Rødovre
den
5/9 2003
Under udarbejdelsen af en klage til Den
europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, ser jeg, at der
mangler sagsakter i sag , ført ved Østre landsret : S- 3689 –94.
Ved
tidligere henvendelser har jeg fået besked på, at de danske
myndigheder, mod gældende regler, har makuleret en del af sagsakterne.
Jeg kan kun opfatte dette som et klodset forsøg på at tilsløre sagens
forudsætninger og substans og derved forhindre mig i at fremføre en
klage over Danmarks retssystem ved Den europæiske
menneskerettighedsdomstol i Strassbourg. Ved et tilfælde er jeg kommet
i besiddelse af flere sagsakter, som er benyttet i omtalt sag. Dette
beviser, at disse sagsakter faktisk har eksisteret. Hvis man
nægter at udlevere alle sagsakter, vil jeg blive yderligere
bestyrket i mine argumenter mod Danmark ved Domstolen.
Rødovre den 5/9 2003
Eva Graungaard
Voldumvej 22
2610 Rødovre
GEDESAGEN.
1.Danmark og danske retstilstande.
Ikke nogetat være stolt over.
”Gedesagen”, kaldte den danske befolkning denne korruptionssag.
” Graungaard sagen” er Frederiksberg kommunes navn på denne sag.
Sagen
blev udelukkende ført for at ramme læge Eva Graungaard, der var yderst
kritisk over for det danske systems forbrydelser og offentliggjorde
disse, og som var international kendt. Så tog man den rare mand med.
Mitgegangen, mitgefangen og mitgehangen., sagde man i Østrig, da sagen
blev kendt der.
Ang. Dom ved Østre Landsret, afsagt den 11/5 2003. 5. afd. A.s. nr. S – 3689 – 94.
……………………………………………………………………………………………..
Ifølge Østre Landsrets dom af 11.5.1999, har Eva
Graungaard og Karl Somogyi været tiltalt for overtrædelse af
dengang gældende § 23 og § 24. I nævnte § 23 er højeste straf kun
i særlige alvorlige tilfælde fængsel i indtil 2 år, men under
formildende omstændigheder bøde. Overtrædelse af § 24 kan højst medføre
bøde.
Ifølge anklageskriftet i marts 1992 blev lægerne tiltalt efter straffelovens § 215 og bistandslovens 23
Argumentet
for varetægtsfængsling som indledende skridt i en sådan sag,
hvori der hverken er faldet tilståelse eller ført bevis, kan ikke
motivere et så drastisk skridt som varetægtsfængsling i isolation.
Det
kan ikke undskyldes, at anklagemyndigheden dengang fejlagtigt anvendte
§ 762 stk. 1 , nr 3, § 770 a, subsidiært § 760 i retsplejeloven. Senere
blev anklagen udvidet for begge in solidum til straffelovens § 215.
En
forkert sigtelse (eller en forkert anklage), hvor tåbelig den end er,
er i Danmark ikke ansvarspådragende for anklagemyndigheden, og
forpligter derfor ikke. Derfor må en senere domstol tage stilling
til den skade, som en fejlagtig anklage medfører for en sigtet. Ellers
kunne enhver bliver anklaget for hvad som helst, uden at han/hun senere
kunne få erstatning. Når Østre landsret tilslutter sig Københavns
byrets bevisresultat og alligevel godtager at anklagemyndigheden nu kun
henviser til den daværende bistandslovs §§ 23 og 24, er selve denne
anklage en klar underkendelse af den først fremsatte anklage. Det skal
bemærkes, at anklagen §23 ikke har været fremsat i Københavns byret,
ikke er blevet nævnt i dommen og derfor ikke har kunnet appelleres.
Anklagen
for de tiltalte medførte 10 dages fængsling i isolation, tab af omdømme
i samfundet og tab af anerkendelse som læger over for deres patienter.
Desuden ransagninger af deres hjem, samt ransagning af børns, venners
og naboers hjem. Ved disse ransagninger blev de tiltaltes
personlige ejendele, som var uden materiel værdi, fjernet. Det var
bevismaterialer i form af familiebilleder, båndoptagelser,
videooptagelser, sagsakter etc, som de behøvede for at kunne forsvare
sig i retssagen. Derved forhindrede myndighederne en retfærdig
rettergang, hvilket er en overtrædelse af menneskerettighederne.
Desuden blev der fjernet fotos, manuskripter, endog billeder blev revet
ned fra væggene. Der blev ikke afleveret en liste over de fjernede
genstande. Disse blev uden varsel bortsolgt eller makuleret.
Heller
ikke denne oplysning er helt korrekt, idet en forsvarsadvokat fandt
sagsakter på statsadvokatens kontor, skønt de enten burde være brændt
eller opbevaret i den dertil indrettede kosterkælder.
Disse sidst
omtalte, personlige effekter som manuskripter, familiefotos etc. var
uden betydning for anklagemyndigheden. Der var ingen retslig eller
menneskelig grund til med forsæt at ødelægge papirer og fotos, som var
af meget stor affektionsværdi for begge de tiltalte. Det kan kun være
udslag af myndighedernes ønske om at gøre dem fortræd som en form for
selvtægt.
Østre landsrets dom afviser desuden vidneudsagn, som er
aflagt i retten af hæderlige og ikke tidligere straffede personer og
godtager vidneudsagn, af folk, der tidligere er blevet dmt
for bedrageri og idømt ubetinget fængselsstraf derfor og fra folk, som
i retten er afsløret som løgnere.og hvis vidnesbyrd i retten er
påvist som usande. I dommen lægger man til grund for påstanden
om, at Eva Graungaard og Karl Somogyi skulle have tilskyndet
eller hjulpet et barn, anbragt uden for hjemmet, til at undvige eller
holdt barnet skjult, at plejetilladelse for de tiltalte skulle være
ophørt den 31/1 1992, hvilket blev. Dette er ikke korrekt, idet
plejetilladelsen ikke blev ophævet efter loven fra denne dato, hvad der
også var erkendt i retsforhandlingerne, og derfor ikke kunne være
retten ubekendt.
Dermed falder hele grundlaget for anklagen bort.
Det kan ikke have gyldighed i en bevisførelse, at anklagemyndigheden
tror, antager eller formoder, at myndighederne fejlagtigt mente, at
plejetilladelsen fra den 31/1 var
ophævet.
Dermed forsvinder også påstanden om , at de tiltalte selv var skyld
i fængsling, ransagninger, bortsalg af nogle ejendele og destruktion af
andre så som bevismateriale, personlige papirer, kostbare manuskripter
etc.
Dermed må Eva Graungaard og Karl Somogyi fastholde kravet en erstatning.
Ligeledes
kan det ikke undgå opmærksomheden, at bortforklaringen for
frifindelsen i dommen af 11.5.1999 sker ved at henvise til
bistandslovens § 23, (som kun angår bødestraf), som fritager retten for
at tage stilling til hele sagens forløb, idet dommen i realiteten
lægger ansvaret for hele den forkludrede sag på en
”rettergangsfejl” med ordene: ”Som anklageskriftet er formuleret,
finder landsretten ikke grundlag for at domfælde de tiltalte efter
denne bestemmelse”. Det betyder, at anklageren ikke har gjort sit
arbejde ordentligt. Som tidligere nævnt burde en forkert og tåbelig
anklage være ansvarspådragende for anklageren.
Mon sagens anklager er draget til ansvar?
Lægerne blev desuden anklaget for § 215 i straffeloven. Dette forhold nævnes slet ikke i dommen.
”Lov
er lov og skal holdes” § 24 er samme sagsområde. Men ikke
medtaget i anklagen, og kan derfor ikke appelleres. Lægerne kan
hverken blive dømt eller frikednt for noget de ikke er anklaget
for.
”Med lov skal man land bygge”
Dermed er deres frikendelse også meningsløs, idet de bevisligt ikke har
overtrbygge”--------sludder.
Således indledes Jyske Lov fra år 1241. og dette er ethvert civiliseret lands fundament.
Og
det står da også over indgangen til Københavns Byret. Men loven
efterleves ikke altid i Danmark. I dag - i året 2003, - skulle den
danske retsplejelov sikre Danmarks borgere en retfærdig rettergang.
Som vores sag viser, overholder det danske retsvæsen ikke denne lov, som jo er selve retsvæsenets udgangspunkt .
Dette
er grunden til, at jeg henvender mig til
menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg, som en overordnet
uvildig domstol - for at få retfærdighed i denne sag, Som har kostet
danske borgere millioner af kroner, uden at myndighederne har fået
noget ud af hele dette vanvid. En sag, hvor der har været mere
end ------- retsmøder, deriblandt hemmelige retsmøder, med kendelsen,
at hverken vi eller vores advokat må underrettes.
Jeg henvender mig
til menneskerettighedsdomstolen, ikke kun for min egen skyld- men også
for de tusinder andre af Danmarks borgeres skyld, som lider under
et vilkårligt retssystems overgreb.
FORHISTORIEN:
Komplottet.
Frederiksberg
kommune havde negative følelser i forhold til mig, bl. a. fordi jeg har
været meget kritisk først og fremmest i forhold til kommunens
børnepolitik. Jeg har for eksempel givet udtryk for, at Kommunen havde
gjort sig skyldig i forældres selvmord på grund af kommunens
tvangsfjernelser af deres børn..
Påsken 1990.
I påsken 1990 blev jeg tilkaldt på sygebesøg hos en mor, fru Mette Haugaard Hansen, Henrik Ipsensvej … på Frederiksberg.
Mette
Haugaard Hansen, der havde været tilmeldt min
lægekonsultation som min patient siden 1985. Hun var prostitueret og
narkoman og HIV-positiv allerede i 1985, hvor hun blev min patient og
kom på vedligeholdelsesbehandling med metadon. Hun er fortsat min
patient. Den dag i påsken, hvor vi kom på sygebesøg, måtte vi akut
indlægge fru Haugaard Hansen. Efter et fejlfix i lysken var hun blevet
højfebril og meget syg.
Hun bad os meget indtrængende om at tage hendes 3 yngste børn med os hjem og give dem noget at spise.- Det gjorde vi.
Fru
Mette Haugaard Hansen var alene med 4 biologiske børn og et
plejebarn. Hendes fraskilte mand var også narkoman og også HIV
positiv og meget kriminel. Han havde siddet i fængsel i alt
i 11 år- og sad i fængsel..
Plejebarnet,
Anders var også HIV-positiv- Han beskyldte plejemoderen fru Mette
Haugaard Hansen for at have smittet ham med HIV ved at sprøjte ham i
halsen med heroin og brugt en af hendes egne brugte sprøjter. Han
døde i 1991, siddende med en sprøjte i halsen i hendes lejlighed, mens
børnene Mulle og Lisbeth var hos os.
Endelig var også det yngste barn,
Lisbeth HIV-positiv,
og levede sammen med moderen og søskende under ubeskrivelige dårlige forhold.
Mette
Haugaard Hansen fortalte, at Frederiksberg kommune betalte hende 14 kr
og 75 øre pr. dag for at have plejebarnet, Anders, der biologisk var
hendes lillebror, og som hun fik im pleje, da han var 11 år..
De var alle mine patienter. Plejebarnet døde i 1991 i AIDS. Faderen døde i 1992 i AIDS.
Bilag.
De
5 børn har haft en forfærdende barndom, de boede således i et
saneringsmoden lejlighed uden opvarmningsmulighed, da moderen i påsken
blev meget syg af et fejlfix i lysken og tilkaldte os. Vi indlagde
øjeblikkeligt den syge mor på frederiksberg hospital. Da man ikke
mente, at hun ville overleve, blev hun derfra overflyttet til
Rigshospitalet. og måtte højfebril akut indlægges og de var alene
og henvist til at stjæle til føden, når moderen sad i fængsel.
Tre gange under sådanne forhold, har jeg sendt min sekretær ind på politistationen
og betalt hendes bøder, for at få moderen hjem til sine børn.
Bilag:
Børnenes situation før de kom til os.
Børnenes situation mens de var hos os.
Børnenes situation efter at de er blevet frataget os.
Vi
var hhv 61 og 64 år, og begge fuldt beskæftihget som praktiserende
læger og havde selv 12 egne børn, hvoraf det yngste Marie kun var
6 år. Samme alder som det HIV-positive barn Lisbeth Haugaard Hansen.
Bilag
1:For meget med tre ekstra børn- Vi har i forvejen 12 børn, hvoraf de
yngste dengang kun var 6 år og gik i børnehaveklassen.- Vi var hhv. 61
og 64 år, og begge fuldbeskæftiget som praktiserende læger.
Bilag: brevet til sagsbehandler Kåsgård på Frederiksberg kommune..
Frederiksberg
kommune havde meget negative følelser mod mig. Jeg har rejst så mange
alvorlige ananklager mod kommunen for dens børnepolitik og anklaget
kommunen for skyldig i ulykkelige forældres selvmord.
Men
Frederiksberg kommune havde ingen mulighed for at få disse børn anbragt
andet steds. Dels var det moderens bestemte ønske og moderen , der selv
havde anbrasgt disse hos os.- og dels kunne den ikke få et HIV-positivt
barn anbragt andet sted.
Da vores egen datter gik
på den private gymnasieskole, johannesskolen, og vi tale meget
med rektoren der, Inger Bek, som straks anbefalede hendes Børnene
flyttes på prøve efter anbefaling af rektor Bek til hendes gode venner
i Slangerup.
Børnene flygter derfra.
Ny henvendelse til kommunen: Kommunen kan ikke finde noget hjem til børnene, fordi Lisbeth er HIV-pos.
EG
beholder børnene på betingelse af, at der bliver ro omkring børnene.
Dette får hun lovning på ro omkring børnene, og tilladelse til at
flytte disse i privatskole.
Bilag
EG får Maria kaldet Tulle anbragt efter sommerferien i en døgnskole- Hun stjal- hun var allerede inde i misbrug.
Jf kommunens og skolens sagsakter.
Efter
sommerferien 1990 blev børnene , Anne Marie og Lisbeth, som
blomstrede op og blev dygtigere og mere glade for hver dag, der
gik, flyttet til den private Gymnasieskole, Johannesskolen, hvor
vores egen datter, Marie gik. Mulle ville være advokat og Lisbeth
sygeplejerske.
Jf: Skoleudtalelser vedr. børnene før, under og efter, at de var flyttet fra os.
Fotos.
Den biologiske mors breve.
HIV
I
slutningen af 1991, hvor alt gik utroligt godt, skete der det
glædelige, at Lisbeth gik over fra at være HIV pos til at blive HIV
negativ.
Og nu skal børnene til rektor Inger Beks nære venner i Slangerup.
PLANEN,
røbet i telefonen af en af Slangerupfolkene den Whita Sjøsten den dag
vi kom ud af fængslet- 4en fredag.. Whita Sjøsten havde været min
patient, da hun boede i Rødovre. Dengang hed hun Whita Buck. Hun blev
da idømt ubetinget fængselstraf for bedrageri. En fængselsstraf, som
jeg med en lægeerklæring fik gjort betinget. Whita er ikke for klog.
Hun fortalte, at planen var, at børnene på en eller anden måde skulle
fratages os og på børnehjem, og derefter annonceres ud i dagbladene, og
hun og manden skulle søge om plejetilladelsen, de boede jo langt fra
narkokvarteret på Frederiksberg, og deres nære ven rektoren på
Johannesskolen ville så skrive en anbefaling, så de var sikre på, at få
plejetilladelsen, som de så var sikre på at få. Og så kunne de
klare sig bedre økonomisk. Men det var nødvendigt at børnene boede et
tredje sted. Og Lisbeth var jo ikke HIV-pos. mere. Det var godt nok
noget svineri at der var en, som havde sagt tat vi havde været sammen
med pigerne på Frederiksberg, når de var hos dem i Slangerup.- Sådan
forklarede Whita Sjøsten mig sagen i telefonen. Hun og manden havde
desuden fået frit lejde af kommunen, sagde hun..
Hvad jeg tænkte
og følte kan jeg ikke finde ord for. Men jeg havde dog åndsnærværelse
nok til at invitere hende til eftermiddagskaffe hos journalist Harly
Foged den eftermiddag.
Efter at have lagt telefonrøret,r bad
jeg min advokat og bad ham om at komme til journalist Harly Foged i
Frederikssundom også komme og jeg ringede
Til Mogens Camre og bad også ham om at komme
til
bujetråd Mogens Camre, og bad ham om at komme. Og mogens Camre
bad rødekors lægen, Torben Ishøj og hans kone,….. om
at tage med . Jeg for min del fik fat på nogle af vore børn , der også
kom. Det var, læge Ben Kristian Graungaard, stud med. Emil Graungaard
Somogyi og jeg ringede til fotograf ved TV1 Otto Jonasen og også han
kom sammen med hans kone Bitten Jonasen.
De kom alle sammen samtidigt med fru Whita Sjøsten.
Og
Harly Fogeds kone serverede kaffen og Whita Sjøsten satte sig i midten
og rundt omkring hende sad så de øvrige. Jeg selv var så ophidset, at
jeg forlod forsamlingen. Komplottets aftalte spil hvor man kynisk lod
os sidde i fængslet vel vidende, at vi var fuldstændigt uskyldige mens
de drev deres spil.
Whita Sjøsten fortalte, at børnene var inden
døre hos disse i Slangerup den dag den 11.marts, og dagene op til den
denne dato og dagene derefter, så Schack Nielsen kunne ikke have set os
sammen med børnene den dag. ”Det var godt nok noget svineri, sagde hun.
Og hun gentog, at hun skulle have børnene i pleje, at vi var forgamle,
og da Mogens Camre spurgte hende om hun ikke var bange for at sige alt
dette, da dette jo var strafbart, at skjule politieftersøgte børn,
sagde hun Nej slet ikke for de havde fået frit Lejde af Frederiksberg
kommune.
Og hun fortsatte med at fortælle, at hun og manden, da vi
var kommet i Fængsel, havde anbragt børnene på en skjult adresse i
Nordsjælland, som hun ikke ville sige hvor. Og hun gentog, at hun og
manden personligt ikke var bange, for de habvde jo fået frit lejde,
”men Inger skal holdes udenfor”-Inger, var rektor Inger Bek.
Bilag.
Den 15.9.92. hvor et af vore børnebørn blev døbt----
Anmeldt til kommunen.-og til retten.
Politianmeldt af os og af den biologiske mor
Bilag
Mere end et år før disse to forbrydere blev afhørt.
Bilag
Ikke straffet.
Og måtte ikke afhøres i retten, ikke engang deres navne og adresser blev nævnt i retten.
Filmfotograf
ved TV Svend Pedersen, adressen….., opsøgte sammen med os familien
Andersen på adressen i Hørsholm. Manden kom springende ud. Svend
Pedersen filmede. Manden blev meget vred- han gentog , at de ikke
kunne straffes, at den sag var forbi, og de havde fået frit lejde.
Denne familie, der havde spærret børnene inde havde også fået frit lejde.
---------------------------------------------
Og
nu skal samkvem met mellem den biologiske mor og børnene
ikke længere ske i vort hjem men i den biologiske mors uhumske
lejlighed på Henrik Ipsensvej nr. 23.. –
Kommunens påhit.
Jf: sagsakt.
”Alt
er stjålet hos Mette” sagde Mulle, og hverken hun eller lillesøsteren
ønskede at se den biologiske mors hjem mere, og nægtede på det
bestemteste at komme der.
Det vil børnene ikke de vil glemme dette sted. Der sendes psykologer ud for at tale børnene til rette.
Og
så kommunens sagsbehandler fru Gunhild Gundorf ud i en taxa og
træffer børnene i vort venteværelse og hun vrider armen om på Mulle,
som skriger højt til at komme ud i en ventende taxa, som kører
sagsbehandleren og de to børn til moderen under skrigen og råben –og
gråd.
Bilag .
Protest skrivelsen til Frederiksberg kommune.
31.1.1992:
Efter,
at vi har haft børnene i knapt 2 år, og det er gået utroligt godt for
de to børn hos os, kommer en deputation med en dame i spidsen,
der kaldte sig jurist ud på vor arbejdsplads, lægekonsultationen i
Rødovre med en skrivelse En jurist kommer ud i lægepraksis med en
skrivelse. Jeg protesterede meget skarpt, ide jeg støttet af min
mand forklarer, at beslutningen er ulovlig, idet en sådan
beslutning kun kan tages af Børne og Unge-udvalget, der kan
træffe en sådan beslutning, så budskabet ikke er lovmedholdeligt.
Et sammenrend uden kompetence.
Bilag:
Mulle og Lisbeths aktiviteter og breve og avisartikler.
Bilag.
Bilag: 1. Kvitteringer fra politiet for de betalte bøder.
Kritik af kommunen omsorgssvigt mod 5 børn
Politianmeldelsen af Frederiksberg kommune
Mulles brev til menneskerettighedsdomstolen
Den 31.1.1992.
Påskud:
At Mulle ikke ville til samkvem hos den biologiske Mor, som hun kaldte
Mette. Der havde været samkvem hvor moderen kom ud i vort venteværelse
og så børnene. Mulle ville bare ikke besøge moderen i den snavsede
lejlighed på Frederiksberg, hvor hun har oplevet så meget ondt og ”hvor
alt var stjålet”, sagde Mulle.
Mulle vil ikke se den biologiske mor, men det skal hun lære, sagde socialudvalgsformanden.
3.2.1992 Mulle beder sig fri fra skolen og tager til---
jeg tager med, og lader alle patienter i den åbne konsultation mellem kl. 11 og 12 vente. Til vi kommer tilbage kl ca. 12.30
Den 3. 2. 1992: om formiddagen
Opringningen fra rektor eks nære venner i Slangerup til lægesekretæren - De vil tale med Mulle.
Helge Røpke.
Ny opringning til Mulle fra Slangerup, mens jeg er travlt i færd med at tage mig af de mange ventende patienter.
Ifølge patienterne i venteværelset havde Mulle kaldt på Lisbeth og taget hende i hånden og hurtigt forladt konsultationen.
Natten mellem den 3.2.og den 4.2.1992.
og de følgende dage i alt 3 sygebesøg.
Mulles selvmordstrusler
4.3.1992. Helge Røpke fortæller:
Alle Mulles breve
Også brevet til ombudsmanden- og til menneskerettighedsdomstolen
4.2.1992
EG ringer mindre end et døgn – 17 timer- efter at børnene havde forladt
Voldumvej til den øverste indenfor børneforsorgen på Frederiksberg
kommune, socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen, som er den
person, der har skrevet under på meddelelsen den 31.1.1992, . og
fortæller hende, at børnene er i Slangerup, fordi jeg vil have hende
med til Slangerup og overtale børnene til at følge med til børnehjemmet
for at undgå at blive afhentet af politiet, af hensyn til deres
psykiske tilstand. J eg ringer til hende privat- tidligt om
morgenen før hun er kommet til rådhuset, og fortæller hende, at børnene
er i Slangerup, at jeg er blevet underrettet af en lærer og
øjeblikkeligt er taget til Slangerup.. Hun vil ikke med til Slangerup.
Ny
samtale kl. 10 om formiddagen, der båndes. Fremlægges i retten sammen
med alle de følgende samtaler med den øverst på socialafdelingen på
Frederiksberg rådhus.
Bilag: Retsbogsudskriftet: jeg skal have
været klar over, at den øverste på bistandskontoret ikke var i
overensstemmelse med de øvrige medlemmer.
Bilag.. udskrift af
båndoptagelsen af telefonsamtalen mellem mig og den højst
ansvarlige; socialudvalgsformanden, Birgit Fogh- Andersen, som blev
afspillet i retten, hvor denne skriger. Eva jeg VIL ikke vide, hvor
børnene er.” socialudvalgsformanden.
Børnene flyttes
tilsyneladende, idet de lader sig se flere andre steder. Bl. a.
ved rockkoncerter, og i Arkaden. Og næsten dagligt kommer på skolen.
Båndet samtale.
2.3. fastelavnsmandag- Børnene slår katten af tønden
Kendte
menneskers skrivelser og vidnesbyrd i retten, medlem af
folketinget Jytte Andersen, titel, Arne Melchior Pressemøde .
2000 underskrifter.
6.3.1992
mødet mellem på kommunekontoret
nyt møde borgmesteren
Bjarne busk politianmeldelsen
Nyt Møde på borgmesterens kontor
Samarbejdet mellem Grethe Schack Nielsen
Bilag
Alle Mogens Camres breve og vidneudsagn i retten:
Bilag
Redaktør Harly Fogeds brev, afleveret i retten
Læge Torben Ishøjs brev afleveret i retten
Osv.
Medlem af EU parlamentet, Mogens Camres skrivelse- Trin for trin
Bilag Trin for trin
Adv. Holger Lindholt
Bilag
Adv. Hans Helmer Jensens skrivelse af afleveret til retten.
Bilag
Definitionen på et komplot.
3.2.1992:
Morgenens aktiviteter. Mulle bedt sig fri og var sammen med mig, som
plejemoderen Sådan gik hele formiddagen- og alle patienterne, som
havde fået kaffe- sad og ventede. EG tager sig af patienterne
EG
behandler de ventende patienter. WS ringer til Mulle. Mulle får travlt
hun griber derefter skoletasken og tager Lisbeth, som hun skynder på, i
hånden og løber ud af praksis-døren med Lisbeth ved hånden. Helge Røpke
kører bagefter. Mulle havde over for ham truet med selvmord. Han kører
naturligvis i egen bil. Han træffer børnene på Rødovrevej og
tager dem op i bilen og spørger dem om, hvor de er på vej hen. De vil
til skolen.
18.3.1992. Midt i vor konsultationstid kommer
politiet talstærkt ud i vor lægepraksis og afspærrede Voldumvej i begge
retninger, og brutalt arresterer min mand og mig, og vor voksne datter,
som i håndjern lænket til den mandlige sekretær føres ud i en tredje
politibil og arresteres alt sammen uden dommerkendelse. Jeg bliver
slået bevidstløs, og køres under udrykning til Frederiksberg hospital
og indlægges på intensiv hjerteafdeling, men min mand kommer i
grundlovsforhør og bliver af dommeren spurgt om, hvor børnene
skjulte sig., hvor vi om natten, hvor vi blev kaldt på sygebesøg, fordi
Mulle havde truet med selvmord. Da svarede min mand. ”Det var i
Slangerup” Men det interesserede ikke hverken politi eller dommer, og
vore advokaters opfordring om at undersøge dette, interesserede hverken
dommer eller politi.
Bilag: Retsbogsudskriftet.
20. 3.1993
Bilag
. 2. Politianmeldelsen af Frederiksberg kommunes omsorgssvigt over for
disse børn. Jeg bad om kvittering for modtagelsen hos politiet. Og fik
denne kvittering. Men mere skete ikke.
Sagen mod os, min mand og
mig, gik først og fremmest ud over tre fuldstændig uskyldige
børn. Derfor vil en evt. erstatning, blive delt i tre lige store
dele. 1 del til Mulle (Anne Marie Haugaard Hansen), 1 del til
Lisbeth (Haugaard Hansen) og 1 del til Marie ( Graungaard Somogyi ).
I
denne sag blev der udvist en grænseløs hensynsløshed mod de
stakkels børn, Mulle og Lisbeth, gik det mest ud over. Mulle, der viste
sig at være meget dygtig, da hun kom under normale forhold og fik
briller. Hun ville være advokat og Lisbeth sygeplejerske. Det blev de
ikke- Efter denne sag gik disse børn sammenlagt i 2 år ”under
jorden” i Frederiksberg narkokvarter uden undervisning.
Sagen
gik også ud over vores datter, Marie, der dengang var 8 år, ved
anholdelsen af os den 18.3.1992, måtte hun stå frysende og
grædende på Voldumvej, som var spærret i begge retninger af
en masse politibiler, jaget ud af politiet, der var brudt ind i
vores lægepraksis uden dommerkendelse ved hjælp af en låsesmed.
Politiet låste døren for hende, hvorefter de ransagede
huset, og ransagede hos vor lejer Kurt Christiansen. Også til
hans lejlighed låste låsesmeden op på politiets ordre.
Politiet ransagede og tog sagsakter med sig.
Marie
var meget glad for Lisbeth og Mulle. Hun forstod ingenting. Hun
så mig, hendes mor blive båret ud og lagt ind bunden af en af
politiets kassevogne og kørt bort under udrykning. Og så og hørte
faderen råbe. ”I slår hende ihjel”, da han af to betjente blev ført ud
i en bil og kørt bort. Og hun så sin storesøster i håndjern
lænket sammen, højre hånd mod højre hånd, i cirkelbevægelser brutalt
blive skubbet ud i en tredje politibil.
Hun måtte opleve, at hendes
forældre ikke senere måtte komme ind i hendes klasse, ifølge dekret fra
Frederiksberg kommune. Og opleve, at hun, der var en både rolig og
meget dygtig pige med et godt forhold både til lærerne til alle i
klassen, at der bare kom et brev, at hun var bortvist fra skolen, fordi
rektoren ikke ville have en elev, hvis forældre bragte rektoren i de
offentlige medier.
Hun kunne slet ikke forstå noget af det hele. Og spurte hele tiden. ” Hvorfor?”.
Nu er hun heldigvis blevet student, men er alligevel mærket af de voldsomme begivenheder i 1992.
Bilag:
Dekretet fra Frederiksberg kommune
Overlærer Kjær Rasmussens skrivelser.
Når
vi var dømt på det aftalte opdigtede usande vidnesbyrd, aftalt
mellem madskribenten, Grete Schack Nielsen og socialudvalgsformanden,
Birgit Fogh- Andersen og vi var frataget vort levebrød ved hjælp
af en opdigtet ”Gederapport”, komponeret af overassistent ved
Frederiksberg kommune, Dorte Hendriksen, som derefter blev
forfremmet til fuldmægtig ved Frederiksberg Kommune, så kunne planen gå
i gang og nægtet afhøring i retten på konstant begæring ved hvert
eneste retsmøde af både os og vore advokater.
Bilag:
Komplottets
plan gik ud på, ifølge Whita Sjøsten den 28.3.1992 ved et stort møde i
Frederikssund, at børnene fra ”Skjulestedet i Nordsjælland” skulle
anbringes 14 dage hos et midlertidigt plejehjem hos rektor Inger Beks
lærerægtepar, Gyllinge, hvorefter der skulle annonceres i dagspressen
efter et plejehjem til de to børn, og så skulle hun og manden ansøge om
at blive plejetilladelsen, og de ville være helt sikre på at få
plejetilladelsen, fordi deres ”nære bekendt”, rektor Inger Bek
ville anbefale disse. –Så kunne Slangerup-parret betale deres
terminer.- og så kunne vi jo, hvis vi insisterede derpå være en
slags bedsteforældre.”
Dette fortalte Whita Sjøsten til
mig i telefonen om formiddagen den 28.3.1992. Og hun fortalte
dette til TV- fotografen, Otto Jonasen allerede i bilen den 20.
3. 92, da disse var på vej til skjulestedet i Hørsholm, hvor Otto
Jonasen måtte ligge i bunden af deres bil med bind for øjnene.
Og
det fortalte hun til Otto Jonasen og hans kone Birthe Jonasen, til
advokat Hans Helmer Jensen, til Rødekors-lægen Torben Ishøj,
sektionsleder i KTAS, Agnethe Ishøj, redaktør Harly Foged, Margit
Foged, læge Ben Kristian Graungaard, og stud med Emil Graungaard, og
til medlem af Europaparlamentet, Mogens Camre ved et stort møde i
Frederikssund om aftenenden 28.3.1992 Hvilket de alle har
bevidnet i retten
Hun fortalte desuden at børnene havde været hos
hende fra den 11.3.1992, og sagde: ” at det godt nok var noget svineri
at vi var kommet i fængsel fordi børnene i tiden op til den 11.3.1992
og i tiden der efter .”
Og da Mogens Camre forholdt hende at
hendes og mandens adfærd jo var kriminelt og kunne bringe hende og
manden i fængsel, sagde hun : ”at det var hun bestemt ikke bange for,
fordi hun af kommunen havde fået frit lejde. Det samme havde man på
”skjulestedet i Nordsjælland.” Der havde man også
fået frit lejde, ifølge Ole Andersen udtalelse til mig og filmfotograf
Svend Pedersen.
Til dette skjulested havde Slangerup-parret
bragt børnene den 19.3.1992. Hun pointerede, at Rektor Inger Beks navn
skulle holdes udenfor og hun ville ikke opgive navne og adresse
på skjulestedet i Nordsjælland.
Dette udsagn har de mennesker, der overværede mødet, skriftligt i retten aflagt vidnesbyrd om. under vidneansvar.
Bilag:
Planen
var ifølge Whita Sjøsten fra Slangerup: Børnene skulle fra deres
skjulested i Nordsjælland først anbringes 14 dage midlertidigt
hos et lærerægtepar, hvorefter de skulle annonceres ud i
dagspressen –og så skulle hun og manden søge om plejetilladelsen, og
rektor Bek, som den vægtige pædagog, hun var, anbefale disse som
plejeforældre, så disse var sikre på at få plejetilladelsen.” – ”men
rektor Bek skulle holdes uden for.”
Bilag: Annoncen i dagspressen,- og moderens reaktion derpå.
Fotos
af EG under isolationsfængslingen. Begge siger, at den fortsatte
isolationsfængsling på 14 dage yderligere, ville have kostet dem
livet. To gange under isoleringen blev Eva Graungaard med udrykning
kørt til intensiv afdelingen først på Frederiksberg hospital og senere
på Hvidovre hospital.
Gederapportens afsløring
Vidnesbyrdet
i Frederiksberg ret, som af dommeren blev karakteriseret: ” præcist og
troværdigt”, og som bragte os i isolationsfængsel.
Afsløringen i selve Landsretten af madskribenten, Grethe Schack- Nielsens vidnesbyrdet, som fuldstændigt opdigtet.
Fundet
af det sted, hvor børnene blev holdt skjult under vores
isolationsfængsling, i Nordsjælland, der konstant af dommere i
retten blev benævnt i samtlige retsmøder, både i straffesagen og senere
i erstatningssagen som ”skjulestedet i Nordsjælland”, til trods for, at
Mulle og læge Ben Kristian Graungaard, allerede den 15.9.1992, havde
fundet adressen, der havde været skjult for børnene. Navne og adresse
fandt Mulle derved, at det var lykkedes for Otto Jonasen,
liggende i bunden af Slangerup-parrets bil med bind for
øjnene den 19.3.1992, at linde bindet så meget, at han kunne se
skiltet ”Hørsholm”. Ben Kristian og Mulle kørte derfor til
Hørsholm, hvor de gik gade op og gade ned i lang tid, lige indtil Mulle
højt råbte. ” Der er den telefonboks, hvor jeg dagligt talte med rektor
Bek. Derfra kunne hun så finde huset, hvor hun og søsteren blev
holdt skjult. Det var sket på den måde, at mulle og Lisbeth havde set
den dramatiske fængsling i TV, den 18.3.1992, så løb Mulle grædende ud
på gaden for at finde politistationen og melde sig selv. Men Niels
Lykke Nielsen var løbet bagefter hende og havde tvunget hende med
tilbage til deres hus og fortalt hende, at hun skulle gøre præcis, som
han sagde, hvis hun og Lisbeth ville gøre sig håb om at komme tilbage
til lægerne. Det gjorde Mulle så. Og dagen efter, blev hun og Lisbeth
kørt til et nyt skjulested. Skjulestedet i Hørsholm. Men ingen af
børnene måtte vide, i hvilken by de var, og hvad folkene i huset hed.
Bilag politiafhøringen af Ole og Birthe Andersen i Hørsholm
-
At det var Hørsholm han var i. Samme dag blev navne og adresse
videregivet til domstolen og til politiet. Til trods for, at politiet
fik navne og adresse, den 15.9.1992, og ikke alene lægerne, men også
den biologiske mor politianmeldte dette kyniske par, Ole og Birthe
Andersen, på Alsvej 97 i Hørsholm, der ifølge politirapporten sagde, at
de ikke kendte os og aldrig nogensinde havde talt med lægerne, men var
vidende om, at vi sad i fængsel og skulle blive der, indtil de børn,
som de skjulte var fremme, men de skjulte børnene, fordi der stod en
rektor bag, så varede det mere end et år før politiet afhørte parret.
Og til trods for, at parret blev begæret afhørt i retten ved hvert
eneste retsmøde, såvel af os som af vore advokater. Og ved hvert eneste
retsmøde, og domme, selv ved den sidste dom i maj 1999 og i
erstatningssagens dom 2001, blev dette par kun omtalt med. ” huset i
Nordsjælland,” eller ”en adresse i Nordsjælland” .
Bilag.. Politiafhøringen
Lægernes politianmeldelse af Ole og Birthe Andersen, Alsvej 97 i Hørsholm
Mette Haugaards Hansens ( Den biologiske mors politianmeldelse af parret.
Tv-fotograf,
Svend Pedersen tog så ud til huset i Hørsholm på Alsvej 97. Han
traf manden, Ole Andersen hjemme, som han fotograferede på
video.. Denne blev meget vred, og sagde, at han og konens sag var
færdig. De havde fået ”Frit Lejde”
Det samme som Whita
Sjøsten fortalte til mig i telefonen og som hun gentog til en hel
forsamling af mennesker ved det store møde i Frederiksværk
den------------.
Og da Whita Sjøsten i retten
fortalte, at hun havde fået lovning på, at vejene ville være
politi-frie ved den sidste transport af børnene til Inger Beks skole,
og da Graungaard i retten højt sagde, at dette skulle nedskrives, blev
hun af dommeren truet med udvisning af retssalen. Det drejede sig om
transporten til skolegården lørdag den 28.3.1992, hvor rektor Bek, og
hendes lærerpar på skolen - og Frederiksberg kommunes embedsmand
ventede- og stod parat til at snuppe børnene og bringe disse til
lærerparret- og betale den af Ghita Sjøsten forud konstruerede regning
fra Roskilde banegård til skolegården.
Den transport, der dagen
efter at Landsretten havde underkendt Frederiksberg rets
fortsatte isoleringsfængsling af lægerne om fredagen- men som
Frederiksberg kommunes observatør, blev så glad for, at han styrtede ud
af retssalen for at nå mødet på rådhuset med rektor, Bek kommunens
ansatte og borgmesteren, at han ikke nåede at høre, at vore advokater
på forhånd havde udfærdiget et kæreskrift på grund af dommernes
partiskhed, som de lagde foran den forskrækkede dommer, der
fremstammede, ” De kunne da ikke kende dommen på forhånd”. Jo sagde
lægernes advokat, med den optræden, De har lagt for dagen, vidste vi
godt, at De fortsat ville Isolationsfængsle lægerne, men lad os lige få
lov til at retten i kæren. Vi har skrevet 8 dage, for vi kunne ikke
forestille os, at De ville være så fræk, at fængsle lægerne i endnu 14
dage,. Dommeren var bestyrtet, men fandt sig i at blive kaldt ”fræk”,
og lod advokat forsvarsadvokaten rette 8 dage til 14 dage.
dagen
derefter, fredag den 27 marts 1992, kørte den ene af
forsvarsadvokaterne ind til Landsretten lagde kæren foran
dommeren, som straks løslod os. Fredag eftermiddag den…
Mishandlingen i fængslet.
Fotos.
Den sidste dag, hvor fængselsinspektøren kom ind i min celle og lagde nogle papirer frem foran sig selv og læste op for mig……
Den
transport, der foregik, lørdag den 28.3.92, dagen efter, at Landsretten
havde løsladt os, der foregik i parret fra Slangerups bil , først fra
Hørsholm til Slangerup, og derfra igen fra Slangerup til
Slagslundeskoven uden for Slangerup, hvor børnene blev flyttet
over til Øbro taxaen, ført af taxachauffør, Poul Weibel Larsen,
som så kørte børnene fra Slagslundeskoven til skolegårdens legestativ
efter aftale med rektoren, hvor hun selv, rektor Inger Bek ventede
sammen med hendes lærerpar på hendes skole, som i 14 dage skulle have
plejetilladelsen til børnene- selv om dette par ikke havde plads til
børnene. De havde kun et børneværelse, som deres egen datter boede på-
og som nu tre børn skulle bo på.- Men det skulle jo kun være i 14 dage-
hvorefter Frederiksberg kommune skulle udannoncere børnene i
dagspressen, og Slangerup-parret skulle søge om plejetilladelsen, og
rektor Bek anbefale disse, hvorefter disse var sikre på at få
denne. -- og hvor Frederiksberg kommune også stod- tilfældigvis-
en lørdag formiddag.- mens alle forventede, at lægerne sad buret inde i
isolation i endnu 14 dage- som de var dømt til.
Dette
fortalte Mulle og dette måtte taxachaufføren i retten indrømme var
rigtigt, efter at han havde læst en historie op, der lød således:
Taxachaufføren
blev ikke anklaget for falsk forklaring for retten. Han blev båre af
dommeren pænt spurgt om, hvem der havde fundet på den lange og
detaljeret historie.? Og hvem der havde skrevet den falske konstruerede
taxabon fra Roskilde til skolen?
Og taxachaufføren svarede pænt: .” Det har Whita og Niels”
Jf.: Retsbogsudskriftet.
Taxachauffør, Poul Weibel Larsen blev hverken tiltalt eller dømt for bevidst konstrueret usand forklaring som vidne i retten.
Alligevel
er de dybt kriminelle par i Slangerup, hvor Whita tidligere er blevet
dømt til ubetinget fængselsstraf for bedrageri- troværdige.- Og
dommeren lægget vægt på hendes forklaringer hende, der gang på gang i
denne ret i selve retten er afsløret som løgner- fremfor for Helge
Røpke forklaring. Helge Røpke er aldrig dømt for noget som helst. Han
er en dybt religiøs mand. Og dommeren bruger undskyldningen: At han, da
han i retten afgav sin forklaring under vidneansvar, var ansat hos os,
og derfor afhængig af os, hvilket han selv direkte i retten
har forklaret, at han ikke var, og at han i mere end et år havde
arbejdet i IT branchen, da han var blevet afskediget af os af
økonomiske grunde efter vor fængsling.-
Selv dommeren opdigtede løgnehistorier i denne sag. .
Politirapporten
Retsbogsudskrifterne.
7. Nægtelsen af begæring om afhøring i retten af de vigtigste vidner.
Grete Schack Nielsen.
Det
gælder nægtelsen af afhøring under mit påhør af det falske vidne, Grete
Schack Nielsen, der bragte os i fængsel, og som heller ikke blev
politiafhørt efter afsløringen eller straffet, til trods for
politianmeldelse fra os og fra den biologiske mor.
Hun blev begæret afhørt ved hvert eneste rets---- i denne sag, og hver gang nægtet afhørt.
Bilag
Dorte Hendriksen,
der
skrev Gederapporten, for at embedslægerne skulle tage bestallingen som
læger fra os. Som hverken blev afskediget eller kom for en
embedsmandssag.
Og som blev begæret afhørt ved hver eneste retssag i denne sag- og nægtet afhøring hver eneste gang.
Bilag
Borgmester John Winther,
der
forfremmede Gederapport-digteren, Dorte Hendriksen og ikke anlagde en
embedsmandssag, men lod borgerne på Frederiksberg betale hendes
advokat, og hendes bøde på kr. 5000 under undskyldningen, at det var
sket ”under embeds udførelse”, hvorfor hun ikke kunne straffet.
Bilag
8. Nægtede begæret høring i vidneskranken af Ole og Birthe Andersen fra Hørholm.
Mogens Camre skriver således i brev af …..
----------------------------------------------------
”Trin for trin var alt planlagt for at ramme os.”
Vi
har sammen 12 børn, ”6 hjemmelavede”. Og 6 udvalgte- adopterede,
hvoraf de fleste er handicappede . Og så nu to
plejebørn, Lisbeth og Mulle., som det gik utroligt godt overalt,
specielt i skolen, efter at de var kommet til os.
.
Bilag. Børnenes situation, før de kom til os.
Børnenes situation mens de var hos os.: a. Rødovre skoles erklæringer. Og klasselærenes erklæringer fra Johannesskolen.
Børnenes forfærdende situation senere.
Mulle ville være advokat og Lisbeth sygeplejerske- det blev de aldrig.
Bilag
Da
vi i starten af plejeforholdet mente, at det måske var bedre med
et yngre ægtepar som plejeforældre, talte vi med kommunen derom.
Kommunen kunne imidlertid ikke skaffe et plejehjem til børnene, både
fordi børnene kom fra et narkomiljø, men først og fremmest fordi den
yngste pige, Lisbeth var HIV-positiv. Vi skulle selv skaffe et
plejehjem.
Så snakkede jeg med rektor Inger Bek
på Johannesskolen, hvor vores eget barn gik og forklarede hende
situationen. Rektor Inger Bek sagde, hun kendte en familie
i Slangerup, Tidligere vognmand, Whita Sjøsten og murersvend
Niels Lykke Nielsen, hvis familie, hun havde kendt i mere end 40
år, og som hun stod i taknemmelighedsgæld til, og gerne ville
hjælpe økonomisk, ” De ville være egnet som plejefamilie”, mente hun.
Det
gik virkeligt rigtigt godt for de to plejebørn i skolen, de var søde og
rare og flittige- så Inger Bek ville gerne have disse til familien i
Slangerup for at afhjælpe disses økonomiske problemer med plejeløn- de
havde i forvejen et multihandicappet dagplejebarn.- ”Og så kom pigerne
langt væk fra det betændte kriminelle narkomiljø på Frederiksberg ”,
sagde hun.
Jeg kendte godt ægteparret, hun talte om, da disse
havde boet i Rødovre, og havde været mine patienter. Nu var de flyttet
til Slangerup, hvor manden Niels Lykke Nielsen, der var murersvend,
havde bygget et hus.
Dengang parret boede i Rødovre havde
Whita Sjøsten, der dengang hed Whita Buck fået en ubetinget
fængselsstraf på grund af svindleri. En straf, jeg som læge fik
gjort betinget på grund af hendes helbred.
Bilag. vedr. Whita Sjøsten
Vi
bragte børnene til ægteparret i 1990 en fredag. Men lørdag morgen
ringede Mulle og fortalte, at hun og lillesøsteren var stukket af. De
ville ikke være der. De ville hjem, sagde hun - og hun mente hjem til
os. som end ikke blev politiafhørt efter afsløringen eller
straffet, hentede børnene og ægteparret blev meget fornærmede på
os.
Der var flere årsager til denne sag.
Frederiksberg kommune havde en meget negativ indstilling over for mig.
I
1990, lige da moderen en HIV-positiv prostitueret, kriminel og
prostitueret narkoman, som vi i påsken havde måttet indlægge meget syg
efter et fejlfix i lysken, og vi mente, at vi jo ikke var unge længere,
Min mand er født i 1925 og jeg i 1928, og vores yngste datter var
6 år, samme alder som den mindste af pigerne
og hun ville skaffe
disse plejeløn ville gerne hjælpe hendes mangeårige bekendte i
Slangerup, ”som hun stod i taknemmelighedsgæld til ”
, ifølge eget udsagn
Socialudvalgsformanden,
Birgit Fogh- Andersen ønskede at ramme mig og tage bestallingen som
praktiserende læge i Danmark fra mig og hjælpe hendes veninde, rektor
fru Inger Bek. Hun havde en medhjælper fra hendes vælgerforening,
madskribenten, Grete Schack Nielsen, som var nabo til den lejlighed,
som vi flyttede ind i den 15. februar 1992.
Første trin:
Fratage
os plejetilladelsen og få børnene, som har vist sig søde og rare ,
dygtige , flittige og nemme frataget os og få disse til Slangerup. Et
sammenrend af vore fjender bestemmer, at børnene skal overflyttes til
et børnehjem, den 3.2.1992.” så man kan få disse psykolog behandlet, så
de vil ha samvær med moderen. Dette kan kun Børne- og Unge-udvalget
bestemme. – men sagen blev aldrig forelagt dette udvalg- Det turde man
ikke. Børnehjemmet har børnene flere gange været på. Og det vil de ikke
Jf. klasselærernes udtalelser.
Andet trin:
Rektor
Inger Beks venner i Slangerup, fru Whita Sjøsten skal midlertidig gemme
børnene. Hun ringer direkte til Mulle og lokker hende til Slangerup,
idet hun siger, hun vil hjælpe dem med at blive hos os. De skal tage
derop og skjule sig der. Hun lokker børnene derop. De forsvinder lidt
før de skal møde på børnehjemmet kl 14. den 3.2.1992.
Og sekretæren
kører i sin egen bil efter børnene i sin middagspause, tager dem op i
bilen- og de beder ham om at køre dem til Slangerup, hvilket han gør.
Han fortæller i retten, at Mulle beder ham om ikke at sige til os, at
han har kørt disse til Slangerup. Mulle viser vejen- for hun kender den
fra sidst børnene var der for to år siden, da de flygtede derfra.
Jf. hans vidneudsagn i retten
Slangerup-parret får Frit Lejde af kommunen.
Jf. vidneudsagn fra:
Tredje trin:
Vi skulle fratages vor ret til at arbejde som praktiserende læger:
Og til at have de to børn i pleje.-
En overassistent skal finde noget på os.
Hun
sendes ud sammen med politiet og opfinder ”den levende ged i praksis,
der står i et undersøgelsesrum , hvor der er tre patienter og hende
tilstede og denne ged har afføring, mens hun og patienterne er til
stede”
10 måneder senere blev denne overassistent nødt til at trække sin uhyrlige løgnehistorie tilbage
Bilag.
Fjerde trin:
Fratage os vor mulighed for fortsat at arbejde som speciallæger i almen medicin ved hjælp af Gederapporten
løgnehistorien, der flittigt blev brugt :
i forsøg på at fratage os vort levebrød, i og med, at den blev sendt til embedslægerne
til at nedsætte vor troværdighed i og med den blev sendt bl. a. til samtlige medlemmer af det sociale udvalg i folketinget.
og sendt til de folk, der i pressen skrev læserbreve til vor fordel.
til pressen
og til at standse en TV udsendelse, der allerede var optaget i programmet Eleva-2-ren.
Derefter
blev denne overassistent forfremmet til fuldmægtig ved
familieafdelingen på Frederiksberg kommune, hvilket hun er den dag i
dag.
Ved hvert senere retsmøde har vi og vore advokater begæret
at få denne fuldmægtig hørt i retten, få hørt hvem, der stod bag hendes
historie.- men det er nægtet hver eneste gang.
Femte trin.
Få os i fængsel. Det lykkes ikke i første omgang- 28.3.1992
Jf. retsbogsudskrift.
Da
det blev afsløret at Gederapporten var opdigtet, kunne Dorte Henriksen
ikke straffes, fordi hun har digtet dette i ”Embeds Medfør”, sagde
kommunen og betalte hendes advokat og betalte 5000 kr. til vor advokat.
Og
der blev ikke rejst nogen tjenestemandssag mod denne overassistent.
Eller påtale tværtimod hun blev forfremmet fra overassistent til
fuldmægtig ved familieafdelingen på Frederiksberg rådhus- og det er hun
den dag i dag.
Hemmelige møder:
Den 6.2.1992
Den
Hemmelige retsmøder:
Femte trin:
Politianmeldelsen
af os, som i første omgang sker derved, at Birgit Fogh- Andersen
anmelder os til sin bordherre ved en privat middag.
Bilag:
Kassettebåndet med samtalen mellem mig og socialudvalgsformanden,
samt udskrift af telefonsamtale. Har været fremlagt i retten
Retssagen, den 26.2.1992.
Anklageren ønsker os fængslet efter bistandslovens § 23.
Det lykkes ikke i første omgang.
Sjette trin.
Så
opfinder socialudvalgsformanden sammen med en veninde fra
vælgerforeningen,, madskribenten, Grethe Schack Nielsen, der står i
samme vælgerforeningen ud af en plan. De brygger en fuldstændig
opdigtet historie.- nemlig, at madskribenten har set mig med de to
”forsvundne” børn den 11.3. 1992
Denne historie bliver refereret til politiet af socialudvalgsformanden.
Senere afsløres deres historie i selve landsretten som opspind.
Jf. bilag
Syvende trin:
Socialudvalgsformanden
anmelder den opdigtede historie til politimesteren ved en privat
middag, hvor hun har politimesteren til bords.
Båndet samtale med udskrift, der har været fremlagt i retten.
Ottende trin:
Politiet
sender bud efter fru Grethe Schack Nielsen, som gentager den opdigtede
og usandsynlige og usande historie over for politiet.. den …..
Niende trin:
Politiet bryder uden dommerkendelse ind i lægekonsultationen med låsesmed den 18.3.1992. midt i konsultationstiden.
og
sender patienter, der er til stede og de der er på vej til
konsultationen tilbage med beskeden, at de skal finde en anden læge,
for nu skal Graungaard i fængsel.
Vores mandlige lægesekretær lænkes
til en voksen datter i håndjern og jages ud i en af ved mange ventende
politibiler. Da politiet har lænket de to sammen højre hånd til
højre hånd, må de bevæge sig i cirkelbevægelser
Tiende trin.
Afsnit II
Forhistorien.
Filmen ”Det skete i Danmark.”
Frifindelsen
Nægtelsen af erstatning
Børnenes skæbne.
Krænkelserne af menneskerettighederne.
Ransagningerne:
Vi blev udsat for i alt 17 razziaer- kaldet ransagninger, der var kun dommerkendelse for 6 af disse.
Ransagningerne, blev besluttet ved en hemmelig retsmøde, hvor hverken vores advokat eller vi måtte blive underrettet.
Ved
det første af disse ransagninger, hvor der kom en overassistent fra
Frederiksberg socialforvaltning, rådhus, Dorte Hendriksen, sammen med
Frederiksberg politi ud i vor lægepraksis, den 28 februar 1992 -
ulovligt ? til trods for, at denne ligger i Rødovre- og der har hverken
Frederiksberg politi eller Frederiksberg rådhus noget at gøre- hvis der
skal komme politi og sagsbehandlere der, SKAL disse være fra Rødovre
rådhus og Rødovre politi. Der i et behandlingslokale ”ser”
overassistenten fra Frederiksberg råd hus en levende ged, der har
afføring, mens hun og patienterne var tilstede i rummet- og hun går
hjem til Frederiksberg rådhus og skriver en Gederapport. Denne bliver
benyttet. den bliver sendt til samtlige medlemmer af det sociale udvalg
i vort Folketing. ….
Derefter forfremmes hun Dorte Hendriksen fra at
være overassistent til at være fuldmægtig ved Frederiksberg
rådhus- og fuldmægtig er hun den dag i dag ved familieafdelingen på
Frederiksberg rådhus.
Frederiksberg rådhus, betaler hendes advokat,
og betaler 5000 kr. til min advokat, fordi denne Gederapport, som
Rådhuset havde så meget brug for var udfærdiget i embeds medfør- til
trods for, at retssagen blev anlagt direkte mod hende.
Bilag.
…….
Da
Gederapporten bruges så flittigt til bagvaskelse af os, og til at
standse journalisterne og skriveriet i dag- og ugeblade og standse en
TV udsendelse, som Mulle personligt havde fået gennemført i Eleva2-ren,
og til at få os frataget vores ret til at fortsætte at arbejde i
Danmark som praktiserende læge. Og brugt i retten mod os, hvor
folk, direkte blev spurgt om, hvordan det så ud hos os. Og sendt til
samtlige de mennesker, der i aviserne skrev læserbreve til fordel
for os. Osv. Har vi ved hver eneste af de talrige retsmøder begæret
Dorte Hendriksen afhørt i retten, fordi hun jo ikke kendte os g
aldrig har talt med os, så vore advokater ønskede at vide, hvem der har
fået hende til at se en levende ged, ” der har afføring i
undersøgelsesrummet, hvor overassistenten og 3 patienter er
tilstede.”
At afhøre dette hver gang begærede vidne blev afslået hver gang.
Ménédersken
, der sammen med Frederiksberg kommune, og som ligeledes havde fået
Gederapporten i fotokopi og benyttede denne til i samarbejde at få
aflyst TV udsendelserne og til at sende til radioer og Tv og aviser
Bilag.
Vi
blev fængslet ved en ulovlig aktion uden dommerkendelse lige midt i vor
lægekonsultation. Vi blev udsat for mishandling, jeg blev slået
bevidstløs i min praksis-gang og båret ud og lagt i bunden af en af de
talrige politibiler, der havde afspærret Voldumvej i begge retninger,
og under udrykning- ikke kørt til nærmeste hospital, som man skal gøre
i Danmark ved udrykning men til Frederiksberg hospital.
Både min
67-årige syge mand og jeg sat i isolationsfænsel, derfra blev jeg igen
under udrykning på grund af den behandling, jeg fik i Fængslet kørt til
Hvidovre hospital intensiv afdeling
Og senere sparket i hovedet i cellen under Frederiksberg politistation.
Forhistorien
Afsnit I
I
lejligheden, som jeg kom til i påsken 1990, var der intet
badeværelse og ingen opvarmningsmulighed, ingen senge, kun en snavset
sofa. En tilstedeværende kriminel HIV-pos narkoman, Kim Bergstrøm
Hansen, der sad i sofaen, svarede mig på mit spørgsmål: Hvor
sover børnene ?. ” De sover ved min røv”.
Plejebarnet, som
skyldte fru Mette Haugaard Hansen, for at have smittet ham med
HIV-infektion ved at sprøjte ham i halsen med heroin i sin egen
sprøjte, og den tilstedeværende narkoman, Kim Bergstrøm Hansen er alle
døde ganske hurtigt efter denne episode.
Der var 2 mindreårige
børn i lejligheden, det yngste, en 6-årig pige, Lisbeth, der som
allerede nævnt var HIV-pos., sad midt på gulvet og græd stille,
hun havde ikke en eneste hel tand i munden. Alle tænderne var totalt
nedrådnede og hun havde ondt i hovedet. Hun forlangte ”ganer”- ketogan-
en morfintablet, moderen havde givet hende mod smerterne., Den anden
pige en 11 årring pige, Anne Marie, kaldet Mulle, havde skulket fra
skolen i flere måneder. Hun kunne ikke se at læse og skrive på grund af
langsynethed. Skolen havde flere gange forlangt, at der blev
skaffet briller til pigen, men dette var aldrig sket.
Bilag
Moderen
Mette Haugaard Hansen var højfebril efter et fejlfix i lysken og måtte
hasteindlægges. Hun bad mig tage børnene med mig hjem og give dem mad.
Det gjorde jeg.
Børnene fik hvert sit værelse, blev afluset,
kom til tandlæge. Den store fik jeg briller og jeg sendte begge
børnene i den nærmeste skole straks efter påsken, hvor jeg naturligvis
også ringede til Frederiksberg Socialforvaltning og meddelte, at
moderen var indlagt på hospital og jeg havde børnene og jeg bad disse
hurtigst muligt komme ud i vor lejlighed, på Godthåbsvej nr. 32 på
Frederiksberg og tage stilling til, hvad der skulle ske med
børnene.
Da det ikke så ud til at moderen ville overleve. Hun blev overflyttet fra Frederiksberg hospital til Rigshospitalet
Jeg
ringede som nævnt den første dag efter påsken til Frederiksberg rådhus,
og talte med socialudvalgsformanden. Næsten dagligt talte jeg med folk
på rådhuset og bad dem sende folk ud for at finde ud af, hvad der
skulle ske med de to børn. Men det tog mere end 6 uger før der kom
nogen ud i vort hjem
Min mand var meget betænkelig ved
situationen. Først og fremmest fordi børnene boede i den
topstyrede konservative Frederiksberg kommune, som i forvejen var meget
fjendsk mod mig. Vi var ikke unge mere, jeg er født i 1928 og min mand
i 1925, og vi havde i forvejen selv 12 fællesbørn, hvoraf det yngste
kun var 6 år.
På Mette Haugaards indtrængende anmodning derom,
hentede vi desuden et tredje barn- en 15. årring pige, der på grund af
en række småkriminaliteter Sad til afhøring på en politistation og tog
hende med hjem og gav hende et værelse og sørgede for, at også hun kom
i skole. Vi bragte og hentede hende dagligt. Hende havde vi kun i 6
måneder, så fik vi hende anbragt på en døgnskole. Vi kunne ikke havde
hende, på grund af, at hun allerede var meget kriminel.
Vi skrev til Frederiksberg kommune og bad denne hurtigst muligt finde et yngre plejeforældrepar, der kunne tage sig af børnene.
Bilag
Det kunne kommunen ikke. Først og fremmest, fordi den 6-årige Lisbeth var HIV-pos. Hvilket kommunen meddelte mig telefonisk.
Kommunen bad mig selv om at finde et plejehjem til børnene.
Derfor
talte jeg med rektoren, Inger Bek på privatskolen, Johannesskolen på
Frederiksberg, hvor vores eget barn, den 6-årige Marie dengang gik i
børnehaveklasse. om problemet, de nye plejebørn, Mulle og Lisbeth.
Rektor
Inger Bek anbefalede mig meget varmt et yngre par, som hun havde kendt
i mere end 40 år, og som hun stod i taknemmelighedsgæld til, Whita
Sjøsten og murersvend, Niels Lykke Nielsen, som boede i et nyere hus i
Slangerup. Og det var langt fra narkokvarteret på Frederiksberg, sagde
hun.
Det viste sig, at vi kendte den kvindelige part, Whita
Sjøsten, som havde boet i Rødovre og havde været vores patient. Hun var
dengang vognmand, og var blevet idømt ubetinget fængselsstraf for
bedrageri. Jeg havde dengang søgt om at få fængselsstraffen gjort
betinget af helbredsmæssige grunde- Det fik jeg, og jeg fik hende til
og med gælds saneret, hvorefter hun rejste fra kommunen- så hende
kendte jeg godt, men manden kendte jeg ikke.
Bilag. Ubetinget fængselsstraf for svindel
Talrige
løgne i vidneskranken, havde således komponeret en falsk taxabon
fra banegården i Roskilde til Johannesskolen legestativ, og digtet en
lang og detaljeret historie om at taxachaufføren havde en ---
Og på spørgsmålet i retten fra dommeren: Hvem har fundet på den historie, svarede taxachaufføren: ” Det har Whita og Niels.
fået en hel række personer sigtet ved lange og detaljeret historier, der alle i selve retten blev afsløret som løgne.
Således
fået Otto Jonasen sigtet med en historie om, at han den dag, hvor
Niels- en mand i murertøj- sagde TV journalisten i retten.-
Alligevel
…….
Da
min mand mente, at jeg alligevel skulle rette mig efter denne rektor,
bragte jeg begge børnene til Slangerup, sammen med deres tøj en fredag
aften. Men børnene ville ikke være hos parret i Whita og Niels i
Slangerup, og de flygtede derfra. De ringede fra en telefonboks og bad
om at blive afhentet allerede den følgende dag, om lørdagen. De ville
hjem, sagde den store pige- og mente, hjem til os. Jeg hentede børnene.
Ved en telefonboks uden for Slangerup.
Niels Lykke Nielsen blev meget vred på os. Han kom om mandagen og smed børnenes tøj ind til lægesekretæren uden et eneste ord.
Frederiksberg kommune gav os så plejetilladelsen- en plejetilladelse, der blev stadfæstet i Den Sociale Ankestyrelse.
Børnene sendte jeg som allerede nævnt først til den nærmeste skole, Rødovre skole, der er en almindelig kommuneskole.
Bilag: Rødovre skoles udtalelser om børnene.
…….
Efter
sommerferien sendte jeg Mulle og Lisbeth i privatskolen
Johannesskolen, der er en privat gymnasieskole, fordi jeg mente, at jeg
ikke kunne have ”to slags børn”, to plejebørn i en folkeskole, og vore
egne 12, der alle har gået i privat skole.
Det gik børnene rigtigt godt i gymnasieskolen.
Bilag:
……..
Bilag 1. Medlem af Europaparlamentet, Mogens Camre breve
Bilag 2. Advokat Hans Helmer Jensens brev af …til borgmesteren- samt borgmesterens svar af, hvor han skriver
.
Afsnit III
Lovbrud og krænkelserne af menneskerettighederne i denne sag:
…………………………………………………………..
Alle har ret til en retfærdig rettergang-
…………………………………………..
Det fik vi ikke:
1.Vi
blev dømt kollektivt. Til trods for at min mand intet absolut intet
havde med sagen at gøre. Han var imod den fra begyndelsen, først og
fremmest fordi det var den topstyrede Frederiksberg konservative
kommune.
Han kom til Danmark som flygtning fra nazismen i 1938, og
vidste, hvor vanskeligt det er at få sin ret i Danmark, så han ville
beskytte mig og vore egne 12 fælles børn.
Vi blev isolationsfængslet
den 18.3.1992 på et falsk vidnesbyrd, ved en meget voldelig aktion på
vor arbejdsplads i lægekonsultationen i Rødovre uden dommerkendelse,
hvorefter der blev afholdt razzia- kaldet ransagning i hele huset og
medtaget sagsakter, videobånd og kassetteoptagelser, samt billeder-
billeder fra væggen- ligeledes uden dommerkendelse. Den opdigtede
historie blev fortalt politiet af socialudvalgsformanden Birgit Fogh
Andersen og den blev bevidnet af madskribenten, hendes
vælgerforenings-veninde, som gentog historien til politiet og i retten,
under grundlovsforhøret af min mand.
”Den dame, det vidne” tror
jeg på, sagde Frederiksberg rets dommer, Sylvest Nielsen. Men hun
nægtede at lade samme ”troværdige ” dame afhøre under mit påhør, da jeg
blev fremstillet i Grundlovsforhør og jeg øjeblikkeligt begærede hende
afhørt, fordi jeg med lethed kunne have afvist dette vidneudsagn,
bl. a. fordi Fru Grethe Schack Nielsen aldrig har set de to
plejebørn, da vi først flyttede ind i lejligheden 14 dage efter at
børnene var forsvundet . Selv da begge advokater, adv. Hans Helmer
Jensen, og Jytte Thorbek begærede dette.
Vidnesbyrdet, som
bragte os i fængsel blev i selve Landsretten afsløret som et
opdigtet og falsk. Historien gik ud på, at en nabo til en ny lejlighed
vi var flyttet ind i den 15.2.92 havde ”set” os på gaden neden for
hendes lejlighed den 11.2.1992. Hende, der havde ”set ” os sammen
med disse børn var at en af socialudvalgsformanden på Frederiksbergs
veninder i den konservative vælgerforening, mad-skribenten Grethe
Schack Nielsen.
Dette ringede socialudvalgsformanden til
Frederiksberg politi og skulle fortælle en usand opdigtede
historie, der gik ud på, at min mand og jeg var set neden for hendes
vindue sammen med de to ”forsvundne” plejebørn nedenfor sin lejlighed
blev politianmeldt af socialudvalgsformanden ved Frederiksberg kommune,
Birgit Fogh Andersen efter aftale med hendes
vælgerforenings-veninde, Grethe Schack Nielsen.
Bilag
Politiafhøringen.
Afsløringen i Landsretten.
Selv om det er direkte strafbart at begå ménéd i retten, blev denne løgner Grethe Schack Nielsen hverken tiltalt eller straffet.
Til trods for, at såvel jeg og min mand, som den biologiske mor politianmeldte hende.
Vores
to advokater, Jytte Thorbæk, og Hans Helmer Jensen begærede vidnet
Grethe Schack Nielsen afhørt i retten under mit påhør, da det
udelukkende var hendes falske vidnesbyrd, der frihedsberøvede mig. ”
Det vidne tror jeg på ”, sagde dommeren på Frederiksberg, Dorthe
Sylvest Nielsen og at afhøre hende i retten under mit påhør.
Hvilket er ulovligt jeg kunne med lethed have afsløret hendes
falske vidnesbyrd, bl. A. fordi den søn, hun beskrev som chaufføren,
”født i Vietnam eller Korea” på det tidspunkt hun så os med ”de
forsvundne børn” var i Miami. Og hun havde aldrig set de to
plejebørn, idet vi først flyttede ind i lejligheden ved siden af hendes
lejlighed to uger efter at børnene var ”forsvundet”
.o.s.v.
Begærede vigtigste vidner fik vi ikke lov at afhøre i retten
……………………………………………………………
Grethe Schack NIELSEN.
Borgmester
John Winther, trods begæring ikke alene af os, men også af adv. Jytte
Thorbek Hans Helmer Jensen og adv. Holger lindholt. på hvis kontor de
mange møder afholdtes både før og under vor fængsling, hvor hele
slagplanen aftaltes.
Og hvor rektor Bek Hvo socialdirektøren deltog
i et møde, hvor rektor Bek fortalte at hun selv om børnene var ”under
jorden” havde kontakt til børnene såvel … som på hendes kontor på
solen, hvor de også kommer og Bjarne busk gik hjem og
politianmeldte rektor Inger Bek, men så blev kaldt op på borgmesterens
kontor og måtte tilbagekalde sin politianmeldelse.
Han havde desuden det endelige ansvar for at samtlige papirer på Frederiksberg rådhus ”forsvandt”
Når vi er vidende om møderne og mødedatoerne, så skyldes den biologiske mor, som har givet os akterne som hun havde.
Gederapportens
historieskriver, overassistent Dorte Hendriksen, blev begæret afhørt
ved hver eneste retsmøde- og afvist ved hvert eneste retsmøde. Til
gengæld betalte kommunen hendes advokat og bøde på 5000 kr., som gik
direkte til advokat Søren Søltoft for at få ham til at tie. Fordi
Gederapporten var udfærdiget i ”embedsmedfør”
Bilag.
Borgmesterens skrivelse
Sagsakterne.
familien
Andersen i Hørsholm, der så snart observatøren fra Frederiksberg rådhus
havde hørt, at min mand i retten sagde, at det var i Slangerup, at
børnene var skjult, blev børnene tvangsflyttet dertil. De var en
hemmelig adresse i Hørsholm, hvor parret til politirapporten sagde, at
de ikke kendte os, aldrig havde talt med eller set os, at de var
vidende om, at vi gamle læger sad i fængsel og ikke ville komme ud før
børnene, de skjulte var fremme, men de gjorde det, fordi der stod en
rektor bag.
Da det lykkedes Mulle og en søn vi har læge og
kaptajn Ben Graungaard at finde stedet den 15 september 1992 og det
samme dag blev anmeldt til Frederiksberg politi, tog det
alligevel politiet mere end et år, før det hårdt presset af os og
pressen afhørte parret.
Og hver gang der har været retsmøde, har vi
begæret dette par afhørt. Men dette er blevet os og vore
advokater nægtet hver gang- I det hele taget vedblev retten at benævne
parret, som det jo kendte både med navne og adresse at kalde disse for.
”et anonymt sted i Nordsjælland."
Bilag Politiafhøringen af dette forbryderpar.
………………
…………………………………
Vi
, min mand, Karl Somogyi, født d. 2. april 1925 og jeg, født den 7.
dec. 1928 er læger fra 1956 fra Københavns universitet. I 5 år
arbejdede vi først som læger i Sverige, hvorfra jeg også har
lægevidenskabelig embedseksamen fra Stockholms
universitet. I Sverige er de retslige forhold gode.
Dette er de ikke i Danmark.
I Danmark er der meget korruption, og det koster dyrt at kritisere myndigheder.
Vi har erfaring derfor.
Da
vi har 12 fælles børn, 6 adopterede, hvoraf nogle er svært handicappede
og 6 ”hjemmelavede” børn, har min mand fra begyndelsen af vort arbejde
som praktiserende læger i Danmark besluttet, aldrig at blande sig
i dansk politik o da dette er meget risikabelt, selv om
Danmark udadtil er et mønsterland, hvor der intet forkert sker.
Han er jøde, og flygtede først til Danmark, og senere videre til
Sverige, da dansk politi hjalp nazisterne med at indfange jøder.
Min
mand blandede sig ikke i denne her sag, ligesom han heller ikke
blandede sig i sagen, hvor kvinder blev brugt uden deres vidende og
døde som fluer. Og jeg af lægeforeningen
Hvor risikabelt det er
at kritisere myndigheder, erfarede vi for mange år siden, hvor
jeg, da det viste sig helt umuligt for mig at få standset nogle yderst
skumle lægeforsøg med kvinder med brystkræft, der kostede menneskeliv,
hvorfor jeg til sidst gik til pressen og til TV, helt enkelt af vor
magtfulde lægeforening fik frataget min bestalling som praktiserende
læge i landet, blev ekskluderet af den danske lægeforening. Min mand
kunne fortsætte med at fungere som læge og forsørge alle os, fordi det
udelukkende var mig, der havde kritiseret forholdene. På det tidspunkt
havde vi 11 børn.
Lægeforeningen sagde, at jeg ved offentliggørelse
af deres skumle projekt nedsatte tilliden til lægerne, Jeg mente, at
det var lægerne selv, der gjorde sig skyld i nedsættelsen af denne
tillid, og jeg ønskede forsøget standset.
Bilag a. brevet i
hvilket der meddeles os, at vor patient er død, at hun havde været
inddraget i et forsøg med kvinder med brystkræft, hvor halvdelen fik et
stof under afprøvning og halvdelen fik placebo. En kalktablet. Til alle
var blevet sagt, at de fik et virksomt amerikansk medikament, der med
sikkerhed slog alle cancerceller ihjel.- Og brevet sluttede med
en tak for godt samarbejde.
Patienten var død og efterlod sig børn under skolealderen.
Jeg
vandt sagen, og beholdt dermed mit arbejde som praktiserende læge i
Danmark- helt mirakuløst, idet en sjældent rettænkende
højesteretsdommer, Topsø Jensen, undskyldte sin frifindelse af mig over
for lægeforeningen med, at: ”hendes patienter døde jo” Denne dom er
meget ualmindelig i Danmark.
Vi arbejder fortsat i Danmark som praktiserende læger.
Det
danske hykleri må man enten stiltiende acceptere, eller være
udsat for konstant forfølgelse. Det vidste min mand. Derfor
blandede han sig aldrig.
I Danmark er medlidenhedsdrab
således forbudt, men ikke desto mindre bliver mere end 2000 patienter
nægtet livsforlængende behandling, så de dør.
En metode i Danmark
til at opnå resultatet at slippe for at have store udgifter til håbløst
syge er ”doble op” metoden, hvor der gives en vis portion morfin i
injektionevæsken ved første infusion, næste gang gives dobbelt så meget
morfin og så videre, lige indtil morfinindholdet i blodet bliver
uforeneligt med livets beståen. Dette er en dansk behandling på vore
sygehuse.
I Frederikssund – Frederikssund-sagen lod man flere hundrede sager forælde, deriblandt drab. Og ingen stilles til regnskab
Forholdene
i Danmark tvangsfjernelser af børn, tvangsmedicinering,
bæltefiksering tvangstilbageholdelse er fortsat ligeså grelt
,som det var i barnet Jons tid, hvor Danmark dog blev dømt for
sindelagskontrol. Jeg sendte det dokument til Strassbourg, en
politimand havde smuglet ud fra Glostrup politistation.
Bilag:
I
den aktuelle sag, ”Graungaard-sagen”- som Frederiksberg kommune kalder
sagen, ”Gedesagen” som alle andre deriblandt pressen kalder sagen, var
min mand imod.
Graungaard sagen eller Gedesagen, med alle de
opdigtede fantasifulde historier har kostet staten, dermed borgerne
mange millioner kroner.
Der har i den sag været
utallige---------- retsmøder deriblandt 3 hemmelige
retsmøder med tilstedeværelse af en dommer og
retskendelser, at hverken vi, min mand og jeg eller vore advokater må
underrettes.
Der har været startet på en film, der vil blive
færdiggjort, samtidig med, at bogen skrives om danske retstilstande-
eller mangel på samme
Alligevel blev min mand og jeg kollektivt
arresteret og kollektivt indsat i isolationsfængsel og kollektivt
dømt i sagen om de to børn Lisbeth og Mulle. Og kollektivt afslået
erstatning for uberettiget fængsling, ransagninger, sigtet som
kriminelle i mere end 7 år. Kollektivt- uden anden grund, end at
vi jo var gift med hinanden, men vi havde jo dog hver sin advokat.
.
Både den biologiske mor til børnene og alle hendes børn var mine- ikke min mands patienter.
Ifølge art. 1 har Danmark forpligtet sig til at respektere menneskerettighederne der angives i konventionens afsnit 1..
Art: 3. Forbud mod tortur.
” Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende straf.
Den behandling min mand og jeg fik kan sidestilles med tortur og umenneskelig og vanærende behandling.
Vi blev ikke alene udsat for tortur. Psykisk og fysisk. Vi blev også udsat for både umenneskelig og vanærende behandling.
Politiet
kom talstærkt ud i vor lægekonsultation den 18.3.1992 uden
dommerkendelse og brød ind ved hjælp af en låsesmed, der brækkede låsen
op.
Helt unødvendigt blev vi og vore børn og sekretær krænket ved anholdelsen.
Ved
den første retssag efter anholdelsen den 18.3.1992 blev min mand af sin
advokat spurgt om, hvorfor anholdelsen udartede sig så dramatisk, og
min mand svarede:
” Naturligvis var vi begge fulgt stille og roligt med.
Det
var på grund af politiets opførsel, at det hele udviklede som det
gjorde. Naturligvis ville vi stille og roligt have fulgt med på
politistationen eller til retssalen, men det kunne vi ikke få lov
til.
Eva bad om at måtte tage sin lægekittel af og tage overtøj på.
Men dette grinede vicekriminal assistent Lau Friis af og sagde: ”Det
kunne du tænke dig,
hvad?” Og så blev
hun trukket ind i konsultationsgangen og slået. Hun måtte have
sin blodige kittel på lige til Landsretten satte os fri sagde han. I
retten den 18.
Jeg blev midt i min lægekonsultation iført hvid
lægekittel for øjnene af sekretær, patienter og familie og børn først
slået bevidstløs og båret ud og lagt i bunden af en af de mange
politibiler, som holdt uden for vor lægepraksis for øjnene af bl.
a. vor lille datter på 8 år, som af politiet var jaget ud på vejen,
hvor hun frysende og grædende blev efterladt. Døren var blevet låst og
politiet ransagede huset og tog kostervarer med sig.
Frederiksberg
politi, som nu opererede i Rødovre havde hverken dommerkendelse til
arrestation eller til ransagning.- Dette fik de naturligvis
efterfølgende af Frederiksberg dommeren, Dorte Sylvest Nielsen.
”Der blev kun gjort brug af nødvendig magtanvendelse”- skrev den udøvende vicekriminal betjent, Lau Fries…..
Jf videooptagelsen af den brutale arrestation. Denne er blevet vist i retten.
Vor
voksne datter blev lænket i håndjern til den mandlige sekretær, og
skubbet ind i en ventende politibil, selv om de spurgte, hvorfor. Vi
har intet gjort. Politiet havde spurgt om deres navne og adresser.. og
de havde svaret på spørgsmålet.
Jf. videooptagelsen af anholdelsen.
Og
en søn, læge Ben Kristian, der i sin bil fulgte efter sin syge far ind
til retten og stod udenfor denne sammen med min mands bror, læge Georg
Somogyi for at hjælpe og de spurgte begge, om de ikke nok måtte tage
blodtryk på min mand. Men vicekriminalassistent Lau Friis gav ham et
brutalt skub, så han faldt ned af trappen og kvæstedes så stærkt, at
han måtte behandles på skadestuen.
Bilag: skadestue-rapporten.
Derefter
blev jeg indlagt på Frederiksberg hospital på intensiv afdeling i ilt
og under streng bevogtning. Hverken medlemmer af folketinget eller
præsten Tove Fergo måtte besøge mig. Jeg blev ikke kørt til det
nærmeste hospital, som skal ske ved udrykning ifølge dansk lov, men til
Frederiksberg hospital.
Fra hospitalet blev jeg da man skønnede,
at jeg kunne undvære ilten kørt til Vestre Fængsel, hvor jeg blev klædt
nøgen og derefter indsat i isolationscelle nr. 52. hvorfra jeg så
den følgende morgen kom til grundlovsforhør.
I fængslet var jeg
totalt isoleret, der var i døren et hul på størrelse med en mønt, som
der var en klap for udvendigt. ”Læn Dem ikke ud”- havde en fange, jeg
kendte fra besættelsestiden skrevet. Han blev taget af tyskerne, og
nægtet benådning af det danske justitsministerium og af tyskerne skudt,
i det vi nu kalder mindelunden.
Når jeg skulle føres til
toilettet, skulle der ventes og ventes, for der måtte ikke være nogen
på gangen, jeg var jo isolationsfange. Også på toilettet skulle
man vente med at komme ”hjem” til sin celle, til gangen var
mennesketom. En dag glemte man at hente mig, og man fandt mig besvimet
og jeg måtte igen køres under udrykning til et hospital. Denne gang
Hvidovre hospital.
Jeg blev slået på Hvidovre Hospital,
hvor jeg lå med ilt i næsen på eneværelse på intensiv afdeling.
Fængselsbetjentene der bevogtede mig 24 timer i døgnet stod og røg
cigaretter inde på min enestue, hvor der var ilt. Jeg kunne ikke tåle
røg på grund af astma og hjertesygdom og gik hen imod et vindue, for at
åbne dette. Jeg har haft en insulinafhængig sukkersyge i mere end 20
år. Jeg blev kastet ned på gulvet og fængselsbetjenten vred armen om på
ryggen af mig under påskud af, at jeg ville flygte ud af et
vindue- på 3. sal.
Jf. fotos, der har været fremlagt.
Under
Frederiksberg politistation blev jeg sparket i ansigtet af
fængselsbetjent Erik Staal. Jeg lå på en snavset madras på gulvet på
ryggen, og kunne ikke hurtigt nok rejse mig op på kommando. På grund af
alder, leddegigt og hjertesygdom, jeg skulle først om på maven før jeg
kunne rejse mig. Erik Staal sparkede mig ind i ansigtet og ramte næsen,
hvor blodet sprøjtede ud over min hvide lægekittel og på betjentene.
Derefter blev jeg grebet af fire fængselsbetjente to betjente tog hver
sin arm og to betjente hvert sit ben, og sådan blev jeg båret ud i
cellevognen, der ventede på at føre mig til en celle i Vestre Fængsel.
Jf.
fremlagte fotos. Jeg måtte derefter bæres af 4 betjente op og ned af
trapperne fra kælderen til retssalen, ligesom jeg måtte af 4
fængselsbetjente bæres ud i den ventende cellevogn. For at føres til
Vestre fængsel, hvor advokaten fotograferede.
Jf. fremlagte fotos.
Jf. lægeerklæring af Røde kors lægen Torben Ishøj.
Min
mand og jeg var totalt isolerede og vi vidste ikke de første dage, hvad
der var sket med vor lille 8 årige datter, som vi sidst så frysende og
grædende på gaden- og vi vidste ikke, hvad der var sket med vor
lægepraksis.- Vi hørte patienter blive jaget ud og hjem med beskeden,
at de skulle finde en anden læge, for nu skulle vi i fængsel. Dette
føltes som den værste form for psykisk tortur.
Da jeg kom fra
intensiv hjerteafdeling på Frederiksberg sygehus, direkte til en
isolationscelle, skulle jeg klædes helt nøgen. Det føltes ærekrænkende
og nedværdigende. Jeg er født i 1928.
Art. 5: Ret til frihed og sikkerhed :
………………………………………..
Stk.
1: Vi blev anholdt i vor praksis lige midt i konsultationstiden mellem
ventende patienter. Disse og de patienter, der kom på vejen imod vores
konsultation fik beskeden, at gå hjem og søge en anden læge, for nu
skulle vi i fængsel.
Politi og socialforvaltning kom uden
dommerkendelse, vor yngste datter på 8 år blev smidt ud på gaden, og
døren låst for hende -hun måtte ikke komme ind i huset efter at
patienterne var bortvist, vi min mand og jeg kørt bort, sekretær
og en voksen datter i håndjern kørt til politistationen.-
og der stod hun frysende og grædende, mens politi og
socialforvaltning gennemsøgte vor lægepraksis, og private del af
huset, samt ransagede en lejer, Kurt Christiansens lejlighed i
huset- også uden dommerkendelse.
Selve politianmeldelsen havde fundet sted ved en privat middag, hvor
socialudvalgsformanden,
Biorgit Fogh- Andersen havde politimesteren til bords. Dette forklarede
denne socialudvalgsformand mig i en telefonsamtale, som jeg båndede. Og
fremlagde både bånd og udskriftet deraf.
Jf. fremlagt i retten båndet telefonsamtale og udskriftet deraf.
Stk. 5:
Enhver,
der har været genstand for anholdelse eller forvaring i modstrid med
bestemmelserne i denne artikel har ret til erstatning:
Allerede ved
Grundlovsforhøret af mig den 20.3.92 gjorde både jeg og to advokater
dommeren opmærksom på, at beslutningen, at børnene skulle fjernes
fra os og anbringes på børnehjem ulovlig, fordi dette kan et sammenrend
på et socialkontor ikke bestemme. Sådant SKAL forelægges børne-
og Unge-udvalget, som det aldrig blev. Det turde man ikke. Da vi efter
godt 7 år at have været udråbt som kriminelle i alle store dagblade og
i TV, og blev frikendt, var det netop dette forhold, der gjorde, at vi
blev frikendt.
Men da fandt man så på, at vi selv har
givet anledning til alt det onde, der var overgået os- hvorfor vi ikke
skulle have erstatning.-
Dette er ikke rigtigt. Det er ligeså
forkert, som Gederapporten og som anmeldelse af os til Den Almindelige
Lægeforening, og alt det andet.
Jf. de kronologiske hændelser.
Og retsbogsudskrifterne
Da
børnene kun havde været ”borte i få timer ringede jeg tidligt om
morgenen til den øverst ansvarlige og sagde, hvor børnene var og bad
hende tage med mig ud og så stille og roligt som muligt af hensyn til
børnenes psykiske tilstand at få disse til at tage med til det
børnehjem, som nu hun havde bestemt sammen med sine underordnede på
kommunen, og på grund af hendes mærkelige opførsel, at det ville hun
ikke og hun ville i det hele taget ikke vide, hvor de børn var, ringede
jeg igen så hurtigt rådhuset åbnede til denne øverste i socialudvalget
men havde sat et bånd på telefonen. socialudvalgsformanden
nærmest skreg. Eva Jeg VIL ikke vide hvor de børn er.
Dette bånd
blev afspillet i retten og udskrift deraf står i Retsbogsudskriftet, og
socialudvalgsformanden godkendte at det var hende, der havde råbt. Jeg
vil ikke vide, hvor de børn er.
Men så skrev dommeren, at jeg da
burde have vidst, at hun og hendes mening ikke var i overensstemmelse
med resten af det sociale udvalg.
Bilag
…….
Hvilket vil sige, at jeg mindre end et døgn efter, at børnene var gået fortalte den øverste indenfor børneforsorgen
Og
da min mand kom til grundlovsforhør den 18.3.1992, og blev spurgt om,
hvor vi aflagde sygebesøget om natten, da børnene var forsvundet, sagde
han højt og tydeligt. I Slangerup- hvorefter han ikke blev yderligere
spurgt. Myndighederne vidste godt, hvor børnene var.
Bilag.
Også det
Ligesom
man fandt på en historie, at da man samme dag i håndjern lænkede vor
mandlige sekretær til en voksen datter, højre hånd til højre hånd, så
disse, da de under stor bevågenhed af patienter, forbipasserende og
genboer i cirkelbevægelser blev jaget ud i en politibil og kørt til
afhøring- da fandt politiet på den usande historie, at disse to fanger
ikke havde villet opgive deres navne og adresser, hvilket heller ikke
var sandt. Men så undgik man at betale erstatning.
De ydmygende Ransagninger var der kun dommerkendelse for 6 men der blev afholdt 17
Art. 5:
stk. 1. ret til retfærdig rettergang. Dette fik vi ikke.
Begærede centrale vidner blev bare afvist
Afhøring af det vidne, hvis udsagn bragte mig i isolationsfængsel under mit påhør, blev afvist.
Der blev løjet og fortalt, at politianmelde
Den kom fra den socialudvalgsformanden, der nægtede at få oplyst hvor børnene Var få timer efter, at de var forsvundet
Stk. 3 b:
Ret
til at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar.
Dette fik vi heller ikke. Vores advokat i Landsretten, Holger Linholdt
fik ikke fem minutter. Han måtte i maj 1999 føre sagen uden et eneste
akt papir- uden at kende sagen
Det eneste min advokat, Holger Lindholt kunne sige var:
”Hvad var lovmedholdeligheden med fængslingen i 1992?
og dette spørgsmål fremsatte han ved hvert eneste retsmødes begyndelse og afslutning til stor irritation for landsretsdommerne.
Og så fremsatte han begæring:
at få sagsakterne,
at få tid til at sætte sig ind i sagen.
At få de beslaglagte kostervarer udleveret, da det var sagsakter.
Han fik ikke sagsakter.
Han fik ikke nogen tid til at sætte sig ind i sagen. Ifølge dommerkendelse skulle sagen starte straks.
Men han fik gennemført, at han ved det næstsidste retsmøde, måtte gå over på statsadvokatens kontor og gennemse sagsakterne.
Disse
kostervarer udgjorde kun en lille brøkdel af de fjernede kostervarer.
Men han lagde disse i sin taske og sagde, at de jo tilhørte hans klient
og gik med disse over til retsmødet, der var startet. Han
forlangte videobåndet, på hvilket der stod: ”Frederiksberg
politis arbejdsmateriale” afspillet i retten.
Det var helt
tydeligt mixet sammen af politiet, så advokat Holger Lindholt råbte i
retten: ”FUSK; FUSK OG ATTER FUSK”. Han kunne nu tillægge ordet
FUSK til sit sparsomme indlæg.
”Fusk” gentog Landsrettens præsident, Ja FUSK gentog min advokat- kan De ikke selv høre, at dette bånd er manipuleret?
Så sagde Holger Lindholt igen FUSK- og der blev ikke sagt mere fra hans side.
Udover det sædvanlige spørgsmål om lovmedholdeligheden?
Dernæst
blev vi frifundet- men med tilføjelsen, at vi selv har givet anledning
til det skete. Der tilbageholdes fortsat de fleste af de, i min
lægekonsultation og i mit hjem, hos lejeren Kurt Christiansen og hos
ugebladet ” Ude og Hjemme” tyvstjålne sagsakter , videobånd, film
og kassettebånd samt mange familiebilleder.
Holger
Lindholt døde i retten relativt kort efter denne episode. Denne advokat
sagde i retten, at han ville sende sagen til Strassbourg. Men han døde
desværre.
1.Min mand, der havde haft to blodpropper i hjernen og
stærkt forhøjet blodtryk blev ført til afhøring uden at have haft til
at forberede sit forsvar. Han var stærkt oprevet, fordi han så
mig blive båret ud og kørt bort under udrykning, og kunne kun
svare på dommerens spørgsmål om, hvor jeg havde været på sygebesøg, hos
børnene den nat, hvor børnene var forsvundet om eftermiddagen. Han
svarede:
”I Slangerup”
Men dette skrev den partiske dommer Dorte Sylvest Nielsen ikke i Retsbogsudskriftet.
Bilag: vidneudsagn fra advokat Hans Helmer Jensen i Landsretten den 7 maj 1999.
2.Ligesom
dommer Dorte Sylvest Nielsen også tendentiøst ”glemte” at skrive i
Retsbogsudskriftet, at det menneske, der fik os i fængsel med sin
opdigtede og usande historie om, at hun havde set os med de efterlyste
børn den 11. marts 1992 sagde, at hun var vælgerforenings-veninde med
socialudvalgsformanden, Birgit Fogh- Andersen på Frederiksberg
rådhus.
Jf. Retsbogsudskriftet af 20.3.1992, hvor dommeren
ved det efterfølgende retsmøde blev tvunget til at tilføje dette i
retsbogen.
Den sidste retssag i straffesagen mod os fra 1992,
som fandt sted i landsretten i maj 1999, blev fastlagt lige midt i en
anden meget stor sag fra 1988. Begge sager skulle procedures samtidigt
den 3.5.1992, og begge afsluttes den 11.5.1992.
Således at man
startede om formiddagen med en stor erstatningssag, hvor politiet
i 1988 var brudt ind i min lejlighed og havde plyndret denne ved en
fejltagelse, der stod mit navn i opgangen og på min dør, indtil
lejligheden. Politiet ”troede, at det var lejeren, der fordi han
støjede, ikke selv måtte bebo lejligheden, men han måtte gerne leje
denne ud. Han lejede den ud til mig. Jeg blev først anklaget for
at forsøge at forhindre myndighederne (politiet i at plyndre min
lejlighed) i deres arbejde.
Politiet lagde mig ned på gulvet og
låste mine gigtsvage arme fast på ryggen af mig med brug af magt
i håndjern og anholdt mig og plyndrede min lejlighed og solgte
dette, og jeg genså aldrig mere mit indbo. Jeg blev senere frikendt, og
det var erstatningssagen mod politiet, der nu skulle behandles i
Landsretten midt i Gedesagen. Min advokat, Jytte Thorbek magtede ikke
to sager samtidigt af helbredsmæssige grunde. Hun har aldrig tidligere
været med til noget lignende, sagde hun. Der blev først ansøgt om
adskillelse af de to sager. Det sagde dommeren nej til.
Så hun
meddelte retten, at hun retten, at hun af helbredsmæssige grunde
ikke kunne procedere om formiddagen i den ene sag og en time
senere procedere i Gedesagen. Så ville hun møde i den ældste sag fra
1988. Derfor kom advokat Holger Lindholt så sent og uforberedt ind i
sagen.
Retten beskikkede så i hendes sted ved retsmødets start
den 3.5.99 en advokat for mig, som jeg bestemt ikke ønskede. Jeg
ønskede advokat Holger Lindholt, der havde givet tilsagn om at møde.
Men han havde ikke sagsakterne.
Denne advokat nægtede landsretsdommeren at beskikke selv om han var højesteretsadvokat- havde møderet for Højesteret.
Ved
retsmødet den første dag den 3.5.1992 måtte jeg så rejse mig op
og sige, at såfremt advokat Holger Lindholt ikke kunne beskikkes, så
ville jeg betale ham selv, for jeg ønskede IKKE den advokat,
Landsretten mod min vilje ganske uden mit samtykke havde beskikket for
mig.
Så forlod alle dommerne i Landsretten salen og kom tilbage
og meddelte,, at så kunne den advokat, jeg ønskede, Holger
Lindholt så godt beskikkes, men han kunne ikke få
sagsakterne, for sagen skulle føres i dag. – sammen med den anden
sag.
Det var advokat Lindholt ikke tilfreds med, men
anmodede om at få en uge til at forberede sagen, der nu i forvejen
havde taget mere end 7 år.
Dette blev nægtet ved kendelse. Så måtte min advokat føre min sag uden at kende denne i Landsretten i Danmark .
Det eneste han kunne sige, sagde han ved starten af hvert retsmøde og ved slutningen af retsmøderne, nemlig:
Hvad
er lovgrundlaget for denne sag for fængslingen af mig? Det var det
eneste, han vidste, at jeg allerede i grundlovsforhøret den 20.3 1992,
havde gjort dommerne opmærksom på, at fængslingen og sagen med at
fratage os de børn, som havde rettet sig og klaret sig så godt, mens vi
havde dem. Det kan et sammenrend af mine fjender ikke gøre sammen
med en politimester efter aftale ved en privat middag, hvor
socialudvalgsformanden har politimesteren til bords- jf. båndet samtale
med mig og socialudvalgsformanden. Vedlagt og spillet i retten.
Dommerne
svarede ikke, hvorfor adv. Lindholt sluttede med samme spørgsmål, og
derefter stillede dette ubesvarede spørgsmål ved alle følgende
retsmøder i Landsretten. Han startede og sluttede det næste retsmøde
med samme spørgsmål. Det fortsatte han med ved samtlige
retsmøder, lige til dommen kom, den 11.5.1999, hvor
vi så blev frifundet- men så fandt man på, at alt det onde, der
var overgået os og vore børn,, havde vi selv givet anledning til.
Både min mands advokat og min advokat sagde i kor: ”Det er fordi de vil nægte jer erstatning.”
Det
eneste min advokat vidste om sagen var, at jeg ved første retsmøde,
grundlovsforhøret havde gentaget, at det var et sammenrend af mine
fjender, der havde handlet ulovligt til stor skade, for de børn, det
gik ud over.
Fjernelsen af de to pleje børn fra os, var sket på
ulovlig måde. For vi havde både en almindelig plejetilladelse, en
plejetilladelse, der til og med var stadfæstet fra den sociale
ankestyrelse og alle mulige beviser på at det var gået børnene
umådeligt godt, han vidste om skoleerklæringerne fra klasselærerne.
Fjerne
sådanne børn fra os, det kan efter dansk lov kun Børne- og Unge
udvalget gøre, og sagen har aldrig været forelagt dette udvalg.
Dette
var første gang i hans lange liv som advokat, at han havde hørt om, at
en advokat ikke kan få tid til at sætte sig ind i sagen og forberede
denne
………………………………
…………………………………
En evt.
erstatning, vil den blive delt i tre lige store dele. En del til
Mulle (Anne Marie), en del til Lisbeth og en del til Marie.
.
d. At afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner.
…………………………………………………………..
Dette blev også nægtet os. De for vor sag vigtigste vidner blev os nægtet at afhøre.
Vi
blev anholdt og fængslet udelukkende på et falsk vidnesbyrd fra en
nabo, vælgeforenings-veninden til socialudvalgsformanden Birgit Fogh
Andersen. Hun hed Grete Schack Nielsen. Hun var madskribent. Og
arbejdede sammen med socialforvaltningen, hun fik således standset en
TV udsendelse, der allerede var optaget med børnene og os.
Jf.: bilag
Udelukkende hendes vidneudsagn til politiet, førte til den brutale arrestation midt i vor konsultationstid.
Da
jeg kom til grundlovsforhør, fik jeg kun at vide, hvad hun havde sagt i
retten, da min mand var til grundlovsforhør. Jeg kunne øjeblikkeligt
høre, at hendes udsagn var opdigtet. For eks. Beskrev hun en af vore
sønner, der havde kørt bilen med os og de efterlyste piger, som en
skævøjet koreaner. Vi havde kun en søn, der havde alderen til
kørekort, som er mørk og adopteret fra Korea- men han var på det
tidspunkt i Miami. Ligesom jeg også kunne have modsagt dette vidne
derved, at hun som påstod at kende de efterlyste børn, aldrig har set
disse, da vi var flyttet ind i lejligheden ved siden af hende den
15.2.1992, og børnene forsvandt den 3.2.1992.
Jeg forlangte at få
hende afhørt under mit påhør, ligesom mine advokater også forlangte
dette. Dommeren, der var meget partisk sagde:” NEJ. Det vidne tror jeg
på. Det er meget troværdigt”, og så blev jeg også dømt til
isolationsfængsling.
Senere en dag, hvor jeg blev låst inde på
VC og efterladt der, fordi der angiveligt var folk på gange, kom jeg
endnu en gang under udrykning ført til hospitalet, denne gang til
Hvidovre hospital
Der kom en kendelse , og jeg blev ført bort til isolationscelle.
Bilag: Retsbogsudskriftet.
Senere
i selve landsretten blev vidnet, der havde foranlediget anholdelse og
isolationsfængsling af os, afsløret. Afsløringen skete såvel i
selve retten, som ved et møde i Slangerup, hvor en stor
forsamling af tilhørere var til stede derved, at de mennesker, der
havde skjult børnene efter aftale med rektor Bek, såvel til en
stor forsamling ved et møde i Frederiksværk sagde, at dette kunne
ikke passe, da børnene både i tiden før, hun havde set os, og den dag,
hun ”så” os og i dagene derefter var børnene hos disse i Slangerup, og
i retten sagde disse Slangerup-mennesker det samme.
Men Grete Schack Nielsen blev ikke straffet.
I modsætning hertil blev vor lille søn af samme dommer med fængselsstraf, hvis han vidnede falsk i retten.
Art. 6.
……..
Enhver
skal, når der rettes anklage mod ham, være berettiget til en retfærdig
og offentlig rettergang. Det fik vi ikke. Lægernes
rettergang var hverken retfærdig eller offentlig.
Tværtimod.
omtalt i de store aviser, som forbrydere, der skjulte børn Dette kom fra socialforvaltningen og fra politiet.
Vi
blev den 18. marts 1992 UDEN dommerkendelse, voldeligt og brutalt
anholdt på vor arbejdsplads lige midt i vor konsultation, mellem
patienterne,
Og UDEN dommerkendelse, og fik ransaget både praksisdelen, hvor man medtog
En
masse såkaldte kostervarer, kassettebånd, videooptagelser, fotos,
sagsakter m.m. Og ikke alene vores del af huset blev ransaget, det blev
også vor lejers del. Også hans fotos blev medtaget.
Enhver er berettiget til at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede vort forsvar. Det fik vi ikke .
Den
18 marts 1992 blev min mand, Karl Somogyi, fortumlet efter den
voldelige anholdelse af mig, som blev båret ud og lagt i bunden af en
af politiets kassevogne og kørt bort under udrykning, og af
anholdelsen af vor voksne datter og vor mandlige sekretær, der i
håndjern blev lænket til hinanden, og rystet over, at vor egen
datter, den lille Marie, grædende og frysende blev
efterladt på gaden, og 67 år med alt for højt blodtryk og efter
for nylig have haft to blodpropper i hjerne og hjernestamme med
halvsidig lammelse og talebesvær til, følge, blev min mand ført til
afhøring ag derefter indsat i isolationsfængsel uden at vide, om jeg
var død eller levende. Men han svarede helt klart og tydeligt på
dommerens spørgsmål, hvor var sygebesøget, som jeg aflagde på grund af
tilkald fra en lærer på Johannesskolen fordi den ulykkelige Mulle havde
truet med selvmord.: ” Det var i Slangerup”.
Svaret interesserede slet ikke hverken dommer eller politi.
Den
partiske dommer glemte desuden at notere, at ménédersken sagde, at hun
flere gange havde været i forbindelse med sin veninde
socialudvalgsformanden, Birgit Fogh- Andersen.
Jf. vidneudsagn af advokat Helmer Jensen. Vedlagt som bilag
Jf. retsbogsudskriftet af mig 2 dage senere, hvor hun blev tvunget til at tilføje det ”glemte”
Til
trods for at retten blev LUKKET, så fik Frederiksberg kommunes
embedsmand Bill Jahnsen konstant lov til at overhøre retssagen, som
spion.
Art. 6 stk. d.
At afhøre eller lade afhøre
imod ham førte vidner, og få vidner i hans interesse tilsagt og afhørt
på samme betingelser som vidner, der føres imod ham.
Dette blev klart nægtet mig ved grundlovsforhøret af mig i Frederiksberg ret den 20.3.1992.
Også
her sad Frederiksberg socialforvaltnings observatør Bill Jahnsen og
lyttede, mens den biologiske mor ikke alene blev jaget ud af retssalen
men også med direkte brug af magt ført bort fra retsbygningen, hvilket
tydeligt ses på video, der blev bragt om aftenen i Kanal 2.
Retshandlingerne
var lukket ikke for dem, det ikke vedkom og åben for sammensværgelsens
observatører, for rektor Niger Beks observatør og for kommunens
observatør.
Jeg forlangte af få det vidne, Grethe Schack-
Nielsen, som havde bragt mig og min syge mand i fængsel ved
direkte ménéd, - ved en opdigtet historie, som jeg med lethed kunne
have afvist som helt usand og usandsynlig.
Ikke alene forlangte jeg dette, det forlangte også de to advokater, der var tilstede .
advokat, Jytte Thorbek og advokat Hans Helmer Jensen
Men
” dommeren tilkendegav, at der ikke kan ske yderligere afhøring
af Grethe Schack- Nielsen,” men tillod, at en søn, Emil
Graungaard Somogyi blev afhørt som vidne. Det var på Emils 18-års
fødselsdag.
Emil fortalte sandheden. Han blev direkte truet af
dommer Sylvest Nielsen, som sagde til ham: ”Straffen for falsk
forklaring for retten er 60 dages fængsel”
Dette glemte
retsvæsenet i Danmark. Dommeren glemte at forklare ménédersken, fru
Schack-Nielsen, at straffen for falsk forklaring for retten var 60 dage
fængsel, og da det i selve landsretten blev oplyst af Slangerupfolkene
selv, at i dagene indtil 11.marts, den 11. marts og i dagene derefter
var begge de forsvundne børn indendørs i Slangerup i deres hus, så
kunne ménédersken ikke straffes.
Dette kunne hun heller ikke, da hun senere blev politianmeldt.
Hun blev desuden nægtet afhørt, hvilket både min mand og jeg og vore advokater forlangte ved de talrige efterfølgende retsmøder
.
Alle
myndighederne glemte det strafbare og 60 dages fængsel, da Grethe
Schack- Nielsen senere blev politianmeldt for falsk forklaring for
retten. Loven i Danmark gælder ikke for de personer, der hjælper
myndighederne.
Art. 13:
Enhver har ret til effektiv oprejsning , uanset om krænkelsen er begået af personer, der handler på embeds vegne.
Det fik vi heller ikke.
Den
person, der sammen med politiet blev sendt ud i vor lægepraksis,
overassistent Dorte Hendriksen i Familieafdelingen, som for det
første slet intet havde i en lægekonsultation i Rødovre at gøre. Det
havde Frederiksberg politi heller ikke.- Det skal være Rødovre politi
og en sagsbehandler fra Rødovre, der skal komme ud i en
lægekonsultation i Rødovre, såfremt der er en dommerkendelse derfor.
Der var ingen dommerkendelse.
For
det andet ledte hun ikke efter børnene, men gik sammen med
politiet tilbage og skrev Gederapporten, som kunne bruges imod os- og
den blev brugt.
Overassistent Dorte Hendriksen skrev, at der i
et undersøgelsesrum, hvor der var tre patienter, der stod der
også en levende ged, og denne ged havde afføring mens hun og
patienterne var tilstede i rummet.
Gederapport blev sendt til
pressen, til alle medlemmer af det sociale udvalg i vort Folketing, til
paragraf 71 udvalget og til ménédersken, Grethe Schack-Nielsen, som
brugte denne til i samarbejde med Frederiksberg kommune til at standse
en TV udsendelse, ” Eleva2ren” med børnene, som var optaget. Og
Gederapporten blev brugt i selve retssalen mod os. Og den blev
sendt til embedslægerne i forsøg på at tage vort levebrød som læger fra
os.
En chefpsykolog, Gunner Kjær-Rasmussen blev således også i
Landsretten spurgt om, hvordan der så ud hos os, og hvilke husdyr vi
havde gående. Han kunne kun sige, at der var kendte maleres værker på
væggene og ægte tæpper på gulvene. Det samme skrev medlem af
Europaparlamentet Mogens Camre til alle myndigheder og til retten.
Efter
at have produceret denne Gederapport blev denne overassistent, Dorte
Hendriksen forfremmet til fuldmægtig ved Frederiksberg kommunes
familieafdeling , og som fuldmægtig arbejder hun på Frederiksberg
rådhus den dag i dag.
Vi, min mand og jeg og vore advokater, har
konstant ved de mange retsmøder forlangt at få denne fuldmægtig ved
Frederiksberg rådhus i vidneskranken for at hun kunne fortælle, hvem
der har bedt hende om at ”se” en levende ged.
Det var
Frederiksberg kommune, der betalte hendes retsomkostninger og hendes
bod på kr. 5000, som vi ikke fik , men som blev givet til vor advokat.
Jf. tilbagetrækningen af gedehistorien.
Korrespondancen
i 2003 mellem advokat Hans Helmer Jensen og borgmesteren på
Frederiksberg, i hvilken borgmesteren forsvarer, at det naturligvis
blev borgerne på Frederiksberg, der betalte for hendes løgnehistorie-
FORDI HUN HANDLEDE I EMBEDS MEDFØR.
Artikel
3: ”Erstatning skal ydes ved forkert domfældelse, medmindre det
godtgøres, at den manglende rettidige blotlæggelse af den ukendte
kendsgerning helt eller delvis kan tilskrives ham,”
”Medmindre
den ukendte kendsgerning helt eller delvis kan tilskrives min mand og
mig” var den undskyldning dommeren brugte for at undlade, at give os
erstatning .
men der findes ikke en ukendt kendsgerning, der helt eller delvis kan tilskrives mig og min mand.
Få
timer efter at børnene var forsvundet efter en opringning fra fru Whita
Sjøsten i Slangerup, fik vi gennem en mand, der kaldte sig Ole og sagde
han var lærer at vide, hvor børnene var blevet skjult. 7 timer senere
ringede jeg privat til socialudvalgsformanden privat, før Frederiksberg
kommune åbnede den følgende morgen, og fortalte den øverste på
socialforvaltningen, at jeg havde været på sygebesøg hos børnene , hvor
den store pige havde truet med selvmord og jeg nærmest tiggede hende om
at tage sammen med mig ud til børnenes skjulested i Slangerup. Jeg som
læge og plejemor for børnene og som børnene havde tillid til sammen med
hende, som den øverste på børneafdelingen på Kommunen, for at få disse
til at følge med til det børnehjem, hun nu ønskede børnene anbragt på.
Denne
socialudvalgsformand, den øverst ansvarlige nærmest råbte i telefonen.
Eva Jeg VIL ikke vide, hvor de børn er. Da kommunen åbnede om morgenen
kl 9. gentog jeg opringningen til socialforvaltningen og talte igen med
socialudvalgsformanden, og båndede samtalen. Alle de følgende samtaler
med denne, den højest ansvarlige på Frederiksberg kommune båndede jeg,
fordi jeg var klar over, hvor meget de betød psykisk for børnene.
Disse båndede telefonsamtaler har været fremlagt i retten, såvel som afspillet bånd som udskrift deraf.
Bilag: Retsbogsudskriftet af 11.5.1999,
stemmer ikke med lydoptagelsen.
Den
allerførste dag efter anholdelsen, sagde min mand i retten, at det var
i Slangerup, vi var på sygebesøg hos børnene. Jeg blev aldrig spurgt.
Det
var hverken politi,
rektor Bek,
eller socialudvalgsformanden interesseret i, De vidste det i forvejen.
Rektoren
var desuden blevet politianmeldt fordi hun ved møde med borgmesteren på
hans kontor, hvor Bjarne Busk også var til stede forklaret at børnene
flere gange mens de var under jorden havde besøgt hende, Dette
politianmeldte Bjarne Busk
Men så blev han kaldt til orden på borgmesterens kontor- og så blev politianmeldelsen trukket tilbage.
Og
desuden var kommunen helt vidende om, hvor børnene var skjult, for den
havde givet de mennesker, der skjulte børnene FRIT LEJDE, hvilket fru
Whita Sjøsten fortalte nedennævnte personer ved et stort møde den…… i
Frederikssund hos redaktør Harly Fogedbevidnet af en hel række personer.
Mogens Camre
Advokat Hans Helmer Jensen
Sektionsleder i KTAS Agnethe Ishøj
Røde Kors lægen Torben Ishøj
Redaktør Harly Foged
Fru Foged
Læge Ben Kristian Graungaard
Stud med. Emil Graungaard
Den nuværende borgmester, Mads Lehbæk fik vedlagte brev fra advokat Hans Helmer Jensen med spørgsmålene:
1Borgmesteren svarede, at det var naturligt, at kommunen ( borgerne på Frederiksberg)
betalte, for det var jo sket i embeds medfør. Dengang som overassistent og nu som fuldmægtig.
Men
det var jo en personlig sag mod hende, der så syner, og så enten måtte
være sindssyg, scitzophren eller påvirket af stoffer. Det var i
orden at kommunen betalte 5000 kr. til vor advokat- men hvorfor rejste
kommunen så ikke en tjenestemandssag mod hende, eller afskedigede hende
eller bare lod hende møde i retten ved vore gentagne begæring derom?
Både rektoren og socialforvaltningen vidste, hvor børnene var.
Jeg
mødte op den følgende dag på rektors kontor og fortalte, hvor børnene
var- og hun sagde. ”Det ved jeg da godt”- verden er jo så lille, og de
kender jo hinanden.
Jf. bilag.
Og mens vi sad i
isolationsfængsel , hvor børnene dagen efter var blevet tvangsflyttet
til fuldstændig fremmede mennesker, i Hørsholm, hvor
de blev holdt bag nedrullede gardiner, kom et vidne, redaktør Harly
Foged ind i retten og sagde: Fru dommer, lægerne kan ikke vide, hvor
børnene bliver holdt skjult. Jeg ved det og ønsker at vidne derom. Han
blev jaget ud af retten med politiet hjælp.
Jf. bilag
Udtalelsen kom desuden i TV Kanal 2 samme aften
Afhøringen af folkene i Hørsholm vedlægges som bilag
Disse
mennesker kendte ikke os, havde aldrig set eller talt med os men vidste
vi sad i fængsel og ikke kom ud før børnene var fremme de gjorde dette
fordi det var en rektor, der stod bag.
Vi politianmeldte disse-
Ved
en samtale på video med disse, siger manden, at de var lovet ikke at
blive kaldt i retten hverken som anklaget eller til forhør.
Vi forlangte disse til vidneafhøring i retten- men det blev nægtet
Vi politianmeldte disse folk i Hørsholm, men politiet afslog at anklage disse.
Den
biologiske mor, der jo i allerhøjeste grad var part i sagen, blev
korporligt med magt trukket ud af Frederiksberg retssal af en
embedsmand fra Frederiksberg kommune. Hun måtte ikke høre, hvad der
foregik.
Jf.: TV kanal 2, optagelse, hvor hele episoden ses tydeligt.
Men
Frederiksberg kommune måtte gerne have en spion siddende ved samtlige
lukkede retsmøder. Det samme gjaldt rektor Bek. Også hun havde en
observatør siddende ved hvert eneste ”lukkede” retsmøde. Så denne kunne
gå direkte fra retten over til møder på Rådhuset, hvor man forhandlede
om hvordan man kunne få børnene frem og lovligt give ægteparret, rektor
Beks gode venner plejetilladelsen, så de kunne klare deres økonomi. Til
det formål fandt rektor Inger Bek på, at børnene skulle komme
frem, mens vi var i isolationsfængsel, og gives midlertidigt i 14 dage
til et lærerægtepar på hendes skole, og så skulle kommunen udannoncere
børnene til en plejefamilie, og Slangerupægteparret skulle søge
stillingen som plejeforældre, som de ville få, da rektor Bek
som den vægtige pædagog, hun var, ville anbefale dette.
Det
mødereferat er også ”forsvundet” på Frederiksberg rådhus.
Men både rektor Bek har fortalt derom til politiet, og …
Men ved
det sidste retsmøde, den ……blev kommunens observatør, Bill Jahnsen,
åbenbart så glad, da han hørte, dommer Sylvest Nielsen idømme os begge
yderligere 14 dages isolationsfængsel, at han skyndte sig ud fra retten
for at nå mødet på kommunen og referere hvad der var sket i retten, at
han ikke hørte det der skete til allersidst, nemlig, at min advokat gik
op til dommeren med et forudskrevet anke til landsretten. Og afleverede
denne, idet hun bad om lige at
måtte rette i denne, da hun
havde skrevet, at der blev idømt 8 dage, hun sagde, at hun på grund af
dommerens forudindtagethed mod os, vidste , hvad udfaldet ville
blive, men hun havde dog ikke kunnet forestille sig at dommen ville
blive 14 dage i isolation. Min advokat rettede sin skrivelse fra 8 til
14 dage, og advokaten kørte selv den følgende dag ind til landsretten
og lagde anken på bordet foran Landsretdommeren, som straks underkendte
Frederiksberg dommerens fortsatte fængsling af os og frigav os fredag
den 27.3.1992.
Dette kom lidt på tværs for det, som vi opfattede som banden
Børnenes skæbne:
Bilag børnenes situation før de kom til os.
Mens de var hos os
Efter at de var blevet tvangsanbragt på et børnehjem,
Mulle så aldrig sin biologiske mor- det gjorde hun hos os. Hun ville bare ikke tilbage til moderens bopæl
Bilag: ca. to år gik de to stakkels børn ”under Jorden i Frederiksbergs
narkokvarter:
Bilag:
Det skete i Danmark
Danmark
startede en retssag mod os, min mand og mig, der kostede millioner af
kroner for at få os uskadeliggjort og afsat som praktiserende læger.
Det
hører med til historien, at jeg før den nedenfor refererede historie,
havde kritiseret kommunernes dispositioner, specielt den topstyrede
konservative kommune, Frederiksberg kommune for dens børnepolitik.
Et eksempel fra Frederiksberg:
Man
fratager en mor sit barn. moderen der er en alene arbejdsom mor,
som bliver akut syg og som jeg må akut indlægge en fredag eftermiddag
Kommunen ”hjælper” moderen og passer barnet under indlæggelsen-
det bliver sagsbehandlerens bror, der får barnet og plejetilladelsen.
Da moderen blev udskrevet og ville have sit barn tilbage, kan hun ikke
få dette. Ikke fordi der er noget i vejen med hende, men det er barnets
tarv, at have to forældre, både en far og en mor. Barnet forbliver
derfor ved dom hos sagsbehandlerens bror, og kampen er så håbløs
for moderen, hun findes en dag på en jernbanelinie, med hovedet skåret
af. Og flere lignende sager:
Denne sag:
Min mand og jeg
blev i påsken 1992 kaldt ud til en meget syg mor, fru Mette Haugaard
Hansen der er HIV.-positiv, prostitueret narkoman med leverbetændelse.
Hun havde meget høj feber efter et fejlfix. Hun skulle hurtigt
indlægges. Hun beder mig meget indtrængende om at tage mig af hendes
tre mindreårige børn, hvilket jeg lover.
Vi ringer straks den
følgende morgen til Frederiksberg socialforvaltning og til den
øverste der, socialudvalgsformanden, Birgit Fogh- Andersen og forklarer
situationen. Vi anmoder socialforvaltningen om at komme ud i vort hjem
hurtigst muligt for at tage stilling til de fremmede børns fremtid. Vi
har selv 12 egne børn. Vort yngste var 6 år.
Der gik mere end 6
uger, før man reagerede fra Frederiksberg Socialforvaltningens side og
kom ud til os og børnene, som vi allerede havde sat i skole, fået
briller til den 11 årige Mulle og havde fået ordnet de mange smertende
fuldstændigt nedrådnede tænder hos den 6 årige Lisbeth.
Vi
forklarede, at vi jo ikke var unge mere. Vi er født i 1925 og
1928. Derfor mente vi, at børnene måske burde have yngre
plejeforældre, såfremt moderen ikke mere blev i stand til på forsvarlig
måde at tage sig af børnene.
Dette kunne kommunen ikke.
Sagsbehandleren forklarede os, at det var svært, nærmest umuligt at
anbringe to ”narkobørn”, som hun kaldte børnene, for det første, og
desuden var den lille Lisbeth HIV-positiv. Og kommunen overlod det til
os.
I samarbejde med rektoren, Inger Bek på den private
gymnasieskole, som vores eget barn Marie gik på, som vi talte
meget med, og også drøftede denne sag med, blev der efter hendes
anbefaling forsøgt anbringelse hos et forældrepar, som hun anbefalede,
og som hun sagde, hun: ”har kendt i 40 år, og som hun stod i
taknemmelighedsgæld til”.
En weekend blev børnene anbragt der,
men de flygtede derfra og tilbage til os. Det var et ægtepar i
Slangerup. Niels Lykke Nielsen, der var murersvend, og Whita Sjøsten,
som engang, da hun var gift med en anden mand, havde boet i Rødovre, og
der havde været min patient.
Dengang var havde Whita Sjøsten en
ubetinget fængselsdom for bedrageri. Hun havde været vognmand..
En ubetinget fængselsdom, som jeg som læge fik ændret til en betinget
dom på grund af hendes helbredsmæssige situation.
Vi bragte så de to børn efter aftale til Slangerupægteparret.
Men
der ville de ikke være.- de flygtede derfra og vi hentede dem ved et
busstoppested, Vi blev meget uvenner med Slangerup-parret, disse,
fordi de havde regnet med, at få en stor plejeløn. De var i forvejen
dagplejemor for et multihandicappet barn i Slangerup.
Niels Lykke
Nielsen kom en morgen og ringede på praksisdøren og smed en bundt tøj
ind til vores sekretær uden at hilse. Det var noget tøj som børnene
ikke havde fået med sig, da de løb deres vej.
Vi beholdt så børnene, ringede til kommunen og stillede nogle betingelser:
1:
2:
som kommunen gik ind på.
Vi fik så plejetilladelsen, og denne blev stadfæstet i den sociale ankestyrelse-
og det gik børnene utroligt godt.
Jf. skolens udtalelserne om disse.
Vi havde først børnene i kommuneskolen, Rødovre skole. Der gik det også børnene rigtigt godt. Jf. udtalelserne derfra.
Men
da vi mente, at vi ikke kunne have to slags børn. Vort eget,
lille Marie på privatskole, og de to plejebørn på kommuneskole,
flyttede vi Mulle og Lisbeth til samme privatskole, hvor vor egen
datter, den 6 årige Marie allerede gik.
Det gik fortsat meget stærkt fremad med disse børn.
Jf. skoleudtalelserne derfra.
Men
dette passede åbenbart ikke Frederiksberg kommune. Den fik dens advokat
til at få moderen til at forlange børnene på hjemmebesøg hos hende.
Dette ville børnene ikke. De skammede sig over hende. Hun kommer på
besøg hos os, og der er ikke problemer.
Kommunen får dens
advokat til at forlange børnene anbragt på børnehjem. Det vil børnene
ikke. De kender altfor godt det børnehjem, kommunen ønsker dem anbragt
på.
Den dag de skal anbringes på dette børnehjem ringer denne
Whita Sjøsten til mulle . det er vor sekretær Helge Røpke, der tog
telefonen og gav denne til Mulle, og kort derefter forsvandt børnene.
Helge Røpke, der har middagsfri, kører i sin egen bil en gammel
firehjulstrækker efter børnene. Han samler dem op, og Mulle forlanger
at blive kørt til Slangerup, fordi Whita har tilbudt hende og
søsteren at de kan bo der, til de kan komme tilbage til os.
Helge lover Mulle ikke at sige til os, hvad der er foregået
Dette
gør han dog den følgende morgen, da han kom på arbejde.- men
allerede hen på aftenen den foregående aften, da vi bliver klare over
at børnene er væk og skal til at ringe til politiet, da ringer der en
yngre mand på vor praksisdør, og præsenterer sig som lærer og hedder
Ole. Han forklarer os, at børnene på en eller anden måde, er kommet til
Slangerup, og at mulle har det psykisk meget dårlig. Hun truer med
selvmord til Mulle- den største af pigerne og tilbyder at have disse
boende indtil sagen bliver i orden. Dette sker bag min ryg, fordi jeg
er optaget af patienter, som har ventet på mig, da jeg i
konsultationstiden har ledsaget Mulle ind til ombudsmanden . De
forsvinder fra praksis. Patienter i venteværelset har set mulle skynde
på lillesøsteren Lisbeth og set, at begge hurtigt forlod praksis.
Begivenhederne i kronologisk rækkefølge.
Vi
tager til adressen Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen, som vi jo
kender fordi børnene var der på rektor Beks anbefaling to år
tidligere- men da ville de ikke være der.- Og vi var heller ikke gode
venner efter, at børnene var flygtet derfra.
Den følgende morgen
ringede jeg straks til socialudvalgsformanden og bad hende tage med til
Slangerup og hente børnene, da jeg mente, at det var det eneste der
kunne gøres for at skåne børnene for at blive afhentet af politiet
senere. Socialudvalgsformanden nærmest skreg i telefonen. ” jeg vil
ikke vide, hvor de børn er. Jeg ringede flere gange men fik samme
besked hver gang. Til sidst satte jeg bånd på telefonen. Den båndede
telefonsamtale blev fremlagt i retten, og den blev desuden afspillet i
retten under påhør af samme socialudvalgsformand, Birgit Fogh.-
Andersen. På det tidspunkt kunne jeg ikke vide, at hun allerede i
forvejen var orienteret om, hvor børnene var og at kommunen havde givet
ægteparret, Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen frit lejde.
Jf. bilag, afskrift af båndet telefonsamtale, der har været fremlagt og været afspillet i retten.
Samt vidneudsagn i retten vedr. frit lejde.
Samme
morgen gik vi direkte op på rektor Inger Beks kontor, da vi havde bragt
vor egen datter til skolen, og fortalte hende, hvor børnene nu var:
” Det ved jeg da godt”, svarede hun os.
Vi
var i alt 3 gange på sygebesøg hos Slangerup familien. Den næste gang
vi kom havde børnene fået skolemateriel, som rektor Bek havde været der
med.
Det næste, der sker er, at rektor Bek kommer op i vor
private lejlighed og fortæller, at børnene ikke er længere i Slangerup.
Og vi ikke længere skal interessere os for børnene, Det problem har hun
overtaget. Hun har haft møde med socialforvaltningen og borgmesteren,
som hun kender godt
Hun har både blomster og en dyr bog med som gaver til mig. Bogen hun kom med var Nørretranders nye bog, Mærk Verden”
Tilstede er en søn, læge Ben Kristian Graungaard.
Derefter
ser vi børnene mange steder, hvor vores børn også kommer. I
Skolen viser de sig næsten dagligt. De er der for eksempel den 2.
marts, hvor de er med til at slå katten af tønden, og hvor den store
pige går direkte op til rektor Bek o forsvinder på hendes kontor,
Det ser ikke blot Marie, men det ser også Maries og Lisbets klasselærer, Lise Kjær-
Rasmussen,
som følger efter Mulle og ser hende gå ind til rektor Bek. Denne
overlærer bevidnede dette i retten, og blev spurgt om, hvorfor hun ikke
ringede til politiet, og hun svarede, at når pigen gik ind til hendes
foresatte, var det denne rektor, der skulle ringe til politiet, for
også hun vidste at børnene var politieftersøgte.
BILAG- Overlærer Lise Kjærs vidneudsagn i retten.
Børne
vises på færgen Sjælland, hvor en af vore døtre var elev, og de ses til
rockkonserter, hvor klassen også kom, samt i omegnen af Kristiania,
og ses i Arkaden i København. Jeg ringer igen med bånd på
ytelefonen til socialudvalgsformanbden og fortæller hende, hvor børnene
er set. Vi er bekymrede for børnene. Men jeg afvises med: Arkaden er da
et pænt sted.
Jf båndafskrift og bånd, der også har været fremlagt i retten.
Der
foranstaltes … ransagninger, selv om der kun var dommerkendelse for 6
ransagninger. Ransagningerne, der havde karakter af direkte
razziaer foretages ikke alen hos os, to gange i praksis midt i
konsultationsstiden, hos vore voksne børn, hos en nevø og hos naboer og
venner.
Det er ikke børnene man leder efter. Kommunen vidste
godt, hvor børnene var.. de var stadigt i Slangerup- lige indtil vi
blev sat i isolationsfængsel-Men der tages såkaldte kostervarer
med, billeder, kassetteoptagelser, film, fotos, til og med et
fotografi, der hang på væggen.
Ved den første ransagning hvor
Hun
var i embeds medfør, og kunne ikke straffes- men blev forfremmet fra ,
så kommunen betalte hendes bøde og hendes advokat og hun
FORHISTORIEN:
…………………….
30 januar 1985
Denne
dag blev Mette Haugaard Hansen patient hos praktiserende læge Eva
Graungaard i Rødovre, en forstad til København.. Mette Haugaard Hansen
er født den 18. jan. 1953. Hun var 32 år. Mette haugaard Hgansen er
stadigt Eva Graungaards patient og er tilskrevet hendes lægepraksis, og
læge Eva Graungaard ordinerer stadigt metadonmixtur til Mette.
Mette var enlig mor til 4 egne børn og plejemor for sin lillebror.
Moderen
fortalte, at børnenes far sad i fængsel, at han var meget voldelig, at
både manden og hun selv var HIV-positive, og det var lillebroderen,
plejebarnet Anders og det yngste barn Lisbeth også. Lisbeth var dengang
knapt 2 år.
Fru Mette Haugaard Hansen havde haft sin lillebror
Anders i pleje siden denne var 11 år, da deres mor døde. Efter eget
udsagn for 14.75 kr. pr. dag, betalt af Frederiksberg
kommune.
Anders døde i moderens lejlighed den 7.11.1991. i AIDS.
”Han sad i lejligheden med en sprøjte i halsen” ifølge socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen udtalelse i lægernes praksis..
”Han blev af Falck puttet i en grøn plasticpose og kørt bort, mens han endnu var varm”, ifølge moderen Mette Haugaard Hansen.
Eva
Graungaard mente, at en sådan familie måtte have brug for hjælp- og
modtog dem alle sammen som patienter, og startede
længevarende metadonbehandling for at få moderen væk fra prostitution
og fra sin kriminelle tilværelse. Eva Graungaard ser hende stadigt 1
gang om ugen her i 2003..
Børnene: 1. Lisbeth, født d.8. maj 1983.
2. Anne Marie (kaldet Mulle), født d.9. maj 1978.
3. Maria (kaldet Tulle), født d. 14 august 1974.
4. Robert, der altid blev kaldt Oskar.
5. Plejebarnet Anders, som Mette havde haft i pleje fra han var 11 år.
Barnet
Anders beskyldte sin plejemor, Mette Haugaard Hansen for at have
smittet ham med HIV-virus ved at sprøjte metadon ind i en blodåre i
hans hals med en af hendes egne brugte kanyler. Anders var Eva
Graungaards patient fra 1985 til han døde i AIDS i 1991.
Han døde i moderens lejlighed, mens de to mindste børn boede hos lægerne.
Den lille Lisbeth blev tilset af overlæge Bonnevie på Frederiksberg hospital.
BILAG 1.
Den 30.1.1985
påbegyndte læge Graungaard metadon ordination af længere varighed til fru Haugaard Hansen..
11.06.86:
Brev
fra overlæge Bonnevie vedr. Mette Haugaard Hansen og hendes situation,
samt fremtidig metadonordination. ( brevet er fremlagt i sagsakterne.)
BILAG 2.
16.12.86:
Embedslæge
Marianne Søeby tilskriver overlæge Bonnevie vedr. barnet Lisbeth og
Mette Haugaard Hansen, da han, som tidligere nævnt kontrollerer
både hende og det yngste barn for HIV-positiviteten.
BILAG 3.
Alle
5 børn har haft en kummerlig barndom. Begge forældre var kriminelle,
HIV-positive narkomaner. Moderen var ifølge hospitalsjournaler desuden
prostitueret, faderen voldelig- Han har siddet i fængsel i 11 år.
Han døde i AIDS.
De to yngste piger, Anne Marie, kaldet "Mulle"
og Lisbeth er begge født med livstruende abstinenser, ifølge
journalerne. Anne Marie er døbt i Vestre Fængsel-
BILAG 4.
I
akterne findes et brev, hvor moderen skriver til Statsamtet og
fortæller om, hvordan den biologiske far, Kaj Ole Hansen, der som nævnt
også var en HIV-positiv narkoman og har siddet 11 år i Hersted Vester
fængslet, har "gennemtævet" begge de små piger og kastet den mindste
hårdt ind mod en mur.
BILAG 5.
Moderen selv fik i 199o af en
anden kendt kriminel narkoman Kim Bergstrøm Hansen i børnenes påsyn ved
knytnæveslag sprængt sin milt og måtte hasteopereres på grund af
blodtab, ifølge hospitalsjournalen.
BILAG 6.
Mette Haugaard
Hansen blev ofte indsat i fængsel først og fremmest på grund af bøder,
som hun skulle sidde af. I disse situationer var børnene henvist til
selv at stjæle til føden. I tre forskellige tilfælde har moderen af
politiet fået tilladelse til at ringe til lægekonsultationen, og Eva
Graungaard har sendt sin sekretær, Helge Røpke til Vestre fængsel og
for at betale bøderne, og få moderen ud af fængslet, så hun kunne tage
sig af de små børn.
BILAG 7. Kvitteringerne fra politiet
Mette
Haugaard Hansen boede i 1990 i en 4-værelses lejlighed på Finsensvej
127. Det var hendes 11. lejlighed ifølge akterne. Alle hendes
lejligheder har været husvildeboliger, undtagen et hus i Bagsværd, hvor
familien kun midlertidig fik lov til at bo.
3.1.1990:
Mette
Haugaard Hansen sættes endnu engang på gaden på grund klager over
narkohandel, slagsmål og ballade på
trappen.
Hun og hendes tre mindreårige børn blev brutalt sat ud på gaden af
foged og politi den 3. Januar 1990. Der stod de i frost og kulde
på Finsensvej, sammen med flyttekasserne med deres ting.
Børnene
havde set på, at deres tamme undulat bare blev stuvet ned i
bunden af en af flyttekasserne, og der blev smidt tøj og ting oven over
af flyttefolkene på ordre fra fogeden. Børnene glemte aldrig
dette.
Familien indsættes så akut ind på Frederiksberg Skole- og Behandlingshjem om aftenen.
Udtalelse fra denne institution den 11.1.1990:
"Mette
har et udpræget behov for at snakke om narko, vold, død, skiftende
mænds sexmisbrug, rottweilere og drukture, mens andre børn hører på
det. Efterhånden som dagene gik, blev hun mere og mere dopet af
medicinen (Vi kender til Metadon, Stesolid og Rohypnol). Kunne ikke
føre en samtale, og til tider ikke stå på benene. Torsdag den
11.1. kl 11 dukker hendes ven Kim Bergstrøm Hansen op. De bliver mere
og mere påvirket, efterhånden som dagen skrider frem. De låser sig inde
på toilettet, og der er en voldsom larm derindefra. Efter gentagne
gange, at have kaldt dem ud, kommer Kim ud og derefter Mette stærkt
påvirket. Medarbejderen ser en masse blodstænk og der findes
beskyttelseshætter til sprøjter."
BILAG 8.
11.01.9o:
Hele
familien blev smidt ud om aftenen af institutionen grund af ovennævnte
ballade. Familien smides ud sammen med de tre mindreårige børn, som
igen står ulykkelige og frysende og bange på gaden.
De næste to
måneder flytter moderen med børnene fra sted til sted- De bor på
vandrehjem, på kvindehjem og kortvarigt får de ophold på hotel
Frydenlund.
I flere måneder kom den 11-årige Anne Marie
(kaldet Mulle) ikke i skole, og den 6-årige Lisbeth har ifølge Mulle
bare stille siddet på gulvet og ventet med ondt i hovedet og i tænderne
og forlangt ”ganer” ( ketogan) af moderen. Selv siger hun, at hun fik
piller af Mette, når hun havde nogen,- og så hjalp det.
Lisbeth har aldrig været i vuggestue, børnehave eller børnhaveklasse.
"Jeg
kan så godt lide Mulle", gentog hun meget tit, .- Alle hendes tænder
var totalt nedcarierede. Hun havde ikke en hel tand i munden.
Og
den større pige, Anne Marie ( Mulle) var langt bagud i skolen trods god
begavelse, fordi hun aldrig havde fået briller, som var nødvendig, for
at hun kunne se at læse. Skolen havde mange gange skrevet til moderen
derom. Til sidst gik Mette ud og købte briller med almindelig
vinduesglas i, som Mulle straks smed væk.
1. april 1990.
Denne
dag indsætter Frederiksberg kommune familien i en bolig på Henrik
Ipsensvej 23 på Frederiksberg. Det er igen en husvildebolig. En bolig,
der kun kunne betegnes som fuldstændig uværdig og uegnet for såvel
mennesker som dyr. En saneringsmoden, iskold lejlighed uden
opvarmningsmuligheder.
Boligen havde ganske vist en
kakkelovn, men skorstensrøret var trukket ud fra væggen, så den ikke
kunne bruges. Boligen var uden badeværelse.
Eva
Graungaard sendte sin lægesekretær op i lejligheden med elektriske
varmeapparater, men det kunne det elektriske system i det faldefærdige
hus ikke bære. Det var oprindelig to to-værelses lejligheder, der var
slået sammen, med to små træk og slip wc’er i hver sin ende.- så kunne
den HIV-positive mor og den lille HIV-positive pige bruge det ene og
resten af familien det andet, blev der sagt til læge Graungaard i
telefonen, da hun til kommunen beklagede sig over de elendige forhold,
man bød denne børnefamilie.
Lejligheden var meget fugtig og
usund. Der var gråhvid mug belægning mere end en meter op på væggene
fra gulvet. Og flyttekasserne var stablet op foran vinduerne for
at holde lidt på varmen.
BILAG 9.
3.4.1990.
Lægerne
skrev efter aftale med overlæge Bonnevie til boligkontoret for at
skaffe fru Haugaard Hansen med de tre mindreårige børn en
menneskeværdig bolig og påpegede den helbredsmæssige betydning af, at
der stilles en bedre lejlighed til rådighed for det HIV-positive barn.
BILAG 10
16.04.90:
Natten mellem 1. Og 2. Påskedag den 16.4.1990.
Mette
Haugaard Hansen bliver pludselig meget syg og højfebril om natten og
opsøger skadestuen på Frederiksberg hospital med stærke smerter i
lysken på grund af fejlfix i en blodåre. - Hun er kendt på skadestuen
som narkoman og sendes hjem kl 04 om morgenen.
Senere samme dag om eftermiddagen den 16.4.1990:
Det
er 2. påskedag. Lægerne var i deres sommerhus. Derfra tilkaldes
Eva Graungaard til sygebesøg til Henrik Ibsensvej 23. Det er en
anden person, narkomanen Kim Bergstrøm Hansen, der ringede til lægen,
og da situationen lød yderst alarmerende, tog Eva Graungaard
øjeblikkeligt af sted og kørte direkte til fru Haugaards Hansens bopæl
og indlagde fru Haugaard på Frederiksberg hospital.
I
hjemmet forefindes der på indlæggelsestidspunktet stadigt den kendte
kriminelle narkoman, Kim Bergstrøm Hansen, samt patientens 2
mindreårige piger: Anne Marie (Mulle) og Lisbeth på hhv. 11 og 6 år.
Storesøsteren, Maria (Tulle) på 15 år samt den ældre bror Robert (Oskar), var ikke tilstede i lejligheden.
Moderen
bad lægen tage sig af børnene, og tage dem med hjem. Moderen gav,
før ambulancen nåede frem, udtryk for, at hun var meget glad for at
lægen ville tage sig af hendes børn.
Forholdene i hjemmet var
fuldstændig uforsvarlige. Der var ingen senge, lægen var rystet, da den
tilstedeværende kendte og kriminelle narkoman, Kim Bergstrøm Hansen på
spørgsmålet om, hvor de små piger sov, svarede: " De sover ved min røv".
Lægerne
tog derfor Mulle og Lisbeth med til deres hjem, efter at have sendt
deres syge og stærkt smertepåvirkede og feberhede mor, i ambulance med
udrykning til hospitalet.
Begge de små piger var meget
medtagne. De var frysende og syge, sultne, underernærede og
utøjsbefængte, og den lille Lisbeth var konstant grædende på grund af
tandpine. Hun havde totalt nedcarierede tænder, hvor nerveenderne lå
blottede i bunden af tænderne. Hun havde ikke en hel tand i munden.
På
Frederiksberg hospital fandt man ved undersøgelse af moderen bakterier
i blodet tydende på blodforgiftning, og der var en meget stor byld
strækkende sig fra muskulaturen på låret og højt op i maven.
Da
man på dette hospital mente, at både tarme og de store pulsårer var
medinddraget, blev fru Haugaard Hansen i hast overflyttet til
Rigshospitalet, hvor man karakteriserede hendes tilstand som
"udsigtsløs".
17.04.90:
Lægerne
kontakter Frederiksberg kommune med oplysning om de 2 pigers
opholdssted og omstændighederne, som førte til beslutningen om at
medtage disse.
18.04.90:
Maria,
den ældste pige på 15 år ringer til lægekonsultationen og fortæller, at
hun befinder sig til afhøring på Tomgårdsvejens politistation. Politiet
har anholdt hende på gaden. Hun var efterlyst og skulle afhøres vedr.
flere kriminelle forhold, først og fremmest småtyverier samt snyderi i
S-togene, hvor hun havde fremvist en anden persons
sygesikringskort.
Maria ønsker, at læge Eva Graungaard kommer tilstede og nægter
at udtale sig, før lægen, som hun har tillid til, er kommet frem.
Lægerne opsøger derfor Mette Haugaard Hansen på hospitalet. Og
denne giver læge Graungaard fuldmagt til at overvære afhøring af
Maria.
BILAG:
Tilstede ved afhøringen er desuden en
kriminalbetjent samt en repræsentant fra Børne- og Unge-udvalget i
København.
Eva Graungaard tager derefter Maria med sig hjem, fordi denne store pige angiver at være meget sulten.
På
politistationen støtter læge Graungaard pigen i at fastholde sin
vægring mod at udtale sig, bl. a. for hurtigst muligt at kunne forlade
politistationen, hvor pigen angiveligt havde siddet i mange timer, og
sagen overlades til lægernes egen advokat, Kornerup Jensen.
De tre piger fik så hver deres eget værelse side om side med det værelse, som lægernes eget barn, den 6-årige Marie havde.
På grund af massiv lusesmitte måtte der straks hentes luse shampo på apoteket og pigerne befries for en ulidelig kløe.
Og
den følgende dag kom den lille Lisbeth, der var meget smerteforpint til
lægernes egen tandlægen. Der måtte fjernes 8 mælketænder, resten blev
plomberet.
Der var ikke en eneste hel tand i munden på barnet.
Der
indledes straks samarbejde med de store pigers skolen og de køres
dagligt til og fra deres skoler. Hhv Sønderjyllandsskolen og en
ungdomsskolen: Vi-ka-Sku.
BILAG
Det yngste barn har aldrig
været i nogen daginstitution- hverken i vuggestue, eller i børnehave,
og var heller ikke kommet i børnehaveklasse.
Lægernes egen datter, Marie, der er lidt yngre end Lisbeth gik på privatskolen, Johannesskolens børnehaveklasse.
Næsten dagligt ringede lægerne til Frederiksberg kommune for at få en afklaring omkring de tre pigers skæbne.
Men
der gik alligevel godt 6 uger, inden kommunen reagerede trods talrige
opringninger. Kontaktpersonen på kommunen bliver fuldmægtig
Elsebeth Kaasgaard.
Efter godt 6 uger og efter
talrige anmodninger derom, kom 4 folk fra Frederiksberg kommune ud i
lægernes hjem, en 6-værelses andelslejlighed på Godthåbsvej 32 A på
Frederiksberg. Elsebeth Kaasgaard var en af disse. Alle finder
forholdene særdeles gode. Alle tre plejebørn var tilstede,
foruden lægernes egen lille datter Marie. Børnenes værelse
inspiceredes og hele lejligheden blev gennemgået og de finder
forholdene særdeles gode.
Lægerne fik plejetilladelse. En
plejetilladelse, der senere blev stadfæstet i Den Sociale Ankestyrelse.
Lægerne fik aldrig denne plejetilladelse tilsendt.
De fik den flere år senere fra den biologiske mor. Den er ikke dateret.
BILAG
Lægerne
havde selv 12 børn, 6 såkaldte hjemmelavede og 6 adopterede, hvoraf det
yngste barn, Marie på det tidspunkt også var 6 år, ligesom det
HIV-positive barn Lisbeth.
BILAG - den udaterede tilsynsrapport.
Der
forevises skrivelsen fra Rigshospitalet vedr. den biologiske moder og
dennes dårlige prognose.- ifølge udtalelse fra Rigshospitalet, hvortil
moderen var blevet overført, betegnes hendes tilstand som ”udsigtsløs”.
BILAG
Og
kommunens udsendinge viser en skriftlig tilladelse fra moderen, som er
indhentet, mens moderen endnu lå på Frederiksberg hospital.
BILAG
Alle
tre piger er tilstede i lejligheden. De to store er kommet hjem fra
skolen. Der indledes en dialog vedr. pigernes fremtid, og Eva
Graungaard accepterer at beholde alle 3 piger til moderen dør. At
moderen ikke kunne klare den blodforgiftning, hun havde fået, var
Rigshospitalets opfattelse.
.
Først i 1994 er der via den
biologiske mor fremskaffet den skriftlige rapport vedrørende dette
tilsynsbesøg. Denne er som nævnt meget positiv over for lægerne og
deres børn og omgivelserne.-men udateret.
Da lægerne i 1992
efter deres isolations fængselsophold gentagne gange både selv og
gennem advokat Jytte Thorbek under påberåbelse af loven om Offentlighed
i Forvaltningen ønskede denne udleveret, blev dette konstant nægtet-
til trods for, at advokaten tilsidst henvendte sig til
justitsministeriet om sagen. Men den biologiske mor havde rapporten, og
har overladt denne til lægerne.
BILAG:
26.juni 1990:
Mette
Haugaard Hansen dør heldigvis ikke men kommer hjem igen, men magter
ikke at have børnene til samkvem. Eva Graungaard tilskriver
sagsbehandleren, Elsebeth Kaasgaard for at meddele, at hun og manden
nok ikke magter den store opgave at have ansvaret for de tre
Haugaard-børn. Hun skriver en bog, "Akupunkturens Gåde", der skal
udgives i nov. 1990. og desuden et helt bind af Lademanns lægeleksikon.
Desuden har hun jo 12 egne børn.
Bilag: brevet til Frederiksberg kommune fra Eva Graungaard, at Lægerne ikke magtede at pleje børnene.:.
Eva
Graungaard oplyser, at hun og sagsbehandleren, Kaasgaard blev enige om,
at Eva Graungaard selv må skal forsøge at finde en ny plejefamilie til
de to yngste børn.
Dette har ikke været muligt for kommunen, som
kendte familien særdeles godt.- Både fordi børnene kommer fra
narkomiljøet, og fordi den lille Lisbeth er HIV-positiv.-
Bilag: Embedslægens skrivelse vedr. barnet Lisbeth.
Eva
Graungaard, der ofte talte med rektoren på Johannesskolen, Inger Bek,
hvor lægernes eget barn, Marie på 6 år går i børnehaveklassen, fortalte
denne rektor om problemet.
Rektoren sagde, hun kendte en familie
i Slangerup, der lige havde bygget hus, hvor hun havde kendt den
mandlige part, Niels Lykke Nielsen i mere end 40 år. Hun
karakteriserede parret som sine nære venner, og sagde, at hun stod i
dyb taknemmelighedsgæld til ham og hans familie. Hun kende også hans
kone. Hun abefalede parret meget varmt som plejefamilie- ”langt
fra narkokvarteret på Frederiksberg”, sagde hun.
28. juli 1990:
Lisbeth
og Mulle "på prøve" hos en ny familie i Slangerup, som så varmt var
anbefalet Eva Graungaard af rektor Inger Bek på Johannesskolen, som Eva
Graungaard talte meget med, og som var "inde i sagen", da. Eva
Graungaards yngste datter jo gik på denne privatskole.
Den "nye
familie" var et ægtepar i Slangerup, der i forvejen var
dagplejemor for et andet Slangerup-par-, Annette Damgaard og
Rasmus Hunnickes multihandicappede barn.
Læge Graungaard kendte
den kvindelige part.fra Rødovre, da denne mens hun boede der, var
patient hos læge Graungaard- og den mandlige part, murersvend
Niels Lykke Nielsen var som nævnt en nær bekendt til rektor Inger Bek
på Johannesskolen. .
Vedr. Whita Sjøsten:
Anbringelsen "på
prøve" skete på foranledning af lægeægteparret efter den meget kraftige
anbefaling af rektor Inger Bek på barnet Maries skole. Lægeparret havde
jo i forvejen 12 børn og nu problemet- 3 ekstra børn!
Eva
Graungaard havde talt med denne rektor, Inger Bek, fordi hun,
såfremt hun skulle beholde Haugaard børnene ikke kunne have "to slags
børn", som hun udtrykte det. Hun kunne ikke have et barn på
privatskole- Inger Beks skole, Johannesskolen, som var en
gymnasieskole og to andre børn på en kommuneskole.
Graungaard var i det hele taget i tvivl, om det ikke var bedre for børnene med en yngre plejefamilie.
BILAG
brevet til sagsbehandler Kaasgaard på Frederiksberg kommunekontor.
Den
kvindelige part Whita Sjøsten var som nævnt kendt af lægerne Eva
Graungaard og Karl Somogyi fra den tid, hvor denne boede i Rødovre.
Denne havde dengang en ubetinget fængselsstraf for bedrageri, som læge
Eva Graungaard fik gjort betinge, og hun fik ydermere fru Whita Sjøsten
gældssaneret.- Whita Sjøsten var nu dagplejemor for Rasmus Hunnicke og
Annette Damgaards multihandicappet barn. Manden, som var rektor Beks
”nære bekendte”, var arbejdsløs murersvend. Parret boede i et nyere
pænt hus i Slangerup.
27. juli 1990
Børnene præsenteres for
Whita Sjøsten, der kom i konsultationen to gange om ugen til gratis
akupunkturbehandling af parret Damgaard. Hunnickes multihandicappede
barn, der er beskrevet i Eva Graungaards bog "Akupunkturens gåde".
28.juli 1990:
Børnene køres til Slangerup af Eva Graungaard, , og skal blive der i week-enden.
30.juli 1990:
Lisbeth
og Mulle kontakter familien Graungaard og Somogyi. De vil ikke være hos
Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen; de er stukket af fra familien og
vender derfor tilbage til Eva Graungaard og Karl Somogyi, som henter
dem på vejen..
Da Slangerupparret allerede havde set muligheden
for at klare deres anstrengte økonomi med plejeløn for børnene, bliver
de meget vrede. Den mandlige part Niels Lykke Nielsen mødte op og smed
børnenes tøj ind i lægekonsultationen uden et eneste ord. Børnene var
flygtet derfra så hurtigt, at de ikke fik deres tøj med sig.
Der
var ifølge Slangerupparrets oplysning i retten kontakt til
Frederiksberg socialforvaltning, hvilket genfindes i sagsakterne med
henvisning til rektor Bek.
Umiddelbart derefter kontakter Eva
Graungaard Elsebeth Kaasgaard igen vedr. de to børns fremtid. Eva
Graungaard stiller to betingelser for at beholde børnene. Betingelserne
er:
1) At børnene kommer væk fra Sønderjyllandsskolen og bliver
indskrevet på Rødovre skole, indtil der bliver plads på privatskolen,
Johannesskolen..
2) At børnene så skal forblive hos Graungaard og Somogyi, og der nu skal være fuldstændig ro om disse børn.
Eva
Graungaard oplyser, at begge disse betingelser blev lovet opfyldt. Og
allerede før Eva Graungaard kom tilbage fra Frederiksberg kommune, var
skoleskiftet for begge børn ordnet fra Frederiksberg kommunes side over
Rødovre Skoleforvaltning.
Mulle kom i 7. klasse og Lisbeth i børnehaveklassen.
30.oktober 1990
Mette
skriver til socialforvaltningen, at hun ikke ønsker børnene på
hjemmebesøg foreløbigt på grund af store bensår, og hun aflyser
planeret besøg. Kommunen ansætter advokat Reimers-Lund, som fast
advokat for moderen.
BILAG:
15. september 1990
Maria
(Tulle) flytter fra familien Graungaard-Somogyi på en døgnefterskole,
som Eva Graungaard har skaffet hende, da der har været mange problemer
med hendes opførsel i en lang periode. Bl.a.flere indbrud i praksis
efter sovemedicin til moderen og hun forsvandt om natten og bad
konstant om penge, som hun skyldte bort. Det var store pengebeløb, som
hun skulle skaffe. Dette blev meddelt socialforvaltningen på
Frederiksberg.
Både Mulle og Lisbeth klarer sig rigtigt godt i Rødovre skole.
29.. maj 1991:
Rødovre skole giver d. 29.5.91 følgende udtalelse vedr.børnene:
"Anne
Marie, 6.a.: " Hun startede med fuldt drøn på! Faldt hurtigt til ro, da
hun så, at klassen var helt upåvirket. "Mulle" vendte helt om og blev
alle tiders pige. Hun følger godt med fagligt, men har dog enkelte
huller. I klassen er hun meget vellidt og har mange venner. Hun blev
valgt til elevrådsmedlem og klarer dette med bravour. I lærergruppen er
vi enige om, at hun har bragt en god fornyelse ind i klassen.
"Mulle" omtaler Eva Graungaard meget hjerteligt, og vi ved, at
familien G. betyder alt for hende. Vi har ved konsultationer og
samtaler med både Eva G. og "Mulle" indtryk af en meget tæt og positiv
forbindelse, som giver "Mulle" et godt bagland."
BILAG:
Lisbeth
1.a.: Hun startede meget indesluttet og ville i begyndelsen ikke gerne
i skole. Hun græd og ville hele tiden hjem til Eva. Efter et
stykke tid, hvor Eva G. bragte hende i skole og vi tog ekstra grundigt
imod hende, hjalp det. Hun blev hurtigt tryg og glad for at komme hos
os og viste sig som en smilende og glad pige. Hun er nu faldet helt til
og arbejder godt i klassen, klarer sig godt med kammeraterne og har
flere tætte venner. Hun fortæller meget om sit hjem hos Eva G. Hun
kræver nogen ekstra opmærksomhed fagligt, da hun mangler en del
begreber og lignende, men ellers går det godt. Vi er glade for hende og
mener, hun bør blive i klassen."
BILAG: Skoleudtalelserne fra Rødovre skole.
5. maj 1991.
Overlæge Bonnevie, Frederiksberg hospital afgiver følgende erklæring vedr. Mette Haugaard Hansen:
"38-årig
kvinde, der gennem 18 år har været stofmisbruger og siden 2o-års
alderen har praktiseret prostitution og til tider angiveligt fortsat
"aktiv.". I 1989 indlagt med hjertehindebetændelse. 1986
konstateret HIV-positiv."
BILAG
13. juni 1991:
Frederiksberg
kommunes Børnesagsudvalg (§ 3) beslutter at iværksætte
hjælpeforanstaltninger uden forældremyndighedens samtykke i medfør af
bistandslovens § 123, stk. 3 for Lisbeth og Mulle (tvangsfjernelse fra
den biologiske moder.)
31.juni 1991:
Eva Graungaard og Karl Somogyi får tilsendt plejetilladelse.
Sommeren 1991:
Elsebeth
Kaasgaard trækker sig fra sagen, da den biologiske moder, Mette
Haugaard Hansen angiveligt har truet hende og en anden medarbejder på
Frederiksberg kommune med at slå disse ihjel. Hun vil smadre deres
ansigter, skulle hun have sagt.
Lægerne tager med alle de mindreårige børn på ferie i Prag
August 1991:
Lisbeth
og Mulle begyndte nu begge to på Gymnasieskolen, Johannesskolen,
hvor lægeægteparrets yngste datter, Marie, i forvejen gik, og
hvis rektor, Inger Bek er fortrolig med Eva Graungaard.- og fortrolig
med de to "fremmede børns" situation, som der taltes meget om.
September 1991:
Mette Haugaard Hansen forlanger børnene udleveret til samkvem.
Men det nægter begge børnene. De ønsker at glemme hende.
Sagsbehandler
Gunhild Gundorph fra Frederiksberg kommune kommer pldseligt ud i
konsultationen sammen med en anden fra Frederiksberg kommune for at få
børnene med til samkvem hos den biologiske mor. Da begge børnene nægter
at tage med, føres Mulle i førergreb af Gundorph under skrigen og
skrålen ud i den ventende taxa, og den lille tages hårdt i armen og
skubbes ind i taxaen. Hele dette ubehagelige optrin finder sted i
lægernes venteværelse under overværelse af flere patienter og to
af pigernes veninder.
Derefter anmoder lægerne om, efter aftale
med rektor Bek, at udlevering af børnene mod deres vilje må ske direkte
fra hendes kontor på Johannesskolen.
Lægerne klager til Frederiksberg kommune over dette brutale overfald på Mulle i veninders påsyn.
Hverken
før eller efter dette overgreb, hvor Mulle med magt i politigreb af
sagsbehandler Gunhild Gundorph, er det lykkedes kommunen at få Mulle
bragt til samkvem, hvorimod den lille Lisbeth med jævne mellemrum
bliver tvunget til samkvem efter udlevering over skolen fra rektor
Inger Beks kontor.
-
21. maj 1991
Mulle og Lisbeth er
kaldt til møde alene med socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen og
flere andre ansatte på socialforvaltningen.
Mulle kom højtgrædende ud fra mødet.
20. november 1991
Den
dag sender Den Sociale Ankestyrelse et brev til Mulle- "Anne Marie
Haugaard Hansen c/o Eva Graungaard”, i hvilket hun inviteres til at
møde i Den Sociale Ankestyrelse den 1. oktober kl 1545, da hendes mor
angiveligt har klaget over kommunens anbringelse.
Mulle ønsker at komme- men ønsker at tage en bisidder med.
Dette
blev konsekvent nægtet dette barn. Hun forlangte forgæves at få begge
lægerne med, og da dette blev nægtet, forlangte hun at få sin
klasselærer med, . Dette blev også nægtet hende.
24. september 1991:
Udtalelse vedr. Lisbeth og Mulle fra klasselærerne på Johannesskolen:
"Anne Marie Haugaard Hansen (Mulle kaldet) er en glad pige, der helt afgjort har en vigtig social status i klassen.
Hun er altid i godt humør og er altid velforberedt. Fagligt er hun på et niveau, der passer til hendes aldersklasse."
Med venlig hilsen.
Ole Larsen Klasselærer 7 d. Leif Iversen viceinspektør."
BILAG
"Lisbeth
Haugaard Hansen( Graungaard) begyndte i 2.a.på Johannesskolen i august.
Lisbeth var, som alle børn lidt forsigtig i starten, men søsteren Marie
og de andre børn tog sig pænt af hende.
Lisbeth er en smilende og
venlig pige. Hun er meget taknemmelig for at få hjælp. Fagligt er hun
bagud i forhold til klassen , men det er mit indtryk, at hun arbejder
ihærdigt med tingene.
Lisbeth har enkelte dage været lidt stille,
men plejemoderen fortæller, at det er de dage, hvor Lisbeth skal besøge
sin biologiske mor.
Vi vil gerne fortsat arbejde med Lisbeth, da hun er faldet så godt til."
Med venlig hilsen
Lise Kjær-Rasmussen, Klasselærer 2.a. Leif Iversen, viceinspektør."
BILAG:
Den biologiske mor anker gennem Frederiksberg kommunes advokat, Kirsten Reimers-Lund tvangsfjernelsen. og:
01. oktober 1991:
Mulle
indkaldes pr. brev til møde i Den Sociale Ankestyrelse: Hun skal
være alene, jeg som plejemoderen må ikke være med, klasselæreren må
ikke være med og støtte barnet, den biologiske mor må ikke være
der. Barnet er helt alene mod moderens (kommunens)
advokatn. Hun sidder den dag helt alene i møde i Den sociale
Ankestyrelse. Hun blev skriftligt lovet, at hendes mor ikke vil
være tilstede, for ellers ville hun ikke komme-..
Mulle kom højt
grædende ud fra mødet. Hun græd og græd efter dette møde, fordi hun
blev af den opfattelse, at hun skulle tvinges væk fra lægerne og
tilbage til den biologiske mor.
Hun sagde efter mødet, at der mindst var 8-10 folk mod hende ved dette møde..
Imidlertid
stadfæster Den Sociale Ankestyrelse tvangsfjernelses afgørelse af
13.06.91 - og bestemmer, at børnene fortsat skal være tvangsfjernet.-
Og fortsat bo hos lægerne.
8. oktober 1991.
Brev
fra Den Sociale Ankestyrelse direkte stilet til Mulle, i hvilket, der
står, at Den Sociale Ankestyrelse har stadfæstet tvangsanbringelsen af
hende og lillesøsteren og at Ankestyrelsen har anmodet Frederiksberg
kommune om at genbehandle spørgsmålet om anbringelsessted.
Dette brev gør Mulle meget ulykkelig. Hun græder højt ligesom da hun kom ud fra mødet med de mange voksne i Ankestyrelsen.
11. oktober 1991.
Marie og Lisbeth får diplom i skolen, underskrevet af rektor Inger Bek og klasselæreren Lise Kjær-Rasmussen.
28. okt.1991
HIV-prøven på Lisbeth viser nu negativ HIV. Tidligere HIV-tests af Lisbeth har været positive.
BILAG:
6.november 1991:
Læge
Liselotte Skjødt tilsender Fr.berg kommunes socialforvaltning en
skriftlig redegørelse om hendes opfattelse af den biologiske moders
opførsel i forhold til Lisbeth og Mulle. Hun havde overværet et optrin
i lægernes venteværelse, hvor den biologiske mor havde truet Mulle med,
at hun skulle på børnehjem, såfremt hun ikke ville komme til samkvem
hos hende.
Kopi tilsendes socialdirektøren, socialudvalgsformanden og Johannesskolens rektor, Inger Bek.
BILAG
11. november 1991
Socialudvalgsformand
Birgit Fogh-Andersen og hjemmehos'en Erik Havgård Hansen møder op i
lægens konsultation for at kræve samkvem med Lisbeth og Mulle i den
biologiske mors hjem.
Socialudvalgsformanden på Frederiksberg
kommune, Birgit Fogh-Andersen kommer i shorts og går direkte ind i et
konsultationsværelse, hvor læge Graungaard sad med en patient.
Socialudvalgsformanden blev af lægen bedt om at vente i venteværelset.
Socialudvalgsformanden
råber på vej tilbage til venteværelset. ” Nu er
Anders ( plejebroderen) død, og nu skal mulle hjem til
Mette- Anders er død i hjemmet dagen i forvejen, (Han sad i sofaen hos
den biologiske mors lejlighed med en sprøjte i halsen, fortalte denne
socialudvalgsformand og fortsatte med, at Mette jo snart dør p.g.a. sin
HIV-infektion. Og derfor SKAL børnene nu begge to på besøg hos den
biologiske mor.
Lægerne bad mange gange om at måtte få aktindsigt:, som det er deres ret ifølge dansk lov. Dette blev nægtet.
BILAG
15. november 1991:
Lægerne
Graungaard og Somogyi klager over sagsbehandler Erik Havgård Hansen til
socialforvaltningen, Frederiksberg.; att: vicekontorchef Bill Jahnsen,
som blev underrettede om, at fru Mette Haugaard Hansen to dage
tidligere havde siddet i læge Graungaards konsultation og fortalt, at
hjemmehos'en Erik Havgård Hansen ufine arbejdsmetoder, og at han
blandt andet havde givet hendes ældste datter, Tulle 5oo kr. for
at sige, at han havde været sammen med hende i 3o timer- hvilket han
ikke havde.
Lægerne foreslår, at samkvemmet med moderen efter
deres mening vil kunne gennemføres lettere fra et tredje,. et såkaldt
neutralt sted.
23. november 1990:
Lægerne får den dag
adoptionsbevilling til deres yngste datter, der er 6 år- og Eva
Graungaard går på barselsorlov ½ år, for bedre at kunne tage sig af de
tre mindreårige børn. Den yngste søn, stud.med. Emil Graungaard Somogyi
er da 16 år og går på gymnasiet..
25. november 1991:
Møde
på Frederiksberg Rådhus mellem Fogh-Andersen, sagsbehandler Gundorph og
Havgård samt lægeægteparret. På dette møde hævder Gundorph, at læge Eva
Graungaard har mistet sin ordinationsret m.h.t. metadon og lign.
stoffer. Dette er usandt og opfattes derfor som bagvaskelse af
Eva Graungaard. Hun har aldrig mistet nogen som helst ordinationsret,
og ordinerer da også konstant metadon mixtur til fru Haugaard Hansen.
Her i året 2003.
28. november 1991:
Eva Graungaard sender
et 3 sider langt brev til socialudvalgsformanden i hvilket hun
forklarer denne, at når der har været tale om omsorgssvigt i børnenes
tilfælde, har det ikke været på grund af manglende kærlighed fra fru
Haugaard Hansens side. Hun elskede sine børn- men hun var jo meget
syg.- altfor syg til at tage sig af børnene.
Fr.berg
Familierådgivning, Jens Jessensvej 10A, tilskriver lægerne vedr. besøg
tirsdag, den 03.12.91 kl. 10.45, da de af kommunen er "blevet
bedt om at undersøge forskellige forhold omkring plejeanbringelsen af
Anne Marie og Lisbeth.".
Lægeægteparret tilskriver igen
socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen og foreslår, at samkvemmet
med den biologiske moder foregår på et neutralt sted. Skrivelsen faxes
kl. 13.00.
02. .december 1991:
Lægeægteparret tilskriver
Fogh-Andersen og aflyser Frb. Familierådgivnings besøg, d. 03.12.91
under henvisning til, at det er midt i deres konsultationstid.
Lægeægteparret
begærer aktindsigt vedr. besøget i deres hjem i maj 199o.
De ønsker den tilsynsrapport tilsendt i fotokopi, der blev udfærdiget i
forbindelse med, at sagsbehandler Kaasgaard og to andre personer fra
Frederiksberg kommune var på hjemmebesøg på parrets bopæl, Godthåbsvej
32A, 3., tv..
Kopi til rektor Inger Bek på fax, som har bedt Eva
Graungaard om at måtte blive underrettet om alt, da hun over for
lægerne har givet udtryk for, at hun er specielt interesseret i disse
børns sag.
3. december 1991:
Kommunen social- og
sundhedsforvaltning afslår aktindsigt, under påberåbelse af, at
lægeægteparret ikke er at regne for part i sagen.- Underskrevet af
ekspeditionssekretær Verner Jensen
04. december 1991:
Lægeægteparret tilskriver Frederiksberg kommune vedr. aktindsigt, Familierådgivningens besøg samt børnenes samkvem.
Kopi tilsendes: socialdirektør Bjarne Busk,
socialudvalgsformand Fogh-Andersen samt
rektor ved Johannesskolen, Inger Bek.
6. december 1991:
Lægeægteparret
tilskriver Frederiksberg kommunes socialdirektorat for at gøre
opmærksom på, at den ønskede aktindsigt naturligvis udelukkende skal
omfatte de rapporter, som vedrører besøg i plejehjemmet.
Men også denne lovbefalede aktindsigt nægter Frederiksberg kommune.
Hvilket er ulovligt.
9.december 1991:
Familierådgivningen tilskriver lægeægteparret vedr.nyt møde den 12.12.91 kl. 16.30.
9.december 1991 og 10.december 1991:
3 båndoptagelser af samtaler med Birgit Fogh-Andersen.
Udskrifterne faxes til Inger Bek, efter anmodning fra denne om ALTID at følge med i denne sag, som interesserer hende meget.
BILAG.
11.december 1991:
Skoleudtalelser
fra Johannesskolen som beskriver en positiv udvikling i den tid,
hvor de har været elever på Johannesskolen.. Rektor Inger Bek giver
plejeforældrene æren for de store fremskridt.
Rektor Bek skriver:
"Anne
Marie Haugaard Hansen, cpr.nr.o9o578-3416, har været elev på
Johannesskolen siden den 1. aug. 1991, hvor hun blev optaget i 7d.
Anne
Marie, som bor hos en plejefamilie, der har andre børn på
Johannesskolen, bar i begyndelsen af sin skolegang endnu præg af det
omsorgssvigt, som hun må have været offer for tidligere i barndommen.
Det
er lærerkredsens indtryk, at det gode samarbejde, der er mellem skole
og hjem har fået særlige gode vilkår på grund af den fantastiske
indsats, som plejefamilien til stadighed yder.
Anne Maries faglige
standard er absolut tilfredsstillende. Hun er flittig og har gode
arbejdsvaner. Anne Marie er socialt veltilpasset, har fået veninder i
klassen. Hun deltager aktivt i Johannesskolens arrangementer, er glad i
hverdagen, tillidsfuld og meget imødekommende over for
plejeforældrene. Anne Marie er mismodig, når tidspunktet for
besøg hos den biologiske mor nærmer sig. Det er lærerkredsens indtryk,
at Anne Marie trives bedst i sin hverdag hos plejeforældrene, hvis
hjem, hun sammen med sin søster Lisbeth betragter som sit virkelige
hjem.
Med venlig hilsen Inge Bek rektor" Den 11.12.1991.
BILAG
"Lisbeth
Haugaard Hansen, cpr.nr.o8o583-2134, har været elev på Johannesskolen
siden den 1.aug 1991, hvor hun blev optaget i en allerede eksisterende
klasse, 2a, som på grund af fraflytning havde en ledig plads.
Lisbeth
var i begyndelsen meget stille og sky og desuden fagligt
tilbagestående. Hun bar i høj grad præg af omfattende
omsorgssvigt.Lisbeth har i den korte tid, vi har kendt hende, åbnet sig
meget, er fagligt bemærkelsesværdigt dygtigere, har fået gode
arbejdsvaner, er tryg i forholdet til plejeforældrene, som personligt
henter hende i vores børnepasningsordning.
Lærerkredsen har ydet en
stor indsats i forhold til Lisbeth, men æren for de meget store
fremskridt for Lisbeth, såvel fagligt som socialt, må gå til
plejeforældrene, som på helt enestående vis har engageret sig i
Lisbeths og søsterens tilværelse.
Lisbeth oplever, såvidt vi
forstår, plejeforældrenes hjem som sit eget og søsterens virkelige.
Lisbeth virker kun indesluttet, når et møde med den biologiske mor er
på tale.
Med venlig hilsen Inger Bek Rektor." Den 11.12.1991.
BILAG.
Disse
udtalelser er sket efter anmodnig fra Socialforvaltningen på
Frederiksberg og af rektor Bek tilsendt socialudvalgsformand Birgit
Fogh-Andersen.
12.december 1991:
To psykologer fra
Familierådgivningen besøger familien på deres bopæl, Godthåbsvej 32A.
Tilstede er Mulle, Lisbeth, ægteparret og en bisidder,- Lisbeths
klasselærer, Lise Kjær-Rasmussen, der også har Mulle som elev.
Der udarbejdes to rapporter, som er diametrale modsætninger: Psykologernes og Lise Kjær-Rasmussens.
Psykologernes rapport er fri fantasi.
BILAG. Overlærer Lise Kjær-Rasmussens erklæring.
17. december 1991:
Familierådgivningen
tilskriver lægeægteparret vedr. forløb af samtaler. Der skal være 3
samtaler med Lisbeth og Mulle i Familierådgivningen og 1 fællessamtale
med børnene og plejeforældrene. Johannesskolen vil også blive kontaktet, skriver denne Familierådgivning.
Da
lægeægteparret erfarer, fra en ansat på Frederiksberg kommune, at
socialudvalgets formand, Birgit Fogh Andersen og hendes
medsammensvorne. Embedsmanden brugte direkte ordet
”medsammensvorne”. Havde til hensigt, at børnene skal flyttes til et
børnehjem, hvor de tidligere har været, og som børnene afskyr.
Derfor skriver lægeægteparret appel til alle myndigheder.
Denne
videregives til rektor Inger Bek, som efter læge graungaards
opfattelse spiller ”dobbelt” og sendes bl.a. også til borgmester John
Winther.
Da lægerne nu pludseligt intet hørte fra moderen Mette
Haugaard Hansen, skrev Eva Graungaard og tilbød samkvem og
inviterede Mette til at holde jul hos hende sammen med børnene, da
Mulle helst ville være hos kægerne juleaften. Men sagsbehandler
Gunhild Gundorph ringede og sagde, at hun på "Mettes vejne"
skulle frabede sig vort renderi.
Lægefamilien holdt så juleferie
i deres sommerhus, sammen med deres børn og Mulle og Lisbeth. De fik
senere at vide, at Gundorph og hjemmehos'en Erik Haugaard havde kørt
fra adresse til adresse, til deres voksne børn og ringet på hos deres
naboer.
20. december 19 91
Brev fra familieafdelingen på
Frederiksberg, hvor lægeægteparret selv skal arrangere, at
børnene afhentes fra skolen til de af kommunen forlangte
psykologmøder, fordi Mulle ikke ville til samvær i moderens
lejlighed. Dette skulle hun. Hun skulle være hos den biologiske mor
juleaften. Det ville hun ikke.
Samme dag ringede sagsbehandler
Gunhild Gundorf lægerne op i og sagde, aat hun på Mettes vejne
skulle frabede sig vort renderi.
23.12.1991
Alligevel
var den biologiske mor, hendes far, hendes store søn Oskar og datteren
Maria hos lægerne lill juleaften, hvor der blev både blev spist og delt
julegaver ud..
24. december 1991
Brev afleveres ved
moderen Mette Haugaards dør med ny invitation til julesammenkomst
og julemiddag 1. juledag hos lægerne. Der reageres ikke., for kommunen
har anbragt Mette
På Hotel Viking.
1992
………
9.januar 1992:
Møde i Familierådgivningen, hvori rektor
Bek deltog jf. side 113 hos adv. Jytte Thorbeks fremlagte
sagsakter.----------------------------------------------
10.januar 1992:
Skrivelse fra Frederiksberg kommune til Eva Graungaard og Karl Somogyi. Der står i brevet:
"at
Børnesagsudvalget i mødet besluttede at pålægge Dem, at begge børn skal
deltage i en længere samtale med de behandlende psykologer i
Frederiksberg Familierådgivning. Samtalerne er fastsat til mandag den
13. januar 1992 fra kl. 09.00 - 13.00 i Familierådgivningen, Jens
Jessens Vej 10 A.".
Børnene vil blive afhentet af socialudvalgsformand fru Birgit Fogh-Andersen på Johannesskolen."
Børnenes skolegang respekteredes ikke.
BILAG
13. januar 1992:
1).
Brev til rektor Inger Bek fra Eva Graungaard og Karl
Somogyi vedr. brevet fra d. 10.01.92. Det tilkendegives, at
børnene godt vil tale med skolepsykologerne. Lægerne
gør opmærksom på, at de ikke ønsker tvang i forbindelse
med. den fastlagte psykologundersøgelse.
2).
Socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen aftaler med Inger Bek, at de
skal mødes på hendes kontor. Men Inger Bek kommer
iflg. Birgit Fogh-Andersen for sent.
3). Birgit Fogh-Andersen vil personligt selv sørge for, at Lisbeth og Mulle kommer til psykologsamtalen den dag-.
Socialudvalgsformanden
Birgit Fogh-Andersen går personligt hen til Mulles klasse, og da Mulle
kommer ud fra dansktimen sammen med sine kammerater, går hun hen og
tager hende i armen og siger i klassekammeraternes påhør: "Det er
sidste udkald Mulle" Men Mulle vrider sig løs og stikker af.
Mulle græder højt og løber sin vej- væk fra skolen.
4). Eva Graungaard tilkaldes telefonisk af Mulles klasselærer, Ole, der er bekymret for Mulle.
5). Birgit Fogh-Andersen og Inger Bek har "møde" på Beks kontor, da EG kommer derop.
6)
Eva Graungaard og Mulles klasselærer kører rundt i byen i håb om at
finde den fortvivlede store pige. Men dette lykkes ikke.
14.1.1991
Først kl o1 om natten dukker Mulle op i lægernes lejlighed på Godthåbsvej 32 A på
Frederiksberg.
Hun er forgrædt og suicidaltruende. Hun siger, hun vil tage livet af
sig selv, hvis hun skal tvinges bort fra plejeforældrene og fra
sin skole.
6). Mulle tilskriver Menneskerettighedskommisionen. Hun skriver i dette brev:
"Nu
ville man desuden idag tvinge mig bort fra min skole fra kl. 9 om
morgenen til kl. 1 om eftermiddagen, hvor jeg skulle hen til kommunens
psykologer på Jens Jessensvej 10A. Det ville jeg ikke, så jeg
stak af, da jeg så socialudvalgsformanden komme på gangen og tog
fat i min arm. Grunden til, at jeg ikke vil der, er den, at jeg
ikke vil påvirkes til at skifte mening.".
Dette brev har overlærer
Lise Kjær-Rasmussen hjulpet hende med at finde adressen på
Menneskerettighedskommissionen og hun har sendt brevet afsted..
BILAG:
17.01.92:
Artikel
i dagbladet Politiken foranlediget af Frederiksberg kommunes
advokat fru Kirsten Reimers-Lund, som afbildes på sit kontor
sammen med den biologiske mor, Mette Haugaard Hansen, som sidder
med ryggen til kameraet.
Artiklens overskrift:
"Slagsmål med sikker taber" af Hanne Fall Nielsen.
I
denne artikel oplyses det, at Mette Haugaard Hansen er en HIV-positiv
narkoman, og at hun og advokaten ikke kæmper for at få børnene hjem til
hende, men kun kæmper for at få børnene på børnehjem" .
Mette
Haugaard Hansen, udtalte senere i Frederiksberg Lokalradio, at
dette har hun naturligvis aldrig sagt, men hun var blevet brugt i
Frederiksberg Socialforvaltnings kamp mod lægerne Graungaard og Somogyi.
Bilag: båndoptagelse af denne udsendelse. Og udskrift deraf.
21.01.92:
Sagsbehandler
Gundorph ringer til Eva Graungaard for at meddele, at der er besluttet,
at der næste dag skal gennemføres samkvem med den biologiske
moder
.
Sagsbehandler Erik Havgaard vil hente børnene på Johanneskolen
til sædvanlig tid, helt uafhængig af, at børnene den dag skal
opføre en juleforestilling for skoleelevernes forældre. Samtalen er
båndet.
31.01.92:
§ 3-udvalget på Fr.berg tilbagekalder
plejetilladelsen for Lisbeth og Mulle. Dette er helt ulovligt og
ugyldigt. Tilbagekaldelse af en lovlig tilkendt plejetilladelse, der
til og med er stadfæstet i Den Sociale Ankestyrelse, kan udelukkende
ske gennem Børne og Unge udvalget. Sagen har aldrig været forelagt
dette Børne- og Ungeudvalg, hvorfor lægerne i realiteten fortsat har
plejetilladelsen.
hvilket også var årsagen til at lægerne i maj 1999 blev frikendt.
BiILAG.
Den 3.2.1992.
---------------
1.
Børnene skal afleveres på børnehjemmet, Bülowsvej kl 15,
ifølge dekretet fra frederiksberg kommune, afleveret af et menneske ,
der kaldte sig jurist.fra Frederiksberg kommune. .
En artikel i BT, hvor 13-årige Mulle udtaler:
"Min
mor (Eva Graungaard) fik i fredags besked på at bringe mig og min
lillesøster på børnehjem i dag, som var vi to pakker".
Og i hvilken socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen udtaler:
"
Eva Graungaard har ikke helt forstået at samarbejde , og at hun
beskytter børnene på en forkert måde." ”Børnene skal på børnehjem, så
der kan gennemføres psykologundersøgelse af disse, fordi de ikke
vil se den biologiske mor, kommunen ønsker at besøg skal finde sted.”
Og rektor Inger Bek udtaler:
……………………………………………..
BILAG
Artiklen i BT.
3.
Eva Graungaard oplyser i retten d. 26.02.92, at børnene forsvinder ca.
kl 12, samt at en patient i venteværelset oplyser at have set dem
nærmest løbe væk med deres skoletasker.
Eva Graungaard oplyser,
at Anne Marie (Mulle) havde bedt sig fri fra skolen den dag, og at hun
og Mulle om formiddagen den 3.2.92, to gange var hos ombudsmanden, og i
socialministeriet, hvor de talte med en embedsmand, som hørte ret
længe på dem og gav dem rådet , at ringe til Den Sociale
Ankestyrelse, hvilket Mulle gjorde.
Desuden var de i
justitsministeriet og tilsidst kl. 11.3o-11.45 i
samtale på Christiansborg med folketingsmedlem, nu medlem
af Europaparlamentet, Mogens Camre i
Finansministeriet.
Hjemkommet kl. 12 var der 6 patienter i venteværelset, der havde ventet på hende hele formiddagen.
Mens Eva Graungaard tog den første patient, forsvandt de to børn i løb, sagde de ventende patienter.
"Skynd
dig, tag din taske", skulle Mulle ifølge disse
patienter have sagt til lillesøsteren. Mulle har haft en
telefonopringning fra Whita Sjøsten. I Slangerup, fortalte
lægesekretæren den følgende dag om morgenen.. Lægerne har
ikke lagt mærke til at lægesekretæren ikke var tilstede. -
På den anden side har han en times frokost - og det hænder, at han kører i den time.
4.
Rektor Inger Bek oplyser under afhøring hos politiet, at Eva har
ringet til hende samme efterdag, den 3.2.92, og fortalt, at børnene var
væk., og hun vidste ikke, hvor de var.
BILAG Politiafhøringen af Inger Bek
5.
Slangerupparret oplyser sammen ved afhøring hos
vicekriminalkommissær Lau Fries, at Whita Sjøsten- den kvindelige
part i Slangerup, havde ringet til lægekonsultationen denne
dag, og spurgte, om hun kunne gøre noget?.
Samt at det var lægesekretær Helge Røpke, der kom med børnene.
På grundlag af denne oplysning fra Slangerupægtefællerne sigtes Helge Røpke. –
Det ser ud, som om, det er de sigtede slangerupægteparret, der skriver anklageskriftet.
6.
Helge Røpke ( dengang i marts 1992 ) lægesekretær hos lægerne
Graungaard ogSomogyi,nu ansat i et computerfirma) oplyser, at Whita
Sjøsten, den kvindelige part fra Slangerup ringede flere gange
om formiddagen den dag, hvor Eva Graungaard og Mulle endnu
ikke var kommet tilbage fra samtalerne i Folketinget og med
ombudsmand og Mogens Camre.
Hun ville tale med Mulle, sagde Helge Røpke i vidneskranken i Landsretten
Dato ………………………..
Dommeren skrev i retsbogsudskriftet:----------------------
Dette
var en bevidst usandhed.. Hvilket dommeren vidste, fordi han allerede
ved afhøringens start spurgte Røpke om, hvor han arbejdede, og han
oplyste, at han ikke længere arbejdede hos os, han var afskediget
men arbejdede i et computerfirma...
7. Slangerupparret,
dagplejemor, Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen, der er arbejdsløs
murer, oplyser i politiafhøringen, den…………………der formede sig som
en fællessamtale med vicekriminalkommissær Lau Fries, ved politiforhør,
at børnene kom til Slangerup den 3.2.92, kørt dertil af Helge
Røpke.
Og at Mulle oplyste: " Mor ( Eva Graungaard) ved ikke engang,
at vi er
her"
Hvilket blev oplyst af Whita Sjøsten i Frederiksberg ret.
Og blev sagt i Tv udsendelse fra ”det ukendte sted i Nordsjælland” mens lægerne sad i isolationsfængsel.
Hun
oplyste endvidere, ifølge politirapporten, at begge børnene med korte
afbrydelser var hos disse i Slangerup indtil den 19.3.92, (dagen
efter lægernes isolationsfængsling), hvor ægtefællerne
kørte børnene til nyt skjulested, som de ikke ønsker at
opgive adressen på.
Whita Sjøsten oplyste endvidere, at det var
Mulle der har vist vejen til deres bopæl. Børnene havde jo været
i Slangerup knap to år tidligere på anbefaling af rektor Bek, der
opgav dette par som hendes nære venner.
Helge Røpke oplyste det
samme i retten. At han efter at den kvindelige part i Slangerup
havde lykkedes med at få kontakt med Mulle i telefonen, men ikke talt
med nogen af lægerne. uden at have tal med eller givet besked
til nogen af lægerne, var kørt i sin egen bil- en
firehjulstrækket kassevogn, som han plejer at gøre i sin
middagspause, samt at han den dag efter opfordring fra Mulle,
havde taget begge pigerne med i sin vogn og kørt disse til Slangerup-
ligeledes efter opfordring fra Mulle, som Whita Sjøsten havde talt i
telefon med.. Og ingen af lægerne vidste noget om, at han
var kørt med pigerne.
Og han sagde heller ikke noget
derom, da han kom tilbage om eftermiddagen, fordi Mulle havde bedt ham
om ikke at sige, hvor de var taget hen, sagde han i retten..
Slangerupparret,
der afhøres samtidigt og får lov at rette i deres politirapport gang på
gang. Advokat Stagetorn sagde i Landsretten, at det var påfaldende, så
mange gange politiet var i Slangerup- 22 gange og drak kaffe i deres
køkken: de siger endegyldigt, den--- i landsretten:
”Helge Røpke kørte den 3.2.1992 i Eva Graungaards nye bil”
Whita Sjøsten sagde: ”Helge Røpke kørte den 3.2.92 i EG's nye bil, hævdede Slangerupparret i retten” den----
(Hvilket
ikke alene begge læger, men også Helge Røpke skarpt benægter,
idet Røpke altid kører i egen bil – og Eva Graungaard ALDRIG
låner sin bil til andre, desuden havde hun også sygebesøg den
dag,..
Bilag: Børnenes breve .
1: Til Eleva-2- ren
Mulle, der var fast besluttet på at blive advokat, var utrolig
intelligent og aktiv. Hun fik igennem, at der blev optaget alt til en
udsendelse vedr. deres sag, som dagen før TV udsendelsen skulle
bringes, blev standset af Frederiksberg kommune i samarbejde med Grete
Schack Nielsen , der ringede til Karen Thisted på TV og fortalte hende
om geden, der havde afføring i vores praksis, ”så sådant et sted kan
man da ikke have børn” havde hun sagt. TV udsendelsen blev aflyst dagen
før udsendelsen. Til lægerne blev sagt: ” Der er kommet så meget frem
om jer, så vi har valgt at aflyse udsendelsen i morgen”
Gederapporten blev flittigt brugt.
Bilag: Mulles brev.
2. Mulle skrev til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.
Bilag
Hun skrev til l ombudsmand en .
Bilag.,
8.
Meget sent om aftenen samme dag, den 3.2.92, får Eva Graungaard
at vide, hvor børnene befinder sig -Lægerne havde besluttet at
ringe til politiet, fordi de frygtede for Mulles psykiske tilstand- hun
havde truet med selvmord, hvis hun skulle tvinges tilbage til den
biologiske mor eller tvinges på børnehjem.
Og hun havde tidligere forsøgt selvmord i den tid hun boede hos Mette.
Og
hun har efter at være blevet fjernet fra lægerne ogf fra skolen forsøgt
selvmord. Det ved lægerne, fordi en af deres sønner, Ben Kristian, der
også er læge, havde vagt, da Mulle blev indbragt på hospitalet.
Eva Graungaard ringer til rektor Bek. Det siger såvel lægen som rektor Bek ved politiafhøringen-
Men
meget sent om aftenen kontaktes lægeægteparret af en lærer, der kaldte
sig Ole, som kom til deres konsultationsdør med adressen, hvor børnene
nu var. Det sagde begge læger hver for sig ved afhøringen i
isolationsfængslet ifølge retsbogsudskrifterne. Læge Somogyi sagde
dette ved grundlovsforhøret den 18.3.92, da han var sat i
isolationsfængsel, mens Eva Graungaard lå på intensiv afdelingen på
Frederiksberg hospital Og det sagde Eva Graungaard, da hun den
20.3.92. ved grundlovsforhøret over hende, da hun var blevet ført fra
Frederiksberg hospital til isolationsfængsel. .
”Det var en lærer,
der opgav sit navn til Ole, der sent om aftenen kom til
konsultationen, hvor lægerne befandt sig og opgav adressen, hvor
børnene nu opholdt sig og læreren sagde, at Mulle psykisk havde det
meget dårligt og var ude af balance, og truede med selvmord.”
Ægtefællen
Karl Somogyi kørte så Eva Graungaard til Slangerup på sygebesøg sent om
natten. Det er kun Eva Graungaard, der går indenfor. Læge Karl Somogyi
bliver i bilen.
Læge Eva Graungaard modtages efter eget udsagn
med "iskulde", ligesom Niels Lykke Nielsen helt enkelt vendte ryggen
til hende og uden et eneste ord men forlader
rummet.
4. februar 1992:
1. Eva Graungaard ringer til
socialudvalggsformand, Birgit Fogh-Andersen allerede meget tidligt om
morgenen, og fortæller denne hvor børnene er. De er i Slangerup,
hvor de to år tidligere var ”på prøve”, men stak af fra. Læge
Graungaard gjorde dette i håb om, at hun og
socialudvalgsformanden stille og roligt sammen kunne berolige
børnene og tage disse med sig tilbage af hensyn til børnenes psykiske
helbred. Det ville ikke være godt, om politiet skulle afhente disse med
brug af magt.
Men helt overraskende sagde socialudvalgsformanden NEJ. Hun ville ikke blandes. Hun ville ikke vide, hvor børnene er,
Dette
rystede i den grad lægen, så hun satte et bånd på telefonen og ringede
socialudvalgsformanden op igen. Denne gang ringede hun til
socialkontoret og spurgte efter socialudvalgsformanden; Birgit Fogh-
Andersen, som jo må betegnes som en relevant person. Som den øverste
indenfor børneforsorgen på Frederiksberg. Denne båndede samtale
blev afspillet i retten på Frederiksberg.
"JEG VIL IKKE VIDE, HVOR BØRNENE ER" gentager socialudvalgsformanden på båndet.
Eva
Graungaard , der havde ønsket at få denne kompetente person med
ud for at få børnene talt til rette, så disse kunne skånes
mest muligt psykisk, opgav dette, men satte bånd på alle de følgende
samtaler med denne socialudvalgsformand.
.
De båndede samtaler
med socialudvalgsformanden har alle været fremlagt i retten sammen med
afskrift deraf.b I retten den----------------- blev dette bånd
afspillet under påhør af socialudvalgsformanden, Birgit Fogh-Rasmussen.
BILAG:
Afskrift af den båndede samtale, hvor den øverste ansvarlige på
Frederiksberg kommune nægter at få oplyst, hvor børnene var.
Frederiksberg dommerens bemærkning:
BILAG::
4. februar 1992
2.
Eva Graungaard går samme morgen op på rektor Inger Beks kontor
for at fortælle,hvad der er sket. Rektor Inger Bek giver udtryk for, at
det ved hun da godt. For de er jo igen i Slangerup, sagde hun. ”Verden
er jo så lille”
Der skal naturligvis være referat på
Frederiksberg kommune af samtalerne med socialudvalgsformanden, ligesom
der skal være referater af alle møder, alle beslutninger og journaler
ect. Af ALT, hvad der vedrører børnenes sag.
MEN I HELE TIDSRUMMET, HVOR BØRNENE VAR ”FORSVUNDET”
FRA DEN 3.2..1992 TIL DEN 27.3.1992 ER ALT MAKULERET .
Det sagde en højtstående embedsmand på socialforvaltningen. Vi fik ikke et eneste dokument udleveret.
Vores
advokat bad om den lovmæssige aktindsigt- men fik heller ikke et eneste
dokument udleveret. Dette er ulovligt ifølge dansk bistandslov, efter
hvilken der er offentlighed i forvaltningen
Men iden biologiske
mor fik nogle akter udleveret af hendes- kommunens – advokat, Kirsten
Reimers Lund. Disse har hun givet til lægerne.
6.februar 92:
Hjemmehos'en
Erik Havgaard Hansen og en dame, der udgav sig for at være advokat
møder op midt i konsultationstiden, hvor de på grund af
bemærkelsesværdig opførsel foranlediger, at en tilfældig patient i
venteværelset viser sit presse kort og tager et billede af parret,
hvilket senere viser sig af meget stor betydning for lægerne, idet
Frederiksberg kommune senere klager til Den Almindelige Danske
Lægeforening og usandfærdigt angiver, at optrinet fandt sted i lægernes
private hjem, hvilket fotoet modbeviser, idet det tydeligt fremgår af
dette, at stedet, som parret teede sig i, er lægernes
venteværelse. Parret ønsker børnene Mulle og Lisbeths opholdssted
oplyst.
Eva Graungaard nægter at give denne oplysning under
henvisning til hendes tavshedspligt, men hun fortæller, at hun allerede
havde oplyst adressen, hvor børnene bliver skjult til den
anssvarshavende og øverste, socialudvalgsformanden, Birgit Fogh -
Andersen, og gerne igen ville oplyse opholdsstedet til denne. Dette
af tilstedeværende i venteværelset- og vil blive fortalt under
vidneansvar i den kommende retssag af tilstedeværende.- Der kan
både fremlægges video, som sekretæren optog og foto, som
journalist og redaktør, Harly Foged tog, som bevis på., at
kommunen løj groft, da den senere sendte klage til Den Almindelige
Danske Lægeforening for at fratage os vor bestalling som
praktiserende læger.
BILAG:.
Vidner til optrinnet i lægernes
venteværelse var foruden flere patienter også journalist og redaktør
Harly Foged og sekretæren. Redaktør Harly Foged viste sit pressekort og
tog billeder af parret, hvis opførsel var meget påfaldende.
07.02.92:
Frederiksberg kommune anmelder Eva Graungaard og Karl Somogyi til politiet for overtrædelse af bistandslovens §65…………………
I
båndet samtale med socialudvalgsformanden Birgit Fogh-Andersen
fortæller denne, at politianmeldelsen er sket derved, at det er
hende, der ved en privat middag, hvor hun havde politimesteren til
bords, anmeldte sagen.
I samme båndede telefonsamtale gentager socialudvalgsformanden, at hun ikke vil vide, hvor børnene er.
BILAG: Båndet og udskriftet deraf, der har været fremlagt i retten..
Samme
dag sender Frederiksberg kommune en total usand skrivelse til Den
Almindelige Danske Lægeforening, tilsyneladende i samme hensigt
som den fantasifulde og løgnagtige Gederapport blev sendt til
embedslægerne- at fratage Eva Graungaard sin bestalling som læge.
I
skrivelsen fortælles, at Eva Graungaard stadig er plejemor for Lisbeth
og Mulle, og at de to, hjemmehos’en og juristen fra
Frederiksberg kommune var i hendes private hjem og ikke i lægernes
venteværelse blandt mange ventende patienter.
Lægerne
henviser til vidner, ventende patienter, video og foto af
kommunens udsendinge, der blev taget i lægernes venteværelse.
BILAG
Denne samtale fremlægges som bilag nr.
Den
7. februar aflægges det sidste sygebesøg hos børnene i Slangerup.
Graungaard medtager en af hendes bøger, der var udgivet to år tidligere
og dedikerer denne i hensigt for børnenes skyld at formilde
atnmosfæren mod lægeægteparret. Der ved disse sygebesøg har følt sig
højst uvelkomne.
8.februar 1992.
08.02.92:-------------------? dato
Eva
Graungaard oplyser på retsmøde d. 26.02.92, at datteren, Rie den dag
har set Mulle og to af hendes klassekammerater ombord på færgen
Sjælland, hvor hun, Rie er i kokkelære.
De samme tre klassekammerater er desuden set ved en rockkoncert
Den
26.2.1992 oplyser graungaard, at hun har været på sygebesøg i Slangerup
sidst den 7.februar, men at børnene med stor sandsynlighed, ikke var
der mere, og at datteren Rie den følgende dag har set Mulle og to af
hendes venner ombord på færgen Sjælland. Og disse tre er desuden set
ved rockkoncerter. Eva mener derfor, at børnene ikke længere befinder
sig i Slangerup. Hun blev ikke yderligere udspurgt.
BILAG Ordet ”Slangerup” er udeladt.----------------------
13.02.92:
Birgit
Fogh-Andersen gentager i ny båndet telefonsamtale med Eva Graungaard,
at hun ikke vil vide, hvor børnene er. (båndet samtale)- samt siger, at
Arkaden, hvor børnene nu er set, er et pænt sted.
Den båndede samtale har både været fremlagt i afskrift og er afspillet i retten
BILAG: Den båndede samtale.
14.02.92:
Birgit
Fogh-Andersen gentager endnu engang sit udsagn om, at hun
ikke ønsker at vide, hvor børnene er. (båndet
samtale)
Til politirapporten forklarer Slangerupægtefællerne, helt
opdigtet til vicekriminalassistent, Lau Friess, at Niels Lykke Nielsen
den morgen førte pigerne tidligt om morgenen ind til
lægeklinikken, fordi de skulle pakke, da de den følgende dag
skulle med lægerne til Tunis med Spies rejseselskab.
Ved senere
forklaring fra slangerupægtefællerne rettes første forklaring
til, at det kun var Mulle, som Niels Lykke Nielsen kørte ind til
lægekonsultationen den morgen tidligt for at pakke til
Spiesrejsen til Tunis.
Lægerne havde i dec. 1991 købt en rejse
til Tunis i børnenes vinterferie . Det var meningen, at Emil,
Marie, Mulle og Lisbeth skulle med.
Mulle vidste allerede den
31.1.92, da brevet om børnehjemanbringelsen kom, at rejsen ikke blev
til noget. På grund af den truende situation allerede i december
91, var der tegnet afbestillingsforsikring for alle deltagere, og
rejsen var blevet aflyst..
Hvis rejsen skulle gennemføres den
15.2, hvorfor skulle begge piger så ikke ind til lægerne den
14.2. om morgenen? Det er da ulogisk, at Niels Lykke
Nielsen kun bragte den ene pige den 14.2.92..
Når man digter sådanne
historier, så kommer man tit ind i modsigellser- Det gjorde den
kriminelle Whita Sjøsten med denne historie.
Videre forklarer slangerupparret, at Niels Lykke Nielsen har set et afbestillingsbilag.
Niels
Lykke Nielsen må have set syner for den i december 1991 planerede
rejsedag er kendt gennem alle Mulles skrivelser til offentlige
myndigheder. Og rejsen var ikke købt i Spies, men i et andet
rejseselskab.
Rejsen var ikke afbestilt den 14.2.92, men
tidligere. Den blev afbestilt samme dag, lægerne fik besked på, at
børnene Lisbeth og Mulle skulle på børnehjem.- Den 3.2.1992. Der
eksisterer ikke "afbestillingsbilag" på rejser.
16.02.92:
Videre
fortæller slangerupparret: " Eva Graungaard ringer til slangerupparret
og siger undskyld for at Lisbeth ikke blev hentet. - Dette
betegnes af EG som usandt og opdigtet..
17.02.92:
Til
politiet fortæller slangerupparret, at læge Georg Somogyi denne dag kom
til Slangerup og hentede barnet Lisbeth. Dette benægtes pure af Georg
Somogyi, der intet har med denne sag at gøre, og slet ikke kender
slangeruparret.
Iøvrigt siger læge Georg Somogyi, at han den dag
sad andetsteds fra kl. ca 12 til godt 15.- hvilket blev efterundersøgt
af politiet - og udtalelsen derfor afsløret som opspind og
sigtelsen frafaldet. Og Slangerupparret blev dermed afsløret som
løgnere af politiet.
.
19.02.92:
Rektor Inger Bek kommer til
lægernes private bolig og har en gave med til Eva Graungaard to
bøger, "Tre breve om krigen og freden" af Einstein, Freud og Niels Bohr
samt Nørretranders "Mærk Verden" Hun spiser smørrebrød og drikker
kaffe. Og beder lægerne ophøre med at lede efter børnene, fordi hun
taler med borgmesteren, som ordner sagen.
BILAG: Inger Beks brev, der hun havde skrevet og vedlagt gaven, hun kom med...
Flere
gange har rektor Bek været i lægernes lejlighed på Godthåbsvej 32 A på
Frederiksberg. Hun har den 27.2.92- dagen før Gederapporten blev
produceret været i vort hjem-spist smørrebrød den sammen med med
lægerne og deres søn, læge Ben Kristian. Og når hun siger i retten og i
politirapporten, at hun ikke kender os privat lyver hun direkte.
Politirapporten og vidneudsagnet i retten, der beviser, rektor Inger Bek lyver.
20.02.92:
TV-optagelse på Johannesskolen kl. 16.30 - Kanal
2 efter aftale mellem kanal 2 og rektor Inger Bek,. Bek har på skolen bedt os om at komme og være til stede
Børnene
træffes mod al forventning kl 16.15 spadserende i umiddelbar nærhed af
Johannesskolen - se kommentaren under datoen den 26.02.92. Inger
Bek stod selv i et af skolens vinduer og vinkede til børnene.
20.2.1992:
Socialdirektør
Bjarne Busk og vicesocialdirektør Anders Jensen sender skrivelse
med direkte usandt indhold til Den Danske Lægeforening i den tydelige
hensigt at tage bestallingen som læge fra Eva Graungaard.
I brevet
anklages Eva Graungaard urigtigt for både ikke at have brudt sin
tavshedspligt og for at have brudt sin tavshedspligt, samtidig med, at
disse herrer fra socialforvaltningen til denne lægeforening, som alle
læger, der arbejder i Danmark, skal være medlem af og er afhængig af,
og som læger kan ekskluderes af og dermed miste deres levebrød,
direkte i strid med sandheden, at optrinnet med de to udsendinge fra
socialforvaltningen, hjemmehos'en Erik Havgaard og en dame, der
udgav sig for kommunens advokat, Anne Marie Jørgensen, foregik i lægens
private hjem og ikke lige midt i konsultationstiden i lægernes
venteværelse-
Og usandt oplyste lægeforeningen
om, at lægen på det tidspunkt var plejemor for Mette Haugaard-Hansens
børn - Et plejeforhold kommunen selv hævdede at have ophævet allerede
den 3.2.1992.
Selve optrinnet blev, som allerede nævnt,
overværet af samtlige patienter i venteværelset, deriblandt af
redaktør Harly Foged. Det blev filmet på video og optaget på
bånd,.
Ligesom der af Harly Foged, der blev bedt om at legitimere
sig, blev fremvist pressekort med navn og adresse, som
deputationen fra Frederiksberg kommune noterede ned .
Harly Foged tog billeder af det provokerende par fra kommunen.
Af disse billeder fremgår det tydeligt, at optrinnnet foregår midt i lægernes venteværelse.
BILAG: Klagen og billedet af de to fra Frederiksberg kommune stående lige midt i lægernes venteværelse..
:.
LOVBRUD OG PROCEDUREFEJL I SAGEN:
…………………………………………………...
Dato
Lovbrud.
I:
Ca.
2 år senere blev denne plejetilladelse ulovligt inddraget af et
sammenrend af lægernes fjender, ved et møde på kommunekontoret.
Socialudvalgsformanden, Birgit Fogh-Andersen var med til dette møde.
Ifølge eget udsagn senere på båndet telefonsamtale med læge Graungaard,
som har været fremlagt i retten, stemte hun imod fjernelsen af børnene
fra lægerne. Men en sådan beslutning skal ifølge vore sociale
love forelægges Børne og Unge-udvalget for at have gyldighed.- DETTE
SKETE ALDRIG.
Hvilket også var årsagen til at lægerne tilsidst i 1999 blev frikendt.
BILAG
II:
Politianmeldelsen
er ifølge båndet telefonsamtale mellem mellem læge Eva Graungaard og
den øverste på Frederiksberg socialforvaltning, Birgit Fogh- Andersen,
hvor Birgith Fogh Andersen siger, at politianmeldelsen er sket ved en
privat middag, hvor hun havde politimesteren på Frederiksberg til
bords. I retten har socialudvalgsformanden vedkendt, at det er hendes
stemme
BILAG Båndet og udskriftet deraf.
III:
De tre hemmelige retsmøder
IV:
Retsmødet den 18.3.1992.
Afhentedes
klasselærer, overlærer Lise Kjær Rasmussen til afhøring i retten, uden
at hverken læge Graungaard eller hendes advokat var underrettet
derom.---
BILAG
Retsbogsudskriftet.
V:
samtlige razziaer. Flere ulovlige
Sammen
med Frederiksberg politi, og sagsbehandlere fra Frederiksberg kommune,
der kom ud på de mange razzier og til lægepraksisen i Rødovre- selv om
Frederiksberg politi intet har med en lægepraksis i Rødovre at gøre-
Det SKAL være Rødovre politi blev der bl. a. produceret en
opdigtet Gedehistorie, i hensigt at tage bestallingen fra
læge Eva Graungaard.
BILAG:
VI:
Ligeledes i hensigt at
tage bestallingen fra læge Eva Graungaard blev der sendt en klage til
Den Almindelige Danske Lægeforening, som denne lægeforening afviste, da
denne klage viste sig at være usand.
produceret et falskt vidnesbyrd, fremsat af en efter aftale med
Frederiksberg
kommune og i selve retten bevist var falsk- men menedersken blev ikke
tiltalt, og de stakkels børn blev kastet rundt i systemet- Og
levede dereter ca. 2 år under jorden i Frederiksberg narkokvarter
BILAG
VII:
Anmeldelsen af Frederiksberg kommune for at have forsømt dens tilsynspligt og omsorgssvigt.
VIII:
Kommunen
har forsømt dens tilsynspligt. Ladet børnene gå for lud og kold
vind. Kommunen har forsømt dens tilsynspligt.- direkte lukket øjnene
for børnemishandling.
Det yngste barn, Lisbeth var født HIV positiv, hvilket kommunen var vidende om.
uden tilsyn- og uden en hel tand i munden alle tænder var fuldstændig nedcarierede smerter- ketogan
Alle børnene har været alene under moderens fængslinger henvist til at stjæle til føden, og udeblive fra skolen.
”Der er ikke nogen der ved, hvor dårligt vi har haft det,”
Hun
havde skulket fra skolen i mange måneder før vi i påsken hentede
børnene efter aftale med moderen, som vi måtte hasteindlægge med
blodforgiftning på hospital.
BILAG
IX:
Retten nægtede at afhøre vidner, som lægerne og ders advokater begærede.
X:
Kommunen
har makuleret alle de sagsakter fra den dag børnene forsvandt den 3.2
1992 til den dag disse igen kom til veje den 27.3.1992.
XI:
Dommeren
nægtede at afhøre en jounalist og redaktør, der vidste,
hvor børnene var, og som kom ind i retten og sagde. Fru dommer, Jeg ved
hvor børnene bliver gemt. Det ved lægerne ikke og det kan lægerne ikke
vide.
Allerede ved første retsmøde den 18.3 92, i
Grundløvsforhøret blev min mand, der kun har tjent penge til
børnene og hjulpet og elsket disse på lige for med vore egne børn, han
blev af dommeren spurgt om, hvor vi havde været på sygebesøg hos
børnene, fordi den 14-årige truede med selvmord, hvis de ikke måtte
komme hjem til os. Han sagde højt og tydeligt, AT DET VAR I SLANGERUP;
VI VAR PÅ SYGEBESØG HOS BØRNENE.
Politi og dommerne gjorde intet
XII:
Lægerne
blev fængslet udelukkende på en ménéderskes falske vidnesbyrd, at hun
havde at hun godt kendte børnene og havde set dem på trappen og talt
med dem. Lægerne flyttede først ind på Sankt Nikolajvej den 15.2.1992-
og den søn, der kørte bilen, som af hende
beskrives----, var i Miami på det tidspunkt sammen med sin kone.- Dette
synes at have været grunden til lovbruddet, at denne ménéderske ialdrig
måtte afhøres i retten under påhør af læge Graungaard, selv om
dette blev begæret at begge lægers forsvarer, og konstant senere
ved samtlige retsmøder blev begæret.
Denne dame, hvis ménéd blev
afsløret i retten flere år efter vores fængsling, blev ganske vist
afhørt den 18.3 under grundlovsforhøret af læge Karl Somogyi, Eva
Graungaards mand, men denne læge Somogyi, havde et blodtryk langt over
200, og han havde haft 2 blodpropper i hjernen, og var så fortumlet, at
han næsten intet kunne sig.
Eva Graungaard var ikke til stede . Hun
var af politiet under udrykning kørt til Frederiksberg hospital og lå
med ilt på intensiv afdeling der.
På grund af politiets ( vicekriminalassistent Lau Fries) mishandling
Hun blev dømt in absentia.
Da
læge Graungaard senere kom i grundlovsforhør den…. Blev Madskribentens
politianmeldelse og vidnesbyrd i retten læst op for mig. Eva
Graungaard kunne øjeblikkeligt høre, at hendes løgne var meget let at
modgå, da det var helt oplagt at hun . Og læge graungaard forlangte
satraks, at dette vidne blev afhørt i retten under hendes påhør. Det
samme forlangte desuden hendes advokat Jytte Thorbek og mandens
advokat, der også var til stede.
Det var Eva Graungaards ret ifølge loven.
Men
dommeren afviste bare og dømte Eva Graungaard til fængsel i isolation.
Eva Graungaard havde en meget alvorlig diabetes, hjertesygdom.
Og som nævnt mindreårige egne børn i hjemmet.
Dagbladet,
Politken skrev i en artikkel den---. Alder, sygdom og mindreårige børn
i hjemmet hjalp den ikke. De forblev i fængsel i isolation.
- uden kendskab til, hvad der skete med de børnene i hjemmet, lægepraksis m.m.
XIII:
Frederiksberg
politi havde afspærret hele Voldumvej i begge retninger, og den ene
politibil kom efter den anden. Der kom også fotografer
Ved
anholdelsen blev EG slået så hårdt ind i mellemgulvet, at hun sank om,
og måtte bæres ud i en af de mange politibiler og lagt i bunden af en
politikaddevogn, og kørt til intensiv afdeling på Frederiksberg
sygehus, til trods for, at en så dårlig patient, der skal
indlægges under udrykning skal indlægges på det nærmeste hospital- og
ikke på Frederiksberg hospital.
Men det nærmeste hospital samarbejdede med lægerne Graungaard dagligt, så dertil turde politiet ikke køre.
Alle på vejen og familiens voksne børn, forlangte, at e Falk skulle køre en så syg patient- men det blæste politiet på.
XIV:
Det
var politi fra Frederiksberg, der så talstærkt og så brutalt kom ud i
lægepraksissen i Rødovre- Politi fra Frederiksberg har INTET med en
lægepraksis i Rødovre at gøre.- Det skal være politi fra Rødovre.
XV :
Tenditiøs fejl i retsbogstilførslent efter grundlovsforhøret af læge Karl Somogyi:.
Dommer
Dorthe Sylvest Nielsen ” glemte” at skrive i retsbogen, at vidnet
den 18.3.199992 under grundlovsforhøret af læge Somogyi i retten
sagde, at hun flere gange havde været i telefonisk kontakt med
socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen, som vidnet kendte gennem
vælgerforeningen.
Der var også tilsyneladende glemt, at samme falske vidne har fået en TV udsendelse aflyst efter aftale med ----
BILAG.
XVI: pos barn.
Boligen-
ulovlig. Den blev hurtigt blev revet ned- efter at læge
Graungaard havde anmeldt kommunen.. Det skete allerede i 1992.
Bilag.
II
# hemmelige retsmøder, hvor hverken Eva Graungaard eller hendes advokat
blev indkaldt. Tværtimod blev indskærpet, at den anklagedes advokat
ikke måtte adviseres- altså retsmøder i retssalen på Frederiksberg med
politi og dommer og kommune alene uden hverken anklagede eller hendes
advokat.
XVII:
Den …. 2002 indrømmede den nye borgmester på
Frederiksberg Rådhus i brev til advokat Hans Helmer Jensen,, at det var
kommunen, der betalte Gederapportens opdigter, overassistent ved
familieafdelingen, Dorte Hendriksen --- , som efter den ondskabsfulde
og usande Gederapport, der blev sendt til---- og som af
Frederiksberg kommune blev nægtet at vidne i retten,
trods begæring derom og som derefter avancerede til fuldmægtig
ved familieafdelingen på Frederiksberg Rådhus, at det var Frederiksberg
kommune, altså Frederiksbergborgerne, der betalte hendes
retsomkostninger.
Overassistenten ved Frederiksberg
kommune ”opfandt en levende ged, der stod og havde afføring i et
konsultationsværelse, hvor både hun og syge patienter var til stede.
Sådant kan et normalt menneske ikke finde på.
Den sindssyge
rapport blev sendt af Frederiksberg kommune bl. andet
til:
1. Samtlige medlemmer af Folketingets sociale udvalg, for
at
sværte
lægerne,
2. Til embedslægerne for at tage lægernes levebrød fra disse
Ikke dessto mindre forfremmes hun fra overassistent til fuldmægtig ved Frederiksberg kommunes familieafdeling.
Til il journalister.
Blandt
andet blev den sendt til ménédersken, madskribenten, Grethe Schack
Nielsen., der flittigt. brugte denne Gederapport til I SAMARBEJDE
MED SOCIALFORVALTNINGEN PÅ FREDERIKSBERG til at få standset et allerede
optaget program om sagen med de implicerede parter i programmet
TV-programmet: Elevatoren, sooå dette program udgik i sidste
øjeblik. Til læge Graungaard blev sagt: ”Programmet er standset, fordi
der er kommet så meget frem om svineri i jeres lægepraksis, om en ged I
har der”
BILAG:
Dette bilag var ”forsvundet”, makuleret i
Fredrikssberg rådhus. Dette er helt ulovligt. Men lægerne er kommet i
besiddelse af sagsaktet gennem den biologiske mor, Mette Haugaard
Hansen.
Ménédersken Grethe Schack Nielsen brugte også
rapporten, da hun ringede til TV Kanal 2 i forsøg på at få standset
deres udsendelser vedrørende sagen jf. udskriftet fra samtalen mellem
Schack Nielsen og TV-programmet Kanal 2.
BILAG
Lægerne er
kommet i besiddelse af rapporten gennem Bujetråd Mogens Camre, og
Arne Melchior, der var folkevalgt og var medlemmer af
vort Folketingder begge har fået denne tilsendt
Nægtes af borgmesteren at måtte vidne i sagen,
Og Frederiksberg kommune betaler hendes retsomkostninger, og betaler de 5000 kr, hun accepterer at betale..
Hvilket efterlader overbevisning om, at ALT har været bestilt arbejde fra myndighedernes side.
Først i maj 1999 blev lægerne i Landsretten frifundet,
Lægerne
måtte lide den tort, som praktiserende læge, ikke blot at være sigtet
som kriminelle i godt 7 år. Og finde sig i, at blive hængt ud i alle
store dagblade som kriminelle. Politiken skrev bl. a. den ………en
artikkel med overskriften: Arbejde, alder, sygdom og mindreårige børn i
hjemmet hjalp dem ikke. De blev fortsat fængslet i isolation
BILAG
Da
lægerne så efter 9 lange år med det ene mere groteske retsmøde og
avisartikkel efter det andet så endeligt blev frifundet og bad om en
rimelig erstatning, for ærekrænkelse, tort oh helbredsforringelse, blev
dette afslået med den helt urigtige begrundelse: At de selv havde givet
anlednig til den umenneskelige behandling ærekrænkelse, indtægtstab,
totur som nær havde kostet dem livet.
De ville jo blot hjælpe den syge mor i nød, sagde de i retten..
Den syge mor skrev senere til lægerne, at hun var blevet BRUGT mod disse af Frederiksberg kommune.
Denne mor har nu i 18 år været tilskrevet lægernes lægekonsultation- hun er stadigt deres patient.
Mette Haugaards børn, som var i pleje hos lægerne nåede aldrig de mål de havde sat sig.tværtimod.
BILAG
Avisartiklen i dagbladet Jyllandposten
Da
de endeligt var blevet frikendt og bad om en rimelig erstatning, fik
de bare afslag derpå, med den urigtige begrundelse. At de selv
havde givet anledning til alt det onde der var overgået dem og
deres familie.
Dr. Somogyi blev aldrig mere rigtig rask. Det samme for læge Graungaard
Og så blev de dømt til at betale sagsomkostningerne. Hvorefter de skal betale til Frederiksberg politi 100o kr. hver måned-
Lægerne er født hhv. i 1925 0g 1928S
Læge
Eva Graungaard har været kendt i mange sammenhænge. Hun har tidligere
indgivet anmeldelse til Menneskerettighedskommissionen vedr.
sindelagskontrol, der udførtes på Københavns Rigshospital, hvor
danmark blev dømt. Hun har hun fået tilkendt Albert Schweitzer prisen,
Dag Hammarskjølds fredspris og mange andre internationale priser.
Hun har Folketingets skattefrie hædersgave som hun løbende får resten
af hendes liv. Ikke mindst har hun adopteret 6 børn, hvor de fleste er
handicappede. Det tror jeg glæder hende mest. Det sidste barn
adopterede ægteparret Graungaard og Somogyi, da de var hhv. 64 og 67 år
gamle. Dette barn Marie er lige blevet student. Hun har udgivet bøger
Og fik til sidst bøde efter den
3.
-----------------
Det tog mere end 6 uger før kommunen kom ud til os efter at moderen var blevet indlagt. Trods konstante anmodninger derom.
Vi havde selv 12 børn og fik pludseligt 3 ekstra børn.
III
Da
vi i forvejen havde 12 egne børn og ikke længere var helt unge, bad vi
straks kommunen om at være os behjælpelig med at skaffe et yngre
plejeforældre par.
BILAG
Volden i lægepraksis udøvet af vicekriminalassistent Lau Fries
BILAG
XIV
Volden i politibilen.
XV
Det nedværdigende behandling i Vestre fængsel
Hvor Eva Graungaard blev klædt nøjen - sat i fuldstændig isolation og låst inde på toilettet.
XVI
Volden på Hvidovre hospital
BILAG
Fotos.
XVII
Volden i politibilen
XVII
Volden under Frederiksberg politistation. Eva Graungaard måtte bæres op og ned af trapperne til retssalen
Det
ældste barn, Maria på 15 år fandt vi på en politistation, hvor
det sad til afhøring efter en lang række mindre kriminaliteter.
Hende fik vi også med os hjem, også hun fik sit eget værelse og også
hun blev kørt frem og tilbage til sin skole. Men hun var desværre
allerede infiltreret i Frederiksbergs narkoverden. Hun løb ude om
natten, skulle konstant have penge, store summer. Eller ville hun blive
slået ned, sagde hun.
Vi søgte og fik hende anbragt på en efterskole, efter at have haft hende i 6 måneder.
Det var umuligt at finde et plejehjem til narkobørn fra en berygtet narkoman., sagde en af kommunens ansatte.
Og
de to små børn knyttede sig øjeblikkeligt til os og vore børn. De
to yngste børn blev allerede dagen efter, at vi havde overtaget
dem sat i den nærmeste skole Rødovre skole, som lå meget tæt ved
lægekonsultationen for at vi selv om vi arbejdede hver dag kunne have
kontrol med situationen. Vi bragte og hentede børnene dagligt- og det
gik disse utroligt godt i denne skole
Bilag.- se skoleudtalelserne fra Rødovre skole.
Da
børnene straks uden opfordring kaldte os far og mor. og i skolen
sagde de hed Graungaard Somogyi, og kommunen IKKE reagerede på vores
anmodning om et yngre plejehjem, blev vi ligeså glade for børnene som
de for os, og vi kunne ikke andet end at acceptere, at vi havde fået 3
børn ekstra.
Og da der var gået 5 måneder og vi
dagligt havde bragt og hentet alle
tre
børn til og fra deres respektive skoler. De små til og fra
Rødovre skole-
og
den store til og fra en skole: Vi Ka Sku” havde vi indset:
Den store pige Maria
De
to små var tilsyneladende kommet for at blive, og da vi ikke kunne
have to slags børn, hvorfra vi Mulle og Lisbeth i indmendte
børnene i samme private skole, som vores egene børn gik i,
Johannesskolen. I denne skole gjorde børnene yderligere store og
utrolige fremskridt, Den store blev elevrådsformand. Hun ville være
student og senere advokat. Den lille ville være sygeplejerske. Begge
blev afholdt af både lærere, klasselærere og kammerater
Se skoleudtalelserne.
Men i ethvert paradis er der en slange.
Uheldigvis
for hele vores familie havde skolens rektor, Inger Bek, ifølge eget
udsagn ”nogle meget nære venner i Slangerup, som hun stod i
taknemmelighedsgæld til.--- Å det var en skam”
Jf: hendes udtalelser på bånd.
BILAG:
Disse
mennesker, som er rektor Beks nære venner, havde bygget et nyt hus i
Slangerup, og var i økonomisk knibe ifølge Inger Bek. Ifølge
Slangerupfolkenes udsagn ved et møde i Slangerup Inger Bek snakker med
kommunen- og børnene skal fratages os og gives til hendes nære bekendte
og----familien Lykke Nielsen og Whita Buck---Til trods for, at vi
på det tidspunkt- efter at vi havde haft børnene i næsten 2 år.-
efter at det var gået dem så godt- og efter at vi ikke alene havde fået
plejetildelsen og denne til og med var stadsfæstet i DEN SOCIALE
ANKESTYRELSE.
Bevidnet i retten af Mogens …………
Vi fik
Dato
II Helt ulovligt
bestemte
et sammenrend af vore fjender i Frederiksberg kommune, at nu
skulle børnene fjernes fra os, for at komme på børnehjem- Det har denne
sammenrend ingen som helst lovlig kompetence til. Det skal ifølge dansk
sociallov, være Børne- og ungeudvalget, der udelukkende har kompetence
til at bestemme sligt.
det var derefter ifølge af mange
bevidnet udtalelse fra Slangerupfolkene, at Disse skulle søge om
at få plejetilladelsen, hvilket de af 100 % sikre på, fordi Inger Bek,
som den store pædagog, hun var ville anbefale dette- og dermed ville de
kunne få en høj plejeløn og redde deres betrængte økonomi.
Deriblandt meget kendte fol . Buget rås, læger- overlæge, advokat osv.
Camres, Torben Ishøjs, advokat Hans Helmer Jensen vidnesbyrd i retten
Den ulykkelige Mulle beder sig fri fra skolen den dag, hvor hun og lillesøsteren skulle møde på børnehjemmet. Hun går ---
Vores lægesekretær fortæller i retten under vidneansvar.--------------Da hun kommer hjem beretter vores lægesekretær i retten
Slangerup ringer til
Børnene som kender
Dagen derpå fortæller lægesekretæren, hvad der er sket
Selvmordstruslerne.
Tidligere forsøgt flere gange- og senere efter fjernelsen fra os også
forsøgt. Hun kom ind på hospitalet en nat, hvor BK havde vagt.
Sygebesøgene i Slangerup
Besøgene af rektor Bek.
Besøget på Godthåbsvej af rektor bek.
Dato.- Razzia i vor lægepraksis- og helt ulovligt flere andre steder.
Retsbogsudskrifterne.
En
veninde til Birgit Fogh Andersen, der var den på
socialforvaltningen på Frederiksberg Rådhus, en tidligere Rådmand
og oldermand, der boede som nabo til os i en lejlighed, som vi flyttede
ind i den 15.februar 1992 og som vi havde fået fordi vi nu pludseligt
var endnu flere hjemmeboende børn. Vi kom fra en lejlighed på
Godthåbsvej 32a på Frederiksberg. Hun sagde i radioen
Hun kom
efter aftale med socialforvaltningen at hun var vred over, at vi havde
fået den lejlighed ved siden af hende, fordi hun ville have en anden
skulle have den lejlighed .
Hun fik os i fængsel på et falsk vidnesbyrd til politi og i retten
Som myndighederne godt kunne se var direkte falsk- idet …
BILAG