde og kommunist, og Karl havde arvet empatien for de små og svageste i et samfund, ligesom han havde mærket på sin egen krop, hvad det ville sige at være forfulgt på livet.
Så Eva og Karl forstod hinanden og delte anskuelse og menneskesyn, og de blev et uadskilleligt par i over 60 år. Det var et hårdt slag for Eva, da hun mistede Karl her for 5 måneder siden – også fordi, det var på et tidspunkt, hvor hun havde brug for hans aldrig svigtende støtte. Han var stolt af hende, hendes kampånd og jernvilje, og selvom han også nogle gange måtte prøve at lægge en dæmper på hende, måske for familiens skyld, så stod han bag hende og støttede hende uforbeholdent, når det gjaldt.
Både han og I børn har udført mange praktiske funk¬tioner, når hun var involveret i en af de mange sager, hvor mennesker måtte gå under jorden og havde brug for hjælp.
Hun var strategen og iscenesætteren, hjernen bag det hele, og den udfarende kraft - der også tog alle slagsmålene med myndighederne og autoriteterne. Og det gik ikke stille af!
Mange af sagerne har været skildret i pressen, og da hun også havde sans for at provokere, på en frugtbar måde, har hun ikke sjældent – ofte med vennen Herluf Bidstrup og Ekstra Bladets hjælp – formået at udstille magthavere og myndigheder som galt afmar¬cheret, og hun har jo flere gange været direkte an¬ledning til, at lovens paragraffer måtte skrives om p.g.a. åbenlyse uretfærdigheder og overtrædelse af menneskers rettigheder, for eksempel for mennesker, der var underlagt åndssvageforsorgen.

Var kampen mod uretfærdighed ét af nøgleordene i Eva Graungaards liv, var engagement ét andet. Hun engagerede sig i de mennesker, hun mødte. Også professionelt. Hun har Karl har drevet lægekonsulta¬tion her i Rødovre i omkring 45 år, langt de fleste i huset på Voldumvej, hvor I også boede, og hun har hjulpet et utal af mennesker, langt ud over hvad man kunne forvente af hende som læge. Fordi hun inter¬esserede sig for mennesket bag patienten. Når hun for eksempel formåede at lægge flere år til en kræft¬sygs liv, efter vedkommende var blevet opgivet, så var det ikke kun p.g.a. hendes speciale i kinesisk aku-punktur-behandling, men også fordi hun formåede at give den kræftsyge fornyet livsmod og håb. Det var nok hendes helt særlige evne og gave.

Og så havde hun en forkærlighed for børn. I blev jo en kæmpe familie med 12 børn – 6 hjemmelavede og 6 hjembragte, som hun engang sagde til mig – og der blev ikke gjort forskel på jer. I var alle hendes børn, og ingen skulle krumme et hår på jeres hoved¬er. Og så har der jo altid været nogle flere, som ent¬en midlertidigt eller permanent blev en del af famili¬en. Kurt, for eksempel, som vi med stor sorg begrav¬ede for 3½ år siden, efter at han havde været hos jer som en slags storebror i mange år. Eva mistede selv et barn kort efter fødslen, deres 5. barn, Kristine, og det kom hun sig i virkeligheden aldrig over. Det var en stor sorg, som aldrig forlod hende.

Familielivet foregik lidt midt i al hurlumhejet og tu¬multen med de sager, som Eva engagerede sig i. Eller den foregik midt i familielivet. Jeres mor var der jo altid, enten i konsultationen eller på sit kontor, i færd med at udkæmpe en kamp, og i kunne altid få fat på hende. Ligeså jeres far, som var den der stod for det praktiske hjemme hos jer. I har kunnet lære meget af jeres forældre, ligesom flere også har ladet sig inspi¬rere af dem til selv at blive læger.

I afslappede stunder foregik familielivet oppe i som¬merhuset ved Roskilde Fjord. Også her havde Eva projekter, for eksempel sammen med Kurt at anlæg¬ge en jordvold, som kunne skærme grunden lidt mod en stigende vandstand, men sommerhuset har også været et fristed at trække sig tilbage til.

Men det var mere undtagelsen end reglen. Til det sidste insisterede Eva på at bo hjemme på Voldum¬vej. Hun ville ikke selv hjælpes, og her de sidste år, hvor lægepraksis’en officielt var lukket – hvad den i virkeligheden aldrig helt blev – tog hun og Karl i peri¬oder nærmest ophold på asylcentre, hvor de kæmp¬ede for et menneskes rettighed.

Nu har hun omsider lagt sig til hvile; en kæmpe er faldet, og I vil lægge hende ved siden af Karl, hvem tabet af, hun aldrig kom sig over. Jeg talte selv med hende et par gange siden, hvor hun gav udtryk for, at hun havde svært ved at finde ud af, hvad hun skulle stille op med sig selv og sit liv uden Karl ved sin side. Men hun opgav aldrig, hun faldt med sværdet i hånd¬en, og da det skete, løftede den ørneånd, hun var besjælet af, sig på sine vinger og fløj hjem til sit op¬hav. Eva Graungaard er ikke mere i sin jordiske krop; hun er nu levende i Gud og i jeres erindring.

Det betyder, at hun er i gode hænder. I døden falder vi ikke ud af Guds hænder, tvært¬imod, man kunne snarere sige, at vi falder ind i Guds hænder.
Vi er skabt i Guds billede, og det skabte billede er levende hos Gud, sådan at når tidernes ende engang indtræffer, og alt skal gøre nyt igen, så kan vi opstå, som den vi er, inderst inde, i Guds rige.

Det er vores kristne opstandelseshåb, som vi fik i gave ved dåben, og som vi minder hinanden om, når et liv er afsluttet, og vi skal sige et foreløbigt farvel i håbets og i kærlighedens navn, fordi Gud er kærlig¬hed, og fordi kærlighed er det, der binder os menne¬sker til hinanden, i livet såvel som i døden.

Håbet om opstandelse beder vi om må blive indfriet for os og for Eva Graungaard i Jesu Kristi navn.

Amen.