Rødovre den                                                 5/9 2003



Under udarbejdelsen af en klage til Den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, ser jeg, at der mangler sagsakter i sag , ført ved Østre landsret : S- 3689 –94.
Ved tidligere henvendelser har jeg fået besked på, at de danske myndigheder, mod gældende regler, har makuleret en del af sagsakterne. Jeg kan kun opfatte dette som et klodset forsøg på at tilsløre sagens forudsætninger og substans og derved forhindre mig i at fremføre en klage over Danmarks retssystem ved Den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strassbourg. Ved et tilfælde er jeg kommet i besiddelse af flere sagsakter, som er benyttet i omtalt sag. Dette beviser, at disse sagsakter faktisk har eksisteret.  Hvis man nægter at udlevere alle  sagsakter, vil jeg blive yderligere bestyrket i mine argumenter mod Danmark ved Domstolen.

                                                                                             Rødovre den 5/9 2003
 
                                                                                           Eva Graungaard
                                                                                             Voldumvej 22
                                                                                             2610 Rødovre

GEDESAGEN.

1.Danmark og danske retstilstande.

Ikke nogetat være stolt over.

”Gedesagen”, kaldte den danske befolkning denne korruptionssag.
” Graungaard sagen” er Frederiksberg kommunes navn på denne sag.

Sagen blev udelukkende ført for at ramme læge Eva Graungaard, der var yderst kritisk over for det danske systems forbrydelser og offentliggjorde disse, og som var international kendt. Så tog man den rare mand med. Mitgegangen, mitgefangen og mitgehangen., sagde man i Østrig, da sagen blev kendt der.

Ang. Dom ved Østre Landsret, afsagt den 11/5 2003.  5. afd.  A.s. nr.  S – 3689 – 94.
……………………………………………………………………………………………..
                                                                                                                                                 

Ifølge  Østre Landsrets dom af 11.5.1999, har Eva Graungaard og Karl Somogyi været tiltalt for overtrædelse af  dengang gældende § 23 og § 24. I nævnte § 23 er højeste straf kun i  særlige alvorlige tilfælde fængsel i indtil 2 år, men under formildende omstændigheder bøde. Overtrædelse af § 24 kan højst medføre bøde.

Ifølge anklageskriftet i marts 1992 blev lægerne tiltalt efter straffelovens § 215 og bistandslovens  23

Argumentet for varetægtsfængsling som  indledende skridt i en sådan sag, hvori der hverken er faldet tilståelse eller ført bevis, kan ikke motivere et så drastisk skridt som varetægtsfængsling i isolation.
Det kan ikke undskyldes, at anklagemyndigheden dengang fejlagtigt anvendte § 762 stk. 1 , nr 3, § 770 a, subsidiært § 760 i retsplejeloven. Senere blev anklagen udvidet for begge in solidum til straffelovens § 215.

En forkert sigtelse (eller en forkert anklage), hvor tåbelig den end er, er i Danmark ikke ansvarspådragende for anklagemyndigheden, og forpligter derfor ikke. Derfor må  en senere domstol tage stilling til den skade, som en fejlagtig anklage medfører for en sigtet. Ellers kunne enhver bliver anklaget for hvad som helst, uden at han/hun senere kunne få erstatning. Når Østre landsret tilslutter sig Københavns byrets bevisresultat og alligevel godtager at anklagemyndigheden nu kun henviser til den daværende bistandslovs §§ 23 og 24, er selve denne anklage en klar underkendelse af den først fremsatte anklage. Det skal bemærkes, at anklagen §23 ikke har været fremsat i Københavns byret, ikke er blevet nævnt i dommen og derfor ikke har kunnet appelleres.
Anklagen for de tiltalte medførte 10 dages fængsling i isolation, tab af omdømme i samfundet og tab af anerkendelse som læger over for deres patienter. Desuden ransagninger af deres hjem, samt ransagning af børns, venners og naboers hjem.  Ved disse ransagninger blev de tiltaltes personlige ejendele, som var uden materiel værdi, fjernet. Det var bevismaterialer i form af familiebilleder, båndoptagelser, videooptagelser, sagsakter etc, som de behøvede for at kunne forsvare sig i retssagen. Derved forhindrede myndighederne en retfærdig rettergang, hvilket er en overtrædelse af menneskerettighederne. Desuden blev der fjernet fotos, manuskripter, endog billeder blev revet ned fra væggene. Der blev ikke afleveret en liste over de fjernede genstande.  Disse blev uden varsel bortsolgt eller makuleret.
Heller ikke denne oplysning er helt korrekt, idet en forsvarsadvokat fandt sagsakter på statsadvokatens kontor, skønt de enten burde være brændt eller opbevaret i den dertil indrettede kosterkælder.
Disse sidst omtalte, personlige effekter som manuskripter, familiefotos etc. var uden betydning for anklagemyndigheden. Der var ingen retslig eller menneskelig grund til med forsæt at ødelægge papirer og fotos, som var af meget stor affektionsværdi for begge de tiltalte. Det kan kun være udslag af myndighedernes ønske om at gøre dem fortræd som en form for selvtægt.
Østre landsrets dom afviser desuden vidneudsagn, som er aflagt i retten af hæderlige og ikke tidligere straffede personer og godtager  vidneudsagn, af folk, der  tidligere er blevet dmt for bedrageri og idømt ubetinget fængselsstraf derfor og fra folk, som i retten er afsløret som løgnere.og hvis vidnesbyrd i retten  er påvist som usande.  I dommen lægger man til grund for påstanden om, at Eva Graungaard  og Karl Somogyi skulle have tilskyndet eller hjulpet et barn, anbragt uden for hjemmet, til at undvige eller holdt barnet skjult, at plejetilladelse for de tiltalte skulle være ophørt den 31/1 1992, hvilket blev.  Dette er ikke korrekt, idet plejetilladelsen ikke blev ophævet efter loven fra denne dato, hvad der også var erkendt i retsforhandlingerne, og derfor ikke kunne være retten ubekendt.
Dermed falder hele grundlaget for anklagen bort. Det kan ikke have gyldighed i en bevisførelse, at anklagemyndigheden tror, antager eller formoder, at myndighederne fejlagtigt mente, at plejetilladelsen fra den 31/1 var ophævet.                                                          
Dermed forsvinder også påstanden om , at de tiltalte selv var skyld i fængsling, ransagninger, bortsalg af nogle ejendele og destruktion af andre så som bevismateriale, personlige papirer, kostbare manuskripter etc.
Dermed må Eva Graungaard og Karl Somogyi fastholde kravet en erstatning.

Ligeledes  kan det ikke undgå opmærksomheden, at bortforklaringen for frifindelsen  i dommen af 11.5.1999 sker ved at henvise til bistandslovens § 23, (som kun angår bødestraf), som fritager retten for at tage stilling til hele sagens forløb, idet dommen i realiteten lægger ansvaret for hele den forkludrede sag på  en ”rettergangsfejl” med ordene: ”Som anklageskriftet er formuleret, finder landsretten ikke grundlag for at domfælde de tiltalte efter denne bestemmelse”. Det betyder, at anklageren ikke har gjort sit arbejde ordentligt. Som tidligere nævnt burde en forkert og tåbelig anklage være ansvarspådragende for anklageren.
Mon sagens anklager er draget til ansvar?
Lægerne blev desuden anklaget for  § 215 i straffeloven. Dette forhold nævnes slet ikke i dommen.
 ”Lov er lov og skal holdes”  § 24  er samme sagsområde. Men ikke medtaget i anklagen, og kan derfor ikke appelleres.  Lægerne kan hverken blive dømt eller frikednt for noget de ikke er anklaget for.   

”Med lov skal man land bygge”  Dermed er deres frikendelse også meningsløs, idet de bevisligt ikke har overtrbygge”--------sludder.
Således indledes Jyske Lov fra år 1241. og dette er ethvert civiliseret lands fundament.
Og det står da også over indgangen til Københavns Byret.  Men loven efterleves ikke altid i Danmark. I dag - i året 2003, - skulle den danske retsplejelov sikre Danmarks borgere en retfærdig rettergang.
Som vores sag viser, overholder det danske retsvæsen ikke denne lov, som jo er selve retsvæsenets udgangspunkt .

Dette er grunden til, at jeg henvender mig til  menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg,  som en overordnet uvildig domstol - for at få retfærdighed i denne sag, Som har kostet danske borgere millioner af kroner, uden at myndighederne har fået noget ud af hele dette vanvid. En sag, hvor der har været  mere end ------- retsmøder, deriblandt hemmelige retsmøder, med kendelsen, at hverken vi eller vores advokat må underrettes.
Jeg henvender mig til menneskerettighedsdomstolen, ikke kun for min egen skyld- men også for de tusinder andre af Danmarks borgeres skyld, som  lider under et vilkårligt retssystems overgreb.




FORHISTORIEN:

Komplottet.
Frederiksberg kommune havde negative følelser i forhold til mig, bl. a. fordi jeg har været meget kritisk først og fremmest i forhold til kommunens børnepolitik. Jeg har for eksempel givet udtryk for, at Kommunen havde gjort sig skyldig i forældres selvmord på grund af kommunens tvangsfjernelser af deres børn..


Påsken 1990.
I påsken 1990 blev jeg tilkaldt på sygebesøg hos en mor, fru Mette Haugaard Hansen, Henrik Ipsensvej … på Frederiksberg.
Mette Haugaard  Hansen,  der havde været tilmeldt min lægekonsultation som min patient siden 1985. Hun var prostitueret og narkoman og HIV-positiv allerede i 1985, hvor hun blev min patient og kom på vedligeholdelsesbehandling med metadon. Hun er fortsat min patient. Den dag i påsken, hvor vi kom på sygebesøg, måtte vi akut indlægge fru Haugaard Hansen. Efter et fejlfix i lysken var hun blevet højfebril og meget syg.
Hun bad os meget indtrængende om at tage hendes 3 yngste børn med os hjem og give dem noget at spise.- Det gjorde  vi.
Fru Mette Haugaard Hansen var alene med 4 biologiske børn og  et plejebarn. Hendes fraskilte mand var  også narkoman og også HIV positiv og meget kriminel.   Han havde siddet i fængsel i alt i  11 år- og sad i fængsel.. 

Plejebarnet, Anders  var også HIV-positiv- Han beskyldte plejemoderen fru Mette Haugaard Hansen for at have smittet ham med HIV ved at sprøjte ham i halsen med heroin  og brugt en af hendes egne brugte sprøjter. Han døde i 1991, siddende med en sprøjte i halsen i hendes lejlighed, mens børnene Mulle og Lisbeth var hos os.

Endelig var også det yngste barn,
Lisbeth  HIV-positiv,
og levede sammen med moderen og søskende under ubeskrivelige dårlige forhold.
Mette Haugaard Hansen fortalte, at Frederiksberg kommune betalte hende 14 kr og 75 øre pr. dag for at have plejebarnet, Anders, der biologisk var hendes lillebror, og som hun fik im pleje, da han var 11 år..
De var alle mine patienter. Plejebarnet døde i 1991 i AIDS. Faderen døde i 1992 i AIDS.
Bilag.

De 5 børn har haft en forfærdende  barndom, de boede således i et saneringsmoden lejlighed uden opvarmningsmulighed, da moderen i påsken blev meget syg af et fejlfix i lysken og tilkaldte os. Vi indlagde øjeblikkeligt den syge mor på frederiksberg hospital. Da man ikke mente, at hun ville overleve, blev hun derfra overflyttet til Rigshospitalet.  og måtte højfebril akut indlægges og de var alene og henvist til at stjæle til føden, når moderen sad i fængsel.
Tre gange under sådanne forhold, har jeg sendt min sekretær ind på politistationen
og betalt hendes bøder, for at få moderen hjem til sine børn.
Bilag:
Børnenes situation før de kom til os.
Børnenes situation mens de var hos os.
Børnenes situation efter at de er blevet frataget os.

Vi var hhv 61 og 64 år, og begge fuldt beskæftihget som praktiserende læger og  havde selv 12 egne børn, hvoraf det yngste Marie kun var 6 år. Samme alder som det HIV-positive barn Lisbeth Haugaard Hansen.

Bilag 1:For meget med tre ekstra børn- Vi har i forvejen 12 børn, hvoraf de yngste dengang kun var 6 år og gik i børnehaveklassen.- Vi var hhv. 61 og 64 år, og begge fuldbeskæftiget som praktiserende læger.

Bilag:  brevet til sagsbehandler Kåsgård på Frederiksberg kommune..

Frederiksberg kommune havde meget negative følelser mod mig. Jeg har rejst så mange alvorlige ananklager mod kommunen for dens børnepolitik og anklaget kommunen  for skyldig i ulykkelige forældres selvmord.

Men Frederiksberg kommune havde ingen mulighed for at få disse børn anbragt andet steds. Dels var det moderens bestemte ønske og moderen , der selv havde anbrasgt disse hos os.- og dels kunne den ikke få et HIV-positivt barn anbragt andet sted.

 

Da vores egen datter gik på den private gymnasieskole, johannesskolen, og  vi tale meget med rektoren der, Inger Bek, som straks anbefalede hendes Børnene flyttes på prøve efter anbefaling af rektor Bek til hendes gode venner i Slangerup.
Børnene flygter derfra.

Ny henvendelse til kommunen: Kommunen kan ikke finde noget hjem til børnene, fordi Lisbeth er HIV-pos.

EG beholder børnene på betingelse af, at der bliver ro omkring børnene. Dette får  hun lovning på ro omkring børnene, og tilladelse til at flytte disse i privatskole.
Bilag

EG får Maria kaldet Tulle anbragt efter sommerferien i en døgnskole- Hun stjal- hun var allerede inde i misbrug.
Jf kommunens og skolens sagsakter.

Efter sommerferien 1990 blev  børnene ,  Anne Marie og Lisbeth, som blomstrede op og blev dygtigere og mere glade for hver dag, der gik,  flyttet til den private Gymnasieskole, Johannesskolen, hvor vores egen datter, Marie gik. Mulle ville være advokat og Lisbeth sygeplejerske.
Jf: Skoleudtalelser vedr. børnene før, under og efter, at de var flyttet fra os.
Fotos.

Den biologiske mors breve.

HIV
I slutningen af 1991, hvor alt gik utroligt godt, skete der det glædelige, at Lisbeth gik over fra at være HIV pos til at blive HIV negativ.

Og nu skal børnene til rektor Inger Beks nære venner i Slangerup.

PLANEN, røbet i telefonen af en af Slangerupfolkene den Whita Sjøsten den dag vi kom ud af fængslet- 4en fredag.. Whita  Sjøsten havde været min patient, da hun boede i Rødovre. Dengang hed hun Whita Buck. Hun blev da idømt ubetinget fængselstraf for bedrageri. En fængselsstraf, som jeg med en lægeerklæring fik gjort betinget. Whita er ikke for klog. Hun fortalte, at planen var, at børnene på en eller anden måde skulle fratages os og på børnehjem, og derefter annonceres ud i dagbladene, og hun og manden skulle søge om plejetilladelsen, de boede jo langt fra narkokvarteret på Frederiksberg, og deres nære ven rektoren på Johannesskolen ville så skrive en anbefaling, så de var sikre på, at få plejetilladelsen, som de så var sikre på at få. Og så kunne de  klare sig bedre økonomisk. Men det var nødvendigt at børnene boede et tredje sted. Og Lisbeth var jo ikke HIV-pos. mere. Det var godt nok noget svineri at der var en, som havde sagt tat vi havde været sammen med pigerne på Frederiksberg, når de var hos dem i Slangerup.- Sådan forklarede Whita Sjøsten mig sagen i telefonen. Hun og manden havde desuden fået frit lejde af kommunen, sagde hun..

Hvad jeg tænkte og følte kan jeg ikke finde ord for. Men jeg havde dog åndsnærværelse nok til at invitere hende til eftermiddagskaffe hos journalist Harly Foged  den eftermiddag.
Efter at have lagt telefonrøret,r bad jeg min advokat og bad ham om at komme til journalist Harly Foged i Frederikssundom også komme og jeg ringede
Til Mogens Camre og bad også ham om at komme


 til bujetråd Mogens Camre, og bad ham om at komme. Og mogens Camre  bad rødekors lægen, Torben Ishøj  og hans kone,…..   om at tage med . Jeg for min del fik fat på nogle af vore børn , der også kom. Det var, læge Ben Kristian Graungaard, stud med. Emil Graungaard Somogyi og jeg ringede til fotograf ved TV1 Otto Jonasen og også han kom sammen med hans kone Bitten Jonasen.

De kom alle sammen samtidigt med fru Whita Sjøsten.
 
Og Harly Fogeds kone serverede kaffen og Whita Sjøsten satte sig i midten og rundt omkring hende sad så de øvrige. Jeg selv var så ophidset, at jeg forlod forsamlingen. Komplottets aftalte spil hvor man kynisk lod os sidde i fængslet vel vidende, at vi var fuldstændigt uskyldige mens de drev deres spil.
Whita Sjøsten fortalte, at børnene var inden døre hos disse i Slangerup den dag den 11.marts, og dagene op til den denne dato og dagene derefter, så Schack Nielsen kunne ikke have set os sammen med børnene den dag. ”Det var godt nok noget svineri, sagde hun. Og hun gentog, at hun skulle have børnene i pleje, at vi var forgamle, og da Mogens Camre spurgte hende om hun ikke var bange for at sige alt dette, da dette jo var strafbart, at skjule politieftersøgte børn, sagde hun Nej slet ikke for de havde fået frit Lejde af Frederiksberg kommune.
Og hun fortsatte med at fortælle, at hun og manden, da vi var kommet i Fængsel, havde anbragt børnene på en skjult adresse i Nordsjælland, som hun ikke ville sige hvor. Og hun gentog, at hun og manden personligt ikke var bange, for de habvde jo fået frit lejde, ”men Inger skal holdes udenfor”-Inger, var rektor Inger Bek.
Bilag.


Den 15.9.92. hvor et af vore børnebørn blev døbt----

Anmeldt til kommunen.-og til retten.

Politianmeldt af os og af den biologiske mor
Bilag

Mere end et år før disse to forbrydere blev afhørt.
Bilag

Ikke straffet.
Og måtte ikke afhøres i retten, ikke engang deres navne og adresser blev nævnt i retten.

Filmfotograf ved TV Svend Pedersen, adressen….., opsøgte sammen med os familien Andersen på adressen i Hørsholm. Manden kom springende ud. Svend Pedersen  filmede. Manden blev meget vred- han gentog , at de ikke kunne straffes, at den sag var forbi, og de havde fået frit lejde.
 
Denne familie, der havde spærret børnene inde havde også fået frit lejde.
---------------------------------------------


Og nu skal  samkvem met mellem  den biologiske mor og børnene ikke længere ske i vort hjem men i den biologiske mors uhumske lejlighed på Henrik Ipsensvej nr. 23.. –
 Kommunens påhit.
Jf: sagsakt.

”Alt er stjålet hos Mette” sagde Mulle, og hverken hun eller lillesøsteren ønskede at se den biologiske mors hjem mere, og nægtede på det bestemteste at komme der.

Det vil børnene ikke de vil glemme dette sted. Der sendes psykologer ud for at tale børnene til rette.
Og så kommunens sagsbehandler fru Gunhild Gundorf  ud i en taxa og træffer børnene i vort venteværelse og hun vrider armen om på Mulle, som skriger højt til at komme ud i en ventende taxa, som kører sagsbehandleren og de to børn til moderen under skrigen og råben –og gråd.
Bilag .
Protest skrivelsen til Frederiksberg kommune.

31.1.1992:
Efter, at vi har haft børnene i knapt 2 år, og det er gået utroligt godt for de to børn hos os,  kommer en deputation med en dame i spidsen, der kaldte sig jurist ud på vor arbejdsplads, lægekonsultationen i Rødovre med en skrivelse En jurist kommer ud i lægepraksis med en skrivelse.  Jeg protesterede meget skarpt, ide jeg støttet af min mand  forklarer, at beslutningen er ulovlig, idet en sådan beslutning  kun  kan tages af Børne og Unge-udvalget, der kan træffe en sådan beslutning, så budskabet ikke er lovmedholdeligt.
Et sammenrend uden kompetence.
Bilag:
Mulle og Lisbeths aktiviteter og breve  og avisartikler.

Bilag.
Bilag: 1.  Kvitteringer fra politiet for de betalte bøder.
Kritik af kommunen omsorgssvigt mod 5 børn
Politianmeldelsen af Frederiksberg kommune
Mulles brev til menneskerettighedsdomstolen

Den 31.1.1992.
Påskud: At Mulle ikke ville til samkvem hos den biologiske Mor, som hun kaldte Mette. Der havde været samkvem hvor moderen kom ud i vort venteværelse og så børnene. Mulle ville bare ikke besøge moderen i den snavsede lejlighed på Frederiksberg, hvor hun har oplevet så meget ondt og ”hvor alt var stjålet”, sagde Mulle.
Mulle vil ikke se den biologiske mor, men det skal hun lære, sagde socialudvalgsformanden.

3.2.1992 Mulle beder sig fri fra skolen  og  tager til---
jeg tager med, og lader alle patienter i den åbne konsultation mellem kl. 11 og 12 vente. Til vi kommer tilbage kl ca. 12.30

Den 3. 2. 1992: om formiddagen
Opringningen fra rektor eks nære venner i Slangerup til lægesekretæren - De vil tale med Mulle.
Helge Røpke.

Ny opringning til Mulle fra Slangerup, mens jeg er travlt i færd med at tage mig af de mange ventende patienter.

Ifølge patienterne i venteværelset havde Mulle kaldt på Lisbeth og taget hende i hånden og hurtigt forladt konsultationen.

Natten mellem den 3.2.og den 4.2.1992.
og de følgende dage i alt 3 sygebesøg.
Mulles selvmordstrusler

4.3.1992. Helge Røpke fortæller:

Alle Mulles breve
Også brevet til ombudsmanden- og til menneskerettighedsdomstolen

4.2.1992 EG ringer mindre end et døgn – 17 timer- efter at børnene havde forladt Voldumvej til den øverste indenfor børneforsorgen på Frederiksberg kommune, socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen, som er  den person, der har skrevet under på meddelelsen den 31.1.1992, .  og fortæller hende, at børnene er i Slangerup, fordi jeg vil have hende med til Slangerup og overtale børnene til at følge med til børnehjemmet for at undgå at blive afhentet af politiet, af hensyn til deres psykiske tilstand. J eg ringer til hende privat-  tidligt om morgenen før hun er kommet til rådhuset, og fortæller hende, at børnene er i Slangerup, at jeg er blevet underrettet af en lærer og øjeblikkeligt er taget til Slangerup.. Hun vil ikke med til Slangerup.
Ny samtale kl. 10 om formiddagen, der båndes. Fremlægges i retten sammen med alle de følgende samtaler med den øverst på socialafdelingen på Frederiksberg rådhus.

Bilag: Retsbogsudskriftet: jeg skal have været klar over, at den øverste på bistandskontoret ikke var i overensstemmelse med de øvrige medlemmer.
Bilag.. udskrift af båndoptagelsen af telefonsamtalen mellem mig og  den højst ansvarlige; socialudvalgsformanden, Birgit Fogh- Andersen, som blev afspillet i retten, hvor denne skriger. Eva jeg VIL ikke vide, hvor børnene er.” socialudvalgsformanden.

Børnene flyttes tilsyneladende, idet de  lader sig se flere andre steder. Bl. a. ved rockkoncerter, og i Arkaden. Og næsten dagligt kommer på skolen.
Båndet samtale.

2.3. fastelavnsmandag- Børnene slår katten af tønden

Kendte menneskers skrivelser og vidnesbyrd i retten,  medlem af folketinget Jytte Andersen, titel, Arne Melchior  Pressemøde .
2000 underskrifter.

6.3.1992

mødet mellem på kommunekontoret
nyt møde borgmesteren
Bjarne busk politianmeldelsen
Nyt Møde på borgmesterens kontor

Samarbejdet mellem Grethe Schack  Nielsen

Bilag
Alle Mogens Camres breve og vidneudsagn i retten:
Bilag
Redaktør Harly Fogeds brev, afleveret i retten
Læge Torben Ishøjs brev afleveret i retten
Osv.

Medlem af EU parlamentet, Mogens Camres skrivelse- Trin for trin

Bilag Trin for trin
Adv. Holger Lindholt
Bilag
Adv. Hans Helmer Jensens skrivelse af afleveret til retten.
Bilag

Definitionen på et komplot.

3.2.1992:   Morgenens aktiviteter. Mulle bedt sig fri og var sammen med mig, som plejemoderen  Sådan gik hele formiddagen- og alle patienterne, som havde fået kaffe- sad og ventede. EG tager sig af patienterne

EG behandler de ventende patienter. WS ringer til Mulle. Mulle får travlt hun griber derefter skoletasken og tager Lisbeth, som hun skynder på, i hånden og løber ud af praksis-døren med Lisbeth ved hånden. Helge Røpke kører bagefter. Mulle havde over for ham truet med selvmord. Han kører naturligvis i  egen bil. Han træffer børnene på Rødovrevej og tager dem op i bilen og spørger dem om, hvor de er på vej hen. De vil til skolen.

18.3.1992. Midt i vor konsultationstid kommer politiet talstærkt ud i vor lægepraksis og afspærrede Voldumvej i begge retninger, og brutalt arresterer min mand og mig, og vor voksne datter, som i håndjern lænket til den mandlige sekretær føres ud i en tredje politibil og arresteres alt sammen uden dommerkendelse. Jeg bliver slået bevidstløs, og køres under udrykning til Frederiksberg hospital og indlægges på intensiv hjerteafdeling, men min mand kommer i grundlovsforhør og bliver af dommeren spurgt  om, hvor børnene skjulte sig., hvor vi om natten, hvor vi blev kaldt på sygebesøg, fordi Mulle havde truet med selvmord. Da svarede min mand. ”Det var i Slangerup” Men det interesserede ikke hverken politi eller dommer, og vore advokaters opfordring om at undersøge dette, interesserede hverken dommer eller politi.
Bilag:  Retsbogsudskriftet.

20. 3.1993
Bilag . 2. Politianmeldelsen af Frederiksberg kommunes omsorgssvigt over for disse børn. Jeg bad om kvittering for modtagelsen hos politiet. Og fik denne kvittering. Men mere skete ikke.

Sagen mod os, min mand og mig,  gik først og fremmest ud over tre fuldstændig uskyldige børn. Derfor vil en evt.  erstatning, blive delt i tre lige store dele.  1 del til Mulle (Anne Marie Haugaard Hansen), 1 del til Lisbeth (Haugaard Hansen) og 1 del til Marie ( Graungaard Somogyi ).

I denne sag  blev der udvist en grænseløs hensynsløshed mod de stakkels børn, Mulle og Lisbeth, gik det mest ud over. Mulle, der viste sig at være meget dygtig, da hun kom under normale forhold og fik briller. Hun ville være advokat og Lisbeth sygeplejerske. Det blev de ikke-  Efter denne sag gik disse børn sammenlagt i 2 år ”under jorden” i Frederiksberg narkokvarter uden undervisning.

Sagen gik også ud over vores datter,  Marie, der dengang var 8 år, ved anholdelsen af os den 18.3.1992, måtte hun stå frysende og grædende  på Voldumvej, som var spærret  i begge retninger af en masse politibiler,  jaget ud af politiet, der var brudt ind i vores lægepraksis uden dommerkendelse ved hjælp af en låsesmed. Politiet låste døren for hende,  hvorefter de ransagede huset,  og ransagede hos vor lejer Kurt Christiansen. Også til hans lejlighed låste låsesmeden op på politiets ordre.
Politiet ransagede og tog sagsakter med sig.

Marie var meget glad for Lisbeth og Mulle.  Hun forstod ingenting. Hun så mig, hendes mor blive båret ud og lagt ind bunden af  en af politiets kassevogne og kørt bort under udrykning.  Og så og hørte faderen råbe. ”I slår hende ihjel”, da han af to betjente blev ført ud i en bil og kørt bort.  Og hun så sin storesøster i håndjern lænket sammen, højre hånd mod højre hånd, i cirkelbevægelser brutalt blive skubbet ud i en tredje politibil.
Hun måtte opleve, at hendes forældre ikke senere måtte komme ind i hendes klasse, ifølge dekret fra Frederiksberg kommune. Og opleve, at hun, der var en både rolig og meget dygtig pige med et godt forhold både til lærerne til alle i klassen, at der bare kom et brev, at hun var bortvist fra skolen, fordi rektoren ikke ville have en elev, hvis forældre bragte rektoren i de offentlige medier.
Hun kunne slet ikke forstå noget af det hele. Og spurte hele tiden. ” Hvorfor?”.
Nu er hun heldigvis blevet student, men er alligevel mærket af de voldsomme begivenheder i 1992.
Bilag:
Dekretet fra Frederiksberg kommune
Overlærer Kjær Rasmussens skrivelser.

Når vi var dømt på det aftalte opdigtede usande  vidnesbyrd, aftalt mellem madskribenten, Grete Schack Nielsen og socialudvalgsformanden, Birgit Fogh- Andersen og vi var  frataget vort levebrød ved hjælp af en  opdigtet ”Gederapport”, komponeret af overassistent ved Frederiksberg kommune, Dorte  Hendriksen, som derefter blev forfremmet til fuldmægtig ved Frederiksberg Kommune, så kunne planen gå i gang og nægtet afhøring i retten på konstant begæring ved hvert eneste retsmøde af både os og vore advokater.
Bilag:

Komplottets plan gik ud på, ifølge Whita Sjøsten den 28.3.1992 ved et stort møde i Frederikssund, at børnene fra ”Skjulestedet i Nordsjælland” skulle anbringes 14 dage hos et midlertidigt plejehjem hos rektor Inger Beks lærerægtepar, Gyllinge, hvorefter der skulle annonceres i dagspressen efter et plejehjem til de to børn, og så skulle hun og manden ansøge om at blive plejetilladelsen, og de  ville være helt sikre på at få plejetilladelsen, fordi deres ”nære bekendt”,  rektor Inger Bek ville anbefale disse.  –Så kunne Slangerup-parret betale deres terminer.- og så kunne vi jo,  hvis vi insisterede derpå være en slags bedsteforældre.”

Dette fortalte Whita Sjøsten til  mig i telefonen om formiddagen den 28.3.1992. Og hun  fortalte dette  til TV- fotografen, Otto Jonasen allerede i bilen den 20. 3. 92, da disse var på vej til skjulestedet i Hørsholm, hvor Otto Jonasen måtte ligge i bunden af deres bil med bind for øjnene.
Og det fortalte hun til Otto Jonasen og hans kone Birthe Jonasen, til advokat Hans Helmer Jensen, til  Rødekors-lægen Torben Ishøj, sektionsleder i KTAS, Agnethe Ishøj, redaktør Harly Foged, Margit Foged, læge Ben Kristian Graungaard, og stud med Emil Graungaard, og til medlem af Europaparlamentet, Mogens Camre ved et stort møde i Frederikssund om aftenenden 28.3.1992  Hvilket de alle har bevidnet i retten
Hun fortalte desuden at børnene havde været hos hende fra den 11.3.1992, og sagde: ” at det godt nok var noget svineri at vi var kommet i fængsel fordi børnene i tiden op til den 11.3.1992 og i tiden der efter .”

Og da Mogens Camre forholdt hende at hendes og mandens adfærd jo var kriminelt og kunne bringe hende og manden i fængsel, sagde hun : ”at det var hun bestemt ikke bange for, fordi hun af kommunen havde fået frit lejde. Det samme havde man på ”skjulestedet  i  Nordsjælland.” Der  havde man også fået frit lejde, ifølge Ole Andersen udtalelse til mig og filmfotograf Svend Pedersen.
Til dette skjulested  havde Slangerup-parret bragt børnene den 19.3.1992. Hun pointerede, at Rektor Inger Beks navn skulle holdes  udenfor og hun ville ikke opgive navne og adresse på skjulestedet i Nordsjælland.
Dette udsagn har de mennesker, der overværede mødet, skriftligt i retten  aflagt vidnesbyrd om. under vidneansvar.
Bilag:

Planen var ifølge Whita Sjøsten fra Slangerup:  Børnene skulle fra deres skjulested i Nordsjælland først anbringes 14 dage midlertidigt hos  et lærerægtepar, hvorefter de skulle  annonceres ud i dagspressen –og så skulle hun og manden søge om plejetilladelsen, og rektor Bek, som den vægtige pædagog, hun var, anbefale disse som plejeforældre, så disse var sikre på at få plejetilladelsen.” – ”men rektor Bek skulle holdes uden for.”

Bilag: Annoncen i dagspressen,- og moderens reaktion derpå.

Fotos af EG under isolationsfængslingen. Begge siger, at den fortsatte isolationsfængsling  på 14 dage yderligere, ville have kostet dem livet. To gange under isoleringen blev Eva Graungaard med udrykning kørt til intensiv afdelingen først på Frederiksberg hospital og senere på Hvidovre hospital.

Gederapportens afsløring

Vidnesbyrdet i Frederiksberg ret, som af dommeren blev karakteriseret: ” præcist og troværdigt”, og som bragte os i isolationsfængsel.

Afsløringen i selve Landsretten af madskribenten, Grethe Schack- Nielsens vidnesbyrdet, som fuldstændigt opdigtet.

Fundet af det sted, hvor børnene blev holdt skjult under vores isolationsfængsling, i Nordsjælland,  der konstant af dommere i retten blev benævnt i samtlige retsmøder, både i straffesagen og senere i erstatningssagen som ”skjulestedet i Nordsjælland”, til trods for, at Mulle og læge Ben Kristian Graungaard, allerede den 15.9.1992, havde fundet adressen, der havde været skjult for børnene. Navne og adresse fandt  Mulle derved, at  det var lykkedes for Otto Jonasen, liggende i bunden af  Slangerup-parrets bil med bind for øjnene  den 19.3.1992, at linde bindet så meget, at han kunne se skiltet ”Hørsholm”.  Ben Kristian og Mulle kørte derfor til Hørsholm, hvor de gik gade op og gade ned i lang tid, lige indtil Mulle højt råbte. ” Der er den telefonboks, hvor jeg dagligt talte med rektor Bek.  Derfra kunne hun så finde huset, hvor hun og søsteren blev holdt skjult. Det var sket på den måde, at mulle og Lisbeth havde set den dramatiske fængsling i TV, den 18.3.1992, så løb Mulle grædende ud på gaden for at finde politistationen og melde sig selv. Men Niels Lykke Nielsen var løbet bagefter hende og havde tvunget hende med tilbage til deres hus og fortalt hende, at hun skulle gøre præcis, som han sagde, hvis hun og Lisbeth ville gøre sig håb om at komme tilbage til lægerne. Det gjorde Mulle så. Og dagen efter, blev hun og Lisbeth kørt til et nyt skjulested. Skjulestedet i Hørsholm. Men ingen af børnene måtte vide, i hvilken by de var, og hvad folkene i huset hed. Bilag politiafhøringen af Ole og Birthe Andersen i Hørsholm


- At det var Hørsholm han var i. Samme dag blev navne og adresse videregivet til domstolen og til politiet. Til trods for, at politiet fik navne og adresse, den 15.9.1992, og ikke alene lægerne, men også den biologiske mor politianmeldte dette kyniske par, Ole og Birthe Andersen, på Alsvej 97 i Hørsholm, der ifølge politirapporten sagde, at de ikke kendte os og aldrig nogensinde havde talt med lægerne, men var vidende om, at vi sad i fængsel og skulle blive der, indtil de børn, som de skjulte var fremme, men de skjulte børnene, fordi der stod en rektor bag, så varede det mere end et år før politiet afhørte parret. Og til trods for, at parret blev begæret afhørt i retten ved hvert eneste retsmøde, såvel af os som af vore advokater. Og ved hvert eneste retsmøde, og domme, selv ved den sidste dom i maj 1999 og i erstatningssagens dom 2001, blev dette par kun omtalt med. ” huset i Nordsjælland,” eller ”en adresse i Nordsjælland” .
 Bilag.. Politiafhøringen
Lægernes politianmeldelse af Ole og Birthe Andersen, Alsvej 97 i Hørsholm
Mette Haugaards Hansens ( Den biologiske mors politianmeldelse af parret.

Tv-fotograf,  Svend Pedersen tog så ud til huset i Hørsholm på Alsvej 97. Han traf  manden, Ole Andersen hjemme, som han fotograferede på video.. Denne blev meget vred, og sagde, at han og konens  sag var færdig. De havde fået ”Frit Lejde” 

Det samme som Whita Sjøsten fortalte til mig i telefonen og som hun gentog til en hel forsamling af mennesker ved det store møde i Frederiksværk den------------. 


Og da Whita Sjøsten i retten fortalte, at hun havde fået lovning på, at vejene ville være politi-frie ved den sidste transport af børnene til Inger Beks skole, og da Graungaard i retten højt sagde, at dette skulle nedskrives, blev hun af dommeren truet med udvisning af retssalen. Det drejede sig om transporten til skolegården lørdag den 28.3.1992, hvor rektor Bek, og hendes lærerpar på skolen - og  Frederiksberg kommunes embedsmand ventede- og stod parat til at snuppe børnene og bringe disse til lærerparret- og betale den af Ghita Sjøsten forud konstruerede regning fra Roskilde banegård til skolegården.

Den transport, der dagen efter at Landsretten havde underkendt  Frederiksberg rets fortsatte isoleringsfængsling af lægerne om fredagen- men som Frederiksberg kommunes observatør, blev så glad for, at han styrtede ud af retssalen for at nå mødet på rådhuset med rektor, Bek kommunens ansatte og borgmesteren, at han ikke nåede at høre, at vore advokater på forhånd havde udfærdiget et kæreskrift  på grund af dommernes partiskhed, som de lagde foran den forskrækkede dommer, der fremstammede, ” De kunne da ikke kende dommen på forhånd”. Jo sagde lægernes advokat, med den optræden, De har lagt for dagen, vidste vi godt, at De fortsat ville Isolationsfængsle lægerne, men lad os lige få lov til at retten i kæren. Vi har skrevet 8 dage, for vi kunne ikke forestille os, at De ville være så fræk, at fængsle lægerne i endnu 14 dage,. Dommeren var bestyrtet, men fandt sig i at blive kaldt ”fræk”, og lod advokat forsvarsadvokaten rette 8 dage til 14 dage.

dagen derefter, fredag den 27 marts 1992,  kørte den ene af forsvarsadvokaterne ind til Landsretten  lagde kæren  foran dommeren, som straks løslod os. Fredag eftermiddag den…

Mishandlingen i fængslet.

Fotos.

Den sidste dag, hvor fængselsinspektøren kom ind i min celle og lagde nogle papirer frem foran sig selv og læste op for mig……

Den transport, der foregik, lørdag den 28.3.92, dagen efter, at Landsretten havde løsladt os, der foregik i parret fra Slangerups bil , først fra Hørsholm til Slangerup, og derfra igen fra Slangerup til Slagslundeskoven uden for  Slangerup, hvor børnene blev flyttet over til Øbro taxaen, ført af  taxachauffør, Poul Weibel Larsen, som så kørte børnene fra Slagslundeskoven til skolegårdens legestativ efter aftale med rektoren, hvor hun selv, rektor Inger Bek ventede sammen med hendes lærerpar på hendes skole, som i 14 dage skulle have plejetilladelsen til børnene- selv om dette par ikke havde plads til børnene. De havde kun et børneværelse, som deres egen datter boede på- og som nu tre børn skulle bo på.- Men det skulle jo kun være i 14 dage- hvorefter Frederiksberg kommune skulle udannoncere børnene i dagspressen, og Slangerup-parret skulle søge om plejetilladelsen, og rektor Bek anbefale disse, hvorefter disse var sikre på at få denne.  -- og hvor Frederiksberg kommune også stod- tilfældigvis- en lørdag formiddag.- mens alle forventede, at lægerne sad buret inde i isolation i  endnu 14 dage- som de var dømt til.

Dette fortalte Mulle og dette måtte taxachaufføren i retten indrømme var rigtigt, efter at han havde læst en  historie op, der lød således:
Taxachaufføren blev ikke anklaget for falsk forklaring for retten. Han blev båre af dommeren pænt spurgt om, hvem der havde fundet på den lange og detaljeret historie.? Og hvem der havde skrevet den falske konstruerede taxabon fra Roskilde til skolen?
Og taxachaufføren svarede pænt: .” Det har Whita og Niels”
 Jf.:  Retsbogsudskriftet.
Taxachauffør, Poul Weibel Larsen blev hverken tiltalt eller dømt for bevidst konstrueret usand forklaring som vidne i retten.

Alligevel er de dybt kriminelle par i Slangerup, hvor Whita tidligere er blevet dømt til ubetinget fængselsstraf for bedrageri- troværdige.- Og dommeren lægget vægt på hendes forklaringer hende, der gang på gang i denne ret i selve retten er afsløret som løgner- fremfor for Helge Røpke forklaring. Helge Røpke er aldrig dømt for noget som helst. Han er en dybt religiøs mand. Og dommeren bruger undskyldningen: At han, da han i retten afgav sin forklaring under vidneansvar, var ansat hos os, og derfor afhængig af os, hvilket han selv direkte i  retten har  forklaret, at han ikke var, og at han i mere end et år havde arbejdet i IT branchen, da han var blevet afskediget af os af økonomiske grunde efter vor fængsling.-
Selv dommeren opdigtede  løgnehistorier i denne sag. .
Politirapporten
Retsbogsudskrifterne.

7. Nægtelsen af begæring om afhøring i retten af de vigtigste vidner.

Grete Schack Nielsen.
Det gælder nægtelsen af afhøring under mit påhør af det falske vidne, Grete Schack Nielsen, der bragte os i fængsel, og som heller ikke blev politiafhørt efter afsløringen eller straffet, til trods for politianmeldelse fra os og fra den biologiske mor.
Hun blev begæret afhørt ved hvert eneste rets---- i denne sag, og hver gang nægtet afhørt.
Bilag

Dorte Hendriksen,
der skrev Gederapporten, for at embedslægerne skulle tage bestallingen som læger fra os. Som hverken blev afskediget eller kom for en embedsmandssag.
Og som blev begæret afhørt ved hver eneste retssag i denne sag- og nægtet afhøring hver eneste gang.
Bilag

Borgmester John Winther,
der forfremmede Gederapport-digteren, Dorte Hendriksen og ikke anlagde en embedsmandssag, men lod borgerne på Frederiksberg betale hendes advokat, og hendes bøde på kr. 5000 under undskyldningen, at det var sket ”under embeds udførelse”, hvorfor hun ikke kunne straffet. 
Bilag
8. Nægtede begæret høring i vidneskranken af Ole og Birthe Andersen fra Hørholm.



Mogens Camre skriver således i  brev af …..
----------------------------------------------------
”Trin for trin var alt planlagt for at ramme os.”

Vi har sammen 12 børn, ”6 hjemmelavede”.  Og 6 udvalgte- adopterede, hvoraf de fleste er  handicappede .  Og så nu to plejebørn,  Lisbeth og Mulle., som det gik utroligt godt overalt, specielt i skolen,  efter at de var kommet til os.
.
Bilag. Børnenes situation, før de kom til os.
Børnenes situation mens de var hos os.:  a. Rødovre skoles erklæringer. Og klasselærenes erklæringer fra Johannesskolen.
Børnenes forfærdende situation senere.
Mulle ville være advokat og Lisbeth sygeplejerske- det blev de aldrig.
Bilag


Da vi i starten af plejeforholdet mente, at det måske var bedre med et  yngre ægtepar som plejeforældre, talte vi med kommunen derom. Kommunen kunne imidlertid ikke skaffe et plejehjem til børnene, både fordi børnene kom fra et narkomiljø, men først og fremmest fordi den yngste pige, Lisbeth var HIV-positiv. Vi skulle selv skaffe et plejehjem.


Så snakkede jeg  med  rektor Inger Bek på Johannesskolen, hvor vores eget barn gik og forklarede hende situationen.  Rektor Inger Bek sagde, hun kendte en familie  i Slangerup,  Tidligere vognmand, Whita Sjøsten og murersvend Niels Lykke Nielsen,  hvis familie, hun havde kendt i mere end 40 år, og som hun stod i taknemmelighedsgæld til, og  gerne ville hjælpe økonomisk, ” De ville være egnet som plejefamilie”, mente hun.

Det gik virkeligt rigtigt godt for de to plejebørn i skolen, de var søde og rare og flittige- så Inger Bek ville gerne have disse til familien i Slangerup for at afhjælpe disses økonomiske problemer med plejeløn- de havde i forvejen et multihandicappet dagplejebarn.- ”Og så kom pigerne langt væk fra det betændte kriminelle narkomiljø på Frederiksberg ”, sagde hun.

Jeg kendte godt ægteparret, hun talte om, da disse havde boet i Rødovre, og havde været mine patienter. Nu var de flyttet til Slangerup, hvor manden Niels Lykke Nielsen, der var murersvend, havde bygget et hus.
Dengang  parret boede i Rødovre havde Whita Sjøsten,  der dengang  hed Whita Buck fået en ubetinget fængselsstraf på grund af svindleri.  En straf, jeg som læge fik gjort betinget på grund af hendes helbred.
Bilag.  vedr. Whita Sjøsten

Vi bragte børnene til ægteparret i 1990 en fredag. Men lørdag morgen ringede Mulle og fortalte, at hun og lillesøsteren var stukket af. De ville ikke være der. De ville hjem, sagde hun - og hun mente hjem til os. som end ikke blev politiafhørt efter afsløringen eller straffet,  hentede børnene og ægteparret blev meget fornærmede på os.


Der var flere årsager til denne sag.
Frederiksberg kommune havde en meget negativ indstilling over for mig.

I 1990, lige da moderen en HIV-positiv prostitueret, kriminel og prostitueret narkoman, som vi i påsken havde måttet indlægge meget syg efter et fejlfix i lysken, og vi mente, at vi jo ikke var unge længere, Min mand er født i 1925 og jeg i 1928, og  vores yngste datter var 6 år, samme alder som den mindste af pigerne
og hun ville skaffe disse plejeløn ville gerne hjælpe hendes mangeårige bekendte i Slangerup, ”som hun stod i taknemmelighedsgæld til ”
, ifølge eget udsagn

Socialudvalgsformanden, Birgit Fogh- Andersen ønskede at ramme mig og tage bestallingen som praktiserende læge i Danmark fra mig og hjælpe hendes veninde, rektor fru Inger Bek. Hun havde en medhjælper fra hendes vælgerforening, madskribenten, Grete Schack Nielsen, som var nabo til den lejlighed, som vi flyttede ind i den 15. februar 1992.

Første trin:
Fratage os plejetilladelsen og få børnene, som har vist sig søde og rare , dygtige , flittige og nemme frataget os og få disse til Slangerup. Et sammenrend af vore fjender bestemmer, at børnene skal overflyttes til et børnehjem, den 3.2.1992.” så man kan få disse psykolog behandlet, så de vil ha samvær med moderen. Dette kan kun Børne- og Unge-udvalget bestemme. – men sagen blev aldrig forelagt dette udvalg- Det turde man ikke. Børnehjemmet har børnene flere gange været på. Og det vil de ikke
Jf. klasselærernes udtalelser.

Andet trin:
Rektor Inger Beks venner i Slangerup, fru Whita Sjøsten skal midlertidig gemme børnene. Hun ringer direkte til Mulle og lokker hende til Slangerup, idet hun siger, hun vil hjælpe dem med at blive hos os. De skal tage derop og skjule sig der. Hun lokker børnene derop. De forsvinder lidt før de skal møde på børnehjemmet kl 14. den 3.2.1992.
Og sekretæren kører i sin egen bil efter børnene i sin middagspause, tager dem op i bilen- og de beder ham om at køre dem til Slangerup, hvilket han gør. Han fortæller i retten, at Mulle beder ham om ikke at sige til os, at han har kørt disse til Slangerup. Mulle viser vejen- for hun kender den fra sidst børnene var der for to år  siden, da de flygtede derfra.
Jf. hans vidneudsagn i retten

Slangerup-parret får Frit Lejde af kommunen.
Jf. vidneudsagn fra:

Tredje trin:
Vi skulle fratages vor ret til at arbejde som praktiserende læger:
Og til at have de to børn i pleje.-
En overassistent skal finde noget på os.
Hun sendes ud sammen med politiet og opfinder ”den levende ged i praksis, der står i et undersøgelsesrum , hvor der er tre patienter og hende tilstede og denne ged har afføring, mens hun og patienterne er til stede”
10 måneder senere blev denne overassistent nødt til at trække sin uhyrlige løgnehistorie tilbage
Bilag.

Fjerde trin:
Fratage os vor mulighed for fortsat at arbejde som speciallæger i almen medicin ved hjælp af Gederapporten
løgnehistorien, der flittigt blev brugt :
i forsøg på at fratage  os vort levebrød, i og med, at den blev sendt til embedslægerne
til at nedsætte vor troværdighed i og med den blev sendt bl. a. til samtlige medlemmer af det sociale udvalg i folketinget.
og sendt til de folk, der i pressen skrev læserbreve til vor fordel.
til pressen
og til at standse en TV udsendelse, der allerede var optaget i programmet Eleva-2-ren.
Derefter blev denne overassistent forfremmet til fuldmægtig ved familieafdelingen på Frederiksberg kommune, hvilket hun er den dag i dag.

Ved hvert senere retsmøde har vi og vore advokater begæret at få denne fuldmægtig hørt i retten, få hørt hvem, der stod bag hendes historie.- men det er nægtet hver eneste gang.

Femte trin.
Få os i fængsel. Det lykkes ikke i første omgang- 28.3.1992
Jf. retsbogsudskrift.

Da det blev afsløret at Gederapporten var opdigtet, kunne Dorte Henriksen ikke straffes, fordi hun har digtet dette i ”Embeds Medfør”, sagde kommunen og betalte hendes advokat og betalte 5000 kr. til vor advokat.
Og der blev ikke rejst nogen tjenestemandssag mod denne overassistent. Eller påtale tværtimod hun blev forfremmet fra overassistent til fuldmægtig ved familieafdelingen på Frederiksberg rådhus- og det er hun den dag i dag.

Hemmelige møder:
 Den 6.2.1992
Den

Hemmelige retsmøder:

Femte trin:
Politianmeldelsen af os, som i første omgang sker derved, at Birgit Fogh- Andersen anmelder os til sin bordherre ved en privat middag.
Bilag: Kassettebåndet med samtalen mellem mig og socialudvalgsformanden, samt  udskrift af telefonsamtale. Har været fremlagt i retten

Retssagen, den 26.2.1992.
Anklageren ønsker os fængslet efter bistandslovens § 23.
Det lykkes ikke i første omgang.

Sjette  trin.
Så opfinder socialudvalgsformanden sammen med en veninde fra vælgerforeningen,, madskribenten, Grethe Schack Nielsen, der står i samme vælgerforeningen ud af en plan. De brygger en fuldstændig opdigtet historie.- nemlig, at madskribenten har set mig med de to ”forsvundne” børn  den 11.3. 1992
Denne historie bliver refereret til politiet af socialudvalgsformanden.

Senere afsløres deres historie i selve landsretten som opspind.
Jf. bilag

Syvende trin:
Socialudvalgsformanden anmelder den opdigtede historie til politimesteren ved en privat middag, hvor hun har politimesteren til bords.
Båndet samtale med udskrift, der har været fremlagt i retten.

Ottende trin:
Politiet sender bud efter fru Grethe Schack Nielsen, som gentager den opdigtede og usandsynlige og usande historie over for politiet.. den …..

Niende trin:
Politiet bryder uden dommerkendelse ind i lægekonsultationen med låsesmed den 18.3.1992. midt i konsultationstiden.
og sender patienter, der er til stede og de der er på vej til konsultationen tilbage med beskeden, at de skal finde en anden læge, for nu skal Graungaard i fængsel.
Vores mandlige lægesekretær lænkes til en voksen datter i håndjern og jages ud i en af ved mange ventende politibiler. Da politiet  har lænket de to sammen højre hånd til højre hånd, må de bevæge sig i cirkelbevægelser

Tiende trin.

Afsnit II
Forhistorien.
Filmen ”Det skete i Danmark.”
Frifindelsen
Nægtelsen af erstatning
Børnenes skæbne.
Krænkelserne af menneskerettighederne.

Ransagningerne:
Vi blev udsat for i alt 17 razziaer- kaldet ransagninger, der var kun dommerkendelse for 6  af disse.
Ransagningerne, blev besluttet ved en hemmelig retsmøde, hvor hverken vores advokat eller vi måtte blive underrettet.
Ved det første af disse ransagninger, hvor der kom en overassistent fra Frederiksberg socialforvaltning, rådhus, Dorte Hendriksen, sammen med Frederiksberg politi ud i vor lægepraksis, den 28 februar 1992 - ulovligt ? til trods for, at denne ligger i Rødovre- og der har hverken Frederiksberg politi eller Frederiksberg rådhus noget at gøre- hvis der skal komme politi og sagsbehandlere der, SKAL disse være fra Rødovre rådhus og Rødovre politi. Der i et behandlingslokale ”ser” overassistenten fra Frederiksberg råd hus en levende ged, der har afføring, mens hun og patienterne var tilstede i rummet- og hun går hjem til Frederiksberg rådhus og skriver en Gederapport. Denne bliver benyttet. den bliver sendt til samtlige medlemmer af det sociale udvalg i vort Folketing. ….
Derefter forfremmes hun Dorte Hendriksen fra at være overassistent til at være fuldmægtig ved Frederiksberg  rådhus- og fuldmægtig er hun den dag i dag ved familieafdelingen på Frederiksberg rådhus.
Frederiksberg rådhus, betaler hendes advokat, og betaler 5000 kr. til min advokat, fordi denne Gederapport, som Rådhuset havde så meget brug for var udfærdiget i embeds medfør- til trods for, at retssagen blev anlagt direkte mod hende.
Bilag.
…….

Da Gederapporten bruges så flittigt til bagvaskelse af os, og til at standse journalisterne og skriveriet i dag- og ugeblade og standse en TV udsendelse, som Mulle personligt havde fået gennemført i Eleva2-ren, og til at få os frataget  vores ret til at fortsætte at arbejde i Danmark som praktiserende læge. Og brugt i retten  mod os, hvor folk, direkte blev spurgt om, hvordan det så ud hos os. Og sendt til samtlige de  mennesker, der i aviserne skrev læserbreve til fordel for os. Osv. Har vi ved hver eneste af de talrige retsmøder begæret Dorte Hendriksen  afhørt i retten, fordi hun jo ikke kendte os g aldrig har talt med os, så vore advokater ønskede at vide, hvem der har fået hende til at se en levende  ged, ” der har afføring i undersøgelsesrummet, hvor overassistenten og 3 patienter er tilstede.”  
At afhøre dette hver gang begærede vidne blev afslået hver gang.

Ménédersken , der sammen med Frederiksberg kommune, og som ligeledes havde fået Gederapporten i fotokopi og benyttede denne til i samarbejde at få aflyst TV udsendelserne og til at sende til radioer og Tv og aviser
Bilag.


 
Vi blev fængslet ved en ulovlig aktion uden dommerkendelse lige midt i vor lægekonsultation. Vi blev udsat for mishandling, jeg blev slået bevidstløs i min praksis-gang og båret ud og lagt i bunden af en af de talrige politibiler, der havde afspærret Voldumvej i begge retninger, og under udrykning- ikke kørt til nærmeste hospital, som man skal gøre i Danmark ved udrykning men til Frederiksberg hospital.
Både min 67-årige syge mand og jeg sat i isolationsfænsel, derfra blev jeg igen under udrykning på grund af den behandling, jeg fik i Fængslet kørt til Hvidovre hospital intensiv afdeling
Og senere sparket i hovedet i cellen under Frederiksberg politistation.



Forhistorien
Afsnit I

I lejligheden, som jeg kom til i påsken 1990,  var der intet badeværelse og ingen opvarmningsmulighed, ingen senge, kun en snavset sofa. En tilstedeværende kriminel HIV-pos narkoman, Kim Bergstrøm Hansen, der sad i sofaen, svarede mig på  mit spørgsmål: Hvor sover børnene ?.  ” De sover ved min røv”.

Plejebarnet, som skyldte fru Mette Haugaard Hansen, for at have smittet ham med HIV-infektion ved at sprøjte ham i halsen med heroin i sin egen sprøjte, og den tilstedeværende narkoman, Kim Bergstrøm Hansen er alle døde ganske hurtigt efter denne episode.

Der var 2 mindreårige børn i lejligheden, det yngste,  en 6-årig pige, Lisbeth, der som allerede nævnt var HIV-pos.,  sad midt på gulvet og græd stille, hun havde ikke en eneste hel tand i munden. Alle tænderne var totalt nedrådnede og hun havde ondt i hovedet. Hun forlangte ”ganer”- ketogan- en morfintablet, moderen havde givet hende mod smerterne., Den anden pige en 11 årring pige, Anne Marie, kaldet Mulle, havde skulket fra skolen i flere måneder. Hun kunne ikke se at læse og skrive på grund af langsynethed.  Skolen havde flere gange forlangt, at der blev skaffet briller til pigen, men dette var aldrig sket.
Bilag

Moderen Mette Haugaard Hansen var højfebril efter et fejlfix i lysken og måtte hasteindlægges. Hun bad mig tage børnene med mig hjem og give dem mad. Det gjorde jeg.
Børnene fik hvert sit værelse, blev afluset,  kom til tandlæge. Den store fik jeg briller  og jeg sendte begge børnene i den nærmeste skole straks efter påsken, hvor jeg naturligvis også ringede til Frederiksberg Socialforvaltning og meddelte, at moderen var indlagt på hospital og jeg havde børnene og jeg bad disse hurtigst muligt komme ud i vor lejlighed, på Godthåbsvej nr. 32 på Frederiksberg og tage  stilling til, hvad der skulle ske med børnene.

Da det ikke så ud til at moderen ville overleve. Hun blev overflyttet fra Frederiksberg hospital til Rigshospitalet

Jeg ringede som nævnt den første dag efter påsken til Frederiksberg rådhus, og talte med socialudvalgsformanden. Næsten dagligt talte jeg med folk på rådhuset og bad dem sende folk ud for at finde ud af, hvad der skulle ske med de to børn. Men det tog mere end 6 uger før der kom nogen ud i vort hjem

Min mand var meget betænkelig ved  situationen. Først og fremmest fordi børnene boede i  den topstyrede konservative Frederiksberg kommune, som i forvejen var meget fjendsk mod mig. Vi var ikke unge mere, jeg er født i 1928 og min mand i 1925, og vi havde i forvejen selv 12 fællesbørn, hvoraf det yngste kun var 6 år.

På Mette Haugaards indtrængende anmodning derom, hentede vi desuden et tredje barn- en 15. årring pige, der på grund af en række småkriminaliteter Sad til afhøring på en politistation og tog hende med hjem og gav hende et værelse og sørgede for, at også hun kom i skole. Vi bragte og hentede hende dagligt. Hende havde vi kun i 6 måneder, så fik vi hende anbragt på en døgnskole. Vi kunne ikke havde hende, på grund af, at hun allerede var meget kriminel.


Vi skrev til Frederiksberg kommune og bad denne hurtigst muligt finde et yngre plejeforældrepar, der kunne tage sig af børnene.
Bilag

Det kunne kommunen ikke. Først og fremmest, fordi den 6-årige Lisbeth var HIV-pos. Hvilket kommunen meddelte mig telefonisk.
Kommunen bad mig selv om at finde et plejehjem til børnene.

Derfor talte jeg med rektoren, Inger Bek på privatskolen, Johannesskolen på Frederiksberg, hvor vores eget barn, den 6-årige Marie dengang gik i børnehaveklasse. om problemet, de nye plejebørn, Mulle og Lisbeth.
Rektor Inger Bek anbefalede mig meget varmt et yngre par, som hun havde kendt i mere end 40 år, og som hun stod i taknemmelighedsgæld til, Whita Sjøsten og murersvend, Niels Lykke Nielsen, som boede i et nyere hus i Slangerup. Og det var langt fra narkokvarteret på Frederiksberg, sagde hun.

Det viste sig, at vi kendte den kvindelige part, Whita Sjøsten, som havde boet i Rødovre og havde været vores patient. Hun var dengang vognmand, og var blevet idømt ubetinget fængselsstraf for bedrageri. Jeg havde dengang søgt om at få fængselsstraffen gjort betinget af helbredsmæssige grunde- Det fik jeg, og jeg fik hende til og med gælds saneret, hvorefter hun rejste fra kommunen- så hende kendte jeg godt, men manden kendte jeg ikke.
Bilag. Ubetinget fængselsstraf for svindel
Talrige løgne i  vidneskranken, havde således komponeret en falsk taxabon fra banegården i Roskilde til Johannesskolen legestativ, og digtet en lang og detaljeret historie om at taxachaufføren havde en ---
Og på spørgsmålet i retten fra dommeren: Hvem har fundet på den historie, svarede taxachaufføren: ” Det har Whita og Niels.
fået en hel række personer sigtet ved lange og detaljeret historier, der alle i selve retten blev afsløret som løgne.
Således fået Otto Jonasen sigtet med en historie om, at han den dag, hvor Niels- en mand i murertøj- sagde TV journalisten i retten.-
Alligevel
…….

Da min mand mente, at jeg alligevel skulle rette mig efter denne rektor, bragte jeg begge børnene til Slangerup, sammen med deres tøj en fredag aften. Men børnene ville ikke være hos parret i  Whita og Niels i Slangerup, og de flygtede derfra. De ringede fra en telefonboks og bad om at blive afhentet allerede den følgende dag, om lørdagen. De ville hjem, sagde den store pige- og mente, hjem til os. Jeg hentede børnene. Ved en telefonboks uden for Slangerup.

Niels Lykke Nielsen blev meget vred på os. Han kom om mandagen og smed børnenes tøj ind til lægesekretæren uden et eneste ord.

Frederiksberg kommune gav os så plejetilladelsen- en plejetilladelse, der blev stadfæstet i Den  Sociale Ankestyrelse.

Børnene sendte jeg som allerede nævnt først til den nærmeste skole, Rødovre skole, der er en almindelig kommuneskole.
Bilag: Rødovre skoles udtalelser om børnene.
…….

Efter sommerferien sendte jeg  Mulle og Lisbeth i privatskolen Johannesskolen, der er en privat gymnasieskole, fordi jeg mente, at jeg ikke kunne have ”to slags børn”, to plejebørn i en folkeskole, og vore egne 12, der alle har gået i privat skole.

Det gik børnene rigtigt godt i  gymnasieskolen.
Bilag:
……..


Bilag 1. Medlem af Europaparlamentet, Mogens Camre breve

Bilag 2. Advokat Hans Helmer Jensens brev af …til borgmesteren- samt borgmesterens svar af, hvor han skriver
.


Afsnit III


Lovbrud og krænkelserne af menneskerettighederne i denne sag:
…………………………………………………………..

Alle har ret til en retfærdig rettergang-
…………………………………………..

Det fik vi ikke:

1.Vi blev dømt kollektivt. Til trods for at min mand intet absolut intet havde med sagen at gøre. Han var imod den fra begyndelsen, først og fremmest fordi det var den topstyrede Frederiksberg konservative kommune.
Han kom til Danmark som flygtning fra nazismen i 1938, og vidste, hvor vanskeligt det er at få sin ret i Danmark, så han ville beskytte mig og vore egne 12 fælles børn.
Vi blev isolationsfængslet den 18.3.1992 på et falsk vidnesbyrd, ved en meget voldelig aktion på vor arbejdsplads i lægekonsultationen i Rødovre uden dommerkendelse, hvorefter der blev afholdt razzia- kaldet ransagning i hele huset og medtaget sagsakter, videobånd og kassetteoptagelser, samt billeder- billeder fra væggen- ligeledes uden dommerkendelse. Den opdigtede historie blev fortalt politiet af socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen og den blev bevidnet af madskribenten, hendes vælgerforenings-veninde, som gentog historien til politiet og i retten, under grundlovsforhøret af min mand.

”Den dame, det vidne” tror jeg på, sagde Frederiksberg rets dommer, Sylvest Nielsen. Men hun nægtede at lade samme ”troværdige ” dame afhøre under mit påhør, da jeg blev fremstillet i Grundlovsforhør og jeg øjeblikkeligt begærede hende afhørt, fordi jeg med lethed kunne have  afvist dette vidneudsagn, bl. a. fordi Fru Grethe  Schack Nielsen aldrig har set de to plejebørn, da vi først flyttede ind i lejligheden 14 dage efter at børnene var forsvundet . Selv da begge advokater, adv. Hans Helmer Jensen, og Jytte Thorbek begærede dette.

Vidnesbyrdet, som bragte os i fængsel blev i selve Landsretten  afsløret som et opdigtet og falsk. Historien gik ud på, at en nabo til en ny lejlighed vi var flyttet ind i den 15.2.92 havde ”set” os på gaden neden for hendes lejlighed den 11.2.1992.  Hende, der havde ”set ” os sammen med disse børn var at en af socialudvalgsformanden på Frederiksbergs veninder i den konservative vælgerforening, mad-skribenten Grethe Schack Nielsen.

Dette ringede socialudvalgsformanden til Frederiksberg politi og  skulle fortælle en usand opdigtede historie, der gik ud på, at min mand og jeg var set neden for hendes vindue sammen med de to ”forsvundne” plejebørn nedenfor sin lejlighed blev politianmeldt af socialudvalgsformanden ved Frederiksberg kommune, Birgit Fogh Andersen  efter aftale med hendes vælgerforenings-veninde, Grethe Schack Nielsen.
Bilag
Politiafhøringen.
Afsløringen i Landsretten.

Selv om det er direkte strafbart at begå ménéd i retten, blev denne løgner Grethe Schack Nielsen hverken tiltalt eller straffet.
Til trods for, at såvel jeg og min mand, som den biologiske mor politianmeldte hende.

Vores to advokater, Jytte Thorbæk, og Hans Helmer Jensen begærede vidnet Grethe Schack Nielsen afhørt i retten under mit påhør, da det udelukkende var hendes falske vidnesbyrd, der frihedsberøvede mig. ” Det vidne tror jeg på ”, sagde dommeren på Frederiksberg, Dorthe Sylvest Nielsen og  at afhøre hende i retten under mit påhør. Hvilket er ulovligt  jeg kunne med lethed have afsløret hendes falske vidnesbyrd, bl. A. fordi den søn, hun beskrev som chaufføren, ”født i Vietnam eller Korea” på det tidspunkt hun så os med ”de forsvundne børn” var i Miami.  Og hun havde aldrig set de to plejebørn, idet vi først flyttede ind i lejligheden ved siden af hendes lejlighed to uger efter at børnene var ”forsvundet”
.o.s.v.
 
Begærede vigtigste vidner fik vi ikke lov at afhøre i retten
……………………………………………………………
Grethe Schack NIELSEN.
Borgmester John Winther, trods begæring ikke alene af os, men også af adv. Jytte Thorbek Hans Helmer Jensen og adv. Holger lindholt. på hvis kontor de mange møder afholdtes både før og under vor fængsling, hvor hele slagplanen aftaltes.
Og hvor rektor Bek Hvo socialdirektøren deltog i et møde, hvor rektor Bek fortalte at hun selv om børnene var ”under jorden” havde kontakt til børnene såvel … som på hendes kontor på solen, hvor de også kommer  og Bjarne busk gik hjem og politianmeldte rektor Inger Bek, men så blev kaldt op på borgmesterens kontor og måtte tilbagekalde sin politianmeldelse.
Han havde desuden det endelige ansvar for at samtlige papirer på Frederiksberg rådhus ”forsvandt”

Når vi er vidende om møderne og mødedatoerne, så skyldes den biologiske mor, som har givet os akterne som hun havde.
Gederapportens historieskriver, overassistent Dorte Hendriksen, blev begæret afhørt ved hver eneste retsmøde- og afvist ved hvert eneste retsmøde. Til gengæld betalte kommunen hendes advokat og bøde på 5000 kr., som gik direkte til advokat Søren Søltoft for at få ham til at tie. Fordi Gederapporten var udfærdiget i ”embedsmedfør”
Bilag.
Borgmesterens skrivelse
Sagsakterne.
familien Andersen i Hørsholm, der så snart observatøren fra Frederiksberg rådhus havde hørt, at min mand i retten sagde, at det var i Slangerup, at børnene var skjult, blev børnene tvangsflyttet dertil. De var en hemmelig adresse i Hørsholm, hvor parret til politirapporten sagde, at de ikke kendte os, aldrig havde talt med eller set os, at de var vidende om, at vi gamle læger sad i fængsel og ikke ville komme ud før børnene, de skjulte var fremme, men de gjorde det, fordi der stod en rektor bag.

Da det lykkedes Mulle og en søn vi har læge og kaptajn Ben Graungaard at finde stedet den 15 september 1992 og det samme dag blev anmeldt  til Frederiksberg politi, tog det alligevel politiet mere end et år, før det hårdt presset af os og pressen afhørte parret.
Og hver gang der har været retsmøde, har vi begæret  dette par afhørt. Men dette er blevet os og vore advokater nægtet hver gang- I det hele taget vedblev retten at benævne parret, som det jo kendte både med navne og adresse at kalde disse for. ”et anonymt sted i Nordsjælland."
Bilag Politiafhøringen af dette forbryderpar.
………………






…………………………………

Vi , min mand, Karl Somogyi, født d. 2. april 1925 og jeg, født den 7. dec. 1928 er læger fra 1956 fra Københavns universitet.  I 5 år arbejdede vi først som læger i Sverige, hvorfra jeg også har lægevidenskabelig embedseksamen fra Stockholms
universitet. I Sverige er de retslige forhold gode.
Dette er de ikke i Danmark.

I Danmark er der meget korruption, og det koster dyrt at kritisere myndigheder.  
Vi har erfaring derfor.

Da vi har 12 fælles børn, 6 adopterede, hvoraf nogle er svært handicappede og 6 ”hjemmelavede” børn, har min mand fra begyndelsen af vort arbejde som praktiserende læger i Danmark besluttet,  aldrig at blande sig i dansk politik o da dette er meget risikabelt,  selv om  Danmark udadtil er et mønsterland, hvor der intet forkert sker.  Han er jøde, og flygtede først til Danmark, og senere videre til Sverige, da dansk politi hjalp nazisterne med at indfange jøder.

Min mand blandede sig ikke i denne her sag, ligesom han heller ikke blandede sig i sagen, hvor kvinder blev brugt uden deres vidende og døde som fluer. Og jeg af lægeforeningen

Hvor risikabelt det er at kritisere myndigheder, erfarede vi for mange år  siden, hvor jeg, da det viste sig helt umuligt for mig at få standset nogle yderst skumle lægeforsøg med kvinder med brystkræft, der kostede menneskeliv, hvorfor jeg til sidst gik til pressen og til TV, helt enkelt af vor magtfulde lægeforening fik frataget min bestalling som praktiserende læge i landet, blev ekskluderet af den danske lægeforening. Min mand kunne fortsætte med at fungere som læge og forsørge alle os, fordi det udelukkende var mig, der havde kritiseret forholdene. På det tidspunkt havde vi 11 børn.
Lægeforeningen sagde, at jeg ved offentliggørelse af deres skumle projekt nedsatte tilliden til lægerne, Jeg mente, at det var lægerne selv, der gjorde sig skyld i nedsættelsen af denne tillid, og jeg ønskede forsøget standset.

Bilag a. brevet i hvilket der meddeles os, at vor patient er død, at hun havde været inddraget i et forsøg med kvinder med brystkræft, hvor halvdelen fik et stof under afprøvning og halvdelen fik placebo. En kalktablet. Til alle var blevet sagt, at de fik et virksomt amerikansk medikament, der med sikkerhed slog  alle cancerceller ihjel.- Og brevet sluttede med en tak for godt samarbejde.
Patienten var død og efterlod sig børn under skolealderen.

Jeg vandt sagen, og beholdt dermed mit arbejde som praktiserende læge i Danmark- helt mirakuløst,  idet en sjældent rettænkende højesteretsdommer, Topsø Jensen, undskyldte sin frifindelse af mig over for lægeforeningen med, at: ”hendes patienter døde jo” Denne dom er meget ualmindelig i Danmark.
Vi arbejder fortsat i Danmark som praktiserende læger.

Det danske hykleri må man enten stiltiende acceptere, eller  være udsat for konstant forfølgelse. Det vidste min mand. Derfor blandede  han sig aldrig.

I Danmark er medlidenhedsdrab således forbudt, men ikke desto mindre bliver mere end 2000 patienter nægtet livsforlængende behandling, så de dør.
En metode i Danmark til at opnå resultatet at slippe for at have store udgifter til håbløst syge er ”doble op” metoden, hvor der gives en vis portion morfin i injektionevæsken ved første infusion, næste gang gives dobbelt så meget morfin og så videre, lige indtil morfinindholdet i blodet bliver uforeneligt med livets beståen. Dette er en dansk behandling på vore sygehuse.

I Frederikssund – Frederikssund-sagen lod man flere hundrede sager forælde, deriblandt drab. Og ingen stilles til regnskab

Forholdene i Danmark tvangsfjernelser af børn, tvangsmedicinering, bæltefiksering  tvangstilbageholdelse er fortsat ligeså grelt ,som  det var i barnet Jons tid, hvor Danmark dog blev dømt for sindelagskontrol. Jeg sendte det dokument til  Strassbourg, en politimand havde smuglet ud fra Glostrup politistation.
Bilag:

I den aktuelle sag, ”Graungaard-sagen”- som Frederiksberg kommune kalder sagen, ”Gedesagen” som alle andre deriblandt pressen kalder sagen, var min mand imod.
Graungaard sagen eller Gedesagen,  med alle de opdigtede fantasifulde historier har kostet staten, dermed borgerne mange millioner kroner.

Der har i den sag været utallige---------- retsmøder  deriblandt 3 hemmelige retsmøder  med tilstedeværelse af en dommer  og retskendelser, at hverken vi, min mand og jeg eller vore advokater må underrettes.

Der har været startet på en film, der vil blive færdiggjort, samtidig med, at bogen skrives om danske retstilstande- eller mangel på samme

Alligevel blev min mand og jeg kollektivt arresteret og kollektivt indsat i isolationsfængsel og  kollektivt dømt i sagen om de to børn Lisbeth og Mulle. Og kollektivt afslået erstatning for uberettiget fængsling,  ransagninger, sigtet som kriminelle i mere end 7 år.  Kollektivt- uden anden grund, end at vi jo var gift med hinanden, men vi havde jo dog hver sin advokat.
.
Både den biologiske mor til børnene og alle hendes børn var mine- ikke min mands patienter.

Ifølge art. 1 har Danmark forpligtet sig til at respektere menneskerettighederne der angives i konventionens afsnit 1..

Art: 3. Forbud mod tortur.
” Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende straf.

Den behandling min mand og jeg fik kan sidestilles med tortur og umenneskelig og vanærende behandling.

Vi blev ikke alene udsat for tortur. Psykisk og fysisk. Vi blev også udsat for både umenneskelig og vanærende behandling.

Politiet kom talstærkt ud i vor lægekonsultation den 18.3.1992 uden dommerkendelse og brød ind ved hjælp af en låsesmed, der brækkede låsen op.
Helt unødvendigt blev vi og vore børn og sekretær krænket ved anholdelsen.
Ved den første retssag efter anholdelsen den 18.3.1992 blev min mand af sin advokat spurgt om, hvorfor anholdelsen udartede sig så dramatisk, og min mand svarede:
” Naturligvis var vi begge fulgt stille og roligt med.
Det var på grund af politiets opførsel, at det hele udviklede som det gjorde.  Naturligvis ville vi stille og roligt have fulgt med på politistationen eller til retssalen,  men det kunne vi ikke få lov til.
Eva bad om at måtte tage sin lægekittel af og tage overtøj på. Men dette grinede vicekriminal assistent Lau Friis af og sagde: ”Det kunne du tænke dig, hvad?”          Og så blev hun trukket ind i konsultationsgangen og slået. Hun  måtte have sin blodige kittel på lige til Landsretten satte os fri sagde han. I retten den 18.

Jeg blev midt i min lægekonsultation iført hvid lægekittel for øjnene af sekretær, patienter og familie og børn først slået bevidstløs  og båret ud og lagt i bunden af en af de mange politibiler, som holdt uden for vor lægepraksis for øjnene af  bl. a. vor lille datter på 8 år, som af politiet var jaget ud på vejen, hvor hun frysende og grædende blev efterladt. Døren var blevet låst og politiet ransagede huset og tog kostervarer med sig.
Frederiksberg politi, som nu opererede i Rødovre havde hverken dommerkendelse til arrestation  eller til ransagning.- Dette fik de naturligvis efterfølgende af Frederiksberg dommeren, Dorte Sylvest Nielsen.
”Der blev kun gjort brug af nødvendig magtanvendelse”- skrev den udøvende vicekriminal betjent, Lau Fries…..
Jf videooptagelsen af den brutale arrestation. Denne er blevet vist i retten.

Vor voksne datter blev lænket i håndjern til den mandlige sekretær, og skubbet ind i en ventende politibil, selv om de spurgte, hvorfor. Vi har intet gjort. Politiet havde spurgt om deres navne og adresser.. og de havde svaret på spørgsmålet.
Jf. videooptagelsen af anholdelsen.

Og en søn, læge Ben Kristian, der i sin bil fulgte efter sin syge far ind til retten og stod udenfor denne sammen med min mands bror, læge Georg Somogyi for at hjælpe og de spurgte begge, om de ikke nok måtte tage blodtryk på min mand. Men vicekriminalassistent Lau Friis gav ham et brutalt skub, så han faldt ned af trappen og kvæstedes så stærkt, at han måtte behandles på skadestuen.
Bilag: skadestue-rapporten.

Derefter blev jeg indlagt på Frederiksberg hospital på intensiv afdeling i ilt og under streng bevogtning. Hverken medlemmer af folketinget eller præsten Tove Fergo måtte besøge mig. Jeg blev ikke kørt til  det nærmeste hospital, som skal ske ved udrykning ifølge dansk lov, men til Frederiksberg hospital.

Fra hospitalet blev jeg da man skønnede, at jeg kunne undvære ilten kørt til Vestre Fængsel, hvor jeg blev klædt nøgen  og derefter indsat i isolationscelle nr. 52. hvorfra jeg så den følgende morgen kom til grundlovsforhør.

I fængslet var jeg totalt isoleret, der var i døren et hul på størrelse med en mønt, som der var en klap for udvendigt. ”Læn Dem ikke ud”- havde en fange, jeg kendte fra besættelsestiden skrevet. Han blev taget af tyskerne, og nægtet benådning af det danske justitsministerium og af tyskerne skudt, i det vi nu kalder mindelunden.

Når jeg skulle føres til toilettet, skulle der ventes og ventes, for der måtte ikke være nogen på gangen, jeg var jo isolationsfange.  Også på toilettet skulle man vente med at komme ”hjem” til sin celle, til gangen var mennesketom. En dag glemte man at hente mig, og man fandt mig besvimet og jeg måtte igen køres under udrykning til et hospital. Denne gang Hvidovre hospital. 

Jeg blev slået på Hvidovre Hospital, hvor jeg lå med  ilt i næsen på eneværelse på intensiv afdeling. Fængselsbetjentene der bevogtede mig 24 timer i døgnet stod og røg cigaretter inde på min enestue, hvor der var ilt. Jeg kunne ikke tåle røg på grund af astma og hjertesygdom og gik hen imod et vindue, for at åbne dette. Jeg har haft en insulinafhængig sukkersyge i mere end 20 år. Jeg blev kastet ned på gulvet og fængselsbetjenten vred armen om på ryggen af mig  under påskud af, at jeg ville flygte ud af et vindue- på 3. sal.
Jf. fotos, der har været fremlagt.

Under Frederiksberg politistation  blev jeg sparket i ansigtet af fængselsbetjent Erik Staal. Jeg lå på en snavset madras på gulvet på ryggen, og kunne ikke hurtigt nok rejse mig op på kommando. På grund af alder, leddegigt og hjertesygdom, jeg skulle først om på maven før jeg kunne rejse mig. Erik Staal sparkede mig ind i ansigtet og ramte næsen, hvor blodet sprøjtede ud over min hvide lægekittel og på betjentene. Derefter blev jeg grebet af fire fængselsbetjente to betjente tog hver sin arm og to betjente hvert sit ben, og sådan blev jeg båret ud i cellevognen, der ventede på at føre mig til en celle i Vestre Fængsel.
 
Jf. fremlagte fotos. Jeg måtte derefter bæres af 4 betjente op og ned af trapperne fra kælderen til retssalen, ligesom jeg måtte af 4 fængselsbetjente bæres ud i den ventende cellevogn. For at føres til Vestre fængsel, hvor advokaten  fotograferede.
Jf. fremlagte fotos.
Jf. lægeerklæring af Røde kors lægen Torben Ishøj.

Min mand og jeg var totalt isolerede og vi vidste ikke de første dage, hvad der var sket med vor lille 8 årige datter, som vi sidst så frysende og grædende på gaden- og vi vidste ikke, hvad der var sket med vor lægepraksis.- Vi hørte patienter blive jaget ud og hjem med beskeden, at de skulle finde en anden læge, for nu skulle vi i fængsel. Dette føltes som den værste form for psykisk tortur.

Da jeg kom fra intensiv hjerteafdeling på Frederiksberg sygehus, direkte til en isolationscelle, skulle jeg klædes helt nøgen. Det føltes ærekrænkende og nedværdigende. Jeg er født i 1928.


Art. 5: Ret til frihed og sikkerhed :
………………………………………..
Stk. 1: Vi blev anholdt i vor praksis lige midt i konsultationstiden mellem ventende patienter. Disse og de patienter, der kom på vejen imod vores konsultation fik beskeden, at gå hjem og søge en anden læge, for nu skulle vi i fængsel.

Politi og socialforvaltning kom uden dommerkendelse, vor yngste datter på 8 år blev smidt ud på gaden, og døren låst for hende -hun måtte ikke komme ind i huset efter at patienterne var bortvist,  vi min mand og jeg kørt bort, sekretær og en voksen datter i håndjern kørt  til politistationen.-  og der stod hun frysende og grædende, mens politi og  socialforvaltning gennemsøgte vor lægepraksis, og private del af huset,  samt ransagede en lejer, Kurt Christiansens lejlighed i huset- også uden dommerkendelse.

Selve politianmeldelsen havde fundet sted ved en privat middag, hvor
socialudvalgsformanden, Biorgit Fogh- Andersen havde politimesteren til bords. Dette forklarede denne socialudvalgsformand mig i en telefonsamtale, som jeg båndede. Og fremlagde både bånd og udskriftet deraf.

Jf. fremlagt i retten båndet telefonsamtale og udskriftet deraf.

Stk. 5:
Enhver, der har været genstand for anholdelse eller forvaring i modstrid med bestemmelserne i denne artikel har ret til erstatning:
Allerede ved Grundlovsforhøret af mig den 20.3.92 gjorde både jeg og to advokater dommeren opmærksom på, at beslutningen, at børnene skulle  fjernes fra os og anbringes på børnehjem ulovlig, fordi dette kan et sammenrend på et socialkontor ikke bestemme. Sådant SKAL  forelægges børne- og Unge-udvalget, som det aldrig blev. Det turde man ikke. Da vi efter godt 7 år at have været udråbt som kriminelle i alle store dagblade og i TV, og blev frikendt, var det netop dette forhold, der gjorde, at vi blev frikendt.

Men da  fandt man så på, at vi selv har givet anledning til alt det onde, der var overgået os- hvorfor vi ikke skulle have erstatning.-

Dette er ikke rigtigt. Det er ligeså forkert, som Gederapporten og som anmeldelse af os til Den Almindelige Lægeforening, og alt det andet.
Jf. de kronologiske hændelser.
Og retsbogsudskrifterne

Da børnene kun havde været ”borte i få timer ringede jeg tidligt om morgenen til den øverst ansvarlige og sagde, hvor børnene var og bad hende tage med mig ud og så stille og roligt som muligt af hensyn til børnenes psykiske tilstand at få disse til at tage med til det børnehjem, som nu hun havde bestemt sammen med sine underordnede på kommunen, og på grund af hendes mærkelige opførsel, at det ville hun ikke og hun ville i det hele taget ikke vide, hvor de børn var, ringede jeg igen så hurtigt rådhuset åbnede til denne øverste i socialudvalget men havde sat et bånd på telefonen.  socialudvalgsformanden nærmest skreg. Eva Jeg VIL ikke vide hvor de børn er.

Dette bånd blev afspillet i retten og udskrift deraf står i Retsbogsudskriftet, og socialudvalgsformanden godkendte at det var hende, der havde råbt. Jeg vil ikke vide, hvor de børn er.
Men så skrev dommeren, at jeg da burde have vidst, at hun og hendes mening ikke var i overensstemmelse med resten af det sociale udvalg.
Bilag
…….

Hvilket vil sige, at jeg mindre end et døgn efter, at børnene  var gået fortalte den øverste indenfor børneforsorgen
Og da min mand kom til grundlovsforhør den 18.3.1992, og blev spurgt om, hvor vi aflagde sygebesøget om natten, da børnene var forsvundet, sagde han højt og tydeligt. I Slangerup- hvorefter han ikke blev yderligere spurgt. Myndighederne vidste godt, hvor børnene var.
Bilag.

Også det
Ligesom man fandt på en historie, at da man samme dag i håndjern lænkede vor mandlige sekretær til en voksen datter, højre hånd til højre hånd, så disse, da de under stor bevågenhed af patienter, forbipasserende og genboer i cirkelbevægelser blev jaget ud i en politibil og kørt til afhøring- da fandt politiet på den usande historie, at disse to fanger ikke havde villet opgive deres navne og adresser, hvilket heller ikke var sandt. Men så undgik man at betale erstatning.

De ydmygende Ransagninger var der kun dommerkendelse for 6 men der blev afholdt 17

Art. 5:
stk. 1. ret til retfærdig rettergang. Dette fik vi ikke.

Begærede centrale vidner blev bare afvist
Afhøring af det vidne, hvis udsagn bragte mig i isolationsfængsel under mit påhør, blev afvist.
Der blev løjet og fortalt, at politianmelde
Den kom fra den socialudvalgsformanden, der nægtede at få oplyst hvor børnene Var få timer efter, at de var forsvundet

Stk. 3 b:
Ret til at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar. Dette fik vi heller ikke. Vores advokat i Landsretten, Holger Linholdt fik ikke fem minutter. Han måtte i maj 1999 føre sagen uden et eneste akt  papir- uden at kende sagen
Det eneste min advokat, Holger Lindholt  kunne sige var:
”Hvad var lovmedholdeligheden med fængslingen i 1992?
og dette spørgsmål fremsatte han ved hvert eneste retsmødes begyndelse og afslutning til stor irritation for landsretsdommerne.
Og så fremsatte han begæring:
at få sagsakterne,
at få tid til at sætte sig ind i sagen.
At få de beslaglagte kostervarer udleveret, da det var sagsakter.

Han fik ikke sagsakter.
Han fik ikke nogen tid til at sætte sig ind i sagen. Ifølge dommerkendelse skulle sagen starte straks.

Men han fik gennemført, at han ved det næstsidste retsmøde, måtte gå over på statsadvokatens kontor og gennemse sagsakterne.
 

Disse kostervarer udgjorde kun en lille brøkdel af de fjernede kostervarer. Men han lagde disse i sin taske og sagde, at de jo tilhørte hans klient og gik med disse over til retsmødet, der var  startet. Han forlangte videobåndet, på hvilket der stod: ”Frederiksberg  politis arbejdsmateriale” afspillet i retten.

Det var helt tydeligt mixet sammen af politiet, så advokat Holger Lindholt råbte i retten: ”FUSK; FUSK OG ATTER FUSK”.  Han kunne nu tillægge ordet FUSK til sit sparsomme indlæg.

”Fusk”  gentog Landsrettens præsident, Ja FUSK gentog min advokat- kan De ikke selv høre, at dette bånd er manipuleret?

Så sagde Holger Lindholt igen FUSK- og der blev ikke sagt mere fra hans side.
Udover det sædvanlige spørgsmål om lovmedholdeligheden?

Dernæst blev vi frifundet- men med tilføjelsen, at vi selv har givet anledning til det skete.  Der tilbageholdes fortsat de fleste af de, i min lægekonsultation og i mit hjem, hos lejeren Kurt Christiansen og hos ugebladet ” Ude og Hjemme”  tyvstjålne sagsakter , videobånd, film og kassettebånd samt mange familiebilleder. 

Holger Lindholt døde i retten relativt kort efter denne episode. Denne advokat sagde i retten, at han ville sende sagen til Strassbourg. Men han døde desværre.

1.Min mand, der havde haft to blodpropper i hjernen og stærkt forhøjet blodtryk blev ført til afhøring uden at have haft til at forberede sit forsvar. Han var stærkt oprevet, fordi han så mig  blive båret ud og kørt bort under udrykning, og kunne kun svare på dommerens spørgsmål om, hvor jeg havde været på sygebesøg, hos børnene den nat, hvor børnene var forsvundet om eftermiddagen. Han svarede:
”I Slangerup”
Men dette  skrev den partiske dommer Dorte Sylvest Nielsen ikke i Retsbogsudskriftet.

Bilag:  vidneudsagn fra advokat Hans Helmer Jensen i Landsretten den 7 maj 1999.

2.Ligesom dommer Dorte Sylvest Nielsen også tendentiøst ”glemte” at skrive i Retsbogsudskriftet,  at det menneske, der fik os i fængsel med sin opdigtede og usande historie om, at hun havde set os med de efterlyste børn den 11. marts 1992 sagde, at hun var vælgerforenings-veninde med socialudvalgsformanden, Birgit Fogh- Andersen  på Frederiksberg rådhus.

Jf. Retsbogsudskriftet  af 20.3.1992, hvor dommeren ved det efterfølgende retsmøde blev tvunget til at tilføje dette i retsbogen.

Den sidste retssag i straffesagen mod os fra 1992, som fandt sted i landsretten i maj 1999, blev fastlagt lige midt i en anden meget stor sag fra 1988. Begge sager skulle procedures samtidigt den 3.5.1992, og begge afsluttes den 11.5.1992.
Således at man startede om formiddagen med en stor erstatningssag,  hvor politiet i 1988 var brudt ind i min lejlighed og havde plyndret denne ved en fejltagelse, der stod mit navn i opgangen og på min dør, indtil lejligheden.  Politiet ”troede, at det var lejeren, der fordi han støjede, ikke selv måtte bebo lejligheden, men han måtte gerne leje denne ud. Han lejede den ud til mig.  Jeg blev først anklaget for at forsøge at forhindre myndighederne (politiet i at plyndre min lejlighed) i deres arbejde.

Politiet lagde mig ned på gulvet og låste mine gigtsvage arme fast på ryggen af mig med brug af magt i  håndjern og anholdt mig og plyndrede min lejlighed og solgte dette, og jeg genså aldrig mere mit indbo. Jeg blev senere frikendt, og det var erstatningssagen mod politiet, der nu skulle behandles i Landsretten midt i Gedesagen. Min advokat, Jytte Thorbek magtede ikke to sager samtidigt af helbredsmæssige grunde. Hun har aldrig tidligere været med til noget lignende, sagde hun. Der blev først ansøgt om adskillelse af de to sager. Det sagde dommeren nej til.
Så hun meddelte retten,  at hun retten, at hun af helbredsmæssige grunde ikke kunne procedere  om formiddagen i den ene sag og en time senere procedere i Gedesagen. Så ville hun møde i den ældste sag fra 1988. Derfor kom advokat Holger Lindholt så sent og uforberedt ind i sagen.

Retten beskikkede så i hendes sted ved retsmødets start den 3.5.99 en advokat for mig, som jeg bestemt ikke  ønskede. Jeg ønskede advokat Holger Lindholt, der havde givet tilsagn om at møde. Men han havde ikke  sagsakterne.
Denne advokat nægtede landsretsdommeren at beskikke selv om han var højesteretsadvokat- havde møderet for Højesteret.

Ved retsmødet den første dag den 3.5.1992 måtte jeg så  rejse mig op og sige, at såfremt advokat Holger Lindholt ikke kunne beskikkes, så ville jeg betale ham selv, for jeg ønskede IKKE den advokat, Landsretten mod min vilje ganske uden mit samtykke havde beskikket for mig.

Så forlod alle dommerne i Landsretten salen og kom tilbage og meddelte,, at så kunne den advokat, jeg ønskede, Holger Lindholt  så  godt beskikkes, men han kunne ikke få sagsakterne, for sagen skulle føres i dag. – sammen med den anden sag. 
Det var advokat Lindholt ikke tilfreds med, men anmodede om at få en uge til at forberede sagen, der nu i forvejen havde taget mere end 7 år.

Dette blev nægtet ved kendelse. Så måtte min advokat føre min sag uden at kende denne i Landsretten i Danmark .

Det eneste han kunne sige, sagde han ved starten af hvert retsmøde og ved slutningen af retsmøderne, nemlig:
Hvad er lovgrundlaget for denne sag for fængslingen af mig? Det var det eneste, han vidste, at jeg allerede i grundlovsforhøret den 20.3 1992, havde gjort dommerne opmærksom på, at fængslingen og sagen med at fratage os de børn, som havde rettet sig og klaret sig så godt, mens vi havde dem. Det kan et sammenrend af mine fjender ikke  gøre sammen med en politimester efter aftale ved  en privat middag, hvor socialudvalgsformanden har politimesteren til bords- jf. båndet samtale med mig og socialudvalgsformanden. Vedlagt og spillet i retten.

Dommerne svarede ikke, hvorfor adv. Lindholt sluttede med samme spørgsmål, og derefter stillede dette ubesvarede spørgsmål ved alle følgende retsmøder i Landsretten. Han startede og sluttede det næste retsmøde med samme spørgsmål. Det fortsatte han med ved samtlige retsmøder,  lige til dommen kom, den 11.5.1999, hvor  vi  så blev frifundet- men så fandt man på, at alt det onde, der var overgået os og vore børn,, havde vi selv givet anledning til.
Både min mands advokat og min advokat sagde i kor: ”Det er fordi de vil nægte jer erstatning.”

Det eneste min advokat vidste om sagen var, at jeg ved første retsmøde, grundlovsforhøret havde gentaget, at det var et sammenrend af mine fjender, der havde handlet ulovligt til stor skade, for de børn, det gik ud over.
Fjernelsen af de to pleje børn fra os, var sket på ulovlig måde. For vi havde både en almindelig plejetilladelse, en plejetilladelse, der til og med var stadfæstet fra den sociale ankestyrelse og alle mulige beviser på at det var gået børnene umådeligt godt, han vidste om skoleerklæringerne fra klasselærerne.
Fjerne sådanne børn fra os, det kan efter dansk lov kun Børne- og Unge udvalget gøre, og sagen har aldrig været forelagt dette udvalg.
Dette var første gang i hans lange liv som advokat, at han havde hørt om, at en advokat ikke kan få tid til at sætte sig ind i sagen og forberede denne
………………………………
…………………………………
En  evt.  erstatning, vil den blive delt i tre lige store dele.  En del til Mulle (Anne Marie), en del til Lisbeth og en del til Marie.

.
d. At afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner.
…………………………………………………………..
Dette blev også nægtet os. De for vor sag vigtigste vidner blev os nægtet at afhøre.

Vi blev anholdt og fængslet udelukkende på et falsk vidnesbyrd fra en nabo, vælgeforenings-veninden til socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen. Hun hed Grete Schack Nielsen. Hun var madskribent. Og arbejdede sammen med socialforvaltningen, hun fik således standset en TV udsendelse, der allerede var optaget med børnene og os.
Jf.: bilag
Udelukkende hendes vidneudsagn til politiet, førte til den brutale arrestation midt i vor konsultationstid.
Da jeg kom til grundlovsforhør, fik jeg kun at vide, hvad hun havde sagt i retten, da min mand var til grundlovsforhør. Jeg kunne øjeblikkeligt høre, at hendes udsagn var opdigtet. For eks. Beskrev hun en af vore sønner, der havde kørt bilen med os og de efterlyste piger, som en skævøjet koreaner. Vi  havde kun en søn, der havde alderen til kørekort, som er mørk og adopteret fra Korea- men han var på det tidspunkt i Miami. Ligesom jeg også kunne have modsagt dette vidne derved, at hun som påstod at kende de efterlyste børn, aldrig har set disse, da vi var flyttet ind i lejligheden ved  siden af hende den 15.2.1992, og børnene forsvandt den 3.2.1992.
Jeg forlangte at få hende afhørt under mit påhør, ligesom mine advokater også forlangte dette. Dommeren, der var meget partisk sagde:” NEJ. Det vidne tror jeg på. Det er meget troværdigt”, og så blev jeg også dømt til isolationsfængsling.

Senere en dag, hvor jeg blev låst inde på VC og efterladt der, fordi der angiveligt var folk på gange, kom jeg endnu en gang under udrykning ført til hospitalet, denne gang til Hvidovre hospital

Der kom en kendelse , og jeg blev ført bort til isolationscelle.
Bilag: Retsbogsudskriftet.

Senere i selve landsretten blev vidnet, der havde foranlediget anholdelse og isolationsfængsling af os, afsløret. Afsløringen skete såvel  i selve retten, som ved  et møde i Slangerup, hvor en stor forsamling af tilhørere var til stede derved, at de mennesker, der havde  skjult børnene efter aftale med rektor Bek, såvel til en stor  forsamling ved et møde i Frederiksværk sagde, at dette kunne ikke passe, da børnene både i tiden før, hun havde set os, og den dag, hun ”så” os og i dagene derefter var børnene hos disse i Slangerup, og i retten sagde disse Slangerup-mennesker det samme.
Men Grete Schack Nielsen blev ikke straffet.
I modsætning hertil blev vor lille søn af samme dommer med fængselsstraf, hvis han vidnede falsk i retten.

Art. 6.
……..
Enhver skal, når der rettes anklage mod ham, være berettiget til en retfærdig og offentlig rettergang.  Det fik vi ikke.  Lægernes rettergang var hverken retfærdig eller offentlig.

Tværtimod.
omtalt i de store aviser, som forbrydere, der skjulte børn Dette kom fra socialforvaltningen og fra politiet.

Vi blev den 18. marts 1992 UDEN dommerkendelse, voldeligt og brutalt anholdt på vor arbejdsplads lige midt i vor konsultation, mellem patienterne,
Og UDEN dommerkendelse, og fik ransaget både praksisdelen, hvor man medtog
En masse såkaldte kostervarer, kassettebånd, videooptagelser, fotos, sagsakter m.m. Og ikke alene vores del af huset blev ransaget, det blev også vor lejers del. Også hans fotos blev medtaget.

Enhver er berettiget til at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede vort forsvar. Det fik vi ikke .

Den 18 marts 1992 blev min mand, Karl Somogyi, fortumlet efter den voldelige anholdelse af mig, som blev båret ud og lagt i bunden af en af politiets kassevogne og kørt bort under udrykning, og  af anholdelsen af  vor voksne datter og vor mandlige sekretær, der i håndjern blev lænket til hinanden, og  rystet over, at vor egen datter, den lille  Marie,  grædende og frysende blev efterladt på gaden, og  67 år med alt for højt blodtryk og efter for nylig have haft to blodpropper i hjerne og hjernestamme med halvsidig lammelse og talebesvær til, følge, blev min mand ført til afhøring ag derefter indsat i isolationsfængsel uden at vide, om jeg var død eller levende. Men han svarede helt klart og tydeligt på dommerens spørgsmål, hvor var sygebesøget, som jeg aflagde på grund af tilkald fra en lærer på Johannesskolen fordi den ulykkelige Mulle havde truet med selvmord.: ” Det var i Slangerup”.
Svaret interesserede slet ikke hverken dommer eller politi.
Den partiske dommer glemte desuden at notere, at ménédersken sagde, at hun flere gange havde været i forbindelse med sin veninde socialudvalgsformanden, Birgit Fogh- Andersen.

Jf. vidneudsagn af advokat Helmer Jensen. Vedlagt som  bilag
Jf. retsbogsudskriftet af mig 2 dage senere, hvor hun blev tvunget til at tilføje det ”glemte”

Til trods for at retten blev LUKKET, så fik Frederiksberg kommunes embedsmand Bill Jahnsen konstant lov til at overhøre retssagen, som spion.
 

Art. 6 stk. d.
At afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner, og få vidner i hans interesse tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham.

Dette blev klart nægtet mig ved grundlovsforhøret af mig i Frederiksberg ret den 20.3.1992.

Også her sad Frederiksberg socialforvaltnings observatør Bill Jahnsen og lyttede, mens den biologiske mor ikke alene blev jaget ud af retssalen men også med direkte brug af magt ført bort fra retsbygningen, hvilket tydeligt ses på video, der blev bragt om aftenen i Kanal 2.
Retshandlingerne var lukket ikke for dem, det ikke vedkom og åben for sammensværgelsens observatører, for rektor Niger Beks observatør og for kommunens observatør.

Jeg forlangte af få det vidne, Grethe Schack- Nielsen,  som havde bragt mig og min syge mand i fængsel ved direkte ménéd, - ved en opdigtet historie, som jeg med lethed kunne have afvist som helt usand og usandsynlig.

Ikke alene forlangte jeg dette, det forlangte også de to advokater, der var tilstede .
advokat, Jytte Thorbek og advokat Hans Helmer Jensen

Men ” dommeren tilkendegav, at der ikke kan ske  yderligere afhøring af Grethe Schack- Nielsen,”  men tillod, at en søn, Emil Graungaard Somogyi blev afhørt som vidne. Det var på Emils 18-års fødselsdag.
Emil fortalte sandheden. Han blev direkte truet  af dommer Sylvest Nielsen, som sagde til ham: ”Straffen  for falsk forklaring for retten er 60 dages fængsel”

Dette glemte retsvæsenet i Danmark. Dommeren glemte at forklare ménédersken, fru Schack-Nielsen, at straffen for falsk forklaring for retten var 60 dage fængsel, og da det i selve landsretten blev oplyst af Slangerupfolkene selv, at i dagene indtil 11.marts, den 11. marts og i dagene derefter var begge de forsvundne børn indendørs i Slangerup i deres hus, så kunne ménédersken ikke straffes.

Dette kunne hun heller ikke, da hun senere blev politianmeldt.

Hun blev desuden nægtet afhørt, hvilket både min mand og jeg og vore advokater forlangte ved de talrige efterfølgende retsmøder
.
Alle myndighederne glemte det strafbare og 60 dages fængsel, da Grethe Schack- Nielsen senere blev politianmeldt for falsk forklaring for retten. Loven i Danmark gælder ikke for de personer, der hjælper myndighederne.

Art. 13:
Enhver har ret til effektiv oprejsning , uanset om krænkelsen er begået af personer, der handler på embeds vegne.
Det fik vi heller ikke.
Den person, der sammen med politiet blev sendt  ud i vor lægepraksis, overassistent Dorte Hendriksen i Familieafdelingen,  som for det første slet intet havde i en lægekonsultation i Rødovre at gøre. Det havde Frederiksberg politi heller ikke.- Det skal være Rødovre politi og en sagsbehandler fra Rødovre, der skal komme ud i en lægekonsultation i Rødovre, såfremt der er en dommerkendelse derfor.
Der var ingen dommerkendelse.
For det andet  ledte hun ikke efter børnene, men gik sammen med politiet tilbage og skrev Gederapporten, som kunne bruges imod os- og den blev brugt.
Overassistent Dorte Hendriksen  skrev, at der i et undersøgelsesrum, hvor der var tre patienter,  der stod der også en levende ged, og denne ged havde afføring mens hun og patienterne var tilstede i rummet.

Gederapport blev sendt til pressen, til alle medlemmer af det sociale udvalg i vort Folketing, til paragraf 71 udvalget og til ménédersken, Grethe Schack-Nielsen, som brugte denne til i samarbejde med Frederiksberg kommune til at standse en TV udsendelse, ” Eleva2ren” med børnene, som var optaget. Og Gederapporten blev brugt i selve retssalen mod os.  Og den blev sendt til embedslægerne i forsøg på at tage vort levebrød som læger fra os.

En chefpsykolog, Gunner Kjær-Rasmussen blev således også i Landsretten spurgt om, hvordan der så ud hos os, og hvilke husdyr vi havde gående. Han kunne kun sige, at der var kendte maleres værker på væggene og ægte tæpper på gulvene. Det samme skrev medlem af Europaparlamentet Mogens Camre til alle myndigheder og til retten.

Efter at have produceret denne Gederapport blev denne overassistent, Dorte Hendriksen forfremmet til fuldmægtig ved Frederiksberg kommunes familieafdeling , og som fuldmægtig arbejder hun på Frederiksberg rådhus den dag i dag.

Vi, min mand og jeg og vore advokater, har konstant ved de mange retsmøder forlangt at få denne fuldmægtig ved Frederiksberg rådhus i vidneskranken for at hun kunne fortælle, hvem der har bedt hende om at ”se” en levende ged.

Det var Frederiksberg kommune, der betalte hendes retsomkostninger og hendes bod på kr. 5000, som vi ikke fik , men som blev givet til vor advokat.

Jf. tilbagetrækningen af gedehistorien.
Korrespondancen i 2003 mellem advokat Hans Helmer Jensen og borgmesteren på Frederiksberg, i hvilken borgmesteren forsvarer, at det naturligvis blev borgerne på Frederiksberg, der betalte for hendes løgnehistorie- FORDI HUN HANDLEDE I EMBEDS MEDFØR.
 


Artikel  3: ”Erstatning skal ydes ved forkert domfældelse, medmindre det godtgøres, at den manglende rettidige blotlæggelse af den ukendte kendsgerning helt eller delvis kan tilskrives ham,”

”Medmindre den ukendte kendsgerning helt eller delvis kan tilskrives min mand og mig” var den undskyldning dommeren brugte for at undlade, at give os erstatning .
men der findes ikke en ukendt kendsgerning, der helt eller delvis kan tilskrives mig og min mand.
Få timer efter at børnene var forsvundet efter en opringning fra fru Whita Sjøsten i Slangerup, fik vi gennem en mand, der kaldte sig Ole og sagde han var lærer at vide, hvor børnene var blevet skjult. 7 timer senere ringede jeg privat til socialudvalgsformanden privat, før Frederiksberg kommune åbnede den følgende morgen, og fortalte den øverste på socialforvaltningen, at jeg havde været på sygebesøg hos børnene , hvor den store pige havde truet med selvmord og jeg nærmest tiggede hende om at tage sammen med mig ud til børnenes skjulested i Slangerup. Jeg som læge og plejemor for børnene og som børnene havde tillid til sammen med hende, som den øverste på børneafdelingen på Kommunen, for at få disse til at følge med til det børnehjem, hun nu ønskede børnene anbragt på.

Denne socialudvalgsformand, den øverst ansvarlige nærmest råbte i telefonen. Eva Jeg VIL ikke vide, hvor de børn er. Da kommunen åbnede om morgenen kl 9. gentog jeg opringningen til socialforvaltningen og talte igen med socialudvalgsformanden, og båndede samtalen. Alle de følgende samtaler med denne, den højest ansvarlige på Frederiksberg kommune båndede jeg, fordi jeg var klar over, hvor meget de betød psykisk for børnene.
Disse båndede telefonsamtaler har været fremlagt i retten, såvel som afspillet bånd som udskrift deraf.
Bilag: Retsbogsudskriftet af 11.5.1999,
stemmer ikke med lydoptagelsen.
 
Den allerførste dag efter anholdelsen, sagde min mand i retten, at det var i Slangerup, vi var på sygebesøg hos børnene. Jeg blev aldrig spurgt.
Det var hverken politi, rektor           Bek, eller socialudvalgsformanden interesseret i, De vidste det i forvejen.
Rektoren var desuden blevet politianmeldt fordi hun ved møde med borgmesteren på hans kontor, hvor Bjarne Busk også var til stede forklaret at børnene flere gange mens de var under jorden havde besøgt hende, Dette politianmeldte Bjarne Busk

Men så blev han kaldt til orden på borgmesterens kontor- og så blev politianmeldelsen trukket tilbage.

Og desuden var kommunen helt vidende om, hvor børnene var skjult, for den havde givet de mennesker, der skjulte børnene FRIT LEJDE, hvilket fru Whita Sjøsten fortalte nedennævnte personer ved et stort møde den…… i Frederikssund hos redaktør Harly Fogedbevidnet af en hel række personer.
Mogens Camre
Advokat Hans Helmer Jensen
Sektionsleder i KTAS Agnethe Ishøj
Røde Kors lægen Torben Ishøj
Redaktør Harly Foged
Fru Foged
Læge Ben Kristian Graungaard
Stud med. Emil Graungaard


Den nuværende borgmester, Mads Lehbæk fik vedlagte brev fra advokat Hans Helmer Jensen med spørgsmålene:
1Borgmesteren svarede, at det var naturligt, at kommunen ( borgerne på Frederiksberg)
 betalte, for det var jo sket i embeds medfør. Dengang som overassistent og nu som  fuldmægtig.
Men det var jo en personlig sag mod hende, der så syner, og så enten måtte være sindssyg,  scitzophren eller påvirket af stoffer. Det var i orden at kommunen betalte 5000 kr. til vor advokat- men hvorfor rejste kommunen så ikke en tjenestemandssag mod hende, eller afskedigede hende eller bare lod hende møde i retten ved vore gentagne begæring derom?

Både rektoren og socialforvaltningen vidste, hvor børnene var.
Jeg mødte op den følgende dag på rektors kontor og fortalte, hvor børnene var- og hun sagde. ”Det ved jeg da godt”- verden er jo så lille, og de kender jo hinanden.
Jf. bilag.

Og mens vi sad i isolationsfængsel , hvor børnene dagen efter var blevet tvangsflyttet til fuldstændig fremmede mennesker,    i Hørsholm, hvor de blev holdt bag nedrullede gardiner, kom et vidne, redaktør Harly Foged ind i retten og sagde: Fru dommer, lægerne kan ikke vide, hvor børnene bliver holdt skjult. Jeg ved det og ønsker at vidne derom. Han blev jaget ud af retten med politiet hjælp.

Jf. bilag
Udtalelsen kom desuden i TV Kanal  2 samme aften

Afhøringen af folkene i Hørsholm vedlægges som bilag
Disse mennesker kendte ikke os, havde aldrig set eller talt med os men vidste vi sad i fængsel og ikke kom ud før børnene var fremme de gjorde dette fordi det var en rektor, der stod bag.
Vi politianmeldte disse-
 Ved en samtale på video med disse, siger manden, at de var lovet ikke at blive kaldt i retten hverken som anklaget eller til forhør.

Vi forlangte disse til vidneafhøring i retten- men det blev nægtet

Vi politianmeldte disse folk i Hørsholm, men politiet afslog at anklage disse.
 
Den biologiske mor, der jo i allerhøjeste grad var part i sagen, blev korporligt med magt trukket ud af Frederiksberg retssal af en embedsmand fra Frederiksberg kommune. Hun måtte ikke høre, hvad der foregik.
Jf.: TV kanal 2, optagelse, hvor hele episoden ses tydeligt.

Men Frederiksberg kommune måtte gerne have en spion siddende ved samtlige lukkede retsmøder. Det samme gjaldt rektor Bek. Også hun havde en observatør siddende ved hvert eneste ”lukkede” retsmøde. Så denne kunne gå direkte fra retten over til møder på Rådhuset, hvor man forhandlede om hvordan man kunne få børnene frem og lovligt give ægteparret, rektor Beks gode venner plejetilladelsen, så de kunne klare deres økonomi. Til det formål fandt rektor Inger Bek på,  at børnene skulle komme frem, mens vi var i isolationsfængsel, og gives midlertidigt i 14 dage til et lærerægtepar på hendes skole, og så skulle kommunen udannoncere børnene til en plejefamilie, og  Slangerupægteparret skulle søge stillingen som plejeforældre, som de ville få, da rektor Bek
 som den vægtige pædagog, hun var, ville anbefale dette.

Det mødereferat  er også ”forsvundet” på  Frederiksberg rådhus. Men både rektor Bek har fortalt derom til politiet, og …

Men ved det sidste retsmøde, den ……blev kommunens observatør, Bill Jahnsen, åbenbart så glad, da han hørte, dommer Sylvest Nielsen idømme os begge yderligere 14 dages isolationsfængsel, at han skyndte sig ud fra retten for at nå mødet på kommunen og referere hvad der var sket i retten, at han ikke hørte det der skete til allersidst, nemlig, at min advokat gik op til dommeren med et forudskrevet anke til landsretten. Og afleverede denne, idet hun bad om lige at


måtte rette i denne, da hun havde skrevet, at der blev idømt 8 dage, hun sagde, at hun på grund af dommerens forudindtagethed mod os,  vidste , hvad udfaldet ville blive, men hun havde dog ikke kunnet forestille sig at dommen ville blive 14 dage i isolation. Min advokat rettede sin skrivelse fra 8 til 14 dage, og advokaten kørte selv den følgende dag ind til landsretten og lagde anken på bordet foran Landsretdommeren, som straks underkendte Frederiksberg dommerens fortsatte fængsling af os og frigav os fredag den 27.3.1992.
Dette kom lidt på tværs for det, som  vi opfattede som banden



Børnenes skæbne:
Bilag børnenes situation før de kom til os.
Mens de var hos os
Efter at de var blevet tvangsanbragt på et børnehjem,
Mulle så aldrig sin biologiske mor- det gjorde hun hos os. Hun ville bare ikke tilbage til moderens bopæl
Bilag: ca. to år gik de to stakkels børn ”under Jorden i Frederiksbergs
narkokvarter:
Bilag:


Det skete i Danmark


Danmark startede en retssag mod os, min mand og mig, der kostede millioner af kroner for at få os uskadeliggjort og afsat som praktiserende læger.
Det hører med til historien, at jeg før den nedenfor refererede historie, havde kritiseret kommunernes dispositioner, specielt den topstyrede konservative kommune, Frederiksberg kommune for dens børnepolitik.

Et eksempel fra Frederiksberg:
Man fratager en mor sit barn.  moderen der er en alene arbejdsom mor, som bliver akut syg og som jeg må akut indlægge en fredag eftermiddag Kommunen ”hjælper”  moderen og passer barnet under indlæggelsen- det bliver sagsbehandlerens bror, der får barnet og plejetilladelsen. Da moderen blev udskrevet og ville have sit barn tilbage, kan hun ikke få dette. Ikke fordi der er noget i vejen med hende, men det er barnets tarv, at have to forældre, både en far og en mor. Barnet forbliver derfor ved dom hos sagsbehandlerens bror, og kampen er så håbløs  for moderen, hun findes en dag på en jernbanelinie, med hovedet skåret af.  Og flere lignende sager:

Denne sag:
Min mand og jeg blev i påsken 1992 kaldt ud til en meget syg mor, fru Mette Haugaard Hansen der er HIV.-positiv, prostitueret narkoman med leverbetændelse. Hun havde meget høj feber efter et fejlfix. Hun skulle hurtigt indlægges. Hun beder mig meget indtrængende om at tage mig af hendes tre mindreårige børn, hvilket jeg lover.

Vi ringer straks den følgende morgen til Frederiksberg socialforvaltning og til  den øverste der, socialudvalgsformanden, Birgit Fogh- Andersen og forklarer situationen. Vi anmoder socialforvaltningen om at komme ud i vort hjem hurtigst muligt for at tage stilling til de fremmede børns fremtid. Vi har selv 12 egne børn. Vort yngste var 6 år.

Der gik mere end 6 uger, før man reagerede fra Frederiksberg Socialforvaltningens side og kom ud til os og børnene, som vi allerede havde sat i skole, fået briller til den 11 årige Mulle og havde fået ordnet de mange smertende fuldstændigt nedrådnede tænder hos den 6 årige Lisbeth.

Vi forklarede, at vi jo ikke var unge mere. Vi er født i 1925 og 1928.  Derfor mente vi, at børnene måske burde have yngre plejeforældre, såfremt moderen ikke mere blev i stand til på forsvarlig måde at tage sig af børnene.

Dette kunne kommunen ikke. Sagsbehandleren forklarede os, at det var svært, nærmest umuligt at anbringe to ”narkobørn”, som hun kaldte børnene, for det første, og desuden var den lille Lisbeth HIV-positiv. Og kommunen overlod det til os.
I samarbejde med rektoren, Inger Bek på den private gymnasieskole,  som vores eget barn Marie gik på, som vi talte meget med, og også drøftede denne sag med, blev der efter hendes anbefaling forsøgt anbringelse hos et forældrepar, som hun anbefalede, og som hun sagde, hun: ”har kendt i 40 år, og som hun stod i taknemmelighedsgæld til”.
En weekend  blev børnene anbragt der, men de flygtede derfra og tilbage til os. Det var et ægtepar i Slangerup. Niels Lykke Nielsen, der var murersvend, og Whita Sjøsten, som engang, da hun var gift med en anden mand, havde boet i Rødovre, og der havde været min patient.

Dengang var havde Whita Sjøsten en ubetinget fængselsdom for bedrageri. Hun havde været vognmand..  En ubetinget fængselsdom, som jeg som læge fik ændret til en betinget dom på grund af hendes helbredsmæssige situation.

Vi bragte så de to børn efter aftale til Slangerupægteparret.
Men der ville de ikke være.- de flygtede derfra og vi hentede dem ved et busstoppested,  Vi blev meget uvenner med Slangerup-parret, disse, fordi de havde regnet med, at få en stor plejeløn. De var i forvejen dagplejemor for et multihandicappet barn i Slangerup.
Niels Lykke Nielsen kom en morgen og ringede på praksisdøren og smed en bundt tøj ind til vores sekretær uden at hilse. Det var noget tøj som børnene ikke havde fået med sig, da de løb deres vej.

Vi beholdt så børnene, ringede til kommunen og stillede nogle betingelser:
1:
2:
som kommunen gik ind på.
Vi fik så plejetilladelsen, og denne blev stadfæstet i den sociale ankestyrelse-
og det gik børnene utroligt godt.
Jf. skolens udtalelserne om disse.

Vi havde først børnene i kommuneskolen, Rødovre skole. Der gik det også børnene rigtigt godt. Jf. udtalelserne derfra.

Men da vi mente, at vi ikke kunne have to  slags børn. Vort eget, lille Marie  på privatskole, og de to plejebørn på kommuneskole, flyttede vi Mulle og Lisbeth til samme privatskole, hvor vor egen datter, den 6 årige Marie allerede gik.

Det gik fortsat meget stærkt fremad med disse børn.
Jf. skoleudtalelserne derfra.
Men dette passede åbenbart ikke Frederiksberg kommune. Den fik dens advokat til at få moderen til at forlange børnene på hjemmebesøg hos hende. Dette ville børnene ikke. De skammede sig over hende. Hun kommer på besøg hos os, og der er ikke problemer.

Kommunen får dens advokat til at forlange børnene anbragt på børnehjem. Det vil børnene ikke. De kender altfor godt det børnehjem, kommunen ønsker dem anbragt på.

Den dag de skal anbringes på dette børnehjem ringer denne Whita Sjøsten til mulle . det er vor sekretær Helge Røpke, der tog telefonen og gav denne til Mulle, og kort derefter forsvandt børnene. Helge Røpke, der har  middagsfri, kører i sin egen bil en gammel firehjulstrækker efter børnene. Han samler dem op, og Mulle forlanger at blive  kørt til Slangerup, fordi Whita har tilbudt hende og søsteren at de kan bo der, til de kan komme tilbage til os.

Helge lover Mulle ikke at sige til os, hvad der er foregået

Dette gør han dog den følgende morgen, da han  kom på arbejde.- men allerede hen på aftenen den foregående aften, da vi bliver klare over at børnene er væk og skal til at ringe til politiet, da ringer der en yngre mand på vor praksisdør, og præsenterer sig som lærer og hedder Ole. Han forklarer os, at børnene på en eller anden måde, er kommet til Slangerup, og at mulle har det psykisk meget dårlig. Hun truer med selvmord til Mulle- den største af pigerne og tilbyder at have disse boende indtil sagen bliver i orden. Dette sker bag min ryg, fordi jeg er optaget af patienter, som har ventet på mig, da jeg i konsultationstiden har ledsaget Mulle ind til ombudsmanden . De forsvinder fra praksis. Patienter i venteværelset har set mulle skynde på lillesøsteren Lisbeth og set, at begge hurtigt forlod praksis.

Begivenhederne i  kronologisk rækkefølge.

Vi tager til adressen Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen, som vi jo kender fordi børnene  var der på rektor Beks anbefaling to år tidligere- men da ville de ikke være der.- Og vi var heller ikke gode venner efter, at børnene var flygtet derfra.

Den følgende morgen ringede jeg straks til socialudvalgsformanden og bad hende tage med til Slangerup og hente børnene, da jeg mente, at det var det eneste der kunne gøres for at skåne børnene for at blive afhentet af politiet senere. Socialudvalgsformanden nærmest skreg i telefonen. ” jeg vil ikke vide, hvor de børn er. Jeg ringede flere gange men fik samme besked hver gang. Til sidst satte jeg bånd på telefonen. Den båndede telefonsamtale blev fremlagt i retten, og den blev desuden afspillet i retten under påhør af samme socialudvalgsformand, Birgit Fogh.- Andersen. På det tidspunkt kunne jeg ikke vide, at hun allerede i forvejen var orienteret om, hvor børnene var og at kommunen havde givet ægteparret, Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen frit lejde.
Jf. bilag, afskrift af båndet telefonsamtale, der har været fremlagt og været afspillet i retten.
Samt vidneudsagn i retten vedr. frit lejde.

Samme morgen gik vi direkte op på rektor Inger Beks kontor, da vi havde bragt vor egen datter til skolen, og fortalte hende, hvor børnene nu var:
” Det ved jeg da godt”, svarede hun os.

Vi var i alt 3 gange på sygebesøg hos Slangerup familien. Den næste gang vi kom havde børnene fået skolemateriel, som rektor Bek havde været der med.

Det næste, der sker er, at rektor Bek kommer op i vor private lejlighed og fortæller, at børnene ikke er længere i Slangerup. Og vi ikke længere skal interessere os for børnene, Det problem har hun overtaget. Hun har haft møde med socialforvaltningen og borgmesteren, som hun kender godt
Hun har både blomster og en dyr bog med som gaver til mig. Bogen hun kom med var Nørretranders nye bog, Mærk Verden”
Tilstede er en søn, læge Ben Kristian Graungaard.

Derefter ser vi børnene mange steder, hvor vores børn  også kommer. I Skolen viser de sig næsten dagligt. De er der for eksempel den 2. marts, hvor de er med til at slå katten af tønden, og hvor den store pige går direkte op til rektor Bek o forsvinder på hendes kontor,
Det ser ikke blot Marie, men det ser også Maries og Lisbets klasselærer, Lise Kjær-
Rasmussen, som følger efter Mulle og ser hende gå ind til rektor  Bek. Denne overlærer bevidnede dette i retten, og blev spurgt om, hvorfor hun ikke ringede til politiet, og hun svarede, at når pigen gik ind til hendes foresatte, var det denne rektor, der skulle ringe til politiet, for også hun vidste at børnene var politieftersøgte.
BILAG- Overlærer Lise Kjærs vidneudsagn i retten.

Børne vises på færgen Sjælland, hvor en af vore døtre var elev, og de ses til rockkonserter, hvor klassen også kom, samt i omegnen af Kristiania, og  ses i Arkaden i København. Jeg ringer igen med bånd på ytelefonen til socialudvalgsformanbden og fortæller hende, hvor børnene er set. Vi er bekymrede for børnene. Men jeg afvises med: Arkaden er da et pænt sted.
Jf båndafskrift  og bånd, der også har været fremlagt i retten.

Der foranstaltes … ransagninger, selv om der kun var dommerkendelse for 6 ransagninger.  Ransagningerne, der havde karakter af direkte razziaer foretages ikke alen hos os, to gange i praksis midt i konsultationsstiden, hos vore voksne børn, hos en nevø og hos naboer og venner.
Det er ikke børnene  man leder efter. Kommunen vidste godt, hvor børnene var.. de var stadigt i Slangerup- lige indtil vi blev sat i isolationsfængsel-Men der  tages såkaldte kostervarer med, billeder, kassetteoptagelser, film, fotos, til og med et fotografi, der hang på væggen.
Ved den første ransagning hvor

Hun var i embeds medfør, og kunne ikke straffes- men blev forfremmet fra , så kommunen betalte hendes bøde og hendes advokat og hun



FORHISTORIEN:
…………………….

30 januar 1985
Denne dag blev Mette Haugaard Hansen  patient hos praktiserende læge Eva Graungaard i Rødovre, en forstad til København.. Mette Haugaard Hansen er født den 18. jan. 1953. Hun var 32 år. Mette haugaard Hgansen er stadigt Eva Graungaards patient og er tilskrevet hendes lægepraksis, og læge Eva Graungaard  ordinerer stadigt metadonmixtur til Mette.

Mette var enlig mor til 4 egne børn og  plejemor for sin lillebror.
Moderen fortalte, at børnenes far sad i fængsel, at han var meget voldelig, at både manden og hun selv var HIV-positive, og det var lillebroderen, plejebarnet Anders og det yngste barn Lisbeth også. Lisbeth var dengang knapt 2 år.

Fru Mette Haugaard Hansen havde haft sin lillebror Anders i pleje siden denne var 11 år, da deres mor døde. Efter eget udsagn for  14.75 kr. pr. dag, betalt af Frederiksberg kommune. 
Anders døde i moderens lejlighed den 7.11.1991. i AIDS.
”Han sad i lejligheden med en sprøjte i halsen” ifølge socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen udtalelse i lægernes praksis..
”Han blev af Falck puttet i en grøn plasticpose og kørt bort, mens han endnu var varm”, ifølge moderen Mette Haugaard Hansen.

Eva Graungaard mente, at en sådan familie måtte have brug for hjælp- og modtog dem alle sammen som  patienter, og startede  længevarende metadonbehandling for at få moderen væk fra prostitution og fra sin kriminelle tilværelse. Eva Graungaard ser hende stadigt 1
gang om ugen her i 2003..

Børnene: 1. Lisbeth, født d.8. maj 1983.
                2. Anne Marie (kaldet Mulle), født d.9. maj 1978.
                3. Maria (kaldet Tulle), født d. 14 august 1974.
                4. Robert, der altid blev kaldt Oskar.
                5. Plejebarnet Anders, som Mette havde haft i pleje fra han var 11 år.

Barnet Anders beskyldte sin plejemor, Mette Haugaard Hansen for at have smittet ham med HIV-virus ved at sprøjte metadon ind i en blodåre i hans hals med en af hendes egne brugte kanyler. Anders var Eva Graungaards patient fra 1985 til han døde i AIDS i 1991.
Han døde  i moderens lejlighed, mens de to mindste børn  boede hos lægerne.
    
Den lille Lisbeth blev tilset af overlæge Bonnevie på Frederiksberg hospital.
BILAG 1.
         
Den 30.1.1985
påbegyndte læge Graungaard metadon ordination af længere varighed til fru Haugaard Hansen..

    11.06.86:
Brev fra overlæge Bonnevie vedr. Mette Haugaard Hansen og hendes situation, samt fremtidig metadonordination. ( brevet er fremlagt i sagsakterne.)
BILAG 2.
    16.12.86:
Embedslæge Marianne Søeby tilskriver overlæge Bonnevie vedr. barnet Lisbeth og Mette Haugaard Hansen, da han, som  tidligere nævnt kontrollerer både hende og det yngste barn for HIV-positiviteten.
BILAG 3.        

Alle 5 børn har haft en kummerlig barndom. Begge forældre var kriminelle, HIV-positive narkomaner. Moderen var ifølge hospitalsjournaler desuden prostitueret,  faderen voldelig- Han har siddet i fængsel i 11 år. Han døde i AIDS.

De to yngste piger, Anne Marie, kaldet "Mulle" og Lisbeth er begge født med livstruende abstinenser, ifølge journalerne.  Anne Marie er døbt i Vestre Fængsel-
BILAG 4.

I akterne findes et brev, hvor moderen skriver til Statsamtet og fortæller om, hvordan den biologiske far, Kaj Ole Hansen, der som nævnt også var en HIV-positiv narkoman og har siddet 11 år i Hersted Vester fængslet, har "gennemtævet" begge de små piger og kastet den mindste hårdt ind mod en mur.
BILAG 5.

Moderen selv fik i 199o af en anden kendt kriminel narkoman Kim Bergstrøm Hansen i børnenes påsyn ved knytnæveslag sprængt sin milt og måtte hasteopereres på grund af blodtab, ifølge hospitalsjournalen.
BILAG 6.

Mette Haugaard Hansen blev ofte indsat i fængsel først og fremmest på grund af bøder, som hun skulle sidde af. I disse situationer var børnene henvist til selv at stjæle til føden. I tre forskellige tilfælde har moderen af politiet fået tilladelse til at ringe til lægekonsultationen, og Eva Graungaard har sendt sin sekretær, Helge Røpke til Vestre fængsel og for at betale bøderne, og få moderen ud af fængslet, så hun kunne tage sig af de små børn.
BILAG 7. Kvitteringerne fra politiet

Mette Haugaard Hansen boede i 1990 i en 4-værelses lejlighed på Finsensvej 127. Det var hendes 11. lejlighed ifølge akterne. Alle hendes lejligheder har været husvildeboliger, undtagen et hus i Bagsværd, hvor familien kun midlertidig fik lov til at bo.

    3.1.1990:
Mette Haugaard Hansen sættes endnu engang på gaden på grund klager over narkohandel, slagsmål og ballade på trappen.            
Hun og hendes tre mindreårige børn blev brutalt sat ud på gaden af foged og politi den 3. Januar 1990. Der stod de i  frost og kulde på Finsensvej, sammen med flyttekasserne med deres ting.
Børnene havde set på, at deres  tamme undulat bare blev stuvet ned i bunden af en af flyttekasserne, og der blev smidt tøj og ting oven over af flyttefolkene på ordre fra fogeden. Børnene glemte aldrig dette.                 

Familien indsættes så akut ind på Frederiksberg  Skole- og Behandlingshjem om aftenen.

Udtalelse fra denne institution den 11.1.1990:
"Mette har et udpræget behov for at snakke om narko, vold, død, skiftende mænds sexmisbrug, rottweilere og drukture, mens andre børn hører på det. Efterhånden som dagene gik, blev hun mere og mere dopet af medicinen (Vi kender til Metadon, Stesolid og Rohypnol). Kunne ikke føre en samtale, og til tider ikke stå på benene.  Torsdag den 11.1. kl 11 dukker hendes ven Kim Bergstrøm Hansen op. De bliver mere og mere påvirket, efterhånden som dagen skrider frem. De låser sig inde på toilettet, og der er en voldsom larm derindefra. Efter gentagne gange, at have kaldt dem ud, kommer Kim ud og derefter Mette stærkt påvirket.  Medarbejderen ser en masse blodstænk og der findes beskyttelseshætter til sprøjter." 
BILAG 8.


11.01.9o:
Hele familien blev smidt ud om aftenen af institutionen grund af ovennævnte ballade. Familien smides ud sammen med de tre mindreårige børn, som igen står ulykkelige og frysende og bange på gaden.

De næste to måneder flytter moderen med børnene fra sted til sted- De bor på vandrehjem, på kvindehjem og kortvarigt får de ophold på hotel Frydenlund.

 I flere måneder kom den 11-årige Anne Marie (kaldet Mulle) ikke i skole, og den 6-årige Lisbeth har ifølge Mulle bare stille siddet på gulvet og ventet med ondt i hovedet og i tænderne og forlangt ”ganer” ( ketogan) af moderen. Selv siger hun, at hun fik piller af Mette, når hun havde nogen,- og så hjalp det.

Lisbeth har aldrig været i vuggestue, børnehave eller børnhaveklasse.
"Jeg kan så godt lide Mulle", gentog hun meget tit, .- Alle hendes tænder var totalt nedcarierede. Hun havde ikke en hel tand i munden.

 Og den større pige, Anne Marie ( Mulle) var langt bagud i skolen trods god begavelse, fordi hun aldrig havde fået briller, som var nødvendig, for at hun kunne se at læse. Skolen havde mange gange skrevet til moderen derom. Til sidst gik Mette ud og købte briller med almindelig vinduesglas i, som Mulle straks smed væk.   

           1. april 1990.
Denne dag indsætter Frederiksberg kommune familien i en bolig på Henrik Ipsensvej 23 på Frederiksberg. Det er igen en husvildebolig. En bolig, der kun kunne betegnes som fuldstændig uværdig og uegnet for såvel mennesker som dyr. En saneringsmoden, iskold lejlighed uden opvarmningsmuligheder.

 Boligen havde ganske vist en kakkelovn, men skorstensrøret var trukket ud fra væggen, så den ikke kunne bruges. Boligen var uden  badeværelse. 

Eva Graungaard sendte sin lægesekretær op i lejligheden med elektriske varmeapparater, men det kunne det elektriske system i det faldefærdige hus ikke bære. Det var oprindelig to to-værelses lejligheder, der var slået sammen, med to små træk og slip wc’er i hver sin ende.- så kunne den HIV-positive mor og den lille HIV-positive pige bruge det ene og resten af familien det andet, blev der sagt til læge Graungaard i telefonen, da hun til kommunen beklagede sig over de elendige forhold, man bød denne børnefamilie.

Lejligheden var meget fugtig og usund. Der var gråhvid mug belægning mere end en meter op på væggene fra gulvet. Og flyttekasserne var stablet op foran vinduerne  for at holde lidt på varmen.
BILAG 9.

    3.4.1990.
Lægerne skrev efter aftale med overlæge Bonnevie til boligkontoret for at skaffe fru Haugaard Hansen med de tre mindreårige børn en menneskeværdig bolig og påpegede den helbredsmæssige betydning af, at der stilles en bedre lejlighed til rådighed for det HIV-positive barn.
BILAG 10

16.04.90:
    Natten mellem 1. Og 2. Påskedag den 16.4.1990.
 Mette Haugaard Hansen bliver pludselig meget syg og højfebril om natten og opsøger skadestuen på Frederiksberg hospital med stærke smerter i lysken på grund af fejlfix i en blodåre. - Hun er kendt på skadestuen som narkoman og sendes hjem kl 04 om morgenen.

Senere samme dag om eftermiddagen den 16.4.1990:
 Det er 2. påskedag. Lægerne var i deres  sommerhus. Derfra tilkaldes Eva Graungaard til sygebesøg til Henrik Ibsensvej 23.  Det er en anden person, narkomanen Kim Bergstrøm Hansen, der ringede til lægen, og da situationen lød yderst alarmerende, tog Eva Graungaard øjeblikkeligt af sted og kørte direkte til fru Haugaards Hansens bopæl og indlagde fru Haugaard på Frederiksberg hospital.
    
 I hjemmet forefindes der på indlæggelsestidspunktet stadigt den kendte kriminelle narkoman, Kim Bergstrøm Hansen, samt patientens 2 mindreårige piger: Anne Marie (Mulle) og Lisbeth på hhv. 11 og 6 år.

 Storesøsteren, Maria (Tulle) på 15 år samt den ældre bror Robert (Oskar), var ikke tilstede i lejligheden.

 Moderen bad lægen tage sig af børnene, og tage dem med  hjem. Moderen gav, før ambulancen nåede frem, udtryk for, at hun var meget glad for at lægen ville tage sig af hendes børn.

Forholdene i hjemmet var fuldstændig uforsvarlige. Der var ingen senge, lægen var rystet, da den tilstedeværende kendte og kriminelle narkoman, Kim Bergstrøm Hansen på spørgsmålet om, hvor de små piger sov, svarede: " De sover ved min røv".
     
Lægerne tog derfor Mulle og Lisbeth med til deres hjem, efter at have sendt deres syge og stærkt smertepåvirkede og feberhede mor, i ambulance med udrykning til hospitalet.
 Begge de små piger var meget medtagne. De var frysende og syge, sultne, underernærede og utøjsbefængte, og den lille Lisbeth var konstant grædende på grund af tandpine. Hun havde totalt nedcarierede tænder, hvor nerveenderne lå blottede i bunden af tænderne. Hun havde ikke en hel tand i munden.
 
På Frederiksberg hospital fandt man ved undersøgelse af moderen bakterier i blodet tydende på blodforgiftning, og der var en meget stor byld strækkende sig fra muskulaturen på låret og højt op i maven.
 Da man på dette hospital mente, at både tarme og de store pulsårer var medinddraget, blev fru Haugaard Hansen i hast overflyttet til Rigshospitalet, hvor man karakteriserede hendes tilstand som "udsigtsløs".   

    17.04.90:
Lægerne kontakter Frederiksberg kommune med oplysning om de 2 pigers opholdssted og omstændighederne, som førte til beslutningen om at medtage disse.

   
    18.04.90:
Maria, den ældste pige på 15 år ringer til lægekonsultationen og fortæller, at hun befinder sig til afhøring på Tomgårdsvejens politistation. Politiet har anholdt hende på gaden. Hun var efterlyst og skulle afhøres vedr. flere kriminelle forhold, først og fremmest småtyverier samt snyderi i S-togene, hvor hun havde fremvist en anden persons sygesikringskort.              

Maria ønsker, at læge Eva Graungaard kommer tilstede og nægter at udtale sig, før lægen, som hun har tillid til, er kommet frem. 
Lægerne opsøger derfor Mette Haugaard Hansen på hospitalet. Og denne giver læge Graungaard fuldmagt til at overvære afhøring af Maria. 
BILAG:
 Tilstede ved afhøringen er desuden en kriminalbetjent samt en repræsentant fra Børne- og Unge-udvalget i København.          
Eva Graungaard tager derefter Maria med sig hjem, fordi denne store pige angiver at være meget sulten.

På politistationen støtter læge Graungaard pigen i at fastholde sin vægring mod at udtale sig, bl. a. for hurtigst muligt at kunne forlade politistationen, hvor pigen angiveligt havde siddet i mange timer, og sagen overlades til lægernes egen advokat, Kornerup Jensen.

De tre piger fik så hver deres eget værelse side om side med det værelse, som lægernes  eget barn, den 6-årige Marie havde.

På grund af massiv lusesmitte måtte der straks hentes luse shampo på apoteket og pigerne befries for en ulidelig kløe.

Og den følgende dag kom den lille Lisbeth, der var meget smerteforpint til lægernes egen tandlægen. Der måtte fjernes 8 mælketænder, resten blev plomberet.
Der var ikke en eneste hel tand i munden på barnet.

Der indledes straks samarbejde med de store pigers skolen og de køres dagligt  til og fra deres skoler. Hhv Sønderjyllandsskolen og en ungdomsskolen: Vi-ka-Sku.
BILAG

Det yngste barn har aldrig været i nogen daginstitution- hverken i vuggestue, eller i børnehave, og var heller ikke kommet i børnehaveklasse.

Lægernes egen datter, Marie, der er lidt yngre end Lisbeth gik på privatskolen, Johannesskolens børnehaveklasse.

Næsten dagligt ringede lægerne til Frederiksberg kommune for at få en afklaring omkring de tre pigers skæbne.

Men der gik alligevel godt 6 uger, inden kommunen reagerede trods talrige opringninger.  Kontaktpersonen på kommunen bliver fuldmægtig Elsebeth Kaasgaard.

Efter godt 6   uger og  efter talrige anmodninger derom, kom 4 folk fra Frederiksberg kommune ud i lægernes hjem, en 6-værelses andelslejlighed på Godthåbsvej 32 A på Frederiksberg. Elsebeth Kaasgaard var en af disse. Alle finder forholdene særdeles gode. Alle tre  plejebørn var tilstede, foruden lægernes egen lille datter Marie.  Børnenes værelse inspiceredes og hele lejligheden blev gennemgået og de finder forholdene særdeles gode.

Lægerne fik plejetilladelse. En plejetilladelse, der senere blev stadfæstet i Den Sociale Ankestyrelse. Lægerne fik aldrig denne plejetilladelse tilsendt.

De fik den  flere år senere fra den biologiske mor. Den er ikke dateret.
BILAG

Lægerne havde selv 12 børn, 6 såkaldte hjemmelavede og 6 adopterede, hvoraf det yngste barn, Marie på det tidspunkt også var 6 år, ligesom det HIV-positive barn Lisbeth.
BILAG -  den udaterede tilsynsrapport.

Der forevises skrivelsen fra Rigshospitalet vedr. den biologiske moder og dennes dårlige prognose.- ifølge udtalelse fra Rigshospitalet, hvortil moderen var blevet overført, betegnes hendes tilstand som ”udsigtsløs”.
BILAG

Og kommunens udsendinge viser en skriftlig tilladelse fra moderen, som er indhentet, mens moderen endnu lå på Frederiksberg hospital.
BILAG

Alle tre piger er tilstede i lejligheden. De to store er kommet hjem fra skolen.  Der indledes en dialog vedr. pigernes fremtid, og Eva Graungaard accepterer at beholde alle 3 piger til moderen dør. At moderen ikke kunne klare den blodforgiftning, hun havde fået, var Rigshospitalets opfattelse.
.
Først i 1994 er der via den biologiske mor fremskaffet den skriftlige rapport vedrørende dette tilsynsbesøg. Denne er som nævnt meget positiv over for lægerne og deres børn og omgivelserne.-men udateret.

Da lægerne i 1992 efter deres isolations fængselsophold gentagne gange både selv og gennem advokat Jytte Thorbek under påberåbelse af loven om Offentlighed i Forvaltningen ønskede denne udleveret, blev dette konstant nægtet- til trods for, at advokaten tilsidst henvendte sig til justitsministeriet om sagen. Men den biologiske mor havde rapporten, og har overladt denne til lægerne.
BILAG:

26.juni 1990:
Mette Haugaard Hansen dør heldigvis ikke men kommer hjem igen, men magter ikke at have børnene til samkvem. Eva Graungaard tilskriver sagsbehandleren, Elsebeth Kaasgaard for at meddele, at hun og manden nok ikke magter den store opgave at have ansvaret for de tre Haugaard-børn. Hun skriver en bog, "Akupunkturens Gåde", der skal udgives i nov. 1990. og desuden et helt bind af Lademanns lægeleksikon. Desuden har hun jo 12 egne børn.
Bilag: brevet til Frederiksberg kommune fra Eva  Graungaard, at Lægerne ikke magtede at pleje børnene.:.

Eva Graungaard oplyser, at hun og sagsbehandleren, Kaasgaard blev enige om, at Eva Graungaard selv må skal forsøge at finde en ny plejefamilie til de to yngste børn.

Dette har ikke været muligt for kommunen, som kendte familien særdeles godt.- Både fordi børnene kommer fra narkomiljøet, og fordi den lille Lisbeth er HIV-positiv.-
Bilag: Embedslægens skrivelse vedr. barnet Lisbeth.


Eva Graungaard, der ofte talte med rektoren på Johannesskolen, Inger Bek, hvor lægernes eget barn, Marie på 6 år går i børnehaveklassen, fortalte denne rektor om problemet.

Rektoren sagde, hun kendte en familie i Slangerup, der lige havde bygget hus, hvor hun havde kendt den mandlige part, Niels Lykke Nielsen i mere end 40 år. Hun karakteriserede parret som sine nære venner, og sagde, at hun stod i dyb taknemmelighedsgæld til ham og hans familie. Hun kende også hans kone. Hun abefalede  parret meget varmt som plejefamilie- ”langt fra narkokvarteret på Frederiksberg”, sagde hun.


28. juli 1990:
Lisbeth og Mulle "på prøve" hos en ny familie i Slangerup, som så varmt var anbefalet Eva Graungaard af rektor Inger Bek på Johannesskolen, som Eva Graungaard talte meget med, og som var "inde i sagen", da. Eva Graungaards yngste datter jo gik på denne privatskole.

Den "nye familie" var et ægtepar i Slangerup, der i forvejen   var dagplejemor for et andet Slangerup-par-,  Annette Damgaard og Rasmus Hunnickes multihandicappede barn.

Læge Graungaard kendte den kvindelige part.fra Rødovre, da denne mens hun boede der, var patient hos læge Graungaard- og den mandlige part,  murersvend Niels Lykke Nielsen var som nævnt en nær bekendt til rektor Inger Bek på Johannesskolen. .
Vedr. Whita Sjøsten:

Anbringelsen "på prøve" skete på foranledning af lægeægteparret efter den meget kraftige anbefaling af rektor Inger Bek på barnet Maries skole. Lægeparret havde jo i forvejen 12 børn og nu problemet- 3 ekstra børn!


Eva Graungaard havde talt med denne rektor, Inger Bek, fordi  hun, såfremt hun skulle beholde Haugaard børnene ikke kunne have "to slags børn", som hun udtrykte det. Hun kunne ikke have et barn på privatskole- Inger Beks skole,  Johannesskolen, som var en gymnasieskole og to andre børn på en kommuneskole.
Graungaard var i det hele taget i tvivl, om det ikke var bedre for børnene med en yngre plejefamilie.
BILAG
brevet til sagsbehandler Kaasgaard på Frederiksberg kommunekontor.

Den kvindelige part Whita Sjøsten var som nævnt kendt af lægerne Eva Graungaard og Karl Somogyi fra den tid, hvor denne boede i Rødovre. Denne havde dengang en ubetinget fængselsstraf for bedrageri, som læge Eva Graungaard fik gjort betinge, og hun fik ydermere fru Whita Sjøsten gældssaneret.- Whita Sjøsten var nu dagplejemor for Rasmus Hunnicke og Annette Damgaards multihandicappet barn. Manden, som var rektor Beks ”nære bekendte”, var arbejdsløs murersvend. Parret boede i et nyere pænt hus i Slangerup.

27. juli 1990
Børnene præsenteres for Whita Sjøsten, der kom i konsultationen to gange om ugen til gratis akupunkturbehandling af parret Damgaard. Hunnickes multihandicappede barn, der er beskrevet i Eva Graungaards bog "Akupunkturens gåde".

28.juli 1990:
Børnene køres til Slangerup af Eva Graungaard, , og skal blive der i week-enden.

30.juli 1990:
Lisbeth og Mulle kontakter familien Graungaard og Somogyi. De vil ikke være hos Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen; de er stukket af fra familien og vender derfor tilbage til Eva Graungaard og Karl Somogyi, som henter dem på vejen..

Da Slangerupparret allerede havde set muligheden for at klare deres anstrengte økonomi med plejeløn for børnene, bliver de meget vrede. Den mandlige part Niels Lykke Nielsen mødte op og smed børnenes tøj ind i lægekonsultationen uden et eneste ord. Børnene var flygtet derfra så hurtigt, at de ikke fik deres tøj med sig.

Der var ifølge Slangerupparrets oplysning i retten kontakt til Frederiksberg socialforvaltning, hvilket genfindes i sagsakterne med henvisning til rektor Bek.

Umiddelbart derefter kontakter Eva Graungaard Elsebeth Kaasgaard igen vedr. de to børns fremtid. Eva Graungaard stiller to betingelser for at beholde børnene. Betingelserne er:
1) At børnene kommer væk fra Sønderjyllandsskolen og bliver indskrevet på Rødovre skole, indtil der bliver plads på privatskolen, Johannesskolen..
2) At børnene så skal forblive hos Graungaard og Somogyi, og der nu skal være fuldstændig ro om disse børn.

Eva Graungaard oplyser, at begge disse betingelser blev lovet opfyldt. Og allerede før Eva Graungaard kom tilbage fra Frederiksberg kommune, var skoleskiftet for begge børn ordnet fra Frederiksberg kommunes side over Rødovre Skoleforvaltning.
Mulle kom i 7. klasse og Lisbeth i børnehaveklassen.
 

30.oktober 1990
Mette skriver til socialforvaltningen, at hun ikke ønsker børnene på hjemmebesøg foreløbigt på grund af store bensår, og hun aflyser planeret besøg. Kommunen ansætter advokat Reimers-Lund, som fast advokat for moderen.
BILAG:

15. september 1990
Maria (Tulle) flytter fra familien Graungaard-Somogyi på en døgnefterskole, som Eva Graungaard har skaffet hende, da der har været mange problemer med hendes opførsel i en lang periode. Bl.a.flere indbrud i praksis efter sovemedicin til moderen og hun forsvandt om natten og bad konstant om penge, som hun skyldte bort. Det var store pengebeløb, som hun skulle skaffe. Dette blev meddelt socialforvaltningen på Frederiksberg.

Både Mulle og Lisbeth klarer sig rigtigt godt i Rødovre skole.


29.. maj 1991:
Rødovre skole giver d. 29.5.91 følgende udtalelse vedr.børnene:

"Anne Marie, 6.a.: " Hun startede med fuldt drøn på! Faldt hurtigt til ro, da hun så, at klassen var helt upåvirket. "Mulle" vendte helt om og blev alle tiders pige. Hun følger godt med fagligt, men har dog enkelte huller. I klassen er hun meget vellidt og har mange venner. Hun blev valgt til elevrådsmedlem og klarer dette med bravour. I lærergruppen er vi enige om, at hun har bragt en god fornyelse ind i klassen.  "Mulle"  omtaler Eva Graungaard meget hjerteligt, og vi ved, at familien G. betyder alt for hende. Vi har ved konsultationer og samtaler med både Eva G. og "Mulle" indtryk af en meget tæt og positiv forbindelse, som giver "Mulle" et godt bagland."
BILAG:

Lisbeth 1.a.: Hun startede meget indesluttet og ville i begyndelsen ikke gerne i skole. Hun græd og ville hele tiden hjem til Eva.  Efter et stykke tid, hvor Eva G. bragte hende i skole og vi tog ekstra grundigt imod hende, hjalp det. Hun blev hurtigt tryg og glad for at komme hos os og viste sig som en smilende og glad pige. Hun er nu faldet helt til og arbejder godt i klassen, klarer sig godt med kammeraterne og har flere tætte venner. Hun fortæller meget om sit hjem hos Eva G. Hun kræver nogen ekstra opmærksomhed fagligt, da hun mangler en del begreber og lignende, men ellers går det godt. Vi er glade for hende og mener, hun bør blive i klassen."
BILAG: Skoleudtalelserne fra Rødovre skole.


5. maj 1991.
Overlæge Bonnevie, Frederiksberg hospital afgiver følgende erklæring vedr. Mette Haugaard Hansen:

"38-årig kvinde, der gennem 18 år har været stofmisbruger og siden 2o-års alderen har praktiseret prostitution og til tider angiveligt fortsat "aktiv.". I  1989 indlagt med hjertehindebetændelse. 1986 konstateret HIV-positiv."
BILAG

13. juni 1991:
Frederiksberg kommunes Børnesagsudvalg (§ 3) beslutter at iværksætte hjælpeforanstaltninger uden forældremyndighedens samtykke i medfør af bistandslovens § 123, stk. 3 for Lisbeth og Mulle (tvangsfjernelse fra den biologiske moder.)

31.juni 1991:
Eva Graungaard og Karl Somogyi får tilsendt plejetilladelse.

Sommeren 1991:
Elsebeth Kaasgaard trækker sig fra sagen, da den biologiske moder, Mette Haugaard Hansen angiveligt har truet hende og en anden medarbejder på Frederiksberg kommune med at slå disse ihjel. Hun vil smadre deres ansigter, skulle hun have sagt.
Lægerne tager med alle de mindreårige børn på ferie i Prag

August 1991:
Lisbeth og Mulle begyndte nu begge to på Gymnasieskolen,  Johannesskolen, hvor lægeægteparrets yngste datter, Marie,  i forvejen gik, og hvis rektor, Inger Bek er fortrolig med Eva Graungaard.- og fortrolig med de to "fremmede børns" situation, som der taltes meget om.

September 1991:
Mette Haugaard Hansen forlanger børnene udleveret til samkvem.
Men det nægter begge børnene. De ønsker at glemme hende.

Sagsbehandler Gunhild Gundorph fra Frederiksberg kommune kommer pldseligt ud i konsultationen sammen med en anden fra Frederiksberg kommune for at få børnene med til samkvem hos den biologiske mor. Da begge børnene nægter at tage med, føres Mulle i førergreb af Gundorph under skrigen og skrålen ud i den ventende taxa, og den lille tages hårdt i armen og skubbes ind i taxaen. Hele dette ubehagelige optrin finder sted i lægernes  venteværelse under overværelse af flere patienter og to af pigernes veninder.

Derefter anmoder lægerne om, efter aftale med rektor Bek, at udlevering af børnene mod deres vilje må ske direkte fra hendes kontor på Johannesskolen.

Lægerne klager til Frederiksberg kommune over dette brutale overfald på Mulle i veninders påsyn.

Hverken før eller efter dette overgreb, hvor Mulle med magt i politigreb af sagsbehandler Gunhild Gundorph, er det lykkedes kommunen at få Mulle bragt til samkvem, hvorimod den lille Lisbeth med jævne mellemrum bliver tvunget til samkvem efter udlevering over skolen fra rektor Inger Beks kontor.

-
21. maj 1991
Mulle og Lisbeth er kaldt til møde alene med socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen og flere andre ansatte på socialforvaltningen.
Mulle kom højtgrædende ud fra mødet.

20. november 1991
Den dag sender Den Sociale Ankestyrelse et brev til Mulle- "Anne Marie Haugaard Hansen c/o Eva Graungaard”, i hvilket hun inviteres til at møde i Den Sociale Ankestyrelse den 1. oktober kl 1545, da hendes mor angiveligt har klaget over kommunens anbringelse.

Mulle ønsker at komme- men ønsker at tage en bisidder med.
Dette blev konsekvent nægtet dette barn. Hun forlangte forgæves at få begge lægerne med, og da dette blev nægtet, forlangte hun at få sin klasselærer med,  . Dette blev også nægtet hende.

24. september 1991:
Udtalelse vedr. Lisbeth og Mulle fra klasselærerne på  Johannesskolen:

"Anne Marie Haugaard Hansen (Mulle kaldet) er en glad pige, der helt afgjort har en vigtig social status i klassen.
Hun er altid i godt humør og er altid velforberedt.  Fagligt er hun på et niveau, der passer til hendes aldersklasse."
Med venlig hilsen.
Ole Larsen Klasselærer 7 d. Leif Iversen viceinspektør."
BILAG

"Lisbeth Haugaard Hansen( Graungaard) begyndte i 2.a.på Johannesskolen i august. Lisbeth var, som alle børn lidt forsigtig i starten, men søsteren Marie og de andre børn tog sig pænt af hende.
Lisbeth er en smilende og venlig pige. Hun er meget taknemmelig for at få hjælp. Fagligt er hun bagud i forhold til klassen , men det er mit indtryk, at hun arbejder ihærdigt med tingene.
Lisbeth har enkelte dage været lidt stille, men plejemoderen fortæller, at det er de dage, hvor Lisbeth skal besøge sin biologiske mor.
Vi vil gerne fortsat arbejde med Lisbeth, da hun er faldet så godt til."
Med venlig hilsen
Lise Kjær-Rasmussen, Klasselærer 2.a. Leif Iversen, viceinspektør."
BILAG:

Den biologiske mor anker gennem Frederiksberg kommunes advokat, Kirsten Reimers-Lund tvangsfjernelsen. og:

01. oktober 1991:
Mulle indkaldes pr. brev til møde i Den Sociale Ankestyrelse:  Hun skal være alene, jeg som plejemoderen må ikke være med, klasselæreren må ikke være med og støtte barnet, den biologiske mor må ikke være der.  Barnet er helt alene  mod moderens  (kommunens) advokatn. Hun sidder den dag helt alene i møde i Den sociale Ankestyrelse.  Hun blev skriftligt lovet, at hendes mor ikke vil være tilstede, for ellers ville hun ikke komme-..

Mulle kom højt grædende ud fra mødet. Hun græd og græd efter dette møde, fordi hun blev af den opfattelse, at hun skulle tvinges væk fra lægerne og tilbage til den biologiske mor.

Hun sagde efter mødet, at der mindst var 8-10 folk mod hende ved dette møde..

Imidlertid stadfæster Den Sociale Ankestyrelse  tvangsfjernelses afgørelse af 13.06.91 - og bestemmer, at børnene fortsat skal være tvangsfjernet.- Og fortsat bo hos lægerne.


8. oktober  1991.
Brev fra Den Sociale Ankestyrelse direkte stilet til Mulle, i hvilket, der står, at Den Sociale Ankestyrelse har stadfæstet tvangsanbringelsen af hende og lillesøsteren og at Ankestyrelsen har anmodet Frederiksberg kommune om at genbehandle spørgsmålet om anbringelsessted.
Dette brev gør Mulle meget ulykkelig. Hun græder højt ligesom da hun kom ud fra mødet med de mange voksne i Ankestyrelsen.

11. oktober 1991.
Marie og Lisbeth får diplom  i skolen, underskrevet af rektor Inger Bek og klasselæreren Lise Kjær-Rasmussen.


28. okt.1991
HIV-prøven på Lisbeth viser nu negativ HIV. Tidligere HIV-tests af Lisbeth har været positive.
BILAG:

6.november 1991:
Læge Liselotte Skjødt tilsender Fr.berg kommunes socialforvaltning en skriftlig redegørelse om hendes opfattelse af den biologiske moders opførsel i forhold til Lisbeth og Mulle. Hun havde overværet et optrin i lægernes venteværelse, hvor den biologiske mor havde truet Mulle med, at hun skulle på børnehjem, såfremt hun ikke ville komme til samkvem hos hende.

Kopi tilsendes socialdirektøren, socialudvalgsformanden og Johannesskolens rektor, Inger Bek.
BILAG

11. november 1991
Socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen og hjemmehos'en Erik Havgård Hansen møder op i lægens konsultation for at kræve samkvem med Lisbeth og Mulle i den biologiske mors hjem.
Socialudvalgsformanden på Frederiksberg kommune, Birgit Fogh-Andersen kommer i shorts og går direkte ind i et konsultationsværelse, hvor læge Graungaard sad med en patient. Socialudvalgsformanden blev af lægen bedt om at vente i venteværelset.
Socialudvalgsformanden råber på vej tilbage til  venteværelset.  ” Nu er Anders  ( plejebroderen) død,  og nu skal mulle hjem til Mette- Anders er død i hjemmet dagen i forvejen, (Han sad i sofaen hos den biologiske mors lejlighed med en sprøjte i halsen, fortalte denne socialudvalgsformand og fortsatte med, at Mette jo snart dør p.g.a. sin HIV-infektion. Og derfor SKAL børnene nu begge to på besøg hos den biologiske mor.

Lægerne bad  mange gange om at måtte få aktindsigt:, som det er deres ret ifølge dansk lov. Dette blev nægtet.
BILAG

15. november 1991:
Lægerne Graungaard og Somogyi klager over sagsbehandler Erik Havgård Hansen til socialforvaltningen, Frederiksberg.; att: vicekontorchef Bill Jahnsen, som blev underrettede om, at fru Mette Haugaard Hansen to dage tidligere havde siddet i læge Graungaards konsultation og fortalt, at hjemmehos'en Erik Havgård  Hansen ufine arbejdsmetoder, og at han blandt andet havde givet hendes ældste datter,  Tulle 5oo kr. for at sige, at han havde været sammen med hende i 3o timer- hvilket han ikke havde.

Lægerne foreslår, at samkvemmet med moderen efter deres mening vil kunne gennemføres lettere fra et tredje,. et såkaldt neutralt sted.


23. november 1990:
Lægerne får den dag adoptionsbevilling til deres yngste datter, der er 6 år- og Eva  Graungaard går på barselsorlov ½ år, for bedre at kunne tage sig af de tre mindreårige børn. Den yngste søn, stud.med. Emil Graungaard Somogyi er da 16 år og går på gymnasiet..


25. november 1991:
Møde på Frederiksberg Rådhus mellem Fogh-Andersen, sagsbehandler Gundorph og Havgård samt lægeægteparret. På dette møde hævder Gundorph, at læge Eva Graungaard har mistet sin ordinationsret m.h.t. metadon og lign. stoffer. Dette er usandt og opfattes derfor som  bagvaskelse af Eva Graungaard. Hun har aldrig mistet nogen som helst ordinationsret, og ordinerer da også konstant metadon mixtur til fru Haugaard Hansen. Her i året 2003.


28. november 1991:
Eva Graungaard sender et 3 sider langt brev til socialudvalgsformanden i hvilket hun forklarer denne, at når der har været tale om omsorgssvigt i børnenes tilfælde, har det ikke været på grund af manglende kærlighed fra fru Haugaard Hansens side. Hun elskede sine børn- men hun var jo meget syg.- altfor syg til at tage sig af børnene.

Fr.berg Familierådgivning, Jens Jessensvej 10A, tilskriver lægerne vedr. besøg tirsdag, den 03.12.91  kl. 10.45, da de af kommunen er "blevet bedt om at undersøge forskellige forhold omkring plejeanbringelsen af Anne Marie og Lisbeth.".

Lægeægteparret tilskriver igen socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen og foreslår, at samkvemmet med den biologiske moder foregår på et neutralt sted. Skrivelsen faxes kl. 13.00.


02. .december 1991:
Lægeægteparret tilskriver Fogh-Andersen og aflyser Frb. Familierådgivnings besøg, d. 03.12.91 under henvisning til, at det er midt i deres konsultationstid.
Lægeægteparret begærer aktindsigt vedr. besøget i deres hjem i   maj 199o. De ønsker den tilsynsrapport tilsendt i fotokopi, der blev udfærdiget i forbindelse med, at sagsbehandler Kaasgaard og to andre personer fra Frederiksberg kommune var på hjemmebesøg på parrets bopæl, Godthåbsvej 32A, 3., tv..

Kopi til rektor Inger Bek på fax, som har bedt Eva Graungaard om at måtte blive underrettet om alt, da hun over for lægerne har givet udtryk for, at hun er specielt interesseret i disse børns sag.


3. december 1991:
Kommunen social- og sundhedsforvaltning afslår aktindsigt, under påberåbelse af, at lægeægteparret ikke er at regne for part i sagen.- Underskrevet af ekspeditionssekretær Verner Jensen


04. december 1991:
Lægeægteparret tilskriver Frederiksberg kommune  vedr. aktindsigt, Familierådgivningens besøg samt børnenes samkvem.

Kopi tilsendes: socialdirektør Bjarne Busk,
socialudvalgsformand Fogh-Andersen samt
rektor ved Johannesskolen, Inger Bek.


6. december 1991:
Lægeægteparret tilskriver Frederiksberg kommunes socialdirektorat for at gøre opmærksom på, at den ønskede aktindsigt naturligvis udelukkende skal omfatte de rapporter,  som vedrører besøg i plejehjemmet.

Men også denne lovbefalede aktindsigt nægter Frederiksberg kommune.
Hvilket er ulovligt.

9.december 1991:
Familierådgivningen tilskriver lægeægteparret vedr.nyt møde den 12.12.91 kl. 16.30.


9.december 1991 og 10.december 1991:
3 båndoptagelser af samtaler med Birgit Fogh-Andersen.

Udskrifterne faxes til Inger Bek, efter anmodning fra denne om ALTID at følge med i denne sag, som interesserer hende meget.
BILAG.


11.december 1991:
Skoleudtalelser fra  Johannesskolen som beskriver en positiv udvikling i den tid, hvor de har været elever på Johannesskolen.. Rektor Inger Bek giver plejeforældrene æren for de store fremskridt.
Rektor Bek skriver:

"Anne Marie Haugaard Hansen, cpr.nr.o9o578-3416, har været elev på Johannesskolen siden den 1. aug. 1991, hvor hun blev optaget i 7d.
Anne Marie, som bor hos en plejefamilie, der har andre børn på Johannesskolen, bar i begyndelsen af sin skolegang endnu præg af det omsorgssvigt, som hun må have været offer for tidligere i barndommen.
Det er lærerkredsens indtryk, at det gode samarbejde, der er mellem skole og hjem har fået særlige gode vilkår på grund af den fantastiske indsats, som plejefamilien til stadighed yder.
Anne Maries faglige standard er absolut tilfredsstillende. Hun er flittig og har gode arbejdsvaner. Anne Marie er socialt veltilpasset, har fået veninder i klassen. Hun deltager aktivt i Johannesskolens arrangementer, er glad i hverdagen, tillidsfuld og meget imødekommende over for plejeforældrene.  Anne Marie er mismodig, når tidspunktet for besøg hos den biologiske mor nærmer sig. Det er lærerkredsens indtryk, at Anne Marie trives bedst i sin hverdag hos plejeforældrene, hvis hjem, hun sammen med sin søster Lisbeth betragter som sit virkelige hjem.
Med venlig hilsen  Inge Bek rektor"   Den 11.12.1991.
BILAG

"Lisbeth Haugaard Hansen, cpr.nr.o8o583-2134, har været elev på Johannesskolen siden den 1.aug 1991, hvor hun blev optaget i en allerede eksisterende klasse, 2a, som på grund af fraflytning havde en ledig plads.
Lisbeth var i begyndelsen meget stille og sky og desuden fagligt tilbagestående. Hun bar i høj grad præg af omfattende omsorgssvigt.Lisbeth har i den korte tid, vi har kendt hende, åbnet sig meget, er fagligt bemærkelsesværdigt dygtigere, har fået gode arbejdsvaner, er tryg i forholdet til plejeforældrene, som personligt henter hende i vores børnepasningsordning.
Lærerkredsen har ydet en stor indsats i forhold til Lisbeth, men æren for de meget store fremskridt for Lisbeth, såvel fagligt som socialt, må gå til plejeforældrene, som på helt enestående vis har engageret sig i Lisbeths og søsterens tilværelse.
Lisbeth oplever, såvidt vi forstår, plejeforældrenes hjem som sit eget og søsterens virkelige. Lisbeth virker kun indesluttet, når et møde med den biologiske mor er på tale.
Med venlig hilsen Inger Bek Rektor."  Den 11.12.1991.
BILAG.

Disse udtalelser er sket efter anmodnig fra Socialforvaltningen på Frederiksberg og af rektor Bek tilsendt socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen.


12.december 1991:
To psykologer fra Familierådgivningen besøger familien på deres bopæl, Godthåbsvej 32A. Tilstede er Mulle, Lisbeth, ægteparret og en bisidder,- Lisbeths klasselærer, Lise Kjær-Rasmussen, der også har Mulle som elev.

Der udarbejdes to rapporter, som er diametrale modsætninger: Psykologernes og Lise Kjær-Rasmussens.
Psykologernes rapport er fri fantasi.
BILAG. Overlærer Lise Kjær-Rasmussens erklæring.


17. december 1991:
Familierådgivningen tilskriver lægeægteparret vedr. forløb af samtaler. Der skal være 3 samtaler med Lisbeth og Mulle i Familierådgivningen og 1 fællessamtale
med børnene og plejeforældrene. Johannesskolen vil også blive kontaktet, skriver denne Familierådgivning.

Da lægeægteparret erfarer, fra en ansat på Frederiksberg kommune, at socialudvalgets formand, Birgit Fogh Andersen og hendes medsammensvorne.  Embedsmanden brugte direkte ordet ”medsammensvorne”. Havde til hensigt, at børnene skal flyttes til et børnehjem, hvor de tidligere har været, og som børnene afskyr.

Derfor skriver lægeægteparret appel til alle myndigheder.

Denne videregives til rektor Inger Bek,  som efter læge graungaards opfattelse spiller ”dobbelt” og sendes bl.a. også til borgmester John Winther.

Da lægerne nu pludseligt intet hørte fra moderen Mette Haugaard Hansen,  skrev Eva Graungaard og tilbød samkvem og inviterede Mette til at holde jul hos hende sammen med børnene, da Mulle helst ville være hos kægerne  juleaften. Men sagsbehandler Gunhild Gundorph ringede og sagde, at hun på "Mettes vejne"   skulle frabede sig vort renderi.

Lægefamilien holdt så juleferie i deres sommerhus, sammen med deres børn og Mulle og Lisbeth. De fik senere at vide, at Gundorph og hjemmehos'en Erik Haugaard havde kørt fra adresse til adresse, til deres voksne børn og ringet på hos deres naboer.

20. december 19 91
Brev fra familieafdelingen på Frederiksberg, hvor lægeægteparret selv skal arrangere, at børnene  afhentes fra skolen til de af kommunen forlangte psykologmøder,  fordi Mulle ikke ville til samvær i moderens lejlighed. Dette skulle hun. Hun skulle være hos den biologiske mor juleaften. Det ville hun ikke.

Samme dag ringede sagsbehandler Gunhild Gundorf lægerne op i og sagde, aat hun på Mettes vejne skulle  frabede sig vort renderi.

23.12.1991
Alligevel var den biologiske mor, hendes far, hendes store søn Oskar og datteren Maria hos lægerne lill juleaften, hvor der blev både blev spist og delt julegaver ud..

24. december 1991
Brev afleveres  ved moderen Mette Haugaards dør med ny invitation til  julesammenkomst og julemiddag 1. juledag hos lægerne. Der reageres ikke., for kommunen har anbragt Mette
På Hotel Viking.

1992
                                                                    ………

9.januar 1992:
Møde i Familierådgivningen, hvori rektor Bek deltog jf. side 113 hos adv. Jytte  Thorbeks fremlagte sagsakter.----------------------------------------------

10.januar 1992:
Skrivelse fra Frederiksberg kommune til Eva Graungaard og Karl Somogyi. Der står i brevet:
"at Børnesagsudvalget i mødet besluttede at pålægge Dem, at begge børn skal deltage i en længere samtale med de behandlende psykologer i Frederiksberg Familierådgivning. Samtalerne er fastsat til mandag den 13. januar 1992 fra kl. 09.00 - 13.00 i Familierådgivningen, Jens Jessens Vej 10 A.".
Børnene vil blive afhentet af socialudvalgsformand fru Birgit Fogh-Andersen på Johannesskolen."

Børnenes skolegang respekteredes ikke.
BILAG

13. januar 1992:
1). Brev til rektor Inger Bek fra Eva Graungaard og Karl   Somogyi vedr. brevet fra d. 10.01.92. Det  tilkendegives, at børnene godt vil tale med   skolepsykologerne.  Lægerne gør opmærksom på, at   de ikke ønsker tvang i forbindelse med. den fastlagte    psykologundersøgelse.

2). Socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen aftaler med Inger Bek, at de skal mødes på hendes kontor.  Men   Inger Bek kommer iflg. Birgit Fogh-Andersen for sent.

3). Birgit Fogh-Andersen vil personligt selv sørge for,  at Lisbeth og Mulle kommer til psykologsamtalen den dag-.
Socialudvalgsformanden Birgit Fogh-Andersen går personligt hen til Mulles klasse, og da Mulle kommer ud fra dansktimen sammen med sine kammerater, går hun hen og tager hende i armen og siger i klassekammeraternes påhør: "Det er sidste udkald Mulle"  Men Mulle vrider sig løs og stikker af.

Mulle græder højt og løber sin vej- væk fra skolen.

4).   Eva Graungaard tilkaldes telefonisk af Mulles   klasselærer, Ole, der er bekymret for  Mulle.

5).   Birgit Fogh-Andersen og Inger Bek har "møde" på  Beks kontor, da EG kommer derop.

6)   Eva Graungaard og Mulles klasselærer kører rundt i byen i håb om at finde den fortvivlede store pige.  Men  dette lykkes ikke.


14.1.1991
Først kl o1 om natten dukker Mulle op i  lægernes lejlighed på Godthåbsvej 32 A på
Frederiksberg.  Hun er forgrædt og suicidaltruende. Hun siger, hun vil tage livet af sig selv, hvis hun skal  tvinges bort fra plejeforældrene og fra sin skole.

6). Mulle tilskriver Menneskerettighedskommisionen. Hun skriver i dette brev:
"Nu ville man desuden idag tvinge mig bort fra min  skole fra kl. 9 om morgenen til kl. 1 om eftermiddagen, hvor jeg skulle hen til kommunens psykologer på  Jens Jessensvej 10A. Det ville jeg ikke, så jeg stak af, da jeg så socialudvalgsformanden komme på gangen  og tog fat i min arm. Grunden til, at jeg ikke vil  der, er den, at jeg ikke vil påvirkes til at skifte mening.".
Dette brev har overlærer Lise Kjær-Rasmussen hjulpet hende med at finde adressen på Menneskerettighedskommissionen og hun har sendt brevet afsted..
BILAG:

17.01.92:
Artikel i dagbladet Politiken foranlediget af  Frederiksberg kommunes advokat fru Kirsten Reimers-Lund, som  afbildes på sit kontor sammen med den biologiske  mor, Mette Haugaard Hansen, som sidder med ryggen til kameraet.
Artiklens overskrift:
"Slagsmål med sikker taber" af Hanne Fall Nielsen.
I denne artikel oplyses det, at Mette Haugaard Hansen er en HIV-positiv narkoman, og at hun og advokaten ikke kæmper for at få børnene hjem til hende, men kun kæmper for at få børnene på børnehjem" .

Mette Haugaard Hansen, udtalte senere i Frederiksberg  Lokalradio, at dette har hun naturligvis aldrig sagt,  men hun var blevet brugt i Frederiksberg Socialforvaltnings kamp mod lægerne Graungaard og Somogyi.
Bilag: båndoptagelse af denne udsendelse. Og udskrift deraf.

21.01.92:
Sagsbehandler Gundorph ringer til Eva Graungaard for at meddele, at der er besluttet, at der næste dag  skal gennemføres samkvem med den biologiske moder .               Sagsbehandler Erik Havgaard vil hente børnene på  Johanneskolen til sædvanlig tid, helt uafhængig af,  at børnene den dag skal opføre en juleforestilling for skoleelevernes forældre. Samtalen er båndet.


31.01.92:
§ 3-udvalget på Fr.berg tilbagekalder plejetilladelsen for Lisbeth og Mulle. Dette er helt ulovligt og ugyldigt. Tilbagekaldelse af en lovlig tilkendt plejetilladelse, der til og med er stadfæstet i Den Sociale Ankestyrelse, kan udelukkende ske gennem Børne og Unge udvalget. Sagen har aldrig været forelagt dette Børne- og Ungeudvalg, hvorfor lægerne i realiteten fortsat har plejetilladelsen.
hvilket også var årsagen til at lægerne i maj 1999 blev  frikendt.
BiILAG.
Den 3.2.1992.
---------------
1.  Børnene skal afleveres på børnehjemmet, Bülowsvej kl  15,  ifølge dekretet fra frederiksberg kommune, afleveret af et menneske , der kaldte sig jurist.fra Frederiksberg kommune. .

En artikel i BT,  hvor 13-årige Mulle udtaler:
"Min mor (Eva Graungaard) fik i fredags besked på at  bringe mig og min lillesøster på børnehjem i dag, som  var vi to pakker".

Og i hvilken socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen udtaler: 
" Eva Graungaard har ikke helt forstået at samarbejde , og at hun beskytter børnene på en forkert måde." ”Børnene skal på børnehjem, så der kan gennemføres psykologundersøgelse af  disse, fordi de ikke vil se den biologiske mor, kommunen ønsker at besøg skal finde sted.”

Og rektor Inger Bek udtaler:

……………………………………………..
BILAG
Artiklen i BT.

3.  Eva Graungaard oplyser i retten d. 26.02.92, at børnene forsvinder ca. kl 12,  samt at en patient i venteværelset oplyser at have set dem nærmest løbe væk med deres skoletasker.

Eva Graungaard oplyser, at Anne Marie (Mulle) havde bedt sig fri fra skolen den dag, og at hun og Mulle om formiddagen den 3.2.92, to gange var hos ombudsmanden, og i socialministeriet, hvor de talte med en  embedsmand, som hørte ret længe på dem og gav dem  rådet , at ringe til Den Sociale Ankestyrelse, hvilket  Mulle gjorde.
Desuden var de i justitsministeriet og   tilsidst  kl. 11.3o-11.45 i samtale  på Christiansborg med  folketingsmedlem, nu medlem af Europaparlamentet,  Mogens Camre i Finansministeriet.  
Hjemkommet kl. 12 var der 6 patienter i  venteværelset, der havde ventet på hende hele  formiddagen.
Mens Eva Graungaard tog den første patient,  forsvandt de to børn i  løb, sagde de ventende  patienter.

"Skynd dig, tag din  taske",  skulle Mulle ifølge disse  patienter have sagt til lillesøsteren. Mulle har haft  en telefonopringning fra Whita Sjøsten. I Slangerup,  fortalte lægesekretæren den følgende dag om morgenen..  Lægerne har ikke  lagt mærke til at lægesekretæren ikke var tilstede. -
På den anden side har han en times frokost - og det  hænder, at han kører i den time.

4.  Rektor Inger Bek oplyser under afhøring hos politiet,  at Eva har ringet til hende samme efterdag, den 3.2.92, og fortalt, at børnene var væk., og hun vidste ikke, hvor de var.
BILAG  Politiafhøringen af Inger Bek

5.  Slangerupparret oplyser sammen ved afhøring hos  vicekriminalkommissær Lau Fries, at Whita Sjøsten- den kvindelige part  i Slangerup, havde  ringet til lægekonsultationen denne dag, og spurgte, om hun kunne gøre noget?.
Samt at det var lægesekretær Helge Røpke, der kom  med børnene.
På grundlag af denne oplysning fra Slangerupægtefællerne sigtes Helge Røpke. –

Det ser ud,  som om, det er de sigtede slangerupægteparret, der  skriver anklageskriftet.

6.  Helge Røpke ( dengang i marts 1992 ) lægesekretær hos lægerne Graungaard ogSomogyi,nu ansat i et computerfirma) oplyser, at Whita Sjøsten, den kvindelige part fra Slangerup ringede flere gange om   formiddagen den dag, hvor Eva Graungaard og Mulle endnu ikke var kommet tilbage fra samtalerne i  Folketinget og med ombudsmand og Mogens Camre.
Hun  ville tale med Mulle, sagde Helge Røpke i vidneskranken i Landsretten
Dato ………………………..
Dommeren skrev i retsbogsudskriftet:----------------------
Dette var en bevidst usandhed.. Hvilket dommeren vidste, fordi han allerede ved afhøringens start spurgte Røpke om, hvor han arbejdede, og han oplyste, at han ikke længere arbejdede  hos os, han var afskediget men arbejdede i et computerfirma...

7.  Slangerupparret, dagplejemor, Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen, der er arbejdsløs murer, oplyser i politiafhøringen, den…………………der formede  sig som en fællessamtale med vicekriminalkommissær Lau Fries, ved politiforhør, at børnene kom til Slangerup den 3.2.92, kørt dertil af  Helge Røpke.
Og at Mulle oplyste: " Mor ( Eva Graungaard) ved ikke engang, at vi er her"               Hvilket blev oplyst af Whita  Sjøsten i Frederiksberg ret.
Og blev sagt i Tv udsendelse fra ”det ukendte sted i Nordsjælland” mens lægerne sad i isolationsfængsel.
Hun oplyste endvidere, ifølge politirapporten, at begge børnene med korte afbrydelser var hos disse i Slangerup indtil den 19.3.92,  (dagen efter  lægernes isolationsfængsling), hvor ægtefællerne kørte   børnene til nyt skjulested, som de ikke ønsker at opgive adressen på.
Whita Sjøsten oplyste endvidere, at det var Mulle der har vist vejen til deres  bopæl. Børnene havde jo været i Slangerup  knap to år tidligere på anbefaling af rektor Bek, der opgav dette par som hendes nære venner.

Helge Røpke oplyste det samme i retten. At han efter  at den kvindelige part i Slangerup havde lykkedes med at få kontakt med Mulle i telefonen, men ikke talt med nogen af lægerne.  uden at have tal med eller givet besked til  nogen af lægerne, var kørt i sin egen  bil- en firehjulstrækket kassevogn, som han plejer at  gøre i sin middagspause, samt at han den dag efter  opfordring fra Mulle, havde taget begge pigerne med i sin vogn og kørt disse til Slangerup- ligeledes efter opfordring fra Mulle, som Whita Sjøsten havde talt i telefon med.. Og ingen af lægerne vidste   noget om, at han var kørt med pigerne. 
Og han sagde  heller ikke noget derom, da han kom tilbage om eftermiddagen, fordi Mulle havde bedt ham om ikke at  sige, hvor de var taget hen, sagde han i retten..

Slangerupparret, der afhøres samtidigt og får lov at rette i deres politirapport gang på gang. Advokat Stagetorn sagde i Landsretten, at det var påfaldende, så mange gange politiet var i Slangerup- 22 gange og drak kaffe i deres køkken: de siger endegyldigt, den--- i landsretten:
”Helge Røpke kørte den 3.2.1992 i Eva Graungaards nye bil”


Whita Sjøsten sagde: ”Helge Røpke kørte den 3.2.92 i EG's nye bil, hævdede Slangerupparret i retten” den----
(Hvilket ikke alene begge læger, men også Helge Røpke  skarpt benægter, idet Røpke altid  kører i egen bil – og Eva Graungaard ALDRIG låner sin  bil til andre, desuden havde hun også sygebesøg den dag,..


Bilag: Børnenes breve .
1: Til Eleva-2- ren  Mulle, der var fast besluttet på at blive advokat, var utrolig intelligent og aktiv. Hun fik igennem, at der blev optaget alt til en udsendelse vedr. deres sag, som dagen før TV udsendelsen skulle bringes, blev standset af Frederiksberg kommune i samarbejde med Grete Schack Nielsen , der ringede til Karen Thisted på TV og fortalte hende om geden, der havde afføring i vores praksis, ”så sådant et sted kan man da ikke have børn” havde hun sagt. TV udsendelsen blev aflyst dagen før udsendelsen. Til lægerne blev sagt: ” Der er kommet så meget frem om jer, så vi har valgt at aflyse udsendelsen i morgen”
Gederapporten blev flittigt brugt.
Bilag: Mulles brev.

2. Mulle skrev til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.
Bilag

Hun skrev til l ombudsmand en .
Bilag.,

8.  Meget sent om aftenen samme dag, den 3.2.92,  får Eva Graungaard at vide, hvor børnene befinder sig -Lægerne havde  besluttet at ringe til politiet, fordi de frygtede for Mulles psykiske tilstand- hun havde truet med selvmord, hvis hun skulle tvinges tilbage til den biologiske mor eller tvinges på børnehjem.
Og hun havde tidligere forsøgt selvmord i den tid hun boede hos Mette.
Og hun har efter at være blevet fjernet fra lægerne ogf fra skolen forsøgt selvmord. Det ved lægerne, fordi en af deres sønner, Ben Kristian, der også er læge, havde vagt, da Mulle blev indbragt på hospitalet.

 
Eva Graungaard ringer til rektor Bek. Det siger såvel lægen som rektor Bek ved politiafhøringen-

Men meget sent om aftenen kontaktes lægeægteparret af en lærer, der kaldte sig Ole, som kom til deres konsultationsdør med adressen, hvor børnene nu var. Det sagde begge læger hver for sig ved afhøringen i isolationsfængslet ifølge retsbogsudskrifterne. Læge Somogyi sagde dette ved grundlovsforhøret den 18.3.92, da han var sat i isolationsfængsel, mens Eva Graungaard lå på intensiv afdelingen på Frederiksberg hospital  Og det sagde Eva Graungaard, da hun den 20.3.92. ved grundlovsforhøret over hende, da hun var blevet ført fra Frederiksberg hospital til isolationsfængsel. .
”Det var en lærer, der opgav sit  navn til Ole, der sent om aftenen kom til konsultationen, hvor lægerne befandt sig og opgav adressen, hvor børnene nu opholdt sig og læreren sagde, at Mulle psykisk havde det meget dårligt og var ude af balance, og truede med selvmord.”

Ægtefællen Karl Somogyi kørte så Eva Graungaard til Slangerup på sygebesøg sent om natten. Det er kun Eva Graungaard, der går indenfor. Læge Karl Somogyi bliver i bilen.

Læge Eva Graungaard modtages efter eget udsagn med "iskulde", ligesom Niels Lykke Nielsen helt enkelt vendte ryggen til hende og  uden  et eneste ord men forlader   rummet.

4. februar 1992:
1. Eva Graungaard ringer til socialudvalggsformand, Birgit Fogh-Andersen allerede meget tidligt om morgenen, og  fortæller denne hvor børnene er. De er i Slangerup, hvor de to år tidligere var ”på prøve”, men stak af fra. Læge Graungaard gjorde dette i håb om, at hun og socialudvalgsformanden  stille og roligt sammen kunne berolige børnene og tage disse med sig tilbage af hensyn til børnenes psykiske helbred. Det ville ikke være godt, om politiet skulle afhente disse med brug af magt.
Men helt overraskende sagde socialudvalgsformanden NEJ. Hun ville ikke blandes. Hun ville ikke vide, hvor børnene er,

Dette rystede i den grad lægen, så hun satte et bånd på telefonen og ringede socialudvalgsformanden op igen. Denne gang ringede hun til socialkontoret og spurgte efter socialudvalgsformanden; Birgit Fogh- Andersen, som jo må betegnes som en relevant person. Som den øverste indenfor børneforsorgen på Frederiksberg.  Denne båndede samtale blev afspillet  i retten på Frederiksberg.
"JEG VIL IKKE VIDE, HVOR BØRNENE ER" gentager socialudvalgsformanden på  båndet.
Eva Graungaard , der havde ønsket at få denne kompetente  person med ud for at få børnene talt til rette, så disse  kunne skånes  mest muligt psykisk, opgav dette, men satte bånd på alle de følgende samtaler med denne socialudvalgsformand.
.
De båndede samtaler med socialudvalgsformanden har alle været fremlagt i retten sammen med afskrift deraf.b  I retten den----------------- blev dette bånd afspillet under påhør af socialudvalgsformanden, Birgit Fogh-Rasmussen.
BILAG: Afskrift af den båndede samtale, hvor den øverste ansvarlige på Frederiksberg kommune nægter at få oplyst, hvor børnene var.

Frederiksberg dommerens bemærkning:
BILAG::

4. februar 1992
2. Eva Graungaard går samme  morgen op på rektor Inger Beks kontor for at fortælle,hvad der er sket. Rektor Inger Bek giver udtryk for, at det ved hun da godt. For de er jo igen i Slangerup, sagde hun. ”Verden er jo så lille”

Der skal naturligvis være referat på Frederiksberg kommune af samtalerne med socialudvalgsformanden, ligesom der skal være referater af alle møder, alle beslutninger og journaler ect. Af ALT, hvad der vedrører børnenes sag.

MEN I HELE TIDSRUMMET, HVOR BØRNENE VAR ”FORSVUNDET”
FRA DEN 3.2..1992  TIL DEN 27.3.1992 ER ALT MAKULERET .
Det sagde en højtstående embedsmand på socialforvaltningen. Vi fik ikke et eneste dokument udleveret.
Vores advokat bad om den lovmæssige aktindsigt- men fik heller ikke et eneste dokument udleveret. Dette er ulovligt ifølge dansk bistandslov, efter hvilken der er offentlighed i forvaltningen

Men iden biologiske mor fik nogle akter udleveret af hendes- kommunens – advokat, Kirsten Reimers Lund. Disse har hun givet til lægerne.


6.februar 92:
Hjemmehos'en Erik Havgaard Hansen og en dame, der udgav sig for at være advokat møder op midt i konsultationstiden, hvor de på grund af bemærkelsesværdig opførsel foranlediger, at en tilfældig patient i venteværelset viser sit presse kort og tager et billede af parret, hvilket senere viser sig af meget stor betydning for lægerne, idet Frederiksberg kommune senere klager til Den Almindelige Danske Lægeforening og usandfærdigt angiver, at optrinet fandt sted i lægernes private hjem, hvilket fotoet modbeviser, idet det tydeligt fremgår af dette, at stedet, som parret teede sig i,  er lægernes venteværelse. Parret ønsker børnene Mulle  og Lisbeths opholdssted oplyst.

Eva Graungaard nægter at give denne oplysning under henvisning til hendes tavshedspligt, men hun fortæller, at hun allerede havde oplyst adressen, hvor børnene bliver skjult  til den anssvarshavende og øverste, socialudvalgsformanden, Birgit Fogh - Andersen, og gerne igen ville oplyse opholdsstedet til denne. Dette af  tilstedeværende i venteværelset- og vil blive fortalt under vidneansvar i den kommende retssag af  tilstedeværende.- Der kan både  fremlægges video, som  sekretæren optog og foto, som journalist og redaktør, Harly Foged tog, som  bevis på., at kommunen løj groft, da den senere sendte klage til Den Almindelige Danske Lægeforening for at fratage  os vor bestalling som praktiserende læger.
BILAG:.

Vidner til optrinnet i lægernes venteværelse var foruden flere patienter også journalist og redaktør Harly Foged og sekretæren. Redaktør Harly Foged viste sit pressekort og tog billeder af parret, hvis opførsel var meget påfaldende.


07.02.92:
Frederiksberg kommune anmelder Eva Graungaard og Karl Somogyi til politiet for overtrædelse af bistandslovens §65…………………

I båndet samtale med socialudvalgsformanden Birgit Fogh-Andersen fortæller denne, at politianmeldelsen  er sket derved, at det er hende, der ved en privat middag, hvor hun havde politimesteren til bords, anmeldte sagen.
I samme båndede telefonsamtale gentager socialudvalgsformanden, at hun ikke vil vide, hvor børnene  er.
BILAG: Båndet og udskriftet deraf, der har været fremlagt i retten..


Samme dag sender Frederiksberg kommune  en total usand skrivelse til Den Almindelige Danske Lægeforening,  tilsyneladende i samme hensigt som den fantasifulde og løgnagtige Gederapport  blev sendt til embedslægerne- at fratage Eva Graungaard sin bestalling som læge.

I skrivelsen fortælles, at Eva Graungaard stadig er plejemor for Lisbeth og Mulle, og at de to, hjemmehos’en og juristen  fra  Frederiksberg kommune var i hendes private hjem og ikke i lægernes venteværelse blandt mange ventende patienter.

Lægerne henviser  til vidner, ventende patienter, video og foto af kommunens udsendinge, der blev taget i lægernes venteværelse.
BILAG
Denne samtale fremlægges som bilag nr.

Den 7. februar aflægges det sidste sygebesøg hos børnene i Slangerup.  Graungaard medtager en af hendes bøger, der var udgivet to år tidligere og dedikerer denne i hensigt for børnenes skyld at  formilde atnmosfæren mod lægeægteparret. Der ved disse sygebesøg har følt sig højst uvelkomne.

8.februar 1992.



08.02.92:-------------------? dato
Eva Graungaard oplyser på retsmøde d. 26.02.92, at datteren, Rie den dag har set Mulle og to af hendes klassekammerater ombord på færgen Sjælland, hvor hun, Rie er i kokkelære.
De samme tre klassekammerater er desuden set ved en rockkoncert

Den 26.2.1992 oplyser graungaard, at hun har været på sygebesøg i Slangerup sidst den 7.februar, men at børnene med stor sandsynlighed, ikke var der mere, og at datteren Rie den følgende dag har set Mulle og to af hendes venner ombord på færgen Sjælland. Og disse tre er desuden set ved rockkoncerter. Eva mener derfor, at børnene ikke længere befinder sig i Slangerup. Hun blev ikke yderligere udspurgt.
BILAG Ordet ”Slangerup” er udeladt.----------------------

13.02.92:
Birgit Fogh-Andersen gentager i ny båndet telefonsamtale med Eva Graungaard, at hun ikke vil vide, hvor børnene er. (båndet samtale)- samt siger, at Arkaden, hvor børnene nu er set, er et pænt sted.

Den båndede samtale har både været fremlagt i afskrift og er afspillet i retten
BILAG: Den båndede samtale.



14.02.92:
Birgit Fogh-Andersen gentager endnu engang sit  udsagn om,  at hun ikke ønsker at vide, hvor børnene  er. (båndet samtale)                                                                                                              Til politirapporten forklarer  Slangerupægtefællerne, helt opdigtet til vicekriminalassistent, Lau Friess, at Niels Lykke Nielsen den morgen  førte pigerne tidligt om morgenen ind til lægeklinikken, fordi de skulle pakke, da de den følgende dag  skulle med lægerne til Tunis med Spies rejseselskab.

Ved senere forklaring fra slangerupægtefællerne  rettes første forklaring til, at det kun var Mulle,  som Niels Lykke Nielsen kørte ind til lægekonsultationen den  morgen tidligt for at pakke til Spiesrejsen til Tunis.

Lægerne havde i dec. 1991 købt en rejse til Tunis i  børnenes vinterferie . Det var meningen, at Emil, Marie,  Mulle og Lisbeth skulle med.
Mulle vidste allerede den 31.1.92, da brevet om børnehjemanbringelsen kom, at rejsen ikke blev til  noget. På grund af den truende situation allerede i december 91, var der tegnet afbestillingsforsikring for alle deltagere, og rejsen var blevet aflyst..

Hvis rejsen skulle gennemføres den 15.2, hvorfor  skulle begge piger så ikke ind til lægerne den 14.2. om morgenen?  Det er da ulogisk, at Niels Lykke  Nielsen kun bragte den ene pige den 14.2.92..
Når man digter sådanne historier, så kommer man tit ind i modsigellser- Det gjorde  den kriminelle Whita Sjøsten med denne historie.

Videre forklarer slangerupparret, at Niels Lykke Nielsen har set et  afbestillingsbilag.

Niels Lykke Nielsen må have set syner for den i december 1991 planerede rejsedag er kendt gennem alle Mulles skrivelser til offentlige myndigheder. Og rejsen var ikke købt i Spies, men i et andet rejseselskab.
Rejsen var ikke afbestilt den 14.2.92,  men tidligere. Den blev afbestilt samme dag, lægerne fik besked på, at børnene Lisbeth og Mulle skulle på børnehjem.- Den 3.2.1992.  Der eksisterer ikke "afbestillingsbilag" på rejser.


16.02.92:
Videre fortæller slangerupparret: " Eva Graungaard ringer til slangerupparret og siger undskyld for at   Lisbeth ikke blev hentet. - Dette betegnes af EG som usandt og opdigtet..


17.02.92:
Til politiet fortæller slangerupparret, at læge Georg Somogyi denne dag kom til Slangerup og hentede barnet Lisbeth. Dette benægtes pure af Georg Somogyi, der intet har med denne sag at gøre, og slet ikke kender slangeruparret.

Iøvrigt siger læge Georg Somogyi, at han den dag sad andetsteds fra kl. ca 12 til godt 15.- hvilket blev efterundersøgt af politiet -  og udtalelsen derfor afsløret som opspind og sigtelsen frafaldet. Og Slangerupparret blev dermed afsløret som løgnere af politiet.
.
19.02.92:
Rektor Inger Bek kommer til lægernes private bolig og har en gave med til  Eva Graungaard to bøger, "Tre breve om krigen og freden" af Einstein, Freud og Niels Bohr samt Nørretranders "Mærk Verden" Hun  spiser smørrebrød og drikker kaffe. Og beder lægerne ophøre med at lede efter børnene, fordi hun taler med borgmesteren, som ordner sagen.
BILAG: Inger Beks brev, der hun havde skrevet og vedlagt gaven, hun kom med...
Flere gange har rektor Bek været i lægernes lejlighed på Godthåbsvej 32 A på Frederiksberg. Hun har den 27.2.92- dagen før Gederapporten blev produceret været i vort hjem-spist smørrebrød den sammen med med lægerne og deres søn, læge Ben Kristian. Og når hun siger i retten og i politirapporten, at hun ikke  kender os privat lyver hun direkte.
Politirapporten og vidneudsagnet i retten, der beviser, rektor Inger Bek lyver.


20.02.92:
TV-optagelse på Johannesskolen kl. 16.30 - Kanal
2 efter aftale mellem kanal 2 og rektor Inger Bek,. Bek har på skolen bedt os om at komme og være til stede

Børnene træffes mod al forventning kl 16.15 spadserende i umiddelbar nærhed af Johannesskolen - se  kommentaren under datoen den 26.02.92. Inger Bek stod selv i et af skolens vinduer og vinkede til børnene.

20.2.1992:
Socialdirektør  Bjarne Busk og vicesocialdirektør Anders Jensen  sender skrivelse med direkte usandt indhold til Den Danske Lægeforening i den tydelige hensigt at tage bestallingen som læge fra Eva Graungaard.
I brevet anklages Eva Graungaard urigtigt for både ikke at have brudt sin tavshedspligt og for at have brudt sin tavshedspligt, samtidig med, at disse herrer fra socialforvaltningen til denne lægeforening, som alle læger, der arbejder i Danmark, skal være medlem af og er afhængig af, og som læger kan ekskluderes af og dermed miste deres levebrød,  direkte i strid med sandheden, at optrinnet med de to udsendinge fra socialforvaltningen,  hjemmehos'en Erik Havgaard og en dame, der udgav sig for kommunens advokat, Anne Marie Jørgensen, foregik i lægens private hjem og ikke lige midt i konsultationstiden i lægernes venteværelse-   
Og usandt oplyste lægeforeningen om, at lægen på det tidspunkt var plejemor for Mette Haugaard-Hansens børn - Et plejeforhold kommunen selv hævdede at have ophævet allerede den  3.2.1992.

Selve optrinnet blev, som allerede nævnt, overværet af samtlige patienter i venteværelset, deriblandt af  redaktør Harly Foged.  Det blev filmet på video og optaget på bånd,.
Ligesom der af Harly Foged, der blev bedt om at legitimere sig,  blev fremvist pressekort med navn og adresse, som deputationen fra Frederiksberg kommune noterede ned . 
Harly Foged tog billeder af det provokerende par fra kommunen.
Af disse billeder fremgår det tydeligt, at  optrinnnet foregår midt i lægernes venteværelse.
BILAG: Klagen og billedet af de to fra Frederiksberg kommune stående lige midt i lægernes venteværelse..

:.
LOVBRUD OG PROCEDUREFEJL I SAGEN:
…………………………………………………...

Dato
Lovbrud.

I:
Ca. 2 år senere blev denne plejetilladelse ulovligt  inddraget af et sammenrend af lægernes fjender, ved et møde på kommunekontoret.  Socialudvalgsformanden, Birgit Fogh-Andersen var med til dette møde. Ifølge eget udsagn senere på båndet telefonsamtale med læge Graungaard, som har været fremlagt i retten, stemte hun imod fjernelsen af børnene fra  lægerne. Men en sådan beslutning skal ifølge vore sociale love forelægges Børne og Unge-udvalget for at have gyldighed.- DETTE SKETE ALDRIG.
Hvilket også var årsagen til at lægerne tilsidst i 1999 blev frikendt.
BILAG

II:
Politianmeldelsen er ifølge båndet telefonsamtale mellem mellem læge Eva Graungaard og den øverste på Frederiksberg socialforvaltning, Birgit Fogh- Andersen, hvor Birgith Fogh Andersen siger, at politianmeldelsen er sket ved en privat middag, hvor hun havde politimesteren på Frederiksberg til bords. I retten har socialudvalgsformanden vedkendt, at det er hendes stemme
BILAG  Båndet og udskriftet deraf.

III:
De tre hemmelige retsmøder

IV:
Retsmødet den 18.3.1992.
Afhentedes klasselærer, overlærer Lise Kjær Rasmussen til afhøring i retten, uden at hverken læge Graungaard eller hendes advokat var underrettet derom.---
 BILAG
Retsbogsudskriftet.

V:
samtlige razziaer. Flere ulovlige

Sammen med Frederiksberg politi, og sagsbehandlere fra Frederiksberg kommune, der kom ud på de mange razzier og til lægepraksisen i Rødovre- selv om Frederiksberg politi intet har med en lægepraksis i Rødovre at gøre- Det SKAL være Rødovre politi blev der  bl. a. produceret en opdigtet   Gedehistorie, i hensigt at tage bestallingen fra læge Eva Graungaard.
BILAG:

VI:
Ligeledes i hensigt at tage bestallingen fra læge Eva Graungaard blev der sendt en klage til Den Almindelige Danske Lægeforening, som denne lægeforening afviste, da denne klage viste sig at være usand.
produceret et falskt  vidnesbyrd, fremsat af en     efter aftale med

Frederiksberg kommune og i selve retten bevist var falsk- men menedersken blev ikke tiltalt, og de stakkels børn blev kastet  rundt i systemet- Og levede dereter ca. 2 år under jorden i Frederiksberg narkokvarter 
BILAG

VII:
Anmeldelsen af Frederiksberg kommune for at have forsømt dens tilsynspligt og omsorgssvigt.

VIII:
Kommunen har forsømt dens tilsynspligt. Ladet børnene  gå for lud og kold vind. Kommunen har forsømt dens tilsynspligt.- direkte lukket øjnene for børnemishandling.

Det yngste barn, Lisbeth var født HIV positiv, hvilket kommunen var vidende om.
uden tilsyn- og uden en hel tand i munden alle tænder var fuldstændig nedcarierede smerter- ketogan
Alle børnene har været alene under moderens fængslinger henvist til at stjæle til føden, og udeblive fra skolen.
”Der er ikke nogen der ved, hvor dårligt vi har haft det,”
Hun havde skulket fra skolen i mange måneder før vi i påsken hentede børnene efter aftale med moderen, som vi måtte hasteindlægge med blodforgiftning på hospital.
 BILAG

IX:
Retten nægtede at afhøre vidner, som lægerne og ders advokater begærede.

X:
Kommunen har makuleret alle de sagsakter fra den dag børnene forsvandt den 3.2 1992 til den dag disse igen kom til veje den 27.3.1992.

XI:
Dommeren nægtede at afhøre  en jounalist og redaktør, der  vidste, hvor børnene var, og som kom ind i retten og sagde. Fru dommer, Jeg ved hvor børnene bliver gemt. Det ved lægerne ikke og det kan lægerne ikke vide.

Allerede ved første retsmøde den 18.3 92, i Grundløvsforhøret blev min mand, der kun har  tjent penge til børnene og hjulpet og elsket disse på lige for med vore egne børn, han blev af dommeren spurgt om, hvor vi havde været på sygebesøg hos børnene, fordi den 14-årige truede med selvmord, hvis de ikke måtte komme hjem til os. Han sagde højt og tydeligt, AT DET VAR I SLANGERUP; VI VAR PÅ SYGEBESØG HOS BØRNENE.
Politi og dommerne gjorde intet

XII:
Lægerne blev fængslet udelukkende på en ménéderskes falske vidnesbyrd, at hun havde at hun godt kendte børnene og havde set dem på trappen og talt med dem. Lægerne flyttede først ind på Sankt Nikolajvej den 15.2.1992- og den søn, der    kørte bilen, som af hende beskrives----, var i Miami på det tidspunkt sammen med sin kone.- Dette synes at have været grunden til lovbruddet, at denne ménéderske ialdrig måtte afhøres i retten under påhør  af læge Graungaard, selv om dette blev begæret at  begge lægers forsvarer, og konstant senere ved samtlige retsmøder blev begæret.

Denne dame, hvis ménéd blev afsløret i retten flere år efter vores fængsling, blev ganske vist afhørt den 18.3 under grundlovsforhøret af læge Karl Somogyi, Eva Graungaards mand, men denne læge Somogyi, havde et blodtryk langt over 200, og han havde haft 2 blodpropper i hjernen, og var så fortumlet, at han næsten intet kunne sig.
Eva Graungaard var ikke til stede . Hun var af politiet under udrykning kørt til Frederiksberg hospital og lå med ilt på intensiv afdeling der.
På grund af politiets ( vicekriminalassistent Lau Fries) mishandling
Hun blev dømt in absentia.
Da læge Graungaard senere kom i grundlovsforhør den…. Blev Madskribentens politianmeldelse  og vidnesbyrd i retten læst op for mig. Eva Graungaard kunne øjeblikkeligt høre, at hendes løgne var meget let at modgå, da det var helt oplagt at hun . Og læge graungaard forlangte satraks, at dette vidne blev afhørt i retten under hendes påhør. Det samme forlangte desuden hendes advokat Jytte Thorbek og mandens advokat, der også var til stede. 
Det var Eva Graungaards ret ifølge loven.
Men dommeren afviste bare og dømte Eva Graungaard til fængsel i isolation. Eva Graungaard havde en meget alvorlig diabetes, hjertesygdom.
Og  som nævnt mindreårige egne børn i hjemmet.
Dagbladet, Politken skrev i en artikkel den---. Alder, sygdom og mindreårige børn i hjemmet hjalp den ikke. De forblev i fængsel i isolation.

- uden kendskab til, hvad der  skete med de børnene i hjemmet, lægepraksis m.m.

XIII:
Frederiksberg politi havde afspærret hele Voldumvej i begge retninger, og den ene politibil kom efter den anden. Der kom også fotografer
Ved anholdelsen blev EG slået så hårdt ind i mellemgulvet, at hun sank om, og måtte bæres ud i en af de mange politibiler og lagt i bunden af en politikaddevogn, og kørt til intensiv afdeling på Frederiksberg sygehus, til trods for, at en så  dårlig patient, der skal indlægges under udrykning skal indlægges på det nærmeste hospital- og ikke på Frederiksberg hospital.
Men det nærmeste hospital samarbejdede med lægerne Graungaard dagligt, så dertil turde politiet ikke køre.

Alle på vejen og familiens voksne børn, forlangte, at e Falk skulle køre en så syg patient- men det blæste politiet på.

XIV:
Det var politi fra Frederiksberg, der så talstærkt og så brutalt kom ud i lægepraksissen i Rødovre- Politi fra Frederiksberg har INTET med en lægepraksis i Rødovre at gøre.- Det skal være politi fra Rødovre.

XV :
Tenditiøs fejl i retsbogstilførslent efter grundlovsforhøret af læge Karl Somogyi:.
Dommer Dorthe Sylvest Nielsen ” glemte”  at skrive i retsbogen, at vidnet den 18.3.199992 under grundlovsforhøret af læge Somogyi  i retten sagde,  at hun flere gange havde været i telefonisk kontakt med socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen, som vidnet kendte gennem vælgerforeningen.

Der var også tilsyneladende glemt, at samme falske vidne har fået en TV udsendelse aflyst efter aftale med ----
BILAG.


XVI: pos barn.

Boligen- ulovlig. Den blev hurtigt blev revet ned- efter at  læge Graungaard havde anmeldt kommunen.. Det skete allerede i 1992.
Bilag.


II # hemmelige retsmøder, hvor hverken Eva Graungaard eller hendes advokat blev indkaldt. Tværtimod blev indskærpet, at den anklagedes advokat ikke måtte adviseres- altså retsmøder i retssalen på Frederiksberg med politi og dommer og kommune alene uden hverken anklagede eller hendes advokat.

XVII:
Den …. 2002 indrømmede den nye borgmester på Frederiksberg Rådhus i brev til advokat Hans Helmer Jensen,, at det var kommunen, der betalte Gederapportens opdigter,  overassistent ved familieafdelingen, Dorte Hendriksen --- , som efter den ondskabsfulde og usande Gederapport, der blev sendt til----  og som af Frederiksberg kommune  blev nægtet at   vidne i retten, trods begæring derom og som derefter  avancerede til fuldmægtig ved familieafdelingen på Frederiksberg Rådhus, at det var Frederiksberg kommune, altså Frederiksbergborgerne, der betalte hendes retsomkostninger.

Overassistenten  ved Frederiksberg kommune ”opfandt en levende ged, der stod og havde afføring i et konsultationsværelse, hvor både hun og syge patienter var til stede. Sådant kan et normalt menneske ikke finde på.

Den sindssyge rapport blev sendt af Frederiksberg kommune bl. andet til:                      

1.  Samtlige medlemmer af Folketingets sociale udvalg, for at sværte                                      lægerne,

2.   Til embedslægerne for at tage lægernes levebrød fra disse
Ikke dessto mindre forfremmes hun fra overassistent til fuldmægtig ved Frederiksberg kommunes familieafdeling.

Til il journalister.

Blandt andet blev den sendt til ménédersken, madskribenten, Grethe Schack Nielsen., der  flittigt. brugte denne Gederapport til I SAMARBEJDE MED SOCIALFORVALTNINGEN PÅ FREDERIKSBERG til at få standset et allerede optaget program om sagen med de implicerede parter i programmet TV-programmet: Elevatoren, sooå dette  program udgik i sidste øjeblik. Til læge Graungaard blev sagt: ”Programmet er standset, fordi der er kommet så meget frem om svineri i jeres lægepraksis, om en ged I har der”
BILAG:
Dette bilag var ”forsvundet”, makuleret i Fredrikssberg rådhus. Dette er helt ulovligt. Men lægerne er kommet i besiddelse af sagsaktet gennem den biologiske mor, Mette Haugaard Hansen.

Ménédersken Grethe Schack Nielsen  brugte også rapporten, da hun ringede til TV Kanal 2 i forsøg på at få standset deres udsendelser vedrørende sagen jf. udskriftet fra samtalen mellem Schack Nielsen og TV-programmet Kanal 2.
BILAG


Lægerne er kommet i besiddelse af rapporten gennem Bujetråd Mogens Camre, og Arne   Melchior, der var  folkevalgt og var medlemmer af vort Folketingder begge har fået denne tilsendt


Nægtes af borgmesteren at måtte vidne i sagen,
Og Frederiksberg kommune betaler hendes retsomkostninger, og betaler de 5000 kr, hun accepterer at betale..
Hvilket efterlader overbevisning om, at ALT har været bestilt arbejde fra myndighedernes side.


Først i maj 1999 blev lægerne i Landsretten frifundet,
Lægerne måtte lide den tort, som praktiserende læge, ikke blot at være sigtet som kriminelle i godt 7 år. Og finde sig i, at blive hængt ud i alle store dagblade som kriminelle. Politiken  skrev bl. a. den ………en artikkel med overskriften: Arbejde, alder, sygdom og mindreårige børn i hjemmet hjalp dem ikke. De blev fortsat fængslet i isolation
BILAG

Da  lægerne så efter 9 lange år med det ene mere groteske retsmøde og avisartikkel efter det andet så endeligt blev frifundet og bad om en rimelig erstatning, for ærekrænkelse, tort oh helbredsforringelse, blev dette afslået med den helt urigtige begrundelse: At de selv havde givet anlednig til den umenneskelige behandling ærekrænkelse, indtægtstab, totur som nær havde kostet dem livet.

De ville jo blot hjælpe den syge mor i nød, sagde de i retten..

Den syge mor skrev senere til lægerne, at hun var blevet BRUGT mod disse af Frederiksberg kommune.

Denne mor har nu i 18 år været tilskrevet lægernes lægekonsultation- hun er stadigt deres patient.

Mette Haugaards børn, som var i pleje hos lægerne nåede aldrig de mål de havde sat sig.tværtimod. 
BILAG
Avisartiklen i dagbladet Jyllandposten

Da de endeligt var blevet frikendt og bad om en rimelig erstatning, fik de  bare afslag derpå, med den urigtige begrundelse. At de selv havde givet anledning til alt det onde der  var overgået dem og deres familie.
Dr. Somogyi blev aldrig mere rigtig rask. Det samme for læge Graungaard
Og så blev de dømt til at betale sagsomkostningerne. Hvorefter de skal betale til Frederiksberg politi 100o kr. hver måned-
Lægerne er født hhv. i 1925 0g 1928S

Læge  Eva Graungaard har været kendt i mange sammenhænge. Hun har tidligere indgivet anmeldelse til Menneskerettighedskommissionen vedr.  sindelagskontrol, der udførtes på Københavns  Rigshospital, hvor danmark blev dømt. Hun har hun fået tilkendt Albert Schweitzer prisen, Dag Hammarskjølds fredspris og mange andre internationale priser.  Hun har Folketingets skattefrie hædersgave som hun løbende får resten af hendes liv. Ikke mindst har hun adopteret 6 børn, hvor de fleste er handicappede. Det tror jeg glæder hende mest. Det sidste barn adopterede ægteparret Graungaard og Somogyi, da de var hhv. 64 og 67 år gamle. Dette barn Marie er lige blevet student. Hun har udgivet bøger

Og fik til sidst bøde efter den

3.
 
-----------------



Det tog mere end 6 uger før kommunen kom ud til os efter at moderen var blevet indlagt. Trods konstante anmodninger derom.
Vi havde selv 12 børn og fik pludseligt 3 ekstra børn.

III
Da vi i forvejen havde 12 egne børn og ikke længere var helt unge, bad vi straks kommunen om at være os behjælpelig med at skaffe et yngre  plejeforældre par.
BILAG


Volden i lægepraksis udøvet af vicekriminalassistent Lau Fries
BILAG

XIV
Volden i politibilen.

XV
Det nedværdigende behandling i Vestre fængsel
Hvor Eva Graungaard blev klædt nøjen - sat i fuldstændig isolation og låst inde på toilettet.

XVI
Volden på Hvidovre hospital
BILAG
Fotos.

XVII
Volden i politibilen


XVII
Volden under Frederiksberg politistation. Eva Graungaard måtte  bæres op og ned af trapperne til retssalen


Det ældste barn, Maria på 15 år  fandt vi på en politistation, hvor det sad til afhøring efter en lang række mindre kriminaliteter.  Hende fik vi også med os hjem, også hun fik sit eget værelse og også hun blev kørt frem og tilbage til sin skole. Men hun var desværre allerede infiltreret i  Frederiksbergs narkoverden. Hun løb ude om natten, skulle konstant have penge, store summer. Eller ville hun blive slået ned, sagde hun. 

Vi søgte og fik hende anbragt på en efterskole, efter at have haft hende i 6 måneder.

Det var umuligt at finde et plejehjem til narkobørn fra en berygtet narkoman., sagde en af kommunens ansatte.

Og de to små børn knyttede sig øjeblikkeligt  til os og vore børn. De to yngste børn  blev allerede dagen efter, at vi havde overtaget dem sat i den nærmeste skole Rødovre skole, som lå meget tæt ved lægekonsultationen for at vi selv om vi arbejdede hver dag kunne have kontrol med situationen. Vi bragte og hentede børnene dagligt- og det gik disse utroligt godt i denne skole
Bilag.- se skoleudtalelserne fra Rødovre skole.

Da børnene straks uden opfordring  kaldte os far og mor. og i skolen sagde de hed Graungaard Somogyi, og kommunen IKKE reagerede på vores anmodning om et yngre plejehjem, blev vi ligeså glade for børnene som de for os, og vi kunne ikke andet end at acceptere, at vi havde fået 3 børn ekstra.
    Og da der var gået 5 måneder og vi dagligt havde bragt og hentet alle tre                                                                       børn til og fra deres respektive skoler. De små til  og fra Rødovre skole- og                                             den store til og fra en skole: Vi Ka Sku”  havde vi indset:
Den store pige Maria
De to små var tilsyneladende kommet for at blive, og da vi ikke kunne have   to slags børn, hvorfra vi Mulle og Lisbeth i indmendte børnene i samme private skole, som vores egene børn gik i, Johannesskolen. I denne skole gjorde børnene yderligere store og utrolige fremskridt, Den store blev elevrådsformand. Hun ville være student og senere advokat. Den lille ville være sygeplejerske. Begge blev afholdt af både lærere, klasselærere og kammerater

Se skoleudtalelserne.


Men i ethvert paradis er der en slange.


Uheldigvis for hele vores familie havde skolens rektor, Inger Bek, ifølge eget udsagn ”nogle meget nære venner i Slangerup, som hun stod i taknemmelighedsgæld til.--- Å det var en skam”

Jf: hendes udtalelser på bånd.
BILAG:

Disse mennesker, som er rektor Beks nære venner, havde bygget et nyt hus i Slangerup, og var i økonomisk knibe ifølge Inger Bek. Ifølge Slangerupfolkenes udsagn ved et møde i Slangerup Inger Bek snakker med kommunen- og børnene skal fratages os og gives til hendes nære bekendte og----familien Lykke Nielsen og Whita  Buck---Til trods for, at vi på det tidspunkt- efter at vi havde  haft børnene i næsten 2 år.- efter at det var gået dem så godt- og efter at vi ikke alene havde fået plejetildelsen og denne til og med var stadsfæstet i DEN SOCIALE ANKESTYRELSE.
Bevidnet i retten af Mogens …………
 
Vi fik



Dato
II Helt ulovligt
bestemte et sammenrend af vore  fjender i Frederiksberg kommune, at nu skulle børnene fjernes fra os, for at komme på børnehjem- Det har denne sammenrend ingen som helst lovlig kompetence til. Det skal ifølge dansk sociallov, være Børne- og ungeudvalget, der udelukkende har kompetence til at bestemme sligt.


det var derefter ifølge af mange bevidnet udtalelse fra Slangerupfolkene, at Disse  skulle søge om at få plejetilladelsen, hvilket de af 100 % sikre på, fordi Inger Bek, som den store pædagog, hun var ville anbefale dette- og dermed ville de kunne få en høj plejeløn og redde deres betrængte økonomi.
Deriblandt meget kendte fol . Buget rås, læger- overlæge, advokat osv.

Camres, Torben Ishøjs, advokat Hans Helmer Jensen vidnesbyrd i retten
Den ulykkelige  Mulle beder sig fri fra skolen den dag, hvor hun og lillesøsteren skulle møde på børnehjemmet. Hun går ---

Vores lægesekretær fortæller i retten under vidneansvar.--------------Da hun kommer hjem beretter vores lægesekretær i retten
Slangerup ringer til
Børnene som kender


  Dagen derpå fortæller lægesekretæren, hvad der er sket

Selvmordstruslerne. Tidligere forsøgt flere gange- og senere efter fjernelsen fra os også forsøgt. Hun kom ind på hospitalet en nat, hvor BK havde vagt.

Sygebesøgene i Slangerup

Besøgene af rektor Bek.

Besøget på Godthåbsvej af rektor bek.

Dato.- Razzia i vor lægepraksis- og helt ulovligt flere andre steder.
Retsbogsudskrifterne.



En veninde til Birgit Fogh Andersen, der var den på socialforvaltningen  på Frederiksberg Rådhus, en tidligere Rådmand og oldermand, der boede som nabo til os i en lejlighed, som vi flyttede ind i den 15.februar 1992 og som vi havde fået fordi vi nu pludseligt var endnu flere hjemmeboende børn. Vi kom fra en lejlighed på Godthåbsvej 32a på Frederiksberg. Hun sagde i radioen
Hun  kom efter aftale med socialforvaltningen at hun var vred over, at vi havde fået den lejlighed ved siden af hende, fordi hun ville have en anden skulle have den lejlighed .

Hun fik os i fængsel på et  falsk vidnesbyrd til politi og i retten
Som myndighederne godt kunne se var direkte falsk- idet …
BILAG