Den lange frihedskamp.

Undertekst.:

Lige hjemkommet fra Mindelunden den 4 maj 2005, bestemte jeg at nu skal bogen Den lange frihedskamp skrives, således tænkt og hermed påbegyndt i dag.

For lige så mange modstandsfolk, vi var underbesættelsen fra 1940 til 1945 ( eller lige så få vi var ), så gjorde vi dog en forskel. En forskel, som datidens forrædere benyttede sig af og har pralet med  idet de samtidig skjulte deres egen lidet flatterende samarbejde med og hjælp til nazisterne og deres egen pengepung. Noget som er lykkes dem for i ganske stor stil, hvilket historiebøgerne afslører. Først og fremmest var det danske politikkerne, dansk landbrug og industri der slog mønt af dette samarbejde og hjælp til Adolf Hitler og det nazistiske styre. Men da det er en evig sandhed at løgnen kan løbe jorden rundt 7 gange før sandheden for sko på. Så er sandheden nu ved at få sko på, men der skulle gå 60 år.

Lige så mange eller få, der kæmpede mod den forhadte besættelsesmagt. Lige så forskellig, tror jeg er den måde vi oplevede afslutningen på.  De, der døde, der betaltem kampen med deres eget liv, fik aldrig det eftermæle som de burde havde haft, de ofrede dog det bedste de havde, nemlig livet. Andre gennemlevede at blive fanget af dansk politi og komme i Frøslev lejren og derfra blive sendt videre til udryddelseslejre hvorfra kun få vendt tilbage. Eller de blev dødsdømt og benådning afslået af det danske justitsministerium. Det var virkelig lidet beundringsværdigt.

Andre gik dog stolt igennem denne kamptid men med mere eller mindre ar på sjælen. Jeg var kure i Jernbanesabotagen fra Esbjerg og var altid bange, mest bange for at blive efterladt i en vejgrøft eller skov såret og jeg var meget mere bange for at fryse ihjel mere end for at blive skudt.

De dage jeg har grædt mest i hele mit liv var den 4 og 5 maj 1945, hvor alle andre og forræderne jublede og skreg. Den dag døde 2 af mine nærmeste venner i gruppen Mogens Friis og Holger.

Holger der boede på den samme gård, som jeg under besættelsen. Lige så tragisk som tabet af de nærmeste venner under besættelsen var, blev selvmorderne efter besættelsen, der blev aldrig sat fokus på disse skæbner, som kæmpede under besættelsen og dermed var med til at få Danmark regnet som allierede efter besættelsen og ikke som samarbejdspartner med Adolf Hitler, som tilfældet ellers var blevet og dette ikke uden grund. Forholdet var det at lige efter befrielsen kom der mange af de værste forrædere og den værste stikker Aksel Larsen til magten og de var naturligvis interesseret i at nedgøre frihedskæmpernes arbejde for at skjule eget svigt og forræderi. Helst ville disse havde dette arbejde til at se ud som dette drejede sig om en flok ødelæggere og mordere, samtidig med at disse nye magthaver drog fordel af de faldenes kamp hvilket naturligvis  førte til en dyb depression hos de der har mistede mest og kæmpet hårdest. – Og i nogle tilfælde førte til selvudslettelse- selvmord.

Mine eneste og bedste venner under besættelsen var

Jeg savner disse fortsat- Og den 4. og 5-.. er for migfortsat dage, hvor jeg er meget ked af det og tænker på, alt det vi er blevet snydt for.