Afsnit I

Korruptionen.

Geden i praksis

Afsnit II
Forhistorien.
Filmen ”Det skete i Danmark.”
Frifindelsen
Nægtelsen af erstatning
Børnenes skæbne.
Krænkelserne af menneskerettighederne.

Sagen mod mig gik først og fremmest ud over tre fuldstændig uskyldige børn og min mand. Derfor vil en evt.  erstatning, blive delt i tre lige store dele.  1 del til Mulle (Anne Marie), 1 del til Lisbeth og 1 del til Ditte.

.

 

I denne sag  blev der udvist en grænseløs hensynsløshed mod de stakkels børn, Mulle og Lisbeth, som efter denne sag først efter planen blev anbragt 14 dage midlertidigt hos rektor beks lærerægtepar på Johannesskolen, derefter blev de annonceret ud. –og så skulle Slangerupægteparret efter den oprindelige plan søge plejetilladelsen, og at vi

 

 

De lydige medhjælpere står parat og venter på en herre

 

”Med lov skal man land bygge”

Således indledes Jyske lov fra 1241. og dette er ethvert civiliseret lands fundament.

Og det står da også over indgangen til Københavns byret

I dag i året 2003 skulle den danske retsplejelov sikre Danmarks borgere en retfærdig rettergang.

Som min sag viser, opfylder det danske retsvæsen ikke denne lov, som jo er selve retsvæsenets udgangspunkt .

Dette er grunden til, at jeg henvender mig til  menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg,  som jo er en overordnet uvildig domstol - for at få retfærdighed i denne sag, Som har kostet danske borgere millioner af kroner. En sag, hvor der har været    retsmøder

Ikke blot for min egen skyld- men også for de tusinder andre af Danmarks borgeres skyld, som lider under et vilkårligt retssystems overgreb.

 

 

 

 

 

Vi blev udsat for i alt 17 razziaer- kaldet ransagninger, der var kun dommerkendelse for 6  af disse.

Ransagningerne, blev besluttet ved en hemmelig retsmøde, hvor hverken vores advokat eller vi måtte blive underrettet.

Ved det første af disse ransagninger, hvor der kom en overassistent fra Frederiksberg socialforvaltning, rådhus, Dorte Hendriksen, sammen med Frederiksberg politi ud i vor lægepraksis, den 28 februar 1992 -ulovligt ? til trods for, at denne ligger i Rødovre- og der har hverken Frederiksberg politi eller Frederiksberg rådhus noget at gøre- hvis der skal komme politi og sagsbehandlere der, SKAL disse være fra Rødovre rådhus og Rødovre politi. Der i et behandlingslokale ”ser” overassistenten fra Frederiksbegrg råd hus en levende ged, der har afføring, mens hun og patienterne var tilstede i rummet- og hun går hjem til Frederiksberg rådhus og skriver en Gederapport. Denne bliver benyttet. dEn bliver sendt til samtlige medlemmer af det sociale udvalg i vort Folketing. ….

Derefter forfremmes hun Dorte Hendriksen fra at være overassistent til at være fuldmægtig ved Frederiksberg  rådhus- og fuldmægtig er hun den dag i dag ved familieafdelingen på Frederiksberg rådhus.

Frederiksberg rådhus, betaler hendes advokat, og betaler 5000 kr til min advokat, fordi denne Gederapport, som Rådhuset havde så meget brug for var udfærdiget i embeds medfør- til trods for, at retssagen blev anlagt direkte mod hende.

Bilag.

…….

 

Da Gederapporten bruges så flittigt til bagvaskelse af os, og til at standse journalisterne og skriveriet i dag- og ugeblade og standse en TV udsendelse, som Mulle personligt havde fået gennemført i Eleva2-ren, og til at få os frataget  vores ret til at fortsætte at arbejde i Danmark som praktiserende læge. Og brugt i retten  mod os, hvor folk, direkte blev spurgt om, hvordan det så ud hos os. Og sendt til samtlige de  mennesker, der i aviserne skrev læserbreve til fordel for os.Osv. Har vi ved hver eneste af de talrige retsmøder begæret Dorte hendriksen afhørt i retten, fordi hun jo ikke kendte os g aldrig har talt med os, så vore advokater ønskede at vide, hvem der har fået hende til at se en levende sklidende ged  i et behandlingsrum, hvor der var tre patienter.

At afhøre dette hver gang begærede vidne blev afslået hver gang.

 

Ménédersken , der sammen med Frederiksberg kommune, og som ligeledes havde fået Gederapporten i fotokopi og benyttede denne til i samarbejde at få aflyst TV udsendelserne og til at sende til radioer og Tv og aviser

Bilag.

 

 

 

Vi blev fængslet ved en ulovlig aktion uden dommerkendelse lige midt i vor lægekonsultation. Vi blev udsat for mishandling, jeg blev slået bevidstløs i min praksisgang og båret ud og lagt i bunden af en af de talrige politibiler, der havde afspærret Voldumvej i begge retninger, og under udrykning- ikke kørt til nærmeste hospital, som man skal gøre i Danmark ved udrykning men til Frederiksberg hospital.

Både min 67-årige syge mand og jeg sat i isolationsfænsel, derfra blev jeg igen under udrykning på grund af den behandling, jeg fik i Fængslet kørt til Hvidovre hospital iontensiv afdeling

Og senere sparket i hovedet i cellen under Frederiksberg politistation.

 

 

Afsnit I

Forhistorien

 

Frederiksberg kommune havde negative følelser i forhold til mig, bl. a. fordi jeg har været meget kritisk først og fremmest i forhold til kommunens børnepolitik. Jeg har for eksempel givet udtryk for, at Kommunen havde gjort sig skyld i forældres selvmord.

 

Jeg tog lægevidenskabelig eksamen fra Københavns universitet sommeren 1956,  arbejdede derefter som læge i Sverige i 6 år og  blev svensk legitimerat  läkare. Fra 1961 har jeg arbejdet som praktiserende læge i Danmark.

I påsken 1990 blev jeg tilkaldt på sygebesøg hos en mor, fru Mette Haugaard Hansen, Henrik Ipsensvej … på Frederiksberg,  der havde været tilmeldt min lægekonsultation som min patient siden 1985. Hun var prostitueret og narkomen og HIV-positiv allerede i 1985. Hun er fortsat min patient.

Fru Mette Haugaard Hansen havde sammen med hendes mand, der også var narkoman og også HIV positiv og meget kriminel. –og havde siddet i fængsel i 21 år- og sad i fængsel,  4 børn, hvoraf det yngste på 2 år var HIV-positiv og et plejebarn- der også var HIV-positiv- De var alle mine patienter.

De 5 børn har haft en forfærdende  barndom, hvor de eksempelvist var alene og henvist til at stjæle til føden, når moderen sad i fængsel.

Tre gange under sådanne forhold, har jeg sendt min sekretær ind på politistationen og betalt hendes bøder, for at få moderen hjem til sine børn.

Bilag:

 

I lejligheden, som jeg kom til i påsken 1990,  var der intet badeværelse og ingen opvarmningsmulighed, ingen senge, kun en snavset sofa. En tilstedeværende kriminel HIV-pos narkoman, Kim Bergstrøm Hansen, der sad i sofaen, svarede mig på  mitspørgsmålet: Hvor sover børnene ?.  ” De sover ved min røv”.

 

Faderen, plejebarnet, som skyldte fru Mette Haugaard Hansen, for at have smittet ham med HIV-infektion ved at sprøjte ham i halsen ,med heroin i sin egen sprøjte, og den tilstedeværende narkoman, Kim Bergstrøm Hansen er alle døde ganske hurtigt efter denne episode.

 

Der var 2 mindreårige børn i lejligheden, det yngste,  en 6-årig pige, Lisbeth, der som allerede nævnt var HIV-pos.,  sad midt på gulvet og græd stille, hun havde ikke en eneste hel tand i munden. Alle tænderne var totalt nedrådnede og hun havde ondt i hovedet. Hun forlangte ”ganer”- ketogan- en morfintablet, moderen havde givet hende mod smerterne., Den anden pige en 11 årig pige, Anne Marie, kaldet Mulle, havde skulket fra skolen i flere måneder. Hun kunne ikke se at læse og skrive på grund af langsynethed.  Skolen havde flere gange forlangt, at der blev skaffet briller til pigen, men dette var aldrig sket.

Bilag

 

Moderen Mette Haugaard Hansen var højfebril efter et fejlfix i lysken og måtte hasteindlægges. Hun bad mig tage børnene med mig hjem og give dem mad. Det gjorde jeg.

Børnene fik hvert sit værelse, blev afluset,  kom til tandlæge. Den store fik jeg briller  og jeg sendte begge børnene i den nærmeste skole straks efter påsken, hvor jeg naturligvis også ringede til Frederiksberg Socialforvaltning og meddelte, at moderen var indlagt på hospital og jeg havde børnene og jeg bad disse hurtigst muligt komme ud i vor lejlighed, på Godthåbsvej nr. 32 på Frederiksberg og tage  stilling til, hvad der skulle ske med børnene.

 

Da det ikke så ud til at moderen ville overleve. Hun blev overflyttet fra Frederiksberg hospital til Rigshospitalet

 

Jeg ringede som nævnt den første dag efter påsken til Frederiksberg rådhus, og talte med socialudvalgsformanden. Næsten dagligt talte jeg med folk på rådhuset og bad dem sende folk ud for at finde ud af, hvad der skulle ske med de to børn. Men det tog mere end 6 uger før der kom nogen ud i vort hjem

 

Min mand var meget betænkelig ved  situationen. Først og fremmest fordi børnene boede i  den topstyrede konservative Frederiksberg kommune, som i forvejen var meget fjendsk mod mig. Vi var ikke unge mere, jeg er født i 1928 og min mand i 1925, og vi havde i forvejen selv 12 fællesbørn, hvoraf det yngste kun var 6 år.

 

Vi hentede desuden et tredje barn- en 15. årig pige, der på grund af en række småkriminaliteter Sad til afhøring på en politistation og tog hende med hjem og gav hende et værelse og sørgede for, at også hun kom i skole. Vi bragte og hentede hende dagligt. Hende havde vi kun i 6 måneder, så fik vi hende anbragt på en døgnskole. Vi kunne ikke havde hende, på grund af, at hun allerede var meget kriminel.

 

Vi skrev til Frederiksberg kommune og bad denne hurtigst muligt finde et yngre plejeforældrepar, der kunne tage sig af børnene.

Bilag

 

Det kunne kommunen ikke. Først og fremmest, fordi den 6-årige Lisbeth var HIV-pos. Hvilket kommunen meddelte mig telefonisk.

Kommunen bad mig selv om at finde et plejehjem til børnene.

 

Derfor talte jeg med rektoren, Inger Bek på privatskolen, Johannesskolen på Frederiksberg, hvor vores eget barn, den 6-årige Ditte dengang gik i børnehaveklasse. om problemet, de nye plejebørn, Mulle og Lisbeth.

Rektor Inger bek anbefalede mig meget varmt et yngre par, som hun havde kendt i mere end 40 år, og som hun stod i taknemmelighedsgæld til, Whita Sjøsten og murersvand, Niels Lykke Nielsen, som boede i et nyere hus i Slangerup. Og det var langt fra narkokvarteret på Frederiksberg, sagde hun.

 

Det viste sig, at vi kendte den kvindelige part, Whita Sjøsten, som havde boet i Rødovre og havde været vores patient. Hun var dengang vognmand, og var blevet idømt ubetinget fængselsstraf for bedrageri. Jeg havde dengang søgt om at få fængselsstraffen gjort betinget af helbredsmæssige grunde- Det fik jeg, og jeg fik hende til og med gælds saneret, hvorefter hun rejste fra kommunen- så hende kendte jeg godt, men manden kendte jeg ikke.

Bilag.

…….

 

Da min mand mente, at jeg alligevel skulle rette mig efter denne rektor, bragte jeg begge børnene til Slangerup, sammen med deres tøj en fredag aften. Men børnene ville ikke være hos parret i  Whita og Niels i Slangerup, og de flygtede derfra. De ringede fra en telefonboks og bad om at blive afhentet allerede den følgende dag, om lørdagen. De ville hjem, sagde den store pige- og mente, hjem til os. Jeg hentede børnene. Ved en telefonboks uden for Slangerup.

 

Niels Lykke Nielsen blev meget vred på os. Han kom om mandagen og smed børnenes tøj ind til lægesekretæren uden et eneste ord.

 

Frederiksberg kommune gav os så plejetilladelsen- en plejetilladelse, der blev stadfæstet i Den  Sociale Ankestyrelse.

 

Børnene sendte jeg som allerede nævnt først til den nærmeste skole, Rødovre skole, der er en almindelig kommuneskole.

Bilag: Rødovre skoles udtalelser om børnene.

…….

 

Efter sommerferien sendte jeg  Mulle og lisbeth i privatskolen Johannesskolen, der er en privat gymnasieskole, fordi jeg mente, at jeg ikke kunne have ”to slags børn”, to plejebørn i en folkeskole, og vore egne 12, der alle har gået i privat skole.

 

Det gik børnene rigtigt godt i  gymnasieskolen.

Bilag:

……..

 

 

Bilag 1. Medlem af Europaparlamentet, Mogens Camre breve

 

Bilag 2. Advokat Hans Helmer Jensens brev af …til borgmesteren- samt borgmesterens svar af, hvor han skriver

.

 

 

Afsnit III

 

 

Krænkelserne af menneskerettighederne i denne sag:

…………………………………………………………..

 

Alle har ret til en retfærdig rettergang-

…………………………………………..

 

Det fik vi ikke:

 

1.Vi blev dømt kollektivt. Til trods for at min mand intet absolut iontet havde med sagen at gøre. Han var imod den fra begyndelsen, først og fremmest fordi det var den topstyrede Frederiksberg konservative kommune.

Han kom til Danmark som flygtning fra nazismen i 1938, og vidste, hvor vanskeligt det er at få sin ret i Danmark, så han ville beskytte mig og vore egne 12 fælles børn.

Vi blev isolationsfængslet den 18.3.1992 på et falsk vidnesbyrd, ved en meget voldelig aktion på vor arbejdsplads i lægekonsultationen i Rødovre uden dommerkendelse, hvorefter der blev afholdt razzia- kaldet ransagning i hele huset og medtaget sagsakter, videobånd og kassetteoptagelser, samt billeder- billeder fra væggen- ligeledes uden dommerkendelse. Den opdigtede historie blev fortalt politiet af sovcialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen og den blev bevidnet af madskribenten, hendes vælgerforeningsveninde, som gentog historien til politiet og i retten, under grundlovsforhøret af min mand.

 

”Den dame, det vidne” tror jeg på, sagde Frederiksberg rets dommer, Sylvest Nielsen. Men hun nægtede at lade samme ”troværdige ” dame afhøre under mit påhør, da jeg blev fremstillet i Grundlovsforhør og jeg øjeblikkeligt begærede hende afhørt, fordi jeg med lethed kunne have  afvist dette vidneudsagn, bl. a. fordi Fru Grethe  Schack nielsen aldrig har set de to plejebørn, da vi først flyttede ind i lejligheden 14 dage efter at børnene var forsvundet . Selv da begge advokater, adv. Hans Helmer Jensen, og Jytte Thorbek begærede dette.

 

Vidnesbyrdet, som bragte os i fængsel blev i selve Landsretten  afsløret som et opdigtet og falsk. Historien gik ud på, at en nabo til en ny lejlighed vi var flyttet ind i den 15.2.92 havde ”set” os på gaden neden for hendes lejlighed den 11.2.1992.  Hende, der havde ”set ” os sammen med disse børn var at en af socialudvalgsformanden på Frederiksbergs veninder i den konservative vælgerforening, maqdskribenten Grethe Schack Nielsen.

 

8.     Dette ringede socialudvalgsformanden til Frederiksberg politi og  skulle fortælle en usand opdigtede historie, der gik ud på, at min mqnd og jeg var set neden for hendes vindue sammen med de to ”forsvundne” plejebørn nedenfor sin lejlighed histo blev politianmeldt af socialudvalgsformanden ved Frederiksberg kommune, Birgit Fogh Andersen  efter aftale med hendes vælgerforeningsneninde, Grethe Schack Nielsen.

Bilag

Politiafhøringen.

Afsløringen i Landsretten.

 

Selv om det er direkte strafbart at begå ménéd i retten, blev denne løgner Grethe Schack Nielsen hverken tiltalt eller straffet.

Til trods for, at såvel jeg og min mand, som den biologiske mor politianmeldte hende.

 

Vores to advokater, Jytte Thorbæk, og Hans Helmer Jensen begærede vidnet Grethe Schack Nielsen afhørt i retten under mit påhør, da det udelukkende var hendes falske vidnesbyrd, der frihedsberøvede mig. ” Det vidne tror jeg på ”, sagde dommeren på Frederiksberg, Dorthe Sylvest Nielsen og  at afhøre hende i retten under mit påhør. Hvilket er ulovligt  jeg kunne med lethed have afsløret hendes falske vidnesbyrd, bl. A. fordi den søn, hun beskrev som chaufføren, ”født i Vietnam eller Korea” på det tidspunkt hun så os med ”de forsvundne børn” var i Miami.  Og hun havde aldrig set de to plejebørn, idet vi først flyttede ind i lejligheden ved siden af hendes lejlighed to uger efter at børnene var ”forsvundet”

.o.s.v.

 

Begærede vigtigste vidner fik vi ikke lov at afhøre i retten

……………………………………………………………

1.     Grethe Schack NIELSEN.

2.     Borgmester John Winther, trods begæring ikke alene af os, men også af adv. Jytte Thorbek Hans Helmer Jensen og adv. Holger lindholt.på hvis kontor de mange møder afholdtes både før og under vor fængsling, hvor hele slagplanen aftaltes.

Og hvor rektor Bek Hvo socialdirektøren deltog i et møde, hvor rektor Bek fortalte at hun selv om børnene var ”under jorden” havde kontakt til børnene såvel … som på hendes kontor på solen, hvor de også kom.r  og bjarne busk gik hjem og politianmeldte rektor Inger Bek, men så blev kaldt op på borgmesterens kontor og måtte tilbagekalde sin politianmeldelse.

Han havde desuden det endelige ansvar for at samtlige papirer på Frederiksberg rådhus ”forsvandt”

 

Når vi er vidende om møderne og mødedatoerne, så skyldes den biologiske mor, som har givet os akterne som hun havde.

3.     Gederapportens historieskriver, overassistent Dorte hendriksen, blev begæret afhørt ved hver eneste retsmøde- og afvist ved hvertm eneste retsmøde. Til gengæld betalte kommunen hendes advokat og bøde på 5000 kr, som gik direkte til advokat Søren Søltoft for at få ham til at tie. Fordi Gederapporten var udfærdiget i ”embedsmedfør”

Bilag.

Borgmesterens skrivelse

Sagsakterne.

4.     familien Andersen i Hørsholm, der så snart observatøren fra Frederiksberg rådhus havde hørt, at min mand i retten sagde, at det var i Slangerup, at børnene var skjult, blev børnene tvangsflyttet dertil. De var en hemmelig adresse i Hørsholm, hvor parret til politirapporten sagde, at de ikke kendte os, aldrig havde talt med eller set os, at de var vidende om, at vi gamle læger sad i fængsel og ikke ville komme ud før børnene, de skjulte var fremme, men de gjorde det, fordi der stod en rekto bag.

 

Da det lykkedes Mulle og en søn vi har læge og kaptajn Ben Graungaard at finde stedet den 15 september 1992 og det samme dag blev anmeldt  til Frederiksberg politi, tog det alligevel politiet mere end et år, før det hårdt presset af os og pressen afhørte parret.

Og hver gang der har været retsmøde, har vi begæret  dette par afhørt. Men dette er blevet os og vore advokater nægtet hver gang- I det hele taget vedblev retten at benævne parret, som det jo kendte både med navne og adresse at kalde disse for. ”et anonymt sted i Nordsjælland."

Bilag Politiafhøringen af dette forbryderpar.

…………………………………………………

 

 

 

Vi , min mand, Karl Somogyi, født d. 2. april 1925 og jeg, født den 7. dec. 1928 er læger fra 1956 fra Københavns universitet.  I 5 år arbejdede vi først som læger i Sverige, hvorfra jeg også har lægevidenskabelig embedseksamen fra Stockholms

universitet. I Sverige er de retslige forhold gode.

Dette er de ikke i Danmark.

 

I Danmark er der meget korruption, og det koster dyrt at kritisere myndigheder.  

Vi har erfaring derfor.

 

Da vi har 12 fælles børn, 6 adopterede, hvoraf nogle er svært handicappede og 6 ”hjemmelavede” børn, har min mand fra begyndelsen af vort arbejde som praktiserende læger i Danmark besluttet,  aldrig at blande sig i dansk politik o da dette er meget risikabelt,  selv om  Danmark udadtil er et mønsterland, hvor der intet forkert sker.  Han er jøde, og flygtede først til Danmark, og senere videre til Sverige, da dansk politi hjalp nazisterne med at indfange jøder.

 

Min mand blandede sig ikke i denne her sag, ligesom han heller ikke blandede sig i sagen, hvor kvinder blev brugt uden deres vidende og døde som fluer. Og jeg af lægeforeningen

 

Hvor risikabelt det er at kritisere myndigheder, erfarede vi for mange år  siden, hvor jeg, da det viste sig helt umuligt for mig at få standset nogle yderst skumle lægeforsøg med kvinder med brystkræft, der kostede menneskeliv, hvorfor jeg til sidst gik til pressen og til TV, helt enkelt af vor magtfulde lægeforening fik frataget min bestalling som praktiserende læge i landet, blev ekskluderet af den danske lægeforening. Min mand kunne fortsætte med at fungere som læge og forsørge alle os, fordi det udelukkende var mig, der havde kritiseret forholdene. På det tidspunkt havde vi 11 børn.

Lægeforeningen sagde, at jeg ved offentliggørelse af deres skumle projekt nedsatte tilliden til lægerne, Jeg mente, at det var lægerne selv, der gjorde sig skyld i nedsættelsen af denne tillid, og jeg ønskede forsøget standset.

 

Bilag a. brevet i hvilket der meddeles os, at vor patient er død, at hun havde været inddraget i et forsøg med kvinder med brystkræft, hvor halvdelen fik et stof under afprøvning og halvdelen fik placebo. En kalktablet. Til alle var blevet sagt, at de fik et virksomt amerikansk medikament, der med sikkerhed slog  alle cancerceller ihjel.- Og brevet sluttede med en tak for godt samarbejde.

Patienten var død og efterlod sig børn under skolealderen.

 

Jeg vandt sagen, og beholdt dermed mit arbejde som praktiserende læge i Danmark- helt mirakuløst,  idet en sjældent rettænkende højesteretsdommer, Topsø Jensen, undskyldte sin frifindelse af mig over for lægeforeningen med, at: ”hendes patienter døde jo” Denne dom er meget ualmindelig i Danmark.

Vi arbejder fortsat i Danmark som praktiserende læger.

 

Det danske hykleri må man enten stiltiende acceptere, eller  være udsat for konstant forfølgelse. Det vidste min mand. Derfor blandede  han sig aldrig.

 

I Danmark er medlidenhedsdrab således forbudt, men ikke desto mindre bliver mere end 2000 patienter nægtet livsforlængende behandling, så de dør.

En metode i Danmark til at opnå resultatet at slippe for at have store udgifter til håbløst syge er ”doble op” metoden, hvor der gives en vis portion morfin i injektionevædsken ved første infusion, næste gang gives dobbelt så meget morfin og så videre, lige indtil morfinindholdet i blodet bliver uforeneligt med livets beståen. Dette er en dansk behandling på vore sygehuse.

 

I Frederuikssund – Frederikssundsagen lod man flere hundrede sager forælde, deriblandt drab. Og ingen stilles til regnskab

 

Forholdene i Danmark tvangsfjernelser af børn, tvangsmedicinering, bæltefiksering  tvangstilbageholdelse er fortsat ligeså grelt ,som  det var i barnet Jons tid, hvor Danmark dog blev dømt for sindelagskontrol. Jeg sendte det dokument til  Strassbourg, en politimand havde smuglet ud fra Glostrup politistation.

Bilag:

 

I den aktuelle sag, ”Graungaard-sagen”- som Frederiksberg kommune kalder sagen, ”Gedesagen” som alle andre deriblandt pressen kalder sagen, var min mand imod.

Graungaard sagen eller Gedesagen,  med alle de opdigtede fantasifulde historier har kostet staten, dermed borgerne mange milioner kroner.

 

Der har i den sag været utallige---------- retsmøder  deriblandt 3 hemmelige retsmøder  med tilstedeværelse af en dommer  og retskendelser, at hverken vi, min mand og jeg eller vore advokater må underrettes.

 

Der har været startet på en film, der vil blive færdiggjort, samtidig med, at bogen skrives om danske retstilstande- eller mangel på samme

 

Alligevel blev min mand og jeg kollektivt arresteret og kollektivt indsat i isolationsfængsel og  kollektivt dømt i sagen om de to børn Lisbeth og Mulle. Og kollektiivt afslået erstatning for uberettiget fængsling,  ransagninger, sigtet som kriminelle i mere end 7 år.  Kollektivt- uden anden grund, end at vi jo var gift med hinanden, men vi havde jo dog hver sin advokat.

.

Både den biologiske mor til børnene og hendes børn var mine- ikke min mands patienter.

 

 

Ifølge art. 1 har Danmark forpligtet sig til at respektere menneskerettighederne der angives i konventionens afsnit 1..

 

Art: 3. Forbud mod tortur.

” Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende straf.

 

Den behandling min mand og jeg fik kan sidestilles med tortur og umenneskelig og vanærende behandling.

 

Vi blev ikke alene udsat for tortur. Psykisk og fysisk. Vi blev også udsat for både umenneskelig og vanærende behandling.

 

Jeg blev midt i min lægekonsultation iført hvid lægekittel for øjnene af sekretær, patienter og familie og børn først slået bevidstløs  og båret ud og lagt i bunden af en af de mange politibiler, som holdt uden for vor lægepraksis for øjnene af  bl. a. vor lille datter på 8 år, som af politiet var jaget ud på vejen, hvor hun frysende og grædende blev efterladt. Døren var blevet låst og politiet ransagede huset og tog kostervarer med sig.

Frederiksberg politi, som nu opererede i Rødovre havde hverken dommerkendelse til arrestation  eller til ransagning.- Dette fik de naturligvis efterfølgende af Frederiksberg dommeren, Dorte Sylvest Nielsen.

”Der blev kun gjort brug af nødvendig magtanvendelse”- skrev den udøvende vicekriminal betjent, Lau Fries…..

Jf videooptagelsen af den brutale arrestation. Denne er blevet vist i retten.

 

Derefter blev jeg indlagt på Frederiksberg hospital på intensiv afdeling i ilt og under streng bevogtning. Hverken medlemmer af folketinget eller præsten Tove Fergo måtte besøge mig. Jeg blev ikke kørt til  det nærmeste hospital, som skal ske ved udrykning ifølge dansk lov, men til Frederiksberg hospital.

 

Fra hospitalet blev jeg da man skønnede, at jeg kunne undvære ilten kørt til Vestre Fængsel, hvor jeg blev klædt nøgen  og derefter indsat i isolationscelle nr. 52. hvorfra jeg så den følgende morgen kom til grundlovsforhør.

 

I fængslet var jeg totalt isoleret, der var i døren et hul på størrelse med en mønt, som der var en klap for udvendigt. ”Læn Dem ikke ud”- havde en fange, jeg kendte fra besættelsestiden skrevet. Han blev taget af tyskerne, og nægtet benådning af det danske justitsministerium og af tyskerne skudt, i det vi nu kalder mindelunden.

 

Når jeg skulle føres til toilettet, skulle der ventes og ventes, for der måtte ikke være nogen på gangen, jeg var jo isolationsfange.  Også på toilettet skulle man vente med at komme ”hjem” til sin celle, til gangen var mennesketom. En dag glemte man at hente mig, og man fandt mig besvimet og jeg måtte igen køres under udrykning til et hospital. Denne gang Hvidovre hospital. 

 

Jeg blev slået på Hvidovre Hospital, hvor jeg lå med  ilt i næsen på eneværelse på intensiv afdeling. Fængselsbetjentene der bevogtede mig 24 timer i døgnet stod og røg cigaretter inde på min enestue, hvor der var ilt. Jeg kunne ikke tåle røg på grund af astma og hjertesygdom og gik henimod et vindue, for at åbne dette. Jeg har haft en insulinafhængig sukkersyge i mere end 20 år. Jeg blev kastet ned på gulvet og fængselsbetjenten vred armen om på ryggen af mig  under påskud af, at jeg ville flygte ud af et vindue- på 3. sal.

Jf fotos, der har været fremlagt.

 

Under Frederiksberg politistation  blev jeg sparket i ansigtet af fængselsbetjent Erik Staal. Jeg lå på en snavset madras på gulvet på ryggen, og kunne ikke hurtigt nok rejse mig op på komando. På grund af alder, leddegigt og hjertesygdom, jeg skulle først om på maven før jeg kunne rejse mig. Erik Staal sparkede mig ind i ansigtet og ramte næsen, hvor blodet sprøjtede ud over min hvide lægekittel og på betjentene. Derefter blev jeg grevet af fire fængselsbetjente to betjente tog hver sin arm og to betjente hvert sit ben, og sådan blev jeg båret ud i cellevognen, der ventede på at føre mig til en celle i Vestre Fængsel.

 

Jf fremlagte fotos. Jeg måtte derefter bæres af 4 betjente op og ned af trapperne fra kælderen til retssalen, ligesom jeg måtte af 4 fængselsbetjente bæres ud i den ventende cellevogn. For at føres til Vestre fængsel, hvor advokaten  fotograferede.

Jf fremlagte fotos.

Jf lægeerklæring af Røde kors lægen Torben Ishøj.

 

Min mand og jeg var totalt isolerede og vi vidste ikke de første dage, hvad der var sket med vor lille 8 årige datter, som vi sidst så frysende og grædende på gaden- og vi vidste ikke, hvad der var sket med vor lægepraksis.- Vi hørte patienter blive jaget ud og hjem med beskeden, at de skulle finde en anden læge, for nu skulle vi i fængsel. Dette føltes som den værste form for psykisk tortur.

 

Da jeg kom fra intensiv hjerteafdeling på Frederiksberg sygehus, direkte til en isolationscelle, skulle jeg klædes helt nøgen. Det føltes ærekrænkende og nedværdigende. Jeg er født i 1928.

 

 

Art. 5: Ret til frihed og sikkerhed :

………………………………………..

Stk 1: Vi blev anholdt i vor praksis lige midt i konsultationstiden mellem vrentende patienter. Disse og de patienter, der kom på vejen imod vores konsultation fik beskeden, at gå hjem og søge en anden læge, for nu skulle vi i fængsel.

 

Politi og socialforvaltning kom uden dommerkendelse, vor yngste datter på 8 år blev smidt ud på gaden, og døren låst for hende-hun måtte ikke komme ind i huset efter at patienterne var bortvist,  vi min mand og jeg kørt børt, sekretær og en voksen datter i håndjerg kørt  til politistationen.-  og der stod hun frysende og grædende, mens politi og  socialforvaltning gennemsøgte vor lægepraksis, og private del af huset,  samt ransagede en lejer, Kurt Christiansens lejlighed i huset- også uden dommerkendelse.

 

Selve politianmeldelsen havde fundet sted ved en privat middag, hvor

socialudvalgsformanden, Biorgit Fogh- Andersen havde politimesteren til bords. Dette forklarede denne socialudvalgsformand mig i en telefonsamtale, som jeg båndede. Og fremlagde både bånd og udskriftet deraf.

 

Jf. fremlagt i retten båndet telefonsamtale og udskriftet deraf.

 

Stk 5:

Enhver, der har været genstand for anholdelse eller forvaring i modstrid med bestemmelserne i denne artikel har ret til erstatning:

Allerede ved Grundlovsforhøret af mig den 20.3.92 gjorde både jeg og to advokater dommeren opmærksom på, at beslutningen, at børnene skulle  fjernes fra os og anbringes på børnehjem ulovlig, fordi dette kan et sammenrend på et socialkontor ikke bestemme. Sådant SKAL  forelægges børne- og Ungeudvalget, som det aldrig blev. Det turde man ikke. Da vi efter godt 7 år at have været udråbt som kriminelle i alle store dagblade og i TV, og blev frikendt, var det netop dette forhold, der gjorde, at vi blev frikendt.

 

Men da  fandt man så på, at vi selv har givet anledning til alt det onde, der var overgået os- hvorfor vi ikke skulle have erstatning.-

 

Dette er ikke rigtigt. Det er ligeså forkert, som Gederapporten og som anmeldelse af os til Den Almindelige Lægeforening, og alt det andet.

Jf. de kronologiske hændelser.

Og retsbogsudskrifterne

 

Da børnene kun havde været ”borte i få timer ringede jeg tidligt om morgenen til den øverst ansvarlige og sagde, hvor børnene var og bad hende tage med mig ud og så stille og roligt som muligt af hensyn til børnenes psykiske tilstan at få disse til at tage med til det børnehjem, som nu hun havde bestemt sammen med sine underordnede på kommunen, og på grund af hendes mærkelige opførsel, at det ville hun ikke og hun ville i det hele taget ikke vide, hvor de børn var, ringede jeg igen så hurtigt rådhuset åbnede til denne øverste i socialudvalget men havde sat et bånd på telefonen.  Socialudvalgsfor,anden nærmest skreg. Eva Jeg VIL ikke vide hvor de børn er.

 

Dette bånd blev afspillet i retten og udskrift deraf står i retsbogsudskriftet, og socialudvalgsformanden godkendte at det var hende, der havde råbt. Jeg vil ikke vide, hvor de børn er.

Men så skrev dommeren, at jeg da burde have vidst, at hun og hendes mening ikke var i overensstemmelse med resten af det sociale udvalg.

Bilag

…….

 

Og da min mand kom til grundlobvsforhør den 18.3.1992, og blev spurgt om, hvor vi aflagde sygebesøget om natten, da børnene var forsvundet, sagde han højt og tydeligt. I Slangerup- hvorefter han ikke blev yderligere spurgt. Myndighederne vidste godt, hvor børnene var.

Bilag.

 

Også det

Ligesom man fandt på en historie, at da man samme dag i håndjern lænkede vor mandlige sekretær til en voksen datter, højre hånd til højre hånd, så disse, da de under stor bevågenhed af patienter, forbipasserende og genboer i cirkelbevægelser blev jaget ud i en politibil og kørt til afhøring- da fandt politiet på den usande historie, at disse to fanger ikke havde villet opgive deres navne og adresser, hvilket heller ikke var sandt. Men så undgik man at betale erstatning.

 

De ydmygende Ransagninger var der kun dommerkendelse for 6 men der blev afholdt 17

 

Art. 5:

stk. 1. ret til retfærdig rettergang. Dette fik vi ikke.

 

Begærede centrale vidner blev bare afvist

Afhøring af det vidne, hvis udsagn bragte mig i isolationsfængsel under mit påhør, blev afvist.

Der blev løjet og fortalt, at politianmelde

Den kom fra den socialudvalgsformanden, der nægtede at få oplyst hvor børnene Var få timer efter, at de var forsvundet

 

Stk 3 b:

Ret til at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar. Dette fik vi heller ikke. Vores advokat i Landsretten, Holger Linholdt fik ikke fem minutter. Han måtte i maj 1999 føre sagen uden et eneste akt  papir- uden at kende sagen

Det eneste min advokat, holger Lindholt  kunne sige var:

”Hvad var lovmedholdeligheden med fængslingen i 1992?

og dette spørgsmål fremsatte han ved hvert eneste retsmødes begyndelse og afslutning til stor irritation for landsretsdommerne.

Og så fremsatte han begæring:

1.     at få sagsakterne,

2.     at få tid til at sætte sig ind i sagen.

3.     At få de beslaglagte kostervarer udleveret, da det var sagsakter.

 

Han fik ikke sagsakter.

Han fik ikke 5 minutter til at sætte sig ind i sagen

 

Men han fik igennem at han ved det næstsidste møde, måtte gå over på statsadvokatens kontor og gennemse sagsakterne.

På statsadvokatens kontor fik han forevist nogle ganske få sagsakter og et videobånd, der stod Frederiksberg politis arbejdsmateriale.

Disse kostervarer udgjorde kun en lille brøkdel af de fjernede kostervarer. Men han lagde disse i sin taske og sagde, at de jo tilhørte hans klient og gik med disse over til retsmødet, der var startet. Han forlangte videobåndet afspillet og dette var helt tydeligt mixet sammen af politiet, så adbvokat Holger Lindholt tillagde nu ordet FUSK til sit sparsome indlæg. Fusk ? spurgte dommeren.- Ja Fusk, fusk og atter fusk sagde advokaten.

 

Og så ordet FUSK.

Om den lille del af sagsakter, som han ved direkte selvtægt tog med sig. Han kunne høre, at båndene, som der stod: Frederiksberg politis arbejdsmateriale.

 

Fusk  gentog landrettens præsident, Ja FUSK gentog min advokat- kan De ikke selv høre, at dette bånd er manipuleret?

Så sagde Holger Lindholt igen FUSK- og der blev ikke sagt mere fra hans side.

 Udover det sædvanlige spørgsmål om lovmedholdeligheden?

 

Dernæst blev vi frifundet- men med tilføjelsen, at vi selv har givet anledning til det skjete. Dette sidste er aldrig udspecificeret.- og der tilbageholdes fortsat de fleste af de i min lægekonsultation og i mit hjem  tyvstjålne sagsakter , videobånd, film og kasettebånd samt familiebilleder, som man har stjålet på ugebladet Ude og hjemmes redaktion. 

 

Holger Lindholt døde i retten relativt kort efter denne episode. Han ville gerne have  ført sagen til Strassbourg

 

1.     Min mand, der havde haft to blodpropper i hjernen og stærkt forhøjet blodtryk blev ført til afhøring uden at have haft til til at forberede sit forsvar. Han var stærkt oprevet, fordi han så mig  blive båret ud og kørt bort under udrykning, og kunne kun svare på dommerens spørgsmål om, hvor jeg havde været på sygebesøg, hos børnene den nat, hvor børnene var forsvundet om eftermiddagen. Han svarede:

”I Slangerup”

Men dette  skrev den partiske dommer Dorte Sylvest Nielsen ikke i retsbogsudskriftet.

Jf vidneudsagn fra advokat Hans Helmer Jensen i Landsretten den 7 maj 1999.

 

2. Ligesom dommer Dorte Sylvest Nielsen også tendentiøst ”glemte” at skrive i retsbogsudskriftet  at det menneske, der fik os i fængsel med sin opdigtede og usande historie om, at hun havde set os med de efterlyste børn den 11. marts 1992 sagde, at hun var vælgerforeningsveninde med socialudvalgsformanden, Birgit Fogh- Andersen  på Frederiksberg rådhus.

 

Jf retsbogsudskriftet  af…, hvor dommeren ved det efterfølgende retsmøde blev tvunget til at tilføje dette i retsbogen.

 

Den sidste retssag i straffesagen mod os fra 1992, som fandt sted i landsretten i maj 1999, blev fastlagt lige midt i en anden meget stor sag fra 1988. Begge sager skulle procederes samtidigt, således at man startede om formiddagen med en stor erstatningssag,  hvor politiet i 1988 var brudt ind i min lejlighed og havde plyndret denne ved en fejltagelse, hvor jeg først blev anklaget for at forsøge at forhindre myndigheder i deres arbejde. Politiet lagde mig ned på gulvet og låste mine gigtsvage arme fast på ryggen af mig med magt i  håndjern og anholdt mig og plyndrede min lejlighed og solgte dette, og jeg genså aldrig mere mit indbo. Jeg blev senere frikendt, og det var erstatningssagen mod politiet, der nu skulle behandles i Landsretten midt i Gedesagen. Det magtede min advokat, Jytte Thorbek ikke. Hun har aldrig tidligere været med til noget lignende, sagde hun. Så hun meddelte retten, da den ikke ville adskille de to store sager, at hun kun kunne møde om formiddagen til den ene sag. Og ikke en time senere samme dag møde i Gedesagen. Af helbredsmæssige grunde kunne hun ikke magte at procedere to så store sager på samme dag.

 

Retten beskikkede så i hendes sted ved retsmødets start den 3.5.99 en advokat for mig, som jeg bestemt ikke  ønskede. Jeg ønskede advokat Holger Lindholt, der havde givet tilsagn om at møde. Men han havde ikke  sagsakterne.

Denne advokat nægtede landsretsdommeren at beskikke selv om han var højesteretsadvokat- havde møderet for Højesteret.

 

Ved retsmødet måtte jeg så  rejse mig op og sige, at såfremt advokat Holger lindholt ikke kunne beskikkes, så ville jeg betale ham selv, for jeg ønskede IKKE den advokat, landsretten mod min vilje ganske  frækt havde beskikket for mig.

 

Så forlod alle dommerne i Landsretten salen og kom tilbage og meddelte,, at så kunne den advokat jeg ønskede, Holger lindholt    godt beskikkes, men han kunne ikke få sagsakterne, for sagen skulle føres i dag. 

Det var advokat Lindholt ikke tilfreds med, men anmodede om at få en uge til at forberede sagen, der nu i forvejen havde taget mere end 7 år.

 

Dette blev nægtet ved kendelse. Så måtte min advokat føre min sag uden at kende denne i landsretten i Danmark .

 

Det eneste han kunne sige, sagde han ved starten af hvert retsmøde og ved slutningen af retsmøderne, nemlig:

Hvad er lovgrundlaget for denne sag for fængslingen af mig? Det var det eneste, han vidste, at jeg allerede i grundlovsforhøret den 20.3 1992, havde gjort dommerne opmærksom på, at fængslingen og sagen med at fratage os de børn, som havde rettet sig og klaret sig så godt, mens vi havde dem. Det kan et sammenrend af mine fjender ikke  gøre sammen med en politimester efter aftale ved  en privat middag, hvor socialudvalgsformanden har politimesteren til bords- jf. båndet samtale med mig og socialudvalgsformanden. Vedlagt og spillet i retten.

 

Dommerne svarede ikke, hvorfor adv. Lindholt sluttede med samme spørgsmål, og derefter stillede dette ubesvarede spørgsmål ved alle følgende retsmøder i Landsretten. Han startede og sluttede det næste retsmøde med samme spørgsmål. Det fortsatte han med, lige til dommen kom, den 11.5.1999, hvor  vi  s¨å blev frifundet- men så fandt man på, at alt det, der var overgået os, havde vi selv givet anledning til.

Både min mands advokat og min advokat sagde i kor: ”Det er fordi de vil nægte jer erstatning.”

 

Det eneste han vidste om sagen var, at jeg ved første retsmøde, grundlovsforhøret havde gentaget, at det var et sammenrend af mine fjender, der havde handlet ulovligt til stor skade, for de børn, det gik ud over.

Fjernelsen af de to pleje børn fra os, var sket på ulovlig måde. For vi havde både en almindelig plejetilladelse, en plejetilladelse, der til og med var stadfæstet fra den sociale ankestyrelse og alle mulige beviser på at det var gået børnene umådeligt godt, han vidste om skoleerklæringerne fra klasselærerne og fjerne sådanne børn det kan efter dansk lov kun Børne- og Unge udvalget gøre, og sagen har aldrig været forelagt dette udvalg.

Dette var første gang i hans lange liv som advokat, at han havde hørt om, at en advokat ikke kan få tid til at sætte sig ind i sagen og forberede denne

…………………………………………………………………

En  evt.  erstatning, vil den blive delt i tre lige store dele.  En del til Mulle (Anne Marie), en del til Lisbeth og en del til Ditte.

 

.

d. At afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner.

…………………………………………………………..

Dette blev også nægtet os. De for vor sag vigtigste vidner blev os nægtet at afhøre.

 

Vi blev anholdt og fængslet udelukkende på et falsk vidnesbyrd fra en nabo, vælgeforeningsveninden til socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen. Hun hed Grete Schack Nielsen. Hun var madskribent. Og arbejdede sammen med socialforvaltningen, hun fik således standset en TV udsendelse, der allerede var optaget med børnene og os.

Jf: bilag

Udelukkende hendes vidneudsagn til politiet, førte til den brutale arrestation midt i vor konsultationstid.

Da jeg kom til grundlovsforhør, fik jeg kun at vide, hvad hun havde sagt i retten, da min mand var til grundlovsforhør. Jeg kunne øjeblikkeligt høre, at hendes udsagn var opdigtet. For eks. Beskrev hun en af vore sønner, der havde kørt bilen med os og de efterlyste piger, som en skævøjet koreaner. Vi  havde kun en søn, der havde alderen til kørekort, som er mørk og adopteret fra Korea- men han var på det tidpunkt i Miami. Ligesom jeg også kunne have modsagt dette vidne derved, at hun som påstod at kende de efterlyste børn, aldrig har set disse, da vi var flyttet ind i lejligheden ved  siden af hende den 15.2.1992, og børnene forsvandt den 3.2.1992.

Jeg forlangte at få hende afhørt under mit påhør, ligesom mine advokater også forlangte dette. Dommeren, der var meget partisk sagde:” NEJ. Det vidne tror jeg på. Det er meget troværdigt”, og så blev jeg også dømt til isolationsfængsling.

 

Senere en dag, hvor jeg blev låst inde på VC og efterladt der, fordi der angiveligt var folk på gange, kom jeg endnu en gang under udrykning ført til hospitalet, denne gang til Hvidovre hospital

 

Der kom en kendelse , og jeg blev ført bort til isolationscelle.

Bilag: retsbogsudskriftet.

 

Senere i selve landsretten blev vidnet, der havde foranlediget anholdelse og isolationsfængsling af os, afsløret. Afsløringen skete såvel  i selve retten, som ved  et møde i Slangerup, hvor en stor forsamling af tilhørere var til stede derved, at de mennesker, der havde  skjult børnene efter aftale med rektor Bek, såvel til en stor  forsamling ved et møde i Frederiksværk sagde, at dette kunne ikke passe, da børnene både i tiden før, hun havde set os, og den dag, hun ”så” os og i dagene derefter var børnene hos disse i Slangerup, og i retten sagde disse Slangerupmennesker det samme.

Men Grete Schack Nielsen blev ikke straffet.

I modsætning hertil blev vor lille søn af samme dommer med fængselsstraf, hvis han vidnede falsk i retten.

 

Art. 6.

……..

Enhver skal, når der rettes anklage mod ham, være berettiget til en retfærdig og offentlig rettergang.  Det fik vi ikke

 

Tværtimod.

omtalt i de store aviser, som forbrydere, der skjulte børn Dette kom fra socialforvaltningen og fra politiet.

 

Vi blev den 18. marts 1992 UDEN dommerkendelse, voldeligt og brutalt anholdt på vor arbejdsplads lige midt i vor konsultation, mellem patienterne,

Og UDEN dommerkendelse, og fik ransaget både praksisdelen, hvor man medtog

En masse såkaldte kostervarer, kassettebånd, videooptagelser, fotos, sagsakter m.m. Og ikke alene vores del af huset blev ransaget, det blev også vor lejers del. Også hans fotos blev medtaget.

 

Enhver er berettiget til at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede vort forsvar. Det fik vi ikke .

 

Den 18 marts 1992 blev min mand, Karl Somogyi, fortumlet efter den voldelige anholdelse af mig, som blev båret ud og lagt i bunden af en af politiets kassevogne og kørt bort under udrykning, og  af anholdelsen af  vor voksne datter og vor mandlige sekretær, der i håndjern blev lænket til hinanden, og  rystet over, at vor egen datter, den lille  Ditte,  grædende og frysende blev efterladt på gaden, og  67 år med alt for højt blodtryk og efter for nylig have haft to blodpropper i hjerne og hjernestamme med halvsidig lammelse og talebesvær til, følge, blev min mand ført til afhøring ag derefter indsat i isolationsfængsel uden at vide, om jeg var død eller levende. Men han svarede helt klart og tydeligt på dommerens spørgsmål, hvor var sygebesøget, som jeg aflagde på grund af tilkald fra en lærer på Johannesskolen fordi den ulykkelige Mulle havde truet med selvmord.: ” Det var i Slangerup”.

Svaret interesserede slet ikke hverken dommer eller politi.

Den partiske dommer glemte desuden at notere, at ménédersken sagde, at hun flere gange havde været i forbindelse med sin veninde socialudvalgsformanden, Birgit Fogh- Andersen.

 

Jf vidneudsagn af advokat Helmer Jensen. Vedlagt som  bilag

Jf. retsbogsudskriftet af mig 2 dage senere, hvor hun blev tvunget til at tilføje det ”glemte”

 

Til trods for at retten blev LUKKET, så fik Frederiksberg kommunes embedsmand Bill Jahnsen lov til at overhøre retssagen.som spion.

 

 

Art. 6 stk d.

At afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner, og få vidner i hans interesse tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham.

 

Dette blev klart nægtet mig ved grundlovsforhøret af mig i Frederiksberg ret den 20.3.1992.

 

Også her sad Frederiksberg socialforvaltnings observatør Bill Jahnsen og lyttede, mens den biologiske mor ikke alene blev jaget ud af retssalen men også med direkte brug af magt ført bort fra retsbygningen, hvilket tydeligt ses på video, der blev bragt om aftenen i Kanal 2.

Retshandlingerne var lukket ikke for dem, det ikke vedkom og åben for sammensværgelsens observatører, for rektor inger beks observatør og for kommunens observatør.

 

Jeg forlangte af få det vidne, Grethe Schack- Nielsen,  som havde bragt mig og min syge mand i fængsel ved direkte ménéd, - ved en opdigtet historie, som jeg med lethed kunne have afvist som helt usand og usandsynlig.

 

Ikke alene forlangte jeg dette, det forlangte også de to advokater, der var tilstede .

advokat, Jytte Thorbek og advokat Hans Helmer Jensen

 

Men ” dommeren tilkendegav, at der ikke kan ske  yderligere afhøring af Grethe Schack- Nielsen,”  men tillod, at en søn, Emil Graungaard Somogyi blev afhørt som vidne. Det var på Emils 18-års fødselsdag.

Emil fortalte sandheden. Han blev direkte truet  af dommer Sylvest Nielsen, som sagde til ham: ”Straffen  for falsk forklaring for retten er 60 dages fængsel”

 

Dette glemte retsvæsenet i Danmark. Dommeren glemte at forklare ménédersken, fru Schack-Nielsen, at straffen for falsk forklaring for retten var 60 dage fængsel, og da det i selve landsretten blev oplyst af Slangerupfolkene selv, at i dagene indtil 11.marts, den 11. marts og i dagene derefter var begge de forsvundne børn indendørs i Slangerup i deres hus, så kunne ménédersken ikke straffes.

 

Dette kunne hun heller ikke, da hun senere blev politianmeldt.

 

Hun blev desuden nægtet afhørt, hvilket både min mand og jeg og vore advokater forlangte ved de talrige efterfølgende retsmøder

.

Alle myndighedere glemte det strafbare og 60 dages fængsel, da grethe Schack- Nielsen senere blev politianmeldt for falsk forklaring for retten. Loven i Danmark gælder ikke for de personer, der hjælper myndighederne.

 

Art. 13:

Enhver har ret til effektiv oprejsning , uanset om krænkelsen er begået af personer, der handler på embeds vegne.

Det fik vi heller ikke.

Den person, der sammen med politiet blev sendt  ud i vor lægepraksis, overassistent Dorte Hendriksen i Familieafdelingen,  som for det første slet intet habde i en lægekonsultation i Rødovre at gøre. Det havde Frederiksberg politi heller ikke.- Det skal være Rødovre politi og en sagsbehandler fra Rødovre, der skal komme ud i en lægekonsultation i Rødovre, såfremt der er en dommerkendelse derfor.

Der var ingen dommerkendelse.

For det andet  ledte hun ikke efter børnene, men gik sammen med politiet tilbage og skrev Gederapporten, som kunne bruges imod os- og den blev brugt.

Overassistent Dorte Hendriksen  skrev, at der i et undersøgelsesrum, hvor der var tre patienter,  der stod der også en levende ged, og denne ged havde afføring mens hun og patienterne var tilstede i rummet.

 

Gederapport blev sendt til pressen, til alle medlemmer af det sociale udvalg i vort Folketing, til paragraf 71 udvalget og til ménédersken, Grethe Schack-Nielsen, som brugte denne til i samarbejde med Frederiksberg kommune til at standse en TV udsendelse, ” Eleva2ren” med børnene, som var optaget. Og Gederapporten blev brugt i selve retssalen mod os.  Og den blev sendt til embedslægerne i forsøg på at tage vort levebrød som læger fra os.

 

En chefpsykolog, Gunner Kjær-Rasmussen blev således også i Landsretten spurgt om, hvordan der så ud hos os, og hvilke husdyr vi havde gående. Han kunne kun sige, at der var kendte maleres værker på væggene og ægte tæpper på gulvene. Det samme skrev medlem af Europaparlamentet Mogens Camre til alle myndigheder og til retten.

 

Efter at have produceret denne Gederapport blev denne overassistent, Dorte Hendriksen forfremmet til fuldmægtig ved Frederiksberg kommunes familieafdeling , og som fuldmægtig arbejder hun på Frederiksberg rådhus den dag i dag.

 

Vi, min mand og jeg og vore advokater, har konstant ved de mange retsmøder forlangt at få denne fuldmægtig ved Frederiksberg rådhus i vidneskranken for at hun kunne fortælle, hvem der har bedt hende om at ”se” en levende ged.

 

Det var Frederiksberg kommune, der betalte hendes retsomkostninger og hendes bod på kr. 5000, som vi ikke fik , men som blev givet til vor advokat.

 

Jf tilbagetrækningen arf gedehistorien.

Korrespondancen i 2003 mellem advokat Hans Helmer Jensen og borgmesteren på Frederiksberg, i hvilken borgmesteren forsvarer, at det naturligvis blev borgerne på Frederiksberg, der betalte for hendes løgnehistorie- FORDI HUN HANDLEDE I EMBEDS MEDFØR.

 

 

 

Artikkel  3: ”Erstatning skal ydes ved forkert domfældelse, medmindre det godtgøres, at den manglende rettidige blotlæggelse af den ukendte kendsgerning helt eller delvis kan tilskrives ham,”

 

”Medmindre den ukendte kendsgerning helt eller delvis kan tilskrives min mand og mig” var den undskyldning dommeren brugte for at undlade, at give os erstatning .

men der findes ikke en ukendt kendsgerning, der helt eller delvis kan tilskrives mig og min mand.

Få timer efter at børnene var forsvundet efter en opringning fra fru Whita Sjøsten i Slangerup, fik vi gennem en mand, der kaldte sig Ole og sagde han var lærer at vide, hvor børnene var blevet skjult. 7 timer senere ringede jeg privat til socialudvalgsformanden privat, før Frederiksberg kommune åbnede den følgende morgen, og fortalte den øverste på socialforvaltningen, at jeg havde været på sygebesøg hos børnene , hvor den store pige havde truet med selvmord og jeg nærmest tiggede hende om at tage sammen med mig ud til børnenes skjulested i Slangerup. Jeg som læge og plejemor for børnene og som børnene havde tillid til sammen med hende, som den øverste på børneafdelingen på Kommunen, for at få disse til at følge med til det børnehjem, hun nu ønskede børnene anbragt på.

 

Denne socialudvalgsformand, den øverst ansvarlige nærmest råbte i telefonen. Eva Jeg VIL ikke vide, hvor de børn er. Da kommunen åbnede om morgenen kl 9. gentog jeg opringningen til socialforvaltningen og talte igen med socialudvalgsformanden, og båndede samtalen. Alle de følgende samtaler med denne, den højest ansvarlige på Frederiksberg kommune båndede jeg, fordi jeg var klar over, hvor meget de betød psykisk for børnene.

Disse båndede telefonsamtaler har været fremlagt i retten, såvel som afspillet bånd som udskrift deraf.

Bilag: Retsbogsudskriftet af 11.5.1999,

stemmer ikke med lydoptagelsen.

 

Den allerførste dag efter anholdelsen, sagde min mand i retten, at det var i Slangerup, vi var på sygebesøg hos børnene. Jeg blev aldrig spurgt.

Det var hverken politi, rektor           bek, eller socialudvalgsformanden interesseret i, De vidste det i forvejen.

Rektoren var desuden blevet politianmeldt fordi hun ved møde med borgmesteren på hans kontor, hvor Bjarne Busk også var til stede forklaret at børnene flere gange mens de var under jorden havde besøgt hende, Dette politianmeldte Bjarne Busk

 

Men så blev han kaldt til orden på borgmesterens kontor- og så blev politianmeldelsen trukket tilbage.

 

Og desuden var kommunen helt vidende om, hvor børnene var skjult, for den havde givet de mennesker, der skjulte børnene FRIT LEJDE, hvilket fru Whita Sjøsten fortalte nedennævnte personer ved et stort møde den…… i Frederikssund hos redaktør harly Fogedbevidnet af en hel række personer.

Mogens Camre

Advokat Hans Helmer Jensen

Sektionsleder i KTAS Agnethe Ishøj

Røde Kors lægen Torben Ishøj

Redaktør Harly Foged

Fru Foged

Læge Ben Kristian Graungaard

Stud med. Emil Graungaard

 

 

Den nuværende borgmester, Mads Lehbæk fik vedlagte brev fra advokat Hans Helmer Jensen med spørgsmålene:

1Borgmesteren svarede, at det var naturligt, at kommunen ( borgerne på Frederiksberg)

 betalte, for det var jo sket i embeds medfør. Dengang som overassistent og nu som  fuldmægtig.

Men det var jo en personlig sag mod hende, der så syner, og så enten måtte være sindssyg,  scitzophren eller påvirket af stoffer. Det var i orden at kommunen betalte 5000 kr til vor advokat- men hvorfor rejste kommunen så ikke en tjennestemandssag mod hende, eller afskedigede hende eller bare lod hende møde i retten ved vore gentagne begæring derom?

 

Både rektoren og socialforvaltningen vidste, hvor børnene var.

Jeg mødte op den følgende dag på rektors kontor og fortalte, hvor børnene var- og hun sagde. ”Det ved jeg da godt”- verden er jo så lille, og de kender jo hinanden.

Jf bilag.

 

Og mens vi sad i isolationsfængsel , hvor børnene dagen efter var blevet tvangsflyttet til fuldstændig fremmede mennesker,    i Hørsholm, hvor de blev holdt bag nedrullede gardiner, kom et vidne, redaktør Harly Foged ind i retten og sagde: Fru dommer, lægerne kan ikke vide, hvor børnene bliver holdt skjult. Jeg ved det og ønsker at vidne derom. Han blev jaget ud af retten med politiet hjælp.

 

Jf bilag

Udtalelsen kom desuden i TV Kanal  2 samme aften

 

Afhøringen af folkene i Hørsholm vedlægges som bilag

Disse mennesker kendte ikke os, havde aldrig set eller talt med os men vidste vi sad i fængsel og ikke kom ud før børnene var fremme de gjorde dette fordi det var en rektor, der stod bag.

Vi politianmeldte disse-

 Ved en samtale på video med disse, siger manden, at de var lovet ikke at blive kaldt i retten hverken som anklaget eller til forhør.

 

Vi forlangte disse til vidneafhøring i retten- men det blev nægtet

 

Vi politianmeldte disse folk i Hørsholm, men politiet afslog at anklage disse.

 

Den biologiske mor, der jo i allerhøjeste grad var part i sagen, blev korporligt med magt trukket ud af Frederiksberg retssal af en embedsmand fra Frederiksberg kommune. Hun måtte ikke høre, hvad der foregik.

Jf: TV kanal 2, optagelse, hvor hele episoden ses tydeligt.

 

Men Frederiksberg kommune måtte gerne have en spion siddende ved samtlige lukkede retsmøder. Det samme gjaldt rektor Bek. Også hun havde en observatør siddende ved hvert eneste ”lukkede” retsmøde. Så denne kunne gå direkte fra retten over til møder på Rådhuset, hvor man forhandlede om hvordan man kunne få børnene frem og lovligt give ægteparret, rektor beks gode venner plejetilladelsen, så de kunne klare deres økonomi. Til det formål fandt rektor Inger Bek på,  at børnene skulle komme frem, mens vi var i isolationsfængsel, og gives midlertidigt i 14 dage til et lærerægtepar på hendes skole, og så skulle kommunen udannoncere børnene til en plejefamilie, og  Slangerupægteparret skulle søge stillingen som plejeforældre, som de ville få, da rektor Bek

 som den vægtige pædagog, hun var, ville anbefale dette.

 

Det mødereferat  er også ”forsvundet” på  Frederiksberg rådhus. Men både rektor Bek har fortalt derom til politiet, og …

 

Men ved det sidste retsmøde, den ……blev kommunens observatør, Bill Jahnsen, åbenbart så glad, da han hørte, dommer Sylvest Nielsen idømme os begge yderligere 14 dages isolationsfængsel, at han skyndte sig ud fra retten for at nå mødet på kommunen og referere hvad der var sket i retten, at han ikke hørte det der skete til allersidst, nemlig, at min advokat gik op til dommeren med et forudskrevet anke til landsretten. Og afleverede denne, idet hun bad om lige at

 

 

måtte rette i denne, da hun havde skrevet, at der blev idømt 8 dage, hun sagde, at hun på grund af dommerens forudindtagethed mod os,  vidste , hvad udfaldet ville blive, men hun havde dog ikke kunnet forestille sig at dommen ville blive 14 dage i isolation. Min advokat rettede sin skrivelse fra 8 til 14 dage, og advokaten kørte selv den følgende dag ind til landsretten og lagde anken på bordet foran Landsretdommeren, som straks underkendte Frederiksberg dommerens fortsatte fængsling af os og frigav os fredag den 27.3.1992.

Dette kom lidt på tværs for det, som  vi opfattede som banden

 

 

Børnenes skæbne:

Bilag børnenes situation før de kom til os.

Mens de var hos os

Efter at de var blevet tvangsanbragt på et børnehjem,

Mulle så aldrig sin biologiske mor- det gjorde hun hos os. Hun ville bare ikke tilbage til moderens bopæl

Bilag: ca to år gik de to stakkels børn ”under Jorden i Frederiksbergs

narkokvarter:

Bilag:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det skete i Danmark

 

 

Danmark startede en retssag mod os, min mand og mig, der kostede milioner af kroner for at få os uskadeliggjort og afsat som praktiserende læger.

Det hører med til historien, at jeg før den nedenfor refererede historie, havde kritiseret kommunenernes dispositioner, specielt den topstyrede konservative kommune, Frederiksberg kommune for dens børnepolitik.

 

 

 

 

Et eksempel:

Man fratager en mor sit barn.  moderen der er en alene arbejdssom mor, som bliver akut syg og som jeg må akut indlægge en fredag eftermiddag Kommunen ”hjælper”  moderen og passer barnet under indlæggelsen- det bliver sagsbehandlerens bror, der får barnet og plejetilladelsen. Da moderen blev udskrevet og ville have sit barn tilbage, kan hun ikke få dette. Ikke fordi der er noget i vejen med hende, men det er barnets tarv, at have to forlkdre, både en far og en mor. Barnet forbliver derfor ved dom hos sagsbehandlerens bror, og kampen er så håbløs  for moderen, hun findes en dag på en jernbanelinie, med hovedet skåret af.  Og flere lignende sager:

 

 

Denne sag:

Min mand og jeg blev i påsken 1992 kaldt ud til en meget syg mor, fru Mette Haugaard Hansen der er HIV.-positiv, prostitueret narkoman med leverbetændelse. Hun havde meget høj feber efter et fejlfix. Hun skulle hurtigt indlægges. Hun beder mig meget indtrængende om at tage mig af hendes tre mindreårige børn, hvilket jeg lover.

 

Vi ringer straks den følgende morgen til Frederiksberg socialforvaltning og til  den øverste der, socialudvalgsformanden, Birgit Fogh- Andersen og forklarer situationen. Vi anmoder socialforvaltningen om at komme ud i vort hjem hurtigst muligt for at tage stilling til de fremmede børns fremtid. Vi har selv 12 egne børn. Vort yngste var 6 år.

 

Der gik mere end 6 uger, før man reagerede fra Frederiksberg Socialforvaltningens side og kom ud til os og børnene, som vi allerede havde sat i skole, fået briller til den 11 årige Mulle og havde fået ordnet de mange smertende fuldstændigt nedrådnede tænder hos den 6 årige Lisbeth.

 

Vi forklarede, at vi jo ikke var unge mere. Vi er født i 1925 og 1928.  Derfor mente vi, at børnene måske burde have yngre plejeforældre, såfremt moderen ikke mere blev i stand til på forsvarlig måde at tage sig af børnene.

 

Dette kunne kommunen ikke. Sagsbehandleren forklarede os, at det var svært, nærmest umuligt at anbringe to ”narkobørn”, som hun kaldte børnene, for det første, og desuden var den lille Lisbeth HIV-positiv. Og kommunen overlod det til os.

I samarbejde med rektoren, Inger Bek på den private gymnasieskole,  som vores eget barn Ditte gik på, som vi talte meget med, og også drøftede denne sag med, blev der efter hendes anbefaling forsøgt anbringelse hos et forældrepar, som hun anbefalede, og som hun sagde, hun: ”har kendt i 40 år, og som hun stod i taknemmelighedsgæld til”.

En week-end  blev børnene anbragt der, men de flygtede derfra og tilbage til os. Det var et ægtepar i Slangerup. Niels Lykke Nielsen, der var murersvend, og Whita Sjøsten, som engang, da hun var gift med en anden mand, havde boet i Rødovre, og der havde været min patient.

 

Dengang var havde Whita Sjøsten en ubetinget fængselsdom for bedrageri. Hun havde været vognmand..  En ubetinget fængselsdom, som jeg som læge fik ændret til en betinget dom på grund af hendes helbredsmæssige situation.

 

Vi bragte så de to børn efter aftale til Slangerupægteparret.

Men der ville de ikke være.- de flygtede derfra og vi hentede dem ved et busstoppested,  Vi blev meget uvenner med Slangerupparret, disse, fordi de havde regnet med, at få en stor plejeløn. De var i forvejen dagplejemor for et multihandicappet barn i Slangerup.

Niels Lykke Nielsen kom en morgen og ringede på praksisdøren og smed en bundt tøj ind til vores sekretær uden at hilse. Det var noget tøj som børnene ikke havde fået med sig, da de løb deres vej.

 

Vi beholdt så børnene, ringede til kommunen og stillede nogle betingelser:

1:

2:

som kommunen gik ind på.

Vi fik så plejetilladelsen, og denne blev stadfæstet i den sociale ankestyrelse-

og det gik børnene utroligt godt.

Jf skolens udtalelserne om disse.

 

Vi havde først børnene i kommuneskolen, Rødovre skole. Der gik det også børnene rigtigt godt. Jf udtalelserne derfra.

 

Men da vi mente, at vi ikke kunne have 2 slags børn. Vort eget, lille Ditte  på privatskole, og de to plejebørn på kommuneskole, flyttede vi Mulle og Lisbeth til samme privatskole, hvor vor egen datter, den 6 årige Ditte allerede gik.

 

Det gik fortsat meget stærkt fremad med disse børn.

Jf. skoleudtalelserne derfra.

Men dette passede åbenbart ikke Frederiksberg kommune. Den fik dens advokat til at få moderen til at forlange børnene på hjemmebesøg hos hende. Dette ville børnene ikke. De skammede sig over hende. Hun kommer på besøg hos os, og der er ikke problemer.

 

Kommunen får dens advokat til at forlange børnene anbragt på børnehjem. Det vil børnene ikke. De kender altfor godt det børnehjem, kommunen ønsker vdem anbragt på.

 

Den dag de skal anbringes på dette børnehjem ringer denne Whita Sjøsten til mulle . det er vor sekretær helge Røpke, der tog telefonen og gav denne til Mulle, og kort derefter forsvandt børnene. Helge Røpke, der har  middagsfri, kører i sin egen bil en gammel firehjulstrækker efter børnene. Han samler dem op, og Mulle forlanger at blive  kørt til Slangerup, fotrdi Whita har tilbudt hende og søsteren at de kan bo der, til de kan komme tilbage til os.

 

Helge lover Mulle ikke at sige til os, hvad der er foregået

 

Dette gør han dog den følgende morgen, da han  kom på arbejde.- men allerede hen på aftenen den foregående aften, da vi bliver klare over at børnene er væk og skal til at ringe til politiet, da ringer der en yngre mand på vor praksisdør, og præsenterer sig som lærer og hedder Ole. Han forklarer os, at børnene på en eller anden måde, er kommet til Slangerup, og at mulle har det psykisk meget dårlig. Hun truer med selvmordtil Mulle- den største af piogerne og tilbyder at have disse boende indtil sagen bliver i orden. Dette sker bag min ryg, fordi jeg er optaget af patienter, som har ventet på mig, da jeg i konsultationstiden har ledsaget Mulle ind til ombudsmanden . De forsvinder fra praksis. Patienter i venteværelset har set mulle skynde på lillesøsteren Lisbeth og set, at begge hurtigt forlod praksis.

 

Begivenhederne i  kronologisk rækkefølge.

 

Vi tager til adressen Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen, som vi jo kender fordi børnene  var der på rektor Beks anbefaling to år tidligere- men da ville de ikke være der.- Og vi var heller ikke gode venner efter, at børnene var flygtet derfra.

 

Den følgende morgen ringede jeg straks til socialudvalgsformanden og bad hende tage med til Slangerup og hente børnene, da jeg mente, at det var det eneste der kunne gøres for at skåne børnene for at blive afhentet af politiet senere. Socialudvalgsformanden nærmest skreg i telefonen. ” jeg vil ikke vide, hvor de børn er. Jeg ringede flere gange men fik samme besked hver gang. Til sidst satte jeg bånd på telefonen. Den båndede telefonsamtale blev fremlagt i retten, og den blev desuden afspillet i retten under påhør af samme socialudvalgsformand, Birgit Fogh.- Andersen. På det tidspunkt kunne jeg ikke vide, at hun allerede i forvejen var orienteret om, hvor børnene var og at kommunen havde givet ægteparret, Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen frit lejde.

Jf. bilag, afskrift af båndet telefonsamtale, der har været fremlagt og været afspillet i retten.

Samt vidneudsagn i retten vedr. frit lejde.

 

Samme morgen gik vi direkte op på rektor inger beks kontor, da vi havde bragt vor egen datter til skolen, og fortalte hende, hvor børnene nu var:

” Det ved jeg da godt”, svarede hun os.

 

Vi var i alt 3 gange på sygebesøg hos Slangerup familien. Den næste gang vi kom havde børnene fået skolemateriel, som rektor Bek havde været der med.

 

 

Det næste, der sker er, at rektor Bek kommer op i vor private lejlighed og fortæller, at børnene ikke er længere i Slangerup. Og vi ikke længere skal interessere os for børnene, Det problem har hun overtaget. Hun har haft møde med socialforvaltningen og borgmesteren, som hun kender godt

Hun har både blomster og en dyr bog med som gaver til mig. Bogen hun kom med var Nørretranders nye bog, Mærk Verden”

Tilstede er en søn, læge Ben Kristian Graungaard.

 

Derefter ser vi børnene mange steder, hvor vores børn er. I Skolen kommer de. De er der for eksempel den 2. marts, hvor de er med til at slå katten af tønden, og hvor den store pige går direkte op til rektor Bek o forsvinder på hendes kontor,

Det ser ikke blot Ditte, men det ser også Dittes og Lisbets klasselærer, Lise Kjær-

 

 

 

Rasmussen, som følger efter Mulle og ser hende gå ind til rektor  Bek. Denne overlærer bevidnede dette i retten, og blev spurgt om, hvordor hun ikke ringede til politiet, og hun svarede, at når pigen gik ind til hendes foresatte, var det denne rektor, der skulle ringe til politiet, for også hun vidste at børnene var politieftersøgte.

 

Børne vises på færgen Sjælland, hvor en af vore døtre var elev, og de ses til rockkonserter, hvor klassen også kom, samt i omegnen af Kristiania, og  ses i Arkaden i København. Jeg ringer igen med bånd på ytelefonen til socialudvalgsformanbden og fortæller hende, hvor børnene er set. Vi er bekymrede for børnene. Men jeg afvises med: Arkaden er da et pænt sted.

Jf båndafskrift  og bånd, der også har været fremlagt i retten.

 

Der foranstaltes … ransagninger, selv om der kun var dommerkendelse for 6 ransagninger.  Ransagningerne, der havde karakter af direkte razziaer foretages ikke alen hos os, to gange i praksis midt i konsultationsstiden, hos vore voksne børn, hos en nevø og hos naboer og venner.

Det er ikke børnene  man leder efter. Kommunen vidste godt, hvor børnene var.. de var stadigt i Slangerup- lige indtil vi blev sat i isolationsfængsel-Men der  tages såkaldte kostervarer med, billeder, kassetteoptagelser, film, fotos, til og med et fotografi, der hang på væggen.

 

Ved den første ransagning hvor

 

Hun var i embeds medfør, og kunne ikke straffes- men blev forfremmet fra , så kommunen betalte hendes bøde og hendes advokat og hun

 

 

 

 

 

 

 

 

FORHISTORIEN:

…………………….

 

30 januar 1985

Denne dag blev Mette Haugaard Hansen  patient hos praktiserende læge Eva Graungaard i Rødovre, en forstad til København.. Mette Haugaard Hansen er født den 18. jan. 1953. Hun var 32 år. Mette haugaard Hgansen er stadigt Eva Graungaards patient og er tilskrevet hendes lægepraksis, og læge Eva Graungaard  ordinerer stadigt metadonmixtur til Mette.

 

Mette var enlig mor til 4 egne børn og  plejemor for sin lillebror.

Moderen fortalte, at børnenes far sad i fængsel, at han var meget voldelig, at både manden og hun selv var HIV-positive, og det var lillebroderen, plejebarnet Anders og det yngste barn Lisbeth også. Lisbeth var dengang knapt 2 år.

 

Fru Mette Haugaard Hansen havde haft sin lillebror Anders i pleje siden denne var 11 år, da deres mor døde. Efter eget udsagn for  14.75 kr. pr. dag, betalt af Frederiksberg kommune. 

Anders døde i moderens lejlighed den 7.11.1991. i AIDS.

”Han sad i lejligheden med en sprøjte i halsen” ifølge socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen udtalelse i lægernes praksis..

”Han blev af Falck puttet i en grøn plasticpose og kørt bort, mens han endnu var varm”, ifølge moderen Mette Haugaard Hansen.

 

Eva Graungaard mente, at en sådan familie måtte have brug for hjælp- og modtog dem alle sammen som  patienter, og startede  længevarende metadonbehandling for at få moderen væk fra prostitution og fra sin kriminelle tilværelse. Eva Graungaard ser hende stadigt 1 gang om ugen her i 2003..

 

Børnene: 1. Lisbeth, født d.8. maj 1983.

                2. Anne Marie (kaldet Mulle), født d.9. maj 1978.

                3. Maria (kaldet Tulle), født d. 14 august 1974.

                4. Robert, der altid blev kaldt Oskar.

                5. Plejebarnet Anders, som Mette havde haft i pleje fra han var 11 år.

 

Barnet Anders beskyldte sin plejemor, Mette Haugaard Hansen for at have smittet ham med HIV-virus ved at sprøjte metadon ind i en blodåre i hans hals med en af hendes egne brugte kanyler. Anders var Eva Graungaards patient fra 1985 til han døde i AIDS i 1991.

Han døde  i moderens lejlighed, mens de to mindste børn  boede hos lægerne.

    

Den lille Lisbeth blev tilset af overlæge Bonnevie på Frederiksberg hospital.

BILAG 1.

         

Den 30.1.1985

påbegyndte læge Graungaard metadon ordination af længere varighed til fru Haugaard Hansen..

 

                                                      11.06.86:

Brev fra overlæge Bonnevie vedr. Mette Haugaard Hansen og hendes situation, samt fremtidig metadonordination. ( brevet er fremlagt i sagsakterne.)

BILAG 2.

                                                      16.12.86:

Embedslæge Marianne Søeby tilskriver overlæge Bonnevie vedr. barnet Lisbeth og Mette Haugaard Hansen, da han, som  tidligere nævnt kontrollerer både hende og det yngste barn for HIV-positiviteten.

BILAG 3.        

 

Alle 5 børn har haft en kummerlig barndom. Begge forældre var kriminelle, HIV-positive narkomaner. Moderen var ifølge hospitalsjournaler desuden prostitueret,  faderen voldelig- Han har siddet i fængsel i 11 år. Han døde i AIDS.

 

De to yngste piger, Anne Marie, kaldet "Mulle" og Lisbeth er begge født med livstruende abstinenser, ifølge journalerne.  Anne Marie er døbt i Vestre Fængsel-

BILAG 4.

 

I akterne findes et brev, hvor moderen skriver til Statsamtet og fortæller om, hvordan den biologiske far, Kaj Ole Hansen, der som nævnt også var en HIV-positiv narkoman og har siddet 11 år i Hersted Vester fængslet, har "gennemtævet" begge de små piger og kastet den mindste hårdt ind mod en mur.

BILAG 5.

 

Moderen selv fik i 199o af en anden kendt kriminel narkoman Kim Bergstrøm Hansen i børnenes påsyn ved knytnæveslag sprængt sin milt og måtte hasteopereres på grund af blodtab, ifølge hospitalsjournalen.

BILAG 6.

 

Mette Haugaard Hansen blev ofte indsat i fængsel først og fremmest på grund af bøder, som hun skulle sidde af. I disse situationer var børnene henvist til selv at stjæle til føden. I tre forskellige tilfælde har moderen af politiet fået tilladelse til at ringe til lægekonsultationen, og Eva Graungaard har sendt sin sekretær, Helge Røpke til Vestre fængsel og for at betale bøderne, og få moderen ud af fængslet, så hun kunne tage sig af de små børn.

BILAG 7. Kvitteringerne fra politiet

 

Mette Haugaard Hansen boede i 1990 i en 4-værelses lejlighed på Finsensvej 127. Det var hendes 11. lejlighed ifølge akterne. Alle hendes lejligheder har været husvildeboliger, undtagen et hus i Bagsværd, hvor familien kun midlertidig fik lov til at bo.

 

                                                      3.1.1990:

Mette Haugaard Hansen sættes endnu engang på gaden på grund klager over narkohandel, slagsmål og ballade på trappen.            

Hun og hendes tre mindreårige børn blev brutalt sat ud på gaden af foged og politi den 3. Januar 1990. Der stod de i  frost og kulde på Finsensvej, sammen med flyttekasserne med deres ting.

Børnene havde set på, at deres  tamme undulat bare blev stuvet ned i bunden af en af flyttekasserne, og der blev smidt tøj og ting oven over af flyttefolkene på ordre fra fogeden. Børnene glemte aldrig dette.                 

 

Familien indsættes så akut ind på Frederiksberg  Skole- og Behandlingshjem om aftenen.

 

Udtalelse fra denne institution den 11.1.1990:

"Mette har et udpræget behov for at snakke om narko, vold, død, skiftende mænds sexmisbrug, rottweilere og drukture, mens andre børn hører på det. Efterhånden som dagene gik, blev hun mere og mere dopet af medicinen (Vi kender til Metadon, Stesolid og Rohypnol). Kunne ikke føre en samtale, og til tider ikke stå på benene.  Torsdag den 11.1. kl 11 dukker hendes ven Kim Bergstrøm Hansen op. De bliver mere og mere påvirket, efterhånden som dagen skrider frem. De låser sig inde på toilettet, og der er en voldsom larm derindefra. Efter gentagne gange, at have kaldt dem ud, kommer Kim ud og derefter Mette stærkt påvirket.  Medarbejderen ser en masse blodstænk og der findes beskyttelseshætter til sprøjter." 

BILAG 8.

 

 

11.01.9o:

Hele familien blev smidt ud om aftenen af institutionen grund af ovennævnte ballade. Familien smides ud sammen med de tre mindreårige børn, som igen står ulykkelige og frysende og bange på gaden.

 

De næste to måneder flytter moderen med børnene fra sted til sted- De bor på vandrehjem, på kvindehjem og kortvarigt får de ophold på hotel Frydenlund.

 

 I flere måneder kom den 11-årige Anne Marie (kaldet Mulle) ikke i skole, og den 6-årige Lisbeth har ifølge Mulle bare stille siddet på gulvet og ventet med ondt i hovedet og i tænderne og forlangt ”ganer” ( ketogan) af moderen. Selv siger hun, at hun fik piller af Mette, når hun havde nogen,- og så hjalp det.

 

Lisbeth har aldrig været i vuggestue, børnehave eller børnhaveklasse.

"Jeg kan så godt lide Mulle", gentog hun meget tit, .- Alle hendes tænder var totalt nedcarierede. Hun havde ikke en hel tand i munden.

 

 Og den større pige, Anne Marie ( Mulle) var langt bagud i skolen trods god begavelse, fordi hun aldrig havde fået briller, som var nødvendig, for at hun kunne se at læse. Skolen havde mange gange skrevet til moderen derom. Til sidst gik Mette ud og købte briller med almindelig vinduesglas i, som Mulle straks smed væk.   

 

                                                      1. april 1990.

Denne dag indsætter Frederiksberg kommune familien i en bolig på Henrik Ipsensvej 23 på Frederiksberg. Det er igen en husvildebolig. En bolig, der kun kunne betegnes som fuldstændig uværdig og uegnet for såvel mennesker som dyr. En saneringsmoden, iskold lejlighed uden opvarmningsmuligheder.

 

 Boligen havde ganske vist en kakkelovn, men skorstensrøret var trukket ud fra væggen, så den ikke kunne bruges. Boligen var uden  badeværelse. 

 

Eva Graungaard sendte sin lægesekretær op i lejligheden med elektriske varmeapparater, men det kunne det elektriske system i det faldefærdige hus ikke bære. Det var oprindelig to to-værelses lejligheder, der var slået sammen, med to små træk og slip wc’er i hver sin ende.- så kunne den HIV-positive mor og den lille HIV-positive pige bruge det ene og resten af familien det andet, blev der sagt til læge Graungaard i telefonen, da hun til kommunen beklagede sig over de elendige forhold, man bød denne børnefamilie.

 

Lejligheden var meget fugtig og usund. Der var gråhvid mug belægning mere end en meter op på væggene fra gulvet. Og flyttekasserne var stablet op foran vinduerne  for at holde lidt på varmen.

BILAG 9.

 

                                                      3.4.1990.

Lægerne skrev efter aftale med overlæge Bonnevie til boligkontoret for at skaffe fru Haugaard Hansen med de tre mindreårige børn en menneskeværdig bolig og påpegede den helbredsmæssige betydning af, at der stilles en bedre lejlighed til rådighed for det HIV-positive barn.

BILAG 10

 

16.04.90:

                       Natten mellem 1. Og 2. Påskedag den 16.4.1990.

 Mette Haugaard Hansen bliver pludselig meget syg og højfebril om natten og opsøger skadestuen på Frederiksberg hospital med stærke smerter i lysken på grund af fejlfix i en blodåre. - Hun er kendt på skadestuen som narkoman og sendes hjem kl 04 om morgenen.

 

Senere samme dag om eftermiddagen den 16.4.1990:

 Det er 2. påskedag. Lægerne var i deres  sommerhus. Derfra tilkaldes Eva Graungaard til sygebesøg til Henrik Ibsensvej 23.  Det er en anden person, narkomanen Kim Bergstrøm Hansen, der ringede til lægen, og da situationen lød yderst alarmerende, tog Eva Graungaard øjeblikkeligt af sted og kørte direkte til fru Haugaards Hansens bopæl og indlagde fru Haugaard på Frederiksberg hospital.

    

 I hjemmet forefindes der på indlæggelsestidspunktet stadigt den kendte kriminelle narkoman, Kim Bergstrøm Hansen, samt patientens 2 mindreårige piger: Anne Marie (Mulle) og Lisbeth på hhv. 11 og 6 år.

 

 Storesøsteren, Maria (Tulle) på 15 år samt den ældre bror Robert (Oskar), var ikke tilstede i lejligheden.

 

 Moderen bad lægen tage sig af børnene, og tage dem med  hjem. Moderen gav, før ambulancen nåede frem, udtryk for, at hun var meget glad for at lægen ville tage sig af hendes børn.

 

Forholdene i hjemmet var fuldstændig uforsvarlige. Der var ingen senge, lægen var rystet, da den tilstedeværende kendte og kriminelle narkoman, Kim Bergstrøm Hansen på spørgsmålet om, hvor de små piger sov, svarede: " De sover ved min røv".

     

Lægerne tog derfor Mulle og Lisbeth med til deres hjem, efter at have sendt deres syge og stærkt smertepåvirkede og feberhede mor, i ambulance med udrykning til hospitalet.

 Begge de små piger var meget medtagne. De var frysende og syge, sultne, underernærede og utøjsbefængte, og den lille Lisbeth var konstant grædende på grund af tandpine. Hun havde totalt nedcarierede tænder, hvor nerveenderne lå blottede i bunden af tænderne. Hun havde ikke en hel tand i munden.

 

På Frederiksberg hospital fandt man ved undersøgelse af moderen bakterier i blodet tydende på blodforgiftning, og der var en meget stor byld strækkende sig fra muskulaturen på låret og højt op i maven.

 Da man på dette hospital mente, at både tarme og de store pulsårer var medinddraget, blev fru Haugaard Hansen i hast overflyttet til Rigshospitalet, hvor man karakteriserede hendes tilstand som "udsigtsløs".   

 

                                                      17.04.90:

Lægerne kontakter Frederiksberg kommune med oplysning om de 2 pigers opholdssted og omstændighederne, som førte til beslutningen om at medtage disse.

 

                                                           

                                                      18.04.90:

Maria, den ældste pige på 15 år ringer til lægekonsultationen og fortæller, at hun befinder sig til afhøring på Tomgårdsvejens politistation. Politiet har anholdt hende på gaden. Hun var efterlyst og skulle afhøres vedr. flere kriminelle forhold, først og fremmest småtyverier samt snyderi i S-togene, hvor hun havde fremvist en anden persons sygesikringskort.              

 

Maria ønsker, at læge Eva Graungaard kommer tilstede og nægter at udtale sig, før lægen, som hun har tillid til, er kommet frem. 

Lægerne opsøger derfor Mette Haugaard Hansen på hospitalet. Og denne giver læge Graungaard fuldmagt til at overvære afhøring af Maria. 

BILAG:

 Tilstede ved afhøringen er desuden en kriminalbetjent samt en repræsentant fra Børne- og Unge-udvalget i København.          

Eva Graungaard tager derefter Maria med sig hjem, fordi denne store pige angiver at være meget sulten.

 

På politistationen støtter læge Graungaard pigen i at fastholde sin vægring mod at udtale sig, bl. a. for hurtigst muligt at kunne forlade politistationen, hvor pigen angiveligt havde siddet i mange timer, og sagen overlades til lægernes egen advokat, Kornerup Jensen.

 

De tre piger fik så hver deres eget værelse side om side med det værelse, som lægernes  eget barn, den 6-årige Ditte havde.

 

På grund af massiv lusesmitte måtte der straks hentes luse shampo på apoteket og pigerne befries for en ulidelig kløe.

 

Og den følgende dag kom den lille Lisbeth, der var meget smerteforpint til lægernes egen tandlægen. Der måtte fjernes 8 mælketænder, resten blev plomberet.

Der var ikke en eneste hel tand i munden på barnet.

 

Der indledes straks samarbejde med de store pigers skolen og de køres dagligt  til og fra deres skoler. Hhv Sønderjyllandsskolen og en ungdomsskolen: Vi-ka-Sku.

BILAG

 

Det yngste barn har aldrig været i nogen daginstitution- hverken i vuggestue, eller i børnehave, og var heller ikke kommet i børnehaveklasse.

 

Lægernes egen datter, Ditte, der er lidt yngre end Lisbeth gik på privatskolen, Johannesskolens børnehaveklasse.

 

Næsten dagligt ringede lægerne til Frederiksberg kommune for at få en afklaring omkring de tre pigers skæbne.

 

Men der gik alligevel godt 6 uger, inden kommunen reagerede trods talrige opringninger.  Kontaktpersonen på kommunen bliver fuldmægtig Elsebeth Kaasgaard.

 

Efter godt 6   uger og  efter talrige anmodninger derom, kom 4 folk fra Frederiksberg kommune ud i lægernes hjem, en 6-værelses andelslejlighed på Godthåbsvej 32 A på Frederiksberg. Elsebeth Kaasgaard var en af disse. Alle finder forholdene særdeles gode. Alle tre  plejebørn var tilstede, foruden lægernes egen lille datter Ditte.  Børnenes værelse inspiceredes og hele lejligheden blev gennemgået og de finder forholdene særdeles gode.

 

Lægerne fik plejetilladelse. En plejetilladelse, der senere blev stadfæstet i Den Sociale Ankestyrelse. Lægerne fik aldrig denne plejetilladelse tilsendt.

 

De fik den  flere år senere fra den biologiske mor. Den er ikke dateret.

BILAG

 

Lægerne havde selv 12 børn, 6 såkaldte hjemmelavede og 6 adopterede, hvoraf det yngste barn, Ditte på det tidspunkt også var 6 år, ligesom det HIV-positive barn Lisbeth.

BILAG -  den udaterede tilsynsrapport.

 

Der forevises skrivelsen fra Rigshospitalet vedr. den biologiske moder og dennes dårlige prognose.- ifølge udtalelse fra Rigshospitalet, hvortil moderen var blevet overført, betegnes hendes tilstand som ”udsigtsløs”.

BILAG

 

Og kommunens udsendinge viser en skriftlig tilladelse fra moderen, som er indhentet, mens moderen endnu lå på Frederiksberg hospital.

BILAG

 

Alle tre piger er tilstede i lejligheden. De to store er kommet hjem fra skolen.  Der indledes en dialog vedr. pigernes fremtid, og Eva Graungaard accepterer at beholde alle 3 piger til moderen dør. At moderen ikke kunne klare den blodforgiftning, hun havde fået, var Rigshospitalets opfattelse.

.

Først i 1994 er der via den biologiske mor fremskaffet den skriftlige rapport vedrørende dette tilsynsbesøg. Denne er som nævnt meget positiv over for lægerne oog deres børn og omgivelserne.-men udateret.

 

Da lægerne i 1992 efter deres isolations fængselsophold gentagne gange både selv og gennem advokat Jytte Thorbek under påberåbelse af loven om Offentlighed i Forvaltningen ønskede denne udleveret, blev dette konstant nægtet- til trods for, at advokaten tilsidst henvendte sig til justitsministeriet om sagen. Men den biologiske mor havde rapporten, og har overladt denne til lægerne.

BILAG:

 

26.juni 1990:

Mette haugaard Hansen dør heldigvis ikke men kommer hjem igen, men magter ikke at have børnene til samkvem. Eva Graungaard tilskriver sagsbehandleren, Elsebeth Kaasgaard for at meddele, at hun og manden nok ikke magter den store opgave at have ansvaret for de tre Haugaard-børn. Hun skriver en bog, "Akupunkturens Gåde", der skal udgives i nov. 1990. og desuden et helt bind af Lademanns lægeleksikon. Desuden har hun jo 12 egne børn.

Eva Graungaard oplyser, at hun og Fr. Kaasgaard blev enige om, at Eva Graungaard selv må skal forsøge at finde en ny plejefamilie til de to børn.

 

Dette har ikke været muligt for kommunen, som kendte familien særdeles godt.- Både fordi børnene kommer fra narkomiljøet og fordi den lille Lisbeth er HIV-positiv.-

Eva Graungaard har selv i mellemtiden med moderens tilladelse ladet alle tre piger HIV-teste- og alle tre viste sig nu at være HIV-negative. Den lille piges positive HIV-test kunne nu ikke mere genfindes efter 6 måneders ophold hos lægerne.-

 

 

28. juli 1990:

Lisbeth og Mulle "på prøve" hos en ny familie i Slangerup, som er varmt anbefalet Eva Graungaard af rektor Inger Bek på Johannesskolen, som Eva Graungaard talte meget med, og som var "inde i sagen", da. Eva Graungaards yngste datter jo gik på denne privatskole.

 

Den "nye familie" var et ægtepar i Slangerup, der i forvejen   var dagplejemor for et andet Slangerup-par- Annette Damgaard og Rasmus Hunnickes multihandicappede barn.

 

Læge Graungaard kendte den kvindelige part fra Rødovre, da denne havde boet i Rødovre, og mens hun boede der, var patient hos Graungaard- og den mandlige part,  murersvend Niels Lykke Nielsen var en nær bekendt til rektor Inger Bek på Johannesskolen. Hun havde kendt ham og hans familie i 4o år, sagde hun, og hun karakteriserede parret som hendes nære venner, som hun stod i dyb taknemmelighedsgæld til.

 

Anbringelsen "på prøve" skete på foranledning af lægeægteparret efter den meget kraftige anbefaling af rektor Inger Bek på barnet Dittes skole. Lægeparret havde jo i forvejen 12 børn og nu problemet- 3 ekstra børn!

 

Eva Graungaard havde talt med denne rektor, Inger Bek, fordi  hun, såfremt hun skulle beholde Haugaard børnene ikke kunne have "to slags børn", som hun udtrykte det. Hun kunne ikke have et barn på privatskole- Inger beks skole,  Johannesskolen, som var en gymnasieskole og to andre børn på en kommuneskole.

Graungaard var i det hele taget i tvivl, om det ikke var bedre for børnene med en yngre plejefamilie.

BILAG

brevet til sagsbehandler Kaasgaard på Frederiksberg kommunekontor.

Den kvindelige part Whita Sjøsten var som nævnt kendt af lægerne Eva Graungaard og Karl Somogyi fra den tid, hvor denne boede i Rødovre. Denne havde dengang en ubetinget fængselsstraf for bedrageri, som læge Eva Graungaard fik gjort betinge, og hun fik ydermere fru Whita Sjøsten gældssaneret.- Whita Sjøsten var nu dagplejemor for Rasmus Hunnicke og Annette Damgaards multihandicappet barn. Manden, som var rektor Beks ”nære bekendte”, var arbejdsløs murersvend. Parret boede i et nyere pænt hus i Slangerup.

 

27. juli 1990

Børnene præsenteres for Whita Sjøsten, der kom i konsultationen to gange om ugen til gratis akupunkturbehandling af parret Damgaard. Hunnickes multihandicappede barn, der er beskrevet i Eva Graungaards bog "Akupunkturens gåde".

 

28.juli 1990:

Børnene køres til Slangerup af Eva Graungaard, , og skal blive der i week-enden.

 

30.juli 1990:

Lisbeth og Mulle kontakter familien Graungaard og Somogyi. De vil ikke være hos Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen; de er stukket af fra familien og vender derfor tilbage til Eva Graungaard og Karl Somogyi, som henter dem på vejen..

 

Da Slangerupparret allerede havde set muligheden for at klare deres anstrengte økonomi med plejeløn for børnene, bliver de meget vrede. Den mandlige part Niels Lykke Nielsen mødte op og smed børnenes tøj ind i lægekonsultationen uden et eneste ord. Børnene var flygtet derfra så hurtigt, at de ikke fik deres tøj med sig.

 

Der var ifølge Slangerupparrets oplysning i retten kontakt til Frederiksberg socialforvaltning, hvilket genfindes i sagsakterne med henvisning til rektor Bek.

 

Umiddelbart derefter kontakter Eva Graungaard Elsebeth Kaasgaard igen vedr. de to børns fremtid. Eva Graungaard stiller to betingelser for at beholde børnene. Betingelserne er:

1) At børnene kommer væk fra Sønderjyllandsskolen og bliver indskrevet på Rødovre skole, indtil der bliver plads på privatskolen, Johannesskolen, hvor rektor Bek har lovet hende at børnene kommer ind så snart, der bliver plads.

2) At børnene så skal forblive hos Graungaard og Somogyi, og der nu skal være fuldstændig ro om disse børn.

 

Eva Graungaard oplyser, at begge disse betingelser blev lovet opfyldt. Og allerede før Eva Graungaard kom tilbage fra Frederiksberg kommune, var skoleskiftet for begge børn ordnet fra Frederiksberg kommunes side over Rødovre Skoleforvaltning. Mulle kom i 7. klasse og Lisbeth i børnehaveklassen.

 

 

30.oktober 1990

Mette skriver til socialforvaltningen, at hun ikke ønsker børnene på hjemmebesøg foreløbigt på grund af store bensår, og hun aflyser planeret besøg. Kommunen ansætter advokat Reimers-Lund, som fast advokat for moderen.

BILAG:

 

15. september 1990

Maria (Tulle) flytter fra familien Graungaard-Somogyi på en døgnefterskole, som Eva Graungaard har skaffet hende, da der har været mange problemer med hendes opførsel i en lang periode. Bl.a.flere indbrud i praksis efter sovemedicin til moderen og hun forsvandt om natten og bad konstant om penge, som hun skyldte bort. Det var store pengebeløb, som hun skulle skaffe. Dette blev meddelt socialforvaltningen på Frederiksberg.

 

Både Mulle og Lisbeth klarer sig rigtigt godt i Rødovre skole.

BILAG.- skolens udtalelse vedrørende begge børnene.

 

29.. maj 1991:

Rødovre skole giver d. 29.5.91 følgende udtalelse vedr.børnene:

 

"Anne Marie, 6.a.: " Hun startede med fuldt drøn på! Faldt hurtigt til ro, da hun så, at klassen var helt upåvirket. "Mulle" vendte helt om og blev alle tiders pige. Hun følger godt med fagligt, men har dog enkelte huller. I klassen er hun meget vellidt og har mange venner. Hun blev valgt til elevrådsmedlem og klarer dette med bravour. I lærergruppen er vi enige om, at hun har bragt en god fornyelse ind i klassen.  "Mulle"  omtaler Eva Graungaard meget hjerteligt, og vi ved, at familien G. betyder alt for hende. Vi har ved konsultationer og samtaler med både Eva G. og "Mulle" indtryk af en meget tæt og positiv forbindelse, som giver "Mulle" et godt bagland."

BILAG:

 

Lisbeth 1.a.: Hun startede meget indesluttet og ville i begyndelsen ikke gerne i skole. Hun græd og ville hele tiden hjem til Eva.  Efter et stykke tid, hvor Eva G. bragte hende i skole og vi tog ekstra grundigt imod hende, hjalp det. Hun blev hurtigt tryg og glad for at komme hos os og viste sig som en smilende og glad pige. Hun er nu faldet helt til og arbejder godt i klassen, klarer sig godt med kammeraterne og har flere tætte venner. Hun fortæller meget om sit hjem hos Eva G. Hun kræver nogen ekstra opmærksomhed fagligt, da hun mangler en del begreber og lignende, men ellers går det godt. Vi er glade for hende og mener, hun bør blive i klassen."

BILAG: Skoleudtalelserne fra Rødovre skole.

 

 

5. maj 1991.

Overlæge Bonnevie, Frederiksberg hospital afgiver følgende erklæring vedr. Mette Haugaard Hansen:

 

"38-årig kvinde, der gennem 18 år har været stofmisbruger og siden 2o-års alderen har praktiseret prostitution og til tider angiveligt fortsat "aktiv.". I  1989 indlagt med hjertehindebetændelse. 1986 konstateret HIV-positiv."

BILAG

 

 

13. juni 1991:

Frederiksberg kommunes Børnesagsudvalg (§ 3) beslutter at iværksætte hjælpeforanstaltninger uden forældremyndighedens samtykke i medfør af bistandslovens § 123, stk. 3 for Lisbeth og Mulle (tvangsfjernelse fra den biologiske moder.)

 

31.juni 1991:

Eva Graungaard og Karl Somogyi får tilsendt plejetilladelse.

 

Sommeren 1991:

Elsebeth Kaasgaard trækker sig fra sagen, da den biologiske moder, Mette Haugaard Hansen angiveligt har truet hende og en anden medarbejder på Frederiksberg kommune med at slå disse ihjel. Hun vil smadre deres ansigter, skulle hun have sagt.

Lægerne tager med alle de mindreårige børn på ferie i Prag

 

August 1991:

Lisbeth og Mulle begyndte nu begge to på Gymnasieskolen,  Johannesskolen, hvor lægeægteparrets yngste datter, Ditte,  i forvejen gik, og hvis rektor, Inger bek er fortrolig med Eva Graungaard.- og fortrolig med de to "fremmede børns" situation, som der taltes meget om.

 

September 1991:

Mette Haugaard Hansen forlanger børnene udleveret til samkvem.

Men det nægter begge børnene. De ønsker at glemme hende.

 

Sagsbehandler Gunhild Gundorph fra Frederiksberg kommune kommer pldseligt ud i konsultationen sammen med en anden fra Frederiksberg kommune for at få børnene med til samkvem hos den biologiske mor. Da begge børnene nægter at tage med, føres Mulle i førergreb af Gundorph under skrigen og skrålen ud i den ventende taxa, og den lille tages hårdt i armen og skubbes ind i taxaen. Hele dette ubehagelige optrin finder sted i lægernes  venteværelse under overværelse af flere patienter og to af pigernes veninder.

 

Derefter anmoder lægerne om, efter aftale med rektor Bek, at udlevering af børnene mod deres vilje må ske direkte fra hendes kontor på Johannesskolen.

 

Lægerne klager til Frederiksberg kommune over dette brutale overfald på Mulle i veninders påsyn.

 

Hverken før eller efter dette overgreb, hvor Mulle med magt i politigreb af sagsbehandler Gunhild Gundorph, er det lykkedes kommunen at få Mulle bragt til samkvem, hvorimod den lille Lisbeth med jævne mellemrum bliver tvunget til samkvem efter udlevering over skolen fra rektor Inger Beks kontor.

 

-

21. maj 1991

Mulle og Lisbeth er kaldt til møde alene med socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen og flere andre ansatte på socialforvaltningen.

Mulle kom højtgrædende ud fra mødet.

 

 

20. november 1991

Den dag sender Den Sociale Ankestyrelse et brev til Mulle- "Anne Marie Haugaard Hansen c/o Eva Graungaard”, i hvilket hun inviteres til at møde i Den Sociale Ankestyrelse den 1. oktober kl 1545, da hendes mor har klaget over kommunens anbringelse.

 

Mulle ønsker at komme- men ønsker at tage en bisidder med.

Dette blev konsekvent nægtet dette barn. Hun forlangte forgæves at få begge lægerne med, og da dette blev nægtet, forlangte hun at få sin klasselærer med,  . Dette blev også nægtet hende.

 

24. september 1991:

Udtalelse vedr. Lisbeth og Mulle fra klasselærerne på  Johannesskolen:

 

"Anne Marie Haugaard Hansen (Mulle kaldet) er en glad pige, der helt afgjort har en vigtig social status i klassen.

Hun er altid i godt humør og er altid velforberedt.  Fagligt er hun på et niveau, der passer til hendes aldersklasse."

Med venlig hilsen.

Ole Larsen Klasselærer 7 d. Leif Iversen viceinspektør."

BILAG

 

"Lisbeth Haugaard Hansen( Graungaard) begyndte i 2.a.på Johannesskolen i august. Lisbeth var, som alle børn lidt forsigtig i starten, men søsteren Ditte og de andre børn tog sig pænt af hende.

Lisbeth er en smilende og venlig pige. Hun er meget taknemmelig for at få hjælp. Fagligt er hun bagud i forhold til klassen , men det er mit indtryk, at hun arbejder ihærdigt med tingene.

Lisbeth har enkelte dage været lidt stille, men plejemoderen fortæller, at det er de dage, hvor Lisbeth skal besøge sin biologiske mor.

Vi vil gerne fortsat arbejde med Lisbeth, da hun er faldet så godt til."

Med venlig hilsen

Lise Kjær-Rasmussen, Klasselærer 2.a. Leif Iversen, viceinspektør."

BILAG:

 

Den biologiske mor anker gennem Frederiksberg kommunes advokat, Kirsten Reimers-Lund tvangsfjernelsen. og:

 

01. oktober 1991:

Mulle indkaldes pr. brev til møde i Den Sociale Ankestyrelse:  Hun sidder den dag helt alene i møde i Den sociale Ankestyrelse Hun blev skriftligt lovet, at hendes mor ikke vil være tilstede.

 

Mulle græd meget efter dette møde, fordi hun blev af den opfattelse, at hun skulle tvinges tilbage til den biologiske mor. Hun sagde efter mødet, at der mindst var 8-10 folk Og hendes biologiske mor var også ude på gangen på Den Sociale Ankestyrelse.

 

Mulle sad helt alene i møde med den Sociale Ankestyrelse.  Læge Eva Graungaard sidder udenfor.

Mulle kommer højtgrædende ud fra mødet.

 

 

Den Sociale Ankestyrelse stadfæster Fr.berg kommunes tvangsfjernelses afgørelse af 13.06.91 - og bestemmer, at børnene fortsat skal være tvangsfjernet.- Og fortsat bo hos lægerne.

 

 

8. oktober  1991.

Brev fra Den Sociale Ankestyrelse direkte stilet til Mulle, i hvilket, der står, at Den Sociale Ankestyrelse har stadfæstet tvangsanbringelsen af hende og lillesøsteren og at Ankestyrelsen har anmodet Frederiksberg kommune om at genbehandle spørgsmålet om anbringelsessted.

Dette brev gør Mulle meget ulykkelig. Hun græder højt ligesom da hun kom ud fra mødet med de mange voksne i Ankestyrelsen.

 

11. oktober 1991.

Ditte og Lisbeth får diplom  i skolen, underskrevet af rektor Inger Bek og klasselæreren Lise Kjær-Rasmussen.

 

 

28. oktober 1991

HIV-prøven på Lisbeth viser nu negativ HIV. Tidligere HIV-tests af Lisbeth har været positive.

BILAG:

 

 

 

06.november 1991:

Læge Liselotte Skjødt tilsender Fr.berg kommunes socialforvaltning en skriftlig redegørelse om hendes opfattelse af den biologiske moders opførsel i forhold til Lisbeth og Mulle. Hun havde overværet et optrin i lægernes venteværelse, hvor den biologiske mor havde truet Mulle med, at hun skulle på børnehjem, såfremt hun ikke ville komme til samkvem hos hende.

 

Kopi tilsendes socialdirektøren, socialudvalgsformanden og Johannesskolens rektor, Inger Bek.

BILAG

 

11. november 1991

Socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen og hjemmehos'en Erik Havgård Hansen møder op i lægens konsultation for at kræve samkvem med Lisbeth og Mulle i den biologiske mors hjem.

Socialudvalgsformanden på Frederiksberg kommune kommer i shorts og går direkte ind i et konsultationsværelse, hvor læge Graungaard sad med en patient. Socialudvalgsformanden blev af lægen bedt om at vente i venteværelset.

Socialudvalgsformanden oplyser til lægen, at den biologiske moders bror Anders er død i hjemmet dagen i forvejen, (Han sad i sofaen hos den biologiske mors lejlighed med en sprøjte i halsen, fortalte denne socialudvalgsformand og fortsatte med, at Mette jo snart dør p.g.a. sin HIV-positivitet. Og derfor SKAL børnene nu begge to på besøg hos den biologiske mor.

 

Lægerne bad mange gange om at måtte få aktindsigt:, som det er deres ret ifølge dansk lov. Dette blev nægtet.

 

 

15. november 1991:

Lægerne Graungaard og Somogyi klager over sagsbehandler Erik Havgård Hansen til socialforvaltningen, Frederiksberg.; att: vicekontorchef Bill Jahnsen, som blev underrettede om, at fru Mette Haugaard Hansen to dage tidligere havde siddet i læge Graungaards konsultation og fortalt, at hjemmehos'en Erik Havgård  Hansen ufine arbejdsmetoder, og at han blandt andet havde givet hendes ældste datter,  Tulle 5oo kr. for at sige, at han havde været sammen med hende i 3o timer- hvilket han ikke havde.

 

Lægerne foreslår, at samkvemmet med moderen efter deres mening vil kunne gennemføres lettere fra et tredje,. et såkaldt neutralt sted.

 

 

23. november 1990:

Lægerne får den dag adoptionsbevilling til deres yngste datter, der er 6 år- og Eva  Graungaard går på barselsorlov ½ år, for bedre at kunne tage sig af de tre mindreårige børn. Den yngste søn, stud.med. Emil Graungaard Somogyi er da 16 år.

 

 

25. november 1991:

Møde på Frederiksberg Rådhus mellem Fogh-Andersen, sagsbehandler Gundorph og Havgård samt lægeægteparret. På dette møde hævder Gundorph, at læge Eva Graungaard har mistet sin ordinationsret m.h.t. metadon og lign. stoffer. Dette er usandt og opfattes derfor som  bagvaskelse af Eva Graungaard. Hun har aldrig mistet nogen som helst ordinationsret, og ordinerer da også konstant metadon mixtur til fru Haugaard Hansen.

 

 

28. november 1991:

Eva Graungaard sender et 3 sider langt brev til socialudvalgsformanden i hvilket hun forklarer denne, at når der har været tale om omsorgssvigt i børnenes tilfælde, har det ikke været på grund af manglende kærlighed fra fru Haugaard Hansens side. Hun elskede sine børn- men hun var jo meget syg.

 

Fr.berg Familierådgivning, Jens Jessensvej 10A, tilskriver lægerne vedr. besøg tirsdag, den 03.12.91  kl. 10.45, da de af kommunen er "blevet bedt om at undersøge forskellige forhold omkring plejeanbringelsen af Anne Marie og Lisbeth.".

 

Lægeægteparret tilskriver igen socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen og foreslår, at samkvemmet med den biologiske moder foregår på et neutralt sted. Skrivelsen faxes kl. 13.00.

 

 

02. .december 1991:

Lægeægteparret tilskriver Fogh-Andersen og aflyser Frb. Familierådgivnings besøg, d. 03.12.91 under henvisning til, at det er midt i deres konsultationstid.

Lægeægteparret begærer aktindsigt vedr. besøget i deres hjem i   maj 199o. De ønsker den tilsynsrapport tilsendt i fotokopi, der blev udfærdiget i forbindelse med, at sagsbehandler Kaasgaard og to andre personer fra Frederiksberg kommune var på hjemmebesøg på parrets bopæl, Godthåbsvej 32A, 3., tv..

 

Kopi til rektor Inger Bek på fax, som har bedt Eva Graungaard om at måtte blive underrettet om alt, da hun over for lægerne har givet udtryk for, at hun er specielt interesseret i disse børns sag.

 

 

03. december 1991:

Kommunen social- og sundhedsforvaltning afslår aktindsigt, under påberåbelse af, at lægeægteparret ikke er at regne for part i sagen.- Underskrevet af ekspeditionssekretær Verner Jensen

 

 

04. december 1991:

Lægeægteparret tilskriver Frederiksberg kommune bl.a. vedr. aktindsigt, Familierådgivningens besøg samt børnenes samkvem.

 

Kopi tilsendes: socialdirektør Bjarne Busk,

socialudvalgsformand Fogh-Andersen samt

rektor ved Johannesskolen, Inger Bek.

 

 

06. december 1991:

Lægeægteparret tilskriver Frederiksberg kommunes socialdirektorat for at gøre opmærksom på, at den ønskede aktindsigt naturligvis udelukkende skal omfatte de rapporter,  som vedrører besøg i plejehjemmet.

 

Men også denne lovbefalede aktindsigt nægter Frederiksberg kommune.

Hvilket er ulovligt.

 

09.december 1991:

Familierådgivningen tilskriver lægeægteparret vedr.nyt møde den 12.12.91 kl. 16.30.

 

 

09.december 1991 og 10.december 1991:

3 båndoptagelser af samtaler med Birgit Fogh-Andersen.

 

Udskrifterne faxes til Inger Bek, efter anmodning fra denne om altid at følge med i denne sag, som interesserer hende meget.

BILAG.

 

11.december 1991:

Skoleudtalelser fra rektor Inger Bek, Johannesskolen vedr. Lisbeth og Mulle, som beskriver en positiv udvikling i den tid, hvor de har været elever. Rektor Inger Bek giver plejeforældrene æren for de store fremskridt.

Rektor Bek skriver:

 

"Anne Marie Haugaard Hansen, cpr.nr.o9o578-3416, har været elev på Johannesskolen siden den 1. aug. 1991, hvor hun blev optaget i 7d.

Anne Marie, som bor hos en plejefamilie, der har andre børn på Johannesskolen, bar i begyndelsen af sin skolegang endnu præg af det omsorgssvigt, som hun må have været offer for tidligere i barndommen.

Det er lærerkredsens indtryk, at det gode samarbejde, der er mellem skole og hjem har fået særlige gode vilkår på grund af den fantastiske indsats, som plejefamilien til stadighed yder.

Anne Maries faglige standard er absolut tilfredsstillende. Hun er flittig og har gode arbejdsvaner. Anne Marie er socialt veltilpasset, har fået veninder i klassen. Hun deltager aktivt i Johannesskolens arrangementer, er glad i hverdagen, tillidsfuld og meget imødekommende over for plejeforældrene.       Anne Marie er mismodig, når tidspunktet for besøg hos den biologiske mor nærmer sig. Det er lærerkredsens indtryk, at Anne Marie trives bedst i sin hverdag hos plejeforældrene, hvis hjem, hun sammen med sin søster Lisbeth betragter som sit virkelige hjem.

Med venlig hilsen  Inge Bek rektor"   Den 11.12.1991.

BILAG

 

"Lisbeth Haugaard Hansen, cpr.nr.o8o583-2134, har været elev på Johannesskolen siden den 1.aug 1991, hvor hun blev optaget i en allerede eksisterende klasse, 2a, som på grund af fraflytning havde en ledig plads.

Lisbeth var i begyndelsen meget stille og sky og desuden fagligt tilbagestående. Hun bar i høj grad præg af omfattende omsorgssvigt.Lisbeth har i den korte tid, vi har kendt hende, åbnet sig meget, er fagligt bemærkelsesværdigt dygtigere, har fået gode arbejdsvaner, er tryg i forholdet til plejeforældrene, som personligt henter hende i vores børnepasningsordning.

Lærerkredsen har ydet en stor indsats i forhold til Lisbeth, men æren for de meget store fremskridt for Lisbeth, såvel fagligt som socialt, må gå til plejeforældrene, som på helt enestående vis har engageret sig i Lisbeths og søsterens tilværelse.

Lisbeth oplever, såvidt vi forstår, plejeforældrenes hjem som sit eget og søsterens virkelige. Lisbeth virker kun indesluttet, når et møde med den biologiske mor er på tale.

Med venlig hilsen Inger Bek Rektor."  Den 11.12.1991.

BILAG.

 

 

Disse udtalelser er sket efter anmodnig fra Socialforvaltningen på Frederiksberg og af rektor Bek tilsendt socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen.

 

 

12.december 1991:

To psykologer fra Familierådgivningen besøger familien på deres bopæl, Godthåbsvej 32A. Tilstede er Mulle, Lisbeth, ægteparret og en bisidder,- Lisbeths klasselærer, Lise Kjær-Rasmussen, der også har Mulle som elev.

 

Der udarbejdes to rapporter, som er diametrale modsætninger: Psykologernes og Lise Kjær-Rasmussens.

Psykologernes rapport er fri fantasi.

BILAG. Overlærer Lise Kjær-Rasmussens erklæring.

 

 

 

 

17. december 1991:

Familierådgivningen tilskriver lægeægteparret vedr. forløb af samtaler. Der skal være 3 samtaler med Lisbeth og Mulle i Familierådgivningen og 1 fællessamtale

med børnene og plejeforældrene. Johannesskolen vil også blive kontaktet, skriver denne Familierådgivning.

 

Da lægeægteparret erfarer, at det er hensigten, at børnene skal flyttes til et børnehjem, hvor de tidligere har været, og som børnene afskyr, skriver lægeægteparret appel til alle myndigheder.

 

Denne videregives til rektor Inger Bek og sendes bl.a. også

til borgmester John Winther.

 

 

19.december 1991:

Lægeægteparret aflyser et møde, som Familierådgivningen har bedt om i brev af 17.12.91, da de har møde med deres revisor. Brevet bliver bragt pr. bud.

 

 

20. december 1991:

Brev fra Familierådgivningen til lægeægteparret vedr. den tidligere tilsendte oversigt. Ægteparret bedes om selv at arrangere det, hvis skolen skal sørge for, at børnene fremmøder til samtalerne.

 

Da lægerne intet hørte fra moderen Mette Haugaard Hansen  skrev Eva Graungaard og tilbød samkvem og inviterede Mette til at holde jul hos hende sammen med børnene, da Mulle helst ville være i plejehjemmet juleaften. Men sagsbehandler Gunhild Gundorph ringede og sagde, at hun på "Mettes vejne"   skulle frabede sig vort renderi.

 

Lægefamilien holdt så juleferie i deres sommerhus, sammen med deres børn og Mulle og Lisbeth. De fik senere at vide, at Gundorph og hjemmehos'en Erik Haugaard havde kørt fra adresse til adresse til deres voksne børn og ringet på hos deres naboer.

 

24. december 1991

Brev afleveres  ved moderen Mette Haugaards dør med ny invitation til  julesammenkomst og julemiddag hos lægerne. Der reageres ikke.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1992

 

9.januar 1992:

Møde i Familierådgivningen, hvori rektor Bek deltog-

 

 

 

10.januar 1992:

Skrivelse fra Fr.berg kommune til Eva Graungaard og Karl Somogyi. Der står i brevet:,

"at Børnesagsudvalget i mødet besluttede at pålægge Dem, at begge børn skal deltage i en længere samtale med de behandlende psykologer i Frederiksberg Familierådgivning. Samtalerne er fastsat til mandag den 13. januar 1992 fra kl. 09.00 - 13.00 i Familierådgivningen, Jens Jessens Vej 10 A.".

 

Børnene vil blive afhentet af socialudvalgsformand fru Birgit Fogh-Andersen på Johannesskolen."

 

 

13. januar 1992:

1). Brev til rektor Inger Bek fra Eva Graungaard og Karl   Somogyi vedr. brevet fra d. 10.01.92. Det  tilkendegives, at børnene godt vil tale med   skolepsykologerne.  Lægerne gør opmærksom på, at   de ikke ønsker tvang i forbindelse med. den fastlagte    psykologundersøgelse.

 

2). Socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen aftaler   med Inger Bek, at de skal mødes på hendes kontor, men   Inger Bek kommer iflg. Birgit Fogh-Andersen for sent.

 

3). Birgit Fogh-Andersen vil personligt selv sørge for,  at Lisbeth og Mulle kommer til psykologsamtalen d.d.

Socialudvalgsformanden Birgit Fogh-Andersen går personligt hen til Mulles klasse, og da denne kommer ud fra dansktimen sammen med sine kammerater, går hun hen og tager Mulle i armen og siger i klassekammeraternes påhør: "Det er sidste udkald Mulle"  Men Mulle vrider sig løs og stikker af.

 

Mulle græder højt og løber sin vej- væk fra skolen.

 

4).  Eva Graungaard tilkaldes telefonisk af Mulles   klasselærer, Ole, der er bekymret for  Mulle.

 

5).  Birgit Fogh-Andersen og Inger Bek har "møde" på  Beks kontor, da EG kommer derop.

 

Eva Graungaard og Mulles klasselærer kører rundt i byen i håb om at finde den fortvivlede store pige. men  dette lykkes ikke.

 

Først kl o1 om natten dukker Mulle op i  lægernes lejlighed på Godthåbsvej. Hun er forgrædt og suicidaltruende. Hun vil tage livet af sig selv, hvis hun skal  tvinges bort fra plejeforældrene og sin skole.

 

6). Mulle tilskriver Menneskerettighedskommisionen. Hun kriver i dette brev:

"Nu ville man desuden idag tvinge mig bort fra min  skole fra kl. 9 om morgenen til kl. 1 om eftermiddagen, hvor jeg skulle hen til kommunens psykologer på  Jens Jessensvej 10A. Det ville jeg ikke, så jeg stak af, da jeg så socialudvalgsformanden komme på gangen  og tog fat i min arm. Grunden til, at jeg ikke vil  der, er den, at jeg ikke vil påvirkes til at skifte mening.".

Dette brev har overlærer Lise Kjær-Rasmussen hjulpet hende med at finde adressen på Menneskerettighedskommissionen og hun har sendt brevet afsted..

 

 

17.01.92:

Artikel i Politiken foranlediget af den biologiske moders og frederiksberg kommunes advokat fru Kirsten Reimers-Lund, som  afbildes på sit kontor sammen med den biologiske  mor, Mette Haugaard Hansen, som sidder med ryggen til kameraet.

Artiklens overskrift:

"Slagsmål med sikker taber" af Hanne Fall Nielsen.

I denne artikel oplyses det, at Mette Haugaard Hansen er en HIV-positiv narkoman, og at hun og advokaten ikke kæmper for at få børnene hjem til hende, men kun kæmper for at få børnene på børnehjem" .

 

Mette Haugaard Hansen, udtalte senere i Frederiksberg  Lokalradio, at dette har hun naturligvis aldrig sagt,  men hun var blevet brugt i Frederiksberg Socialfor               valtnings kamp mod lægerne Graungaard og Somogyi.

 

 

21.01.92:

Sagsbehandler Gundorph ringer til Eva Graungaard for at meddele, at der er besluttet, at der næste dag  skal gennemføres samkvem med den biologiske moder.               Sagsbehandler Erik Havgaard vil hente børnene på  Johanneskolen til sædvanlig tid, helt uafhængig af,  at børnene den dag skal opføre en juleforestilling for skoleelevernes forældre. Samtalen er båndet.

 

 

31.01.92:

 

§ 3-udvalget på Fr.berg tilbagekalder plejetilladelsen for Lisbeth og Mulle. Dette er helt ulovligt og ugyldigt. Tilbagekaldelse af en tilkendt plejetilladelse, der til og med er stadfæstet i Den Sociale Ankestyrelse, kan udelukkende ske gennem Børne og Unge udvalget. Sagen har aldrig været forelagt dette Børne- og Ungeudvalg, hvorfor vi i realiteten fortsat har plejetilladelsen-

hvilket også var årsagen til at lægerne i maj 1999 blev pure frikendt.

 

 

 

 

 

alt mangler her.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Samt at begge børnene med korte afbrydelser var hos  disse i Slangerup indtil den 19.3.92 (dagen efter                lægernes isolationsfængsling) hvor ægtefællerne kørte            børnene til nyt skjulested, som de ikke ønsker at                opgive adressen på.

Og at

 

 

 

 

 

 

Den 3.2.1992.

---------------

1.  Børnene skal afleveres på børnehjemmet, Bülowsvej kl .

 

2.  En artikel i BT, hvor 13-årige Mulle udtaler: "Min mor (Eva Graungaard) fik i fredags besked på at  bringe mig og min lillesøster på børnehjem i dag, som            var vi to pakker".

 

Og i hvilken socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen udtaler:                                " Eva Graungaard har ikke helt forstået at samarbejde og at hun beskytter             børnene på en forkert måde."    

Børnene skal på børne  hjem, så der kan gennemføres psykologundersøgelse af             disse, fordi de ikke vil se den biologiske mor, kommunen ønsker at besøg skal finde sted.

BILAG

Artiklen i BT.

 

3.  Eva Graungaard oplyser i retten d. 26.02.92, at børnene forsvinder ca. kl 12,  samt at en patient i venteværelset oplyser at have set dem nærmest løbe væk med deres skoletasker.

 

Eva Graungaard oplyser, at hun og Anne Marie (Mulle) om formiddagen den 3.2.92, to gange var hos ombudsmanden, og i socialministeriet, hvor de talte med en  embedsmand, som hørte ret længe på dem og gav dem  rådet at ringe til Den Sociale Ankestyrelse, hvilket  blev gjort. Desuden var de i justitsministeriet og               tilsidst  kl. 11.3o-11.45 i samtale  med  folketingsmedlem, nu medlem af Europaparlamentet,  Mogens Camre i Finansministeriet.                   Hjemkommet kl. 12 var der 6 patienter, i  venteværelset, der havde ventet på hende hele  formiddagen. Mens hun tog den første patient,  forsvandt de to børn i  løb, sagde de ventende  patienter.

 

"Skynd dig, tag din  taske",  skulle Mulle ifølge disse  patienter have sagt til lillesøsteren. Mulle har haft  en telefonopringning fra Whita Sjøsten. Lægerne har ikke            lagt mærke til at lægesekretæren ikke var tilstede. -

På den anden side har han en times frokost - og det  hænder, at han kører i den time.

 

4.  Rektor Inger Bek oplyser under afhøring hos politiet,

at Eva har ringet til hende og fortalt, at børnene var væk.

BILAG  Politiafhøringen

 

5.  Slangerupparret oplyser sammen ved afhøring hos  vicekriminalkommissær Lau Fries, at Whita Buch- den kvindelige part  ringede til lægekonsultationen denne dag, og spurgte  om hun kunne gøre noget.

Samt at det var lægesekretær Helge Røpke, der kom med  børnene. På grundlag af denne oplysning fra Slangerupægtefællerne sigtes Helge Røpke. - Det ser ud,              som om, det er de sigtede slangerupægteparret, der  skriver anklageskriftet.

 

 

Helge Røpke (dengang lægesekretær hos lægerne Graungaard og Somogyi, nu ansat i et computerfirma) oplyser, at Whita Sjøsten, den kvindelige part fra Slangerup ringede flere gange om   formiddagen den dag, hvor Eva Graungaard og Mulle endnu ikke var kommet tilbage fra samtalerne i  Folketinget og med ombudsmand og Mogens Camre.

Hun  ville tale med Mulle, sagde denne mand i vidneskranken i Landsretten

 

7.  Slangerupparret, dagplejemor Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen, der er arbejdsløs murer oplyser politiafhøringen, der formede  sig som en fællessamtale med vicekriminalkommissær Lau Fries, ved politiforhør, at børnene kom til Slangerup den 3.2.92, kørt dertil af  Helge Røpke.

Og at Mulle oplyste: " Mor ( Eva Graungaard) ved ikke engang, at vi er her" Hvilket blev oplyst af Whita  Sjøsten i Frederiksberg ret.

 

Samt at begge børnene med korte afbrydelser var hos disse i Slangerup indtil den 19.3.92 (dagen efter  lægernes isolationsfængsling) hvor ægtefællerne kørte            børnene til nyt skjulested, som de ikke ønsker at opgive adressen på.

 

Og at det var Mulle der har vist vejen til deres  bopæl. Børnene havde jo været i Slangerup  knap to år tidligere på anbefaling af rektor Bek, der opgav dette par som hendes nære venner.

 

Helge Røpke oplyste det samme i retten. At han efter  at den kvindelige part i Slangerup havde lykkedes med at få kontakt med Mulle i telefonen, uden at have                talt med nogen af lægerne var han kørt i sin egen  bil- en firehjulstrækket kassevogn, som han plejer at  gøre i sin middagspause, samt at den dag efter                   opfordring fra Mulle havde taget begge pigerne med i sin vogn og kørt disse til Slangerup ligeledes efter opfordring fra Mulle, som Whita Sjøsten havde talt i telefon med.. Og ingen af lægerne vidste   noget om, at han var kørt med pigerne.  Og han sagde  heller ikke noget derom, da han kom tilbage om eftermiddagen, fordi Mulle havde bedt ham om ikke at  sige, hvor de var taget hen.

 

den 3.2.92.

Helge Røpke kørte den 3.2.92 i EG's nye bil, hævdede Slangerupparret i retten.

 

(Hvilket ikke alene begge læger men også Helge Røpke  skarpt benægter, idet Røpke altid  kører i egen bil  og EG aldrig låner sin bil til andre.

 

8.  Sent om aftenen samme dag får Eva at vide, hvor børnene befinder sig -Lægerne havde  besluttet at ringe til politiet, fordi de frygtede for Mulles psykiske tilstand- hun havde truet med selvmord, hvis hun skulle tvinges tilbage til børnehjemmet-.

Og hun havde tidligere forsøgt selvmord i den tid hun boede hos Mette.

 

Eva Graungaard ringer til rektor Bek. Det siger såvel lægen som rektor Bek ved politiafhøringen-

 

Men meget sent om aftenen kontaktes lægeægteparret af en lærer, der kaldte sig Ole, kom til deres konsultationsdør med adressen, hvor børnene nu var. Det sagde begge læger hver for sig ved afhøringen i isolationsfængslet ifølge retsbogsudskrifterne. Læge Somogyi sagde dette ved retssagen den 18.3.92, mens Eva Graungaard lå på intensiv afdelingen på Frederiksberg hospital.

”Det var en lærer, der opgav sit  navn til Ole, der sent om aftenen kom til konsultationen, hvor lægerne befandt sig og opgav adressen, hvor børnene nu opholdt sig og han sagde, at Mulle psykisk havde det dårligt og var ude af balance.”

 

Ægtefællen køre Eva Graungaard på sygebesøg sent om natten i Slangerup. Det er kun Eva Graungaard, der går indenfor. Læge Karl Somogyi bliver i bilen.

 

Læge Eva Graungaard modtages efter eget udsagn med "iskulde", ligesom Niels Lykke Nielsen helt enkelt vender disse ryggen og ikke udtaler et eneste ord men forlader   rummet.

 

04.02.92:

1.  Eva Graungaard ringer til socialudvalggsformand, Birgit Fogh-Andersen og                fortæller denne om sin viden i håb om, at børnene kan afhentes  stille og roligt af hensyn til børnene. Socialudvalgsformanden vil ikke vide, hvor børnene er, selvom hun må betegnes som en relevant person. Denne samtale er båndet og båndet er afspillet i retten.

Bilag

"JEG VIL IKKE VIDE, HVOR BØRNENE ER" gentages på  båndet. Eva graungaard ønskede at få denne kompetente  person med ud for at få børnene talt til rette, så disse  kunne skånes  mest muligt psykisk.

De båndede samtaler med socialudvalgsformanden har alle været fremlagt i retten sammen med afskrift deraf.

BILAG

Afskrift af den båndede samtale, hvor den øverste ansvarlige på Frederiksberg kommune nægter at få oplyst, hvor børnene var.

 

2. Eva Graungaard går op på rektor Inger Beks kontor for at fortælle,hvad der er sket. Inger Bek giver udtryk for, at det ved hun da godt. For de er jo igen i Slangerup, sagde hun. ”Verden er jo så lille”

 

Der skal naturligvis være referat på Frederiksberg kommune af samtalerne med socialudvalgsformanden, ligesom der skal være referater af alle møder, alle beslutninger og journaler ect. Af ALT, hvad der vedrører børnenes sag.

 

MEN I HELE TIDSRUMMET, HVOR BØRNENE VAR ”FORSVUNDET”

FRA DEN 3.2..1992  TIL DEN 27.3.1992 ER ALT MAKULERET .

Det sagde en højtstående embedsmand på socialforvaltningen.

 

Men inden dette skete havde den biologiske mor fået nogle akter, som hun kom og gav til læge Graungaard.

 

06.02.92:

Hjemmehos'en Erik Havgaard Hansen og en dame, der udgav sig for at være advokat møder op midt i konsultationstiden, hvor de på grund af bemærkelsesværdig opførsel foranlediger, at en tilfældig patient i venteværelset viser sit presse kort og tager et billede af parret, hvilket viser sig af betydning, idet Frederiksberg kommune senere klager til Den Almindelige Danske Lægeforening og usandfærdigt angiver, at optrinet fandt sted i lægernes private hjem, hvilket fotoet modbeviser, idet det tydeligt fremgår af dette, at stedet er lægernes venteværelse. Parret ønsker børnene Mulle  og Lisbeths opholdssted oplyst.

 

EG nægter at give denne oplysning under henvisning til hendes tavshedspligt, men hun fortæller, at hun gerne ville oplyse opholdsstedet til den ansvarshavende, Birgit Fogh-Andersen. Dette af  tilstedeværende i venteværelset- og vil blive fortalt            under vidneansvar i den kommende retssag af  de  tilstedeværende.- Der kan både  fremlægges video, som  sekretæren optog og foto, som journalist og redaktør, Harly Foged tog, som  bevis på., at kommunen løj groft da den senere sendte klage til Den Almindelige Danske Lægeforening.

 

Vidner til optrinnet i lægernes venteværelse var patienterne, journalist og redaktør Harly Foged og sekretæren. Redaktør Harly Foged viste sit pressekort og tog billeder af parret, hvis opførsel var påfaldende.

 

 

07.02.92:

Frederiksberg kommune anmelder Eva Graungaard og Karl Somogyi til politiet for overtrædelse af bistandslovens §65.

 

I båndet samtale med socialudvalgsformanden Birgit Fogh-Andersen fortæller denne, at politianmeldelsen  er sket derved, at hun ved en privat middag med politi-mesteren på Frederiksberg har nævnt sagen.

 

I samme båndede telefonsamtale gentager socialudvalgsformanden, at hun ikke vil vide, hvor børnene  er.

BILAG

Afskrift af den båndede samtale, som er fremlagt i retten og båndet , som har været afspillet i retten.

 

 

Frederiksberg kommune sender en total usand skrivelse til Den Almindelige Danske Lægeforening tilsyneladende i samme hensigt som den fantasifulde og løgnagtige Gederapport - At fratage Eva Graungaard sin bestalling som læge.

 

I skrivelsen fortælles, at hun stadig er plejemor og at de to, hjemmehos’en og advokaten fra kommunen var i hendes private hjem og ikke i lægekonsultationen.

 

Lægerne henviser såvel til video og foto, der blev taget i lægernes venteværelse af kommunens udasendinge.

BILAG

 

Denne samtale fremlægges som bilag nr.

-----------------------------------------

 

08.02.92:

Eva Graungaard oplyser på retsmøde d. 26.02.92, at hun har været på sygebesøg i Slangerup, men at børnene med stor sandsynlighed, ikke var der mere og at datteren Rie den dag har set Mulle og to af hendes venner ombord på færgen Sjælland. Og disse tre er desuden set ved rockkoncerter. Eva mener derfor, at børnene ikke længere befinder sig i Slangerup. Hun blev ikke yderligere udspurgt

 

13.02.92:

Birgit Fogh-Andersen gentager, at hun ikke vil vide, hvor børnene er. (båndet samtale)- samt siger, at Arkaden, hvor børnene skulle være set, er et pænt sted.

 

Den båndede samtale har både været fremlagt i afskrift og er afspillet i retten

BILAG:

 

 

 

14.02.92:

 

Birgit Fogh-Andersen gentager endnu engang sit  udsagn om,  at hun ikke ønsker at vide, hvor børnene  er. (båndet samtale)                                                                                                              Til politirapporten forklarer Slangerupægtefællerne til vicekriminalassiiistent, Lau Friess, at Niels Lykke Nielsen den morgen  førte pigerne tidligt om morgenen ind til lægeklinikken, fordi de skulle pakke, da de den følgende dag  skulle med lægerne til Tunis med Spies rejseselskab.

 

Ved senere forklaring fra slangerupægtefællerne  rettes første forklaring til, at det kun var Mulle,  som Niels Lykke Nielsen kørte ind til lægekonsultationen den  morgen tidligt for at pakke til Spiesrejsen til Tunis.

 

Lægerne havde i dec. 91 købt en rejse til Tunis i  børnenes vinterferie . Det var meningen, at Ditte,  Mulle og Lisbeth skulle med.

Mulle vidste allerede den 31.1.92, da brevet om børnehjemanbringelsen kom, at rejsen ikke blev til  noget. På grund af den truende situation var der tegnet afbestillingsforsikring for alle deltagere.

 

Hvis rejsen skulle gennemføres den 15.2, hvorfor  skulle begge piger så ikke ind til lægerne den 14.2. om morgenen?  Det er da ulogisk, at Niels Lykke  Nielsen kun bragte den ene pige den 14.2.92.

 

Videre forklarer slangerupparret, at Niels Lykke Nielsen har set et  afbestillingsbilag.

 

Niels Lykke Nielsen må have set syner for den i december 1991 planerede rejsedag er kendt gennem alle Mulles skrivelser til offentlige myndigheder. Rejsen var ikke købt i Spies.

Rejsen var ikke afbestilt den 14.2.92,  men tidligere. Den blev afbestilt samme dag, lægerne fik besked på, at børnene Lisbeth og Mulle skulle på børnehjem.- Den 3.2.1992.  Der eksisterer ikke "afbestillingsbilag" på rejser.

 

 

16.02.92:

Videre fortæller slangerupparret:" EG ringer til slangerupparret og siger undskyld for at   Lisbeth ikke blev hentet. - Dette betegnes af EG som usandt.

 

 

17.02.92:

Til politiet fortæller slangerupparret, at læge Georg Somogyi denne dag kom til Slangerup og hentede barnet Lisbeth. Dette benægtes pure af Georg Somogyi, der intet har med denne sag at gøre og slet ikke kender slangeruparret.

 

Iøvrigt siger læge Georg Somogyi, at han den dag sad andetsteds fra kl. ca 12 til godt 15.- hvilket blev efterundersøgt af politiet og udtalelsen derfor afsløret som opspind og sigtelsen mod denne læge blev frafaldet.

 

 

19.02.92:

Rektor Inger Bek tilsender Eva Graungaard to bøger, "Tre breve om krigen og freden" af Einstein, Freud og Niels Bohr samt Nørretranders "Mærk Verden".

 

 

20.02.92:

TV-optagelse på Johannesskolen kl. 16.30 - Kanal 2 efter aftale mellem kanal 2 og rektor Bek. Bek har på skolen bedt os om at være til stede

 

Børnene træffes mod al forventning kl 16.15 spadserende i umiddelbar nærhed af Johannesskolen - se  kommentaren under datoen den 26.02.92.

 

20.2.1992:

Socialdirektør  Bjarne Busk og vicesocialdirektør Anders Jensen sender skrivelse med direkte usandt indhold til Den Danske Lægeforening i den tydelige hensigt at ttage bestallingen som læge fra Eva Graungaard.

I brevet anklages Eva Graungaard urigtigt for både ikke at have brudt sin tavshedspligt og for at have brudt sin tavshedspligt, samtidig med, at disse herrer fra socialforvaltningen til denne lægeforening, som alle læger, der arbejder i Danmark skal være medlem af og er afhængig af, og som læger kan ekskluderes af og dermed miste sit levebrød,  direkte i strid med sandheden, at optrinnet med de to udsendinge fra socialforvaltningen  hjemmehos'en Erik Havgaard Hansen og en dame, der udgav sig for kommunens advokat, Anne Marie Jørgensen, foregik i lægens private hjem og ikke lige midt i konsultationstiden i lægernes venteværelse-    Og urigtigt fortalte lægeforeningen, at lægen på det tidspunkt var plejemor for Haugaard-børnene- Et plejeforhold kommunen selv hævdede at have ophævet allerede den --------------

 

Selve optrinnet overværedes af samtlige patienter i venteværelset, deriblandt af  redaktør Harly Foged. Det blev filmet på video og optaget på bånd, ligesom der af Harly Foged, der blev bedt om at legitimere sig  blev fremvist pressekort med navn, der blev noteret ned .  Af denne patient blev der taget billede af de to.

Billedet vil blive fremvist, da det deraf tydeligt fremgår, at   optrinnnet foregår midt i et offentligt venteværelse.

 

 

Efter sommerferien blev  børnene , som blomstrede op og blev dygtigere for

hver dag, der gik,  flyttet til den private Gymnasieskole, Johannesskolen, hvor vores egen datter, Ditte gik.

Bilag:.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

LOVBRUD OG PROCEDUREFEJL I SAGEN:

…………………………………………………...

 

Dato

Lovbrud.

 

I:

Ca. 2 år senere blev denne plejetilladelse ulovligt  inddraget af et sammenrend af lægernes fjender, ved et møde på kommunekontoret.  Socialudvalgsformanden, Birgit Fogh-Andersen var med til dette møde. Ifølge eget udsagn senere på båndet telefonsamtale med læge Graungaard, som har været fremlagt i retten, stemte hun imod fjernelsen af børnene fra  lægerne. Men en sådan beslutning skal ifølge vore sociale love forelægges Børne og Unge-udvalget for at have gyldighed.- DETTE SKETE ALDRIG.

Hvilket også var årsagen til at lægerne tilsidst i 1999 blev frikendt.

BILAG

 

II:

Politianmeldelsen er ifølge båndet telefonsamtale mellem mellem læge Eva Graungaard og den øverste på Frederiksberg socialforvaltning, Birgit Fogh- Andersen, hvor Birgith Fogh Andersen siger, at politianmeldelsen er sket ved en privat middag, hvor hun havde politimesteren på Frederiksberg til bords. I retten har socialudvalgsformanden vedkendt, at det er hendes stemme

BILAG  Båndet og udskriftet deraf.

 

III:

De tre hemmelige retsmøder

 

IV:

Retsmødet den 18.3.1992.

Afhentedes klasselærer, overlærer Lise Kjær Rasmussen til afhøring i retten, uden at hverken læge Graungaard eller hendes advokat var underrettet derom.---

 BILAG

Retsbogsudskriftet.

 

V:

samtlige razziaer. Flere ulovlige

 

Sammen med Frederiksberg politi, og sagsbehandlere fra Frederiksberg kommune, der kom ud på de mange razzier og til lægepraksisen i Rødovre- selv om Frederiksberg politi intet har med en lægepraksis i Rødovre at gøre- Det SKAL være Rødovre politi blev der  bl. a. produceret en opdigtet   Gedehistorie, i hensigt at tage bestallingen fra læge Eva Graungaard.

BILAG:

 

VI:

Ligeledes i hensigt at tage bestallingen fra læge Eva Graungaard blev der sendt en klage til Den Almindelige Danske Lægeforening, som denne lægeforening afviste, da denne klage viste sig at være usand.

produceret et falskt  vidnesbyrd, fremsat af en     efter aftale med

 

Frederiksberg kommune og i selve retten bevist var falsk- men menedersken blev ikke tiltalt, og de stakkels børn blev kastet  rundt i systemet- Og levede dereter ca. 2 år under jorden i Frederiksberg narkokvarter 

BILAG

 

VII:

Anmeldelsen af Frederiksberg kommune for at have forsømt dens tilsynspligt og omsorgssvigt.

 

VIII:

Kommunen har forsømt dens tilsynspligt. Ladet børnene  gå for lud og kold vind. Kommunen har forsømt dens tilsynspligt.- direkte lukket øjnene for børnemishandling.

 

Det yngste barn, Lisbeth var født HIV positiv, hvilket kommunen var vidende om.

uden tilsyn- og uden en hel tand i munden alle tænder var fuldstændig nedcarierede smerter- ketogan

Alle børnene har været alene under moderens fængslinger henvist til at stjæle til føden, og udeblive fra skolen.

”Der er ikke nogen der ved, hvor dårligt vi har haft det,”

Hun havde skulket fra skolen i mange måneder før vi i påsken hentede børnene efter aftale med moderen, som vi måtte hasteindlægge med blodforgiftning på hospital.

 BILAG

 

IX:

Retten nægtede at afhøre vidner, som lægerne og ders advokater begærede.

 

X:

Kommunen har makuleret alle de sagsakter fra den dag børnene forsvandt den 3.2 1992 til den dag disse igen kom til veje den 27.3.1992.

 

XI:

Dommeren nægtede at afhøre  en jounalist og redaktør, der  vidste, hvor børnene var, og som kom ind i retten og sagde. Fru dommer, Jeg ved hvor børnene bliver gemt. Det ved lægerne ikke og det kan lægerne ikke vide.

 

Allerede ved første retsmøde den 18.3 92, i Grundløvsforhøret blev min mand, der kun har  tjent penge til børnene og hjulpet og elsket disse på lige for med vore egne børn, han blev af dommeren spurgt om, hvor vi havde været på sygebesøg hos børnene, fordi den 14-årige truede med selvmord, hvis de ikke måtte komme hjem til os. Han sagde højt og tydeligt, AT DET VAR I SLANGERUP; VI VAR PÅ SYGEBESØG HOS BØRNENE.

Politi og dommerne gjorde intet

 

XII:

Lægerne blev fængslet udelukkende på en ménéderskes falske vidnesbyrd, at hun havde at hun godt kendte børnene og havde set dem på trappen og talt med dem. Lægerne flyttede først ind på Sankt Nikolajvej den 15.2.1992- og den søn, der    kørte bilen, som af hende beskrives----, var i Miami på det tidspunkt sammen med sin kone.- Dette synes at have været grunden til lovbruddet, at denne ménéderske ialdrig måtte afhøres i retten under påhør  af læge Graungaard, selv om dette blev begæret at  begge lægers forsvarer, og konstant senere ved samtlige retsmøder blev begæret.

 

Denne dame, hvis ménéd blev afsløret i retten flere år efter vores fængsling, blev ganske vist afhørt den 18.3 under grundlovsforhøret af læge Karl Somogyi, Eva Graungaards mand, men denne læge Somogyi, havde et blodtryk langt over 200, og han havde haft 2 blodpropper i hjernen, og var så fortumlet, at han næsten intet kunne sig.

Eva Graungaard var ikke til stede . Hun var af politiet under udrykning kørt til Frederiksberg hospital og lå med ilt på intensiv afdeling der.

På grund af politiets ( vicekriminalassistent Lau Fries) mishandling

Hun blev dømt in absentia.

Da læge Graungaard senere kom i grundlovsforhør den…. Blev Madskribentens politianmeldelse  og vidnesbyrd i retten læst op for mig. Eva Graungaard kunne øjeblikkeligt høre, at hendes løgne var meget let at modgå, da det var helt oplagt at hun . Og læge graungaard forlangte satraks, at dette vidne blev afhørt i retten under hendes påhør. Det samme forlangte desuden hendes advokat Jytte Thorbek og mandens advokat, der også var til stede. 

Det var Eva Graungaards ret ifølge loven.

Men dommeren afviste bare og dømte Eva Graungaard til fængsel i isolation. Eva Graungaard havde en meget alvorlig diabetes, hjertesygdom.

Og  som nævnt mindreårige egne børn i hjemmet.

Dagbladet, Politken skrev i en artikkel den---. Alder, sygdom og mindreårige børn i hjemmet hjalp den ikke. De forblev i fængsel i isolation.

 

- uden kendskab til, hvad der  skete med de børnene i hjemmet, lægepraksis m.m.

 

XIII:

Frederiksberg politi havde afspærret hele Voldumvej i begge retninger, og den ene politibil kom efter den anden. Der kom også fotografer

Ved anholdelsen blev EG slået så hårdt ind i mellemgulvet, at hun sank om, og måtte bæres ud i en af de mange politibiler og lagt i bunden af en politikaddevogn, og kørt til intensiv afdeling på Frederiksberg sygehus, til trods for, at en så  dårlig patient, der skal indlægges under udrykning skal indlægges på det nærmeste hospital- og ikke på Frederiksberg hospital.

Men det nærmeste hospital samarbejdede med lægerne Graungaard dagligt, så dertil turde politiet ikke køre.

 

Alle på vejen og familiens voksne børn, forlangte, at e Falk skulle køre en så syg patient- men det blæste politiet på.

 

XIV:

Det var politi fra Frederiksberg, der så talstærkt og så brutalt kom ud i lægepraksissen i Rødovre- Politi fra Frederiksberg har INTET med en lægepraksis i Rødovre at gøre.- Det skal være politi fra Rødovre.

 

XV :

Tenditiøs fejl i retsbogstilførslent efter grundlovsforhøret af læge Karl Somogyi:.

Dommer Dorthe Sylvest Nielsen ” glemte”  at skrive i retsbogen, at vidnet den 18.3.199992 under grundlovsforhøret af læge Somogyi  i retten sagde,  at hun flere gange havde været i telefonisk kontakt med socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen, som vidnet kendte gennem vælgerforeningen.

 

Der var også tilsyneladende glemt, at samme falske vidne har fået en TV udsendelse aflyst efter aftale med ----

BILAG.

 

 

XVI: pos barn.

 

Boligen- ulovlig. Den blev hurtigt blev revet ned- efter at  læge Graungaard havde anmeldt kommunen.. Det skete allerede i 1992.

Bilag.

 

 

II # hemmelige retsmøder, hvor hverken Eva Graungaard eller hendes advokat blev indkaldt. Tværtimod blev indskærpet, at den anklagedes advokat ikke måtte adviseres- altså retsmøder i retssalen på Frederiksberg med politi og dommer og kommune alene uden hverken anklagede eller hendes advokat.

 

XVII:

Den …. 2002 indrømmede den nye borgmester på Frederiksberg Rådhus i brev til advokat Hans Helmer Jensen,, at det var kommunen, der betalte Gederapportens opdigter,  overassistent ved familieafdelingen, Dorte Hendriksen --- , som efter den ondskabsfulde og usande Gederapport, der blev sendt til----  og som af Frederiksberg kommune  blev nægtet at   vidne i retten, trods begæring derom og som derefter  avancerede til fuldmægtig ved familieafdelingen på Frederiksberg Rådhus, at det var Frederiksberg kommune, altså Frederiksbergborgerne, der betalte hendes retsomkostninger.

 

Overassistenten  ved Frederiksberg kommune ”opfandt en levende ged, der stod og havde afføring i et konsultationsværelse, hvor både hun og syge patienter var til stede. Sådant kan et normalt menneske ikke finde på.

 

Den sindssyge rapport blev sendt af Frederiksberg kommune bl. andet til:                       

 

1.  Samtlige medlemmer af Folketingets sociale udvalg, for at sværte                                      lægerne,

 

2.   Til embedslægerne for at tage lægernes levebrød fra disse

Ikke dessto mindre forfremmes hun fra overassistent til fuldmægtig ved Frederiksberg kommunes familieafdeling.

 

Til il journalister.

 

Blandt andet blev den sendt til ménédersken, madskribenten, Grethe Schack Nielsen., der  flittigt. brugte denne Gederapport til I SAMARBEJDE MED SOCIALFORVALTNINGEN PÅ FREDERIKSBERG til at få standset et allerede optaget program om sagen med de implicerede parter i programmet TV-programmet: Elevatoren, sooå dette  program udgik i sidste øjeblik. Til læge Graungaard blev sagt: ”Programmet er standset, fordi der er kommet så meget frem om svineri i jeres lægepraksis, om en ged I har der”

BILAG:

Dette bilag var ”forsvundet”, makuleret i Fredrikssberg rådhus. Dette er helt ulovligt. Men lægerne er kommet i besiddelse af sagsaktet gennem den biologiske mor, Mette Haugaard Hansen.

 

Ménédersken Grethe Schack Nielsen  brugte også rapporten, da hun ringede til TV Kanal 2 i forsøg på at få standset deres udsendelser vedrørende sagen jf. udskriftet fra samtalen mellem Schack Nielsen og TV-programmet Kanal 2.

BILAG

 

 

Lægerne er kommet i besiddelse af rapporten gennem Bujetråd Mogens Camre, og Arne   Melchior, der var  folkevalgt og var medlemmer af vort Folketingder begge har fået denne tilsendt

 

 

Nægtes af borgmesteren at måtte vidne i sagen,

Og Frederiksberg kommune betaler hendes retsomkostninger, og betaler de 5000 kr, hun accepterer at betale..

Hvilket efterlader overbevisning om, at ALT har været bestilt arbejde fra myndighedernes side.

 

 

Først i maj 1999 blev lægerne i Landsretten frifundet,

Lægerne måtte lide den tort, som praktiserende læge, ikke blot at være sigtet som kriminelle i godt 7 år. Og finde sig i, at blive hængt ud i alle store dagblade som kriminelle. Politiken  skrev bl. a. den ………en artikkel med overskriften: Arbejde, alder, sygdom og mindreårige børn i hjemmet hjalp dem ikke. De blev fortsat fængslet i isolation

BILAG

 

Da  lægerne så efter 9 lange år med det ene mere groteske retsmøde og avisartikkel efter det andet så endeligt blev frifundet og bad om en rimelig erstatning, for ærekrænkelse, tort oh helbredsforringelse, blev dette afslået med den helt urigtige begrundelse: At de selv havde givet anlednig til den umenneskelige behandling ærekrænkelse, indtægtstab, totur som nær havde kostet dem livet.

 

De ville jo blot hjælpe den syge mor i nød, sagde de i retten..

 

Den syge mor skrev senere til lægerne, at hun var blevet BRUGT mod disse af Frederiksberg kommune.

 

Denne mor har nu i 18 år været tilskrevet lægernes lægekonsultation- hun er stadigt deres patient.

 

Mette Haugaards børn, som var i pleje hos lægerne nåede aldrig de mål de havde sat sig.tværtimod. 

BILAG

Avisartiklen i dagbladet Jyllandposten

 

Da de endeligt var blevet frikendt og bad om en rimelig erstatning, fik de  bare afslag derpå, med den urigtige begrundelse. At de selv havde givet anledning til alt det onde der  var overgået dem og deres familie.

Dr. Somogyi blev aldrig mere rigtig rask. Det samme for læge Graungaard

Og så blev de dømt til at betale sagsomkostningerne. Hvorefter de skal betale til Frederiksberg politi 100o kr. hver måned-

Lægerne er født hhv. i 1925 0g 1928S

 

Læge  Eva Graungaard har været kendt i mange sammenhænge. Hun har tidligere indgivet anmeldelse til Menneskerettighedskommissionen vedr.  sindelagskontrol, der udførtes på Københavns  Rigshospital, hvor danmark blev dømt. Hun har hun fået tilkendt Albert Schweitzer prisen, Dag Hammarskjølds fredspris og mange andre internationale priser.  Hun har Folketingets skattefrie hædersgave som hun løbende får resten af hendes liv. Ikke mindst har hun adopteret 6 børn, hvor de fleste er handicappede. Det tror jeg glæder hende mest. Det sidste barn adopterede ægteparret Graungaard og Somogyi, da de var hhv. 64 og 67 år gamle. Dette barn Ditte er lige blevet student. Hun har udgivet bøger

 

Og fik til sidst bøde efter den

 

3.

 

-----------------

 

 

 

Det tog mere end 6 uger før kommunen kom ud til os efter at moderen var blevet indlagt. Trods konstante anmodninger derom.

Vi havde selv 12 børn og fik pludseligt 3 ekstra børn.

 

III

Da vi i forvejen havde 12 egne børn og ikke længere var helt unge, bad vi straks kommunen om at være os behjælpelig med at skaffe et yngre  plejeforældre par.

BILAG

 

 

Volden i lægepraksis udøvet af vicekriminalassistent Lau Fries

BILAG

 

XIV

Volden i politibilen.

 

XV

Det nedværdigende behandling i Vestre fængsel

Hvor Eva Graungaard blev klædt nøjen - sat i fuldstændig isolation og låst inde på toilettet.

 

XVI

Volden på Hvidovre hospital

BILAG

Fotos.

 

XVII

Volden i politibilen

 

 

XVII

Volden under Frederiksberg politistation. Eva Graungaard måtte  bæres op og ned af trapperne til retssalen

 

 

Det ældste barn, Maria på 15 år  fandt vi på en politistation, hvor det sad til afhøring efter en lang række mindre kriminaliteter.  Hende fik vi også med os hjem, også hun fik sit eget værelse og også hun blev kørt frem og tilbage til sin skole. Men hun var desværre allerede infiltreret i  Frederiksbergs narkoverden. Hun løb ude om natten, skulle konstant have penge, store summer. Eller ville hun blive slået ned, sagde hun. 

 

Vi søgte og fik hende anbragt på en efterskole, efter at have haft hende i 6 måneder.

 

Det var umuligt at finde et plejehjem til narkobørn fra en berygtet narkoman., sagde en af kommunens ansatte.

 

Og de to små børn knyttede sig øjeblikkeligt  til os og vore børn. De to yngste børn  blev allerede dagen efter, at vi havde overtaget dem sat i den nærmeste skole Rødovre skole, som lå meget tæt ved lægekonsultationen for at vi selv om vi arbejdede hver dag kunne have kontrol med situationen. Vi bragte og hentede børnene dagligt- og det gik disse utroligt godt i denne skole

Bilag.- se skoleudtalelserne fra Rødovre skole.

 

Da børnene straks uden opfordring  kaldte os far og mor. og i skolen sagde de hed Graungaard Somogyi, og kommunen IKKE reagerede på vores anmodning om et yngre plejehjem, blev vi ligeså glade for børnene som de for os, og vi kunne ikke andet end at acceptere, at vi havde fået 3 børn ekstra.

    Og da der var gået 5 måneder og vi dagligt havde bragt og hentet alle tre                                                                       børn til og fra deres respektive skoler. De små til  og fra Rødovre skole- og                                             den store til og fra en skole: Vi Ka Sku”  havde vi indset:

Den store pige Maria

De to små var tilsyneladende kommet for at blive, og da vi ikke kunne have   to slags børn, hvorfra vi Mulle og Lisbeth i indmendte børnene i samme private skole, som vores egene børn gik i, Johannesskolen. I denne skole gjorde børnene yderligere store og utrolige fremskridt, Den store blev elevrådsformand. Hun ville være student og senere advokat. Den lille ville være sygeplejerske. Begge blev afholdt af både lærere, klasselærere og kammerater

 

Se skoleudtalelserne.

 

 

Men i ethvert paradis er der en slange.

 

 

Uheldigvis for hele vores familie havde skolens rektor, Inger Bek, ifølge eget udsagn ”nogle meget nære venner i Slangerup, som hun stod i taknemmelighedsgæld til.--- Å det var en skam”

 

Jf: hendes udtalelser på bånd.

BILAG:

 

Disse mennesker, som er rektor Beks nære venner, havde bygget et nyt hus i Slangerup, og var i økonomisk knibe ifølge Inger Bek. Ifølge Slangerupfolkenes udsagn ved et møde i Slangerup Inger Bek snakker med kommunen- og børnene skal fratages os og gives til hendes nære bekendte og----familien Lykke Nielsen og Whita  Buck---Til trods for, at vi på det tidspunkt- efter at vi havde  haft børnene i næsten 2 år.- efter at det var gået dem så godt- og efter at vi ikke alene havde fået plejetildelsen og denne til og med var stadsfæstet i DEN SOCIALE ANKESTYRELSE.

Bevidnet i retten af Mogens …………

 

Vi fik

 

 

 

Dato

II Helt ulovligt

bestemte et sammenrend af vore  fjender i Frederiksberg kommune, at nu skulle børnene fjernes fra os, for at komme på børnehjem- Det har denne sammenrend ingen som helst lovlig kompetence til. Det skal ifølge dansk sociallov, være Børne- og ungeudvalget, der udelukkende har kompetence til at bestemme sligt.

 

 

det var derefter ifølge af mange bevidnet udtalelse fra Slangerupfolkene, at Disse  skulle søge om at få plejetilladelsen, hvilket de af 100 % sikre på, fordi Inger Bek, som den store pædagog, hun var ville anbefale dette- og dermed ville de kunne få en høj plejeløn og redde deres betrængte økonomi.

Deriblandt meget kendte fol . Buget rås, læger- overlæge, advokat osv.

 

Camres, Torben Ishøjs, advokat Hans Helmer Jensen vidnesbyrd i retten

Den ulykkelige  Mulle beder sig fri fra skolen den dag, hvor hun og lillesøsteren skulle møde på børnehjemmet. Hun går ---

 

Vores lægesekretær fortæller i retten under vidneansvar.--------------Da hun kommer hjem beretter vores lægesekretær i retten

Slangerup ringer til

Børnene som kender

 

 

  Dagen derpå fortæller lægesekretæren, hvad der er sket

 

Selvmordstruslerne. Tidligere forsøgt flere gange- og senere efter fjernelsen fra os også forsøgt. Hun kom ind på hospitalet en nat, hvor BK havde vagt.

 

Sygebesøgene i Slangerup

 

Besøgene af rektor Bek.

 

Besøget på Godthåbsvej af rektor bek.

 

Dato.- Razzia i vor lægepraksis- og helt ulovligt flere andre steder.

Retsbogsudskrifterne.

 

 

 

En veninde til Birgith Fogh Andersen, der var den på socialforvaltningen  på Frederiksberg Rådhus, en tidligere Rådmand og oldermand, der boede som nabo til os i en lejlighed, som vi flyttede ind i den 15.februar 1992 og som vi havde fået fordi vi nu pludseligt var endnu flere hjemmeboende børn. Vi kom fra en lejlighed på Godthåbsvej 32a på Frederiksberg. Hun sagde i radioen

Hun  kom efter aftale med socialforvaltningen at hun var vred over, at vi havde fået den lejlighed ved siden af hende, fordi hun ville have en anden skulle have den lejlighed .

 

Hun fik os i fængsel på et  falsk vidnesbyrd til politi og i retten

Som myndighederne godt kunne se var direkte falsk- idet …

BILAG

 

Hun forhindrede i samarbejde Socialforvaltningen, at sagen kom i TV

BILAG. Hun havde helt ulovligt  fra hendes veninde fået tilsendt den famøse og usande Gederapport, der sagde, at der i et af vore lægekonsultationsrum, hvor der var lagt 3 patienter på lejet, der stod også en levende Ged, der havde afføring, mens en overassistent fra Frederiksberg kommune  var tilstede i rummet. Og så slettede ……… udsendelsen, dagen før den skulle sendes. Man ringede til mig og sagde, at der var indgået oplysning om noget utroligt svineri i vores praksis. PÅ det tidspunkt vidste vi slet ikke, hvad sagen drejede sig om.

 

Under alle omstændigheder var det ulovligt, hvad enten rapporten var sand efter løgnagtigt, at sende den rundt for at nedsætte os i agtelse.

 

 

I selve Landsretten blev det afsløret, at hendes  vidnesbyrd var mened

Man hun blev ikke tiltalt.’

 

Vedr. Gederapporten der beskrev---

Den blev sendt rundt til

 

For at tage bestallingen fra os.

 

Vi lavede en retssag mod denne overassistent, der avancerede til fuldmægtig ved Frederiksberg kommune. Det endte med, at hun skrev under på, at det hele var løgn.

Hendes retssag blev ført at Frederiksberg kommunes advokat, og blev betalt af Frederiksberg kommune. Det blev også bøden hun blev idømt

 

Dorte Hendriksen er fortsat den dag i dag fuldmægtig ved socialforvaltningen på Frederiksberg kommune.

 

Hvor står det, at man ikke må lave en løgnerapport???????? for at sværte en borger til

 

Det er ulovligt at sende denne rundt til presse mv.

 

Ransagningerne. Midt i konsultationstiderne

 

Dato..

Ulovligt kom politiet ud til vor lægekonsultationen.- igen lige midt i vor konsultationstid  og ransagede og fængslede os uden dommerkendelse.

 

Bilag. Beskrivelsen videooptagelsen

 

 

Ks blev afhørt straks, men var fuldstændig fortumlet og syg.

Menedersken var til stede.  Ks  sagde:        

Bilag: Helmer Jensens vidnesbyrd.

Ved dette retsmøde blev min mand spurgt om, hvor vi aflagde sygebesøget hos børnene. Han svarede:  ” I Slangerup” Derefter blev han ikke yderligere udspurgt. Øjeblikkeligt kunne politiet have fundet frem til ægteparret i Slangerup. Men hverken dommer eller politi var interesseret.

 

Bilag

 

Dato

Den kom jeg fra hospitalet direkte til en enecelle se billeder. Hvor en af mine venner fra modstandsbevægelsen havde siddet- Henry Sørensen til den dag han af tyskerne blev skudt på Amager Fælled.-

Jeg spurgte, hvorfor jeg var fængslet- og fik at vide, at dette udelukkende var på grund af Grete Schack Nielsens vidnesbyrd. Som jeg fik læst op. Jeg forlangte denne dame afhørt i retten under mit påhør, fordi jeg kunne bevise, at dette var usand og ikke kunne have fundet sted. Det samme forlangte begge advokater                

 

Bilag

Ved det første retsmøde, med mig

 

Efterfølgende er dette bevidnet ved et stort retsmøde i hos redaktør Harly Foged den i Frederikssund, hvor rektor Beks nære venner var til stede. Bevidnet af redaktør Harly Foged, læge Torben Ishøj, ----Agnete Ishøj, Bugetråd Mogens Camre, og advokat Hans Helmer Jensen..

Desuden blev bevidnet, at ægtearret havde FRIT LEJDE. Fra Frederiksberg kommune,

 

Bilag:

 

Ved samtlige senere retsmøder- og dem var der mange af, blev der nægtet os, at føre ovennævnte vidner.

 

 

 

                                                Ultimo maj 1990:

         

Besøg hos Graungaard-Somogyi af 4 folk fra kommunen, der gennemgår hele boligen og de tre børns værelser. Elsebeth Kaasgaard er en af de tre personer.

 

De kommer op i lægernes lejlighed - en seks-værelses lejlighed på Godthåbsvej nr. 32 på Frederiksberg.  Disse finder forholdene særdeles gode. Børnenes værelser bliver inspiceret, ligesom hele lejligheden gennemgås.

BILAG: plejetilladelsen.

 

Der forevises skrivelsen fra Rigshospitalet vedr. den biologiske moder og dennes dårlige prognose.- ifølge udtalelse fra Rigshospitalet, hvortil moderen var blevet overført.

 

Og kommunens udsendinge viser en skriftlig tilladelse fra moderen, som er indhentet, mens moderen endnu lå på Frederiksberg hospital.

 

 Alle tre piger er tilstede i lejligheden. De to store er kommet hjem fra skolen.  Der indledes en dialog vedr. pigernes fremtid og Eva Graungaard accepterer at beholde alle tre piger indtil moderen dør.

SAGSAKT … Den udaterede tilsynsrapport.

 

Denne tilsynsrapport fik vi aldrig tilsendt, til trods for flere anmodninger derom.

Først i 1994 fik vi af den biologiske mor skaffet den skriftlige rapport vedr. dette tilsynsbesøg.

 

 

……………….

……………….

…………..

 

                          18.3.1992:

 

1.

 

Ligeledes  side 116 adv. Thorbek:

Samtale mellem Inger Bek og socialudvalgsformand Birgit Fogh- Andersen referat ønskes!

 

2.

Frederiksberg politi kommer talstærk til lægekonsultationen denne onsdag sammen ledet  af vicekriminalkommissær Lau Fries. De har ingen dommerkendelse med, men de er mange og de har afspærret Voldumvej i begge retninger og  lederen af aktionen. vicekriminalkommissær Lau Fries hamrer på ruden. Der er patienter, og den lille datter, Ditte på 8 år er endnu ikke sendt i skole- Hun skal den dag møde kl. 10.

 

EG spørger om, politiet har en dommerkendelse, hvilket de ikke har. Da EG, der straks tænker på den onde og løgnagtige gederapport, frygter, at forsamlingen er ude efter lægeparrets yngste barn, nægter hun lovmedholdeligt at åbne hoveddøren.

 

Vicekriminalkommissæren sender bud efter en låsesmed, der under stort borespetakkel borer hul i lægekonsultationens yderdør, og politiet stormer ind og Lau Fries fanger EG i et hjørne, hvor hun presses op i krogen.

 

Flere betjente baner sig vej under stor og helt unødvendig dramatik ind i lægekonsultationen, efter at Voldumvej        med store politibiler blev afspærret i begge retninger og alle de patienter, der kom ad Voldumvej til konsultationen blev skarpt bortvist af uniformeret politi, som bad dem gå hjem og søge anden læge, da lægerne her skulle i fængsel.

 

Politiet anholder lægerne, og lænker deres voksne datter Rie i håndjern sammen med den mandlige sekretær Helge Røpke og dr. Somogyi føres ud i en ventende kassevogn, dr. Graungaard bæres på grund af den utrolige vold, vicepolitikommissæren brugte mod hende ud forbi en ventende patientskare og lægges i bunden af en anden stor kassevogn, og køres under udrykning til Frederiksberg hospital under udrykning, hvor hun blev indlagt  på akut intensiv hjerteafdeling, mens den mandlige sekretær, der blev lænket til en voksen datter i håndjern, hvor sekretærens højre hånd blev lænket til datterens højre hånd, så disse måtte snurre rundt hele tiden, idet den ene skulle gå baglæns, når den anden gik forlæns. Disse kørtes i en lille politibil til afhøring til Frederiksberg politistation.

 

Lægernes yngste dengang kun 8-årige datter blev derefter    gennet ud på Voldumvej, hvor hun grædende måtte stå frysende udenfor og se på at hendes forældre og storesøster af politiet blev hhv båret og ført ud forbi hende. Politiet havde end ikke givet hende tid til at tage overtøj på. Hun måtte stå ude på Voldumvej ikke alene under den voldelige anholdelse, men også i hele den tid, det tog med den efterfølgende ransagning.

 

Politiet forsøgte  at få folk fra børnehaven med til ransagningen. Børnehaven er nabo til lægekonsultationen.- Alle voksne i børnehaven nægtede imidlertid at medvirke.

 

Derfor måtte politiet nøjes med en tilfældig og meget syg patient, der var på vej til lægekonsultationen. og en af lægernes svigersønner- Peter Billesskov Shelde.

 

Politiet havde hverken dommerkendelse til indbruddet, eller til fængslingerne eller til ransagningerne. 

 

Men i det omfang dansk politi finder det ulejligheden værd, får dette altid efterfølgende godkendelse af en dommer. I dette tilfælde bad politiet om godkendelse af ransagningen i vor lægepraksis, og fik automatisk denne. Men det fandt det ikke umagen værd at få godkendt indbruddet og ransagningen hos vor lejer Erik Kurt Christiansen

 

BØRNENE FINDES HELLER IKKE VED DENNE RANSAGNING.

 

Den lille 8-årige Ditte efterlades frysende og grædende på fortovet udenfor hoveddøren, som politiet låste.

 

 

 

                            19.3.92.

 

Hun er 100  procent   sikker på, at det er                  Lisbeth, Eva Graungaard går med. Hun kender forskel            på lægernes egen 8-årige datter Ditte, der er mørk og          en lysere Lisbeth. Desuden har Lisbeth afrikanske              fletninger, som ved udsendelsen i Kanal-2. Og Frederiksbergdommeren udtaler: "DET vidne tror jeg på".

 

         

 

Fru Schack Nielsen oplyser ligeledes, at en familie            Hetland, på 4. sal, kommer forbi på samme tidspunkt            og derfor må have set det samme som hende.

 

Familien Hetland oplyser under politiafhøring, at de har set Eva Graungaard og Karl Somogyi, men ikke sammen med en lille pige.

 

"Samme dag ringede Graungaard til Slangerup og

fortalte, at der havde været razzia hos hende. (Det           

blev vist samme aften i Kanal-2) og hun fortalte              

også, at Arne Melchior havde givet 1000 kr. til                 

pigerne,”

 

Det er hvad ægtefællerne i Slangerup sammen med Lau           

Fries har brygget sammen.

 

Historien er usand ifølge lægerne. Disse forklarer,            at rektor Inger Bek den 27.2.92 uanmeldt kom til               deres private hjem sent om aftenen - tilstede var              læge Ben Graungaard, en af deres sønner. Rektor Bek            fortalte ved den lejlighed, at de to piger nu var              "gadebørn" og havde været hos hende på skolen.

 

Ordet GADEBØRN blev gentaget ved kontakt til Inger             Bek om formiddagen den 6.3.92. Historien om gadebørn         

troede lægerne på og da de forestillede sig børnene           

frysende og sultne på Christiania, hvor der også gik          

rygter om, at de nu befandt sig, ringede Graungaard             samme dag ved 12-tiden til folketingsmand Arne                 Melchior og fortalte ham, Inger Beks historie om               gadebørnene, og det var, fortæller hun, ikke et                øjeblik faldet hende ind, at historien var usand.

 

Arne Melchior, der ikke uden grund har ord for at              have hjertet på rette sted bad hende straks om at            

møde ham på en bestemt adresse på Vesterbrogade.               Hvilket hun gjorde sammen med ægtemanden Karl                  Somogyi. De fortæller, at Arne Melchior tog 1o                 hundredkronesedler op af sin tegnebog og lagde disse           på bordet. Pengene blev afleveret til Inger Bek,               der tilbød kvittering, hvilket blev afslået.

 

 

 

 

18.03.92:

 

Anholdelsen af lægerne Somogyi og Graungaard med                 efterfølgende ransagning på Voldumvej 22, 2610                   Rødovre. Tilstede er de i følge retsplejeloven to                uvildige vidner, som

 

 

Børnene findes ikke.

 

Ransagningen havde som altid negativ resultat.

Denne ransagningskendelse var selvbestaltet og ulovlig, idet den ikke iværksat af retten.

 

Inger Bek oplyser under politiafhøring, at Mulle ringer til hende ca. 22.30. (Dette må så være på hendes

privatnummer i Hillerød, som er hemmeligt). Inger Bek            hævder, at opringningen sker fra en telefonboks, da              hun kan høre nogle svage klik og dut. Inger Bek beder            hende ringe igen - men det gør Mulle ikke.

 

         

Såfremt jeg og min familie havde det mindste med sagen at gøre, ville Mulle have ringet til familien- men hun ringede til Inger Bek.

Hvordan kan det dog gå til, at Mulle har sin rektors             telefonnummer i Hillerød? " blev Mulle  spurgt om ved Karl Somogys  fødselsdag få dage efter, at børnene var kommet frem.

 

Det har "Inger" givet mig  sagde Mulle og viste at hun havde dette i inderlommen af sin jakke "Her"- Det fik jeg i Slangerup af "Inger" med besked på at jeg altid må ringe, hvis der sker noget. Derfor kunne jeg ringe, da jeg hørte, Eva og Karl var kommet jo fængsel- Det har jeg da fået af              hende selv en dag, hun besøgte os i Slangerup",                  svarer Mulle.

 

 

EG:

 

på Frederiksberg hospital. Indlagt på enestue på intensiv afdelingen. se journalerne fra hospitalet.

 

Kriminalass. Bente Nielsen afhørte læge Lene  Villerslev, der ifølge kriminalassistenten skulle have oplyst, at der ikke var mærker efter slag, hvilket er usandt- usandt, at denne kollega havde oplyst dette- samt at der ikke var mærker efter slag- se hospitalsjournalen.

 

At denne læge har udfærdiget politiattest er heller ikke sandt.

Der blev aldrig udfærdiget nogen politiattest fra nogen læge på Frederiksberg hospital.

 

KS:

 

Kl. 12.15 til 12.35 blev KS undersøgt af tilkaldte uhyre Preben Gjertinger.- Det ikke havde blodtryksapparat med- Man tager ikke blodtryk på fanger.

 

Denne erklærede, at der intet lægeligt var til hinder for, at KS opholdt sig på politikontoret.

Han var forevist en hospitalsjournal, efter hvilken Somogyi har haft to blodpropper i hjernen og højt blodtryk: 240/140.

 

Derefter blev embedslæge J. Falkenberg tilkaldt, som havde blodtryksapparat med, og tog trykket og erklærede 240/140- men i politirapporten blev skrevet 220/ 110, hvilket tryk også er livstruende.

 

Advokaten forlangte, at KS skulle behandles- men embedslægen erklærede: Jeg er tilkaldt for at tage blodtryk- ikke for at behandle, hvorefter denne læge gik.

 

Advokaten fortalte, at udenfor stod to læger, der begge havde blodtryksapparat i deres lægetaske og blodtryksnedsættende medicin,  Det Var KS's søn læge Ben Graungaard og KS's  bror Læge Georg Somogyi. Disse ønskede at komme den gamle og livstruede mand til hjælp- men dette blev nægtet.

 

Så forlangte advokaten KS indlagt på hospital, dette blev også nægtet, idet embedslægen erklærede, at KS's tilstand ikke var sådan, at han ville "trykke på den røde knap", Og indlæggelse blev nægtet. KS måtte vente med behandling til han var afhørt og kommet på vestre Fængsels sygeafdeling.

 

 

”Moster Pop”- Poula Rasmussens hospitalsophold:

 

 

18.3.1992 Rektor Beks venner i Slangerup, der skjuler børnene, tager

 

 

19.3.92.

 

 

 

 

 

 

18.03.92 til 20.03.92:

 

Inger Bek oplyser under politiafhøring til politirapporten, at hun besøger moster Pop. Ifølge to journalister, Harly Foged og Otto Jonasen,  befinder  moster Pop sig i Slangerup hos Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen, hvor den ene af dem har en længere samtale med moster Pop, mens den anden har tvunget Niels Lykke Nielsen til at køre ham til det skjulested i Hørsholm, hvor børnene holdes skjult.

 

Inger Bek oplyser i politirapporten at have ringet til socialudvalgsformanden, Birgit Fogh-Andersen den dag.

 

 

 

                          19.03.92

 

 Socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen svarer i radioen på spørgsmålet: Hvad  vil I gøre fra kommunens side?:

 

"Vi er i øjeblikket ved at etablere et samarbejde med børnenes skole og håber, at det lykkes, for børnene har tillid til deres skole. Og vi ønsker, børnene skal komme frit frem, så vi kan få dem i tale, og jeg har de allerbedste håb om, at vi skal nok få rede på denne her sag. Vi ønsker, at børnene skal have det     godt, men det må vi altså så kunne garantere i et samarbejde med deres anbringelsessted. Der er jo ikke tale om, at børnene skal på et børnehjem. Det gør vi ikke, men for at få dem i tale, må vi jo i hvert fald have et anbringelsessted midlertidigt, sådan at vi kan få børnene i tale. Og så håber jeg, at vi i samarbejde med skolen kan....altså vi vil jo ikke- vi er jo ikke onde mennesker, vi ønsker bare at leve op til det ansvar, som vi vitterligt har lovmæssigt set".

              

Allerede dagen efter fængslingen af lægerne røber denne socialudvalgsformand kommunens plan.

 

I samme radioudsendelse, som socialudvalgsformanden startede med at sige, at hun var glad for at få lov til at fortælle befolkningen om denne konkrete sag,- som hun senere ligeledes i båndet telefonsamtale kaldte en "Helvedes sag" brød hun ikke alene sin tavshedspligt ved at kalde moderen en HIV-positiv   narkoman på metadon- men fortalte også en lang række usandheder.

 

1. At kommunen ikke havde kunnet etablere noget samarbejde.

Kommunens folk har været i lægernes hjem adskillige gange- og det var efter aftale med kommunen, at børnene efter rektor Beks anbefaling forsøgsvis var i Slangerup i 1990- hvor de ikke ville være, men stak af og løb til en telefonboks og forlangte sig hjem igen til lægerne, hvorfor de straks blev afhentet.

 

At det var efter aftale med kommunen at børnene først kom i Rødovre skole og dernæst til Johannesskolen osv. Kommunens repræsentant var med til smørrebrød, både da sønnen blev læge og blev premierløjtnant, og da sønnen Emil fik sin studentereksamen. Han var han den første der satte sig til bordet.

 

2. At den biologiske mor er helt indforstået med, at børnene er anbragt uden for hjemmet. Den biologiske mor var     indforstået med, at lægerne havde børnene til hun selv igen var rask nok til at hjemtage disse. Hun havde selv skriftligt ønsket dette og selv skrevet under på kommunens midlertidig plejetilladelse til lægerne. Men moderen har ALDRIG været indforstået med ikke at have sine egne børn hos sig.

 

3. ”Aldrig nogensinde har vi kunnet få børnene i tale”, siger denne løgnagtige socialudvalgsformand, der selv har haft børnene til enesamtale på Frederiksberg kommune, hvor Mulle den ene gang kom styrtende stortudende ud fra mødet. Jf. sagsakterne.

 

Socialudvalgsformanden har desuden været på skolen og talt med hende på rektorens kontor. Jf. klasselærer Lise Kjær Rasmussens vidneudsagn i retten, der til og med er afleveret skriftligt til dommeren.

 

Og Mulle har siddet ganske alene i Den Sociale Ankestyrelse den overfor en dommer, en ankechef, psykologer osv. Kommunen nægtede plejeforældrene at ledsage hende og nægtede klasselæreren at ledsage hende.- Den biologiske mor ville hun ikke se.

 

4. Vi har ikke kunnet føre tilsyn med plejehjemmet er ligeså usandt.

 

Der har været en deputation i lægernes hjem og drukket kaffe og kommenteret deres antikviteter- og udskrevet tilsynsrapport

og hver onsdag er Lisbeth hentet i konsultationen på Voldumvej- dette sluttede først i sommeren 1991, da fuldmægtig Gundorph gjorde politigreb på Mulle i venteværelset i kammeraters påsyn.

 

Først derefter skete udvekslingen til samkvem over rektor Inger Beks kontor på Johannesskolen.

 

5. Ikke kunnet få samtaler med børnene uden plejeforældrene var tilstede.

 

Også usandt, idet Mulle to gange er kommet højtgrædende ud fra enesamtaler med denne socialudvalgsformand- det var:----

 

6. Derefter fortæller hun en røverhistorie om oldermanden og den konservative vælgerforeningsveninde menedersken Grethe Schack Nielsen at både hun og denne dame havde fået telefoniske trusler om nakkeskud og at det er ikke denne veninde men kommunen der har anmeldt venindens løgn." Det har hun undersøgt”

 

7. ”At lægerne ikke var mødt op til politiafhøringen- hvilket d var den 26.2.1992”

 

1. at politiet havde dommerkendelse, da de den foregående dag brød ind i lægekonsultationen.

 

2. at man aldrig fra forvaltningens side havde været i lægernes hjem- selv om der var givet tilsynsrapport

 

3. at man aldrig havde haft kontakt med børnene - selv om hun selv havde talt med Mulle gang på gang, at hun den sammen med

 

at Mulle også selv alene havde siddet i den S A

 

 

 

Disse udtalelser er genudsendt talrige gange gennem lokalradioen- ligesom hendes løgnagtige udtalelse er bragt også i månedsavisen "Frederiksberg Journalen".

         

 

 

 

2. Rektor Inger Bek oplyser under politiafhøring, at hun ringes

op af vicesocialdirektøren på Fr.berg, Anders Jensen.

 

 

 

 

Karl Somogyi fremstilles i lukket grundlovsforhør og varetægtsfængsles i isolation i 7 dage.

 

Eva Graungaard idømmes det samme i absentia - hun er indlagt

med hjerteinfarkt, som følge af anholdelsen.

 

Grete Schack Nielsen fastholdt under dette retsmøde sit tidligere afgivne opdigtede vidneudsagn.

Der så utroligt let kunne være blevet afsløret af politi og dommere, idet hun fortalte, at det var min søn, Martin, der havde kørt bilen, vi skulle være kommet i sammen med barnet Lisbeth, for Martin var i Miami på det tidspunkt.

 

To journalister, den ene fra DR, fortæller, at Niels Lykke Nielsen kører DR-journalisten til børnenes nye gemmested i Nordsjælland. Den anden journalist får påbud om at blive i Slangerup og underholde moster Pop.

DR-journalisten får først påbud om at sidde med bind for øjnene, men da han nægter dette, får han påbud om at lægge sig i bunden af bilen, mens Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen kører ham til gemmestedet.

 

DR-journalisten optager en film, som han tvinger Whita og Niels til sammen med ham at køre ind på KANAL 2 med. De ankommer alle tre, iflg. udsagn fra folk på KANAL 2, kl. 17.55.

           

KANAL 2 sender optagelsen i deres nyhedsudsendelse kl. 18. I denne udsendelse fortæller Mulle, at hendes forældre, (lægeægteparret) intet kender til skjulestedet.

 

 

Niels Lykke Nielsen forlangte som betingelse for, at børnene kunne vises i TV, at deres ansigter skulle sløres, så de kun kunne ses i kontur, samt at flere detalje fra hjemmet blev fjernet, og billeder flyttes, samt at filmen blev slettet under hans kontrol. Han fik alle tre betingelser opfyldt og forsvandt sammen med Whita meget hurtigt fra tv-stationen.

 

Samme dag føres Eva Graungaard fra Frederiksberg sygehus, hvor hun havde ligget på intensiv afdeling, til Vestre Fængsel, hvor hun blev klædt nøgen og kropsundersøgt for derefter at blive anbragt i samme celle, i celle nr. som en af hendes kammerater fra frihedskampen i jernbanesabotagen i Esbjerg - han blev dengang skudt

 

 

 

Efter den 19.3.92 har Slangerupægtefællerne ikke set           pigerne Mulle og Lisbeth, fortæller de Lau Friess i            politirapporten.

 

Sandheden er iflg. Mulle, at det var dem, der førte            pigerne til Niels' arbejdskollega i Hørsholm og skjulte disse hos ægteparret, Ole og Birthe Andersen, Alsvej 97, 297o Hørsholm, som ifølge advokat Sølvtoft Madsen, som var vidende om, at lægerne var i fængsel, og pigerne var eftersøgt af politiet, og blev besøgt der af slangeruppparret og dagligt derfra talte med rektor ved Johannesskolen," som var en form for løsning af problemet"at , og dem             der førte DR-fotografen til stedet og dem, der ifølge politiafhøringen af denne samvittighedsløse familie dagligt kørte pigerne til telefonboksen for at aftale yderligere med rektor Inger Bek og dem, der den 28.3.92 hentede pigerne og kørte disse først til Slangerup og derfra til stedet i Slagslundeskoven syd for Slangerup den 28.3.92 og overlod disse til Whita Sjøstens tidligere ansatte chauffør, Poul Weibel Larsen, der cirklede rundt med børnene til taxametret stemte med en tur fra Roskilde til skolegården på Johannesskolen. ifølge både Mulle og afhøringen i retten i 1994 af slangerupparret.

 

 

 

 

20.3.1992

 

Otto Jonasen føres med bind for øjnene liggende i bunden af Slangerupparrets bil til skjulestedet i Hørsholm og taler her med de skjulte piger.

 

Bilag TV-båndet.

----------------------

 

Bilag Otto Jonasens skrivelse til retten under vidneansvar.

----------------------------------------------------------

 

 

 

 

 

20.03.92:

 

 

Inger Bek oplyser under politiafhøring, at hun og              vicesocialdirektør Anders Jensen mødes.

 

Emne: Familien Gyllinge, et lærerpar fra Johannesskolen foreslås som midlertidig plejefamilie for

Lisbeth og Mulle.

 

Mødereferat ønskes!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!       

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Eva Graungaard forhøres i et lukket retsmøde og idømmes fortsat isolationsfængsling af hensyn til sagens opklaring.

 

 

23.3.1992:

 

Ifølge adv. Thorbek- politiafhøringer: side 119.

Møde mellem rektor Bek og Anders Jensen

Mødereferat ønskes!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

 

 

25.3.1992:

 

Socialforvaltningen møde hos Gyllingefamilien Inger Beks lærerpar på hendes skole.

 

 

 

 

 

 

25.03.92:

 

Overlærer Lise Kjær-Rasmussen, Johannesskolen afhør-

es på et lukket retsmøde. Hun oplyser, at Mulle var

på Johannesskolen fastelavnsmandag, d. 02.03.92, hvor            hun talte med hende og af hende fik at vide, at hun              skulle op til rektor.

         

          På forespørgsel om, hvorfor hun ikke tilkaldte                   politiet, svarede hun, at hun efter at være fulgt                efter hende så hende gå ind på rektor Inger Bek                  kontor. Hun overlod det derfor

 

,til hende, da hun jo              er hendes overordnede.

 

        

 

          Tilstede som observatør for rektor Inger Bek ved det             lukkede retsmøde var viceinspektør Leif Iversen,                 Johannesskolen, der IKKE forlod lokalet, da over                 læreren var færdigafhørt. Han blev siddende. Og                  lyttede. - foruden socialforvaltningens observatør               Bill Jahnsen.

Bill jahnsens ivrigt optagen referat savnes her som ved samtlige andre retsmøder!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

 

 

 

For alle andre var:

          Selv om retsmødet var præcis så meget                            lukket, at den journalist, der var kommet tilstede og            råbte højt, at han havde noget meget væsentligt at               sige i denne sag. Han blev vist ud.- Han vidste fra              Niels Lykke Nielsen, at børnene var der.

 

 

Tilstede    var også Bill Jahnsen, der kunne fortælle på kommunen, hvad overlæreren havde røbet om rektor Beks skjulen af børnene.

 

 

Tv-båndet, hvor Harly Foged  fortæller om, hvordan han blev smidt ud af retten den dag. Lægerne vidste ikke og de kunne ikke vide, hvor børnene var skjult.

 

 

                                                  26 marts 1992.

Denne morgen talte folketingsmedlem Arne Melchior i radio Falcon på Frederiksberg. Han kaldte fængslingen af lægerne er retsskandale.- Og indbød alle til pressekonference på hans kontor samme dag kl 12.

 

 

26.03.92:

 

"Kl 10.45 fremstilledes arrestanterne" således denne dags indledes retsbogsudskrift. og der fortsættes: Som repræsentant   for Frederiksberg socialforvaltning mødte Bill Jahnsen"

Dermed kunne denne socialforvaltnings observand observere begivenhederne ved dette lukkede retsmøde og rapportere videre til det næste lukkede socialforvaltningsmøde få timer senere på rådhuset at i retsmødet blev Eva Graungaard nægtet retsmødet sluttede: "

 

Eva Graungaard og Karl Somogyi ikendes yderligere

14 dage i isolation. Kendelsen kæres øjeblikkeligt

          til Østre Landsret.

 

 

 

                                                  26 marts 1992

 

Der var travlhed på Frederiksberg kommune, mens lægerne sad velforvaret i isolationsfængslet.

 

Foruden at få ordnet sagen om, hvordan man skulle få lovliggjort rektor Beks økonomisk betrængte venner i Slangerup-

 

 hvilket skulle gøres på den måde, at et lærerægtepar i 14 dage skulle tage børnene alt imens Slangerupparet officielt skulle søge om plejetilladelse og de skulle sige, at de kendte børnene fra pressen, og så skulle

 rektor Beks anbefale sine økonomisk betrængte Slangerupvenner. Og disse ville så være sikret en permanent plejetilladelse.- Rektor Bek var jo en vægtig pædagog.

 

Under det store Frederikssundsmøde efter lægernes frigivelse udtalte Slangerupparet til en forsamling på 11 kendte mennesker

at de var helt sikre på denne plejetilladelse, da rektor Bek havde garanteret denne. Og kommunen havde garanteret  disse Frit Lejde.

 

 

Man havde også flere andre problemer, der skulle løses.

 

Deriblandt, at rektor Beks lærerpar på Johannesskolen, der midlertidig skulle huse børnene for at hjælpe deres rektor ud af kniben og med at få varig plejetilladelse til hendes venner i Slangerup.

 

Disse boede i Københavns kommune, og skulle derfor også godkendes af denne kommune.

 

Godkendelsen fra Frederiksberg kommune, hvilket blev sket uden nærmere undersøgelse, udelukkende på rektor Beks anbefaling,

 

Godkendelsen fra     hele to kommuner betød, at der var en vis tidsfaktor, hvilket forklarer, at gidslerne- lægerne måtte forblive i deres isolationsfængsel så længe.

 

 

                                                  26 marts 1992.

 

Københavns kommune kom først ud til lærerfamilien den 26.3.1992- og allerede dagen efter den 27.3.92 forelå plejetilladelsen.

 

Denne plejetilladelse bliver stadig ulovligt tilbageholdt sammen med   alle de andre sagsakter for den tid, hendes børn blev holdt skjult.

 

Hun har aldrig set denne, og har forgæves konstant forsøgt gennem hendes advokater at få denne udleveret. Hun skal nu anden gang i Landsretten om disse børn uden kendskab til hendes børns skæbne.

 

Moderen har af sine børn fået oplyst, at der slet ikke var plads til disse i dette lærerhjem, da dette kun havde et børneværelse, hvor deres eget barn boede- hvorfor der skulle bo tre børn i eet værelse. Hun udleder deraf, at lærerparret må have været presset  meget hårdt af skolens rektor for at gå med til sådant samt, at det forekommer underligt, at en plejetilladelse gives under sådanne forhold. Der har ikke været taget noget som helst hensyn til hverken hende som mor eller hendes børn. Hun udtaler, at hendes børn var gidsler i kommunens kamp mod lægerne, som skulle "ned med nakken".

 

 

                                                     26.3.1992

 

Derefter meldte der sig det store problem. Nemlig at den ældste pige helt enkelt meddelte rektor Bek om aftenen den 27.3.92,

"at hun ville tænke over sagen natten over"

 

Og samtidigt fik vi    meddelelse om, at Landsretten havde underkendt Frederiksberg rets fortsatte isolationsfængsling af os og frigav os samme aften.

 

 

Dertil kom så problemet, at få børnene  frem i lyset og få disse installeret i lærerhjemmet

 

Også dette problem ordnedes på de hemmelige møder på Frederiksberg kommune.

 

 

                                                  26.marts 1992

 

 

 

 

På mødet den 27.3.92 kl 14.3o

-------------------------------

 

Ved dette møde deltog:

 

Rektor ved Johannesskolen Inger Bek, afdelingschef Hans Henrik Plange, socialdirektør Bjarne Busk, vicesocialdirektør Anders Jensen, Johannesskolens advokat.

 

Denne  forsamling arbejdede roligt og fattet denne dag, den 27.3.992 kl 14.3o. Den vidste nemlig fra dens observatør, vicekontorchef Bill Jahnsen, som den havde siddende ved alle de lukkede retsmøder, hvor lægerne blev idømt den ene fristforlængelse i isolation efter den anden. Og hvor der hver gang blev sagt, at disse ikke kom fri, FØR børnene var fremme- uanset oplysningerne om deres forhold, alder sygdom og erhverv. at     lægerne den foregående dag var blevet idømt endnu 14 dages fristforlængelse i isolation indtil den 9 april.

 

Det forholdt sig nemlig sådan, at i samme øjeblik, som politifuldmægtig Merete Pårensgaard forlangte yderligere 14 dages isolationsfængsling til den 9 april 92, havde dommer Sylvest Nielsen uden betænkningstid dømt lægerne til fortsat varetægtsfængsling i isolation i      yderligere 14 dage- altså til 9 april.-

 

Derfor troede forsamlingen lægerne velforvaret  bag lås og slå og uden kontakt til omverdenen.

 

men kommunens observand vicekontorchefen Bill Jahnsen må i sin glæde over dommerens følgagtighed enten have glemt at rapportere- eller måske slet ikke observeret at lægernes advokat Hans helmer Jensen straks efter afsigelsen af denne dom, til dommerens store forbløffelse gik op til denne og afleverede et på forhånd udarbejdet kæreskrift og bad denne måbende dommer meget skarpt om at drage omsorg for, at dette kæreskrift ekspres blev sendt til landsretten.

 

Kommunens observand vicekontorchefen blev så glad over den lange tid- 14 dage ekstra i isolation- som forsamlingen- bammnnden- nu havde fået til at fuldføre og færdigføre sit forehavende, at han skyndsomt forlod retten hin torsdag formiddag- uden at høre om kæreskriftet.

 

han skulle jo nå at aflægge rapport på rådhuset, før dette lukkede kl 18.

 

Netop dette skulle vise sig at blive skæbnesvangert for komplottet. For selv om denne Frederiksbergdommer naturligvis ikke havde sendt kæreskriftet til landsretten ekspres. Så fik landsretten alligevel kæren den følgende dag om eftermiddagen om fredagen den 27.3,92, fordi den anden forsvarsadvokat cyklede ind til landsretten og fandt kæren frem fra postkassen og fik den lagt frem for en dommer, der så sent fredag eftermiddag underkendte Frederiksbergdommerens kendelse og øjeblikkeligt løslod lægerne.

 

Denne løsladelse skete som nævnt sent om eftermiddagen den 27.3.92, hvor det aftalte skuespil i skolegården skulle løbe af stablen den følgende dag Lørdag den 28.3.92 kl 12.

 

havde det ikke været for de to advokater på grund af deres erfaring med denne ret på Frederiksberg, der havde skrevet kæren, før lægerne blev dømt.  - Og for advokat Jytte Thorbæks skyld, der fandt kæren frem fra landsrettens postkasse fredag eftermiddag og placerede denne foran dommeren, der så resolutunderkendte Frederiksberg rets dom med fortsat isolationsfængsling- så var byrettens dom først blevet underkendt af Landsretten den følgende mandag i stedet for fredag eftermiddag og så havde bandens komplot været den fuldendte forbrydelse.

 

 

Ved enhver forbrydelse bliver der begået en fejl- og fejlen her var altså, at observanden   vicekontorchefen Bille jahnsen ikke i sin glæde gav sig tid til at overvære retsmødets efterspil, hvilket jo ville have  kunnet få forsamlingen til at skynde sig yderligere.

 

Planen havde socialudvalgsformanden i virkeligheden allerede røbet ved   sine udtalelser til lokal radio på Frederiksberg  og Frederiksberg Journalen dagen efter lægernes fængsling den 19.3..92.

 

Ligesom samme socialudvalgsformand dagen før landsretten underkendte Frederiksbergs  fortsatte fængsling af lægerne til Jyllandsposten.

 

Socialudvalgsformanden røbede i radiointerview'et, at kommunen havde et godt samarbejde med den udsete  plejefamilie- Slangerupparret- og med skolen.

      Bilag. radiointerview'et og artiklen i Jyllands-Posten.

 

------------------------------------------------------------

 

Socialudvalgsformanden røbede i radiointerviewét

Aftaltes det, at der ikke skulle være politi på vejen fra Hørsholm til skolegården den følgende dag lørdag formiddag i den tid, da børnene skulle fragtes denne vej til skolen.

 

Det aftaltes, at børnene først skulle bringes fra Hørsholm til Slangerup den følgende formiddag lørdag den 28.3.92. fordi Hørsholm skulle være tophemmeligt og et sted, der skulle være helt umuligt at finde frem til.

 

Det aftaltes yderligere, at børnene af Slangerupparret skulle, fragtes til Slagslunde skoven og derfra i taxa til skolegården.

 

Samt at taxachaufføren Poul Weibel Larsen, som den kvindelige part fra Slangerup havde et godt kendskab til og tidligere havde haft ansat i sit firma, før hun blev dømt til ubetinget fængsel for bedrageri, skulle have en forfabrikeret taxabon lydende på kørsel fra Jernbanegade i Roskilde til Johannesskolen.

 

Denne plan og meget mere aftaltes helt ned i mindste detaljer i bedste James Bond stil. under disse tophemmelige møder på Frederiksberg kommune.

 

Ligesom det aftaltes på dette møde på Frederiksberg rådhus fredag den 27.3.92 kl. 14.3o:

 

Hvordan børnene skulle komme til syne.

Hvornår de skulle dukke op.

Og hvor i skolegården.

Samt at taxaen skulle køre hen til lejelabyrinten og holde der        kl. 12 lørdag den 28.3.92.

Og det aftaltes, at Inger Bek skulle stå oppe i et vindue.

Og når taxaen med børnene ankom, skulle hun gå ned i gården og betale chaufføren den forud fabrikerede  taxabon der lød på kørsel fra Jernbanegade i Roskilde.- Hun betalte med en girobon i skolens navn.

 

Afstanden fra Roskilde til Johannesskolen passede med afstanden fra Slagslundeskoven til skolen havde man fundet ud af.

 

Det aftaltes ydermere, at alt dette  skul iagttages af en udvalgt repræsentant fra Frederiksberg kommune, nemlig Søren Gøtler, som ikke skulle vide, at det hele var aftalt spil.

 

Søren Gøtler skulle så aflyse politieftersøgningen-

 

Derefter kunne lægerne frigives og ville så være sagen helt udenforstående og ude af stand til at kræve nogen som helst indsigt til et eneste journalakt.-

Dette var grunden til at det var bydende nødvendigt at disse var fængslet til planen var fuldført og børnene midlertidigt anbragt for snart at kunne vende tilbage til rektorens venner i Slangerup.

 

For en sikkerheds skyld aftaltes det på det sidste hemmelige møde, at lægernes 8-årige datter skulle bortvises fra Johannesskolen- hvilket rektor Bek dog var lidt betænkelig ved. Hun var bange.

 

 

 

 

referat fra dette lange møde ønskes!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

 

Alt dette har vi ikke alene fra en pålidelig kilde i Frederiksberg kommune- samt fra politiafhøringen af Inger Bek, som advokat Søren Søltoft har læst op for Eva Graungaard og hun taget på bånd.- samt fra adv. Thorbeks Notat.

 

-…………

 

27.03.92:

 

Eva Graungaard og Karl Somogyi løslades af Østre

Landsret, som omstøder kendelsen fra retten på

Fr.berg.

 

Familien Gyllinge godkendes endeligt som plejefamilie af Fr.berg og Københavns kommune.

 

 

 

 

27.3....1992 om eftermiddagen går der bud til rektor Bek, at ikke alene plejetilladelserne fra Frederiksberg kommune, som jo kun var en formalitet var i orden - men nu havde Københavns kommune også været ude hos lærerfamilien og givet plejegodkendelse til hedes ansatte lærerpar på skolen, så nu kan børnene komme frem.

 

Rektor Bek sender bud til slangerupparret at sagen er i orden den midlertidige plejetilladelse er givet til lærerparret.

 

                                         Fredag aften den 27.3.1992

 

Ifølge politiafhøringen siger ægteparret i Hørsholm :

 

"PLUDSELIG EN FREDAG AFTEN FIK DE MEDDELELSE OM, AT TINGENE VAR BRAGT I ORDEN OG AT PIGERNE SKULLE FORLADE DEM NÆSTE MORGEN- ALTSÅ LØRDAG MORGEN . DE HUSKER IKKE OM DE MODTOG DENNE MEDDELELSE PR TELEFON ELLER OM DET VAR WHITA OG NIELS DER KOM PÅ BESØG."

 

 

                                       Lørdag morgen den 28.3.1992

 

"DEN FØLGENDE MORGEN, ALTSÅ LØRDAG, KOM NIELS I SIN BIL TIL DE SIGTEDES BOPÆL OG HENTEDE PIGERNE. OG DE SIGTEDE( ÆGTEPARRET ANDERSEN) FORSTOD, AT DE SKULLE VIDERE I TAXA IND TIL JOHANNESSKOLEN, HVOR DE SKULLE MØDES MED REKTOR"

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

28.03.92:

 

Iflg. Mulle og Lisbeth hentes tidligt om morgenen i Hørsholm, som aftalt med ægteparret Andersen og køres til Slangerup af Niels Lykke Nielsen og Whita Sjøsten i deres røde Mazda 626.

 

          Fra Slangerup kører Niels Lykke Nielsen alene børnene i sin røde Mazda til en skov lige syd for Slangerup, Slagslundeskoven, hvor han ifølge tilrettelagt plan møder chaufføren i Øbrobilen Poul Weibel Andersen, der tidligere har været Whita Sjøstens taxakollega og ven. Denne har i forvejen   fabrikeret en taxabon lydende på kørsel fra jernbanegade i Roskilde til skolegården. I Slagslundeskoven flyttes  børnene over i Øbrotaxaen og køres af komplotmedlemmet   Poul Weibel Larsen efter   planen direkte til legestativerne i Johannesskolens skolegård, hvor kommunens repræsentant Søren Gøtler står og venter, mens rektor Bek ligeledes efter planen står i et vindue og springer ned og over skolens giro betaler den forudfabrikerede taxaregning.

 

Se afhøringen af rektor Bek- og af ægteparret Andersen fra Hørsholm, og den konstruerede rapport fra Søren Gøtler og tidspunktet for Københavns plejehjemsgodkendelse af rektor Beks læreansatte.

 

Selv om Mulle allerede den 15.10.1992 fandt frem til det hus i Hørsholm, hvor hun og lillesøsteren blev holdt skjult, og politiet  underrettedes derom både med navn og adresser på forbryderne, så stod der i læge         kører dem til Johannesskolen.

 

          Børnene ankommer i taxa fra Slangerup til Johannes-

          skolen, hvor Inger Bek, familien Gyllinge og sagsbehandler fra Fr.berg kommune, Søren Gøttler venter.

 

          Til Lau Fries har slangerupægtefællerne fortalt, at              børnene selv hyrede en taxa fra Roskilde til Johannesskolen. De vidste selv, hvor de skulle hen.

 

          Taxachaufføren, der hedder Poul Weibel Larsen, siger             ved politiforhør, at han blev hyret af en ham ukendt             mandsperson i Jernbanegade i Roskilde.

 

          Taxabon'en betales af Inger Bek med 3o6 kr. og lyder              på kørsel fra Jernbanegade i Roskilde til Johannes-              skolen. Den betales med en girobon fra Johannesskolen.

 

          Mulle oplyser, at hun ikke på noget tidspunkt har                været i Roskilde, Men at taxachaufføren cirklede                 rundt med hende og lillesøsteren så meget, at kilometerantallet stemte med en kørsel fra Roskilde.

 

          Eva Graungaard oplyser, at hun da meget godt kender              denne taxachauffør, Poul Weibel Larsen, idet denne er            en af de mænd, der dagligt kom i Whita Sjøstens hjem.            Han var taxachauffør  ansat hos Whita Sjøsten, der               dengang hed Whita Buch. Det var før denne blev                   tiltalt og dømt for bedrageri.

 

 

          Den dag den 28.3.92 har rektor Inger Bek travlt:

 

      1.  Hun modtager børnene på skolegården efter aftale med             Frederiksberg kommune, sagsbehandler Søren Gøtler var            tilstede i skolegården. Og efter aftale med slangerupægtefællerne

 

      2.  Hun drikker te i sit lærerægtepars hjem, hvor hun                installerer børnene, om hvis placering der ifølge                slangerupægtefællerne er blevet forhandlet om, fra               den 2o.3.92, forhandlinger, der nu er så vidt frem-              skredne, at der er givet plejetilladelse til rektor              Beks ansatte, lærerægteparret Gyllinge, der bor i                Vanløse. Det har kompliceret forhandlingerne,                    da der skulle forhandles med både Københavns kommune             og Frederiksberg.

 

      3.  Rektor Bek sender om eftermiddagen bud med en                    kæmpestor blomsterbuket til Voldumvej 22 med et brev             i hvilket hun sender kærlige hilsener fra begge børn.

 

med teksten:

 

"Kære Eva og Karl"

Velkommen hjem!!!

DE bedste ønsker til jer begge

fra os alle på Johannesskolen.

Pigerne har det godt, sender de kærligste hilsener og begynder normalt i skolen mandag.

De venligste hilsener

Inger Bek"     

 

 

4.  Endeligt er Inger Bek ifølge slangerupparret i Slangerup samme eftermiddag efter at have anbragt              børnene hos sit lærerægtepar.- og sendt blomster og brev til os.

         

 

 

          Om aftenen samme dag:- Den 28.3.92.

 

 

 

          Det Store Frederikssundsmøde.

 

          Tilstede er foruden lægerne Graungaard og Somogyi:

         

          TV-fotograf Otto Jonasen

          redaktør Harly Foged,

          Børnehavelærer Margit Foged.

          Mogens Camre,

          Læge Torben Ishøj

          Sektionsleder i KTAS Agnete Ishøy,

          Advokat Hans Helmer Jensen

          Læge Ben Kristian Graungaard

          Stud med Emil Graungaard

 

          Samt Whita Sjøsten og  Niels Lykke Nielsen.

         

          Whita Sjøsten erkendte overfor hele denne forsamling,

          at det var hende og hendes mand, som havde skjult

          børnene samt;

 

          At børnene havde opholdt sig indendørs

          hele døgnet den 11.03.92, hvor Grete Schach Nielsen              hævder at have Lisbeth sammen med Eva Graungaard.

         

          Hun fortæller ligeledes forsamlingen, at hun, Niels

          Lykke Nielsen og Inger Bek af socialforvaltningen

          på Frederiksberg havde fået sikkerhed for ikke at                blive retsforfulgt for deres handlinger; dette er en             del af en aftale, som er truffet ved Johannesskolens             advokats mellemkomst, sagde hun.

 

          Hun oplyser endvidere, at Frederiksberg kommune via              Inger Bek har haft kendskab til børnenes skjulested i            det meste af den periode, hvor lægerne har siddet                fængslet.

          

          Tidligere samme aften fortalte hendes mand, Niels

          Lykke Nielsen det samme til en del af forsamlingen

          bestående af lægeægteparret, Otto Jonasen, Harly og              Margit Foged samt Emil Graungaard.

 

 

 

                                                      29.03.92:

 

          På båndet telefonsamtale mellem Niels Lykke Nielsen

          og Eva Graungaard erkender Niels Lykke Nielsen igen,             at begge børnene var indendørs i Slangerup den                   11.03.92 samt, at han mener, at man skal komme falske            vidner til livs.

 

          Chefpsykolog Gunnar Kjær-Rasmussen, som er gift med

overlærer Lise Kjær-Rasmussen (bisidderen d. 12.12.91            samt Lisbeths klasselærer), ringes op af rektor Inger            Bek, der fortæller, at børnene kommer i skole mandag             - dette skal ske uden drama og presse.

         

          I båndet telefonsamtale mellem Eva Graungaard og                 lærerægteparret ved Johannesskolen, John og Anette

          Gyllinge, fortæller Anette Gyllinge, at aftalen

          om, at de skulle have Lisbeth og Mulle i pleje, var

          indgået mellem Kbh. og Fr.berg kommune en uge tidligere.

 

         

 

 

 

30.03.92:

 

 Børnene kommer i skole.

 

Uge 15  :

 

Mulle tilbyder at se den biologiske moder mod at

vende tilbage til Graungaard-Somogyi. Kommunen af-

viser dette tilbud. Mulle fremsætter også sit til-

bud i Kanal-2 Rapporten - hendes "modydelse" for at              komme hjem til lægefamilien igen.

 

10.04.92:

 

 Mulle får at vide af familien Gyllinge, at kommunen

          afviser hendes tilbud, og at hun skal i retten og                derefter på børnehjem.

 

          Mulle kommer højt grædende til Voldumvej 22, 2610                Rødovre. Hun forsvinder efter en telefonsamtale med              Søren Gøttler, der beder hende om at komme på social-

          forvaltningen. Hun skal ringe besked 5 min. senere,              men det gør hun ikke.

   

          Mulle tager ud til læge Torben Ishøy, Elmevænget 10,

2880 Bagsværd. Denne ringer til Fr.berg kommune med

oplysning om Mulles opholdssted.

 

Der indledes forhandlinger med Fr.berg kommune, som

udmunder i en beslutning om, at Mulle får fred til

mandag, hvor man så skal mødes igen. Læge   Torben Ishøy vil ikke aflevere mulle og meddeler, at kommunen bare skal komme med låsesmed og politi, og han går gerne i fængsel, men der vil være TV på sagen. Stillet overfor dette giver kommunen op og lader Mulle blive der.

 

 

 

Lillesøsteren Lisbeth blev senere samme dag afhentet på skolepsykologens kontor, hvor hun sad låst inde og bragt til familieinstitutionen på Bülovsvej.

 

Iflg. rapport fra klasselæreren overlærer Lise Kjær-Rasmussen               hentes Lisbeth ud af klassen foran de andre børn og               føres til psykologens kontor, hvor hun låses inde.               Læreren følger efter og rusker i døren. Hun spørger              viceinspektøren, Leif Iversen om, hvad det handler               om. Denne (manden, der sad som skolens observatør                ved det lukkede retsmøde, hvor Lise Kjær-Rasmussen               blev afhørt den 25. marts 1992) siger til hende:                

           "Din  rolle er udspillet her. Gå til din klasse."

    

           Den biologiske moder, Mette Haugaard Hansen, får                 senere samme dag adgang til Lisbeth.

 

 

14.04.92:

 

Mulle besøger sammen med Agnete Ishøy og dennes datter, Ditte, Lisbeth på Bülowsvej. Besøget bliver                 overvåget af medarbejdere. Mulle får lovning på, at              Lisbeth kan komme med familie Ishøy på Bakken 2.                 påskedag (mandag 20.04.92).

 

 

15.04.92:

 

Mulle får at vide, at hun ikke kan få lov at se Lisbeth 2. påskedag.

 

          Læge Torben Ishøy deltager i et møde på Rådhuset.

Tilstede er Mette Haugaard Hansen, hendes advokat

Kirsten Reimers-Lund og Bülowsvejens forstanderinde

Else Plesner.

 

 

20.04.92:

 

Læge Torben Ishøy tilskriver Fr.berg kommune; att:

Lasse Gaardsøe. Han beskriver samtalen, som fandt

sted mellem ham selv og Mette Haugaard Hansen og

skriver. "Af særlig interesse for min rolle inde-

holdt samtalen elementer, som efter min vurdering

var udtryk for en række tvangs- og vrangforstil-

linger, der især drejede sig om et lægeligt for-

hold og narkotika/psykofarmaka.".

 

 

24.04.92:

 

Den biologiske moder, Mette Haugaard Hansen udsteder skriftligt forbud mod konfirmation af Mulle.

 

 

Mulle foretræder for Børnesagsudvalget ('3) på Frederiksberg sammen med Torben og Agnete Ishøy. Hun gentager igen, at hun ønsker at vende tilbage til Graungaard-Somogyi.

 

 

28.04.92:

 

Mulle møder hos Flemming Kofod-Svendsen, formand for Folketingets Sociale Udvalg for til ham at appellere om, at han retter henvendelse til Fr.berg kommune om tilladelse til at blive konfirmeret.

 

Mulle appellerer ligeledes om at komme hjem til Eva Graungaard og Karl Somogyi sammen med Lisbeth.

 

 

29.04.92:

 

Fr.berg kommune ved Hans Henrik Plange tilskriver

læge Torben Ishøy vedr. moderens ultimative forbud

mod konfirmationen.

 

 

06.05.92:

 

Mogens Camre, Agnete og Torben Ishøy tilsender Fol-

tingets '71, stk. 7 tilsyn en redegørelse af sagen.

 

 

07.05.92:

 

Mulle foretræder for '71, stk. 7 tilsyn sammen med

          Mogens Camre, efter han har redegjort for sagen og

          dens perspektiver.

 

08.05.92:

 

Lisbeths fødselsdag; hun fylder 9 år.

          Eva Graungaard, Karl Somogyi samt deres datter Rie

          mødte op på Johannesskolen med lagkage og gaver til              Lisbeth.

 

På Bülowsvej får Lisbeth besøg af Whita Sjøsten og               Niels Lykke Nielsen, som inviteres ind med gaver og              får chokolade sammen med Lisbeth. 

 

          Mulle ringer til børnehjemmet og spørger Lisbeth om

          længden af deres besøg. Lisbeth siger først ja til en

time, men bliver rettet bagefter af noget personale

til 10-15 min. Hun har fået modellervoks af dem i

gave. Samtalen er båndet.

Det skal dertil nævnes, at det ikke har været muligt

for nogen andre - der iblandt Fru Bertelsen, der har             passet Lisbeth - at overrække Lisbeth gaver.

 

          Derefter bliver Lisbeth IGEN PÅBUDT SKOLEPAUSE.

 

         Hun er ikke syg, men det er de voksne, der bestemmer,            siger Lisbeth til Mulle i en båndet telefonsamtale.

 

 

09.05.92:

 

Mulles fødselsdag; hun bliver 14 år.

 

 

11.05.92:

 

Eva Graungaard bliver ringet op af overlærer Lise              Kjær-Rasmussen, som fortæller, at hun er blevet kaldt          op til viceinspektørens kontor sammen med en faglig            repræsentant. Hun får der at vide, at det er blevet            forbudt for Graungaard-Somogyi familien at komme ind           i klasseværelset, når Lisbeth er der på trods af, at           deres egen datter Ditte går i samme klasse. Hvis hun           ikke kan forhindre dette, skal hun øjeblikkeligt               tilkalde kontoret, der så vil komme til hjælp.                 

Samtidigt blev hun bebrejdet, at hun var usamarbejdsvillig med kommunen, hvilket hun skulle have vist med          sit kropssprog overfor de tre kommunale folk, der              dagligt ledsager Lisbeth til og fra klasseværelset.

 

 

14.05.92:

 

Mulle bliver kaldt ned midt i fysiktimen af Johannes-skolens kontor og får der at vide, at hun kan hente              en gave fra slangerupægteparret.

 

Mulle ønsker ikke at mostage denne gave

 

          Fr.berg kommune tilskriver Eva Graungaard og Karl So-

mogyi for at meddele disse, at Børnesagsudvalget ('3)

har nedlagt forbud mod, at Graungaard-Somogyi kontakter Lisbeth og Mulle, da dette skønnes at være en                forhindring i.f.t. børnenes fremtidige anbringelse. 

 

 

30.o6.92:

 

Lægeægteparrets 8-årige datter Ditte, der er meget               afholdt såvel lærere som af klassekammerater,                    bortvises fra Johannesskolen af rektor Bek, som                  forklarer dette til de undrende forældre med, at hun             ikke kan leve med at have en elev på skolen, der har             bragt hendes navn i offentlighedens søgelys.

 

          I virkeligheden var denne manøvre et led i de aftaler            Frederiksberg kommune havde indgået med Inger Bek ved            mødet på Frederiksberg rådhus den 27.3.1992 kl 14.3o,            mens lægerne endnu sad isolationsfængslet.-

 

          Anklageren i retssagen forlangte LUKKEDE DØRE og                 udelukkelse af lægerne Graungaard og Somogyi fra det             sidste retsmøde i Frederiksberg ret, der skulle                 afholdes den 18.11.92. Dette protesterede adv. Søltoft            imod, og ved dom af 11.11.92 afsagdes i Frederiksberg            ret en kendelse, hvorefter rettens døre fortsat                  skulle være lukkede, men anklagemyndigheden blev                 underkendt i dens begæring om, at de sigtede ikke                måtte overvære retsmødet.

 

         

 

          Onsdag den 18.11.1992 kl. 9,3o.

 

afholdtes så et                  retsmøde i Frederiksberg ret. Det var denne                      gang en anden dommer, idet tidligere dommer, som                 lægerne har forlangt skulle vige sit sæde, var kommet            tilbage til justitsministeriet. Om dette er et                   tilfælde vides ikke.

 

          Frederiksberg politi havde til lejligheden udarbejdet            et anklageskrift, hvilende tilsyneladende udelukkende            på slangerupægtefællernes sammenstrikkede historie               til Lau Fries.

 

          Og så skulle en af politiet udvalgt skare sigtede                afhøres.

 

          Efter anklageskrift er filmfotograf Otto Jonasen,                Skovsøvej 5o , Ølsted sigtet, fordi han, ifølge                  slangerupægtefællerne fælles afhøring hos Lau Fries,             den 25.2.92, skulle have kørt Mulle og Lisbeth fra en            filmoptagelse til DR, der foregik hos en anden DR                producer, tilbage til slangerupægtefællerne. I Otto              Jonasens bil var Eva Graungaard tilstede, ligeledes              ifølge de sigtede slangerupægtefæller. Omtalte film              blev slet ikke optaget den 25.2.92.

 

          DR-fotograf Otto Jonasen nægtede at udtale sig.

 

          Derefter blev læge Georg Somogyi afhørt, ligeledes               som sigtet, idet han - ligeledes efter slangerupægte-            fællernes udsagn - skulle have kørt børnene fra                  Slangerup, "formodentligt" til lægekonsultationen i              Rødovre den 14.2.92, fordi børnene skulle hjælpe med             at pakke til en rejse til Tunis.

 

          Læge Georg Somogyi lod sig afhøre af anklagemyndigheden, og forklarede, at han umuligt kunne have været            i Slangerup, pågældende dag på omtalte tidspunkt,                idet han den omtalte dag, hvor han ved 13-tiden                  skulle have været i Slangerup for at afhente børnene,            havde siddet i møde et andet sted i tidsrummet ca.               fra  kl. 12  til kl. 15.

 

 

          Derefter blev sigtelsen mod denne læge frafaldet. Den byggede på  Slangerupparrets løgnagtige historier, der fortaltes vicekriminalinspektør Lau Fries under kaffen i Slangerup, hvor parret fik lov til at sidde sammen og korrigere deres fortællinger.                   

 

 

          Derefter blev lægesekretær Helge Røpke afhørt. Han               skulle den 3.2.92 have kørt pigerne til Slangerup.               Helge Røpke nægtede at udtale sig.

 

          Derefter afhørtes vidnet, DR-producer Hanne Jensen.              Hendes advokat ville vide, om hun kunne risikere                 tiltale. Da der blev svaret bekræftende på dette                 spørgsmål, ønskede hun heller ikke at udtale sig i               Frederiksberg ret.

 

          Endeligt skulle vidnet, forfatter Harly Foged fra                Frederikssund afhøres. Denne medbragte en skrivelse,             han ønskede at overgive til dommeren. Også han                   spurgte, om han kunne blive sigtet i sagen. Da der               igen af anklagemyndigheden blev svaret, at det                   kunne han, rejste han sig, idet han sagde. " Så har              vi ikke mere at snakke om".

 

         

          I Kanal- 2 udtalte redaktør Harly Foged senere samme             dag: "Jeg vidste, hvor børnene var på det tidspunkt,             hvor lægerne først fik 7 dages isolationsfængsling,              og derefter yderligere 14 dage. Og jeg vidste, at                lægerne ikke kunne vide det. På det tidspunkt kunne               jeg bevise, hvor ungerne var, og jeg kunne bevise, at            lægerne på ingen måde kunne vide, hvor børnene var.              Men dommeren smed mig ud af retten på det åbne møde,             før dørene blev lukkede.

 

. Selvom jeg sagde  til dommeren: "Jeg er journalist. Jeg har oplysninger, der er meget, meget væsentlige for sagens op-       klaring".

 

          Men hun ville ikke høre på mig. Hun skreg                        vildt og ubehersket: "UD", og bad politiet om at føre            mig ud.

 

          Det kom ikke retten ved. Og på det tidspunkt                     kunne JEG bevise - hvor dommeren senere går hen og               forlænger fængslingen med 14 dage - hvor ungerne var.            DE unger, der var eftersøgt. Jeg kunne bevise, at                lægerne på ingen måde kunne vide, hvor børnene var.              Og på samme tilskuerpladser sad Frederiksberg                    kommunes sagsbehandlere. De samme mennesker, der                 forhandlede og var med til at give andre mennesker               amnesti for at skjule børnene"

 

 

 

 

Forårets dommer er skiftet ud- men sigtelserne er de samme. Det var Kanal-2 onsdag den 18.11.1992- præcis 8 måneder efter den voldelige anholdelse og isolations fængsling af lægerne.

 

Der er ikke berammet nye retsmøder.

 

Derimod er det nye tilkommet til en kendsgerning, at myndighederne benyttede et falsk vidne til at få lægerne fængslet.

 

 

At socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen direkte formidlede lodrette løgne i Frederiksberg radio dagen efter vores fængsling.

 

At det vidne, der kendte børnenes opholdssted og vidste, at lægerne ikke på noget tidspunkt på ingen måde har kunnet vide det. Han blev smidt ud af Frederiksberg ret.

Samtidig med, at Frederiksberg Kommunes repræsentant, der var med til at forhandle om børnene og give de mennesker, der skjulte børnene amnesti.

 

 

 

15 Nov. 1992. datoen for et af vore børnebørn, Samuels dåb

lykkedes det for Mulle og Ben Kristian ved et tip fra  TV1 fotografen Otto Jonasen, der fortalte, at han den 19 marts 1992, mens lægerne sad i isolationsfængsel, var blevet ført liggende i bunden af Slangerupparets bil med bind for øjnene og at det var lykkedes for denne fotograf at få et glimt fra   et vejskilt, der stod Hørsholm på.

 

Derfor gik Ben Kristian og Mulle gade op og gade ned i Hørsholm lige indtil Mulle råbte. Der var der, vi blev holdt skjult.

 

Frederiksberg Journalen sendte billede af huset og angav adressen til Frederiksberg politi, efter at adressen også var blevet genkendt af TV-fotografen, Otto Jonasen.

 

ADet var der bag disse gardiner, at et nervøst ægtepar ommøblerede hele huset, for at intet skulle genkendes- og der   Mulle fortalte til TV, som blev sendt om aftenen, at lægerne absolut INTET kendte til skjulestedet.

 

Alligevel tog det et helt år, før politiet afhørte dette forbryderpar, Ole og

.

 

Og parret fortalte i et dette forhør, hvor de sad sammen ikke hver for sig som det er meningen med politiforhør, at disse aldrig havde set eller talt med de læger, der dengang sad fængslet og ikke kunne blive løsladt før børnene kom frem.

 

De kendte sagen og medvirkede,  fordi det var en rektor, der stod bag det hele.- Dette ved vi fra en båndet samtale mellem Søltoft Madsen og læge Eva Graungaard.

 

Disse forbrydere kan ikke straffes ifølge dommer Hvid, der til os sagde, at de jo aldrig ville gøre dette igen.

 

 

 

Lægernes senere politianmeldelser af hhv. Hørsholmparret, rektor Bek, borgmester John Winther og menedersken Grete Schack-Nielsen er blevet afvist af politimesteren, statsadvokaten og rigsadvokaten.

 

 

 

6.12.92.         

 

Og nu har overassistenten Dorthe Hendriksen, der i denne sag producerede den løgnagtige smædekampagne og skrev, at der i vor konsultation, i samme rum, hvor der var lagt tre patienter op, stod en ged, der havde afføring , mens hun var der.- En historie, der blev bragt viden omkring. Den blev således fundet i MF Arne Melchiors papirbunke på Christiansborg. Og den blev af Frederiksberg kommune til embedslæger, og til en meget stor udvalgt skare af folketingsmedlemmer og til de mennesker, der tog lægernes parti.-

 

NU HAR DENNE OVERASSISTENT SKREVET UNDER PÅ, AT HUN FORTALTE EN LØGNEHISTORIE OG BETALT 5.000 KR.

 

         

 

   "Lukkede døre, Lodrette løgne, inhabile dommere, hvad            bliver det næste.?

 

spurgte Lars Bøgh Winther en dag i Kanal-2 rapporten i TV. 

 

         

Det næste bliver undersøgelse af, hvordan en anden medarbejder, Erik Havgaard Hansen, der har spillet en betydelig rolle, i og med han har fortalt beviselige usandheder, kan udtale, at han er parat til at møde i retten og bevidne, at barnet Lisbeth ved gentagne lejligheder har fortalt ham om "geden i huset" på Voldumvej.

 

Og afsløring af hele det sammenspiste komplots arbejde på Frederiksberg rådhus - med borgmester John Winther i spidsen

under børnenes forsvinden

 

Forfatter Harly Fogeds og fotograf Otto Jonasens skrivelse til retten vedlægges i fotokopi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Konklusion:

-----------

 

På talløse skrivelser til borgmester John Winther, socialudvalgsformand, kommunalbestyrelse, socialudvalgsformand Birgit Fogh Andersen, der omgærder sig med sine egne usandheder, "hovedmanden", rektor Bek, og Johannesskolens bestyrelsesmedlemmer, svares overhovedet ikke.

 

I sagen er der nye afslørende oplysninger, bl. a. vedr. komplottet mellem rektor Bek, Slangerupægtefællerne og taxachaufføren Poul Weibel Larsen, der er en tidligere ansat chauffør hos Whita Sjøsten fra Slangerup, og som rektoren betalte for en "fuptur" 3o6 kr. af skolens girobeholdning..

 

Ligesom det hemmeligholdte, såkaldte ukendte skjulested i Hørsholm nu er udpeget og genkendt som Niels Lykke Nielsens arbejdskollega, murer Ole Andersen og hustrus villa, beliggende Alsvej 97, Hørsholm,- Dette interesserer ikke Frederiksberg politi.

 

Der er ingen i Danmark, der tør udtale sig i Graungaard-sagen mere af angst for at miste deres stilling.

 

Da klasselærereren, overlærer Lise Kjær Rasmussen, i et lukket retsmøde afgav forklaring om, at Mulle den 2.3.92 var på skolen og gik ind til rektor Bek., havde samme rektor Bek, der sammen med kommunen under lægernes isolationsfængsling, intenst forhandlede om børnenes omplacering, indtil varig placering hos hendes "nære venners gennem 4o år", Slangerupfamilien, kunne finde sted, så disse igen kunne betale deres terminer. Hun havde sin observatør, siddende i det lukkede retsmøde.

 

Derved kunne hendes forklaring til politiet afpasses.

 

Da samme klasselærer fulgte efter barnet Lisbeth, der af kommunens folk senere blev afhentet fra klassen midt i timen og låst inde på skolepsykologens kontor, og ruskede i døren og spurgte: "Hvad handler det her om?" og fik svaret: Gå ind i din klasse igen og pas dit arbejde, din rolle er udspillet", ja så blev også hun bange. " Hvor går jeg hen og får nyt arbejde i min alder. jeg har jo villa og bil og børn under uddannelse, spurgte hun.

 

Og forældrerepræsentanten, kriminalassistent Hans Andersen, Rødovre politi, sagde, da han fik at vide, at den lille Ditte på 8 år brutalt af rektor Bek var blevet smidt ud af hendes skole med den begrundelse, at denne rektor ikke kunne leve med, at have et barn på skolen, hvis forældre bragte hende i offentlighedens søgelys. Han sagde. "Jeg føler mig som en tøsedreng, Men hvis jeg blander mig, ender det med, at min egen Helene også bliver smidt ud"

 

Der er ingen, der tør hjælpe eller sige, hvad de mener.

 

 

OG NU HAR OVERASSISTENTEN VED FREDERIKSBERG KOMMUNE,DORTE HENRIKSEN SKREVET UNDER PÅ, AT HUN SKREV EN LØGNAGTIG RAPPORT OM EN GED I DERES KONSULTATION. EN RAPPORT, DER VIA FREDERIKSBERG KOMMUNE BLEV RUNDKASTET SAMMEN MED EN LIGESÅ FANTASIFULD OG LØGNAGTIG PSYKOLOGERKLÆRING BL.A. VIA TELEFAX  TIL FOLKETINGETS SOCIALE UDVALGS MEDLEMMER, OG ET MEGET STORT MEN UKENDT ANTAL INDFLYDELSESRIGE MENNESKER,- OG SOM LÆGERNE TILFÆLDIGT KOM I BESIDDELSE AF, DA DEN MYSTISKE RAPPORT, BLEV FUNDET I FOLKETINGSMAND ARNE MELCHIORS PAPIRBUNKE.

 

Den løgnagtige rapport skadede børnene Mulle og Lisbeths sag, desuden blev den sendt til embedslægerne, i den onde hensigt, at lukke lægernes praksis.

 

LIGELEDES HAR POLITIET FUNDET FREM TIL, AT DEN KONSERVATIVE  OLDERMAND OG VÆLGERFORENINGSVENINDE TIL SOCIALUDVALGSFORMANDEN BIRGIT FOGH ANDERSEN, FRU GRETHE SCHACK NIELSENS VIDNESBYRD I RETTEN, DER BLEV BRUGT TIL AT FÅ LÆGERNE I ISOLATIONSFÆNGSEL, VAR FALSK.  

 

"Det kunne således på ingen måde have sin rigtighed, at Graungaard den 11.3.92 kunne være set i sin opgang med barnet Lisbeth, da hun denne dag og i tiden derop til og i dagene derefter befandt sig i Slangerup", skrev vicepolitiassistent Lau Fries. - Dermed synes den vidnesag slut.

 

OG DER SYNES INTET AT SKE DET VIDNE, SOM FREDERIKSBERGDOMMEREN ANSÅ FOR HELT PÅLIDELIGT.-"DET VIDNE TROR JEG PÅ, SAGDE DOMMER SYLVEST NIELSEN I FREDERIKSBERG RET OG DØMTE LÆGERNE FØRST TIL TRE DAGES ISOLATIONSFÆNGSLING, DEREFTER TIL 7 DAGE YDERLIGERE OG TIL SIDST TIL ENDNU 14 DAGE.- EN DOM DER BLEV UNDERKENDT AF LANDSRETTEN.

 

SYLVBEST NIELSEN ER NU SKIFTET UD MED EN ANDEN DOMMER- HUN HAR FÅET EN HØJERE STILLING.

.

 

Da Emil Graungaard på sin 18-års fødselsdag vidnede sandt i retten, blev han truet med 6o dages fængsel, hvis hans udsagn var forkert.

 

Da lægerne havde været på sygebesøg den første dag på grund af Mulles selvmordstrussel,, og ville fortælle dette til den ansvarlige: socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen, skreg denne Jeg vil intet vide. Hun vidste det jo- og gik til politimesteren. " Hun fortalte det under en privat middag, sagde hun i en båndet samtale.

 

Hvad nu?- Til den ansvarshavende borgmester John Winther naturligvis, som er løbende blevet holdt underrettet om denne sag fra december 1991 , og som har modtaget talrige breve om børnenes situation, og som så tidligt som den 2.3.92 forhandlede med rektor Bek om børnenes anbringelse, efter at Mulle, der var "under jorden" havde været hos hende- Det var 16 dage FØR  fængslingen.- ifølge rektor Bek.- var underrettet om de intense forhandlinger om børnene, der skulle- og blev- færdiggjort under fængslingen, uden at dog deres skumle plan kunne fuldføres helt, da Landsretten brød ind og frigav lægerne 14 dage før ønsket af Frederiksberg.

 

OG SOM DEN 25.3.92 SVAREDE MF ARNE MELCHIOR,DA DENNE HOLDT PRESSEKONFERENCE OG RINGEDE BORGMESTEREN OP: "JEG KENDER SLET

INTET TIL DEN SAG, DU TALER OM."

 

Så dette synes ikke at være vejen. men så må man kunne klage til kommunaldirektøren og socialdirektøren, der som embedsmænd er ligestillet med de politisk valgte, borgmester og socialudvalgsformand embedsmand.- Det må være komandovejen.- og dog?

 

 

Da chefpsykologen i Tårnby kommune, Gunner Kjær- Rasmussen mødte op i Folketingets sociale udvalg den 12.3.92 og derefter i Folketinget blev kontaktet af TV, hvor han udtalte sig,  medførte dette, at socialdirektøren skrev til  chefpsykologens skoledirektør, som så gav Kjær-Rasmussen en "næse".

 

Ytringsfriheden værdsættes ikke højt i Danmark.

 

iFØLGE EN HEL FORSAMLING AF KENDTE MENNESKER UDTALTE FRU WHITA SJØSTEN FRA Slangerup, AT DER INTET VILLE SKE HENDE OG HENDES ÆGTEFÆLLE, SOM HAVDE HAFT BØRNENE BOENDE DEN STØRSTE DEL AF DEN TID DISSE HAR VÆRET POLITIEFTERSØGT, LIGESOM DER HELLER INTET VILLE SKE DERES BEKENDT REKTOR INGER BEK, DER SAMMEN MED SKOLENS ADVOKAT HAVDE FØRT FORHANDLINGERNE MED KOMMUNEN, IDET DISSE AF KOMMU8NEN ALLE V AR LOVET AMNESTI-

ET LØFTE, DER SYNES AT BLIVE HOLDT.

 

---------------------------------------------------------

 

NÅR MAN HAR MAGTEN, HANDLER MAN BARE - UANSET LOVEN.

 

 

 

             

 

 

Det mest himmelråbende ved hele denne sag er den kendsgerning, at det aldrig har drejet sig om børnenes ve og vel, men det faktum, at få ram på lægerne og samtidig tilgodese rektorens gode venner, det økonomisk betrængte par i Slangerup, som hun følte sig i taknemmelighedsgæld til og skyldte en tjeneste.

Hele dette skuespil blev sat i scene og udviklede sig som skildret for at at dække over den ene ulovlighed efter den anden.

 

Det faktum at børnene har været under jorden fra den 6.9.1993 til den 17.1.94, hvor Frederiksberg kommune udbetalte moderens  pension på en check til politimesteren på Frederiksberg for at sulte disse frem- Og til sidst fik.

 

En sag deres advokat indbragte for

 

 

Mulle blev bortvist fra Johannesskolen lige før eksamen i 9 klasse.

 

Det var dommer Torben Hviid der den 16.6,1994, dømte Mulle til at forblive endnu et år på børnehjemmet, hvilket hun blæste på og kort efter bare gik sin vej og flyttede tilbage til moderen.

 

Mulle er i dag 17 2 år. Hun har nu siden julen 1994 været under jorden sammen med lillesøsteren Lisbeth, hvilket disse to børn stadig er.

 

Hun gik under jorden på opfordring af lillesøsterens fuldstændig nervesvækkede tilstand, hvor hun reagerede psykotisk.

 

med henblik på ks.

--------------------

 

tavshedspligten -eg

---------------------

hvis jeg so læge skulle have brudt min tavshedspligt, skulle jeg ikke have siddet som anklaget men skulle have været bedt om at udtale mig under vidnesvar- som vidne.- da ville jeg have bedt om en kendelse.- og havde jeg fået en sådan, da ville jeg have bedt om tilladelse til at rådføre mig med lægeforeningen- og have fulgt dennes råd.

 

børnenes tilhørsforhold til os som deres læger var ikke blevet ophævet af kommunen

 

desuden en tumultlignende situation

den dybere mening med tavshedspligten er, at folk, der på en eller anden måder  på kant med myndighederne ikke må forhindres i at søge lægehjælp, af frygt for at blive udleveret til politiet

 

 

man har heller ikke betvivlet vidner- der skulle naturligvis have været spørgsmål til disse vidner

 

man har juridisk set dømt os begge kollektivt på ménederskens    løgn i retten.

 

ks

---

 

var udsat for en kollektiv dom.

 

hver af os har et selvstændigt ansvar.

 

vi var dømt på forhånd.

 

eg har været uartig overfor de offentlige myndigheder og der skal statuers et eksempel.

ks er gift med eg. mitgegangen- mitgefangen und mitgehangen

 

vægten skal lægges på at ks er kollektivt dømt- det kan man ikke- selv om der er så meget andet man heller ikke har kunnet- så må man ikke dømme kollektivt.

 

Trusselsbrevet til Mogens Camre hvor der omtales et møde i sagen- mødereferat ønskes.

 

 

 

Dato.

Mette Haugaard Hansen fik sit krav om hjemgivelse af sine døtre  behandlet først i Frederiksberg socialforvaltning, den

 

Uden at hendes advokat trods talrige begæringer derom af hende selv og af hendes advokat- først af advokat Kirsten Reimers Lund og derefter af advokat Hans helmer Jensen.

 

Dato 

Derefter behandlet i Den Sociale Ankestyrelse uden at få udleveret de begærede sagsakter

 

Den 11.2.1993.

Behandlet i Østre Landsret

 

den

Dommer hvid Socialforvaltningen uden

Den Sociale Ankestyrelse

Hans helmer jensen beklagede sig der kun over de tilbageholdte sagsakter

 

den 22.december 1993. Igen i Østre Landsret uden    at have fået udleveret de begærede sagsakter: Advokat Holger Lindholt.

 

 

Landsretten udtaler:

" Der foreligger ikke således som sagen er oplyst for landsretten grundlag for at antage, at afgørelsen i børrne- og ungeudvalget og i Den Sociale Ankestyrelse skulle være truffet uden at der skulle være givet ansøgerens daværende advokater fuld adgang til sagsaakterne, ligesom anbringedet om magtfordrejning fra Frederiksberg kommunes side savner ethvert grundlag, idet det af sagsøgeren iøvrigt anførte heller ikke kan føre til andet resultat tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge."

 

 

 

Det eneste vidne som fru Haugaard Hansen havde var læge Eva Graungaard, som jo også var den eneste læge der i den lange tid hun og hendes datter havde været og stadig var under jorden på flugt fra børnehjem og myndigheder, måtte ikke afhøres som vidne i denne vigtige sag- Kun den børnehjemsforstander Else Plesner, som var betalt af socialforvaltningen og mod barn og mor.-

 

Iøvrigt sultet ud af Frederiksberg socialforvaltning, der udleverede hendes invalidepension i på en check til politimesteren på Frederiksberg.

 

Dette vidne og dette bevismateriale måtte ikke høres.

 

 

Da afhøring af læge Eva Graungaard ikke kan anses for at være af betydning ved sagens afgørelse

 

                                                    bestemmes:

 

Den af advokat Lindholt fremsatte begæring om afhøring af dette vidne tages ikke til følge.

 

----………………….

Brev fra overlæge Bonnevie vedr. Mette Haugaard Hansen og hendes situation, samt fremtidig metadonordination. ( brevet er fremlagt i sagsakterne.)

BILAG       

                                                      16.12.86:

 

Embedslæge Marianne Søeby tilskriver overlæge Bonnevie vedr. Lisbeth og Mette Haugaard Hansen, da han, som  tidligere nævnt kontrollerer hende og det yngste barn for HIV-positiviteten.

BILAG         

 

Alle 4 børn har haft en kummerlig barndom. Begge forældre er kriminelle HIV-positive narkomaner. Moderen ifølge hospitalsjournaler desuden prostitueret. Faderen voldelig.

 

De to yngste piger, Anne Marie, kaldet "Mulle" og Lisbeth er begge født med livsstruende abstinenser, ifølge journalerne.  Anne Marie er døbt i Vestre Fængsel- ifølge dåbsattesten. Fremlagt i sagsakterne.

 

I akterne findes et brev, hvor moderen skriver til Statsamtet og fortæller om, hvordan den biologiske far, Kaj Ole Hansen, der også er en HIV-positiv narkoman og har siddet 11 år i Hersted Vester fængslet, har "gennemtævet" begge de små piger og kastet den mindste hårdt ind mod en mur.

 

Moderen selv får i 199o af en anden kendt kriminel narkoman Kim Bergstrøm Hansen i børnenes påsyn ved knytnæveslag smadret sin milt og må hasteopereres på grund af blodtab, ifølge hospitalsjournalen.

 

 

Mette Haugaard Hansen blev ofte indsat i fængsel først og fremmest på grund af bøder, som hun skulle sidde af. I disse situationer var de mindreårige børn henvist til selv at stjæle til føden. I tre forskellige tilfælde har hun af politiet fået tilladelse til at ringe til lægekonsultationen, og lægerne har sendt deres sekretær til Vestre fængsel og betalt bøderne.

BILAG:

Kvitteringer fra politiet.

 

Anders døde den 1991 en alder af---- af AIDS.

 

Mette Haugaard Hansen bor i 1990 i en 4-værelses lejlighed på Finsensvej 127. Det er hendes 11. lejlighed ifølge akterne. Alle hendes lejligheder har været husvildeboliger, undtagen et hus i Bagsværd, hvor familien kun midlertidig fik lov til at bo.

 

 

                                                      2.1.1990:

ting og tøj og tamme undulat bare hurtigt blev stuvet ned i af flyttefolk på ordre af fogeden.                 

 

Familien indsættes så akut ind på Frederiksberg  Skole- og Behandlingshjem om aftenen samme dag.

 

         

Udtalelse fra denne institution den 11.1.1990:

 

"Mette har et udpræget behov for at snakke om narko, vold, død, skiftende mænds sexmisbrug, rottweilere og drukture, mens andre børn hører på det. Efterhånden som dagene gik, blev hun mere og mere dopet af medicinen (Vi kender til Metadon, Stesolid og Rohypnol). Kunne ikke føre en samtale og til tider ikke stå på benene.

Torsdag den 11.1. kl 11 dukker hendes ven Kim Bergstrøm Hansen op. De bliver mere og mere påvirket, efterhånden som dagen skrider frem. De låser sig inde på toilettet, og der er en voldsom larm derindefra. Efter gentagne gange, at have kaldt dem ud, kommer Kim ud og derefter Mette stærkt påvirket.  Medarbejderen ser en masse blodstænk og der findes beskyttelseshætter til sprøjter."

BILAG

                                                           

 

11.01.9o:

 

Hele familien smides ud om aftenen af institutionen grund af ovennævnte ballade med de tre mindreårige børn, som igen står ulykkelige og frysende og bange på gaden.

 

Og de næste to måneder flytter den lille familie fra sted til sted- Vandrehjem, kvindehjem og kortvarigt ophold på hotel Frydenlund.

 

 I tre måneder kom den 11-årige Anne Marie (Mulle) ikke i skole, og den 6-årige Lisbeth har ifølge Mulle bare stille siddet og ventet med ondt i hovedet. Selv siger hun, at hun fik piller af Mette, når hun havde nogen,- og så hjalp det.

 

"Jeg kan så godt lide Mulle", gentog hun meget tit.- Alle hendes tænder var totalt nedcarierede.

 

 Og den større pige Anne Marie var langt bagud i skolen trods god begavelse, fordi hun aldrig havde fået briller, som var nødvendig, for at hun kunne se at læse.   

 

 

                                                       1.april 1990.

 

 Indsætter Frederiksberg kommune familien i en bolig. Det er igen en husvildebolig. En bolig, der på det tidspunkt kun kunne betegnes som uværdig og uegnet for såvel mennesker som dyr.

 

 Boligen er uden varme, kun med en kakkelovn, hvor skorstensrøret er trukket ud fra væggen, så den ikke kunne bruges. Og uden badeværelse. Det er på Henrik Ipsensvej 23.

 

 Lægerne forsøgte opsætning af elektriske radiatorer, men det kunne det elektriske system i det faldefærdige hus ikke bære. Det var oprindelig to to-værelses lejligheder, der var slået sammen, med to små træk og slip wc’er i hver sin ende.- så kunne den HIV-positive mor og den lille HIV-positive pige bruge det ene og resten af familien det andet, blev der sagt til lægen i telefonen, da denne beklagede sig over de elendige forhold, man bød denne børnefamilie.

 

 Der var gråhvid mug belægning mere end en meter op på væggene fra gulvet. Og flyttekasserne blev stablet op foran vinduerne  for at holde på varmen.

 

 

                                                      3.4.1990.

 Læge Eva Graungaard skriver efter aftale med overlæge Bonnevie til boligkontoret for at skaffe fru Haugaard Hansen med de tre mindreårige børn en menneskeværdig bolig og påpeger den helbredsmæssige betydningen af, at der stilles en bedre lejlighed til rådighed for det HIV-positive barn.

BILAG

 

 

                                                      16.04.90:

                       Natten mellem 1. Og 2. Påskedag den 16.4.1990.

 

 Mette Haugaard Hansen bliver pludselig meget syg og højfebril om matten opsøger skadestuen på Frederiksberg hospital med stærke smerter i lysken på grund af fejlfix. Hun bliver set på skadestuen, hvor hun ønsker morfin på grund af stærke smerter i benet.- Hun er kendt på skadestuen son narkoman og hjemsendes kl 04 om morgenen.

 

         

……………..

                    Senere samme dag om eftermiddagen den 16.4.1990:

 

 Det er 2'påskedag. Lægerne Graungaard og Somogyi er i deres  sommerhus. Derfra tilkaldes de til sygebesøg til Henrik Ibsensvej 23.  Det er en anden person, narkomanen Kim Bergstrøm Hansen, der ringer til deres sommerhus, og da situationen lyder yderst alarmerende, tager disse læger øjeblikkeligt afsted og kører direkte til fru Haugaards Hansens bopæl.

 

 Lægerne indlægger deres patient akut på Frederisberg hospital.

 

          

 I hjemmet forefindes der på indlæggelsestidspunktet stadigt den kendte kriminelle narkoman, Kim Bergstrøm Hansen, samt patientens 2 mindreårige piger: Anne Marie (Mulle) og Lisbeth på hhv. 11 og 6 år.

 

 Storesøsteren, Maria (Tulle) på 15 år samt den ældre bror Robert (Oskar), var ikke tilstede i lejligheden.

 

 Moderen bad lægerne tage sig af børnene, og gav sin tilladelse til at de kom med disse til deres hjem. Moderen gav før ambulancen nåede frem udtryk for, at hun var meget glad for at lægerne ville tage sig af hendes børn.

BILAG

 

Lægerne fandt forholdene i hjemmet fuldstændig uforsvarlige, og var rystede, da den tilstedeværende narkomanen Kim Bergstrøm Hansen på spørgsmålet om, hvor de små piger sov, svarede:" De sover ved min røv".

     

 Lægerne tager derfor Mulle og Lisbeth med sig hjem, efter at have sendt deres syge og stærkt smertepåvirkede og feberhede mor, i ambulance med udrykning til hospitalet.

 

  

- Begge de små piger var meget medtagne. De var frysende og syge, sultne, underernærede og utøjsbefængte, og den lille Lisbeth var konstant grædende på grund af totalt nedcarierede tænder.

 På Frederiksberg hospital fandt man ved undersøgelse af moderen bakterier i blodet tydende på sepsis, og der var en meget stor absces strækkende sig fra muskulaturen på låret og højt op i maven.

 

 Da man på dette hospital mener, at både tarme og de store pulsårer er medinddraget, overflyttes fru Haugaard Hansen i hast til Rigshospitalet, hvor man karakteriserer hendes tilstand som "udsigtsløs".   

 

 

                                                      17.04.90:

 

 Lægerne Somogyi og Graungaard kontakter Frederiksberg kommune med oplysning om de 2 pigers opholdssted og omstændighederne, som førte til beslutningen om at medtage disse.

 

 

                                                           

                                                      18.04.90:

 

 Maria, den ældste pige på 15 år ringer til Eva Graungaard og fortæller, at hun befinder sig til afhøring på Tomgårdsvejens politistation. Politiet har anholdt hende på gaden. Hun var efterlyst og skulle afhøres vedr. flere kriminelle forhold, først og fremmest småtyverier samt snyderi i S-togene, hvor hun har fremvist en anden persons sygesikringkort.              

 

 Maria ønsker, at Eva Graungaard kommer tilstede og nægter at udtale sig, før denne læge, som hun har tillid er kommet frem. 

 Eva Graungaard opsøger derfor Mette Haugaard Hansen på hospitalet. Moderen giver Eva Graungaard fuldmagt til at overvære afhøring af Maria. 

BILAG:

 

 Tilstede ved afhøringen er desuden en kriminalbetjent samt en repræsentant fra Børne- og Ungeudvalget i København.          

Eva Graungaard tager derefter Maria med sig hjem, fordi denne store pige angiver at være meget sulten.

 

 Lægen støtter pigen i at fastholde sin vægring mod at udtale sig, bl. a. for hurtigst muligt at kunne forlade politistationen, hvor pigen angiveligt havde siddet i mange timer og hun overlader derefter sagen til sin egen advokat Kornerup Jensen.

 

 De tre piger får så hver deres eget værelse side om side med lægeparrets eget barn, den 6-årige Dittes værelse.

 

På grund af massiv lusesmitte hentes straks luse shampo på apoteket og pigerne befries for en ulidelig kløe.

 

Der indledes straks samarbejde med de store pigers skolen og lægerne kører dagligt de to store piger til deres skoler. Hhv Sønderjyllandsskolen og en ungdomsskolen: Vi-ka-Sku.

 

Det yngste barn har aldrig været i nogen daginstitution- hverken i vuggestue, eller i børnehave, og var heller ikke kommet i børnehaveklasse. Hun er så syg og smerteforpint, at hun straks den følgende dag kommer til tandlæge, hvor de fleste mælketænder må fjernes. Der var ikke en eneste hel tand i munden på hende.- Lægernes egen datter, Ditte, der er lidt yngre end Lisbeth går i Johannesskolens børnehaveklasse.

 

 

Lægeparret ringer næsten dagligt til Frederiksberg kommune for at få en afklaring omkring de tre pigers skæbne.

 

Der går herefter ca. 6 uger, inden kommunen reagerer trods mange opringninger fra Eva Graungaard.  Kontaktpersonen på kommunen bliver fuldmægtig Elsebeth Kaasgaard.

 

 

 

                                                Ultimo maj 1990:

         

Besøg hos Graungaard-Somogyi af 4 folk fra kommunen, der gennemgår hele boligen og de tre børns værelser. Elsebeth Kaasgaard er en af de tre personer.

 

De kommer op i lægernes lejlighed - en seks-værelses lejlighed på Godthåbsvej nr. 32 på Frederiksberg.  Disse finder forholdene særdeles gode. Børnenes værelser bliver inspiceret, ligesom hele lejlighedn gennemgåes.

BILAG: plejetilladelsen.

 

Der forevises skrivelsen fra Rigshospitalet vedr. den biologiske moder og dennes dårlige prognose.- ifølge udtalelse fra Rigshospitalet, hvortil moderen var blevet overført.

 

Og kommunens udsendinge viser en skriftlig tilladelse fra moderen, som er indhentet, mens moderen endnu lå på Frederiksberg hospital.

 

 Alle tre piger er tilstede i lejligheden. De to store er kommet hjem fra skolen.  Der indledes en dialog vedr. pigernes

 

 

 

Kronologi nr. II

---------------------

 

                          18.3.1992:

 

1.

 

Ligeledes  side 116 adv. Thorbek:

Samtale mellem Inger Bek og socialudvalgsformand Birgit Fogh- Andersen referat ønskes!

 

2.

Frederiksberg politi kommer talstærk til lægekonsultationen denne onsdag sammen ledet  af viocekriminalkommissær Lau Fries. De har ingen dommerkendelse med, men de er mange og de har afspærret Voldumvej i begge retninger og  lederen af aktionen. vicekriminalkommissær Lau Fries hamrer på ruden. Der er patienter, og den lille datter, Ditte på 8 år er endnu ikke sendt i skole- Hun skal den dag møde kl. 10.

 

EG spørger om, politiet har en dommerkendelse, hvilket de ikke har. Da EG, der straks tænker på den onde og løgnagtige gederapport, frygter, at forsamlingen er ude efter lægeparrets yngste barn, nægter hun lovmedholdeligt at åbne hoveddøren.

 

Vicekriminalkommissæren sender bud efter en låsesmed, der under stort borespetakkel borer hul i lægekonsultationens yderdør, og politiet stormer ind og Lau Fries fanger EG i et hjørne, hvor hun presses op i krogen.

 

Flere betjente baner sig vej under stor og helt unødvendig drammmatik ind i lægekonsultationen, efter at Voldumvej        med store politibiler blev afspærret i begge retninger og alle de patienter, der kom ad Voldumvej til konsultationen blev skarpt bortvist af uniformeret politi, som bad dem gå hjem og søge anden læge, da lægerne her skulle i fængsel.

 

Politiet anholder lægerne, og lænker deres voksne datter Rie i håndjern sammen med den mandlige sekretær Helge Røpke og dr. Somogyi føres ud i en ventende kassevogn, dr. Graungaard bæres på grund af den utrolige vold, vicepolitikommissæren brugte mod hende ud forbi en ventende patientskare og lægges i bunden af en anden stor kassevogn, og køres under udrykning til Frederiksberg hospital under udrykning, hvor hun blev indlagt  på akut intensiv hjerteafdeling, mens den mandlige sekretær, der blev lænket til en voksen datter i håndjern, hvor sekretærens højre hånd blev lænket til datterens højre hånd, så disse måtte snurre rundt hele tiden, idet den ene skulle gå baglæns, når den anden gik forlæns. Disse kørtes i en lille politibil til afhøring til Frederiksberg politistation.

 

Lægernes yngste dengang kun 8-årige datter blev derefter    gennet ud på Voldumvej, hvor hun grædende måtte stå frysende udenfor og se på at hendes forældre og storesøster af politiet blev hhv båret og ført ud forbi hende. Politiet havde end ikke givet hende tid til at tage overtøj på. Hun måtte stå ude på Voldumvej ikke alene under den voldelige anholdelse, men også i hele den tid, det tog med den efterfølgende ransagning.

 

Politiet forsøgte  at få folk fra børnehaven med til ransagningen. Børnehaven er nabo til lægekonsultationen.- Alle voksne i børnehaven nægtede imidlertid at medvirke.

 

Derfor måtte politiet nøjes med en tilfældig og meget syg patient, der var på vej til lægekonsultationen. og en af lægernes svigersønner- Peter Billesskov Shelde.

 

Politiet havde hverken dommerkendelse til indbruddet, eller til fængslingerne eller til ransagningerne. 

 

Men i det omfang dansk politi finder det ulejligheden værd, får dette altid efterfølgende godkendelse af en dommer. I dette tilfælde bad politiet om godkendelse af ransagningen i vor lægepraksis, og fik automatisk denne. Men det fandt det ikke umagen værd at få godkendt indbruddet og ransagningen hos vor lejer Erik Kurt Christiansen

 

BØRNENE FINDES HELLER IKKE VED DENNE RANSAGNING.

 

Den lille 8-årige Ditte efterlodes frysende og grædende på fortovet udenfor hoveddøren, som politiet låste.

 

 

 

                            19.3.92.

 

Hun er 1oo  procent   sikker på, at det er                  Lisbeth, Eva Graungaard går med. Hun kender forskel            på lægernes egen 8-årige datter Ditte, der er mørk og          en lysere Lisbeth. Desuden har Lisbeth afrikanske              fletninger, som ved udsendelsen i Kanal-2. Og Fre-             deriksbergdommeren udtaler: "DET vidne tror jeg på".

 

         

 

Fru Schack Nielsen oplyser ligeledes, at en familie            Hetland, på 4. sal, kommer forbi på samme tidspunkt            og derfor må have set det samme som hende.

 

Familien Hetland oplyser under politiafhøring, at de har set Eva Graungaard og Karl Somogyi, men ikke sammen med en lille pige.

 

"Samme dag ringede Graungaard til Slangerup og

fortalte, at der havde været razzia hos hende. (Det           

blev vist samme aften i Kanal-2) og hun fortalte              

også, at Arne Melchior havde givet 1ooo kr til                

pigerne,”

 

Det er hvad ægtefællerne i Slangerup sammen med Lau           

Fries har brygget sammen.

 

Historien er usand ifølge lægerne. Disse forklarer,            at rektor Inger Bek den 27.2.92 uanmeldt kom til               deres private hjem sent om aftenen - tilstede var              læge Ben Graungaard, en af deres sønner. Rektor Bek            fortalte ved den lejlighed, at de to piger nu var              "gadebørn" og havde været hos hende på skolen.

 

Ordet GADEBØRN blev gentaget ved kontakt til Inger             Bek om formiddagen den 6.3.92. Historien om gadebørn         

troede lægerne på og da de forestillede sig børnene           

frysende og sultne på Christiania, hvor der også gik          

rygter om, at de nu befandt sig,ringede Graungaard             samme dag ved 12-tiden til folketingsmand Arne                 Melchior og fortalte ham, Inger Beks historie om               gadebørnene, og det var, fortæller hun, ikke et                øjeblik faldet hende ind, at historien var usand.

 

Arne Melchior, der ikke uden grund har ord for at              have hjertet på rette sted bad hende straks om at            

møde ham på en bestemt adresse på Vesterbrogade.               Hvilket hun gjorde sammen med ægtemanden Karl                  Somogyi. De fortæller, at Arne Melchior tog 1o                 hundredkronesedler op af sin tegnebog og lagde disse           på bordet. Pengene blev afleveret til Inger Bek,               der tilbød kvittering, hvilket blev afslået.

 

 

 

 

18.03.92:

 

Anholdelsen af lægerne Somogyi og Graungaard med                 efterfølgende ransagning på Voldumvej 22, 2610                   Rødovre. Tilstede er de i følge retsplejeloven to                uvildige vidner, som

 

 

Børnene findes ikke.

 

Ransagningen havde som altid negativ resultat.

Denne ransagningskendelse var selvbestaltet og ulovlig, idet den ikke iværksat af retten.

 

Inger Bek oplyser under politiafhøring, at Mulle rin-

ger til hende ca. 22.30. (Dette må så være på hendes

privatnummer i Hillerød, som er hemmeligt). Inger Bek            hævder, at opringningen sker fra en telefonboks, da              hun kan høre nogle svage klik og dut. Inger Bek beder            hende ringe igen - men det gør Mulle ikke.

 

         

Såfremt jeg og min familie havde det mindste med sagen at gøre, ville Mulle have ringet til familien- men hun ringede til Ingfer Bek.

Hvordan kan det dog gå til, at Mulle har sin rektors             telefonnummer i Hillerød? " blev Mulle  spurgt om ved Karl Somogys  fødselsdag få dage efter, at børnene var kommet frem.

 

Det har "Inger" givet mig  sagde Mulle og viste at hun havde dette i inderlommen af sin jakke "Her"- DEt fik jeg i Slangerup af "Inger" med besked på at jeg altid må ringe, hvis der sker noget. Derfor kunne jeg ringe, da jeg hørte, Eva og Karl var kommet io fængsel- Det har jeg da fået af              hende selv en dag, hun besøgte os i Slangerup",                  svarer Mulle.

 

 

EG:

 

på Frederiksberg hospital.Indlagt på enestue på intensiv afdelingen. se journalerne fra hospitalet.

 

Kriminalass. Bente Nielsen afhørte læge Lene  Villerslev, der ifølge kriminalassistenten skulle have oplyst, at der ikke var mærker efter slag, hvilket er usandt- usandt, at denne kollega havde oplyst dette- samt at der ikke var mærker efter slag- se hospitalsjournalen.

 

At denne læge har udfærdiget politiattest er heller ikke sandt.

Der blev aldrig udfærdiget nogen politiattest fra nogen læge på Frederiksberg hospital.

 

KS:

 

Kl. 12.15 til 12.35 blev KS undersøgt af tilkaldte uhyre Preben Gjertinger.- Det ikke havde blodtryksapparat med- Man tager ikke blodtryk på fanger.

 

Denne erklærede, at der intet lægeligt var til hinder for, at KS opholdt sig på politikontoret.

Han var forevist en hospitalsjournal, efter hvilken Somogyi har haft to blodpropper i hjernen og højt blodtryk: 240/140.

 

Derefter blev embedslæge J. Falkenberg tilkaldt, som havde blodtryksapparat med, og tog trykket og erklærede 240/140- men i politirapporten blev skrevet 220/ 110, hvilket tryk også er livstruende.

 

Advokaten forlangte, at KS skulle behandles- men embedslægen erklærede: Jeg er tilkaldt for at tage blodtryk- ikke for at behandle, hvorefter denne læge gik.

 

Advokaten fortalte, at udenfor stod to læger, der begge havde blodtryksapparat i deres lægetaske og blodtryksnedsættende medicin,  Det Var KS's søn læge Ben Graungaard og KS's  bror Læge Georg Somogyi. Disse ønskede at komme den gamle og livstruede mand til hjælp- men dette blev nægtet.

 

Så forlangte advokaten KS indlagt på hospital, dette blev også nægtet, idet embedslægen erklærede, at KS's tilstand ikke var sådan, at han ville "trykke på den røde knap", Og indlæggelse blev nægtet. KS måtte vente med behandling til han var afhørt og kommet på vestre Fængsels sygeafdeling.

 

 

”Moster Pop”- Poula Rasmussens hospitalsophold:

 

 

18.3.1992 Rektor Beks venner i Slangerup, der skjuler børnene, tager

 

 

19.3.92.

 

 

 

 

 

 

18.03.92 til 20.03.92:

 

Inger Bek oplyser under politiafhøring til politirapporten, at hun besøger moster Pop. Ifølge to journalister, Harly Foged og Otto Jonasen,  befinder  moster Pop sig i Slangerup hos Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen, hvor den ene af dem har en længere samtale med moster Pop, mens den anden har tvunget Niels Lykke Nielsen til at køre ham til det skjulested i Hørsholm, hvor børnene holdes skjult.

 

Inger Bek oplyser i politirapporten at have ringet til socialudvalgsformanden, Birgit Fogh-Andersen den dag.

 

 

 

                          19.03.92

 

 Socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen svarer i radioen på spørgsmålet: Hvad  vil I gøre fra kommunens side?:

 

"Vi er i øjeblikket ved at etablere et samarbejde med børnenes skole og håber, at det lykkes, for børnene har tillid til deres skole. Og vi ønsker, børnene skal komme frit frem, så vi kan få dem i tale, og jeg har de allerbedste håb om, at vi skal nok få rede på denne her sag. Vi ønsker, at børnene skal have det     godt, men det må vi altså så kunne garantere i et samarbejde med deres anbringelsessted. Der er jo ikke tale om, at børnene skal på et børnehjem. Det gør vi ikke, men for at få dem i tale, må vi jo i hvert fald have et anbringelsessted midlertidigt, sådan at vi kan få børnene i tale. Og så håber jeg, at vi i samarbejde med skolen kan....altså vi vil jo ikke- vi er jo ikke onde mennesker, vi ønsker bare at leve op til det ansvar, som vi vitterligt har lovmæssigt set".

              

Allerede dagen efter fængslingen af lægerne røber denne socialudvalgsformand kommunens plan.

 

I samme radioudsendelse, som socialudvalgsformanden startede med at sige, at hun var glad for at få lov til at fortælle befolkningen om denne konkrete sag,- som hun senere ligeledes i båndet telefonsamtale kaldte en "Helvedes sag" brød hun ikke alene sin tavshedspligt ved at kalde moderen en HIV-positiv   narkoman på metadon- men fortalte også en lang række usandheder.

 

1. At kommunen ikke havde kunnet etablere noget samarbejde.

Kommunens folk har været i lægernes hjem adskillige gange- og det var efter aftale med kommunen, at børnene efter rektor Beks anbefaling forsøgsvis var i Slangerup i 1990- hvor de ikke ville være, men stak af og løb til en telefonboks og forlangte sig hjem igen til lægerne, hvorfor de straks blev afhentet.

 

At det var efter aftale med kommunen at børnene først kom i Rødovre skole og dernæst til Johannesskolen osv. Kommunens repræsentant var med til smørrebrød, både da sønnen blev læge og blev premierløjtnant, og da sønnen Emil fik sin studentereksamenHan var han den første der satte sig til bordet.

 

2. At den biologiske mor er helt indforstået med, at børnene er anbragt uden for hjemmet. Den biologiske mor var     indforstået med, at lægerne havde børnene til hun selv igen var rask nok til at hjemtage disse. Hun havde selv skriftligt ønsket dette og selv skrevet under på kommunens midlertidig plejetilladelse til lægerne. Men moderen har ALDRIG været indforstået med ikke at have sine egne børn hos sig.

 

3. ”Aldrig nogensinde har vi kunnet få børnene i tale”, siger denne løgnagtige socialudvalgsformand, der selv har haft børnene til enesamtale på Frederiksberg kommune, hvor Mulle den ene gang kom styretende stortudende ud fra mødet. Jf sagsakterne.

 

Socialudvalgsformanden har desuden været på skolen og talt med hende på rektorens kontor. Jf. klasselærer Lise Kjær Rasmussens vidneudsagn i retten, der til og med er afleveret skriftligt til dommeren.

 

Og Mulle har siddet ganske alene i Den Sociale Ankestyrelse den overfor en dommer, en ankechef, prykologer osv. Kommunen nægtede plejeforældrene at ledsage hende og nægtede klasselæreren at ledsage hende.- Den biologiske mor ville hun ikke se.

 

4. Vi har ikke kunnet føre tilsyn med plejehjemmet er ligeså usandt.

 

Der har været en deputation i lægernes hjem og drukket kaffe og kommenteret deres antikviteter- og udkrevet tilsynsrapport

og hver onsdag er Lisbeth hentet i konsultationen på Voldumvej- dette sluttede først i sommeren 1991, da fuldmægtig Gundorph gjorde politigreb på Mulle i venteværelset i kammeraters påsyn.

 

Først derefter skete udvekslingen til samkvem over rektor Inger Beks kontor på Johannesskolen.

 

5. Ikke kunnet få samtaler med børnene uden plejeforældrene var tilstede.

 

Også usandt, idet Mulle to gange er kommet højtgrædende ud fra enesamtaler med denne socialudvalgsformand- det var:----

 

6.Derefter fortæller hun en røverhistorie om oldermanden og den konservative vælgerforeningsveninde menedersken Grethe Schack Nielsen at både hun og denne dame havde fået telefoniske trusler om nakkeskud og at det er ikke denne veninde men kommunen der har anmeldt venindens løgn." Det har hun undersøgt”

 

7. ”At lægerne ikke var mødt op til politiafhøringen- hvilket d var den 26.2.1992”

 

1. at politiet havde dommerkendelse, da de den foregående dag brød ind i lægekonsultationen.

 

2. at man aldrig fra forvaltningens side havde været i lægernes hjem- slv om der var givet tilsynsrapport

 

3. at man aldrig havde haft kontakt med børnene - selv om hun selv havde talt med Mulle gang på gang, at hun den sammen med

 

at Mulle også selv alene havde siddet i den S A

 

 

 

Disse udtalelser er genudsendt talrige gange gennem lokalradioen- ligesom hendes løgnagtige udtalelse er bragt også i månedsavisen "Frederiksberg Journalen".

         

 

 

 

2.Rektor Inger Bek oplyser under politiafhøring, at hun ringes

op af vicesocialdirektøren på Fr.berg, Anders Jensen.

 

 

 

 

Karl Somogyi fremstilles i lukket grundlovsforhør og varetægtsfængsles i isolation i 7 dage.

 

Eva Graungaard idømmes det samme i absentia - hun er indlagt

med hjerteinfakt, som følge af anholdelsen.

 

Grete Schack Nielsen fastholdt under dette retsmøde sit tidligere afgivene opdigtede vidnesudsagn.

Der så utroligt let kunne være blevet afsløret af politi og dommere, idet hun fortalte, at det var min søn, Martin, der havde kørt bilen, vi skulle være kommet i sammen med barnet Lisbeth, for Martin var i Miami på det tidspunkt.

 

To journalister, den ene fra DR, fortæller, at Niels Lykke Nielsen kører DR-journalisten til børnenes nye gemmested i Nordsjælland. Den anden journalist får påbud om at blive i Slangerup og underholde moster Pop.

DR-journalisten får først påbud om at sidde med bind for øjnene, men da han nægter dette, får han påbud om at lægge sig i bunden af bilen, mens Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen kører ham til gemmestedet.

 

DR-journalisten optager en film, som han tvinger Whita og Niels til sammen med ham at køre ind på KANAL 2 med. De ankommer alle tre, iflg.udsagn fra folk på KANAL 2, kl. 17.55.

           

KANAL 2 sender optagelsen i deres nyhedsudsendelse kl. 18. I denne udsendelse fortæller Mulle, at hendes forældre, (lægeægteparret) intet kender til skjulestedet.

 

 

Niels Lykke Nielsen forlangte som betingelse for, at børnene kunne vises i TV, at deres ansigter skulle sløres, så de kun kunne ses i kontur, samt at flere detalje fra hjemmet blev fjernet, og billeder flyttes, samt at filmen blev slettet under hans kontrol. Han fik alle tre betingelser opfyldt og forsvandt sammen med Whita meget hurtigt fra tv-stationen.

 

Samme dag føres Eva Graungaard fra Frederiksberg sygehus, hvor hun havde ligget på intensiv afdeling, til Vestre Fængsel, hvor hun blev klædt nøgen og kropsundersøgt for derefter at blive anbragt i samme celle, i celle nr. som en af hendes kammerater fra frihedskampen i jernbanesabotagen i Esbjerg - han blev dengang skudt

 

 

 

Efter den 19.3.92 har Slangerupægtefællerne ikke set           pigerne Mulle og Lisbeth, fortæller de Lau Friess i            politirapporten.

 

Sandheden er iflg. Mulle, at det var dem, der førte            pigerne til Niels' arbejdskollega i Hørsholm og skjulte disse hos ægteparret, Ole og Birthe Andersen, Alsvej 97, 297o Hørsholm, som ifølge advokat Sølvtoft Madsen, som var vidende om, at lægerne var i fængsel,og pigerne var eftersøgt af politiet, og blev besøgt der af slangeruppparret og dagligt derfra talte med rektor ved Johannesskolen," som var en form for løsning af problemet"at , og dem             der førte DR-fotografen til stedet og dem, der der ifølge politiafhøringen af denne samvittighedsløse familie nder dagligt kørte pigerne til telefonboxen for at aftale yderligere med rektor Inger Bek og dem, der den 28.3.92 hentede pigerne og kørte disse først til Slangerup og derfra til stedet i Slagslundeskoven syd for Slangerup den 28.3.92 og overlod disse til Whita Sjøstens tidligere ansatte chauffør, Poul Weibel Larsen, der cirklede rundt med børnene til taxametret stemte med en tur fra Roskilde til skolegården på Johannesskolen. ifølge både Mulle og afhøringen i retten i 1994 af slangerupparret.

 

 

 

 

20.3.1992

 

Otto Jonasen føres med bind for øjnene liggende i bunden af Slangerupparrets bil til skjulestedet i Hørsholm og taler her med de skjulte piger.

 

Bilag TV-båndet.

----------------------

 

Bilag Otto Jonasens skrivelse til retten under vidneansvar.

----------------------------------------------------------

 

 

 

 

 

20.03.92:

 

 

Inger Bek oplyser under politiafhøring, at hun og              vicesocialdirektør Anders Jensen mødes.

 

Emne: Familien Gyllinge, et lærerpar fra Johannessko-

len foreslås som midlertidig plejefamilie for

Lisbeth og Mulle.

 

Mødereferat ønskes!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!       

 

 

Eva Graungaard forhøres i et lukket retsmøde og idømmes fortsat isolationsfængsling af hensyn til sagens opklaring.

 

 

23.3.1992:

 

Ifølge adv. Thorbek- politiafhøringer: side 119.

Møde mellem rektor Bek og Anders Jensen

Mødereferat ønskes!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

 

 

25.3.1992:

 

Socialforvaltningen møde hos Gyllingefamilien Inger Beks lærerpar på hendes skole.

 

 

 

 

 

 

25.03.92:

 

Overlærer Lise Kjær-Rasmussen, Johannesskolen afhør-

es på et lukket retsmøde. Hun oplyser, at Mulle var

på Johannesskolen fastelavnsmandag, d. 02.03.92, hvor            hun talte med hende og af hende fik at vide, at hun              skulle op til rektor.

         

          På forespørgsel om, hvorfor hun ikke tilkaldte                   politiet, svarede hun, at hun efter at være fulgt                efter hende så hende gå ind på rektor Inger Bek                  kontor. Hun overlod det derfor

 

,til hende, da hun jo              er hendes overordnede.

 

        

 

          Tilstede som observatør for rektor Inger Bek ved det             lukkede retsmøde var viceinspektør Leif Iversen,                 Johannesskolen, der IKKE forlod lokalet, da over                 læreren var færdigafhørt. Han blev siddende. Og                  lyttede. - foruden socialforvaltningens observatør               Bill Jahnsen.

Bill jahnsens ivrigt optagen referat savnes her som ved samtlige andre retsmøder!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

 

 

 

For alle andre var:

          Selv om retsmødet var præcis så meget                            lukket, at den journalist, der var kommet tilstede og            råbte højt, at han havde noget meget væsentligt at               sige i denne sag. Han blev vist ud.- Han vidste fra              Niels Lykke Nielsen, at børnene var der.

 

 

Tilstede    var også Bill Jahnsen, der kunne fortælle på kommunen, hvad overlæreren havde røbet om rektor Beks skjulen børnene.

 

 

Tv-båndet, vvvvvhvor harly Foged  fortæller om, hvordan han blev smidt ud af retten den dag. Lægerne vidste ikke og de kunne ikke vide, hvor børnene var skjult.

 

 

                                                  26 marts 1992.

Denne morgen talte folketingsmedlem Arne Melchior i radio Falcon på Frederiksberg. Han kaldte fængslingen af lægerne er retsskandale.- Og indbød alle til pressekonference på hans kontor samme dag kl 12.

 

 

26.03.92:

 

"Kl 10.45 fremstilledes arrestanterne" således denne dags indledes retsbogsudskrift. og der fortsættes: Som repræsentant   for Frederksberg socialforvaltning mødte Bill Jahnsen"

Dermed kunne denne socialforvaltnings observant observere begivenhederne ved dette lukkede retsmøde og rapportere videre til det næste lukkede socialforvaltningsmøde få timer senere på rådhuset at i retsmødet blev Eva graungaard nægtet retsmødet sluttede: "

 

Eva Graungaard og Karl Somogyi ikendes yderligere

14 dage i isolation. Kendelsen kæres øjeblikkeligt

          til Østre Landsret.

 

 

 

                                                  26 marts 1992

 

Der var travhed på Frederiksberg kommune, mens lægerne sad velforvaret i isolationsfængslet.

 

Foruden at få ordnet sagen om, hvordan man skulle få lovliggjort rektor Beks økonomisk betrængte venner i Slangerup-

 

 hvilket skulle gøres på den måde, at et lærerægtepar i 14 dage skulle tage børnene alt imens Slangerupparet officielt skulle søge om plejetilladelse og de skulle sige, at de kendte børnene fra pressen, og så skulle

 rektor Beks anbefale sine økonomisk betrængte Slangerupvenner. Og disse ville så være sikret en permanent plejetilladelse.- Rektor Bek var jo en vægtig pædagog.

 

Under det store Frederikssundsmøde efter lægernes frigivelse udtalte Slangerupparet til en forsamling på 11 kendte mennesker

at de var helt sikre på denne plejetilladelse, da rektor Bek havde garanteret denne. Og kommunen havde garanteret  disse Frit Lejde.

 

 

Man havde også flere andre problemer, der skulle løses.

 

Deribandt, at rektor Beks lærerpar på Johannesskolen, der midlertidig skulle huse børnene for at hjælpe deres rektor ud af kniben og med at få varig plejetilladelse til hendes venner i Slangerup.

 

Disse boede i Københavns kommune, og skulle derfor også godkendes af denne kommune.

 

Godkendelsen fra Frederiksberg kommune, hvilket blev sket uden nærmere undersøgelse, udelukkende på rektor beks anbefaling,

 

Godkendelsen fra     hele to kommuner betød, at der var en vis tidsfaktor, hvilket forklaretr, at gidslerne- lægerne måtte forblive i deres isolationsfængsel så længe.

 

 

                                                  26 marts 1992.

 

Københavns kommune kom først ud til lærerfamilien den 26.3.1992- og allerede dagen efter den 27.3.92 forelå plejetilladelsen.

 

Denne plejetilladelse bliver stadig ulovligt tilbageholdt sammen med   alle de andre sagsakter frden tiid, hendes børn blev holdt skjult.

 

Hun har aldrig set denne, og har forgæves konstant forsøgt gennem hendes advokater at få denne udleveret. Hun skal nu anden gang i Landsretten om disse børn uden kendskab til hendes børns skæbne.

 

Moderern har af sine børn fået oplyst, at der slet ikke var plads til disse i dette lærerhjem, da dette kun havde et børneværelse, hvor deres eget barn boede- hvorfor der skulle bo tre børn i eet værelse. Hun udleder deraf, at lærerparret må have været presset  meget hårdt af skolens rekto for at gå med til sådant samt, at det forekommer underligt, at en plejetilladelse gives under sådanne forhold. Der har ikke været taget noget som helst hensyn til hverken hende som mor eller hendes børn. Hun udtaler, at hendes børn var gidsler i kommunens kamp mod løægerne, som skulle "ned med nakken".

 

 

                                                     26.3.1992

 

Derefter meldte der sig det store problem. Nemlig at den ældste pige helt enkelt meddelte rektor Bek om aftenen den 27.3.92,

"at hun ville tænke over sagen natten over"

 

Og samtidigt fik vi    meddelelse om, at Landsretten havde underkendt Frederiksberg rets fortsatte isolationsfængsling af os og frigav os samme aften.

 

 

Dertil kom så problemet, at få børnene  frem i lyset og få disse installeret i lærerhjemmet

 

Også dette problem ordnedes på de hemmelige møder på Frederiksberg kommune.

 

 

                                                  26.marts 1992

 

 

 

 

På mødet den 27.3.92 kl 14.3o

-------------------------------

 

Ved dette møde deltog:

 

Rektor ved Johannesskolen Inger Bek, afdelingschef Hans Henrik Plange, socialdirektør Bjarne Busk, vicesocialdirektør Anders Jensen, Johannesskolens advokat.

 

Denne  forsamling arbejdede roligt og fattet denne dag, den 27.3.992 kl 14.3o. Den vidste nemligt fra dens observatør, vicekontorchef Bill Jahnsen, som den havde siddende ved alle de lukkede retsmøder, hvor lægerne blev idømt den ene fristforlængelse i isolation efter den anden. Og hvor der hver gang blev sagt, at disse ikke kom fri, FØR børnene var fremme- uanset oplysningerne om deres forhold, alder sygdom og erhverv. at     lægene den foregående dag var blevet idømt endnu 14 dages fristforlængelse i isolation indtil den 9 april.

 

Det forholdt sig nemlig sådan, at i samme øjeblik, som politifuldmægtig Merete Pårensgaard forlangte yderligere 14 dages isolationsfængsling til den 9 april 92, havde dommer Sylvest Nielsen uden betænkningstid dømt lægerne til fortsat varetægtsfængsling i isolation i      yderligere 14 dage- altså til 9 april.-

 

Derfor troede forsamlingen lægerne velforvaret  bag lås og slå og uden kontakt til omverdenen.

 

men kommunens observant vicekontorchefen Bill Jahnsen må i sin glæde over dommerens følgagtighed enten have glemt at rapportere- eller måske slet ikke observeret at lægernes advokat Hans helmer jensen straks efter afsigelsen af denne dom, til dommerens store forbløffelse gik op til denne og afleverede et på forhånd udarbejdet kæreskrift og bad denne måbende dommer meget skarpt om at drage omsorg for, at dette kæreskrift ekspres blev sendt til landsretten.

 

Kommunens observant vicekontorchefen blev så glad over den lange tid- 14 dage ekstra i isolation- som forsamlingen- bammnnden- nu havde fået til at fuldføre og færdigføre sit forehavende, at han skyndsomt forlod retten hin torsdag formiddag- uden at høre om kæreskriftet.

 

han skyulle jo nå at aflægge rapport på rådhuset, før dette lukkede kl 18.

 

Netop dette skulle vise sig at blive skæbnessvangert for komplottet. For selv om denne Frederiksbergdommer naturligvis ikke havde sendt kæreskriftet til landsretten ekspres. Så fik landsretten alligevel kæren den følgende dag om eftermiddagen om fredagen den 27.3,92, fordi den anden forsvarsadvokat cyklede ind til landsretten og fandt kæren frem fra postkassen og fik den lagt frem for en dommer, der så sent fredag eftermiddag underkendte Frederiksbergdommerens kendelse og øjeblikkeligt løslod lægerne.

 

Denne løsladelse skete som nævnt sent om eftermiddagen den 27.3.92, hvor det aftalte skuespil i skolegården skulle løbe af stableb den følgende dag Lørdag den 28.3.92 kl 12.

 

havde det ikke været for de to advokater på grund af deres erfaring med denne ret på Frederiksberg, der havde skrevet kæren, før lægerne blev dømt.  - Og for advokat Jytte Thorbæks skyld, der fandt kæren frem fra landsrettens postkasse fredag eftermiddag og placerede denne foran dommeren, der så resolutunderkendte Frederiksberg rets dom med fortsat isolationsfængsling- så var byrettens dom først blevet underkendty af Landsretten den følgende mandag i stedet for fredag eftermiddag og så havde bandens komplot været den fuldendte forbrydelse.

 

 

Ved enhver forbrydelse bliver der begået en fejl- og fejlen her var altså, at observanten   vicekontorchefen Bille jahnsen ikke i sin glæde gav sig tid til at overvære retsmødets efterspil, hvilket jo ville have  kunnet få forsamlingen til at skynde sig yderligere.

 

Planen havde socialudvalgsformanden i virkelighedn allerede røbet ved   sine udtalelser til lokal radio på Frederiksberg  og Frederiksberg Journalen dagen efter lægernes fængsling den 19.3..92.

 

Ligesom samme socialudvalgsformand dagen før landsretten underkendte Frederiksbergs  fortsatte fængsling af lægerne til Jyllandsposten.

 

Socialudvalgsformanden røbede i radiointerview'et, at kommunen havde et godt samarbejde med den udsete  plejefamilie- Slangerupparret- og med skolen.

      Bilag. radiointerview'et og artiklen i Jylladsposten.

 

------------------------------------------------------------

 

Socialudvalgsformanden røbede i radiointerviewét

Aftaltes det, at der ikke skulle være politipå vejen fra Hørsholm til skolegården den følgende dag lørdag formiddag i den tid, da børnene skulle fragtes denne vej til skolen.

 

Det aftaltes, at børnene først skulle bringes fra Hørsholm til Slangerup den følgende formiddag lørdag den 28.3.92. fordi Hørsholm skulle være tophemmeligt og et sted, der skulle være helt umuligt at finde frem til.

 

Det aftaltes yderligere, at børnene af Slangerupparret skulle, fragtes til Slagslunde skoven og derfra i taxa til skolegården.

 

Samt at taxachaufføren Poul Weibel Larsen, som den kvindelige part fra Slangerup havde et godt kendskab til og tidligere havde haft ansat i sit firma, før hun blev døm,t til ubetinget fængsel for bedrageri, skulle have en forfabrikeret taxabon lydende på kørsel fra Jernbanegade i Roskilde til Johannesskolen.

 

Denne plan og meget mere aftaltes helt ned i mindste detaljer i bedste James Bond stil. under disse tophemmelige møder på Frederiksberg kommune.

 

Ligesom det aftaltes på dette møde på Frederiksberg rådhus fredag den 27.3.92 kl. 14.3o:

 

Hvordan børnene skulle komme tilsyne.

Hvornår de skulle dukke op.

Og hvor i skolegården.

Samt at taxaen skulle køre hen til lejelabyrinten og holde der        kl. 12 lørdag den 28.3.92.

Og det aftaltes, at Inger Bek skulle stå oppe i et vindue.

Og når taxaen med bø'rnene ankom, skulle hun gå ned i gården og betale chaufføren den forud fabrikerede  taxabon der lød på kørsel fra Jernbanegade i Roskilde.- Hun betalte med en girobon i skolens navn.

 

Afstanden fra Roskilde til Johannesskolen passede med afstanden fra Slagslundeskoven til skolen havde man fundet ud af.

 

Det aftaltes ydermere, at alt dette  skul iagttages af en udvalgt repræsentant fra Frederiksberg kommune, nemlig Søren Gøtler, som ikke skulle vide, at det hele var aftalt spil.

 

Søren Gøtler skulle så aflyse politieftersøgningen-

 

Derefter kunne lægerne frigives og ville så være sagen helt udenforstående og ude af stand til at kræve nogen som helst indsigt til et eneste journalakt.-

Dette var grunden til at det var bydende nødvendigt at disse var fængslet til planen var fuldført og børnen midlertidigt anbragt for snart at kunne vende tilbage til rektorens venner i Slangerup.

 

For en sikkerheds skyld aftaltes det på det sidste hemmelige møde, at lægernes 8-årige datter skulle bortvises fra Johannesskolen- hvilket rektor Bek dog var lidt betænkelig ved. Hun var bange.

 

 

 

 

referat fra dette lange møde ønskes!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

 

Alt dette har vi ikke alene fra en pålidelig kilde i Frederiksberg kommune- samt fra politiafhøringen af Inger Bek, som advokat Søren Søltoft har læst op for Eva Graungaard og hun taget på bånd.- samt fra adv. Thorbeks Notat.

 

 

27.03.92:

 

Eva Graungaard og Karl Somogyi løslades af Østre

Landsret, som omstøder kendelsen fra retten på

Fr.berg.

 

Familien Gyllinge godkendes endeligt som plejefami-

lie af Fr.berg og Københavns kommune.

 

 

 

 

27.3....1992 om eftermiddagen går der bud til rektor Bek, at ikke alene plejetilladelserne fra Frederiksberg kommune, som jo kun var en formalitet var i orden - men nu havde Københavns kommune også været ude hos lærerfamilien og givet plejegodkendelse til hedes ansatte lærerpar på skolen, så nu kan børnene komme frem.

 

Rektor Bek sender bud til slangerupparret at sagen er i orden den midlertidige plejetilladelse er givet til lærerparret.

 

                                         Fredag aften den 27.3.1992

 

Ifølge politiafhøringen siger ægteparret i Hørsholm :

 

"PLUDSELIG EN FREDAG AFTEN FIK DE MEDDELELSE OM, AT TINGENE VAR BRAGT I ORDEN OG AT PIGERNE SKULLE FORLADE DEM NÆSTE MORGEN- ALTSÅ LØRDAG MORGEN . DE HUSKER IKKE OM DE MODTOG DENNE MEDDELELSE PR TELEFON ELLER OM DET VAR WHITA OG NIELS DER KOM PÅ BESØG."

 

 

                                       Lørdag morgen den 28.3.1992

 

"DEN FØLGENDE MORGEN, ALTSÅ LØRDAG, KOM NIELS I SIN BIL TIL DE SIGTEDES BOPÆL OG HENTEDE PIGERNE. OG DE SIGTEDE( ÆGTEPARRET ANDERSEN) FORSTOD, AT DE SKULLE VIDERE I TAXA IND TIL JOHANNESSKOLEN, HVOR DE SKULLE MØDES MED REKTOR"

 

 

28.03.92:

 

Iflg. Mulle og Lisbeth hentes tidligt om morgenen i Hørsholm, som aftalt med ægteparret Andersen og køres til Slangerup af Niels Lykke Nielsen og Whita Sjøsten i deres røde Mazda 626.

 

          Fra Slangerup kører Niels Lykke Nielsen alene børnene i sin røde Mazda til en skov lige syd for Slangerup, Slagslundeskoven, hvor han ifølge tilrettelagt plan møder chaufføren i Øbrobilen Poul Weibel Andersen, der tidligere har været Whita Sjøstens taxakollega og ven. Denne har i forvejen   fabrikeret en taxabon lydende på lørsel fra jernbanegade i Roskilde til skolegården. I Slagslundeskoven flyttes  børnene over i Øbrotaxaen og køres af komplotmedlemmet   Poul Weibel Larsen efter   planen direkte til legestativerne i Johannesskolens skolegård, hvor kommunens repræsentant Søren Gøtler står og venter, mens rektor bek ligeleds efter planen står i et vindue og springer ned og over skolens giro betaler den forudfabrikerede taxaregning.

 

Se afhøringen af rektor Bek- og af ægteparret Andersen fra Hørsholm, og den konstruerede rapport fra Søren Gøtler og tidspunktet for Københavns plejehjemsgodkendelse af rektor beks læreransatte.

 

Selv om Mulle allerede den 15.10.1992 fandt frem til det hus i Hørsholm, hvor hun og lillesøsteren blev holdt skjult, og politiet  underrettedes derom både med navn og adresser på forbryderne, så stod der i læge         kører dem til Johannesskolen.

 

          Børnene ankommer i taxa fra Slangerup til Johannes-

          skolen, hvor Inger Bek, familien Gyllinge og sagsbe-

          handler fra Fr.berg kommune, Søren Gøttler venter.

 

          Til Lau Fries har slangerupægtefællerne fortalt, at              børnene selv hyrede en taxa fra Roskilde til Johan-              nesskolen. De vidste selv, hvor de skulle hen.

 

          Taxachaufføren, der hedder Poul Weibel Larsen, siger             ved politiforhør, at han blev hyret af en ham ukendt             mandsperson i Jernbanegade i Roskilde.

 

          Taxabon'en betales af Inger Bek med 3o6 kr og lyder              på kørsel fra Jernbanegade i Roskilde til Johannes-              skolen. Den betales med en girobon fra Johannessko-              len.

 

          Mulle oplyser, at hun ikke på noget tidspunkt har                været i Roskilde, Men at taxachaufføren cirklede                 rundt med hende og lillesøsteren så meget, at kilome-            terantallet stemte med en kørsel fra Roskilde.

 

          Eva Graungaard oplyser, at hun da meget godt kender              denne taxachauffør, Poul Weibel Larsen, idet denne er            en af de mænd, der dagligt kom i Whita Sjøstens hjem.            Han var taxachauffør  ansat hos Whita Sjøsten, der               dengang hed Whita Buch. Det var før denne blev                   tiltalt og dømt for bedrageri.

 

 

          Den dag den 28.3.92 har rektor Inger Bek travlt:

 

      1.  Hun modtager børnene på skolegården efter aftale med             Frederiksberg kommune, sagsbehandler Søren Gøtler var            tilstede i skolegården. Og efter aftale med slange-              rupægtefællerne

 

      2.  Hun drikker te i sit lærerægtepars hjem, hvor hun                installerer børnene, om hvis placering der ifølge                slangerupægtefællerne er blevet forhandlet om, fra               den 2o.3.92, forhandlinger, der nu er så vidt frem-              skredne, at der er givet plejetilladelse til rektor              Beks ansatte, lærerægteparret Gyllinge, der bor i                Vanløse. Det har kompliceret forhandlingerne,                    da der skulle forhandles med både Københavns kommune             og Frederiksberg.

 

      3.  Rektor Bek sender om eftermiddagen bud med en                    kæmpestor blomsterbuket til Voldumvej 22 med et brev             i hvilket hun sender kærlige hilsener fra begge børn.

 

med teksten:

 

"Kære Eva og Karl"

Velkommen hjem!!!

DE bedste ønsker til jer begge

fra os alle på Johannesskolen.

Pigerne har det godt, sender de kærligste hilsener og begynder normalt i skolen mandag.

De venligste hilsener

Inger Bek"     

 

 

4.  Endeligt er Inger Bek ifølge slangerupparret i              i Slangerup samme eftermiddag efter at have anbragt              børnene hos sit lærerægtepar.- og sendt blomster og brev til os.

         

 

 

          Om aftenen samme dag:- Den 28.3.92.

 

 

 

          Det Stoore Frederikssundsmøde.

 

          Tilstede er foruden lægerne Graungaard og Somogyi:

         

          TV-fotograf Otto Jonasen

          redaktør Harly Foged,

          Børnehavelærer Margit Foged.

          Mogens Camre,

          Læge Torben Ishøj

          Sektionsleder i KTAS Agnete Ishøy,

          Advokat Hans Helmer Jensen

          Læge Ben Kristian Graungaard

          Stud med Emil Graungaard

 

          Samt Whita Sjøsten og  Niels Lykke Nielsen.

         

          Whita Sjøsten erkendte overfor hele denne forsamling,

          at det var hende og hendes mand, som havde skjult

          børnene samt;

 

          At børnene havde opholdt sig indendørs

          hele døgnet den 11.03.92, hvor Grete Schach Nielsen              hævder at have Lisbeth sammen med Eva Graungaard.

         

          Hun fortæller ligeledes forsamlingen, at hun, Niels

          Lykke Nielsen og Inger Bek af socialforvaltningen

          på Frederiksberg havde fået sikkerhed for ikke at                blive retsforfulgt for deres handlinger; dette er en             del af en aftale, som er truffet ved Johannesskolens             advokats mellemkomst, sagde hun.

 

          Hun oplyser endvidere, at Frederiksberg kommune via              Inger Bek har haft kendskab til børnenes skjulested i            det meste af den periode, hvor lægerne har siddet                fængslet.

          

          Tidligere samme aften fortalte hendes mand, Niels

          Lykke Nielsen det samme til en del af forsamlingen

          bestående af lægeægteparret, Otto Jonasen, Harly og              Margit Foged samt Emil Graungaard.

 

 

 

                                                      29.03.92:

 

          På båndet telefonsamtale mellem Niels Lykke Nielsen

          og Eva Graungaard erkender Niels Lykke Nielsen igen,             at begge børnene var indendørs i Slangerup den                   11.03.92 samt, at han mener, at man skal komme falske            vidner til livs.

 

          Chefpsykolog Gunnar Kjær-Rasmussen, som er gift med

overlærer Lise Kjær-Rasmussen (bisidderen d. 12.12.91            samt Lisbeths klasselærer), ringes op af rektor Inger            Bek, der fortæller, at børnene kommer i skole mandag             - dette skal ske uden drama og presse.

         

          I båndet telefonsamtale mellem Eva Graungaard og                 lærerægteparret ved Johannesskolen, John og Anette

          Gyllinge, fortæller Anette Gyllinge, at aftalen

          om, at de skulle have Lisbeth og Mulle i pleje, var

          indgået mellem Kbh. og Fr.berg kommune en uge tid-

          ligere.

 

         

 

 

 

30.03.92:

 

 Børnene kommer i skole.

 

Uge 15  :

 

Mulle tilbyder at se den biologiske moder mod at

vende tilbage til Graungaard-Somogyi. Kommunen af-

viser dette tilbud. Mulle fremsætter også sit til-

bud i Kanal-2 Rapporten - hendes "modydelse" for at              komme hjem til lægefamilien igen.

 

10.04.92:

 

 Mulle får at vide af familien Gyllinge, at kommunen

          afviser hendes tilbud, og at hun skal i retten og                derefter på børnehjem.

 

          Mulle kommer højt grædende til Voldumvej 22, 2610                Rødovre. Hun forsvinder efter en telefonsamtale med              Søren Gøttler, der beder hende om at komme på social-

          forvaltningen. Hun skal ringe besked 5 min. senere,              men det gør hun ikke.

   

          Mulle tager ud til læge Torben Ishøy, Elmevænget 10,

2880 Bagsværd. Denne ringer til Fr.berg kommune med

oplysning om Mulles opholdssted.

 

Der indledes forhandlinger med Fr.berg kommune, som

udmunder i en beslutning om, at Mulle får fred til

mandag, hvor man så skal mødes igen. Læge   Torben ishøj vil ikke aflevere mulle og meddeler, at kommunen bare skal komme med låsesmed og politi, og han går gerne i fængsel, men der vil være TV på sagen. Stillet overfor dette giver kommunen op og lader Mulle blive der.

 

 

 

Lillesøsteren Lisbeth blev senere samme dag afhentet på skolepsykologens kontor, hvor hun sad låst inde og bragt til familieinstitutionen på Bülovsvej.

 

Iflg. rapport fra klasselæreren overlærer Lise Kjær-Rasmussen               hentes Lisbeth udaf klassen foran de andre børn og               føres til psykologens kontor, hvor hun låses inde.               Læreren følger efter og rusker i døren. Hun spørger              viceinspektøren, Leif Iversen om, hvad det handler               om. Denne (manden, der sad som skolens observatør                ved det lukkede retsmøde, hvor Lise Kjær-Rasmussen               blev afhørt den 25. marts 1992) siger til hende:                

           "Din  rolle er udspillet her. Gå til din klasse."

    

           Den biologiske moder, Mette Haugaard Hansen, får                 senere samme dag adgang til Lisbeth.

 

 

14.04.92:

 

Mulle besøger sammen med Agnete Ishøy og dennes dat-

ter, Ditte, Lisbeth på Bülowsvej. Besøget bliver                 overvåget af medarbejdere. Mulle får lovning på, at              Lisbeth kan komme med familie Ishøy på Bakken 2.                 påskedag (mandag 20.04.92).

 

 

15.04.92:

 

Mulle får at vide, at hun ikke kan få lov at se Lis-

beth 2. påskedag.

 

          Læge Torben Ishøy deltager i et møde på Rådhuset.

Tilstede er Mette Haugaard Hansen, hendes advokat

Kirsten Reimers-Lund og Bülowsvejens forstanderinde

Else Plesner.

 

 

20.04.92:

 

Læge Torben Ishøy tilskriver Fr.berg kommune; att:

Lasse Gaardsøe. Han beskriver samtalen, som fandt

sted mellem ham selv og Mette Haugaard Hansen og

skriver. "Af særlig interesse for min rolle inde-

holdt samtalen elementer, som efter min vurdering

var udtryk for en række tvangs- og vrangforstil-

linger, der især drejede sig om et lægeligt for-

hold og narkotika/psykofarmaka.".

 

 

24.04.92:

 

Den biologiske moder, Mette Haugaard Hansen udsteder skriftligt forbud mod konfirmation af Mulle.

 

 

Mulle foretræder for Børnesagsudvalget ('3) på Frederiksberg sammen med Torben og Agnete Ishøy. Hun gentager igen, at hun ønsker at vende tilbage til Graungaard-Somogyi.

 

 

28.04.92:

 

Mulle møder hos Flemming Kofod-Svendsen, formand for Folketingets Sociale Udvalg for til ham at appellere om, at han retter henvendelse til Fr.berg kommune om tilladelse til at blive konfirmeret.

 

Mulle appellerer ligeledes om at komme hjem til Eva Graungaard og Karl Somogyi sammen med Lisbeth.

 

 

29.04.92:

 

Fr.berg kommune ved Hans Henrik Plange tilskriver

læge Torben Ishøy vedr. moderens ultimative forbud

mod konfirmationen.

 

 

06.05.92:

 

Mogens Camre, Agnete og Torben Ishøy tilsender Fol-

tingets '71, stk. 7 tilsyn en redegørelse af sagen.

 

 

07.05.92:

 

Mulle foretræder for '71, stk. 7 tilsyn sammen med

          Mogens Camre, efter han har redegjort for sagen og

          dens perspektiver.

 

08.05.92:

 

Lisbeths fødselsdag; hun fylder 9 år.

          Eva Graungaard, Karl Somogyi samt deres datter Rie

          mødte op på Johannesskolen med lagkage og gaver til              Lisbeth.

 

På Bülowsvej får Lisbeth besøg af Whita Sjøsten og               Niels Lykke Nielsen, som inviteres ind med gaver og              får chokolade sammen med lisbeth. 

 

          Mulle ringer til børnehjemmet og spørger Lisbeth om

          længden af deres besøg. Lisbeth siger først ja til en

time, men bliver rettet bagefter af noget personale

til 10-15 min. Hun har fået modellervoks af dem i

gave. Samtalen er båndet.

Det skal dertil nævnes, at det ikke har været muligt

for nogen andre - der iblandt Fru Bertelsen, der har             passet Lisbeth - at overrække Lisbeth gaver.

 

          Derefter bliver Lisbeth IGEN PÅBUDT SKOLEPAUSE.

 

         Hun er ikke syg, men det er de voksne, der bestemmer,            siger Lisbeth til Mulle i en båndet telefonsamtale.

 

 

09.05.92:

 

Mulles fødselsdag; hun bliver 14 år.

 

 

11.05.92:

 

Eva Graungaard bliver ringet op af overlærer Lise              Kjær-Rasmussen, som fortæller, at hun er blevet kaldt          op til viceinspektørens kontor sammen med en faglig            repræsentant. Hun får der at vide, at det er blevet            forbudt for Graungaard-Somogyi familien at komme ind           i klasseværelset, når Lisbeth er der på trods af, at           deres egen datter Ditte går i samme klasse. Hvis hun           ikke kan forhindre dette, skal hun øjeblikkeligt               tilkalde kontoret, der så vil komme til hjælp.                 

Samtidigt blev hun bebrejdet, at hun var usamarbejds-          villig med kommunen, hvilket hun skulle have vist med          sit kropssprog overfor de tre kommunale folk, der              dagligt ledsager Lisbeth til og fra klasseværelset.

 

 

14.05.92:

 

Mulle bliver kaldt ned midt i fysiktimen af Johannes-skolens kontor og får der at vide, at hun kan hente              en gave fra slangerupægteparret.

 

Mulle ønsker ikke at mostage denne gave

 

          Fr.berg kommune tilskriver Eva Graungaard og Karl So-

mogyi for at meddele disse, at Børnesagsudvalget ('3)

har nedlagt forbud mod, at Graungaard-Somogyi kontak-            ter Lisbeth og Mulle, da dette skønnes at være en                forhindring i.f.t. børnenes fremtidige anbringelse. 

 

 

30.o6.92:

 

Lægeægteparrets 8-årige datter Ditte, der er meget               afholdt såvel lærere som af klassekammerater,                    bortvises fra Johannesskolen af rektor Bek, som                  forklarer dette til de undrende forældre med, at hun             ikke kan leve med at have en elev på skolen, der har             bragt hendes navn i offentlighedens søgelys.

 

          I virkeligheden var denne manøvre et led i de aftaler            Frederiksberg kommune havde indgået med Inger Bek ved            mødet på Frederiksberg rådhus den 27.3.1992 kl 14.3o,            mens lægerne endnu sad isolationsfængslet.-

 

          Anklageren i retssagen forlangte LUKKEDE DØRE og                 udelukkelse af lægerne Graungaard og Somogyi fra det             sidste retsmø'de i Frederiksberg ret, der skulle                 afholdes den 18.11.92.Dette protesterede adv. Søltoft            imod, og ved dom af 11.11.92 afsagdes i Frederiksberg            ret en kendelse, hvorefter rettens døre fortsat                  skulle være lukkede, men anklagemyndigheden blev                 underkendt i dens begæring om, at de sigtede ikke                måtte overvære retsmødet.

 

         

 

          Onsdag den 18.11.1992 kl. 9,3o.

 

afholdtes så et                  retsmøde i Frederiksberg ret. Det var denne                      gang en anden dommer, idet tidligere dommer, som                 lægerne har forlangt skulle vige sit sæde, var kommet            tilbage til justitsministeriet. Om dette er et                   tilfælde vides ikke.

 

          Frederiksberg politi havde til lejligheden udarbejdet            et anklageskrift, hvilende tilsyneladende udelukkende            på slangerupægtefællernes sammenstrikkede historie               til Lau Fries.

 

          Og så skulle en af politiet udvalgt skare sigtede                afhøres.

 

          Efter anklageskrift er filmfotograf Otto Jonasen,                Skovsøvej 5o , Ølsted sigtet, fordi han, ifølge                  slangerupægtefællerne fælles afhøring hos Lau Fries,             den 25.2.92, skulle have kørt Mulle og Lisbeth fra en            filmoptagelse til DR, der foregik hos en anden DR                producer, tilbage til slangerupægtefællerne. I Otto              Jonasens bil var Eva Graungaard tilstede, ligeledes              ifølge de sigtede slangerupægtefæller. Omtalte film              blev slet ikke optaget den 25.2.92.

 

          DR-fotograf Otto Jonasen nægtede at udtale sig.

 

          Derefter blev læge Georg Somogyi afhørt, ligeledes               som sigtet, idet han - ligeledes efter slangerupægte-            fællernes udsagn - skulle have kørt børnene fra                  Slangerup, "formodentligt" til lægekonsultationen i              Rødovre den 14.2.92, fordi børnene skulle hjælpe med             at pakke til en rejse til Tunis.

 

          Læge Georg Somogyi lod sig afhøre af anklagemyndig               heden, og forklarede, at han umuligt kunne have været            i Slangerup, pågældende dag på omtalte tidspunkt,                idet han den omtalte dag, hvor han ved 13-tiden                  skulle have været i Slangerup for at afhente børnene,            havde siddet i møde et andet sted i tidsrummet ca.               fra  kl. 12  til kl. 15.

 

 

          Derefter blev sigtelsen mod denne læge frafaldet. Den byggede på  Slangerupparrets løgnagtige historier, der fortaltes vicekriminalinspektør Lau Fries under kaffen i Slangerup, hvor parret fik lov til at sidde sammen og korrigere deres fortællinger.                   

 

 

          Derefter blev lægesekretær Helge Røpke afhørt. Han               skulle den 3.2.92 have kørt pigerne til Slangerup.               Helge Røpke nægtede at udtale sig.

 

          Derefter afhørtes vidnet, DR-producer Hanne Jensen.              Hendes advokat ville vide, om hun kunne risikere                 tiltale. Da der blev svaret bekræftende på dette                 spørgsmål, ønskede hun heller ikke at udtale sig i               Frederiksberg ret.

 

          Endeligt skulle vidnet, forfatter Harly Foged fra                Frederikssund afhøres. Denne medbragte en skrivelse,             han ønskede at overgive til dommeren. Også han                   spurgte, om han kunne blive sigtet i sagen. Da der               igen af anklagemyndigheden blev svaret, at det                   kunne han, rejste han sig, idet han sagde. " Så har              vi ikke mere at snakke om".

 

         

          I Kanal- 2 udtalte redaktør Harly Foged senere samme             dag: "Jeg vidste, hvor børnene var på det tidspunkt,             hvor lægerne først fik 7 dages isolationsfængsling,              og derefter yderligere 14 dage. Og jeg vidste, at                lægerne ikke kunne vide det.På det tidspunkt kunne               jeg bevise, hvor ungerne var, og jeg kunne bevise, at            lægerne på ingen måde kunne vide, hvor børnene var.              Men dommeren smed mig ud af retten på det åbne møde,             før dørene blev lukkede.

 

. Selvom jeg sagde  til dommeren: "Jeg er journalist. Jeg har oplysninger, der er meget, meget væsentlige for sagens op-       klaring".

 

          Men hun ville ikke høre på mig. Hun skreg                        vildt og ubehersket: "UD", og bad politiet om at føre            mig ud.

 

          Det kom ikke retten ved. Og på det tidspunkt                     kunne JEG bevise - hvor dommeren senere går hen og               forlænger fængslingen med 14 dage - hvor ungerne var.            DE unger, der var eftersøgt. Jeg kunne bevise, at                lægerne på ingen måde kunne vide, hvor børnene var.              Og på samme tilskuerpladser sad Frederiksberg                    kommunes sagsbehandlere. De samme mennesker, der                 forhandlede og var med til at give andre mennesker               amnesti for at skjule børnene"

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forårets dommer er skiftet ud- men sigtelserne er de samme.Det var Kanal-2 onsdag den 18.11.1992- præcis 8 måneder efter den voldelige anholdelse og isolations fængsling af lægerne.

 

Der er ikke berammet nye retsmøder.

 

Derimod er det nye tilkommet til en kendsgerning, at myndighederne benyttede et falsk vidne til at få ægerne fængslet.

 

 

At socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen direkte formidlede lodrette løgne i Frederiksberg radio dagen efter voresfængsling.

 

At det vidne, der kendte børnenes opholdssted og vidste, at lægerne ikke på noget tidspunkt på ingen måde har kunnet vide det. Han blev smidt ud af Frederiksberg ret.

Samtidig med, at Frederiksberg Kommunes repræsentant, der var med til at at forhandle om børnene og give de mennesker, der skjulte børnene amnesti.

 

 

 

15 Nov. 1992. datoen for et af vore børnebørn, Samuels dåb

lykkedes det for Mulle og Ben Kristian ved et tip fra  TV1 fotografen Otto Jonasen, der fortalte, at han den 19 marts 1992, mens lægerne sad i isolationsfængsel, var blevet ført liggende i bunden af Slangerupparets bil med bind for øjnene og at det var lykkedes for denne fotograf at få et glimt fra   et vejskilt, der stod AHørsholm@ på.

 

Derfor gik Ben Kristian og Mullre gade op og gade ned i Hørsholm lige indtil Mulle råbte. ADer var der, vi blev holdt skjult.@

 

Frederiksberg Journalen sendte billede af huset og angav adressen til Frederiksberg politi, efter at adressen også vr blevet genkendt af TV-fotografen, Otto Jonasen.

 

ADet var der bag disse gardiner, at et nervøst ægtepar ommøblerede hele huset, for at intet skulle genkendes- og der   Mulle fortalte til TV, som blev sendt om aftenen, at lægerne obsolut INTET kendte til skjulestedet.

 

Alligevel tog det et helt år, før politiet afhørte dette forbryderpar, Ole og

.

 

Og parret fortalte i et dette forhør, hvor de sad sammen ikke hver for sig som det er meningen med politiforhør, at disse aldrig havde set eller talt med de læger, der dengang sad fængslet og ikke kunne blive løsladt før børnene kom frem.

 

De kendte sagen og medvirkede,  fordi det var en rektor, der stod bag det hele.- Dette ved vi fra en båndet samtale mellem Søltoft Madsen og læge Eva Graungaard.

 

Disse forbrydere kan ikke straffes ifølge dommer Hvid, der til os sagde, at de jo aldrig ville gøre dette igen.

 

 

 

Lægernes senere politianmeldelser af hhv. Hørsholmparret, rektor Bek, borgmester John Winther og ménedersken Grete Schack-Nielsen er blevet afvist af politimesteren, statsadvokaten og rigsadvokaten.

 

 

 

6.12.92.         

 

Og nu har overassistenten Dorthe Hendriksen, der i denne sag producerede den løgnagtige smædekampagne og skrev, at der i vor konsultation, i samme rum, hvor der var lagt tre patienter op, stod en ged, der havde afføring , mens hun var der.- En historie, der blev bragt viden omkring. Den blev således fundet i MF Arne Melchiors papirbunke på Christiansborg. Og den blev af Frederiksberg kommune til embedslæger, og til en meget stor udvalgt skare af folketingsmedlemmer og til de mennesker, der tog lægernes parti.-

 

NU HAR DENNE OVERASSISTENT SKREVET UNDER PÅ, AT HUN FORTALTE EN LØGNEHISTORIE OG BETALT 5.000 KR.

 

         

 

   "Lukkede døre, Lodrette løgne, inhabile dommere, hvad            bliver det næste.?

 

spurgte Lars Bøgh Winther en dag i Kanal-2 rapporten i TV. 

 

         

Det næste bliver undersøgelse af, hvordan en anden medarbejder, Erik Havgaard Hansen, der har spillet en betydelig rolle, i og med han har fortalt beviselige usandheder, kan udtale, at han er parat til at møde i retten og bevidne, at barnet Lisbeth ved gentagne lejligheder har fortalt ham om "geden i huset" på Voldumvej.

 

Og afsløring af hele det sammenspiste komplots arbejde på Frederiksberg rådhus - med borgmester John Winther i spidsen

under børnenes Aforsvinden@

 

Forfatter Harly Fogeds og fotograf Otto Jonasens skrivelse til retten vedlægges i fotokopi.

 

Konklusion:

-----------

 

På talløse skrivelser til borgmester John Winther, socialudvalgsformand, kommunalbestyrelse, socialudvalgsformand Birgit Fogh Andersen, der omgærder sig med sine egne usandheder, "hovedmanden", rektor Bek, og Johannesskolens bestyrelsesmedlemmer, svares overhovedet ikke.

 

I sagen er der nye afslørende oplysninger, bl. a. vedr. komplottet mellem rektor Bek, Slangerupægtefællerne og taxachaufføren Poul Weibel Larsen, der er en tidligere ansat chauffør hos Whita Sjøsten fra Slangerup, og som rektoren betalte for en "fuptur" 3o6 kr af skolens girobeholdning..

 

Ligesom det hemmeligholdte, såkaldte ukendte skjulested i Hørsholm nu er udpeget og genkendt som Niels Lykke Nielsens arbejdskollega, murer Ole Andersen og hustrus villa, beliggende Alsvej 97, Hørsholm,- Dette interesserer ikke Frederiksberg politi.

 

Der er ingen i Danmark, der tør udtale sig i Graungaard-sagen mere af angst for at miste deres stilling.

 

Da klasselærereren, overlærer Lise Kjær Rasmussen, i et lukket retsmøde afgav forklaring om, at Mulle den 2.3.92 var på skolen og gik ind til rektor Bek., havde samme rektor Bek, der sammen med kommunen under lægernes isolationsfængsling, intenst forhandlede om børnenes omplacering, indtil varig placering hos hendes "nære vennes gennem 4o år", Slangerupfamilien, kunne finde sted, så disse igen kunne betale deres terminer. Hun havde sin observatør, siddende i det lukkede retsmøde.

 

Derved kunne hendes forklaring til politiet afpasses.

 

Da samme klasselærer fulgte efter barnet Lisbeth, der af kommunens folk senere blev afhentet fra klassen midt i timen og låst inde på skolepsykologens kontor, og ruskede i døren og spurgte: "Hvad handler det her om?" og fik svaret: Gå ind i din klasse igen og pas dit arbejde, din rolle er udspillet", ja så blev også hun bange. " Hvor går jeg hen og får nyt arbejde i min alder. jeg har jo villa og bil og børn under uddannelse, spurgte hun.

 

Og forældrerepræsentanten, kriminalassistent Hans Andersen, Rødovre politi, sagde, da han fik at vide, at den lille Ditte på 8 år brutalt af rektor Bek var blevet smidt ud af hendes skole med den begrundelse, at denne rektor ikke kunne leve med, at have et barn på skolen, hvis forældre bragte hende i offentlighedens søgelys. Han sagde. "Jeg føler mig som en tøsedreng, Men hvis jeg blander mig, ender det med, at min egen Helene også bliver smidt ud"

 

Der er ingen, der tør hjælpe eller sige, hvad de mener.

 

 

OG NU HAR OVERASSISTENTEN VED FREDERIKSBERG KOMMUNE,DORTE HENRIKSEN SKREVET UNDER PÅ, AT HUN SKREV EN LØGNAGTIG RAPPORT OM EN GED I DERES KONSULTATION. EN RAPPORT, DER VIA FREDERIKSBERG KOMMUNE BLEV RUNDKASTET SAMMEN MED EN LIGESÅ FANTASIFULD OG LØGNAGTIG PSYKOLOGERKLÆRING BL.A. VIA TELEFAX  TIL FOLKETINGETS SOCIALE UDVALGS MEDLEMMER, OG ET MEGET STORT MEN UKENDT ANTAL INDFLYDELSESRIGE MENNESKER,- OG SOM LÆGERNE TILFÆLDIGT KOM I BESIDDELSE AF, DA DEN MYSTISKE RAPPORT, BLEV FUNDET I FOLKETINGSMAND ARNE MELCHIORS PAPIRBUNKE.

 

Den løgnagtige rapport skadede børnene Mulle og Lisbeths sag, desuden blev den sendt til embedslægerne, i den onde hensigt, at lukke lægernes praksis.

 

LIGELEDES HAR POLITIET FUNDET FREM TIL, AT DEN KONSERVATIVE  OLDERMAND OG VÆLGERFORENINGSVENINDE TIL SOCIALUDVALGSFORMANDEN BIRGIT FOGH ANDERSEN, FRU GRETHE SCHACK NIELSENS VIDNESBYRD I RETTEN, DER BLEV BRUGT TIL AT FÅ LÆGERNE I ISOLATIONSFÆNGSEL, VAR FALSK.  

 

"Det kunne således på ingen måde have sin rigtighed, at Graungaard den 11.3.92 kunne være set i sin opgang med barnet Lisbeth, da hun denne dag og i tiden derop til og i dagene derefter befandt sig i Slangerup", skrev vicepolitiassistent Lau Fries. - Dermed synes den vidnesag slut.

 

OG DER SYNES INTET AT SKE DET VIDNE, SOM FREDERIKSBERGDOMMEREN ANSÅ FOR HELT PÅLIDELIGT.-"DET VIDNE TROR JEG PÅ, SAGDE DOMMER SYLVEST NIELSEN I FREDERIKSBERG RET OG DØMTE LÆGERNE FØRST TIL TRE DAGES ISOLATIONSFÆNGSLING, DEREFTER TIL 7 DAGE YDERLIGERE OG TIL SIDST TIL ENDNU 14 DAGE.- EN DOM DER BLEV UNDERKENDT AF LANDSRETTEN.

 

SYLVBEST NIELSEN ER NU SKIFTET UD MED EN ANDEN DOMMER- HUN HAR FÅET EN HØJERE STILLING.

.

 

Da Emil Graungaard på sin 18-års fødselsdag vidnede sandt i retten, blev han truet med 6o dages fængsel, hvis hans udsagn var forkert.

 

Da lægerne havde været på sygebesøg den første dag på grund af Mulles selvmordstrussel,, og ville fortælle dette til den ansvarlige: socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen, skreg denne Jeg vil intet vide. Hun vidste det jo- og gik til politimesteren. " Hun fortalte det under en privat middag, sagde hun i en båndet samtale.

 

Hvad nu?- Til den ansvarshavende borgmester John Winther naturligvis, som er løbende blevet holdt underrettet om denne sag fra december 1991 , og som har modtaget talrige breve om børnenes situation, og som så tidligt som den 2.3.92 forhandlede med rektor Bek om børnenes anbringelse, efter at Mulle, der var "under jorden" havde været hos hende- Det var 16 dage FØR  fængslingen.- ifølge rektor Bek.- var underettet om de intense forhandlinger om børnene, der skulle- og blev- færdiggjort under fængslingen, uden at dog deres skumle plan kunne fuldføres helt, da Landsretten brød ind og frigav lægerne 14 dage før ønsket af Frederiksberg.

 

OG SOM DEN 25.3.92 SVAREDE MF ARNE MELCHIOR,DA DENNE HOLDT PRESSEKONFERENCE OG RINGEDE BORGMESTEREN OP: "JEG KENDER SLET

INTET TIL DEN SAG, DU TALER OM."

 

Så dette synes ikke at være vejen. men så må man kunne klage til kommunaldirektøren og socialdirektøren, der som embedsmænd er ligestillet med de politisk valgte, borgmester og socialudvalgsformand embedsmand.- Det må være komandovejen.- og dog?

 

 

Da chefpsykologen i Tårnby kommune, Gunner Kjær- Rasmussen mødte op i folketingets sociale udbvalg den 12.3.92 og derefter i Folketinget blev kontaktet af TV, hvor han udtalte sig,  medførte dette, at socialdirektøren skrev til  chefpsykologens skoledirektør, som så gav Kjær-Rasmussen en "næse".

 

Ytringsfriheden værdsættes ikke højt i Danmark.

 

iFØLGE EN HEL FORSAMLING AF KENDTE MENNESKER UDTALTE FRU WHITA SJØSTEN FRA sLANGERUP, AT DER INTET VILLE SKE HENDE OG HENDES ÆGTEFÆLLE, SOM HAVDE HAFT BØRNENE BOENDE DEN STØRSTE DEL AF DEN TID DISSE HAR VÆRET POLITIEFTERSØGT, LIGESOM DER HELLER INTET VILLE SKE DERES BEKENDT REKTOR INGER BEK, DER SAMMEN MED SKOLENS ADVOKAT HAVDE FØRT FORHANDLINGERNE MED KOMMUNEN, IDET DISSE AF KOMMU8NEN ALLE V AR LOVET AMNESTI-

ET LØFTE, DER SYNES AT BLIVE HOLDT.

 

---------------------------------------------------------

 

NÅR MAN HAR MAGTEN, HANDLER MAN BARE - UANSET LOVEN.

 

 

 

             

 

 

Det mest himmelråbende ved hele denne sag er den kendsgerning, at det aldrig har drejet sig om børnenes ve og vel, men det faktum, at få ram på lægerne og samtidig tilgodese rektorens gode venner, det økonomisk betrængte par i Slangerup, som hun følte sig i taknemmelighedsgæld til og skyldte en tjenneste.

Hele dette skuespil blev sat i scene og udviklede sig som skildret for at at dække over den ene ulovlighed efter den anden.

 

Det faktum at børnene har været under jorden fra den 6.9.1993 til den 17.1.94, hvor Frederiksberg kommune udbetalte moderens  pension på en chek til politimesteren på Frederiksberg for at sulte disse frem- Og tilsidst fik.

 

En sag deres advokat indbragte for

 

 

Mulle blev bortvist fra Johannesskolen lige før eksamen i 9 klasse.

 

Det var dommer Torben Hviid der den 16.6,1994, dømte Mulle til at forblive endnu et år på børnehjemmet, hvilket hun blæste på og kort efter bare gik sin vej og flyttede tilbage til moderen.

 

Mulle er i dag 17 2 år. Hun har nu siden julen 1994 været under jorden sammen med lillesøsteren Lisbeth, hvilket disse to børn stadig er.

 

Hun gik under jorden på opfordring af lillesøsterens fulsdstændig nervesvækkede tilstand, hvor hun reagerede psykotisk.

 

 

Med henblik på ks.

--------------------

 

tavshedspligten -eg

---------------------

hvis jeg so læge skulle have brudt min tavshedspligt, skulle jeg ikke have siddet som abklaget men skulle have været bedt om at udtale mig under vidnesvar- som vidne.- da ville jeg have bedt om en kendelse.- oghavde jeg fået en sådan, da ville jeg have bedt om tilladelse til at rådføre mig med lægeforeningen- og have fulgt dennes råd.

 

børnenes tilhørsforhold til os som deres læger var ikke blevet ophævet af kommunen

 

desuden en tumultlignende situation

den dybere meninmg med tavshedspligten er, at folk, der på en eller anden mådeer  på kant med myndighederne ikke må forhindres i at søge lægehjælp, af frygt for atbde bliver udleveret til politiet

 

 

man har heller ikke betvivlet vidner- der skulle naturligvis have været stillwetr spørgsmål til disse vidned

 

mman har juridisk set dømt os begge kollektivt på ménederskens    løgn i retten.

 

ks

---

 

var udsat for en kollektiv dom.

 

hver af os har et selvstændigt ansvar.

 

vi var dømt på forhånd.

 

eg har været uartig overfor de offentlige myndigheder og der skal statueres et eksempel.

ks er gift med eg. mitgegangen- mitgefangen und mitgehangen

 

vægten skal lægges på at ks er kollektivt dømt- det kan man ikke- selv om der er så meget andet man heller ikke har kunnet- så må man ikke dømme kollektivt.

 

Trusselsbrevet til Mogens Camre hvor der omtales et møde i sagen- mødereferat ønskes.

 

 

 

Dato.

Mette Haugaard Hansen fik sit krav om hjemgivelse af sine døtre  behandlet først i Frederiksberg socialforvaltning, den

 

Uden at hendes advokat trods talrige begæringer derom af hende selv og af hendes advokat- først af advokat Kirsten Reimers Lund og derefter af advokat Hans helmer Jensen.

 

Dato 

Derefter behandlet i Den Sociale Ankestyrelse uden at få udleveret de begærede sagsakter

 

Den 11.2.1993.

Behandlet i Østre Landsret

 

den

Dommer hvid Socialforvaltningen uden

Den Sociale Ankestyrelse

Hans helmer jensen beklagede sig der kun over de tilbageholdte sagsakter

 

den 22.december 1993. Igen i Østre Landsret uden    at have fået udleveret de begærede sagsakter: Advokat Holger Lindholt.

 

 

Landsretten udtaler:

" Der foreligger ikke således som sagen er oplyst for landsretten grundlag for at antage, at afgørelsen i bø'rne- og ungeudvalget og i Den Sociale Ankestyrelse skulle være truffet uden at der skulle være givet ansøgerens daværende advokater fuld adgang til sagsaakterne, ligesom anbringedet om magtfordrejning fra Frederiksberg kommunes side savner ethvert grundlag, idet det af sagsøgeren iøvrigt anførte heller ikke kan føre til andet resultat tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge."

 

 

 

Det eneste vidne som fru Haugaard Hansen havde var læge Eva Graungaard, som jo også var den eneste læge der i den lange tid hun og hendes datter havde været og stadig var under jorden på flugt fra børnehjem og myndigheder, måtte ikke afhøres som vidne i denne vigtige sag- Kun den børnehjemsforstander Else Plesner, som var betalt af socialforvaltningen og mod barn og mor.-

 

Iøvrigt sultet ud af Frederiksberg socialforvaltning, der udleverede hendes invalidepension i på en check til politimesteren på Frederiksberg.

 

Dette vidne og dette bevismateriale måtte ikke høres.

 

 

Da afhøring af læge Eva Graungaard ikke kan anses for at være af betydning ved sagens afgørelse

 

                                                    bestemmes:

 

Den af advokat Lindholt fremsatte begæring om afhøring af dette vidne tages ikke til følge.

 

 

 

 

 

 

Mette Haugaard Hansen er HIV antistof positiv på 11' år, men HIV antigen negativ. Hun har en øget tendens til lungeinfektioner og store udstandsede kroniske bensår, og benødemer, en rygskævhed forårsaget af en  længdeforskel på underekstremiteterne der gør, at hun halter ved gang samt arthrose i begge knæled mest udtalt i venstre knæ.

 

Hun klager hun over meget stærke smerter i lænderegionen og i venste hofte og knæled og er i den henseende henvist til røntgenundersøgelse på Holbæk sygehus.- svar er endnu ikke kommet.

 

Den store pige er ansat her i konsultationen som sekretærassistent. Hun møder hver eneste dag til tiden- har ikke forsømt én eneste gang- er sund og rask- og påbegynder en HF-uddannelse efter sommerferien.

 

Lisbeth går i 5'klasse i Jyderup skole- der er oplyst for mig, at der en en god kontakt mellem moderen Mette Haugaard hansen til Lisbeths klasselærer.

 

Begge børns almentilstand vurderes på nuværende tidspunkt som væsentlit bedre, end før disse af Frederikssund kommune blev hjemgivet i julen 1995.

 

Moderen mette Haugaard Hansen har efter min vurdering siden 1990 været berettiget til at oppebære mellwmste pension, men hun har ikke ønsket, at denne blev søgt, da hun var af den meningf, at dette skulle kunne skade hendes muligheder for hjemgivelse af hendes børn.

 

 

 

30 januar 1985.:

 

Mette Haugaard Hansen, der er gruppe 2 patient, hvilket betyder, at hun har frit lægevalg, blev denne dag patient hos læge Eva Graungaard i Rødovre og blev behandlet med metadon.

 

Hun er mor til 4 børn og har siden lillebroderen Anders var 11 år også dette barn i pleje, da deres mor døde.- Ifølge fru Haugaard Hansens oplysning for 14.75 kr. pr. dag, betalt af Frederiksberg kommune. Hun har desuden børnene:

 

Børnene: 1. Lisbeth, født d.8. maj 1983.

         2. Anne Marie (Mulle), født d.9. maj 1978.

         3. Maria (Tulle), født d. 14 august 1974.

         4. Robert, der altid blev kaldt Oskar, født------ .

 

Oskar og Anders er flyttet hjemmefra. Men inden da, beskyldte Anders sin plejemor, Mette Haugaard Hansen for at have smittet ham med HIV-virus ved at sprøjte metadon ind i en halsåre med en af hendes egne brugte kanyler. Den ligeledes HIV-positive narkoman og Mette Haugaards plejesøn, lillebror, Anders er også patient hos lægerne Eva Graungaard og karl Somogyi.        

De tre mindreårige børn blev foruden af Eva Graungaard også tilset af overlæge Bonnevie på Frederiksberg hospital grundet moderens egen HIV-positivitet, og fordi det yngste barn, Lisbeth også var HIV-positivt.

         

På ovennævnte dato påbegyndtes metadon ordination af længere varighed hos læge Graungaard, Voldumvej 22, 2610 Rødovre.

 

 

                                                      11.06.86:

 

Brev fra overlæge Bonnevie vedr. Mette Haugaard Hansen og hendes situation, samt fremtidig metadonordination. ( brevet er fremlagt i sagsakterne.)

BILAG       

                                                      16.12.86:

 

Embedslæge Marianne Søeby tilskriver overlæge Bonnevie vedr. Lisbeth og Mette Haugaard Hansen, da han, som  tidligere nævnt kontrollerer hende og det yngste barn for HIV-positiviteten.

BILAG         

 

Alle 4 børn har haft en kummerlig barndom. Begge forældre er kriminelle HIV-positive narkomaner. Moderen ifølge hospitalsjournaler desuden prostitueret. Faderen voldelig.

 

De to yngste piger, Anne Marie, kaldet "Mulle" og Lisbeth er begge født med livsstruende abstinenser, ifølge journalerne.  Anne Marie er døbt i Vestre Fængsel- ifølge dåbsattesten. Fremlagt i sagsakterne.

 

I akterne findes et brev, hvor moderen skriver til Statsamtet og fortæller om, hvordan den biologiske far, Kaj Ole Hansen, der også er en HIV-positiv narkoman og har siddet 11 år i Hersted Vester fængslet, har "gennemtævet" begge de små piger og kastet den mindste hårdt ind mod en mur.

 

Moderen selv får i 199o af en anden kendt kriminel narkoman Kim Bergstrøm Hansen i børnenes påsyn ved knytnæveslag smadret sin milt og må hasteopereres på grund af blodtab, ifølge hospitalsjournalen.

 

 

Mette Haugaard Hansen blev ofte indsat i fængsel først og fremmest på grund af bøder, som hun skulle sidde af. I disse situationer var de mindreårige børn henvist til selv at stjæle til føden. I tre forskellige tilfælde har hun af politiet fået tilladelse til at ringe til lægekonsultationen, og lægerne har sendt deres sekretær til Vestre fængsel og betalt bøderne.

BILAG:

Kvitteringer fra politiet.

 

Anders døde den 1991 en alder af---- af AIDS.

 

Mette Haugaard Hansen bor i 1990 i en 4-værelses lejlighed på Finsensvej 127. Det er hendes 11. lejlighed ifølge akterne. Alle hendes lejligheder har været husvildeboliger, undtagen et hus i Bagsværd, hvor familien kun midlertidig fik lov til at bo.

 

 

                                                      2.1.1990:

 

Mette Haugaard Hansen sættes endnu engang på gaden på grund klager over narkohandel, slagsmål og ballade på trappen.            

Men hun og hendes tre mindreårige børn blev brutalt sat ud på gaden af foged og politi den 3. Januar 1990. Der stod de i  frost og kulde på Finsensvej, sammen med papkasser, som deres ting og tøj og tamme undulat bare hurtigt blev stuvet ned i af flyttefolk på ordre af fogeden.                 

 

Familien indsættes så akut ind på Frederiksberg  Skole- og Behandlingshjem om aftenen samme dag.

 

         

Udtalelse fra denne institution den 11.1.1990:

 

"Mette har et udpræget behov for at snakke om narko, vold, død, skiftende mænds sexmisbrug, rottweilere og drukture, mens andre børn hører på det. Efterhånden som dagene gik, blev hun mere og mere dopet af medicinen (Vi kender til Metadon, Stesolid og Rohypnol). Kunne ikke føre en samtale og til tider ikke stå på benene.

Torsdag den 11.1. kl 11 dukker hendes ven Kim Bergstrøm Hansen op. De bliver mere og mere påvirket, efterhånden som dagen skrider frem. De låser sig inde på toilettet, og der er en voldsom larm derindefra. Efter gentagne gange, at have kaldt dem ud, kommer Kim ud og derefter Mette stærkt påvirket.  Medarbejderen ser en masse blodstænk og der findes beskyttelseshætter til sprøjter."

BILAG

                                                           

 

11.01.9o:

 

Hele familien smides ud om aftenen af institutionen grund af ovennævnte ballade med de tre mindreårige børn, som igen står ulykkelige og frysende og bange på gaden.

 

Og de næste to måneder flytter den lille familie fra sted til sted- Vandrehjem, kvindehjem og kortvarigt ophold på hotel Frydenlund.

 

 I tre måneder kom den 11-årige Anne Marie (Mulle) ikke i skole, og den 6-årige Lisbeth har ifølge Mulle bare stille siddet og ventet med ondt i hovedet. Selv siger hun, at hun fik piller af Mette, når hun havde nogen,- og så hjalp det.

 

"Jeg kan så godt lide Mulle", gentog hun meget tit.- Alle hendes tænder var totalt nedcarierede.

 

 Og den større pige Anne Marie var langt bagud i skolen trods god begavelse, fordi hun aldrig havde fået briller, som var nødvendig, for at hun kunne se at læse.   

 

 

                                                       1.april 1990.

 

 Indsætter Frederiksberg kommune familien i en bolig. Det er igen en husvildebolig. En bolig, der på det tidspunkt kun kunne betegnes som uværdig og uegnet for såvel mennesker som dyr.

 

 Boligen er uden varme, kun med en kakkelovn, hvor skorstensrøret er trukket ud fra væggen, så den ikke kunne bruges. Og uden badeværelse. Det er på Henrik Ipsensvej 23.

 

 Lægerne forsøgte opsætning af elektriske radiatorer, men det kunne det elektriske system i det faldefærdige hus ikke bære. Det var oprindelig to to-værelses lejligheder, der var slået sammen, med to små træk og slip wc’er i hver sin ende.- så kunne den HIV-positive mor og den lille HIV-positive pige bruge det ene og resten af familien det andet, blev der sagt til lægen i telefonen, da denne beklagede sig over de elendige forhold, man bød denne børnefamilie.

 

 Der var gråhvid mug belægning mere end en meter op på væggene fra gulvet. Og flyttekasserne blev stablet op foran vinduerne  for at holde på varmen.

 

 

                                                      3.4.1990.

 Læge Eva Graungaard skriver efter aftale med overlæge Bonnevie til boligkontoret for at skaffe fru Haugaard Hansen med de tre mindreårige børn en menneskeværdig bolig og påpeger den helbredsmæssige betydningen af, at der stilles en bedre lejlighed til rådighed for det HIV-positive barn.

BILAG

 

 

                                                      16.04.90:

                       Natten mellem 1. Og 2. Påskedag den 16.4.1990.

 

 Mette Haugaard Hansen bliver pludselig meget syg og højfebril om matten opsøger skadestuen på Frederiksberg hospital med stærke smerter i lysken på grund af fejlfix. Hun bliver set på skadestuen, hvor hun ønsker morfin på grund af stærke smerter i benet.- Hun er kendt på skadestuen son narkoman og hjemsendes kl 04 om morgenen.

 

         

 

                    Senere samme dag om eftermiddagen den 16.4.1990:

 

 Det er 2'påskedag. Lægerne Graungaard og Somogyi er i deres  sommerhus. Derfra tilkaldes de til sygebesøg til Henrik Ibsensvej 23.  Det er en anden person, narkomanen Kim Bergstrøm Hansen, der ringer til deres sommerhus, og da situationen lyder yderst alarmerende, tager disse læger øjeblikkeligt afsted og kører direkte til fru Haugaards Hansens bopæl.

 

 Lægerne indlægger deres patient akut på Frederisberg hospital.

 

         

 I hjemmet forefindes der på indlæggelsestidspunktet stadigt den kendte kriminelle narkoman, Kim Bergstrøm Hansen, samt patientens 2 mindreårige piger: Anne Marie (Mulle) og Lisbeth på hhv. 11 og 6 år.

 

 Storesøsteren, Maria (Tulle) på 15 år samt den ældre bror Robert (Oskar), var ikke tilstede i lejligheden.

 

 Moderen bad lægerne tage sig af børnene, og gav sin tilladelse til at de kom med disse til deres hjem. Moderen gav før ambulancen nåede frem udtryk for, at hun var meget glad for at lægerne ville tage sig af hendes børn.

BILAG

 

Lægerne fandt forholdene i hjemmet fuldstændig uforsvarlige, og var rystede, da den tilstedeværende narkomanen Kim Bergstrøm Hansen på spørgsmålet om, hvor de små piger sov, svarede:" De sover ved min røv".

     

 Lægerne tager derfor Mulle og Lisbeth med sig hjem, efter at have sendt deres syge og stærkt smertepåvirkede og feberhede mor, i ambulance med udrykning til hospitalet.

 

  

- Begge de små piger var meget medtagne. De var frysende og syge, sultne, underernærede og utøjsbefængte, og den lille Lisbeth var konstant grædende på grund af totalt nedcarierede tænder.

 På Frederiksberg hospital fandt man ved undersøgelse af moderen bakterier i blodet tydende på sepsis, og der var en meget stor absces strækkende sig fra muskulaturen på låret og højt op i maven.

 

 Da man på dette hospital mener, at både tarme og de store pulsårer er medinddraget, overflyttes fru Haugaard Hansen i hast til Rigshospitalet, hvor man karakteriserer hendes tilstand som "udsigtsløs".   

 

 

                                                      17.04.90:

 

 Lægerne Somogyi og Graungaard kontakter Frederiksberg kommune med oplysning om de 2 pigers opholdssted og omstændighederne, som førte til beslutningen om at medtage disse.

 

 

                                                           

                                                      18.04.90:

 

 Maria, den ældste pige på 15 år ringer til Eva Graungaard og fortæller, at hun befinder sig til afhøring på Tomgårdsvejens politistation. Politiet har anholdt hende på gaden. Hun var efterlyst og skulle afhøres vedr. flere kriminelle forhold, først og fremmest småtyverier samt snyderi i S-togene, hvor hun har fremvist en anden persons sygesikringkort.              

 

 Maria ønsker, at Eva Graungaard kommer tilstede og nægter at udtale sig, før denne læge, som hun har tillid er kommet frem. 

 Eva Graungaard opsøger derfor Mette Haugaard Hansen på hospitalet. Moderen giver Eva Graungaard fuldmagt til at overvære afhøring af Maria. 

BILAG:

 

 Tilstede ved afhøringen er desuden en kriminalbetjent samt en repræsentant fra Børne- og Ungeudvalget i København.           

Eva Graungaard tager derefter Maria med sig hjem, fordi denne store pige angiver at være meget sulten.

 

 Lægen støtter pigen i at fastholde sin vægring mod at udtale sig, bl. a. for hurtigst muligt at kunne forlade politistationen, hvor pigen angiveligt havde siddet i mange timer og hun overlader derefter sagen til sin egen advokat Kornerup Jensen.

 

 De tre piger får så hver deres eget værelse side om side med lægeparrets eget barn, den 6-årige Dittes værelse.

 

På grund af massiv lusesmitte hentes straks luse shampo på apoteket og pigerne befries for en ulidelig kløe.

 

Der indledes straks samarbejde med de store pigers skolen og lægerne kører dagligt de to store piger til deres skoler. Hhv Sønderjyllandsskolen og en ungdomsskolen: Vi-ka-Sku.

 

Det yngste barn har aldrig været i nogen daginstitution- hverken i vuggestue, eller i børnehave, og var heller ikke kommet i børnehaveklasse. Hun er så syg og smerteforpint, at hun straks den følgende dag kommer til tandlæge, hvor de fleste mælketænder må fjernes. Der var ikke en eneste hel tand i munden på hende.- Lægernes egen datter, Ditte, der er lidt yngre end Lisbeth går i Johannesskolens børnehaveklasse.

 

 

Lægeparret ringer næsten dagligt til Frederiksberg kommune for at få en afklaring omkring de tre pigers skæbne.

 

Der går herefter ca. 6 uger, inden kommunen reagerer trods mange opringninger fra Eva Graungaard.  Kontaktpersonen på kommunen bliver fuldmægtig Elsebeth Kaasgaard.

 

 

 

                                                Ultimo maj 1990:

         

Besøg hos Graungaard-Somogyi af 4 folk fra kommunen, der gennemgår hele boligen og de tre børns værelser. Elsebeth Kaasgaard er en af de tre personer.

 

De kommer op i lægernes lejlighed - en seks-værelses lejlighed på Godthåbsvej nr. 32 på Frederiksberg.  Disse finder forholdene særdeles gode. Børnenes værelser bliver inspiceret, ligesom hele lejlighedn gennemgåes.

BILAG: plejetilladelsen.

 

Der forevises skrivelsen fra Rigshospitalet vedr. den biologiske moder og dennes dårlige prognose.- ifølge udtalelse fra Rigshospitalet, hvortil moderen var blevet overført.

 

Og kommunens udsendinge viser en skriftlig tilladelse fra moderen, som er indhentet, mens moderen endnu lå på Frederiksberg hospital.

 

 Alle tre piger er tilstede i lejligheden. De to store er kommet hjem fra skolen.  Der indledes en dialog vedr. pigernes

 

 

 

Kronologi nr. II

---------------------

 

                          18.3.1992:

 

1.

 

Ligeledes  side 116 adv. Thorbek:

Samtale mellem Inger Bek og socialudvalgsformand Birgit Fogh- Andersen referat ønskes!

 

2.

Frederiksberg politi kommer talstærk til lægekonsultationen denne onsdag sammen ledet  af viocekriminalkommissær Lau Fries. De har ingen dommerkendelse med, men de er mange og de har afspærret Voldumvej i begge retninger og  lederen af aktionen. vicekriminalkommissær Lau Fries hamrer på ruden. Der er patienter, og den lille datter, Ditte på 8 år er endnu ikke sendt i skole- Hun skal den dag møde kl. 10.

 

EG spørger om, politiet har en dommerkendelse, hvilket de ikke har. Da EG, der straks tænker på den onde og løgnagtige gederapport, frygter, at forsamlingen er ude efter lægeparrets yngste barn, nægter hun lovmedholdeligt at åbne hoveddøren.

 

Vicekriminalkommissæren sender bud efter en låsesmed, der under stort borespetakkel borer hul i lægekonsultationens yderdør, og politiet stormer ind og Lau Fries fanger EG i et hjørne, hvor hun presses op i krogen.

 

Flere betjente baner sig vej under stor og helt unødvendig drammmatik ind i lægekonsultationen, efter at Voldumvej        med store politibiler blev afspærret i begge retninger og alle de patienter, der kom ad Voldumvej til konsultationen blev skarpt bortvist af uniformeret politi, som bad dem gå hjem og søge anden læge, da lægerne her skulle i fængsel.

 

Politiet anholder lægerne, og lænker deres voksne datter Rie i håndjern sammen med den mandlige sekretær Helge Røpke og dr. Somogyi føres ud i en ventende kassevogn, dr. Graungaard bæres på grund af den utrolige vold, vicepolitikommissæren brugte mod hende ud forbi en ventende patientskare og lægges i bunden af en anden stor kassevogn, og køres under udrykning til Frederiksberg hospital under udrykning, hvor hun blev indlagt  på akut intensiv hjerteafdeling, mens den mandlige sekretær, der blev lænket til en voksen datter i håndjern, hvor sekretærens højre hånd blev lænket til datterens højre hånd, så disse måtte snurre rundt hele tiden, idet den ene skulle gå baglæns, når den anden gik forlæns. Disse kørtes i en lille politibil til afhøring til Frederiksberg politistation.

 

Lægernes yngste dengang kun 8-årige datter blev derefter    gennet ud på Voldumvej, hvor hun grædende måtte stå frysende udenfor og se på at hendes forældre og storesøster af politiet blev hhv båret og ført ud forbi hende. Politiet havde end ikke givet hende tid til at tage overtøj på. Hun måtte stå ude på Voldumvej ikke alene under den voldelige anholdelse, men også i hele den tid, det tog med den efterfølgende ransagning.

 

Politiet forsøgte  at få folk fra børnehaven med til ransagningen. Børnehaven er nabo til lægekonsultationen.- Alle voksne i børnehaven nægtede imidlertid at medvirke.

 

Derfor måtte politiet nøjes med en tilfældig og meget syg patient, der var på vej til lægekonsultationen. og en af lægernes svigersønner- Peter Billesskov Shelde.

 

Politiet havde hverken dommerkendelse til indbruddet, eller til fængslingerne eller til ransagningerne. 

 

Men i det omfang dansk politi finder det ulejligheden værd, får dette altid efterfølgende godkendelse af en dommer. I dette tilfælde bad politiet om godkendelse af ransagningen i vor lægepraksis, og fik automatisk denne. Men det fandt det ikke umagen værd at få godkendt indbruddet og ransagningen hos vor lejer Erik Kurt Christiansen

 

BØRNENE FINDES HELLER IKKE VED DENNE RANSAGNING.

 

Den lille 8-årige Ditte efterlodes frysende og grædende på fortovet udenfor hoveddøren, som politiet låste.

 

 

 

                            19.3.92.

 

Hun er 1oo  procent   sikker på, at det er                  Lisbeth, Eva Graungaard går med. Hun kender forskel            på lægernes egen 8-årige datter Ditte, der er mørk og          en lysere Lisbeth. Desuden har Lisbeth afrikanske              fletninger, som ved udsendelsen i Kanal-2. Og Fre-             deriksbergdommeren udtaler: "DET vidne tror jeg på".

 

         

 

Fru Schack Nielsen oplyser ligeledes, at en familie            Hetland, på 4. sal, kommer forbi på samme tidspunkt            og derfor må have set det samme som hende.

 

Familien Hetland oplyser under politiafhøring, at de har set Eva Graungaard og Karl Somogyi, men ikke sammen med en lille pige.

 

"Samme dag ringede Graungaard til Slangerup og

fortalte, at der havde været razzia hos hende. (Det           

blev vist samme aften i Kanal-2) og hun fortalte              

også, at Arne Melchior havde givet 1ooo kr til                

pigerne,”

 

Det er hvad ægtefællerne i Slangerup sammen med Lau           

Fries har brygget sammen.

 

Historien er usand ifølge lægerne. Disse forklarer,            at rektor Inger Bek den 27.2.92 uanmeldt kom til               deres private hjem sent om aftenen - tilstede var              læge Ben Graungaard, en af deres sønner. Rektor Bek            fortalte ved den lejlighed, at de to piger nu var              "gadebørn" og havde været hos hende på skolen.

 

Ordet GADEBØRN blev gentaget ved kontakt til Inger             Bek om formiddagen den 6.3.92. Historien om gadebørn         

troede lægerne på og da de forestillede sig børnene           

frysende og sultne på Christiania, hvor der også gik          

rygter om, at de nu befandt sig,ringede Graungaard             samme dag ved 12-tiden til folketingsmand Arne                 Melchior og fortalte ham, Inger Beks historie om               gadebørnene, og det var, fortæller hun, ikke et                øjeblik faldet hende ind, at historien var usand.

 

Arne Melchior, der ikke uden grund har ord for at              have hjertet på rette sted bad hende straks om at            

møde ham på en bestemt adresse på Vesterbrogade.               Hvilket hun gjorde sammen med ægtemanden Karl                  Somogyi. De fortæller, at Arne Melchior tog 1o                 hundredkronesedler op af sin tegnebog og lagde disse           på bordet. Pengene blev afleveret til Inger Bek,               der tilbød kvittering, hvilket blev afslået.

 

 

 

 

18.03.92:

 

Anholdelsen af lægerne Somogyi og Graungaard med                 efterfølgende ransagning på Voldumvej 22, 2610                   Rødovre. Tilstede er de i følge retsplejeloven to                uvildige vidner, som

 

 

Børnene findes ikke.

 

Ransagningen havde som altid negativ resultat.

Denne ransagningskendelse var selvbestaltet og ulovlig, idet den ikke iværksat af retten.

 

Inger Bek oplyser under politiafhøring, at Mulle rin-

ger til hende ca. 22.30. (Dette må så være på hendes

privatnummer i Hillerød, som er hemmeligt). Inger Bek            hævder, at opringningen sker fra en telefonboks, da              hun kan høre nogle svage klik og dut. Inger Bek beder            hende ringe igen - men det gør Mulle ikke.

 

         

Såfremt jeg og min familie havde det mindste med sagen at gøre, ville Mulle have ringet til familien- men hun ringede til Ingfer Bek.

Hvordan kan det dog gå til, at Mulle har sin rektors             telefonnummer i Hillerød? " blev Mulle  spurgt om ved Karl Somogys  fødselsdag få dage efter, at børnene var kommet frem.

 

Det har "Inger" givet mig  sagde Mulle og viste at hun havde dette i inderlommen af sin jakke "Her"- DEt fik jeg i Slangerup af "Inger" med besked på at jeg altid må ringe, hvis der sker noget. Derfor kunne jeg ringe, da jeg hørte, Eva og Karl var kommet io fængsel- Det har jeg da fået af              hende selv en dag, hun besøgte os i Slangerup",                  svarer Mulle.

 

 

EG:

 

på Frederiksberg hospital.Indlagt på enestue på intensiv afdelingen. se journalerne fra hospitalet.

 

Kriminalass. Bente Nielsen afhørte læge Lene  Villerslev, der ifølge kriminalassistenten skulle have oplyst, at der ikke var mærker efter slag, hvilket er usandt- usandt, at denne kollega havde oplyst dette- samt at der ikke var mærker efter slag- se hospitalsjournalen.

 

At denne læge har udfærdiget politiattest er heller ikke sandt.

Der blev aldrig udfærdiget nogen politiattest fra nogen læge på Frederiksberg hospital.

 

KS:

 

Kl. 12.15 til 12.35 blev KS undersøgt af tilkaldte uhyre Preben Gjertinger.- Det ikke havde blodtryksapparat med- Man tager ikke blodtryk på fanger.

 

Denne erklærede, at der intet lægeligt var til hinder for, at KS opholdt sig på politikontoret.

Han var forevist en hospitalsjournal, efter hvilken Somogyi har haft to blodpropper i hjernen og højt blodtryk: 240/140.

 

Derefter blev embedslæge J. Falkenberg tilkaldt, som havde blodtryksapparat med, og tog trykket og erklærede 240/140- men i politirapporten blev skrevet 220/ 110, hvilket tryk også er livstruende.

 

Advokaten forlangte, at KS skulle behandles- men embedslægen erklærede: Jeg er tilkaldt for at tage blodtryk- ikke for at behandle, hvorefter denne læge gik.

 

Advokaten fortalte, at udenfor stod to læger, der begge havde blodtryksapparat i deres lægetaske og blodtryksnedsættende medicin,  Det Var KS's søn læge Ben Graungaard og KS's  bror Læge Georg Somogyi. Disse ønskede at komme den gamle og livstruede mand til hjælp- men dette blev nægtet.

 

Så forlangte advokaten KS indlagt på hospital, dette blev også nægtet, idet embedslægen erklærede, at KS's tilstand ikke var sådan, at han ville "trykke på den røde knap", Og indlæggelse blev nægtet. KS måtte vente med behandling til han var afhørt og kommet på vestre Fængsels sygeafdeling.

 

 

”Moster Pop”- Poula Rasmussens hospitalsophold:

 

 

18.3.1992 Rektor Beks venner i Slangerup, der skjuler børnene, tager

 

 

19.3.92.

 

 

 

 

 

 

18.03.92 til 20.03.92:

 

Inger Bek oplyser under politiafhøring til politirapporten, at hun besøger moster Pop. Ifølge to journalister, Harly Foged og Otto Jonasen,  befinder  moster Pop sig i Slangerup hos Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen, hvor den ene af dem har en længere samtale med moster Pop, mens den anden har tvunget Niels Lykke Nielsen til at køre ham til det skjulested i Hørsholm, hvor børnene holdes skjult.

 

Inger Bek oplyser i politirapporten at have ringet til socialudvalgsformanden, Birgit Fogh-Andersen den dag.

 

 

 

                          19.03.92

 

 Socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen svarer i radioen på spørgsmålet: Hvad  vil I gøre fra kommunens side?:

 

"Vi er i øjeblikket ved at etablere et samarbejde med børnenes skole og håber, at det lykkes, for børnene har tillid til deres skole. Og vi ønsker, børnene skal komme frit frem, så vi kan få dem i tale, og jeg har de allerbedste håb om, at vi skal nok få rede på denne her sag. Vi ønsker, at børnene skal have det     godt, men det må vi altså så kunne garantere i et samarbejde med deres anbringelsessted. Der er jo ikke tale om, at børnene skal på et børnehjem. Det gør vi ikke, men for at få dem i tale, må vi jo i hvert fald have et anbringelsessted midlertidigt, sådan at vi kan få børnene i tale. Og så håber jeg, at vi i samarbejde med skolen kan....altså vi vil jo ikke- vi er jo ikke onde mennesker, vi ønsker bare at leve op til det ansvar, som vi vitterligt har lovmæssigt set".

               

Allerede dagen efter fængslingen af lægerne røber denne socialudvalgsformand kommunens plan.

 

I samme radioudsendelse, som socialudvalgsformanden startede med at sige, at hun var glad for at få lov til at fortælle befolkningen om denne konkrete sag,- som hun senere ligeledes i båndet telefonsamtale kaldte en "Helvedes sag" brød hun ikke alene sin tavshedspligt ved at kalde moderen en HIV-positiv   narkoman på metadon- men fortalte også en lang række usandheder.

 

1. At kommunen ikke havde kunnet etablere noget samarbejde.

Kommunens folk har været i lægernes hjem adskillige gange- og det var efter aftale med kommunen, at børnene efter rektor Beks anbefaling forsøgsvis var i Slangerup i 1990- hvor de ikke ville være, men stak af og løb til en telefonboks og forlangte sig hjem igen til lægerne, hvorfor de straks blev afhentet.

 

At det var efter aftale med kommunen at børnene først kom i Rødovre skole og dernæst til Johannesskolen osv. Kommunens repræsentant var med til smørrebrød, både da sønnen blev læge og blev premierløjtnant, og da sønnen Emil fik sin studentereksamenHan var han den første der satte sig til bordet.

 

2. At den biologiske mor er helt indforstået med, at børnene er anbragt uden for hjemmet. Den biologiske mor var     indforstået med, at lægerne havde børnene til hun selv igen var rask nok til at hjemtage disse. Hun havde selv skriftligt ønsket dette og selv skrevet under på kommunens midlertidig plejetilladelse til lægerne. Men moderen har ALDRIG været indforstået med ikke at have sine egne børn hos sig.

 

3. ”Aldrig nogensinde har vi kunnet få børnene i tale”, siger denne løgnagtige socialudvalgsformand, der selv har haft børnene til enesamtale på Frederiksberg kommune, hvor Mulle den ene gang kom styretende stortudende ud fra mødet. Jf sagsakterne.

 

Socialudvalgsformanden har desuden været på skolen og talt med hende på rektorens kontor. Jf. klasselærer Lise Kjær Rasmussens vidneudsagn i retten, der til og med er afleveret skriftligt til dommeren.

 

Og Mulle har siddet ganske alene i Den Sociale Ankestyrelse den overfor en dommer, en ankechef, prykologer osv. Kommunen nægtede plejeforældrene at ledsage hende og nægtede klasselæreren at ledsage hende.- Den biologiske mor ville hun ikke se.

 

4. Vi har ikke kunnet føre tilsyn med plejehjemmet er ligeså usandt.

 

Der har været en deputation i lægernes hjem og drukket kaffe og kommenteret deres antikviteter- og udkrevet tilsynsrapport

og hver onsdag er Lisbeth hentet i konsultationen på Voldumvej- dette sluttede først i sommeren 1991, da fuldmægtig Gundorph gjorde politigreb på Mulle i venteværelset i kammeraters påsyn.

 

Først derefter skete udvekslingen til samkvem over rektor Inger Beks kontor på Johannesskolen.

 

5. Ikke kunnet få samtaler med børnene uden plejeforældrene var tilstede.

 

Også usandt, idet Mulle to gange er kommet højtgrædende ud fra enesamtaler med denne socialudvalgsformand- det var:----

 

6.Derefter fortæller hun en røverhistorie om oldermanden og den konservative vælgerforeningsveninde menedersken Grethe Schack Nielsen at både hun og denne dame havde fået telefoniske trusler om nakkeskud og at det er ikke denne veninde men kommunen der har anmeldt venindens løgn." Det har hun undersøgt”

 

7. ”At lægerne ikke var mødt op til politiafhøringen- hvilket d var den 26.2.1992”

 

1. at politiet havde dommerkendelse, da de den foregående dag brød ind i lægekonsultationen.

 

2. at man aldrig fra forvaltningens side havde været i lægernes hjem- slv om der var givet tilsynsrapport

 

3. at man aldrig havde haft kontakt med børnene - selv om hun selv havde talt med Mulle gang på gang, at hun den sammen med

 

at Mulle også selv alene havde siddet i den S A

 

 

 

Disse udtalelser er genudsendt talrige gange gennem lokalradioen- ligesom hendes løgnagtige udtalelse er bragt også i månedsavisen "Frederiksberg Journalen".

         

 

 

 

2.Rektor Inger Bek oplyser under politiafhøring, at hun ringes

op af vicesocialdirektøren på Fr.berg, Anders Jensen.

 

 

 

 

Karl Somogyi fremstilles i lukket grundlovsforhør og varetægtsfængsles i isolation i 7 dage.

 

Eva Graungaard idømmes det samme i absentia - hun er indlagt

med hjerteinfakt, som følge af anholdelsen.

 

Grete Schack Nielsen fastholdt under dette retsmøde sit tidligere afgivene opdigtede vidnesudsagn.

Der så utroligt let kunne være blevet afsløret af politi og dommere, idet hun fortalte, at det var min søn, Martin, der havde kørt bilen, vi skulle være kommet i sammen med barnet Lisbeth, for Martin var i Miami på det tidspunkt.

 

To journalister, den ene fra DR, fortæller, at Niels Lykke Nielsen kører DR-journalisten til børnenes nye gemmested i Nordsjælland. Den anden journalist får påbud om at blive i Slangerup og underholde moster Pop.

DR-journalisten får først påbud om at sidde med bind for øjnene, men da han nægter dette, får han påbud om at lægge sig i bunden af bilen, mens Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen kører ham til gemmestedet.

 

DR-journalisten optager en film, som han tvinger Whita og Niels til sammen med ham at køre ind på KANAL 2 med. De ankommer alle tre, iflg.udsagn fra folk på KANAL 2, kl. 17.55.

            

KANAL 2 sender optagelsen i deres nyhedsudsendelse kl. 18. I denne udsendelse fortæller Mulle, at hendes forældre, (lægeægteparret) intet kender til skjulestedet.

 

 

Niels Lykke Nielsen forlangte som betingelse for, at børnene kunne vises i TV, at deres ansigter skulle sløres, så de kun kunne ses i kontur, samt at flere detalje fra hjemmet blev fjernet, og billeder flyttes, samt at filmen blev slettet under hans kontrol. Han fik alle tre betingelser opfyldt og forsvandt sammen med Whita meget hurtigt fra tv-stationen.

 

Samme dag føres Eva Graungaard fra Frederiksberg sygehus, hvor hun havde ligget på intensiv afdeling, til Vestre Fængsel, hvor hun blev klædt nøgen og kropsundersøgt for derefter at blive anbragt i samme celle, i celle nr. som en af hendes kammerater fra frihedskampen i jernbanesabotagen i Esbjerg - han blev dengang skudt

 

 

 

Efter den 19.3.92 har Slangerupægtefællerne ikke set           pigerne Mulle og Lisbeth, fortæller de Lau Friess i            politirapporten.

 

Sandheden er iflg. Mulle, at det var dem, der førte            pigerne til Niels' arbejdskollega i Hørsholm og skjulte disse hos ægteparret, Ole og Birthe Andersen, Alsvej 97, 297o Hørsholm, som ifølge advokat Sølvtoft Madsen, som var vidende om, at lægerne var i fængsel,og pigerne var eftersøgt af politiet, og blev besøgt der af slangeruppparret og dagligt derfra talte med rektor ved Johannesskolen," som var en form for løsning af problemet"at , og dem             der førte DR-fotografen til stedet og dem, der der ifølge politiafhøringen af denne samvittighedsløse familie nder dagligt kørte pigerne til telefonboxen for at aftale yderligere med rektor Inger Bek og dem, der den 28.3.92 hentede pigerne og kørte disse først til Slangerup og derfra til stedet i Slagslundeskoven syd for Slangerup den 28.3.92 og overlod disse til Whita Sjøstens tidligere ansatte chauffør, Poul Weibel Larsen, der cirklede rundt med børnene til taxametret stemte med en tur fra Roskilde til skolegården på Johannesskolen. ifølge både Mulle og afhøringen i retten i 1994 af slangerupparret.

 

 

 

 

20.3.1992

 

Otto Jonasen føres med bind for øjnene liggende i bunden af Slangerupparrets bil til skjulestedet i Hørsholm og taler her med de skjulte piger.

 

Bilag TV-båndet.

----------------------

 

Bilag Otto Jonasens skrivelse til retten under vidneansvar.

----------------------------------------------------------

 

 

 

 

 

20.03.92:

 

 

Inger Bek oplyser under politiafhøring, at hun og              vicesocialdirektør Anders Jensen mødes.

 

Emne: Familien Gyllinge, et lærerpar fra Johannessko-

len foreslås som midlertidig plejefamilie for

Lisbeth og Mulle.

 

Mødereferat ønskes!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!       

 

 

Eva Graungaard forhøres i et lukket retsmøde og idømmes fortsat isolationsfængsling af hensyn til sagens opklaring.

 

 

23.3.1992:

 

Ifølge adv. Thorbek- politiafhøringer: side 119.

Møde mellem rektor Bek og Anders Jensen

Mødereferat ønskes!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

 

 

25.3.1992:

 

Socialforvaltningen møde hos Gyllingefamilien Inger Beks lærerpar på hendes skole.

 

 

 

 

 

 

25.03.92:

 

Overlærer Lise Kjær-Rasmussen, Johannesskolen afhør-

es på et lukket retsmøde. Hun oplyser, at Mulle var

på Johannesskolen fastelavnsmandag, d. 02.03.92, hvor            hun talte med hende og af hende fik at vide, at hun              skulle op til rektor.

         

          På forespørgsel om, hvorfor hun ikke tilkaldte                   politiet, svarede hun, at hun efter at være fulgt                efter hende så hende gå ind på rektor Inger Bek                  kontor. Hun overlod det derfor

 

,til hende, da hun jo              er hendes overordnede.

 

        

 

          Tilstede som observatør for rektor Inger Bek ved det             lukkede retsmøde var viceinspektør Leif Iversen,                 Johannesskolen, der IKKE forlod lokalet, da over                 læreren var færdigafhørt. Han blev siddende. Og                  lyttede. - foruden socialforvaltningens observatør               Bill Jahnsen.

Bill jahnsens ivrigt optagen referat savnes her som ved samtlige andre retsmøder!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

 

 

 

For alle andre var:

          Selv om retsmødet var præcis så meget                            lukket, at den journalist, der var kommet tilstede og            råbte højt, at han havde noget meget væsentligt at               sige i denne sag. Han blev vist ud.- Han vidste fra              Niels Lykke Nielsen, at børnene var der.

 

 

Tilstede    var også Bill Jahnsen, der kunne fortælle på kommunen, hvad overlæreren havde røbet om rektor Beks skjulen børnene.

 

 

Tv-båndet, vvvvvhvor harly Foged  fortæller om, hvordan han blev smidt ud af retten den dag. Lægerne vidste ikke og de kunne ikke vide, hvor børnene var skjult.

 

 

                                                  26 marts 1992.

Denne morgen talte folketingsmedlem Arne Melchior i radio Falcon på Frederiksberg. Han kaldte fængslingen af lægerne er retsskandale.- Og indbød alle til pressekonference på hans kontor samme dag kl 12.

 

 

26.03.92:

 

"Kl 10.45 fremstilledes arrestanterne" således denne dags indledes retsbogsudskrift. og der fortsættes: Som repræsentant   for Frederksberg socialforvaltning mødte Bill Jahnsen"

Dermed kunne denne socialforvaltnings observant observere begivenhederne ved dette lukkede retsmøde og rapportere videre til det næste lukkede socialforvaltningsmøde få timer senere på rådhuset at i retsmødet blev Eva graungaard nægtet retsmødet sluttede: "

 

Eva Graungaard og Karl Somogyi ikendes yderligere

14 dage i isolation. Kendelsen kæres øjeblikkeligt

          til Østre Landsret.

 

 

 

                                                  26 marts 1992

 

Der var travhed på Frederiksberg kommune, mens lægerne sad velforvaret i isolationsfængslet.

 

Foruden at få ordnet sagen om, hvordan man skulle få lovliggjort rektor Beks økonomisk betrængte venner i Slangerup-

 

 hvilket skulle gøres på den måde, at et lærerægtepar i 14 dage skulle tage børnene alt imens Slangerupparet officielt skulle søge om plejetilladelse og de skulle sige, at de kendte børnene fra pressen, og så skulle

 rektor Beks anbefale sine økonomisk betrængte Slangerupvenner. Og disse ville så være sikret en permanent plejetilladelse.- Rektor Bek var jo en vægtig pædagog.

 

Under det store Frederikssundsmøde efter lægernes frigivelse udtalte Slangerupparet til en forsamling på 11 kendte mennesker

at de var helt sikre på denne plejetilladelse, da rektor Bek havde garanteret denne. Og kommunen havde garanteret  disse Frit Lejde.

 

 

Man havde også flere andre problemer, der skulle løses.

 

Deribandt, at rektor Beks lærerpar på Johannesskolen, der midlertidig skulle huse børnene for at hjælpe deres rektor ud af kniben og med at få varig plejetilladelse til hendes venner i Slangerup.

 

Disse boede i Københavns kommune, og skulle derfor også godkendes af denne kommune.

 

Godkendelsen fra Frederiksberg kommune, hvilket blev sket uden nærmere undersøgelse, udelukkende på rektor beks anbefaling,

 

Godkendelsen fra     hele to kommuner betød, at der var en vis tidsfaktor, hvilket forklaretr, at gidslerne- lægerne måtte forblive i deres isolationsfængsel så længe.

 

 

                                                  26 marts 1992.

 

Københavns kommune kom først ud til lærerfamilien den 26.3.1992- og allerede dagen efter den 27.3.92 forelå plejetilladelsen.

 

Denne plejetilladelse bliver stadig ulovligt tilbageholdt sammen med   alle de andre sagsakter frden tiid, hendes børn blev holdt skjult.

 

Hun har aldrig set denne, og har forgæves konstant forsøgt gennem hendes advokater at få denne udleveret. Hun skal nu anden gang i Landsretten om disse børn uden kendskab til hendes børns skæbne.

 

Moderern har af sine børn fået oplyst, at der slet ikke var plads til disse i dette lærerhjem, da dette kun havde et børneværelse, hvor deres eget barn boede- hvorfor der skulle bo tre børn i eet værelse. Hun udleder deraf, at lærerparret må have været presset  meget hårdt af skolens rekto for at gå med til sådant samt, at det forekommer underligt, at en plejetilladelse gives under sådanne forhold. Der har ikke været taget noget som helst hensyn til hverken hende som mor eller hendes børn. Hun udtaler, at hendes børn var gidsler i kommunens kamp mod løægerne, som skulle "ned med nakken".

 

 

                                                     26.3.1992

 

Derefter meldte der sig det store problem. Nemlig at den ældste pige helt enkelt meddelte rektor Bek om aftenen den 27.3.92,

"at hun ville tænke over sagen natten over"

 

Og samtidigt fik vi    meddelelse om, at Landsretten havde underkendt Frederiksberg rets fortsatte isolationsfængsling af os og frigav os samme aften.

 

 

Dertil kom så problemet, at få børnene  frem i lyset og få disse installeret i lærerhjemmet

 

Også dette problem ordnedes på de hemmelige møder på Frederiksberg kommune.

 

 

                                                  26.marts 1992

 

 

 

 

På mødet den 27.3.92 kl 14.3o

-------------------------------

 

Ved dette møde deltog:

 

Rektor ved Johannesskolen Inger Bek, afdelingschef Hans Henrik Plange, socialdirektør Bjarne Busk, vicesocialdirektør Anders Jensen, Johannesskolens advokat.

 

Denne  forsamling arbejdede roligt og fattet denne dag, den 27.3.992 kl 14.3o. Den vidste nemligt fra dens observatør, vicekontorchef Bill Jahnsen, som den havde siddende ved alle de lukkede retsmøder, hvor lægerne blev idømt den ene fristforlængelse i isolation efter den anden. Og hvor der hver gang blev sagt, at disse ikke kom fri, FØR børnene var fremme- uanset oplysningerne om deres forhold, alder sygdom og erhverv. at     lægene den foregående dag var blevet idømt endnu 14 dages fristforlængelse i isolation indtil den 9 april.

 

Det forholdt sig nemlig sådan, at i samme øjeblik, som politifuldmægtig Merete Pårensgaard forlangte yderligere 14 dages isolationsfængsling til den 9 april 92, havde dommer Sylvest Nielsen uden betænkningstid dømt lægerne til fortsat varetægtsfængsling i isolation i      yderligere 14 dage- altså til 9 april.-

 

Derfor troede forsamlingen lægerne velforvaret  bag lås og slå og uden kontakt til omverdenen.

 

men kommunens observant vicekontorchefen Bill Jahnsen må i sin glæde over dommerens følgagtighed enten have glemt at rapportere- eller måske slet ikke observeret at lægernes advokat Hans helmer jensen straks efter afsigelsen af denne dom, til dommerens store forbløffelse gik op til denne og afleverede et på forhånd udarbejdet kæreskrift og bad denne måbende dommer meget skarpt om at drage omsorg for, at dette kæreskrift ekspres blev sendt til landsretten.

 

Kommunens observant vicekontorchefen blev så glad over den lange tid- 14 dage ekstra i isolation- som forsamlingen- bammnnden- nu havde fået til at fuldføre og færdigføre sit forehavende, at han skyndsomt forlod retten hin torsdag formiddag- uden at høre om kæreskriftet.

 

han skyulle jo nå at aflægge rapport på rådhuset, før dette lukkede kl 18.

 

Netop dette skulle vise sig at blive skæbnessvangert for komplottet. For selv om denne Frederiksbergdommer naturligvis ikke havde sendt kæreskriftet til landsretten ekspres. Så fik landsretten alligevel kæren den følgende dag om eftermiddagen om fredagen den 27.3,92, fordi den anden forsvarsadvokat cyklede ind til landsretten og fandt kæren frem fra postkassen og fik den lagt frem for en dommer, der så sent fredag eftermiddag underkendte Frederiksbergdommerens kendelse og øjeblikkeligt løslod lægerne.

 

Denne løsladelse skete som nævnt sent om eftermiddagen den 27.3.92, hvor det aftalte skuespil i skolegården skulle løbe af stableb den følgende dag Lørdag den 28.3.92 kl 12.

 

havde det ikke været for de to advokater på grund af deres erfaring med denne ret på Frederiksberg, der havde skrevet kæren, før lægerne blev dømt.  - Og for advokat Jytte Thorbæks skyld, der fandt kæren frem fra landsrettens postkasse fredag eftermiddag og placerede denne foran dommeren, der så resolutunderkendte Frederiksberg rets dom med fortsat isolationsfængsling- så var byrettens dom først blevet underkendty af Landsretten den følgende mandag i stedet for fredag eftermiddag og så havde bandens komplot været den fuldendte forbrydelse.

 

 

Ved enhver forbrydelse bliver der begået en fejl- og fejlen her var altså, at observanten   vicekontorchefen Bille jahnsen ikke i sin glæde gav sig tid til at overvære retsmødets efterspil, hvilket jo ville have  kunnet få forsamlingen til at skynde sig yderligere.

 

Planen havde socialudvalgsformanden i virkelighedn allerede røbet ved   sine udtalelser til lokal radio på Frederiksberg  og Frederiksberg Journalen dagen efter lægernes fængsling den 19.3..92.

 

Ligesom samme socialudvalgsformand dagen før landsretten underkendte Frederiksbergs  fortsatte fængsling af lægerne til Jyllandsposten.

 

Socialudvalgsformanden røbede i radiointerview'et, at kommunen havde et godt samarbejde med den udsete  plejefamilie- Slangerupparret- og med skolen.

      Bilag. radiointerview'et og artiklen i Jylladsposten.

 

------------------------------------------------------------

 

Socialudvalgsformanden røbede i radiointerviewét

Aftaltes det, at der ikke skulle være politipå vejen fra Hørsholm til skolegården den følgende dag lørdag formiddag i den tid, da børnene skulle fragtes denne vej til skolen.

 

Det aftaltes, at børnene først skulle bringes fra Hørsholm til Slangerup den følgende formiddag lørdag den 28.3.92. fordi Hørsholm skulle være tophemmeligt og et sted, der skulle være helt umuligt at finde frem til.

 

Det aftaltes yderligere, at børnene af Slangerupparret skulle, fragtes til Slagslunde skoven og derfra i taxa til skolegården.

 

Samt at taxachaufføren Poul Weibel Larsen, som den kvindelige part fra Slangerup havde et godt kendskab til og tidligere havde haft ansat i sit firma, før hun blev døm,t til ubetinget fængsel for bedrageri, skulle have en forfabrikeret taxabon lydende på kørsel fra Jernbanegade i Roskilde til Johannesskolen.

 

Denne plan og meget mere aftaltes helt ned i mindste detaljer i bedste James Bond stil. under disse tophemmelige møder på Frederiksberg kommune.

 

Ligesom det aftaltes på dette møde på Frederiksberg rådhus fredag den 27.3.92 kl. 14.3o:

 

Hvordan børnene skulle komme tilsyne.

Hvornår de skulle dukke op.

Og hvor i skolegården.

Samt at taxaen skulle køre hen til lejelabyrinten og holde der        kl. 12 lørdag den 28.3.92.

Og det aftaltes, at Inger Bek skulle stå oppe i et vindue.

Og når taxaen med bø'rnene ankom, skulle hun gå ned i gården og betale chaufføren den forud fabrikerede  taxabon der lød på kørsel fra Jernbanegade i Roskilde.- Hun betalte med en girobon i skolens navn.

 

Afstanden fra Roskilde til Johannesskolen passede med afstanden fra Slagslundeskoven til skolen havde man fundet ud af.

 

Det aftaltes ydermere, at alt dette  skul iagttages af en udvalgt repræsentant fra Frederiksberg kommune, nemlig Søren Gøtler, som ikke skulle vide, at det hele var aftalt spil.

 

Søren Gøtler skulle så aflyse politieftersøgningen-

 

Derefter kunne lægerne frigives og ville så være sagen helt udenforstående og ude af stand til at kræve nogen som helst indsigt til et eneste journalakt.-

Dette var grunden til at det var bydende nødvendigt at disse var fængslet til planen var fuldført og børnen midlertidigt anbragt for snart at kunne vende tilbage til rektorens venner i Slangerup.

 

For en sikkerheds skyld aftaltes det på det sidste hemmelige møde, at lægernes 8-årige datter skulle bortvises fra Johannesskolen- hvilket rektor Bek dog var lidt betænkelig ved. Hun var bange.

 

 

 

 

referat fra dette lange møde ønskes!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

 

Alt dette har vi ikke alene fra en pålidelig kilde i Frederiksberg kommune- samt fra politiafhøringen af Inger Bek, som advokat Søren Søltoft har læst op for Eva Graungaard og hun taget på bånd.- samt fra adv. Thorbeks Notat.

 

 

27.03.92:

 

Eva Graungaard og Karl Somogyi løslades af Østre

Landsret, som omstøder kendelsen fra retten på

Fr.berg.

 

Familien Gyllinge godkendes endeligt som plejefami-

lie af Fr.berg og Københavns kommune.

 

 

 

 

27.3....1992 om eftermiddagen går der bud til rektor Bek, at ikke alene plejetilladelserne fra Frederiksberg kommune, som jo kun var en formalitet var i orden - men nu havde Københavns kommune også været ude hos lærerfamilien og givet plejegodkendelse til hedes ansatte lærerpar på skolen, så nu kan børnene komme frem.

 

Rektor Bek sender bud til slangerupparret at sagen er i orden den midlertidige plejetilladelse er givet til lærerparret.

 

                                         Fredag aften den 27.3.1992

 

Ifølge politiafhøringen siger ægteparret i Hørsholm :

 

"PLUDSELIG EN FREDAG AFTEN FIK DE MEDDELELSE OM, AT TINGENE VAR BRAGT I ORDEN OG AT PIGERNE SKULLE FORLADE DEM NÆSTE MORGEN- ALTSÅ LØRDAG MORGEN . DE HUSKER IKKE OM DE MODTOG DENNE MEDDELELSE PR TELEFON ELLER OM DET VAR WHITA OG NIELS DER KOM PÅ BESØG."

 

 

                                       Lørdag morgen den 28.3.1992

 

"DEN FØLGENDE MORGEN, ALTSÅ LØRDAG, KOM NIELS I SIN BIL TIL DE SIGTEDES BOPÆL OG HENTEDE PIGERNE. OG DE SIGTEDE( ÆGTEPARRET ANDERSEN) FORSTOD, AT DE SKULLE VIDERE I TAXA IND TIL JOHANNESSKOLEN, HVOR DE SKULLE MØDES MED REKTOR"

 

28.03.92:

 

Iflg. Mulle og Lisbeth hentes tidligt om morgenen i Hørsholm, som aftalt med ægteparret Andersen og køres til Slangerup af Niels Lykke Nielsen og Whita Sjøsten i deres røde Mazda 626.

 

          Fra Slangerup kører Niels Lykke Nielsen alene børnene i sin røde Mazda til en skov lige syd for Slangerup, Slagslundeskoven, hvor han ifølge tilrettelagt plan møder chaufføren i Øbrobilen Poul Weibel Andersen, der tidligere har været Whita Sjøstens taxakollega og ven. Denne har i forvejen   fabrikeret en taxabon lydende på lørsel fra jernbanegade i Roskilde til skolegården. I Slagslundeskoven flyttes  børnene over i Øbrotaxaen og køres af komplotmedlemmet   Poul Weibel Larsen efter   planen direkte til legestativerne i Johannesskolens skolegård, hvor kommunens repræsentant Søren Gøtler står og venter, mens rektor bek ligeleds efter planen står i et vindue og springer ned og over skolens giro betaler den forudfabrikerede taxaregning.

 

Se afhøringen af rektor Bek- og af ægteparret Andersen fra Hørsholm, og den konstruerede rapport fra Søren Gøtler og tidspunktet for Københavns plejehjemsgodkendelse af rektor beks læreransatte.

 

Selv om Mulle allerede den 15.10.1992 fandt frem til det hus i Hørsholm, hvor hun og lillesøsteren blev holdt skjult, og politiet  underrettedes derom både med navn og adresser på forbryderne, så stod der i læge         kører dem til Johannesskolen.

 

          Børnene ankommer i taxa fra Slangerup til Johannes-

          skolen, hvor Inger Bek, familien Gyllinge og sagsbe-

          handler fra Fr.berg kommune, Søren Gøttler venter.

 

          Til Lau Fries har slangerupægtefællerne fortalt, at              børnene selv hyrede en taxa fra Roskilde til Johan-              nesskolen. De vidste selv, hvor de skulle hen.

 

          Taxachaufføren, der hedder Poul Weibel Larsen, siger             ved politiforhør, at han blev hyret af en ham ukendt             mandsperson i Jernbanegade i Roskilde.

 

          Taxabon'en betales af Inger Bek med 3o6 kr og lyder              på kørsel fra Jernbanegade i Roskilde til Johannes-              skolen. Den betales med en girobon fra Johannessko-              len.

 

          Mulle oplyser, at hun ikke på noget tidspunkt har                været i Roskilde, Men at taxachaufføren cirklede                 rundt med hende og lillesøsteren så meget, at kilome-            terantallet stemte med en kørsel fra Roskilde.

 

          Eva Graungaard oplyser, at hun da meget godt kender              denne taxachauffør, Poul Weibel Larsen, idet denne er            en af de mænd, der dagligt kom i Whita Sjøstens hjem.            Han var taxachauffør  ansat hos Whita Sjøsten, der               dengang hed Whita Buch. Det var før denne blev                   tiltalt og dømt for bedrageri.

 

 

          Den dag den 28.3.92 har rektor Inger Bek travlt:

 

      1.  Hun modtager børnene på skolegården efter aftale med             Frederiksberg kommune, sagsbehandler Søren Gøtler var            tilstede i skolegården. Og efter aftale med slange-              rupægtefællerne

 

      2.  Hun drikker te i sit lærerægtepars hjem, hvor hun                installerer børnene, om hvis placering der ifølge                slangerupægtefællerne er blevet forhandlet om, fra               den 2o.3.92, forhandlinger, der nu er så vidt frem-              skredne, at der er givet plejetilladelse til rektor              Beks ansatte, lærerægteparret Gyllinge, der bor i                Vanløse. Det har kompliceret forhandlingerne,                    da der skulle forhandles med både Københavns kommune             og Frederiksberg.

 

      3.  Rektor Bek sender om eftermiddagen bud med en                    kæmpestor blomsterbuket til Voldumvej 22 med et brev             i hvilket hun sender kærlige hilsener fra begge børn.

 

med teksten:

 

"Kære Eva og Karl"

Velkommen hjem!!!

DE bedste ønsker til jer begge

fra os alle på Johannesskolen.

Pigerne har det godt, sender de kærligste hilsener og begynder normalt i skolen mandag.

De venligste hilsener

Inger Bek"     

 

 

4.  Endeligt er Inger Bek ifølge slangerupparret i              i Slangerup samme eftermiddag efter at have anbragt              børnene hos sit lærerægtepar.- og sendt blomster og brev til os.

         

 

 

          Om aftenen samme dag:- Den 28.3.92.

 

 

 

          Det Stoore Frederikssundsmøde.

 

          Tilstede er foruden lægerne Graungaard og Somogyi:

         

          TV-fotograf Otto Jonasen

          redaktør Harly Foged,

          Børnehavelærer Margit Foged.

          Mogens Camre,

          Læge Torben Ishøj

          Sektionsleder i KTAS Agnete Ishøy,

          Advokat Hans Helmer Jensen

          Læge Ben Kristian Graungaard

          Stud med Emil Graungaard

 

          Samt Whita Sjøsten og  Niels Lykke Nielsen.

         

          Whita Sjøsten erkendte overfor hele denne forsamling,

          at det var hende og hendes mand, som havde skjult

          børnene samt;

 

          At børnene havde opholdt sig indendørs

          hele døgnet den 11.03.92, hvor Grete Schach Nielsen              hævder at have Lisbeth sammen med Eva Graungaard.

         

          Hun fortæller ligeledes forsamlingen, at hun, Niels

          Lykke Nielsen og Inger Bek af socialforvaltningen

          på Frederiksberg havde fået sikkerhed for ikke at                blive retsforfulgt for deres handlinger; dette er en             del af en aftale, som er truffet ved Johannesskolens             advokats mellemkomst, sagde hun.

 

          Hun oplyser endvidere, at Frederiksberg kommune via              Inger Bek har haft kendskab til børnenes skjulested i            det meste af den periode, hvor lægerne har siddet                fængslet.

          

          Tidligere samme aften fortalte hendes mand, Niels

          Lykke Nielsen det samme til en del af forsamlingen

          bestående af lægeægteparret, Otto Jonasen, Harly og              Margit Foged samt Emil Graungaard.

 

 

 

                                                      29.03.92:

 

          På båndet telefonsamtale mellem Niels Lykke Nielsen

          og Eva Graungaard erkender Niels Lykke Nielsen igen,             at begge børnene var indendørs i Slangerup den                   11.03.92 samt, at han mener, at man skal komme falske            vidner til livs.

 

          Chefpsykolog Gunnar Kjær-Rasmussen, som er gift med

overlærer Lise Kjær-Rasmussen (bisidderen d. 12.12.91            samt Lisbeths klasselærer), ringes op af rektor Inger            Bek, der fortæller, at børnene kommer i skole mandag             - dette skal ske uden drama og presse.

         

          I båndet telefonsamtale mellem Eva Graungaard og                 lærerægteparret ved Johannesskolen, John og Anette

          Gyllinge, fortæller Anette Gyllinge, at aftalen

          om, at de skulle have Lisbeth og Mulle i pleje, var

          indgået mellem Kbh. og Fr.berg kommune en uge tid-

          ligere.

 

         

 

 

 

30.03.92:

 

 Børnene kommer i skole.

 

Uge 15  :

 

Mulle tilbyder at se den biologiske moder mod at

vende tilbage til Graungaard-Somogyi. Kommunen af-

viser dette tilbud. Mulle fremsætter også sit til-

bud i Kanal-2 Rapporten - hendes "modydelse" for at              komme hjem til lægefamilien igen.

 

10.04.92:

 

 Mulle får at vide af familien Gyllinge, at kommunen

          afviser hendes tilbud, og at hun skal i retten og                derefter på børnehjem.

 

          Mulle kommer højt grædende til Voldumvej 22, 2610                Rødovre. Hun forsvinder efter en telefonsamtale med              Søren Gøttler, der beder hende om at komme på social-

          forvaltningen. Hun skal ringe besked 5 min. senere,              men det gør hun ikke.

   

          Mulle tager ud til læge Torben Ishøy, Elmevænget 10,

2880 Bagsværd. Denne ringer til Fr.berg kommune med

oplysning om Mulles opholdssted.

 

Der indledes forhandlinger med Fr.berg kommune, som

udmunder i en beslutning om, at Mulle får fred til

mandag, hvor man så skal mødes igen. Læge   Torben ishøj vil ikke aflevere mulle og meddeler, at kommunen bare skal komme med låsesmed og politi, og han går gerne i fængsel, men der vil være TV på sagen. Stillet overfor dette giver kommunen op og lader Mulle blive der.

 

 

 

Lillesøsteren Lisbeth blev senere samme dag afhentet på skolepsykologens kontor, hvor hun sad låst inde og bragt til familieinstitutionen på Bülovsvej.

 

Iflg. rapport fra klasselæreren overlærer Lise Kjær-Rasmussen               hentes Lisbeth udaf klassen foran de andre børn og               føres til psykologens kontor, hvor hun låses inde.               Læreren følger efter og rusker i døren. Hun spørger              viceinspektøren, Leif Iversen om, hvad det handler               om. Denne (manden, der sad som skolens observatør                ved det lukkede retsmøde, hvor Lise Kjær-Rasmussen               blev afhørt den 25. marts 1992) siger til hende:                

           "Din  rolle er udspillet her. Gå til din klasse."

    

           Den biologiske moder, Mette Haugaard Hansen, får                 senere samme dag adgang til Lisbeth.

 

 

14.04.92:

 

Mulle besøger sammen med Agnete Ishøy og dennes dat-

ter, Ditte, Lisbeth på Bülowsvej. Besøget bliver                 overvåget af medarbejdere. Mulle får lovning på, at              Lisbeth kan komme med familie Ishøy på Bakken 2.                 påskedag (mandag 20.04.92).

 

 

15.04.92:

 

Mulle får at vide, at hun ikke kan få lov at se Lis-

beth 2. påskedag.

 

          Læge Torben Ishøy deltager i et møde på Rådhuset.

Tilstede er Mette Haugaard Hansen, hendes advokat

Kirsten Reimers-Lund og Bülowsvejens forstanderinde

Else Plesner.

 

 

20.04.92:

 

Læge Torben Ishøy tilskriver Fr.berg kommune; att:

Lasse Gaardsøe. Han beskriver samtalen, som fandt

sted mellem ham selv og Mette Haugaard Hansen og

skriver. "Af særlig interesse for min rolle inde-

holdt samtalen elementer, som efter min vurdering

var udtryk for en række tvangs- og vrangforstil-

linger, der især drejede sig om et lægeligt for-

hold og narkotika/psykofarmaka.".

 

 

24.04.92:

 

Den biologiske moder, Mette Haugaard Hansen udsteder skriftligt forbud mod konfirmation af Mulle.

 

 

Mulle foretræder for Børnesagsudvalget ('3) på Frederiksberg sammen med Torben og Agnete Ishøy. Hun gentager igen, at hun ønsker at vende tilbage til Graungaard-Somogyi.

 

 

28.04.92:

 

Mulle møder hos Flemming Kofod-Svendsen, formand for Folketingets Sociale Udvalg for til ham at appellere om, at han retter henvendelse til Fr.berg kommune om tilladelse til at blive konfirmeret.

 

Mulle appellerer ligeledes om at komme hjem til Eva Graungaard og Karl Somogyi sammen med Lisbeth.

 

 

29.04.92:

 

Fr.berg kommune ved Hans Henrik Plange tilskriver

læge Torben Ishøy vedr. moderens ultimative forbud

mod konfirmationen.

 

 

06.05.92:

 

Mogens Camre, Agnete og Torben Ishøy tilsender Fol-

tingets '71, stk. 7 tilsyn en redegørelse af sagen.

 

 

07.05.92:

 

Mulle foretræder for '71, stk. 7 tilsyn sammen med

          Mogens Camre, efter han har redegjort for sagen og

          dens perspektiver.

 

08.05.92:

 

Lisbeths fødselsdag; hun fylder 9 år.

          Eva Graungaard, Karl Somogyi samt deres datter Rie

          mødte op på Johannesskolen med lagkage og gaver til              Lisbeth.

 

På Bülowsvej får Lisbeth besøg af Whita Sjøsten og               Niels Lykke Nielsen, som inviteres ind med gaver og              får chokolade sammen med lisbeth. 

 

          Mulle ringer til børnehjemmet og spørger Lisbeth om

          længden af deres besøg. Lisbeth siger først ja til en

time, men bliver rettet bagefter af noget personale

til 10-15 min. Hun har fået modellervoks af dem i

gave. Samtalen er båndet.

Det skal dertil nævnes, at det ikke har været muligt

for nogen andre - der iblandt Fru Bertelsen, der har             passet Lisbeth - at overrække Lisbeth gaver.

 

          Derefter bliver Lisbeth IGEN PÅBUDT SKOLEPAUSE.

 

         Hun er ikke syg, men det er de voksne, der bestemmer,            siger Lisbeth til Mulle i en båndet telefonsamtale.

 

 

09.05.92:

 

Mulles fødselsdag; hun bliver 14 år.

 

 

11.05.92:

 

Eva Graungaard bliver ringet op af overlærer Lise              Kjær-Rasmussen, som fortæller, at hun er blevet kaldt          op til viceinspektørens kontor sammen med en faglig            repræsentant. Hun får der at vide, at det er blevet            forbudt for Graungaard-Somogyi familien at komme ind           i klasseværelset, når Lisbeth er der på trods af, at           deres egen datter Ditte går i samme klasse. Hvis hun           ikke kan forhindre dette, skal hun øjeblikkeligt               tilkalde kontoret, der så vil komme til hjælp.                 

Samtidigt blev hun bebrejdet, at hun var usamarbejds-          villig med kommunen, hvilket hun skulle have vist med          sit kropssprog overfor de tre kommunale folk, der              dagligt ledsager Lisbeth til og fra klasseværelset.

 

 

14.05.92:

 

Mulle bliver kaldt ned midt i fysiktimen af Johannes-skolens kontor og får der at vide, at hun kan hente              en gave fra slangerupægteparret.

 

Mulle ønsker ikke at mostage denne gave

 

          Fr.berg kommune tilskriver Eva Graungaard og Karl So-

mogyi for at meddele disse, at Børnesagsudvalget ('3)

har nedlagt forbud mod, at Graungaard-Somogyi kontak-            ter Lisbeth og Mulle, da dette skønnes at være en                forhindring i.f.t. børnenes fremtidige anbringelse. 

 

 

30.o6.92:

 

Lægeægteparrets 8-årige datter Ditte, der er meget               afholdt såvel lærere som af klassekammerater,                    bortvises fra Johannesskolen af rektor Bek, som                  forklarer dette til de undrende forældre med, at hun             ikke kan leve med at have en elev på skolen, der har             bragt hendes navn i offentlighedens søgelys.

 

          I virkeligheden var denne manøvre et led i de aftaler            Frederiksberg kommune havde indgået med Inger Bek ved            mødet på Frederiksberg rådhus den 27.3.1992 kl 14.3o,            mens lægerne endnu sad isolationsfængslet.-

 

          Anklageren i retssagen forlangte LUKKEDE DØRE og                 udelukkelse af lægerne Graungaard og Somogyi fra det             sidste retsmø'de i Frederiksberg ret, der skulle                 afholdes den 18.11.92.Dette protesterede adv. Søltoft            imod, og ved dom af 11.11.92 afsagdes i Frederiksberg            ret en kendelse, hvorefter rettens døre fortsat                  skulle være lukkede, men anklagemyndigheden blev                 underkendt i dens begæring om, at de sigtede ikke                måtte overvære retsmødet.

 

         

 

          Onsdag den 18.11.1992 kl. 9,3o.

 

afholdtes så et                  retsmøde i Frederiksberg ret. Det var denne                      gang en anden dommer, idet tidligere dommer, som                 lægerne har forlangt skulle vige sit sæde, var kommet            tilbage til justitsministeriet. Om dette er et                   tilfælde vides ikke.

 

          Frederiksberg politi havde til lejligheden udarbejdet            et anklageskrift, hvilende tilsyneladende udelukkende            på slangerupægtefællernes sammenstrikkede historie               til Lau Fries.

 

          Og så skulle en af politiet udvalgt skare sigtede                afhøres.

 

          Efter anklageskrift er filmfotograf Otto Jonasen,                Skovsøvej 5o , Ølsted sigtet, fordi han, ifølge                  slangerupægtefællerne fælles afhøring hos Lau Fries,             den 25.2.92, skulle have kørt Mulle og Lisbeth fra en            filmoptagelse til DR, der foregik hos en anden DR                producer, tilbage til slangerupægtefællerne. I Otto              Jonasens bil var Eva Graungaard tilstede, ligeledes              ifølge de sigtede slangerupægtefæller. Omtalte film              blev slet ikke optaget den 25.2.92.

 

          DR-fotograf Otto Jonasen nægtede at udtale sig.

 

          Derefter blev læge Georg Somogyi afhørt, ligeledes               som sigtet, idet han - ligeledes efter slangerupægte-            fællernes udsagn - skulle have kørt børnene fra                  Slangerup, "formodentligt" til lægekonsultationen i              Rødovre den 14.2.92, fordi børnene skulle hjælpe med             at pakke til en rejse til Tunis.

 

          Læge Georg Somogyi lod sig afhøre af anklagemyndig               heden, og forklarede, at han umuligt kunne have været            i Slangerup, pågældende dag på omtalte tidspunkt,                idet han den omtalte dag, hvor han ved 13-tiden                  skulle have været i Slangerup for at afhente børnene,            havde siddet i møde et andet sted i tidsrummet ca.               fra  kl. 12  til kl. 15.

 

 

          Derefter blev sigtelsen mod denne læge frafaldet. Den byggede på  Slangerupparrets løgnagtige historier, der fortaltes vicekriminalinspektør Lau Fries under kaffen i Slangerup, hvor parret fik lov til at sidde sammen og korrigere deres fortællinger.                   

 

 

          Derefter blev lægesekretær Helge Røpke afhørt. Han               skulle den 3.2.92 have kørt pigerne til Slangerup.               Helge Røpke nægtede at udtale sig.

 

          Derefter afhørtes vidnet, DR-producer Hanne Jensen.              Hendes advokat ville vide, om hun kunne risikere                 tiltale. Da der blev svaret bekræftende på dette                 spørgsmål, ønskede hun heller ikke at udtale sig i               Frederiksberg ret.

 

          Endeligt skulle vidnet, forfatter Harly Foged fra                Frederikssund afhøres. Denne medbragte en skrivelse,             han ønskede at overgive til dommeren. Også han                   spurgte, om han kunne blive sigtet i sagen. Da der               igen af anklagemyndigheden blev svaret, at det                   kunne han, rejste han sig, idet han sagde. " Så har              vi ikke mere at snakke om".

 

         

          I Kanal- 2 udtalte redaktør Harly Foged senere samme             dag: "Jeg vidste, hvor børnene var på det tidspunkt,             hvor lægerne først fik 7 dages isolationsfængsling,              og derefter yderligere 14 dage. Og jeg vidste, at                lægerne ikke kunne vide det.På det tidspunkt kunne               jeg bevise, hvor ungerne var, og jeg kunne bevise, at            lægerne på ingen måde kunne vide, hvor børnene var.              Men dommeren smed mig ud af retten på det åbne møde,             før dørene blev lukkede.

 

. Selvom jeg sagde  til dommeren: "Jeg er journalist. Jeg har oplysninger, der er meget, meget væsentlige for sagens op-       klaring".

 

          Men hun ville ikke høre på mig. Hun skreg                        vildt og ubehersket: "UD", og bad politiet om at føre            mig ud.

 

          Det kom ikke retten ved. Og på det tidspunkt                     kunne JEG bevise - hvor dommeren senere går hen og               forlænger fængslingen med 14 dage - hvor ungerne var.            DE unger, der var eftersøgt. Jeg kunne bevise, at                lægerne på ingen måde kunne vide, hvor børnene var.              Og på samme tilskuerpladser sad Frederiksberg                    kommunes sagsbehandlere. De samme mennesker, der                 forhandlede og var med til at give andre mennesker               amnesti for at skjule børnene"

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til Fagforeningen Jern og Metal.

 

 

 

Vedr. Jens Graungaard, cpr: 090361-2533.

.........................................

 

 

 

Den 19.3.1999.

 

 

 

Jeg har kendt Jens siden han gik ud af skolen og kom på EFG.

 

Jens er en und mand, der aldrig har haft en sygedag tidligere.

Han er sømand med søfartsbog, specialarbejder og udlært plade- og konstrukssmed i 1990. Han var meget ærgerrig og meget flittig og fuldstændig rask og frisk, indtil han kom i lære på beholderfabrikken AJVA i Søborg, hvor han blev groft udnyttet og måtte arbejde under så helt umenneskelige og giftige forhold, at han blev så syg, at han ikke efter læretidens slut har kunnet arbejde en eneste dag.

 

I den læreplads blev han presset til at sidde sammenkrøbet og hel umenneskelig stilling, hvor ryggen blev beskadiget og blodtilførslen til benene blev så vanskeliggjort, at han allerede under læretiden måtte opereres med fjernelse af den store åre fra lysken til hælen på begge ben, og han blev indlagt i ugevis på neurologisk afdeling for ygskaden, der viste sig at bero på en stor diskusprolaps, som skulle opereres. Ved arbejdstidens slutning, når han var hjulpet ud af beholderen, var han svimmel, og kunne ikke stå på benene, benene sov, og han havde svært ved at huske det, der var sket samme dag hostede han ofte blod op.

 

Jens sad så sammenkrøbet inde i smalle mørke beholdere, at han ikke ved egen hjælp kunne komme ud, når der var frokost og ved arbejdstidens slut. Han måtte hjælpes af to arbejdskammerater.

 

Han svejsede og sprøjtede med glaspulver og malede uden ud

luftning og uden maske- der var kun masker til lærlingene. Han fik rakt en ledning med en elektrisk pære ind i beholderen, for at kunne se, hvad han lavede.

Han arbejdede sådan i 7 timer om dagen og ødelagde fuldstændigt sit helbred. Han har ikke senere kunnet gennemføre en eneste arbejdsdag, på grund af smerter i ben og ryg.

 

Hver gang han har gennemført en ny uddannelse- kranførerkurser, gifttransport osv, er han kommet akut ind på hospital.

 

Jens har mistet 38 års arbejdsindtægt.

 

 

 

 

Og Jens, der altid tidligere altid har været i arbejde og aldrig haft en sygedag på arbejdet, han har ikke på grund af smerter i ryg og ben kunne gennemføre en eneste dags arbejde senere.

 

Efter at have fået det af ham så eftertragtede svendebrev, er han opereret for den ødelagte blodcirkulation i benene i alt 9 gange- og man kan ikke operere mere.  Jens kan ikke mere huske, kan ikke gå mere end 50 meter af gangen. Han blev opereret for en meget stor diskusprolaps i lænderyggen. Der er stadigt en diskusprolaps i halsryggen.

 

De lærlinge, der lavede vrøvl blev afskediget.

 

Den unge mand var fuldstændig rask ved læretidens start.- Under læretiden blev han mere og mere syg, og måtte indlægges 

gang på gang direkte fra arbejdet Er hel enkelt gået ud og ind af sygehus fra midten af læretiden til i dag. Og bl. a. Opereret i alt 10 gange.

 

Han er af overlægerne på Glostrup og Herlev erklæret mere end 75 % invalid på grund af de skader, han pådrog sig under læretiden.

 

Forårets dommer er skiftet ud- men sigtelserne er de samme.Det var Kanal-2 onsdag den 18.11.1992- præcis 8 måneder efter den voldelige anholdelse og isolations fængsling af lægerne.

 

Der er ikke berammet nye retsmøder.

 

Derimod er det nye tilkommet til en kendsgerning, at myndighederne benyttede et falsk vidne til at få ægerne fængslet.

 

 

At socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen direkte formidlede lodrette løgne i Frederiksberg radio dagen efter voresfængsling.

 

At det vidne, der kendte børnenes opholdssted og vidste, at lægerne ikke på noget tidspunkt på ingen måde har kunnet vide det. Han blev smidt ud af Frederiksberg ret.

Samtidig med, at Frederiksberg Kommunes repræsentant, der var med til at at forhandle om børnene og give de mennesker, der skjulte børnene amnesti.

 

 

 

15 Nov. 1992. datoen for et af vore børnebørn, Samuels dåb

lykkedes det for Mulle og Ben Kristian ved et tip fra  TV1 fotografen Otto Jonasen, der fortalte, at han den 19 marts 1992, mens lægerne sad i isolationsfængsel, var blevet ført liggende i bunden af Slangerupparets bil med bind for øjnene og at det var lykkedes for denne fotograf at få et glimt fra   et vejskilt, der stod AHørsholm@ på.

 

Derfor gik Ben Kristian og Mullre gade op og gade ned i Hørsholm lige indtil Mulle råbte. ADer var der, vi blev holdt skjult.@

 

Frederiksberg Journalen sendte billede af huset og angav adressen til Frederiksberg politi, efter at adressen også vr blevet genkendt af TV-fotografen, Otto Jonasen.

 

ADet var der bag disse gardiner, at et nervøst ægtepar ommøblerede hele huset, for at intet skulle genkendes- og der   Mulle fortalte til TV, som blev sendt om aftenen, at lægerne obsolut INTET kendte til skjulestedet.

 

Alligevel tog det et helt år, før politiet afhørte dette forbryderpar, Ole og

.

 

Og parret fortalte i et dette forhør, hvor de sad sammen ikke hver for sig som det er meningen med politiforhør, at disse aldrig havde set eller talt med de læger, der dengang sad fængslet og ikke kunne blive løsladt før børnene kom frem.

 

De kendte sagen og medvirkede,  fordi det var en rektor, der stod bag det hele.- Dette ved vi fra en båndet samtale mellem Søltoft Madsen og læge Eva Graungaard.

 

Disse forbrydere kan ikke straffes ifølge dommer Hvid, der til os sagde, at de jo aldrig ville gøre dette igen.

 

 

 

Lægernes senere politianmeldelser af hhv. Hørsholmparret, rektor Bek, borgmester John Winther og ménedersken Grete Schack-Nielsen er blevet afvist af politimesteren, statsadvokaten og rigsadvokaten.

 

 

 

6.12.92.         

 

Og nu har overassistenten Dorthe Hendriksen, der i denne sag producerede den løgnagtige smædekampagne og skrev, at der i vor konsultation, i samme rum, hvor der var lagt tre patienter op, stod en ged, der havde afføring , mens hun var der.- En historie, der blev bragt viden omkring. Den blev således fundet i MF Arne Melchiors papirbunke på Christiansborg. Og den blev af Frederiksberg kommune til embedslæger, og til en meget stor udvalgt skare af folketingsmedlemmer og til de mennesker, der tog lægernes parti.-

 

NU HAR DENNE OVERASSISTENT SKREVET UNDER PÅ, AT HUN FORTALTE EN LØGNEHISTORIE OG BETALT 5.000 KR.

 

         

 

   "Lukkede døre, Lodrette løgne, inhabile dommere, hvad            bliver det næste.?

 

spurgte Lars Bøgh Winther en dag i Kanal-2 rapporten i TV. 

 

         

Det næste bliver undersøgelse af, hvordan en anden medarbejder, Erik Havgaard Hansen, der har spillet en betydelig rolle, i og med han har fortalt beviselige usandheder, kan udtale, at han er parat til at møde i retten og bevidne, at barnet Lisbeth ved gentagne lejligheder har fortalt ham om "geden i huset" på Voldumvej.

 

Og afsløring af hele det sammenspiste komplots arbejde på Frederiksberg rådhus - med borgmester John Winther i spidsen

under børnenes Aforsvinden@

 

Forfatter Harly Fogeds og fotograf Otto Jonasens skrivelse til retten vedlægges i fotokopi.

 

Konklusion:

-----------

 

På talløse skrivelser til borgmester John Winther, socialudvalgsformand, kommunalbestyrelse, socialudvalgsformand Birgit Fogh Andersen, der omgærder sig med sine egne usandheder, "hovedmanden", rektor Bek, og Johannesskolens bestyrelsesmedlemmer, svares overhovedet ikke.

 

I sagen er der nye afslørende oplysninger, bl. a. vedr. komplottet mellem rektor Bek, Slangerupægtefællerne og taxachaufføren Poul Weibel Larsen, der er en tidligere ansat chauffør hos Whita Sjøsten fra Slangerup, og som rektoren betalte for en "fuptur" 3o6 kr af skolens girobeholdning..

 

Ligesom det hemmeligholdte, såkaldte ukendte skjulested i Hørsholm nu er udpeget og genkendt som Niels Lykke Nielsens arbejdskollega, murer Ole Andersen og hustrus villa, beliggende Alsvej 97, Hørsholm,- Dette interesserer ikke Frederiksberg politi.

 

Der er ingen i Danmark, der tør udtale sig i Graungaard-sagen mere af angst for at miste deres stilling.

 

Da klasselærereren, overlærer Lise Kjær Rasmussen, i et lukket retsmøde afgav forklaring om, at Mulle den 2.3.92 var på skolen og gik ind til rektor Bek., havde samme rektor Bek, der sammen med kommunen under lægernes isolationsfængsling, intenst forhandlede om børnenes omplacering, indtil varig placering hos hendes "nære vennes gennem 4o år", Slangerupfamilien, kunne finde sted, så disse igen kunne betale deres terminer. Hun havde sin observatør, siddende i det lukkede retsmøde.

 

Derved kunne hendes forklaring til politiet afpasses.

 

Da samme klasselærer fulgte efter barnet Lisbeth, der af kommunens folk senere blev afhentet fra klassen midt i timen og låst inde på skolepsykologens kontor, og ruskede i døren og spurgte: "Hvad handler det her om?" og fik svaret: Gå ind i din klasse igen og pas dit arbejde, din rolle er udspillet", ja så blev også hun bange. " Hvor går jeg hen og får nyt arbejde i min alder. jeg har jo villa og bil og børn under uddannelse, spurgte hun.

 

Og forældrerepræsentanten, kriminalassistent Hans Andersen, Rødovre politi, sagde, da han fik at vide, at den lille Ditte på 8 år brutalt af rektor Bek var blevet smidt ud af hendes skole med den begrundelse, at denne rektor ikke kunne leve med, at have et barn på skolen, hvis forældre bragte hende i offentlighedens søgelys. Han sagde. "Jeg føler mig som en tøsedreng, Men hvis jeg blander mig, ender det med, at min egen Helene også bliver smidt ud"

 

Der er ingen, der tør hjælpe eller sige, hvad de mener.

 

 

OG NU HAR OVERASSISTENTEN VED FREDERIKSBERG KOMMUNE,DORTE HENRIKSEN SKREVET UNDER PÅ, AT HUN SKREV EN LØGNAGTIG RAPPORT OM EN GED I DERES KONSULTATION. EN RAPPORT, DER VIA FREDERIKSBERG KOMMUNE BLEV RUNDKASTET SAMMEN MED EN LIGESÅ FANTASIFULD OG LØGNAGTIG PSYKOLOGERKLÆRING BL.A. VIA TELEFAX  TIL FOLKETINGETS SOCIALE UDVALGS MEDLEMMER, OG ET MEGET STORT MEN UKENDT ANTAL INDFLYDELSESRIGE MENNESKER,- OG SOM LÆGERNE TILFÆLDIGT KOM I BESIDDELSE AF, DA DEN MYSTISKE RAPPORT, BLEV FUNDET I FOLKETINGSMAND ARNE MELCHIORS PAPIRBUNKE.

 

Den løgnagtige rapport skadede børnene Mulle og Lisbeths sag, desuden blev den sendt til embedslægerne, i den onde hensigt, at lukke lægernes praksis.

 

LIGELEDES HAR POLITIET FUNDET FREM TIL, AT DEN KONSERVATIVE  OLDERMAND OG VÆLGERFORENINGSVENINDE TIL SOCIALUDVALGSFORMANDEN BIRGIT FOGH ANDERSEN, FRU GRETHE SCHACK NIELSENS VIDNESBYRD I RETTEN, DER BLEV BRUGT TIL AT FÅ LÆGERNE I ISOLATIONSFÆNGSEL, VAR FALSK.  

 

"Det kunne således på ingen måde have sin rigtighed, at Graungaard den 11.3.92 kunne være set i sin opgang med barnet Lisbeth, da hun denne dag og i tiden derop til og i dagene derefter befandt sig i Slangerup", skrev vicepolitiassistent Lau Fries. - Dermed synes den vidnesag slut.

 

OG DER SYNES INTET AT SKE DET VIDNE, SOM FREDERIKSBERGDOMMEREN ANSÅ FOR HELT PÅLIDELIGT.-"DET VIDNE TROR JEG PÅ, SAGDE DOMMER SYLVEST NIELSEN I FREDERIKSBERG RET OG DØMTE LÆGERNE FØRST TIL TRE DAGES ISOLATIONSFÆNGSLING, DEREFTER TIL 7 DAGE YDERLIGERE OG TIL SIDST TIL ENDNU 14 DAGE.- EN DOM DER BLEV UNDERKENDT AF LANDSRETTEN.

 

SYLVBEST NIELSEN ER NU SKIFTET UD MED EN ANDEN DOMMER- HUN HAR FÅET EN HØJERE STILLING.

.

 

Da Emil Graungaard på sin 18-års fødselsdag vidnede sandt i retten, blev han truet med 6o dages fængsel, hvis hans udsagn var forkert.

 

Da lægerne havde været på sygebesøg den første dag på grund af Mulles selvmordstrussel,, og ville fortælle dette til den ansvarlige: socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen, skreg denne Jeg vil intet vide. Hun vidste det jo- og gik til politimesteren. " Hun fortalte det under en privat middag, sagde hun i en båndet samtale.

 

Hvad nu?- Til den ansvarshavende borgmester John Winther naturligvis, som er løbende blevet holdt underrettet om denne sag fra december 1991 , og som har modtaget talrige breve om børnenes situation, og som så tidligt som den 2.3.92 forhandlede med rektor Bek om børnenes anbringelse, efter at Mulle, der var "under jorden" havde været hos hende- Det var 16 dage FØR  fængslingen.- ifølge rektor Bek.- var underettet om de intense forhandlinger om børnene, der skulle- og blev- færdiggjort under fængslingen, uden at dog deres skumle plan kunne fuldføres helt, da Landsretten brød ind og frigav lægerne 14 dage før ønsket af Frederiksberg.

 

OG SOM DEN 25.3.92 SVAREDE MF ARNE MELCHIOR,DA DENNE HOLDT PRESSEKONFERENCE OG RINGEDE BORGMESTEREN OP: "JEG KENDER SLET

INTET TIL DEN SAG, DU TALER OM."

 

Så dette synes ikke at være vejen. men så må man kunne klage til kommunaldirektøren og socialdirektøren, der som embedsmænd er ligestillet med de politisk valgte, borgmester og socialudvalgsformand embedsmand.- Det må være komandovejen.- og dog?

 

 

Da chefpsykologen i Tårnby kommune, Gunner Kjær- Rasmussen mødte op i folketingets sociale udbvalg den 12.3.92 og derefter i Folketinget blev kontaktet af TV, hvor han udtalte sig,  medførte dette, at socialdirektøren skrev til  chefpsykologens skoledirektør, som så gav Kjær-Rasmussen en "næse".

 

Ytringsfriheden værdsættes ikke højt i Danmark.

 

iFØLGE EN HEL FORSAMLING AF KENDTE MENNESKER UDTALTE FRU WHITA SJØSTEN FRA sLANGERUP, AT DER INTET VILLE SKE HENDE OG HENDES ÆGTEFÆLLE, SOM HAVDE HAFT BØRNENE BOENDE DEN STØRSTE DEL AF DEN TID DISSE HAR VÆRET POLITIEFTERSØGT, LIGESOM DER HELLER INTET VILLE SKE DERES BEKENDT REKTOR INGER BEK, DER SAMMEN MED SKOLENS ADVOKAT HAVDE FØRT FORHANDLINGERNE MED KOMMUNEN, IDET DISSE AF KOMMU8NEN ALLE V AR LOVET AMNESTI-

ET LØFTE, DER SYNES AT BLIVE HOLDT.

 

---------------------------------------------------------

 

NÅR MAN HAR MAGTEN, HANDLER MAN BARE - UANSET LOVEN.

 

 

 

             

 

 

Det mest himmelråbende ved hele denne sag er den kendsgerning, at det aldrig har drejet sig om børnenes ve og vel, men det faktum, at få ram på lægerne og samtidig tilgodese rektorens gode venner, det økonomisk betrængte par i Slangerup, som hun følte sig i taknemmelighedsgæld til og skyldte en tjenneste.

Hele dette skuespil blev sat i scene og udviklede sig som skildret for at at dække over den ene ulovlighed efter den anden.

 

Det faktum at børnene har været under jorden fra den 6.9.1993 til den 17.1.94, hvor Frederiksberg kommune udbetalte moderens  pension på en chek til politimesteren på Frederiksberg for at sulte disse frem- Og tilsidst fik.

 

En sag deres advokat indbragte for

 

 

Mulle blev bortvist fra Johannesskolen lige før eksamen i 9 klasse.

 

Det var dommer Torben Hviid der den 16.6,1994, dømte Mulle til at forblive endnu et år på børnehjemmet, hvilket hun blæste på og kort efter bare gik sin vej og flyttede tilbage til moderen.

 

Mulle er i dag 17 2 år. Hun har nu siden julen 1994 været under jorden sammen med lillesøsteren Lisbeth, hvilket disse to børn stadig er.

 

Hun gik under jorden på opfordring af lillesøsterens fulsdstændig nervesvækkede tilstand, hvor hun reagerede psykotisk.

 

………..

tavshedspligten -eg

---------------------

hvis jeg so læge skulle have brudt min tavshedspligt, skulle jeg ikke have siddet som abklaget men skulle have været bedt om at udtale mig under vidnesvar- som vidne.- da ville jeg have bedt om en kendelse.- oghavde jeg fået en sådan, da ville jeg have bedt om tilladelse til at rådføre mig med lægeforeningen- og have fulgt dennes råd.

 

børnenes tilhørsforhold til os som deres læger var ikke blevet ophævet af kommunen

 

desuden en tumultlignende situation

den dybere meninmg med tavshedspligten er, at folk, der på en eller anden mådeer  på kant med myndighederne ikke må forhindres i at søge lægehjælp, af frygt for atbde bliver udleveret til politiet

 

 

man har heller ikke betvivlet vidner- der skulle naturligvis have været stillwetr spørgsmål til disse vidned

 

mman har juridisk set dømt os begge kollektivt på ménederskens    løgn i retten.

 

ks

---

 

var udsat for en kollektiv dom.

 

hver af os har et selvstændigt ansvar.

 

vi var dømt på forhånd.

 

eg har været uartig overfor de offentlige myndigheder og der skal statueres et eksempel.

ks er gift med eg. mitgegangen- mitgefangen und mitgehangen

 

vægten skal lægges på at ks er kollektivt dømt- det kan man ikke- selv om der er så meget andet man heller ikke har kunnet- så må man ikke dømme kollektivt.

 

Trusselsbrevet til Mogens Camre hvor der omtales et møde i sagen- mødereferat ønskes.

 

 

 

Dato.

Mette Haugaard Hansen fik sit krav om hjemgivelse af sine døtre  behandlet først i Frederiksberg socialforvaltning, den

 

Uden at hendes advokat trods talrige begæringer derom af hende selv og af hendes advokat- først af advokat Kirsten Reimers Lund og derefter af advokat Hans helmer Jensen.

 

Dato 

Derefter behandlet i Den Sociale Ankestyrelse uden at få udleveret de begærede sagsakter

 

Den 11.2.1993.

Behandlet i Østre Landsret

 

den

Dommer hvid Socialforvaltningen uden

Den Sociale Ankestyrelse

Hans helmer jensen beklagede sig der kun over de tilbageholdte sagsakter

 

den 22.december 1993. Igen i Østre Landsret uden    at have fået udleveret de begærede sagsakter: Advokat Holger Lindholt.

 

 

Landsretten udtaler:

" Der foreligger ikke således som sagen er oplyst for landsretten grundlag for at antage, at afgørelsen i bø'rne- og ungeudvalget og i Den Sociale Ankestyrelse skulle være truffet uden at der skulle være givet ansøgerens daværende advokater fuld adgang til sagsaakterne, ligesom anbringedet om magtfordrejning fra Frederiksberg kommunes side savner ethvert grundlag, idet det af sagsøgeren iøvrigt anførte heller ikke kan føre til andet resultat tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge."

 

 

 

Det eneste vidne som fru Haugaard Hansen havde var læge Eva Graungaard, som jo også var den eneste læge der i den lange tid hun og hendes datter havde været og stadig var under jorden på flugt fra børnehjem og myndigheder, måtte ikke afhøres som vidne i denne vigtige sag- Kun den børnehjemsforstander Else Plesner, som var betalt af socialforvaltningen og mod barn og mor.-

 

Iøvrigt sultet ud af Frederiksberg socialforvaltning, der udleverede hendes invalidepension i på en check til politimesteren på Frederiksberg.

 

Dette vidne og dette bevismateriale måtte ikke høres.

 

 

Da afhøring af læge Eva Graungaard ikke kan anses for at være af betydning ved sagens afgørelse

 

                                                    bestemmes:

 

Den af advokat Lindholt fremsatte begæring om afhøring af dette vidne tages ikke til følge.

 

 

…………….

 

 

                      BEVISTEMA.

                      .........

 

 

Sagen i hvilken jeg begærer en række personer vidneført, for over for retten at godtgøre, at det drejer sig om et nøje planlagt komplot.

 

 

 

 

I denne sag, som min mand og jeg er fuldstændig uskyldig i, er der holdt flere hemmelige og fuldstændigt ulovlige retsmøder, hvor dommeren Sylvest- Nielsen har afsagt kendelse om, at ikke engang vores advokat må adviseres.

 

 

1) 2 kl 9.15 holdtes det første helt ulovlige og hemmelige retsmøde i Retten på Frederiksberg

uden forvarer og uden tiltalte.

 

Det var politiet, der anmodede om, at vores advokat, Jytte Thorbek ikke måtte underrettes- hvilket hun så heller ikke blev, hvilket så bestemtes ved dom i Frederiksberg ret.

 

Der blev afgivet en kendelse, efter hvilken, der måtte ransages 5 forskellige steder, i vor lægekonsultation, hos os og hos nogle af vore voksne børn.

 

Razziaerne fandt sted samme dag den 28.2.1992-

 

Og den vanvittige og smædende Gederapport, hvormed man bl.a. forsøgte at fratage os vor bestalling som læger, produceredes denne dag.

En rapport, der ikke alene beskrev en levende ged, der stod og ha

vde afføring i et undersøgelsesværelse, hvor der var tre patienter lagt på lejet, men også beskrev et helt andet hus, end det, vi byggede i 1964. Rapporten beskrev ikke vort hus, men det hus, den overlæge, der havde grunden før os havde tegnet og indsendt til Rødovre kommune.

Injuriesagen blev betalt af kommunen. Og producenten overassistent Dorte Hendriksen avancerede efter tilbagetrækningen fra overassistent til fuldmægtig ved familieafdelingen på Frederiksberg socialafdeling.

 

Gederapportens tilbagetrækning 10 måneder senere vedlægges som

bilag 1.

 

Men ransagningen nøjedes ikke med at blive foretaget de steder dommen tillod dette. Der blev uden dommerkendelse også foretaget razziaer helt vilkårligt hos vore slægtninge og 2.

 

 

bekendte- således hos vor nevø, Ivan Somogyi, hos vor søn, læge Ben Kristian Graungaard og hos stud med. Emil Graungaard, m. fl.

 

MEN BØRNENE FANDTES NATURLIVIS INGEN AF ALLE DISSE STEDER.

 

Og efter tilbagetrækningen af Gederapporten som usand avancerede producenten, overassistent Dorte Hendriksen til fuldmægtig Dorte Hendriksen ved familieafdelingen på Frederiksberg rådhus.

 

 

2) Den 1.3.92. afleveredes mod kvittering politianmeldelse af Frederiksberg kommunes socialdirektorat:

 

Mod Anders Jensen og Hans Henrik Plange for den 7.2.92 at have indgivet falsk anmeldelse mod mig.

 

Mod Hjmmehos=en på socialforvaltningen Erik Havgaard for at have afgivet urigtige oplysninger til offentlig myndighed.

 

Og mod Frederiksberg Socialforvaltning som ansvarlig for grov vanrøgt af de to børn Lisbeth og Mulle, hvorved deres liv og helbred har været bragt i fare

Lisbeths tænder var totalt nedcarierede, og hun var HIV positiv, hun sad midt på gulvet og fik Aganer@ (ketogantabletter) for smerter. Mulle havde ikke været i skole i flere måneder. Børnene har siddet i en iskold og fugtig lejlighed , hvor der ingen opvarmningsmuligheder var- og været henvist til at stjæle, når moderen har været i fængsel, hvilket hun relativt ofte har været.

 

Bilag 2.

 

Der er intet indtil nu sket i anledning af denne anmeldelse, udover at der to dage senere:

 

 

3) Den 3.3.1992 kl 19.30. afholdtes det næste helt ulovlige retsmøde i Retten på Frederiksberg, 2. afdeling.

 

Kun anklager og dommer.- Uden tiltalte og uden forsvarer.--

Nu gav dommer Sylvest Nielsen så politiet tilladelse til at ransage i vor voksne datter, Ries lejlighed på Nørrebro, hvor børnene naturligvis heller ikke fandtes.

 

Al denne kommedie syntes udelukkende at have til hensigt at få mere smædende materiale mod os- Hensigten kan ikke have været at at finde børnene- For børnene gik frit ud og ind på rektor Beks kontor på Johannesskolen. Det vidste både lærer og Elever på skolen. Det vidste kommunen, og det vidste politiet med  sandsynlighed også.

Men hos rektor Inger Bek blev der ikke foretaget nogen razia for at lede efter børnene.

 

Der blev end ikke foretaget nogen razzia hos Inger Bek efter det timelange møde om de to Aforsvundne@ børn to dage senere  5.3.92 på borgmester John Winthers kontor, hvor Inger Bek deltog sammen med borgmesteren selv, og socialdirektør Bjarne Busk, og som endte med, at Bjarne Busk politianmeldte Inger Bek.

 

-Heller ikke nogen razzia hos rektoren, efter at socialdirektør Bjarne Busk havde politianmeldt hende 5.3.1992- nger Bek politianmeldt af socialdirektør Bjarne Busk,efter at hun på mødet om børnene på borgmesterkontoret havde oplyst at børnene havde været hos hende.Den eneste reaktion fra politiets side var ifølge Bjarne Busks notat af-- at politiet alligevel skulle tale med hende den følgende dag.

 

 

4) Den 5.3.1992 politianmeldes rektor Inger Bek af socialdirektør Bjarne Busk.

 

Men til trods for, at Bjarne Busk kunne begrunde sin anmeldelse med, at rektor Inger Bek på Mødet selv havde betroet ham og borgmesteren, at børnene havde været hos hende, skete der ingenting, hverken hemmelige retsmøder eller razziaer eller fængslinger.

 

Derimod skaffedes et utroligt og usandsynligt falsk vidneudsagn fra socialudvalgsformandens vælgerforeningsveninde, oldermand i den konservative vælgerforening, Grete Schack Nielsen, som efter flere samtaler mellem socialudvalgsformand Birgit Fogh Andersen resulterede i, at Birgit Fogh Andersen ringede politiet op og fortalte, hvornår og hvad denne vælgerforeningsveninde havde Aset@ den 11.3.1992.

 

Dette konstruerede falske vidnesbyrd brugtes til følgende to aktiviteter mod os:

 

 

 

2. Politiet kom uden dommerkendelse talstærkt ud i vores lægekonsultation- Tilskuere siger, der var omkring 70 betjente i uniform.

Voldumvej blev afspærret i begge retninger. Patienterne der var på vej blev gennet tilbage og fik at vide, at nu skulle vi i fængsel og de skulle gå hjem og hellere finde sig en anden læge.

 

UDEN dommerkendelse blev der sat et hvinende bor igang i praksisindgangsdøren, hvor låsen blev fuldstændigt ødelagt

og den mandlige sekretær blev i håndjern lænket til en af vore voksne døtre, -begge med højre hånd i det fælles håndjern, så den ene enten måtte gå baglæns, når den anden gik fremad, eller de skulle bevæge sig i rundkreds.

Optaget på video. Det så vanvittigt komisk ud

 

Vores yngste datter, Ditte på 8 år blev gennet ud på gaden og stod der frysende og grædende og så på, at min mand, der har højt blodtryk og allerede havde haft 2 blodpropper i hjernen blev ført ind i en politibil og kørt bort, og hendes store søster sammen med sekretæren, Helge Røpke, dansede rundt om hinanden i det fælles håndjern, og jeg, efter at være blevet slået af vicekriminalinspektøren blev båret ud og lagt i bunden af en af politiets kassevogne og kørt til Frederiksberg hospital under udrykning, og indlagt på intensiv hjerteafdeling. 

 

Jeg selv blev nedværdiget på det groveste, da jeg nogle dage senere kom til Vestre fængsel, klædt blev helt nøgen, og hånet, og senere ført til Hvidovre hospitals hjerteafdeling, hvor jeg igen måtte i iltbehandling på de intensive hjerteafdeling, og igen konstant overvåges af to denne gang ustandselig rygende fængselsbetjente, der den sidste dag, jeg var der- og jeg ville gå hen for at åbne vinduet, for at få

frisk luft. -Jeg kan ikke tåle røg- så fløj de på mig og vred mine arme om på ryggen, og bøjede håndleddene forover og ruskede mig, så jeg fik store blodunderløbne mærker på overarmene. De hævdede, at de kun havde brugt nødvendig magt, fordi jeg ville flygte.- en godt 63 årig gammel læge med svagt hjerte og med 12 børn, hvoraf det yngste kun var 8 år.

Jeg blev overført til sygeafdelingen, hvor jeg højtideligt blev idømt yderligere 8 dages strafisolation, som om jeg ikke hele tiden havde været totalt overvåget og isoleret.

 

Senere blev jeg sparket i ansigtet- se billederne- af fængselsbetjent Erik Staal under politistationen på Frederiksberg, hvor jeg lå på gulvet på en madras og ikke hurtigt nok kunne rejse mig, da 4 fængselsbetjente kom farende ind i min celle.- se fotos.Og kørt på båre tilbage til sygeafdelingen.

 

Og nægtet besøg af embedslægen og af egen læge.

 

Ved samtlige retssager i Frederiksberg ret, der var fuldstænd

 

2. Politiet kom uden dommerkendelse talstærkt ud i vores lægekonsultation- Tilskuere siger, der var omkring 70 betjente i uniform.

Voldumvej blev afspærret i begge retninger. Patienterne der var på vej blev gennet tilbage og fik at vide, at nu skulle vi i fængsel og de skulle gå hjem og hellere finde sig en anden læge.

 

UDEN dommerkendelse blev der sat et hvinende bor igang i praksisindgangsdøren, hvor låsen blev fuldstændigt ødelagt

og den mandlige sekretær blev i håndjern lænket til en af vore voksne døtre, -begge med højre hånd i det fælles håndjern, så den ene enten måtte gå baglæns, når den anden gik fremad, eller de skulle bevæge sig i rundkreds.

Optaget på video. Det så vanvittigt komisk ud

 

Vores yngste datter, Ditte på 8 år blev gennet ud på gaden og stod der frysende og grædende og så på, at min mand, der har højt blodtryk og allerede havde haft 2 blodpropper i hjernen blev ført ind i en politibil og kørt bort, og hendes store søster sammen med sekretæren, Helge Røpke, dansede rundt om hinanden i det fælles håndjern, og jeg, efter at være blevet slået af vicekriminalinspektøren blev båret ud og lagt i bunden af en af politiets kassevogne og kørt til Frederiksberg hospital under udrykning, og indlagt på intensiv hjerteafdeling. 

 

Jeg selv blev nedværdiget på det groveste, da jeg nogle dage senere kom til Vestre fængsel, klædt helt nøgen, og hånet, og senere ført til Hvidovre hospitals hjerteafdeling, hvor jeg igen måtte i iltbehandling på de intensive hjerteafdeling, og igen konstant overvåges af to denne gang ustandselig rygende fængselsbetjente, der den sidste dag, jeg var der- og jeg ville gå hen for at åbne vinduet, for at få frisk luft. -Jeg kan ikke tåle røg- så fløj de på mig og vred mine arme om på ryggen, og bøjede håndleddene forover og ruskede mig, så jeg fik store blodunderløbne mærker på overarmene. De hævdede, at de kun havde brugt nødvendig magt, fordi jeg ville flygte.- en godt 63 årig gammel læge med svagt hjerte og med 12 børn, hvoraf det yngste kun var 8 år.

Jeg blev overført til sygeafdelingen, hvor jeg højtideligt blev idømt yderligere 8 dages strafisolation, som om jeg ikke hele tiden havde været totalt overvåget og isoleret.

 

Senere blev jeg sparket i ansigtet- se billederne- af fængselsbetjent Erik Staal under politistationen på Frederiksberg, hvor jeg lå på gulvet på en madras og ikke hurtigt nok kunne rejse mig, da 4 fængselsbetjente kom farende ind i min celle.- se fotos.Og kørt på båre tilbage til sygeafdelingen.

 

Og nægtet besøg af embedslægen og af egen læge.

 

Ved samtlige retssager i Frederiksberg ret, der var fuldstændigt lukkede, sad alligevel konstant kommunens observant, vicekontorchef Bill Jahnsen. Og da en overlærer på Inger Beks skole blev afhørt fik Inger Bek også anbragt sin observant. Det var viceskoleinspektøren på hendes skole, Leif Iversen i det lukkede retsmøde. Han kunne referere til hende, hvad hendes lærer havde sagt i retten.

 

Desuden sad advokat Reimers Lund i retten ved hvert eneste møde. Hun havde i strid med sandheden på den biologiske mors vegne havde, indgivet en politianmeldelse, der lød på, at vi formente Mette Haugaard Hansen at udøve forældremyndigheden over hendes børn,- som Kommunen ville have på børnehjem.

 

Mette Haugaard Hansen har altid bedyret, at hun aldrig nogensinde har anmeldt os og aldrig nogensinde har givet tilladelse til dette-

 

Frederiksberg kommune havde en konstant vagt stående ved retten, der skulle fjerne Mette Haugaard Hansen, hvis hun viste sig.

Hun BLEV faktisk fjernet med magt- se Kanal 2' videooptagelse, der er vist i TV.

 

Bilag:

 

 

 

6) Den 18.3.1992. afholdtes et tredie helt ulovligt retsmøde i Frederiksberg ret kl 9.30

 

                                

VI VAR IKKE UNDERRETTET, Vores advokat var underrettet så sent, at hun ikke kunne møde.

 

Men underrettet var Frederiksberg kommune, som mødte med sin observant, vicekontorchef, Bill Jahnsen. Og underrettet var kommunens advokat, Kirsten Reimers Lund.

Begge disse personer var i retten den dag.

 

Adv. Kirsten Reimers Lund kom officielt på vegne af den biologiske mor Mette Haugaard Hansen. - Det sidste var tilsyneladende en grov usandhed.  Mette har aldrig anmeldt os for noget som helst. Og har konstant været nægtet at overvære retssagen om hendes børn.

 

Bilag 4.

 

Kopi af Mette Haugaard Hansens skrivelse er vedlagt.

 

Den ulovlige retssag blev afbrudt kl 9.50, da det meddetes af anklageren, politifuldmægtig M. Pårensgaard, at Karl og jeg var blevet anholdt. Hun redegjorde drefter for sagen og ønskede Karl afhørt hurtigst muligt.

 

Mig kunne man jo dårligt afhøre, da jeg lå på enestue på intensiv hjerteafdeling i iltbehandling og tilkoblet EKG og andre hjertemaskiner- men alligevel ikke et eneste øjeblik ladt ude af syne af to uniformerede betjente på grund af den behandling, jeg havde fået ved den voldelige anholdelse.

 

Jeg har et mangeårigt dårligt hjerte og en insulinafhængig diabetes.

 

 

 

 

 

VIDNER VI BEGÆRER AFHØRT I RETTEN:

----------------------------------

 

For i retten at få afklaret indholdet af de møder og de aftaler, der angiveligt er indgået med hhv Inger Bek og Frederiksberg kommune om de politieftersøgte børn.

 

 

   Budgetråd, tidl. folketingsmedlem, Mogens Camre, Avenue des Aiches 2B, 1950 Kraainem Belgien.

eller Røde-Kors-læge Torben Ishøj, Elmevænget 10, 2880 Bagsværd

 

 

 

Formål med afhøringen:

 

Mogens Camre har den 28.marts 1992 været deltager ved et stort møde i Frederikssund og der talt med fru Whita Sjøsten, som har fortalt, at der var tale om en slags aftale med rektor Inger Bek, og at Frederiksberg kommune havde billiget dette og givet hende og manden Afrit lejde@, hvorfor de ikke var bange for at fortælle om, at de har skjult børnene i  deres hus i Slangerup

 

Det ønskes oplyst, hvad der skete på dette møde.hvor Whita Sjøsten, der skjulte børnene i Slangerup fortalte mødedeltagerne, at hun og ægtefællen ikke var bange for at indrømme, at det var dem, der  havde skjult børnene, fordi de havde fået "frit lejde" af Frederiksberg kommune: Men konstant gentog: A Inger skal holdes udenfor@.

AInger@ var rektor Inger Bek, parrets nære ven gennem 40 år.

 

Og hvor Whita Sjøsten fortalte, at det at det var dem, der havde kørt børnene til et nyt skjulested i Nordsjælland, da de i pressen så, at vi var kommet i fængsel.

 

Samt at hun og hendes mand havde de politieftersøgte børn indendørs i Slangerup i dagene op til den 11.3.92, den 11.3.92 og i dagene derefter:

 

Den 11.3.92 er den dag, hvor fru Grete Schack Nielsen i samarbejde med Frederiksberg kommune anmeldte os til politiet og bevidnede i retten, at hun med et hundrede procents sikkerhed havde set os med et af de politieftersøgte børn - som vi derfor kom i isolationsfængsel for.

 

----------------------------

Dette skete ved et stort møde i Frederikssund lørdag den 28.3.1992. Dagen efter at Landsretten havde underkendt Frederiksberg rets fortsatte fængsling af os og sent fredag eftermiddag den 27,3.1992 havde løsladt os.

 

Ved dette møde var der i alt 16 mennesker tilstede.

 

Mogens Camre kan desuden oplyse i retten, at da han ved ovennævnte møde foreholdt fru Whita Sjøsten fra Slangerup, efter  at hun havde fortalt, at  det var hende og hendes mand, der havde haft børnene skjult en stor del af tiden, disse var politieftersøgte, at det, hun fortalte, kunne hun og manden komme i fængsel for,  svarede, at det var hun i hvert fald ikke bange for at fortælle,  da de var garanteret AFrit Lejde@ fra Frederiksberg kommune. Og hun fortsatte: " Men  Inger skal holdes udenfor."

(AInger@ er rektor Inger Bek)

 

Referat af disse begivenheder er skrevet af Mogens Camre og

Torben Ishøj flere steder. Kopi vedlægges.

 

 

   Adv. Hans Helmer Jensen, Phistersvej 12, 2900 Hellerup.

 

 

Formålet med afhøringen:

 

Det ønskes afklaret, hvad han oplevede på mødet i Frederikssund lørdag den 28.3.1992, hvor han også deltog.

Og hvor parret fra Slangerup kom tilstede.

 

Advokaten talte selv med Whita Sjøsten, og fik angiveligt af fru Sjøsten nøjagtigt den samme forklaring:-

 

Hun og hendes mand havde begge haft de politieftersøgte børn skjult i deres villa i Slangerup, på det tidspunkt, hvor Grete Schack Nielsen bevidnede med 100 % sikkerhed, at hun havde set os med den lille pige,

 

Og at de var begge fuldt vidende om, at vi var uberettiget fængslet på grund af et falskt vidnesbyrd

 

og at alt dette var sket efter aftale med Inger Bek og Frederiksberg kommune.

 

Og hørte Whita Sjøsten bruge ordene : ADet var godt nok noget svineri"- for børnene havde været indendørs i deres hus i Slangerup i dagene op til d.11.3.92, d.11.3.92, og i dagene derefter.-

 

Samt at både hun og hendes mand havde fået Afrit lejde" fra Frederiksberg kommunes, hvorfor de ikke havde nogen grund til at være bange- men AInger skulle holdes uden for@.

 

Fru Sjøsten appellerede til EG om at hjælpe hende med at få den lovede plejetilladelse, på grund af deres stramme økonomi.

Hun troede vist i sin naivitet, at jeg mod børnenes vilje ville hjælpe hende med at få en plejetilladelse til børnene mod plejevederlag for at redde deres anstrengte økonomi- begge var de uden arbejde.

 

Jeg havde, da parret boede i Rødovre skrevet lægeerklæringer til retten for at få en ubetinget fængselsstraf, som hun var idømt gjort betinget, hvilket lykkedes for mig- ligesom jeg har hjulpet hende med at få gældssanering for en kæmpestor momsregning.

 

Advokaten var vidne til den brutale behandling af Ben Kristian og af os på Frederiksberg politistation..

 

 

 

 

--------------------

 

 

    Røde-Kors læge  Torben Ishøj, Elmevænget 10, 2880 Bagsværd.

 

 

 

Denne læge, som indtil da var os fuldstændig  ubekendt, og som aldrig tidligere hverken havde set eller talt med os var også tilstede sammen med sin kone, sektionsleder i KTAS, Agnethe Ishøj ved dette "Store Frederikssundsmøde" den 28.3.1992.

 

 

Formålet med vidneafhøringen er:

 

I retten at klargøre, hvad mødeindholdet var, og specielt belyse, hvad Whita Sjøsten forklarede om løftet "frit lejde@, som hun så hårdnakket påstod, hun og hendes mand havde fået af Frederiksberg kommune, da man foreholdt hende, at det, hun fortalte, jo var strafbart.

 

 

-------------------

 

Torben Ishøj har været ansat gennem en årrække i Sundhedsstyrelsen og på Københavns Universitet retsmedicinsk institut og gennem en årtække fungeret som embedslæge i København og som konsulent i social-og sundhedsforvaltningen i København og Frederiksberg kommune.

 

 

 

4. Sektionsleder i KTAS, Agnethe Ishøj.

 

 

Fru Ishøj påhørte alt, hvad fru Whita Sjøsten fortalte om komplottet og om "Frit Lejde" fra Frederiksberg kommune til Slangerupægteparret, der skjulte børnene en stor del af den tid disse var politiefterlyste.

 

 

 

 

 

 

   Kaptajn i Forsvaret, speciallæge i almen medicin, læge Ben Graungaard, Godthåbsvej 32 A, 2000 Frederiksberg.

-------------------------------------------------------------

 

Denne læge Ben Graungaard deltog sammen med lillebroderen, stud med Emil Graungaard ligeledes i dette store Frederikssundmøde den 28.3.1992 og de talte begge to med begge de mennesker i Slangerup, der havde skjult de politieftersøgte børn en del af tiden og angiveligt fået "frit lejde" af Frederiksberg kommune.

 

Formål med vidneafhøring:

 

Og oplyse retten om, hvad disse mennesker fortalte om deres plan, hvor alt var aftalt i mindste detalje. Han talte både med Whita Sjøsten og med hendes mand, Niels Lykke Nielsen.

 

Ben Graungaard kan oplyse i retten, hvorledes Niels Lykke Nielsens opførte sig på mødet, hvor han med trussel om fornyet fængsing forsøgte at få mig til at tie med alt det Whita havde fortalt.

 

Og oplyse retten om, at Grete Schack-Nielsens historie til presse, politi, og i retten om, at hun kendte plejebørnene og tit havde talt med disse på trappen, ikke kan være sand, da disse børn altid har boet i lejligheden på Godthåbsvej 32, og at flytning derfra først skete, da han overtog denne lejlighed og sammen med nogle unge lægekolleger flyttede vore møbler og øvrige indbo til Sant Nikolajvej den 15.2.1992.

 

 

Og oplyse, at der på lillebroderen, stud med.Emil Graungaard Somogyis spørgsmål: AHvad vil der ske, hvis nu mor ikke tier?@. blev svaret fra Niels Lykke Nielsen: A Så vil begge dine forældre komme i fængsel igen.@

 

Ben Kristian blev af politiet skubbet ned ad trapperne af den brutale vicepolitikommissær, Lau Jeppesen, der sagde: @Vi har og oplyse retten om den behandling han fik på Frederiksberg politistation, da han bad om at få lov til at tage blodtrykket på sin syge far.- se skadestuerapport.

 

 

Ben kan fortælle i retten, hvordan Niels Lykke Nielsen truede mig, idet han sagde. AJeg vil råde dig til at tie@ i pressen, og hvad der så skete.

 

 

-----------

Og fortælle omstændighederne ved episoden, da han blev skubbet ned af trapperne, da han bad om at måtte tilse sin syge far. Vidnet adv. Hans Helmer var tilstede. 

 

Denne læge kan desuden klargøre i retten, at vore to plejebørn, aldrig har boet på Sct. Nikolajvej, så også på det punkt, at kommunens falske vidne, sagde i retten, at hun tit havde talt med de to børn på trappen, også var opdigtet. Børnene boede udelukkende i lejligheden på Godthåbsvej nr. 32 A, som han overtog og det var ham og hans lægekolleger, der flyttede vort indbo bort fra lejligheden på Godthåbsvej, som han overtog den 15.2.1992.

 

Fru Grete Schack Nielsen kan kun have set pigerne i Kanal-2. Pigerne har aldrig på det tidspunkt Grete Schack Nielsen vidnede i retten været på trappen eller i lejligheden ved siden af Grete Schack Nielsen.

 

Bilag 1.

Kopi af skadestuerapport.

 

Ben Kristian kan desuden oplyse retten om, at det var ham personligt sammen med nogle lægekolleger, der forestod lejlighedsbytningen mellem Godthåbsvej 32 A, og Sct. Nikolajvej. Vi og pigerne beboede Godthåbsvej indtil den 15.2.1992, hvor han overtog Godthåbsvej-lejligheden og flyttede vore møbler m.v. til Sct. Nikolajvej.- De fremmede piger har således i de to år, de har været hos os, altid boet på Voldumvej og ALDRIG boet på sct Nikolajvej- og det er en uhyre usandhed, når fra Schack Nielsen hævder, at hun kender pigerne, hun har aldrig set og aldrig talt med disse.

Pigerne. Hun havde aldrig set disse og aldrig talt med disse, da hun afgav sit falske vidnesbyrd.

 

------------------

 

 

 

   Redaktør Harly Foged, Asgård 11, 3600 Frederikssund

 

 

 

Formål med vidneafhøring:

 

Redaktør Foged deltog i et møde i Slangerup den 20.3.1992, mens vi sad i isoleringsfængsel, Han kan oplyse retten om, hvem der deltog og hvad der skete på mødet og hvad resultatet deraf blev

 

Han var desuden vært ved det store Slangerupmøde i hans hus den 28.3.1992, Harly Foged talte ved begge disse møder længe med både Niels Lykke Nielsen og Whita Schøsten.

 

Det ønskes afklaret i retten, hvad der blev drøftet og hvad der skete ved begge disse to møder og hvad resultatet deraf blev.

Han var desuden tilstede i retten kl. 9.15 den 20.3.1992 før dørrene blev lukket, og skal i Landsretten forklare, hvad hans ærinde var, og hvad der skete.

 

Og hvad der skete i retten den 26.3.1992, da han havde yderst vigtige oplysninger i sagen.

 

----------------

 

Årsagen var, at han sent på eftermiddagen og om aftenen den 11.3.1992, hele den eftermiddag til meget sent på aftenen, næsten konstant havde talt med mig i telefonen og fået og modtaget fax fra mig fra lægekonsultationen på Voldumvej.

 

Han bad derfor dommeren om tilladelse til at afgive vidneforklaring, fordi han derved var klar over, at det ikke kunne være rigtigt, at jeg samtidigt var set på Frederiksberg med den lille pige, for jeg sad i lægeknsultationen.

 

Men dommeren afslog konsekvent, at høre ham i retten, selvom han sagde det var vigtigt.

 

Da han senere den 24 marts havde henvendt sig til vores forsvarsadvokater og forklaret disse, at han havde væsentlige oplysninger i sagen, der beviste, at vi var fuldstændig uskyldige, og disse advokater i et brev til retten havde bedt om at få ham indkaldt som vidne, afslog dommeren også dette.

 

Så mødte han op i retssagen den 26.3.1992 og før dørene blev lukket, gik han op til dommeren og bad om at blive afhørt i retten som vidne, da han havde beviser på, at vi ikke vidste og ikke kunne vide, hvor børnene blev holdt skjult.

 

Men dommeren skreg bare: AUUUUD@, og da han sagde, at han havde meget væsentlige oplysninger i sagen, hvor vi var fængslet, som beviste, at vi var uskyldige, bad dommeren politiet om hurtigst muligt at føre ham ud- hvilket skete- og vi blev idømt fortsat isolationsfængsling i 14 dage.

 

Redaktør Foged vidnesbyrd kunne klart bevise i retten, at vi var udsat for et komplot hvor alt på forhånd var aftalt spil.

 

Samtalen han og filmfotograf Otto Jonasen havde den 20.3.1992 med begge Slangerupfolk, hvor begge Slangerupfolk fortalte de to, at de havde haft pigerne boende i længere tid, indtil de dagen forinden havde Aevakueret@ disse, ønskas uddybet.

 

Og fortælle om samtalens indhold.

 

Foged fortalte i retten i 1994, at Whita Sjøsten havde fortalt ham ved mødet i deres hus i Slangerup den 20.3.1992, at Inger Bek havde besøgt børnene hos dem flere gange, og at der gennem længere tid havde været forhandlinger mellem kommunen og Inger Bek, Og Inger Bek havde i længere tid forhandlet med kommunen om at finde en løsning for børnene.- Samt at de selv var blevet lovet at få plejetilladlsen.

Dette bedes bekræftet også i Landsretten.

 

Dette blev i dommerens retsbogscitat den 25.3.1994 til:

AWhita Schøsten fortalte, at Inger Bek havde været på besøg flere gange, for at besøge børnene.

I hvert fald havde Inger Bek haft skolemateriale med til børnene, så der var ikke fagligt sket disse noget-

 

og Otto Jonasen og Harly Foged fik også oplyst, at der gennem længere tid havde været forhandlinger mellem Inger Bek og kommunen med henblik på at finde en Avarig løsning.@

 

 

Samt, at der var blevet lovet hende, Niels og Inger Bek Afrit lejde@, uanset at de havde haft skjult børnene.@

 

2) Og Harly Foged skal oplyse retten om, hvordan det lykkedes ham og Otto Jonasen mod Niels Lykke Nielsens vilje, at få gennemumfet et møde med børnene på det sted i Nordsjælland, hvor de nu holdtes skjult.

 

 

Her ønskes børnenes udtalelse i Kanal-2 afspillet.

 

-------------

 

De truede Niels med øjeblikkelig politianmeldelse.

 

Han var desuden vidne til, at filmfotografen på 62 år, skulle have bind for øjnene og blev lagt i bunden af Slangerupparrets bil og ført til et hemmeligt skjulested i Hørsholm.

 

 

3) Og oplyse retten om de sikkerhedsforanstaltninger og betingelser Slangerupparret stillede for at føre filmfotografen til det hemmelige skjulested.

 

 

De var bange for at bringe to mennesker til skjulestedet, så kun den ældste, den 62-årige filmfotograf, Otto Jonasen kunne blive ført dertil, men han skulle ligge i bunden af deres bil og med bind for øjnene.

 

En hændelse, dommeren i Frederiksberg ret undlod at føre til protokols, før dørene blev lukket og som samme aften blev citeret i Kanal 2 var, atde ikke havde

 

4) Og bevidne, hvad parret Niels Lykke Nielsen og Whita Sjøsten iøvrigt fortalte ham og bedyrede, at de ikke var bange for at stå frem og sige, at det var dem, der havde børnene skjult den dag, viFilmen bør vises her. "blev set" med det ene barn- og at dem kunne der intet ske, de havde " Frit Lejde"

tr fra Frederiksberg kommune.- "Men Inger skulle holdes udenfor."

 

I hans rækkehus blev mødet afholdt den 28.3.92, og han talte ligeledes med både Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen, der havde haft børnene skjult for myndighederne i samarbejde med deres mangeårige og gode veninde rektor Inger Bek.- Og han hørte også disse fortælle, at de havde AFrit Lejde

 

@ fra Frederiksberg kommune, så dem kunne der ikke ske noget.-

 

Og han kan bevidne, at Niels Lykke Nielsen på et tidspunkt truede mig og bad mig tie med alt det jeg nu vidste, for ellers ricikerede jeg at komme i fængsel igen

 

Han havde lagt mærke til, at både Karl og jeg var rystende nervevrag, og hvor ophidset jeg var over de ting, der blev afsløret, over den kolde og kyniske måde komplottet havde arbejdet på.

 

 

Der var mange mennesker forsamlet i Frederikssund den aften den 28.3.92 til mødet.  Alle hørte og kan bevidne den kvindelige part fra Slangerups påstand om, at hun og hendes mand af Frederiksberg kommune havde fået " Frit Lejde"- Men Inger (rektor Inger Bek) skulle holdes udenfor@

 

Dette udsagn bedes uddybet i retten.

 

 

---------------

 

 

. Jens Christian Ole Andersen, Alsvej 97, 2770 Hørsholm.

Og hustru Birthe Andersen, Alsvej 97, Hørsholm.

 

 

16.11.1992 fik politiet på Frederiksberg og offentligheden gennem pressen navne og adresse på de folk, der i Hørsholm holdt børnene skjult, mens vi sad i Fængsel.

 

Formålet med vidneafhøring:

 

Ægteparret har tidligere til politirapport oplyst, at de ikke kendte børnene,men vidste, at disse var politiefterlyste at de ikke kendte os og aldrig hverken havde set eller talt med os,

 

At de var vidende om, at vi sad i fængsel og ikke ville komme ud, før børnene, som de skjulte var fremme

 

Det til politirapporten ønskes bekræftet og uddybet.

 

 

Adressen blev fundet af den store pige, der sammen med læge Ben Kristian efter at de havde fået at vide, af Otto Jonasen, at det var lykkedes for ham at løsne bindet, der var stramt bundet for begge øjne, så meget, at han kunne se skiltet AHørsholm@. Gade op og gade ned gik de to i Hørsholm, lige indtil Mulle råbte. AHER, her var det vi blev holdt skjult@

 

Men FØRST og hårdt presset af os blev parret afhørt af politiet den 4.11.1993- et helt år senere.-

 

Og til trods for at disse øjeblikkeligt erklærede, at det var dem, der havde holdt børnene skjult fra den 19.3.92 til den 28.3.1992, selv om de var vidende om, at børnene, de skjulte, var politieftersøgte, så kunne de alligevel ikke straffes

sagde dommeren på Frederiksberg, fordi de ville jo ikke gøre det igen.

 

 

Specielt ønskes oplyst, hvordan beskeden kom fredag aften den 27.3.1992, få minutter efter, at københavns socialforvaltning havde givet plejetilladelsen til Beks lærerægtepar..

 

 

 

 

Og så sent som retssagen i 1994 blev deres navne og adresse kun benævnt med A et ukendt sted i Nordsjælland@, både af politiet og af dommeren.

 

Det er underligt- og endnu mere besynderligt er det, at Frederiksberg ret nægtede os at føre disse som vidner. 

 

AHvorfor vil I have dem dømt, de vil jo ikke gøre det mere?@- sagde dommer Hviid til os.

 

Ægteparret Andersen er for os yderst vigtige vidner, idet de kan give retten vigtige oplysninger.

 

Til politirapporten blev de afhørt over en kop kaffe i deres eget hjem under tilstedeværelse af advokat Tengnagel, som har advokatfirma sammen med og afhørt sammmen, hvorved de havde mulighed for at kunne korrigere og samord

 

ne deres udtalelser:

Vi ønsker ægteparret afhørt hver for sig.

 

Jens Christian Ole Andersen.

Kan belyse i retten, hvad den store pige sagde, da han hentede børnene i Slangerup den 18.3.1992., hvor han i poliforhør angiver at han talte med hende

.

1) Han skal uddybe sin udtalelse til politirapporten om samtalen han havde om aftenen den, 18.3.1992 i Slangerup

 

2. Og uddybe udtalelse til politiet, om samtalen med den store pige, hvor han udtaler , I politiafhøringen står, at den store pige

 

At de ikke kendte børnene i forvejen.

 

At de ikke kendte os,og aldrig havde set os eller talt med os

 

At de var vidende om, at begge børn var politiefterlyste

 

Og vidste, at vi gamle læger sad i isolationsfængsel på falsk grundlag, og ikke ville konmme ud, før børnene, som de skjulte, var fremme.

 

Ole Andersen skal oplyse retten om, hvad Mulle sagde, hun havde talt med rektor Bek om den 19.3.97, da han blev tilkaldt til Slangerup og talte med hende der den 19.3.1992.

 

Og forklare, hvad det var for et problem, rektor Bek havde sagt, der ville blive løst i løbet af en uges tid, hvorfor pigerne havde brug for et opholdssted i en uge..

Og kun i en uge.

 

Og oplyse til retten, hvad de kunne opnå ved at skjule to børn, der var eftersøgt af politiet. Dette er jo dybt kriminelt.

 

Og de har sagt til politiet, at de tog en CHANCE.

 

Hvad opnåede de ved at gemme to børn for politiet, børn,hvis historie de ikke kendte noget som helst til, samtidig med, at de var vidende om, at to gamle læger sad i fængsel og ikke kunne komme ud, før de politieftersøgte børn var fremme.

 

Hvordan havde deres samvittighed det?

 

De har sagt til politiet, at slangerupfolkene næsten dagligt kom på besøg og kørte med Mulle til en telefonboks og ringede, og de fornemmede, at samtalerne var med rektor Bek og var en form for løsning på problemet, for rektor skulle bruge tid til at få ordnet det sådan, at pigerne kunne komme frem. Dette ønskes uddybet  for retten.

 

De skal forklare i retten, hvorfor de kun tog en af de politieftersøgte piger med ad gangen, når de var ude for at handle eller besøge familie, ønskes forklaret for retten.

 

Og forklare, at filmfotografen og hendes mand skulle flytte rundt på møblerne, så stedet ikke kunne genkendes.

 

Og endelig skal de forklare følgende udtalelse til politiet:

Pludseligt en fredag aften fik de meddelelse om, at tingene var bragt i orden, og at pigerne skulle forlade dem næste morgen, altså lørdag morgen.

 

Hvem ringede og sagde, at nu var sagen i orden hin fredag aften. Det var først sent fredag aften, at rektor Beks lærerpar blev godkendt som plejeforældre til disse to børn.?

 

Og hvorledes kan en besked gå så hurtigt fra kommunen. Det var sent denne fredag aften, at der i den største hast blev givet plejetilladelse til rektors lærerpar, der slet ikke havde plads til to ekstra børn. De havde kun et børneværelse, og der boede deres egen datter. Og nu skulle der bo tre børn på et lille værelse.

 

- Men det skulle jo kun være to uger. (for så skulle rektor og kommunen have ordnet plejetilladelsen til slangerupparret- der var økonomisk trængt.) sent en fredag aften?

 

Dette står at læse i sagsakterne fra Københavns kommune.

 

Aen rektor, der stod bag@- sagde parret samstemmende til politirapporten. Denne udtalelse ønskes bedre belyst i retten.

 

se politiafhøringen. Vedl. i kopi.

 

 

Politirapporten, samt ekstrakt 11, bil. 78, side 46-60.

 

 

 

 

 

 

Kære Hans!

 

Vil du sige til Jytte, at vi meget, meget hellere vil med Frihedskampens Veteraner til Israel fra den 23.4.92 til den 27.4.92, end at sidde og forberede Gedesagen, så det kun er politimestersagen fra 1988

, der procederes den 3. maj 92.

 

Vi skal sammen med en gruppe på 10 repræsentere Frihedskampens Veteraner ved afsløring af en mindeplade for Mogens-Kofod-Hansen i De Danske Frihedskæmpers Skov - inviteret af KKL- Det Jødiske Nationalfond.

 

Sig til Jytte, at det, der står i avisen den ene dag, ligger på bunden af skraldespanden den næste dag. Løgnen løber jorden rundt 7 gange, før sandheden får sko på.- Men den får sko på.

 

 

Kærlig hilsen til Jer alle.

 

 

Eva og Karl.

 

 

Debatredaktionen,

Berlingske Tidendes.

Fax:33752039 

 

                                                19.9.1999

 

Vedr. TV-sagen mod forsvarsadvokat dr. jur. Jytte Thorbek, som rejstes efter TV-udsendelsen A Farvel Far@.

 

En sag har to sider.

 

Det har bestemt også sagen, der rejstes mod den dygtige og energiske forsvarsadvokat, dr. jur. Jytte Thorbek

 

Jytte Thorbek har i mange år taget sig af skilsmissesager og forældremyndighedssager, og det skal der meget mod til, fordi der, hver eneste gang, der vindes en sådan sag, hvor retfærdig denne Asejr@ end kan være, så skaffes samtidigt en livsfjende.- modparten., som så måske går år ud og år ind og venter på hævn.

 

Den aktuelle TV-sag synes at være rejst af af disse Alivsfjender@, der tabte sin sag for 3 år siden.

 

Sagen, som jeg har interesseret mig for, går ud på, at en af advokatens klienter sendte et bånd til politiet med telefontrusler fra modparten, som hun havde optaget fra en telefonsvarer.

 

Beklageligvis var det bånd, denne klient overlod til politiet ikke renset for andre private samtaler. På båndet var der også ved en fejltagelse private samtaler og deriblandt en samtale med egen advokat.

 

Selv om politiet lovede at tilintetgøre de dem uvedkommende samtaler, blev disse alligevel afspillet for modparten- Alivsfjenden@, som i hemmelighed optog disse på bånd, og hakker samtalen med advokaten i stykker og og tager sætninger ud af sin sammenhæng, og bruger disse 3 år senere i TV-sagen mod advokaten.

 

Efter vor mening er der handlet helt uforsvarligt hos politiet, der var gjort opmærksom på, at der var sket en fejltagelse. I hvert fald er advokaten uskyldig.

 

 

 

 

 

Eva Graungaard Og Karl Somogyi.

 

 

 

Advokatens egen pressemeddelelse vedlægges i kopi.

 

 

 

Rektor Inger Bek, Johannesskolen, Troels Lundsvej 15, 2000 Frederiksberg.

 

 

Formål med vidneafhøring:

 

Hun kan oplyse i retten, hvad der skete på de mange møder på Frederiksberg kommune vedr. de Aforsvundne@ og politieftersøgte børn. Møder, som hun tidligere i retten har angivet tidspunkter for.

 

Specielt ønskes oplyst hvad er foregik på disse møder

 

Rektor Bek har i tidligere retsmøder læst op fra sin lommebog og oplyst om deltagelse i en række møder på Frederiksberg rådhus, vedr. de politieftersøgte børn og har oplyst om tidspunkterne datoer og klokkeslet herfor.

 

Der ønskes oplyst

 

Møder, som hun har opgivet tidspunkter og klokkeslet på og angivet hvem, der var tilstede. Hun skal fortælle hvad møderne gik ud på, hvad blev der besluttet, og hvem deltog.

 

Specielt ønskes mødet på Rådhuset, der startede to timer før Østre Landsret underkendte Frederiksberg rets fortsatte isolationsfængsling af os, og løslod os.

 

Hun læste op i retten fra sin lommebog, hvor hun havde noteret tidspunkterne for møderne, stedet og hvem, der var med på møderne. Men til trods for, at hun havde lommebogen foran sig læste hun en dato op, hvor hun hun sagde, at hun havde besøgt moster POP i Slangerup, hos sine nære venner der. Hun brugte ordene, at hun havde været på sygebesøg og tilføjede, at hun ikke så børnene, der befandt sig på 1. sag- Selv om denne Amoste Pop@ denne dag lå på Herlev sygehus. Da jeg gjorde dommer Hviid opmærksom på, at Bek talte ikke sandt, smilede han overbærende og sagde, at han havde bemærket det

 

 

I politianmeldelsen den 7.2.92, indgivet af afdelingschef Hans Henrik Plange og vicesocialdirektør Anders Jensen, angives kun usandheder, bl.a. at kommunen ikke har kunnet gennemføre en psykologisk undersøgelse af børnene, fordi de ikke vil se den biologiske mor, Apå grund af plejeforældrenes modstand derimod@

 

Hun skal oplyse i retten, at dette er usandt, der har været mange psykologunder-søgelser af børnene. hvor børnene i timevis blev afhentet fra hendes skole. Det samme kan Lise Kjær Rasmussen bevidne.

 

Kommunens psykologer har både været i vort hjem, og senere været på skolen, og alle de psykologundersøgelser, der har været ønsket er gennemført

 

Og forklare,at hun dagligt stod i forbindelse med børnene, mens vi sad i isolationsfængsel, som oplyst af ægteparret Andersen i Hørsholm.

 

Og forklare i retten om hendes nære forhold til slangerupægteparret, som hun har sagt, hun har kendt gennem 40 år og stod i gæld til.

 

Og forklare, hvad hun talte med børnene om, da de blev set på hendes kontor på skolen både ultimo februar 92. og den 2.marts 92- den dag katten blev slået af tønden, som oplyst af hende selv og en overlærer på skolen.

 

Oplyst ligeledes både af hende selv til politirapporten og i retten af overlærer på Johannesskolen Lise Kjær-Rasmussen.

 

18.2.1992.-Og hvordan det kan være, at der i BT den 18.2.92 står, at børnenes skole har sendt dem undervisningsmateriale til deres gemmested.  Og at artiklen er ledsaget af en hilsen fra Inger

Bek- samt at de nu er GADEBØRN.

 

Dermed narrede hun os til at tro på hendes historie om, at børnene var blevet til Gadebørn.

 

20.2.92. Børnene træffes på rektor Beks skolegaard. Tilsyneladende efter aftale mellem rektor Bek og Kanal 2, der også ringer til os- og da vi vil køre dem derfra , springer de ud af bilen på nærmeste hjørne. Jeg mener at kunne se rektor Bek i en af skolens vinduer, men hun kom ikke ned.

Med socialudvalgsformanden var også adviseret, for hun kommenterede udsendelsen.

 

??????Det var samme dag, som kommunens advokat Kirsten Reimers Lund politianmeldte os på Avegne@ af den biologiske mor efter lovens strenge paragraf, at vi formente hende at udføre hendes forældremyndighed.- Moderen skreg og råbte, at det har hun ALDRIG gjort- hun har aldrig anmeldt os.- se vedlagte bilag.

 

Og når den biologiske mor, på hvis vegne retssagen var anlagt kom til retsmøderne, havde kommunen direkte folk til med magt at forhindre hende i at komme indenfor i retslokalet- se kanal 2. videooptagelse.

 

- men politiet blæste på den biologiske mors udsagn og førte sagen mod os, uafhængig af sandheden.

 

 

 

19.3.1992: Socialudvalgsformanden sagde den 19 marts i den radiotale hun holdt i Frederiksberg radio- dagen efter vor fængsling,- at kommunen havde

 

 

3.At børnene begge to den 2.4.1992 sagde, at rektor Bek besøgte dem i week-enderne i Slangerup.

 

 

4. Nøjagtigt det samme har hun sagt til flere af vore gæster, mennesker den 27.2.1992, da hun uanmeldt mødte op i vor lejlighed med nogle bøger til EG- Niels Bohr og Nørretyranders Mærk Verden som gave. Da sagde hun, at hun netop havde besøgt børnene hos sine venner i Slangerup. Det var venner, hun havde haft i 40 år, og som hun stod i taknemmelighedsgæld til. Nu skulle hun til Strassbourg og ville fremføre børnenes sag der, og at hun forhandlede med borgmesteren om de eftersøgte børn, for det var altid hende, der skulle fremvise sin skole, når der kom udenlandske gæster til Frederiksberg, så nu var det hans tur til at hjælpe hende.

 

 

 

28.2.1992 Den følgende dag blev Gederapporten produceret og vort hjem rakket ned på det groveste. Naturligvis henvendte jeg mig til rektor Bek, der havde været i mit hjem om aftenen dagen forinden og set de smukke malerier, af Scherfig, og Heerup, .... og ægte tæpper på alle gulve, Jeg bad hende om hjælp, men hun Aville ikke blande sig@

Blande sig ville derimod Mogens Camre.

 

 

 

 

18.2.1992 hvordan det kunne være, at hun skrev i avisen, at børnene nu var "Gadebørn" og de havde fået undervisningsmateriel fra hendes skole.

 

BT den 18.2.1992.

 

 

2.3.1992. De politieftersøgte børn slår Katten af Tønden på Inger Beks skole, fortalt i retten af en overlærer På Beks skole.

 

3.3.1998 Det andet ulovlige retsmøde i vor sag, uden forsvarer og uden offer.-  hvor der afsagdes kendelse om at en voksen datters lejlighed helt grundløst matte udsættes for razzia. 

 

5.3.1992 kl.10 deltog Inger Bek, sammen med borgmesteren og socialdirektør Bjarne Busk i et timelangt møde på borgmester John Winthers kontor om de politieftersøgte børn, hvor Bek oplyser, at de har været hos hende. Hvem deltog mere i dette møde?

og socialdirektøren ringer til hende om eftermiddagen og en time senere politianmelder han hende.

 

Da sagsakterne angiveligt er forsvundet eller makuleret på Frederiksberg kommune også vedr. dette vigtige møde, bedes rektor Bek referere mødeindholdet.

 

 

6.3.1992 Og rektor Bek skal oplyse retten om det politibesøg, hun havde om eftermiddagen på skolen den 6.3.1992, hvor jeg ville købe en teeshirt til min datter på kontoret, hvor hun sprang forbi mig og hvæste, AForsvind, her kommer både politit og kommunen om lidt@- Hvorefter jeg gik. (Min datter Ditte gik i 2. klasse på skolen).

 

Såvidt jeg kan regne ud, drejede det sig om Bjarne Busks politianmeldelse af hende dagen forinden.

 

Rektor Bek, kan give et mødereferat og oplyse retten om, hvad der skete denne eftermiddag på hendes kontor vedr. de politieftersøgte børn.

 

I Frederiksberg ret fortalte Inger Bek at hun samme eftermiddag havde en telefonsamtale med borgmesteren. Referat af denne samtale ønskes.-

 

Og rektor Bek kan give et mødereferat vedr. mødet samme eftermiddag på Borgmesterens kontor sammen med socialdirektøren og borgmesteren. I Frederiksberg ret fortalte hun kun, at borgmesteren havde indkaldt til møde, som resulterede i, at Bjarne Busks politianmeldelse mod hende blev trukket tilbage- for HUN ville jo kun hjælpe børnene, og det var grunden til at de kom hos hende.

Det kunne dommer Hviid godt forstå.

 

Inger Bek bliver ikke spurgt nærmere om mødeindholdet, så der ønskes et uddybende referat- for kommunens mødereferat er forsvundet.

 

9.3-15.3 er rektor Bek i Strassbourg ifølge egen opgivelse for at tale børnenes sag.

Hun kan oplyse retten om, hvad der skete i Strassbourg.

 

19.3.1992 Og oplyse retten om hvorfor, der på hendes skrivebord  den 19.3.1992 om morgenen dagen efter, at vi var blevet fængslet,  lå en stor lap papir på hendes skrivebord på skolen på hvilken der stod, at hun skulle kontakte Anders Jensen på Frederiksberg kommune.

(jvf. Politiafhøringen af hende)

 

Og oplyse retten om, hvad den efterfølgende telefonsamtale samme dag den 19.3.92 med denne vicecocialdirektør på Frederiksberg kommune,, Anders Jensen gik ud på.

 

Og oplyse retten om, hvad der skete på mødet mellem hende og vicesocialdirektøren, Anders Jensen på mødet på Frederiksberg kommune den 20.3.1992.

 

I Mette Haugaards papirer, som er udleveret mig af hende, står et notat vedr. dette møde, skrevet af vicesocialdirektør Anders Jensen den 20.3.1992:

A Der kan gives tilsagn om, at børnene ikke bliver overført til politiet, hvis de udleveres til direktoratets medarbejder@ A Der kan ikke gives tilsagn om opgivelse af straffesagen mod Graungaard-familien@

 

Inger Bek fortalte desuden på dette møde om børnene.

 

Inger Beks forklaring til politirapporten om dette mødes indhold er anderledes. End det hun fortalte i retten.

 

Dette bedes forklaret og uddybet for dommerne.

 

 

Hun skal oplyse retten om,hvad der skete på mødet på Frederiksberg kommune fredag den  27.3.1992 kl 14.30, der startede to timer før Østre Landsret underkendte Frederiksbergrettens fortsatte fristforlængelsesdom fra dagen i forvejen og løslod os.

 

 

Ekstr.11, bilag 20 og 47, side 42 og 43 og 110 - 121.

 

 

 

 

 

 

 

9. Overlærer Lise Kjær-Rasmussen, Stationsvej 36, 2791 Dragør.

--------------------------------------------------------------------------------

Hun kan bl. a. bevidne, at hun så børnene gå ind på rektor Beks kontor, mens disse var politiefterlyste.

Ekstr 11.

 

Chefpsykolog Gunnar Kjær-Rasmussen.

berufverbot.

--------------------------

 

 

hr. og fru Gyllinge.

 

 

10. Fru Grete Schack Nielsen. Sankt Nikolajvej 15.3. tv, 1953 Frederiksberg C.

-------------------------------------------------------------

 

Hun skal oplyse i retten, hvem der stod bag hendes ménéd og med hvor mange på Frederiksberg kommune sagen drøftedes, og hvorfor hun kontaktede  pressen- Eleva-2-ren, Kanal-2 og alle de mennesker, der havde støtteartikler i avisen og bagvaskede os, allerede FØR hun    den 11.3.1992 "så" os sammen med det yngste af de forsvundne børn en mørk og regnfuld aften.

 

Udelukkende på hendes bevidst falske vidnesbyrd blev vi fængslede.

 

Hun sagde i retten, at hun var 100 procent sikker på, at det var den lille pige, hun den 11.3.1992 havde set lægerne sammen med og udelukkende på dette falske vidneudsagn kom disse i isolationsfængsel Skal oplyse, hvem der stod bag hendes ménéd og med hvor mange på Frederiksberg kommune sagen drøftedes, og

hvorfor hun kontaktede  pressen- Eleva-2-ren, Kanal-2 og alle de mennesker, der havde støtteartikler i avisen og bagvaskede os, allerede FØR hun    den 11.3.1992 "så" os sammen med det yngste af de forsvundne børn en mørk og regnfuld aften, hvor ingen af familien var til i nærheden af hendes bopæl.

Ekstr.11, bilag 36 og 37 side 80,81,82.og 83.

 

 

11. Taxachauffør i Øbro-bilen Poul Weibel Larsen- vidne i retten i 1994.

------------------------------------------------------------

 

Han optrådte med 4 forskellige forklaringer i politirapport og i retten i 1994.

og i bedste James Bond stil fik han børnene over i sin bil fra Slangerupparrets bil i Slagslundeskoven og kørte disse til skolegården, hvor de ventedes af kommune og rektor Inger bek. Han kan fortælle om sin kørsel og om, at vejen han kørte på, var garanteret politifri, - Det med at vejen var garanteret politifri gentog WB i retten på Frederiksberg. samt  hvem, der betalte ham, da han kom efter aftale til skolegården om lørdagen til aftalt tid og aftalt sted- legestativet.

 

Han skal 0gså i Landsretten fortælle, hvem der havde konstrueret falsummet af en kvittering fra Roskilde til skolegården, og hvem, der havde fundet på den lange og detaljerede historie, lige fra alle detaljer på holdepladsen på Roskilde banegård og alle de  konstruerede løgnehistorier, han  fortalt på skolegården og til politiet for at retten kan få et billede af den fantasi og udspekulerethed, Niels Lykke Nielsen og Whita Sjøsten er i besiddelse af- I Byretten sagde han til sidst,på spørgsmålet om, hvem, der havde konstrueret historien; " Det har Whita og Niels"

 

Og han skal uddybe Whita Sjøstands påstand om, at turen med børnene fra Slangerup til Slagslundeskoven og derfra til skolegården havde frit lejde på den måde, at politiet havde lovet at holde sig væk fra strækningen.

 

 

Ekstr.111 bilag 36 og 37, side 81,82 og 83.

 

 

 

12. Lægesekretær Helge Røpke, Kilholmvej 12 st., 2720 Vanløse. .............................................

 

Han blev dømt fordi han på Mulles bøn i sin middagspause kørte børnene til Slangerup den 3.2.92- og fortalte i Slangerup, at børnene skulle til børnehjemmet kl 16, samt bevidne, at vi intet som helst kendskab havde til, at han var kørt i sin middagsfritid, samt, at han naturlkigvis kørte i egen bil, og at Whita Sjøsten havde ringet til konsultationen og forlangt at tale med den ældste pige og fået en aftale med hende, og fortælle, hvad børnene sagde til ham og i Slangerup, samt fortælle, at han fortalte i Slangerup, at børnene fire timer senere skulle være på børnehjemmet på Frederiksberg.

 

 

Børnene blev først politiefterlyste den 7.2.92. ved en privat middag, hvor socialudvalgsformanden Birgit Fogh- Andersen havde politimesteren til bords, ifølge båndet og fremlagt telefonsamtale med denne socialudvalgsformand, der er fremlagt i retten..

 

 

13. Socialudvalgsformmand Birgit-Fogh-Andersen.

-------------------------------------------------------------

 

Hun skal først og fremmeest kommentere de fremlagte båndoptagelser om:

 

1)hvorfor hun ikke VILLE vide, hvor børnene blev skjult, og hvorfor hun nægtede atbtage med EG ud til skjulestedet og overtale børnene til at tage med tilnbage til det af kommunen bestemte sted til disse.

 

2) oplyse retten om, hvor referaterne af disse samtaler vedr. de politieftersøgte børn er henne.

 

3) Hun oplyser på et af båndene, at det er hende selv, der har politianmeldt sagen, det skete ved en privat middag, hvor hun havde politimesteren til bords. Hvor er referatet af denne anmldelse blevet af..

 

4) Hvad ved hun om Bjarne Busks anmeldelse af rektor Inger Bek

 

5) Hvad ved hun om årsagen til at denne politianmeldelse blev trukket tilbage-

 

6) Og hvor er referaterne?

 

 

7) I interwiew=et sagde hun noget meget interessant:

AVi er i øjeblikket ved at etablere et samarbejde med børnenes skole og håber, at det lykkes@

 

Denne udtalelse bedes uddybet i retten.

8) Og det er ønskeligt, at hun uddyber hendes påbegyndte sætning:

AOg jeg håber, at vi i samarbejde med skolen kan....@

 

9) Og oplyser retten om hendes samarbejde med rektor Inger Bek

og deres fælles plan vedr. børnene

 

 

9) Og oplyser retten om, hvordan kan det være at hun i denne radiotale sagde, at politiet havde dommerkendelse med, da de brød ind hos os og fængslede os og lagde sekretær og vor datter Rie i håndjern sammen og bragte disse til politistationen.

Og derefter ransagede hele lægevillaen.

 

           Politiet havde IKKE dommerkendelse.

 

9) Og en hel del andet direkte forkert- bl. a. At lægerne ikke havde ladet sig afhøre og det var derfor politiet kom og anholdt os den18.3.1992.

       

           Vi mødte begge to op i retten til afhøring i 3 timer den 26.2.92.

 

.

10. Oplyse retten om, hvor  referaterne og notaterne af 13 telefonsamtaler med EG om børnene fra den 4.2.92 er blevet af.

 

Og fortælle, hvor notatet om hendes radioudsendelse den 19.3.1992 om børnene er blevet af,

 

og om samarbejdet med rektor Bek om børnene, samt om den plan, kommunen havde, som hun fortalte borgerne den havde  med børnenes skole.- Båndoptagelse af hendes radiotale den 19.3.1992, samt båndafskrift er fremlagt.

 

Og fortælle om hendes politianmeldelse  af 7.2.92, som hun på båndet og fremlagt telefonsamtale har hævdet at have indgivet til sin bordherre- politimesteren ved en privat middag denne aften- hun må vide, hvor notatet er blevet af.- på båndet sagde hun, at hun bad sin bordherre-politimesteren- om at tage forsigtigt på "hendes børn", når han fandt disse.

 

Og hun ved også en masse om de gensidige samtaler mellem hende og ménédersken vedr. datoen den 11.3..1992, som denne fru Grete Schack Nielsen fortalte om i retten.

 

Og hun kan fortælle om møderne- samt om hendes udtalelser som vidne i retten i 1994, hvor hun sagde. : "Jeg havde nok på fornemmelsen, at Inger Bek vidste mere om, hvor børnene var, end hun sagde til mig."

 

 

18.3.1992 referat af samtalen, som Rektor Bek omtaler i politiafhøring.

 

19.3.92 holdt hun en radiotale til befolkningen, hvor hun kom med en masse usande påstande.- bl. a. at politiet naturligvis havde en dommerkendelse med. og hun afslørede, at hun og skolen havde en bestemt plan- som hun skal forklare   lidt mere om.-----------------------------------------------------Og oplyse retten om, hvorfor hun ikke ville vide, hvor børnene var den første dag, jeg havde været på sygebesøg, da jeg tilbød at køre til Slangerup sammen med hende for uden større dramatil og politiaktioner at få børnene anbragt på det børnehjem, kommunen nu havde magt til at ønske.

 

Og oplyse retten om, hun ikke er den øverst ansvarlige i børnesager på Frederiksberg

 

Samt om, hvad årsagen har været til, at hun den 13.februar 1992 sagde: AEva Eva de spørger allesammen henne på kontoret om jeg har talt med dig. Men jeg sgde Nej, Jeg sagde Nej, det gjorde jeg Eva.@- Efter t jeg op til flere gange dagligt havde talt med hende. Først for at få hende med ud og overtale børnene til at tage med tilbage til det børnehjem, hun nu havde bestemt- og senere efter den 7.2.92 for at udtrykke min bekyming- En bekymring, som hun ikke delte.

 

Om dette var udtryk for hendes almindlige forløjethed, eller et træk i et aftalt spil i et komplot.

 

 

 

14.Socialdirektør Bjarne Busk, Frederiksberg kommune.

-------------------------------------------------------------

Han skal oplyse retten om, hvad der skete på møderne, han ifølge Inger Bek har deltaget i.

 

Og hvad der stod stod i den politianmeldelse, han den 5. marts indgav til politiet mod rektor Bek for at have kendskab til børnenes opholdssted på et tidspunkt, hvor de var politieftersøgt. Og have haft besøg af disse.

 

Politianmeldelsen, som skal findes, savnes.

 

Og han skal fortælle om årsagen til dennes tilbagetrækning-

 

 

samt, hvad de skete, på borgmesterkontoret

 

og om borgmesterens seaktion på hans politianmeldelse

 

og om, hvordan politianmeldelsen blev stoppet- om tilbagetrækningen skete  skriftligt eller mundtligt, osv.

 

også han har journalpligt.

 

 

 

15. Borgmester John Winther, Frederiksberg kommune.

-------------------------------------------------------------

Han skal oplyse retten om, hvad der skete på mødet den 5 marts kl 10 og oplyse retten om, hvem der deltog i dette møde.

 

Og hvm, der deltog i møderne, han deltog i vedr. anbringelsen af børnene i et midlertidigt plejehjem og om samtalerne og møderne med Inger Bek og om, hvorfor han foranledigede politianmldelsen tilbagekaldt.

 

Og på mødet den 6.3.1992, og hvem der deltog.

( Det var Inger Bek)- men hvem flere.

 

 

ne med  Inger Bek m. fl., og hvorfor han stoppede politianmeldelsen, som var indgivet af socialdirektør Bjarne Busk.

 

Samt fortælle om telefonsamtalen med Arne Melchior m. m.

På pressemødet, som han og Jytte Andersen holdt på hans kontor i Folketinget.

 

 

Vedlagt presseindkaldelsen af Arne Melchior og Jytte Andersen..

 

Og hvorfor  han- og kommunen skulle  betale for gedesagen mod en ....

pressemødet på Arne Melchiors kontor den 25.3.1992 --- find poressemødet frem

hvorfor løj du, når du vitterligt samme dag havde haft møde om disse børn ifølge---

 

 

16. Ekspeditionssekretær Gunhild Gundorph, Frederiksberg kommune. .

--------------------------------------------------------

Dengang  overassistent- derefter fuldmægtig, nu ekspeditionssekretær,  der var sagsbehandler på sagen, da børnene var "væk" og som førte de nummererede journalark

 

Hun skal belyse, hvad der er sket med de af hende selv skrevne og nummererede sagsakter i tidsrummet fra den 3.2.98 til den 27.3.92.

Disse nummererede sagsakter er udleveret til og med den 2.2.1992 og igen fra og med den 28.3.1992.

 

I den mellemliggende tid har dr været en hektisk aktivitet. Moderen er blevet skjult på et dyrt hotel, fordi hun ikke måtte tale med os.og har fået at vide, at vor søn ville dræbe hende osv af sagsbehandleren GG.

Det er ej heller lykkedes for den biologiske mor, at få udleveret sagsakterne i ovennævnte tidsrum.

Hun små vide, hvor disse ark er henne, og må kunne fortælle retten, hvordan er disse forsvundet, og hvad stod i disse.

Hvad blev der af disse journaler?

 

 

17. Fuldmægtig Dorte Hendriksen, Frederiksberg kommune.

---------------------------------------------------------

- dengang kun overassistent.

 

Hun skal forklare, hvorfor der skulle afgives en erklæring med et så bagvaskende indhold om en levende ged, der stod og havde afføring i et behandlingsrum, hvor der var lagt tre patienter på lejet

Hvordan hun kunne nå frem til en så vanvittig og bagvaskende rapport?

 

Hun skal fortælle om den helt igennem løgnagtige Gederapport, hvor ikke  engang det rigtige hus er beskrevet- Se Mogens Camres rapport.

 

Hvordan hun kan komme til at Beskrive et hus, der var tegnet på vor grund og fandtes i kommunen, men som aldrig blev bygget, fordi vi købte grunden og tegningen og lod en anden arkitekt tegne et helt anderledes og meget større hus.

.

GEDEHISTORIEN MED TILBAGETRÆKNINGEN VEDLAGT.

 

- og oplyse, hvad årsagen var til, at hun avancerede fra overassistent yil fuldmægtig på Frederiksberg kommunes familieafdeling. Det ville have været mere naturligt, om hun øjeblikkeligt var blevet afskediget, efter at hun havde indrømmet, at hun havde opfundet geden og bagvaskelsen selv, hvis hensigt var den helt klare foruden at bagvaske os, så også at fratage os vor bestalling som praktiserende læger.

 

og afsløre, hvem i komplottet, der stod bag hendes opfindelse af en levende ged i et konsultationsværelse, hvor der var tre patienter lagt på lejet. Hun kendte jo ikke os, og kunne derfor ikke have haft noget imod os.

 

Fortælle, hvad en sagsbehandler fra Frederiksberg har at gøre i en lægekonsultation i Rødovre.

 

Og fortælle, hvorfor man forsøgte at skaffe vidner på geden- og skaffede en sådan- den upålidelige Erik Havgaard, som jeg har indklaget for svindel på kommunen.

 

 

18. Sagsbehandler  SSB-konsulent- nu forflyttet Lasse Gårdsøe, Frederiksberg kommune.

--------------------------------------------------------------

han har været sagsbehandler på sagen efter Gunhild Gundorph og må vide noget om, hvor de nummererede sagsakter er blevet af fra den tid, samt om, hvad grunden var til at han stod på rektor Beks skolegård hin lørdag den 28.3.92 kl 11, hvor landsretten sent om eftermiddagen den foregående dag havde underkendt Frederiksberg rets fortsatte isolationsfængsling af os, og hvor der ligeledes sent den foregående netop dag var givet plejetilladelse til rektor Inger Beks lærerpar  på hendes skole.

 

 

 

19. Vicesocialdirektør Anders Jensen.

--------------------------------------

Må forklare, hvorfor der den 19.3.1992 - dagen efter vor fængsling ligger der en stor seddel på rektor Beks kontor, at hun skal ringe til Anders Jensen på Frederiksberg kommune vedr. børnene.

 

Og give mødereferat om møderne han har deltaget i på kommunen i børnenes sag, der på kommunen benævnes som "Graungaard-sagen"

 

For eksempel fortælle om  mødet den 27.3.kl 14.30 om børnene på kommunen sammen med rektor Inger Bek.

Referater ønskes.

 

Skal gøre rede for sit notat af 13.3.1992

hvor han efter aftale med socialudvalgsformanden kontaktede ménédersken og aftalte med hende, at hun skulle stoppe TV-udsendelsen, der var igang om de to piger, og han gav ménédersken oplysningen, at det var Susanne Bjerrehus, der stod for historien, og Henriette Marienlund, der var researcher.

 

Hun fik den stoppet og jeg fik at vide, at der er kommet så meget frem om os, bl.a. at vi havde en ged i et konsultationsværelse, der stod og grisede, så børn kunne vi ikke have.

 

Hvad der skete i de møder, denne vicesocialdirektør deltog i med henblik på de forsvundne børn. De drejer sig om møderne på kommunen for eksempel den 20.3.92  og 23.3.92, hvor han deltog i møderpå kommunen om de forsvundne børn med rektor Inger Bek.

 

 

 

Den 22-23. marts ringer A.Gyllinge til Inger Bek

og fortæller, at hun godt kan være midlertidig plejeforældre for børnene., hvilket bedes meddelt socialforvaltningen.

 

23.3.1992 mødes Inger Bek og vicesocialdirektør Anders Jensen på Frederiksberg Kommune. Nu skulle hendes læreægtepar godkendes

 

25.3.1992 er der et nyt møde på kommunen om børnene.

 

26.3.kommer Københavns kommune på besøg hos familien Gyllinge- nu går det stærkt.

 

Både onsdagen den 25.3.92 og torsdag den 26.3.1992 taler Inger Bek og den store pige sammen.

 

 

 

 

Og endeligt mødet på Frederiksberg rådhus fredag 

den 27.3.1992 kl 14.30

mellem socialdirektør Bjarne Busk, vicesocialdirektør Anders jensen, rektor Inger Bek, Johannesskolens advokat, advokat K. Parsberg,, Hans Henrik Plange.

Nu skal der igen tales med børnene. Og det besluttedes, at børnene skulle tage en taxa til skolen.

 

Samt at den store piges konfirmation skal afholdes med en fest på skolen

 

Bente Nielsen har afhørt Inger Bek hos adv. Nehmets i Bredgade

 

 

 

20. Vicekontorchef Bill Jahnsen, Frederiksberg kommune.

--------------------------------------------------------------

Han spillede en central rolle under hele  sagen, og han sad ved hvert eneste af de mange lukkede retsmøder og skrev meget flittigt og ivrigt notater. og kunne gå direkte til møderne på kommunen og referere, hvad der skete i retssalen.

 

Der ønskes referater fra hvert  eneste retsmøde.

 

den 28.2,- 5.3.-18.3-, 19.3,- 20.3,

 

Han var således  kommunens observant og referator ved alle de lukkede retsmøder, hvor han skrev referat meget flittigt.- Hvor er alle disse referaterne blevet af.- Og hvad stod der i disse.

 

 

21. Afdelingschef Hans Henrik Plange

------------------------------------------------

-27.3.92 kl 14.30 referat af mødet.

.- deltog i mødet , hvad skete der på mødet- hvor er referatet.

 

 

22 og 23. Lærerparret ved Johannesskolen John og Gyllinge

--------------------------------------------------------------

Disse fik under vor isolationsfængsling midlertid plejetilladelse til de forsvundne børn

 Hvem fik disse overtalt til at få plejetilladelse til to børn, de ikke havde plads ti,l og som skulle bo på,samme værelse som et af deres egne børn- altså tre børn på samme værelse,- Og hvorfor kun midlertidigt i 14 dage.

Hvilke pressionsmidler fra rektor    Inger Bek blev evt. brugt.

Hvilke løfter blev der givet disse for deres hjælp til deres rektor.- på skolegården hævdede de, at der var lovet dem frihed for nogensinde at skulle møde i retten i denne sag. Og på selve skolegården lovede politiet, at de skulle få fred for politiet et stykke tid, selv om politieftersøgningen stadigt stod ved magt..

 

Var det ikke underligt, at københavns kommune kom ud i deres hjem torsdag eftermiddag den 26.3.92- og plejetilladelsen allerede forelå den følgende dag, fredag eftermiddag den 27.3..92, og de blev tilsagt til at møde sammen med rektor Inger Bek og vicekontorchef Søren Gøthler ved legestativet dagen efter, lørdag kl 11 den 28.3.92 for at modtage de forsvundne børn.Parret har været i retten i 1994, men ovenstående spørgsmål blev ikke besvaret. Deres forklaring under vidneansvar ønskes.

 

24. Viceskoleinspektør Leif Iversen, Johannesskolen.

--------------------------------------------------------------

Rektor Beks observant i retsmødet den 25.3.92. Som viceskole

 

 

25 Adv. Parsberg,-  advokat for Johannesskolen- Esplanaden 6,

 

 

Skal oplyse retten om baggrunden for, at han skulle overvære

det totalt lukkede retsmøde den

 

 

 

Og Og baggrunden for, at han deltog i mødet den 27.3.1992 kl 14.30 sammen med en række højtstående embedsmænd på Frederiksberg Rådhus.

 

Referatt vedr. dette møde, er endnu ikke udleveret.

 

Hvad var formålet og indholdet af mødet.

Han deltog i mødet på kommunen sammen med en række højtstående embedsmænd den 27.3.1992 kl. 14.30, mens vi endnu sad i isolation.- Referaterne fra kommunen er ikke endnu udleveret på trods af lovbefæstet pligt dertil, men denne advokat må kunne forklare, hvad der sket ved dette lange møde om børnene og om os og  må kunne referere indholdet og aftalerne, der blev indgået ved dette møde på kommunekontoret. Og har haft et honorar for sin deltagelse.

 

kan belyse årsagen til at han skulle være observant ved lukket retsmøde, hvor en overlærer forklarede, at de

 

13. Adv. Parsberg,-  advokat for Johannesskolen- Esplanaden 6,

 

 

Han deltog i mødet på kommunen sammen med en række højtstående

embedsmænd den 27.3.1992 kl. 14.30, mens vi endnu sad i isolation.- Referaterne fra kommunen er ikke endnu udleveret på trods af lovbefæstet pligt dertil, men denne advokat må kunne forklare, hvad der skete   ved dette lange møde om børnene og om os og  må kunne referere indholdet og aftalerne, der blev indgået ved dette møde på kommunekontoret. Og har haft et honorar for sin deltagelse.

 

 

 

26. Vicekontorchef Søren Gøthler

-----------------------------------------

Denne vicekontorchef var tilsyneladende såkaldt   "Tilfældigvis Fungerende" sagsbehandler, den dag lørdag formiddag, børnene kom til veje- Og han stod parat til at modtage disse sammen med Inger Bek og lærerparret lørdag den 28 marts 1992 på Inger Beks skolegård- ved lejestativet -som aftalt den foregående dag, mens vi endnu sad i isolation. Han har skrevet et referat  af hændelsesforløbet men dette referat efterlader en del spørgsmål og stemmer ikke med de faktuelle forhold.

 

 

27. Socialformidler Jens Revall Jensen.

------------------------------------------------

Han har fortalt advokat Peter Hjørne, at en "masse papirer var forsvundet fra den tid børnene var "forsvundet". Under vidneansvar ønskes hans viden om dette forhold.

Der kan fremlægges bånd og båndafskrift af denne samtale.

 

28. overassistent Eigil Jensen,

----------------------------------

Denne embedsmand er ifølge socialformidler Jens Revall Jensen den mand, der på Frederiksberg Kommune står for udleveringen" ud af huset" af de hel specielle sager- og som siger , at en masse af akterne fra dengang er forsvundet.

 

Han må have hørt om disse akter, der konstant siden 1992 er begæret udleveret af ialt 7 advokater, af den biologiske mor, af os og flere andre med fuldmagt fra den biologiske mor.  

Denne overassistent skal under vidneansvar fortælle, hvor akterne findes, og hvis de ikke findes fortæll,e hvornår disse akter er forsvundet og hvordan dette er sket- samt også om, hvad han ved om indholdet af akterne.

 

Og også fortælle, hvorfor han skal stå for udlevering ud af huse af begærede akter, og om hvad "helt specielle sagsakter" sagsakter er for noget- Sådanne skal  jo også altid udleveres på begæring ifølge dansk lov.

 

 

29. Sagsbehandler Lasse Gårdsøe, Frederiksberg kommune.

---------------------------------------------------------------------------

Denne mand har også været sagsbehandler på sagen og har skrevet sagsakter, og må vide, hvad der stod i akterne og må have undret sig svare over situationen, såfremt hans sagsaktmappe med fortløbende nummererede ark pludseligt ikke er der mere.

 

 

30. Stud med Emil Graungaard Somogyi.

----------------------------------------------------

Emil kan oplyse retten om, hvordan han blev truet af Frederiksbergdommeren med fængselsstraf, da han vidnede i retten og sagde, at ingen af hans forældre kunne have været på Frederiksberg    den 11.3.1992, som var sandheden,  mens Grete Schack Nielsen, der bevidst kom med en oplagt bevidst løgn, slet ikke blev formanet- selv om hun sagde. " Jeg er 100 procwent sikker på både datoen og på, at det var den forsvundne Lisbeth lægerne havde med sig den 11.3.92. Chaufføren var vores koreansk udseende søn Martin, der nu er ergoterapeut- og som var i Miami på det tidspunkt.

 

 

 

31. Grete Schack Nielsen, Sankt Nikolajvej 15. 3.tv. 1953 Frederiksberg C.

 

 

Hun skal i Landsretten oplyse, hvorfor hun i Frederiksberg ret fortalte historien om, at hun havde set os den 11.3.1992 sammen med den yngste yngste efterlyste pige. Og da dommeren sagde til hende, at hun kun kunne sætte os i isolation, hvis hun er 100 % sikker- hvorfor hun sagde, at hun var 100 % sikker- og vi kom i fængsel. Hvem der stod bag hendes ménéd i Frederiksberg- og oplyse retten om, hvor mange hun talte med på Frederiksberg rådhus om hendes Asyn@ og om, hvor tætte relationer hun har til socialudalgsformanden.

 

I 1994 er det i samme ret af slangerupfolkene oplyst at hun løj lodret i retten, da disse forklarede, at begge piger var indendørs i dagene op til den 11.3.1992 , den 11.3.1992 g i dagene derefter.

 

Allerede før hun havde dette Asyn@, har hun ringet alle mulige steder hen og bagvasket os, selv om vi ikke kender hende og aldrig har talt med hende.

 

Således har hun ringet til alle de personer, der har haft støtteartikler og læserbreve i pressen til fordel for os, og til en af vore patienter, Grete Ammentorp Klink, som har taet hende på bånd og givet mig vedlagte referat. Hun har ringet til de lokale aviser og til journalist Lars Bøgh Winther på Kanal 2, og forsøgt at få stoppet Kanal 2, med at fortælle, at hun har beviser på, at vi skjuler børnene for myndighederne, at vi har en ged i konsultationen, vilket ikke lykkedes for hende. På Kanal 2, optog man hende på bånd og sendte mig båndafskrift.

 

Og i et notat, jeg ad anden vej har fået, skriver vicesocialdirektør Anders Jensen, at socialudvalgsformanden rådmand Birgit Fogh-Andersen har bedt ham ringe til Grete Schack Nielsen, hvilket han gjorde. Og Grethe Schack Nielsen fortalte denne vicesocialdirektør, at AElevatoren@ ville tage sagen om de to børn op den 13 marts i TV, og hun ville kontakte elevatoren med oplysninger om mig. Og vicesocialdirektøren Anders Jensen kunne så til gengæld fortælle hende, at det var Susanne Bjerrehus, der stod for historien med Henriette Marienlund som researcher.

 

I båndet samtale med TV-kanal den 12 3. 1992 fremkommer ménédersken ikke alene med en række løgne, Hun selv er journalist, vi har 17 børn, jeg skjuler børnene for myndighederne, jeg er gået under jorden, osv osv, en række bagvaskende historier, samt en række diskriminerende udtalelser. Hun kalder således min søn Martin, der efter hendes usandhed, skulle have været chauffør d.11.3.92, da hun Akom fra sin garage og så os komme sammen med den yngste af de fremmede piger- selv om denne pige var skjult i Slangerup- og selv om Martin var i Miami på det tidspunkt. Vor søn Martin kaldte hun A sådan en skævøjet japaner@.

 

Det mest interessante ved denne båndede samtale er,

At Ménédersken den 12.3.1992 bruger i samtalen med denne TV mand nøjagtigt de samme usandheder - endda med verbal overensstemmelse som den ligeså uvederhæftige socialudvalgsformand den 12.3.1992 bruger i lokalradioen den 19.3.1992.

 

Hun afslører da også, at hun både har talt med socialudvalgsformanden og med vicesocialdirektøren om sagen.

 

Og ved, at: AHan (vicesocialdirektøren) er meget, meget interesseret i, at få sagen afsluttet og få børnene anbragt under fredelige venlige forhold@

 

Og hun siger nøjagtigt det samme som socialudvalgsformanden den 19.3.1992: Og 

 

 

Grete Schack Nielsen kontaktede AElevatoren@, og udsendelsen blev aflyst med ordene over for mig:

 

A Der er kommet så meget nyt i sagen om dig og din måde at arbejde på, og om geden der står og griser i  lægekonsultationen, og der siges med sikkerhed, at det er dig, der skjuler børnene for myndighederne, så vi beklager@

 

Der er mere, der tyder på, at Grete Schack Nielsen var direkte med i komplottet mos os, end at hun blot opfandt sine historier af ondskab eller for selv at blive centrum.

 

Det er derfor vigtigt for denne sags opklaring, at hun kommer i retten og forklarer, hvem, der stod bag.

 

-I lighed med Poul Weibel Larsen fra Øbro-bilen, der i retten direkte afslørede, da han blev spurgt om, hvem der havde opfundet hans lange histore sagde: Det har Whita og Niels@- se retsbogsudskriftet.

 

Dommeren i Frederiksberg ret udlod i retsbogsudskriftet at notere, at Grete Schack Nielsen sagde, hun sad i samme vælgerforening som socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen og var oldermand i denne vælgerforening.

 

Ved det følgende retsmøde tvang vor advokat dommeren til at tilføje dette i det følgende retsbogsudskrift. Se disse.

 

Også lokal radioerne på Frederiksberg har hun kontaktet og sagt, at der ikke er en eneste journalist i Danmark, der vil røre vor sag med en ildtang- osv, se samtalen, der er båndet.

 

 

Alt i dette vidnes forklaring var opdigtet løgn, selvom dommer Sylvest-Nielsen kaldte hendes vidnesbyrd præcist og troværdigt.

 

At det var min søn, som hun kaldte asiatisk af udseende med skæve øjne, der kørte bilen er usand- Min søn Martin, der er født i sydkorea og er ergoterapeut, var i Miami den 11.1992.

 

De to fremmede dengang politieftersøgte børn, har altid i de ca. 2 år, de var hos os, konstant boet sammen med os i vor 6 værelseslejlighed på Godthåbsvej 32 A. De har ALDRIG boet på Sct. Nicolajvej 15. Og de har aldrig før den 2.4.1992 været i lejligheden på Sct. Nikolajvej. Den 15.2.1992 flyttede vor søn læge Ben Kristian ind på Godthåbsvej og flyttede vort indbo til hhv Sct Nikolajvej og til Voldumvej.

 

Ménédersken har således hverken set eller talt med de to fremmede piger, som hun så frækt hævdede både over for politiet og i retten.

 

Lejligheden på Sct: Nikolajvej var mindre end lejligheden på Godthåbsvej.

 

Udelukkende på hendes oldermanden i den konservative vælgerforening Grete Schack Nielsens bevidst falske udsagn opdigtedee historie i retten blev vi fængslede.

 

Og der skete denne oldermand ikke noget, da der i retten to år senere blev afsløret, at hele hendes historie var usand.

 

Da jeg ønskede at konfronteres med denne Ménederske i retten, nægtedes min advokat at føre hende under mit påhør, og jeg blev aldrig konfronteret med hendes løgne, udover den, at hun var 100% sikker på at have set mig og min mand med den lille fremmede pige.

 

 

Vi ønsker alle de båndede samtaler med den upålidelige socialudvalgsformand afspillet i retten

for at belyse vor uskyld.

 

 

Såfremt Landsretten ikke kan anerkende min begærede vidneliste i sin helhed, begæres kendelse for hvert enkelt vidne, som Landsretten ikke vil anerkende, da jeg ønsker dette prøvet ved Højesteret.

 

 

Desuden anmoder jeg retten om at træffe beslutning om, at pålægge Frederiksberg rådhus skal afgive til brug for rettens behandling af sagen samtlige akter vedrørende politieftersøgte børn - uanset hvilken del af kommunen , det drejer sig om- i tidsrummet fra den 4.2.1992 til og med den 27.2.1992.

Dommerne må være

 

 

 

 

 

 

 

 

Årsagen til, at der blev indkaldt til det store møde i Frederikssund  var en telefonsamtale mellem EG og WS, hvor WS fortalte, at der var aftalt, at rektor Bek, som jo var deres nære ven ville hjælpe dem med at få børnene i familiepleje af

økonomiske grunde. Hun var deres nære ven. Først skulle børnene være i to uger hos et lærerægtepar fra hendes privatskole, og så skulle Frederiksberg kommune søge efter en plejefamilie, og WS og hendes mand skulle ssøge om at komme i betragtning, og Inger Bek skulle så anbefale disse.- Frederiksberg kommune ville aldrig acceptere os- vi havde jo klaget over dem. men både rektor Bek og  hun og hendes mand

 

 

 

 

 

 

var enige om, at vi kunne være en slags bedsteforældre,- Hun mente i sin naivitet, at jeg igen ville hjælpe hende, som jeg har gjort tidligere, da hun boede i Rødovre- bl. a. med at skrive erklæring til kriminalforsorgen, så hun fik forvandlet en ubetinget fængselsstraf til en betinget og med, at få en gældssanering.

 

Da jeg så en time senere fik en kæmpebukat blomster af hendes nære ven rektor Bek og en kærlig hilsen ( det medfølgende kort er fremlagt i retten), så følte jeg mig endnu mere forvirret og blev mere og mere vred.

 

Jeg kørte så tidligt om morgene ud til  chefpsykologen Kjær Rasmussen i Tårnby kommune. Hans kone var overlærer på Inger Beks skole og både han og konen havde vidnet i retten bl. a. om, at der ingen geder var, hverken i vor konsultation eller andre steder i vort hjem. Han fortalte, at Frederiksberg kommune havde forsøgt også at tage bestallingen fra ham, fordi han havde taget børnenes og vort parti,  i  folketinget og gav os et papir, derpå.-( Dette er mig bekendt også fremlagt i retten- hvis ikke ønskes det fremlagt.)

 

Han fortalte, at Harly Foged havde været ved retsmødet med en vigtig meddelelse, men var blevet bortvist af dommeren  med trussel om politiet, da han sagde, at han vidste at vi ikke vidste og ikke kunne vide, hvor børnene blev holdt skjult. Han ringede Harly Foged op. Harly Foged bad os komme straks- og han indkaldte så ægteparret fra Slanferup, advokat Hans Helmer Jensen, Mogens Camre, som igen ringede til ægteparret Ishøj,

 

Vi selv bad vor søn, stud med Emil og læge Ben kristian komme så hurtigt som muligt, hvilket alle gjorde.

 

Først kom Whita Sjøsten til Mødet, og fortalte glad og gerne om komplottet, senere kom hendes mand Niels Lykke Nielsen tilstede. Han startede med at true Emil med, at hvis hans forældre anmeldte dem, så ville de komme i fængsel igen.

 

 

 

Vi vidste ikke, hvor børnene var- og vi kunne heller ikke vide dette. Det hele var aftalt spil- Vi var udsat for et komplot.

af 9 aug. 1996

 

 

 

 

Postulater fra kommunen vedr. de begærede sagsakter:

 

 

SAGSAKTERNE  ER FORSVUNDET.

Socialformidler Jens Revald Jensen på Frederiksberg kommune har fortalt  advokat Peter Hjørne, at overassistent Eigil Jensen, som er den mand, der på Frederiksberg kommune står for udlevering af de helt specielle akter ud af huset, har sagt til ham, at en masse af akterne fra den tid, børnene var væk, er forsvundet..

 

2. SAGSAKTERNE HAR ALDRIG EKSISTERET, som Frederiksberg nu hævder med begrundelsen:  "da behandlingen af sagen på grund af allehånde henvendelser er foregået på mange forskellige nivau'er, er der ikke ført journaler."

 

3 .SAGSAKTERNE ER MAKULEREDE, "Det er det, man har makuleringsmaskinen til," hævdede advokat Peter Hjørne efter en samtale med embedsmændene på Frederiksberg kommune.

 

At Frederiksberg kommune direkte har tilbageholdt begæret sagsaktmateriale må være tilfældet, idet såvel den daglige journalføring på nummererede journalark udført af sagsbehandleren -dengang overassistent-- Gunhild Gundorph naturligvis stadig må eksistere, ligesom kommunens kronologiske fortegnelse over ud- og indgåede skrivelser naturligvis også eksisterer, men ønskes ikke udleveret.

 

 

 

 

Jeg  jeg fra politiafhøringerne, som advokat Søren Sølvtoft har læst op for mig,  vidende om, at der i denne sag har  været mange skjulte aftaler og været afholdt talrige møder og der  er aftalt planer mens min mand og jeg sad i isolationsfængsel-, og vidende om, at de folk  der skjulte børnene mens vi  var isolationsfængslede ifølge politirapporten hverken kendte os, eller børnene, eller den biologiske mor. Men vidste, at børnene var politiefter-lyste og vidste, at vi ikke ville komme ud før børnene var fremme.- Men disse ville kun gøre deres venner, som var en rektors venner, en tjeneste, for denne rektor manglede tid til sagen.-

 

Og de mennesker, der holdt børnene skjult under direkte kidnapningsforhold kunne ikke straffes- ikke engang møde i retten- "for de ville aldrig gøre det igen."-

 

 

Såfremt Landsretten ikke ønsker at efterkomme min begæring om vidneafhøring i Landsretten af embedsmændene og borgmesteren på Frederiksberg kommune vedr. de endnu ikke udleverede sagsakter, begærer jeg omgående en kendelse i sagen, idet denne vil blive kæret til Højesteret.

 

 

 

Jeg henviser her til mine tidligere skrivelser til de forskellige instanser i denne sag, hvor jeg har redegjort for, hvilke akter, man indtil nu med bestemthed ved, mangler, men skal eksistere og skal udleveres.

 

Jeg tillader mig at vedlægge ombudsmandens redegørelse for, hvad den aktindsigtsøgende har krav på. En skrivelse, der er tilsendt min klient direkte fra Justitsministeriets lovkontor.

 

Såfremt Landsretten ikke imødekommer begæringen om vidneafhøringen, kræves omgående en kendelse herfor,

 

Ligeledes kræves omgående en kendelse, såfremt Landsretten ikke anerkender vindnelisten i dens fulde omfang.

 

I det udleverede sagsmateriale mangler også kopi af samtlige  politianmeldelse i sagen, incl. den anmeldelse, som Bjarne Busk den 5 marts 1992  indgav mod rektor Inger Bek, før det falske vidne Grete Schach Nielsen den 11.3.1992 " så" min mand og mig sammen med det yngste af de forsvundne børn. Denne er mig bekendt endnu ikke udleveret..

 

Og kopi af den politiabnmeldelse, som socialudvalgsformanden på båndet og i retten fremlagt telefonsamtale forklarede, var fremkommet  derved, at hun selv har indgivet under en privat middag, hvor hun havde politimesteren til bords- og hvor hun ifølge den båndede telefonsamtale pålagde sin bordherre, politimesteren at tage forsigtigt på "hendes børn", når han fandt disse.

 

Såfremt min begærede vidneliste ikke kan anerkendes i sin helhed begæres kendelse for hver enkelt, som Landsretten ikke vil anerkende.

 

Vedr. Sagsaktsagen, der har verseret siden marts 1992, hvor Frederiksberg kommune trods konstant begæring fortsat har tilbageholdt mere end 9o % af talrige gange gennem de sidste 4 år begærede sagsakter, der ifølge loven skal udleveres. Akterne var tilbageholdt i byretten og er fortsat tilbageholdt.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

 

Følgende postulater er af Frederiksberg kommune fremsat vedr. den endnu manglende udlevering af begærede sagsakter:-

 

1. SAGSAKTERNE ER FORSVUNDET,  Socialformidler Jens Revald Jensen på Frederiksberg kommune har fortalt  advokat Peter Hjørne, at overassistent Eigil Jensen, som er den mand, der på Frederiksberg kommune står for udlevering af de helt specielle akter ud af huset, har sagt til ham, at en masse af akterne fra den tid, børnene var væk, er forsvundet..

 

2. SAGSAKTERNE HAR ALDRIG EKSISTERET, som Frederiksberg nu hævder med begrundelsen:  "da behandlingen af sagen på grund af allehånde henvendelser er foregået på mange forskellige nivau'er, er der ikke ført journaler."

 

3 .SAGSAKTERNE ER MAKULEREDE, "Det er det, man har makuleringsmaskinen til," hævdede advokat Peter Hjørne, da denne fungerede som den biologiske mors advokat.

samtalen er båndet efter bevidnet oplysning til adv. Hjørne.

 

Jeg kan ikke afvise ovennævnte postulater, men:

-------------------------------------------------------------

Den daglige journalføring på nummererede journalark udført af sagsbehandlererne eksisterer naturligvis. Ligesom kommunens journalkort med kronologiske fortegnelse over ud- og indgåede post naturligvis også eksisterer, men ønskes tilsyneladende ikke udleveret.

heller ikke dette materiale er udleveret trods talrige anmodninger derom.

 

 

Afhøringsresultatet i Landsretten fra den nu begærede vidneafhøring, anses som tidligere nævnt for afgørende for selve skyldsspørgsmålet. Hvorfor det retssikkerhedsmæssigt ikke er forsvarligt at gennemføre en domsforhandling FØR dette materiale er mig og min advokat i hænde, og FØR vi har fået rimelig tid til gennemgang og bearbejdelse af dette, som skal  erstatte og repræsentere sagens akter.

 

Jeg henviser her til mine tidligere skrivelser til de forskellige instanser i denne sag, hvor jeg har redegjort for, hvilke akter, man indtil nu med bestemthed ved, mangler, men skal eksistere og skal udleveres på begæring.

 

Ligesom der talrige gange er gjort opmærksom på, hvilke referater af hvilke møder, samtaler, telefonsamtaler, notater og journalark m.m., vi med sikkerhed ved, bl. a. fra politiafhøringerne, som advokat Søren Sølvtoft Madsen har læst op for mig, er undetrykt, og som er begæret udleveret.

 

Fra Justitsministeriets lovkontor har jeg modtaget en skrivelse, i hvilken, der står:

 

"Formålet med bestemmelserne i offentlighedsloven og forvaltningsloven om, at adgangen til aktindsigt som udgangspunkt også omfatter indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedr. den pågældende sags dokumenter er dobbelt.

For det første skal den sagsaktindsigtssøgende herigennem kunne få oplysninger i sagens samlede behandling hos myndigheden. 

For det andet- og væsentligst- er formålet at give den aktindsigtssøgende mulighed for at kontrollere, om den aktindsigtssøgende har fået aktindsigt i samtlige dokumenter, den pågældende mener at have aktindsigt i."

"Således som de pågældende bestemmelser er udformet  og på baggrund af disses forarbejder, kan der ikke gøres nogen forskel mellem dokumenter, der angår sagens journalmæssige behandling og sagens øvrige dokumenter."

.

Disse 14 folk fra Frederiksberg kommune skal i landsretten under vidneansvar oplyse, hvorfor sagsakterne ikke er udleveret, om de er forsvundet, og under hvilke omstændighed denne forsvinden har fundet sted- samt om indholdet af de forsvundne akter.

 

Jeg ønsker oplysning om hvert enkelt af de begærede men forsvundne sagsakters skæbne:

 Under hvilke omstændigheder disse er bortkommet, og om indholdet.

 

Resultatet af denne afhøring vil fremstå som en erstatning for de indtil nu undertrykte sagsakter, som er vore beviser på at vi er ikke skyldige.-

 

Og når disse er fremkommet ønsker vi en rimelig tid til at vurdere det fremkomne materiale, som jo som nævnt er en erstatning for sagens akter, og som vi naturligvis skal have rimelig tid ikke- under 4 uger til at sætte os ind i sammen med vores respektive advokater .

 

 

Er resultatet af afhøringerne af embedsmændene på Frederiksberg kommune ikke tilfredsstillende, vil der blive indgivet en stævning mod de ansvarlige i Fredriksberg kommune efter borgerlig straffelovs paragraf 178 om forbrydelser vedr. bevismaterialer.

 

Såfremt Landsretten ikke ønsker at efterkomme min begæring af 9 aug. 1996 om vidneafhøring i Landsretten af embedsmændene og borgmesteren på Frederiksberg kommune ialt de navngivne 14 personer vedr. de endnu ikke udleverede sagsakter, begæres omgående en kendelse i sagen, idet denne vil blive kæret til Højesteret.

 

 

Såfremt Landsretten ikke ønsker at imødekomme den begærede vidneliste i fuld omfang,  ønskes en særskildt kendelse for hvert afslag med begrundelse for afslaget, idet sådanne kendelser i givet fald vil blive kæret til Højesteret.

 

Og såfremt Landsretten ikke ønsker at imødekomme begæringen om vidneafhøring af de 14 embedsmænd fra Frederiksberg kommune må finde sted mindst 4 uger før domsforhandlingen, under hensyntagen til, at modparten trods talrige anmodninger endnu ikke har udleveret de sagsakter, der ifølge dansk lov skal udleveres, hvorved kommunen har undertrykt bevismaterialet i sagen, begæres en kendelse derfor, så denne kan kæres.

 

Udlevering af dette bevismateriale- de begærede sagsakter, er en fundamental forudsætning for retssikkerheden i denne sag.

 

 

Frederiksberg kommune gør sig skyldig i overtrædelse af den borgerlige straffelovs 178 om forbrydelser vedr. bevismateriale.

 

Det er yderst vigtigt, at jeg forbeholder mig rimelig tid til at forberede sagen på grundlag af det faktum, at jeg først efter afhøring under vidneansvar af Frederiksberg kommunes folk kommer i besiddelse af en vis viden om, hvad der er foregået.- i besiddelse af sagens akter.

 

Jeg skal på grundlag af ovennævnte afhøringer vurdere, om det under afhøringerne fremkomne materiale er  fyldestgørende for de faktiske handlingsforløb i sagen, samt om det overhovedet på det foreliggende grundlag er retssikkerhedsmæssigt forsvarligt at føre egentlige domsforhandlinger.

 

Jeg er af den opfattelse, at udlevering af  de begærede sagsakter, der er mit bevismateriale, er en fundamental forudsætning for retssikkerheden i denne sag og mener, at domsfor-handlingstidspunktet, bør udsættes i 4 uger efter afhøringerne af embedsmændene ved Frederiksberg kommune vedr. de tilbageholdte sagsakter.

 

Det må være en elementær forudsætning for en retfærdig rettergang, at advokaten får lejlighed til at sætte sig ind i akterne før en domsforhandling. Det er  yderst vigtigt, at jeg og min advokat får rimelig tid til at forberede sagen på grundlag af det faktum, at jeg først efter den begærede afhøring under vidneansvar af Frederiksberg kommunes folk, fra  retsprotokollerne kommer i besiddelse af viden om, hvad der er foregået. En viden, der skal fungere som erstatning for de tilbageholdte sagsakter.

 

Men dette kan ikke lade sig gøre -vidneafhøringerne skal, såvidt jeg har forstået, foregå samtidig med domsforhandlingen, hvilket gør, at mere end 90 % af sagsaktmaterialet, hvis dette vurderes som fyldestgjort, hverken kommer mig eller min advokat i hænde så tidligt, at dette materiale kan bearbejdes kritisk, før domsforhandlingen finder sted, og før jeg skal udtale mig i retten.

 

Afhøringerne bliver jo som nævnt en form for erstatning for de manglende akter, som jeg og min advokater har krav på at få udleveret i rimelig tid før domsforhandlingstidspunktet

 

Der skal desuden på grundlag af ovennævnte afhøringer vurderes, om det under afhøringerne fremkomne materiale er  fyldestgørende for det faktiske handlingsforløb i sagen, -samt om det overhovedet på det foreliggende grundlag er retssikkerhedsmæssigt forsvarligt at føre egentlige domsforhandlinger.

 

Såfremt vidneudsagnene fra de ansvarlige embedsmænd ikke er fyldestgørende og korrekte, får jeg ikke mulighed for at gøre indsigelse derimod, hvis den egentlige domsforhandling foregår sammen med sagen, der skal belyse sagens akter - og vi ricikerer igen at blive uskyldig dømt.

 

1. Der  protesteres derfor mod at gennemføre en egentlig domsforhandling samtidig med en vidneføring, der repræsenterer tilbageholdte sagsakter, som udgør bevisførelsen i sagen, uden at der gives mig og min advokat rimelig tid til at forholde os til de omfattende vidneudsagn, som skal præsenterer mere end 90 % af de tilbageholdte sagsaktmateriale?.

 

2. Der begæres derfor udsættelse af domsforhandlingen på ovennævnte  grundlag, således at vi får rimelig tid mindst 4 uger i tillæg til vurdering af de fremkomne oplysninger, der repræsenterer de sagsakter, vi har krav på at få udleveret i god tid før den egentlige  domsforhandling.

 

3. Såfremt  disse embedsmænd ikke på fyldestgørende måde kan belyse indholdet af de tilbageholdte eller forsvundte sagsakter, som i givet fald klart må opfattes som undertrykkelse af bevismaterialet, vil vi have tid til at vurdere, om det da af retssikkerhedsmæssige grunde er forsvarligt at gennemføre domsforhandlingen?.

 

Jeg tillader mig at henlede opmærksomheden på Menneskerettighedskonventionens art. 6 i hvilken jeg mener står, at der er krav om partslighed. Et krav, jeg ikke mener, er opfyldt, såfremt man ikke imødekommer vore ovennævnte ønsker, då vi jo nu er sigtet på 8' år.

 

vi vedlægger sluttelig til orientering en artikkel af læge Torben Ishøj og Mogens Camre, der kort skitserer, hvad sagen drejer sig om

 

 

Desuden anmodes retten om at træffe beslutning om, at Frederiksberg kommune skal udlevere samtlige akter vedr. børnesagen fra den periode, disse var politieftersøgte samtlige akter vedr.- uanset, hvilken del af kommunen dt drejer sig om.- i tidsrummet 4.2.92 til 27.3.92.  

 

Eva Graungaard

 

------

 

 

Postulater fra kommunen vedr. de begærede sagsakter::

 

 

1. SAGSAKTERNE ER FORSVUNDET.

Socialformidler Jens Revald Jensen på Frederiksberg kommune har fortalt  advokat Peter Hjørne, at overassistent Eigil Jensen, som er den mand, der på Frederiksberg kommune står for udlevering af de helt specielle akter ud af huset, har sagt til ham, at en masse af akterne fra den tid, børnene var væk, er forsvundet..

 

2. SAGSAKTERNE HAR ALDRIG EKSISTERET, som Frederiksberg nu hævder med begrundelsen:  "da behandlingen af sagen på grund af allehånde henvendelser er foregået på mange forskellige nivau'er, er der ikke ført journaler."

 

3 .SAGSAKTERNE ER MAKULEREDE, "Det er det, man har makuleringsmaskinen til," hævdede advokat Peter Hjørne efter en samtale med embedsmændene på Frederiksberg kommune.

 

At Frederiksberg kommune direkte har tilbageholdt begæret sagsaktmateriale må være tilfældet, idet såvel den daglige journalføring på nummererede journalark udført af sagsbehandleren -dengang overassistent-- Gunhild Gundorph naturligvis stadig må eksistere, ligesom kommunens kronologiske fortegnelse over ud- og indgåede skrivelser naturligvis også eksisterer, men ønskes ikke udleveret.

 

 

 

 

Jeg er fra politiafhøringerne, som advokat Søren Sølvtoft har læst op for mig, vidende om, at der i denne sag har  været mange skjulte aftaler og været afholdt talrige møder og der  er aftalt planer mens min mand og jeg sad i isolationsfængsel-, og vidende om, at de folk  der skjulte børnene mens vi  var isolationsfængslede ifølge politirapporten hverken kendte os, eller børnene, eller den biologiske mor. Men vidste, at børnene var politiefter-lyste og vidste, at vi ikke ville komme ud før børnene var fremme.- Men disse ville kun gøre deres

……………

……………..

Landsretten.

 

Den 26.sept. 1996.

----------------------

 

Dags dato den 26.sept. er modtaget et gennemgående usandt svar af på begæring om udlevering af resten af de endnu ikke udleverede sagsakter fra Frederiksberg kommunes socialdirektorat.- Brevet vedlægges i kopi.

Kommunens svar er sendt til Statsadvokaten den 17 sept. 1996, og først i dag den 26.9.96 sendt fra Statsadvokaten.- Kun én dag før det berammede forberedende retsmøde den 27.9 1996.

Dette svar har statsadvokaten træneret siden den 18 sept. 1996.

 

Påstand 1: " Man er ikke i besiddelse af yderligere akter."

Dette er usandt, for de nummererede journalark samt journalkortene over ud-  og indgåede skrivelser mangler nemligt også, og disse KAN ikke forsvinde. Men de er ikke udleveret endnu.

 

Påstand 2:  "Man har ikke makuleret sagsakter: "

Når sagsakterne ikke er mukulerede, må kommunen fortsat være i besiddelse af disse.

Det drejer sig om mødereferater, telefonsamtaler notater m.m., som gennem de sidste 4 år forgæves er begæret udleveret.

I den indtil nu udleverede sagsaktbunke, findes kun en masse tomme sider og materiale, som slet ikke er begæret- fra tiden før og efter det forlangte tidsinterval, samt korrespondancer mellem Eva Graungaard og myndighederne, mellem advokaterne og de forskellige myndigheder, og mellem familierådgivningen og div. instanser- altsammen materiale, som er irrelevant og som vi naturligvis har i forvejen.- Og så findes den uhyrlige usandfærdige Gederapport, endda i to sæt kopier.

Der er endnu kun yderst få akter udleveret af det begærede materiale i den udleverede bunke papirer.

 

For eksempel mangler så godt som alle mødereferater fra de mange møder, som rektor Inger Bek har haft med kommunen vedr. de "forsvundne" børn i den tid, disse har været borte, og som hun har givet oplysning om, både i politirapporten og under vidneansvar i retten i 1994.

 

Påstand 3:  Samtalerne med socialudvalgsformanden har i det væsentlige været diskussion af sagen og ikke om egentlige faktiske oplysninger.

Dette er også usandt, der har været fremlagt bånd og båndudskrift og afspillet bånd i retten retten på Frederiksberg, hvor socialudvalgsforanden skreg." Eva jeg VIL ikke vide, hvor børnene er", og nægtede at være behjælpelig med at skaffe disse tilveje på en for disse mindst psykisk traumatisk måde.

Og bånd med båndudskrift har været fremlagt, på hvilket samme socialudvalgsformand oplyste Eva Graungaard om, at det var hende selv, der havde politianmeldt sagen, og dette var sket under en privat middag, hvor hun havde haft politimesteren til bords, og hvor hun havde sagt til denne, at han skulle tage forsigtigt på "hendes børn" når disse blev hentet. osv.

 

Det er helt uantagelig, at et sådant arrogant og usandt brev først fremkommer dagen før det forberedende retsmøde.

 

 

1.  Jeg må fastholde omfanget af vidnelisten i dens helhed, og såfremt ikke alle de begæ-rede vidner imødekommes kræves afsagt kendelse i hvert enkelt tilfælde, som i givet fald vil blive kæret.

 

2 . Jeg må fastholde, at samtlige akter skal tilvejebringes senest en uge inden domsforhandlingen, i modsat fald begæres sagen udsat, indtil de begærede sagsakter foreligger, eftersom det er afgørende bevismateriale i sagen, som undertrykkes.

 

Såfremt Landsretten ikke imødekommer kravet om udsættelse af domsforhandlinge, indtil en uge efter at udlevering af de begærede sagsakter er sket, begæres en kendelse herfor.

 

I henhold til menneskerettighedskonventionen art. 6. kræves der partslighed i sagen, hvilket ikke på det foreliggende grundlag er tilfældet, hvorfor jeg må fastholde, at domsforhandlin-gen må udsættes, indtil frembringelse af de begærede sagsakter

.

Der begæres afsagt særskildt kendelse, såfremt Landsretten ikke imødekommer ovennævnte begæring.

 

3.  En fortsat tilbageholdelse af sagsakterne, der er mit bevismateriale er strafbar efter borgerlig straffelov paragraf 178 om forbrydelser vedr. bevismateriale

 

4.  Såfremt det er sandt, at Frederiksberg socialforvaltning ulovligt har undladt dets lovbe-fæstede notatpligt, som den har meddelt statsadvokaten  med begrundelsen:

" Da behandlingen af sagen på grund af allehånde henvendelser er foregået på mange forskellige nivauér, er der ikke ført journaler", må jeg forbeholde mig at begære, at vidneafhøring af embedsmændene på Frederiksberg kommune må ske i så god tid, før domsforhandlingen, at jeg får mulighed for at gennemgå retsbogsudskrifterne, som er en erstatning for de manglende sagsakter, så jeg får  rimelig tid til at  forberede mit forsvar.  

 

Og imødekommer ikke Landsretten denne begæring kræves en kendelse derfor, som vil blive kæret.

Der skal efter  afhøringerne desuden vurderes, om det under afhøringerne fremkomne materialer, retsbogudskrifterne, som skal fungere som erstatning for sagens akter, er fyldestgørende for det faktiske handlingsforløb i  sagen, samt om det overhovedet på det foreliggende grundlag er retssikkerhedsmæssigt forsvarligt at føre egentlig domsforhandling.

 

På nuv. tidsspunkt, hvor der stadigt mangler mere end 90 % af det begærede sagsaktmateriale og hvor kommunen indrømmer, ikke at have efterkommet dens journalpligt i så væsentlige møder, som her er tale om, er det ikke retssikkerhedsmæssigt forsvarligt at gennemføre en retssag uden partslighed, hvor modparten har undertrykt beviser, der kunne afgøre skyldsspørgsmålet.

 

Tilvejebringelse af sagsakterne, der er  bevismaterialet, vil med sikkerhed afgøre skyldsspørgsmålet, og undladelse af den lovpligtige jornalføring af så dubiøse møder, som de møder, der var tale om, der blev ført på kommunen sammen med rektor Inger Bek vedr. de forsvundne børn, er i allerhøjeste grad en form for bortskaffelse af bevismateriale

 

.

Både tidligere,før hun kom til os og senere, da hun boede ”Under jorden”, i narkokvarteret på Frederiksberg har hun forsøgt selvmord.  Det var en af vore sønner, læge Ben Kristian Graungaard, der en sen nat på hospitalet tog imod hende.

 

AMan har ikke på Frederiksberg kommune udnævnt mig som børnenes læge, siger man der. Men havde jeg , som kendte børnene, og som har været deres læge indtil 1.2.1992, taget afsted, så var der ikke tilkaldt nogen anden læge, og pigen havde måske gjort alvor af sin trussel. Det er jo derfor vi læger har tavshedspligt, så de mennesker, der er syge roligt kan gå til en læge, selv om vedkommende er på kant med samfundet på en eller anden måde.

 

Børnene var politieftersøgte fra den 3.2.1992 til den 27.2.1992

 

Efter sidste besøg var vi uvidende om, hvor børnene blev skjult.

 

Den 4 om morgenen ringede vi den ansvarshavende socialudvalgsformand op og tilbød at give hende adressen på stedet, hvor børnene skjulte sig- en villa i Slangerup, som havde forbindelse med rektor Bek, der var leder af Johannesskolen, hvor børnene gik. Men denne ansvarshavende socialudvalgsformand skreg i telefonen, at hun IKKE VILLE vide, hvor børnene var. Dette gentog sig i alle de følgende samtaler. Der blev ført i alt 13 båndede samtaler i den anledning med kommunens ansvarshavende socialudvalgsformand.

 

Den 6. febr. kom der en såkaldt AHjemmehos ud i vor konsultation, og spurgte om, hvor børnene var, han blev afvist af os i venteværelset, hvor der iøvrigt også sad en anden patient ved navn Harly Foged, med begrundelsen, at vi var læger, og havde tavshedspligt, og at jeg havde ringet den øverste op og tilbudt hende, at få adressen, men det ville hun ikke høre tale om, og at jeg ville ringe igen.

 

 

Så blev jeg af rektor Bek gjort helt klart, at børnene nu ikke mere var hos hendes nære bekendte i Slangerup, og senere læste jeg i BT, i en artikkel, hvor rektor Bek også optrådte, at børnene nu var Gadebørn.

 

Vi vidste ikke og vi kunne ikke vide, hvor børnene derefter skjulte sig. Det viste sig 2 år senere, at børnene konstant havde haft kontakt med deres rektor, og at de var skjult hos et ægtepar i Hørsholm, som ikke kendte os, men som var vidende om, at vi sad i isolationsfængsel og ikke kunne komme ud, før børnene var fremme.men som alligevel skjulte børnene for politiet fordi der stod en rektor bag.

 

 

Senere blev jeg aldrig mere spurgt om den adresse, jeg var på de tre sygebesøg på- ikke engang i retten blev jeg spurgt derom

 

Med til tilfældet hører: Vi var IKKE plejeforældre på det tidspunkt. Vi fungerede udelukkende som børnenes læger.

Og med til tilfældet hører, at vi trods børnenes anmodning om ikke at røbe deres gemmested, hvor de tilsyneladende havd det godt, alligevel

 

 

 

Børnene har været i pleje hos os i to år,

 

Falder nedennævnte nægtelse af opgift af adressen klart ind under lægens tavshedspligt?

 

Eller skal jeg anmode om, at få denne advokat ind i retten som vidne i sagen??????

 

 

 

En illustration på den måde banden arbejder  er følgende

 

Poul Weibel Larsens forklaring ifølge politirapporten:

Bilag

Den udpenslede løgnehistorie: ”Han havde en tur til Roskilde sygehus, osv hvorfra han efter at have sat passageren af, kørte til jernbanestationen, for at se om han kunne få en tur ved stationen.

I Jernbanegade 100 m. Fra taxaholdepladsen ud for opgangen til jernbanestationen blev han prajet af en mand og en pige på 13-14 år og en pige på 8 år.

Pigerne satte sig ind på bagsædet og gav en seddel til Poul Weibel Larsen, hvorpå der var skrevet en adresse. Han husker ikke, at der stod Johannesskolen .

En dame ( rektor Bek) tog mod pigerne i skolegården og betalte med en af skolens girobon.

Damen tog godt mod pigerne og gav dem et knus. Men han mente ikke damen talte med dem.

Damen var kraftig af bygning, og han husker ikke mere end her oplyst.

Han så herefter en videooptagelse med Mulle og Lisbeth, men det var ham ikke muligt at udpege børnene.

Han kørte fra Roskilde til Frederiksberg den 28 marts 1992"

Rektor Bek stod i et vindue og kom ned og betalte en forud konstreret taxaregning fra Roskilde til skolen på 306 kr. I skolegården stod den lørdag både rektor Bek og ventede - og Frederiksberg socialforvaltning!!!!

 

Sandheden var, at  han efter aftale havde hentet børnene i Slagslundeskoven syd for Slangerup.. Rektor Beks venner i Aslangerup havde hentet børnene i Hørsholm efter aftale med disse.- Og de havde fået garanti for at vejen derfra var fri for politiet, sagde fru Whita Sjøsten fra Slangerup på mødet den 28.3.92 i Slangerup til medlem af Europaparlamentet, Mogens Camre, læge ved Røde Kors, Torben Ishøj, advokat Hans Helmer Jensen, ……………………………..  , hvilket disse bevidnede i retten.

 

I retten blev han spurgt om, hvem der havde opfundet hans i detaljer udpenslede historie- det var den fjerde version, fordi han øjensynlig ikke kunne huske historien.

 

Poul Weibel Larsen svarede- Det har Whita og Niels.

BILAG:

 

Alligevel forblev retten af den bestemte mening, at disse to personer var troværdige.

Ikke engang i denne ret kom den sande historie- at han havde taget børnene op i Slagslundeskoven, at Niels Lykke Nielsen havde fabrikeret den falske taxaregning, der på alle måder var svindel og bedrag.

 

Det var så den historie, der i opbygning fuldstændig ligner alle de andre Niels Lykke Nielsen historier, som politiet brugte til deres anklageskrift.

 

Således kom der en detaljeret historie om, at læge Georg Somogyi havde hentet et af børnene en ganske bestemt dag- og Georg Blev sigtet, men kunne klart bevise for politiet, at historien kunne ikke være sand, da han havde befundet sig et helt andet sted.- Og så blev sigtelsen droppet.- Det var bare ærgerligt.- Men Whita og Niels pålidelighed blev stadigt ikke anfægtet.

 

Så tog politiet slangerupparrets næste historie, der var en ligeså detaljeret løgnehistorie, der gik ud på, at filmfotograf ved TV1, Otto Jonasen og jeg havde bragt børnene til Slangerup den 25. februar, efter en TV udsendelse, som Mulle deltog i ,” Scratch”- udsendelse med børnene, hvor en mand i murertøj havde afleveret børnene med udpensling af, hvad børnene havde sagt, da ” vi kom til Slangerup”- at den lille havde pruttet o.s.v. og hvad  Otto havde sagt og hvad jeg havde sagt.

 

Otto Jonasen blev derefter sigtet men kunne fremvise, at han den dag var i Jylland og optog en fodboldkamp. Så blev sigtelsen droppet og den opdigtede historie glemt af dommeren, der beholdt sin tillid til rektor Beks venners lange historie og tilliden til disse blev ubeskadt.

”Ud på eftermiddagen, tirsdag den 25 februar kom Eva kørende sammen med Otto Jonasen i dennes bil. Alle kom indnfor. Otto Jonasen forklarede om et indslag , der var filmet til brug for en TV udsendelse Schratch. Det fremgik af samtalen, at Eva Havde overværet denne optagelse. Under optagelsen skulle Mulle fortælle om deres tilværelse som gadebørn- Et udtryk, som hun mener Eva har opfundet. Otto Jonasen forlod stedet mens Eva blev til sent om aftenen, hvor hun ringede til Karl på et såkaldt sikkert nummer, hvorefter Karl Kom og hentede hende”

 

Denne løgnehistorie blev læst op af et manuskript i retten.

Derpå  blev Otto Jonasens bevis fra  TV afleveret og så blev sigtelsen mod Otto Jonasen  opgivet- men der skete fortsat intet med dommerens tillid til Slangerupparret.

 

 

 

Der var ingen dommerkendelse hverken til anholdelserne eller til den nye ransagning..

 

Denne blev så efterfølgende givet af Frederiksberg dommeren., hvor der har været afholdt hemmelige retsmøder, hvor hverken vi eller vor advokat var tilsagt. Tværtimod var der kendelser, at advokaten ikke måtte adviseres.

 Fremlagt i retten, hvilket gjorde, at han nu ikke mere var sigtet. Men tilliden til detopfindsomme og

 

 

 

Der var ingen dommerkendelse hverken til anholdelserne eller til den nye ransagning..

 

Denne blev så efterfølgende givet af Frederiksberg dommeren., hvor der har været afholdt hemmelige retsmøder, hvor hverken vi eller vor advokat var tilsagt. Tværtimod var der kendelser, at advokaten ikke måtte adviseres.

TV2, hvor han denne dag havde været hele dagen, og så blev den sigtelse glemt men dtilliden til Slangerupægtefællerne blev hellerommerens tillid blev ikke 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

DET SKETE I DANMARK.

……………………………..

 

 

 Klage til Menneskerettighedskommissionen. .

 

 

Det drejer sig om forholdene i Danmark

Om forfølgelse af mennesker, som kritiserer ulovlige og urimelige forhold i landet.

Og så drejer sagen sig om børnemidhandling, som er en dansk specialitet.- om den danske måde at behandle / mishandle børn på.-

De borgere, der tillader sig at kritisere den danske urimelighed og  magtmisbrug, bryder myndighederne i Danmark sig ikke om. Og virkeligheden overgår fantasien i  forfølgelsen af sådanne mennesker.

”Gedesagen” eller ”Graungaard-sagen” som politi og Frederiksberg kommune kalder denne her sag er et eksempel på udbredt komplot og korruption i Danmark.

Men den er slet ikke enestående.

 Gedesagen specielt i den topstyrede konservative kommune, Frederiksberg.

 

Gedesagen gik det først og fremmest ud over tre børn, . Anne Marie (Mulle) , Lisbeth og Ditte. Disse børn blev systemets ofre.

Derfor skal den erstatning vi er berettiget til, hvis vi får den, deles mellem disse tre børn med en trediedel til hver.

Da disse  børns lidelser er ufattelig.  Børnene kunne ikke forstå alt det onde, der overgik dem.

Vores datter,  Ditte, der var urtolig glad for de to nye ” søskende” hun havde fået, blev indesluttet og deprimeret og kunne slet ikke forstå noget af det onde, der, der skete i hendes ellers så rolige og harmoniske liv.

 

Hun blev af politi og kommunale folk jaget ud af huset, for der skulle være ransagning, og der stod hun  frysende og grædende og bange på Voldumvej og så hendes mor blive båret ud og lagt i bunden af en politibil, og faderen ført ud i en anden bil af to betjente, mens han råbte: I slår min kone ihjel.. og storesøsteren i håndjern blive lænket til den mandlige sekretær og ført ud i en tredje bil, hvorefter politiet overtog hele huset sammen med nogle patienter, som de mere eller mindre tvang til at tage med sig rundt i huset efter at folkene i børnehaven som er nabo til lægekonsultationen havde sagt nej til at ledsage politiet..

Og opleve os komme i fængsel, se i aviserne alt det onde, man skrev om os, som var oplysninger fra politiet og læse om en mærkelig ged i praksis,

Og så opleve, at hun, da hun skulle op i tredje klasse i Johannesskolen i august måned få brev om, at hun ikke mere var ønsket i Johannesskolen. Hun havde gået der i børnehaveklassen, 1, klasse og i 2. klasse og hørte til de dygtigste og mest rolige i klassen.- men rektor Inger Bek, som var hovedmanden i det edderkoppespind vi blev indviklet i, ønskede ikke at have et barn gående på sin skole, hvis  forældre bragte hende i de offentlige medier, sagde hun.

.

Hvorfor gentog lille Ditte  geng på gang. Hun kunne ikke forstå noget. Hun havde alle sine venner i Johannesskolen, og hun var glad for klasselæreren. Hun blev meget deprimeret og blev ved med at spørge HVORFOR. Og først nu har hun det bedre. Hun blev student i år og vil være dyrlæge.. Det har glædet os.

 

Men de andre fik aldrig 9 klasse.. I den tid Ditte og Lisbeth gik i samme klasse fra den dag vi blev fængslet den 18. marts 1992 til sommerferien, blev Lisbeth tvunget på børnehjem, og fik  påtvunget ”skolepauser”, fordi hun ikke måtte tale med Ditte.- Og vi fik forbud mod at komme ind i Dittes klasse, fordi det også var Lisbeths klasse. .

Lisbeth gik bogstavelig talt fuldstændig i stå.

Bilag  sagsakterne:

 

Men begge de to andre børn, der havde haft så kummerlig en barndom, og som blomstrede op i de knapt 2 år, de var hos os, og var blevet dygtigere for hver dag, der gik og blevet glade og havde fået tro på fremtiden, gik det ikke godt. Lisbeth ville være sygeplejerske, og Mulle ville være advokat. I stedet fortsattes deres tragedie.

 

Bilag 1:  Anmeldelsen af Frederiksberg kommunes ansvarssvigt.over for børnene.

Bilag 2.  Børnenes situation FØR de kom til os.

Bilag 3 : Skoleudtalelserne fra henholdsvis Rødovre skole, hvor børnene først blev anbragt, fordi vi troede at opholdet hos os ville blive kortvarigt og mente mente, at et yngre ægtepar måske ville være bedre egnet end os. Vi er født i hhv. 1928 og 1925.

Bilag 4.  Skoleudtalelserne fra privatskolen, Johannesskolen. 

Bilag 5   Udtalelse vedr. Lisbeth et år efter fjernelsen fra os. Hun er gået i stå pga situationen.

Bilag 6.- Efterlysningen af Lisbeth- givet os af en af vore patienter, der var ansat ved politiet. Den var hængt op på flere politistationer.

 

Bilag 7   De to ulykkelige pigers forfærdende situation efter den ulovlige fjernelse fra os. De var således ”under jorden” i sammenlagt ca. 2 år uden skoleuddannelse i Frederiksbergs narkomiljø.-uden at politiet tilsyneladende rørte en lillefinger. Til sidst blev de bare hjemgivet til den syge mor. Men Mulle tog aldrig tilbage.

 

Den stakkels biologiske syge mor, som siden 1985 har været min patient og som  man man på frederiksberg kommune givet  ansvaret for fire egne børn og en lillebror, som hun  fik i pleje fra han var 11 år for 14 kr.og.75 øre  per dag fra Frederiksberg kommune. Hun er stadigt min patient.  Hun overgav jo børnene til min mand og mig.

 

Vi fik ikke alene plejetilladelsen, som enstemmigt blev vedtaget i Børne og  Unge-udvalget. Og blev stadfæstet i Den Sociale Ankestyrelse.

Moderen skrev til os, at hun var blevet brugt af Frederiksberg kommune i dens kamp mod mig.  Alligevel blev disse fjernet fra os ulovligt og vi blev politianmeldt ved en privat middag, hvor socialudvalgsformanden havde politimesteren til bords.

 

Hun var alene fordi hendes mand, faderen til børnene,  sad i fængsel. han havde siddet i fængsel i alt i 11 år for vold og narkokriminalitet. Også han var HIV-positiv. Han er nu død. Ligesom den mand, Kim Bergstrøm Hansen, som i moderens faldefærdige lejlighed uden senge til børnene, der sagde, Børnene ”sover ved min røv” er død.  Også plejebarnet, der ligeledes blev narkoman og HIV-positiv .er død., .

 

Moderen overdrager som nævnt de tre mindreårige børn til os i påsken 1990

Og hun gav udtryk for at være meget glad for, at vi ville tage os af hendes børn.     Det ældste barn Maria, kaldet Tulle var desværre allerede for stærkt infiltreret i narkomiljøet, så hun blev efter et halt år anbragt på en døgn-efterskole.

 

Til trods for, at det går de to mindre børn utroligt godt i skolen. Den store, der aldrig har kunnet læse, fordi hun ikke havde fået briller, og den lille Lisbeth, der var meget smerteforpint, på grund af tandpine, fik ordnet tænderne og blev en glad pige.. Hun havde ikke en eneste hel tand i munden,  De gør fremskridt hver dag, mens de var hos os.. De kom i samme privatskole, som vores egen yngste dengang 6 årige datter, Ditte gik i..

Vi fik plejetilladelsen- en plejetilladelse, der blev stadfæstet i Den Sociale Ankestyrelse.

 

Men et sammenrend af mine fjender bestemmer efter ca. 2 år,  at børnene skal på børnehjem, fordi de ikke vil komme hos den biologiske mor. Men hun kom ud tilm samkvem i vort venteværelse. Men børnene VIL ikke hjem til hende.

 

JF børnenes breve.

 

Børnene  har været på børnehjem flere gange tidligere- og det vil de heller kke.

 

Den store  får et telefonopkald og børnene forsvinder.. Det er hvad vi dengang vidste.

 

Vi kunne slet ikke forestille os det komplot, vi var blevet indviklet i.

 

De har været vant til at klare sig selv. Når moderen sad i fængsel har de måttet stjæle sig til føden alene i en uhyggelig lejlighed, der hverken var egnet til dyr eller mennesker.

 

Mulle får i telefonen tilbuddet af en tidligere  bekendt, rektor Inger Beks nære venner i Slangerup, og stikker de af, den dag de skal møde på børnehjemmet

 

Om natten, den, hvor børnene var forsvundet ringede en lærer fra Johannesskolen på vores pivte dør og bad os hurtigst muligt komme ud og se til børnene, fordi en store Mulle var meget ked af det og truede med selvmord.  ( ifølge vore journal har Mulle tidligere, mens hun boed hos moderen forsøgt selvmord.- ca. 2 år senere efter at hun var blevet fjernet fra os- og hun gik på gaden i narkokvarteret på Frederiksberg, har hun igen forsøgt selvmord. Hun blev bragt til akut modtagning, hvor en søn, der er læge, tog imod hende.).

 

Vi fik adressen, hvor hun blev holdt skjult- stedet i Slangerup, hos rektor Beks gode venner der, hvor hun tidligere var rendt fra for at komme tilbage til os. De  havde ringet og tilbudt Mulle, at hun kunne komme dertil- og det var der hun var flygtet til i håb om, at socialforvaltningen ville lade hende vnde tilbage engang til os som hun nu betragtede som sine forældre, og til vore børn, som hun betragtede som sine søskende.

Da vi kendte pigen og var meget uroige for de to børn, som vi var kommet til at holde så meget af, tog vi øjeblikkeligt om natten den…. af sted. Min mand Karl Somogyi kørte bilen, og vi tog afsted  for at trøste børnene.

 

Straks den følgende morgen, efter at børnene havde være forsvundet i 18 timer ringede jeg til den øverste inden for Frederiksberg socialudvalg, socialudvalgsformand birgit Fogh- andersen og forklarede hende, at vi nu vidste, hvor  børnene var skjult i Slangerup. Vi ville have hende med ud til børnene for roligt at overtale disse til at tage med til børnehjemmet af hensyn til børnene, der ikke skulle opleve at blive afhentet med politiet

eg havde det store ønske, at hun ville tage med os til Slangrup og overtale børnene til at følge med til det børnehjem, hun og frederiksberg kommune havde bestemt.

 

 Vi blev overalt i pressen hængt ud for at have skjult børnene for den biologiske mor

 

Den biologiske mor bliver flyttet til et for os ukendt mindre hotel i den berygtede gade .Istedgade af socialforvltningen på Frederiksberg, som fortæller den biologiske mor, at en af vore sønner, Ben Kristian, der er læge, vil slå hende i hjel.. Og det faldefærdige hus, der var ubeskrivelig kold og svampeangrebet uden badeværelse og uden opvarmningsmulighed, som blev brugt som husvildeljlighed, hvor moderen med de mindreårige børn boede, blev revet ned- så var sporene der slettet.

Moderen Mette Haugaard Hansen skriver til os, at hun blev brugt af Frederiksberg kommune mod os.

 

For at fratage vor bestalling  som praktiserende læger, sendte Frederiksberg kommune en sagsbehandler fra Frederiksberg kommune, sammen med Frederiksberg politi ud i vor lægekonsultation den 28. februar ud i vor lægekonsultation. Officielt for at lede efter børnene. Det gjorde man ikke. Derimod gik sagsbehandleren ind i lægekonsultationerne, hvor der var patienterlaver Frederiksberg kommune en rapport, at der i et af vore konsultationsværlser, stod en levende ged samtidig md, at der var tre patienter i rummet, og samtidigt med at overassistenten, Dorte Hendriksen fra Frederiksberg kommune var tilstedei konsultationsværelset, og denne levende ged havde afføring i konsultationsværelset mens overassistenten var der sammen med ged og patienter. Denne rapport sendes vidt omkring til samtlige medlemmer af Folketingets sociale udvalg, til pressen, til en tidligere ansat kvinde, der stod i samme vælgerforning som socialudvalgsformanden, Birgit Fogh- Andersen på Frederiksberg Rådhus, der skulle fratage os vor bestalling som praktiserende læger. Den brugtes desuden til at standse en planeret og optaget udsendelse om sagen. Da det ikke lykkedes via embedslægerne  at fratage os vort levebrød, selv om embedslægerne kom farende i  vor lægepraksis og ledte efter geder under skrivebordene.

Det var slet ikke børnene det drrejede sig om, det var mig.

Da hensigten, at fratage os vor bestalling som praktiserende læger i danmark ikke lykkedes med Gederapporten, forsøgte kommunen sig med et brev, der var fuldstændig usand til Den Alm. Danske Lægeforening, som heller ikke lykkedes for dem.

Men til vort held sad der i vort venteværelse, hvor  en kendt journalist og forfatter,  både filmede og fotograferede kommunens folks optræden i vort venteværelse.. Dette blev sendt til lægeforeningen, og kommunen blev totalt afsløret. Og der skete mig intet i den anldning. Jeg arbejder stadigt som praktiserende læge i Rødovre.

 

Men overassistenten blev forfremmet til fuldmægtig ved Frederiksberg Rådhus familieafdeling- og det er hun endnu. Kommunen betalte handes advokat og bøde på 5000 kr.

 

Men så anmeldte socialudvalgsformanden, Birgit Fogh-Andersen os til politiet. Hun siger selv på den båndede samtale med mig, som blev fremlagt i retten, at denne politianmelmeldelse skete ved en privat middag, hvor hun, som øvreste inden for socialforvaltningen på Frederiksberg  anmeldte os til politimesteren på Frederiksberg. Hun var hans borddame. Han havde hende til bords. Hun spillede dobbelt. Båndet blev afspillet i retten under hendes påhør og hun anerkendte, at det var hendes stemme..

 

Og så den !8.3.1992 kom    Frederiksberg politi og ud i vor lægepraksis, igen lige midt i konsultationstiden. Voldumvej blev afspærret i begge retninger. De slog mig bevidstløs og bar mig ud i en ventende politibil- en kassevogn og lagde mig i bunden af denne bil og kørte mig under udrykning til Frederiksberg hospital.

Når en patient køres under udrykning til hospital, skal der køres til en af de nærmeste hospitaler. Men det gjode Frederiksberg politi ikke.

Man arresterede også min 67 årige syge mand, der to gange har haft blodprop i hjernestammen og havde meget højt blodtryk. Ham satte man i isolation.

Og man arresterede både vor mandlige sekretær, som man lænkde sammen med en voken datter, der var på besøg. De to blev fastgjort til hinanden så håndjernet blev låst med på højre håndled af begge, således at de måtte snurre rundt omkring hinanden, da de blev gennet ud i en af de mange politibiler, der var kommet til stede.

 

Patienterne der var i venteværelset og de, der var på vej til os fik besked om at gå hjem og finde en anden læge, for vi kom ikke tilbage som praktiserende læger.-

 

Vores egen lille 8-årige .datter blev derefter gennet ud på gaden og efterladt frysende og grædende på vejen, for hun var blevet jaget ud, da der nu efterfølgende skulle foregå ransagning af hele huset på Voldumvej. Man ledte slet ikke efter børn, men var kun interesseret i, hvad vi havde om sagen. De medtog kasettebånd, videobånd, billeder fotos af børnene, der hang på væggen  og sagsakter. Som vi kun fik en meget lille del tilbage af.

 

Der var ingen dommerkendelse hverken til anholdelserne eller til den nye ransagning..

 

Denne blev så efterfølgende givet af Frederiksberg dommeren., hvor der har været afholdt hemmelige retsmøder, hvor hverken vi eller vor advokat var tilsagt. Tværtimod var der kendelser, at advokaten ikke måtte adviseres.

 

Bilag 9. De talrige politirazziaer hos os, vore voksne børn, naboer og venner..

 

Bilag 7 Samarbejdet mellem ménédersken , Grethe Schack Nielsen og Frederiksberg kommune. Dette bilag hørte til blandt de i kommunen makulerede bilag. Det er overgivet os fra den biologiske mor.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Komplotsagen ikke den eneste i Danmark.- Ikke  den første og ikke den sidste. Men en typpisk dansk sag.

Hovedsædet for sagen er den topstyrede konservative kommune, Frederiksberg.

 

En sag, hvor alt var aftalt spil- alt var planeret i mindste detalje.

Kommunen ville af med mig, der havde kritiseret deres korrupte børnepolitik .

 

Et lille eksempel:  

 

Medlem af Europaparlamentet Mogens Camre::

” ………………………………………….”

Bilag:

 

Sagen: Hovededderkoppen er rektor Inger Bek, der vil skaffe sine venner gennem 40 år, som hun står i taknemmelighedsgæld til” en indtægt de skal hjælpes med økonomien.. de skal have  to intelligente, flittige og rare børn.i pleje.

Afsløret af Slangerup ved et stort møde i Frederikssund.

 

”I er for gamle til at passe to ekstra børn, vi skal have disse i pleje og have  vor økonomi i orden”  ”Først kommer børnene i en midlertid pleje hos et lærerpar på Ingers skole, så annonceres de ud og vi søger om plejetilladelsen og får den, fordi inger anbefaler os. ( rektor Inger Bek) I må gerne fungere som en slags bedsteforældre, sagde hendes nære ven WS fra Slangerup i telefonen den - dagen efter vi var kommet ud af fængslet-  Inger Bek var en meget fed pædagog.

Jeg blev bange og aftalte et møde i Slangerup, og inviterede en lang række kendte mennesker til mødet

 

Desværre kom Alt i denne plan  til at passe. Efter 14 dage  gav lærerfamilien op og børnene blev annonceret ud.

             

”Var i slet ikke bange for at skjule børnene, det er jo strafbart” spurgte medlem af europaparlamentet Mogens Camre og læge Torsten Ishøj fru Whita buch, som sad i midten af forsamlingen.:  Whita Sjøsten Slangerup svarede højt og tydeligt, så alle klart kunne høre det,

”:Nej overhovedet ikke- vi havde fået ”frit Lejde””

Vidner :

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

 

Dette var rektor Inger Beks rolle og plan. Hun spillede dobbelt, møder op i vor lejlighed  med dyre gave r til EG og blomster, bøger osv. Og beder os om at holde op med at informere pressen, for hun samarbejder med kommunen.

Vidner:

Og bøgerne

 

Inger Bek kommer til hemmelige møder på Frederiksberg kommune. Mens vi sad i fængsel.

 Det vides gennem politiafhøringen af Inger Bek.

Samtlige akter i sagen på kommunen fra den dag, børnene forsvandt til den dag de kom frem er forsvundet

Makuleret som  sagde i båndet telefonsamtale  med EG.

 

Dobbelt spillede også Socialudvalgsformanden og samarbejdspartneren med rektoren Inger Bek, er socialudvalgsformanden Birgit Bogh- Andersen på Frederiksberg kommune. Hvilket klart og tydeligt fremgåe af alle de båndede telefonsamtaler hun fører med mig- og som er blevet fremlagt i retten.

 

Hun sørger for at sagsbehandler, overassistenten Dorte Hendriksen på Frederiksberg kommune kommer  sammen med Frederiksberg politi ud i vore lægekonsultation i Rødovre- Til trods for, at Frederiksberg politi og kommune INTET har i en lægekonsultation i Rødovre at gøre. Og den løgnagtige GEDERAPPORT bliver produceret. for at fratage os vor bestalling som læger i Danmark

Bilag

Hvorefter Dorte Hendriksen blev forfremmet til fuldmægtig ved  familieafdelingen på Frederiksberg rådhus, hvilket hun stadigt er-

 

Ligesom det helt ulovligt og konsekvent blev nægtet os at få hende afhørt i vidneskranken i retten Vi blev præsenteret for Gedesagen af dommeren i retten, da vi sad i isolationsfængsel.

 

Da Gedehistorien ikke førte til at vi mistede vort arbejde som praktiserende læger , fandt man på en ny historie, som den… blev sendt til Den Almindelige Danske lægeforening

Bilag.

 

Til vores store held, kunne denne nye opdigtede løgnehistorie i lighed med gedesagen afsløres som usand, fordi der sad folk i vort venteværelse, der både optog samtalen og fotograferede parret, og dermed kunne bevise, at alt var opdigtet- og stedet, hvor optrinnet fandt sted. Billederne viste, at dette fandt sted i vort venteværelse og ikke i vor private bolig.

Så Den Alm. Danske Lægeforening afviste Kommunen.

 

WS skulle ringe og kun tale med Mulle- og det gjorde hun. WS sagde hun ville hjælpe dem til at blive i plejefamilien- og Mulle tager af sted og får sekretæren til at køre dem.

 

WS løgne. Sekretæren var kørt  min bil-

”hvorfor skulle jeg det, spurgte den tidligere sekretær Helge Røpke i retten. ”Jeg kører kun i min egen bil- og lægerne låner ikke deres bil ud. Mulle forbød mig at sladre om, hvor jeg har kørt børnene hen”- Det gjorde jeg den næste dag- men da vidste lægerne allerede, hvor børnene var, idet en mand, der havde kaldt sig lærer havde været hos disse for at de skulle komme ud til den ulykkelige pige”

Det blev til i domsudskriftet, at dette vidneudsagn kunne man ikke regne med, fordi H R på den tid, han aflade vidnesbyrdet var ansat hos lægerne.

Det var helge Røpke IKKE. Jeg blev i retten spurgt om, han var vores sekretær, og svarede, at det var han ikke mere, han var blevet afskediget et års tid tidligere.

 

Politianmeldelsen af os fandt sted ved en privat middag, hvor Birgit Fogh Andersen havde politimesteren til bords

Jf båndet samtale med socialudvalgsformanden

 

 

Skolen sendte en lærer ud og bad os tage på sygebesøg hos børnene på deres skjulested, fordi Mulle havde truet med selvmord. Hun havde tidligere forsøgt- og efter at hun og lillesøsteren var blevet flyttet fra os forsøgte hun igen selvmord. Det var en søn, der er læge , der på akut modtagning tog imod den ulykkelige pige.

 

Men socialudvalgsformanden nærmest skreg i telefonen : ”Eva jeg vil ikke vide, hvor børnene er.”

Afsplillet i retten under påhør af Birgit Fogh Andersen

 

Ved første retsmøde, hvor kun min 67 årige mand var, der havde meget højt blodtryk og havde haft to blodpropper i hjernestammen, fordi jeg lå på intensiv afdeling på Frederiksberg hospital- ( Til Trods for, at en patient altid når der indlægges under udrykning skulle på det nærmeste hospital)

Var ménédersken til stede. Karl kunne kun sige, at hendes forklaring ikke var sand. Han blev spurgt om, hvor vi var på sygebesøg, den nat natten mellem den 2.og 3 februar fordi Børnene havde det psykisk så dårligt og Mulle havde truet med selvmord, svarede min mand.

 ” Det var i Slangerup”

Bilag:

 

Og Ménédersken fortalte, at hun var vælgerforeningsveninde med socialudvalgsformanden på Frederiksberg Rådhus, dette undlod dommeren også at skrive i retsbogen- men blev ved et senere retsmøde tvunget til at notere dette.

 

 Da jeg senere kom til  grundlovsforhør den….Blev jeg slet ikke spurgt om, hvor vi var det såkaldte Grundlovsforhør, fik jeg at vide, at vi var fængslet på Grete SN udsagn såvel til politiet, som i retten ved afhøring af min mand. Jeg kunne høre, at alt var opdigtet og forlangte, at få hende afhørt under påhør af mig, idet jeg kunne modbevise ALT, bl. A. at var min søn Martin, som vi har adopteret fra korea, der havde kørt bilen, Da hun ”så os komme med de forsvundne børn- Han var i Miami.

Og jeg ville have kunnet modbevise ALT.

Mine advokater forlangte også denne dame afhørt under mit påhør, men dommeren nægtede og han fremkom med en kendelse.

At jeg gentog at fjernelsen af de børn, det var gået så godt mens vi havde dem, var ulovligt, fordi kun  Børne- og ungeudvalget kan træffe en sådan beslutning, glemte dommeren at nedskrive- men hun citerede dog i retsbogen et andet udsagn fra mig, Løgnen løber jorden rundt 7 gange, før sandheden får sko på. Men den får sko på fru dommer.” før hun idømte mig isolationsfængsel.

Bilag

 

Der blev foranstaltet mange flere ydmygende razziaer, end der var dommerkendelse for.

Ved razziaerne blev der fjernet en stor mængde bevismateriale.

Bilag

 

Som vi kun fik en lille del af og dette var blevet manipuleret og påskrevet ”Frederiksberg politis bevismateriale.”

 

 

Der blev foretaget hemmelige retsmøder i Frederiksberg ret.

 

Ménéderskens samarbejde med Frederiksberg kommune fremgår af nogle sagsakter, som den biologiskle mor, vor patient Mette Haugaard Hansen” har overgivet os

Bilag

 

Af ovenstående bilag fremgår det også, hvordan det kan gå til, at TV pludseligt den dag en udsendelse i programmet-      ….pludseligt udgik. ”Der er kommet så mange nye ting frem, bl. A. om griseri i jeres praksis, s hvor der er børn, sagde man til mig.

Så vi har slettet denne .

 

Ad Mogens Camre. ----

 

Efter 14 dage, sagde lærerparret, som var blevet mere eller mindre tvunget af deres rektor til at tage børnene midlertidigt i pleje, at nu kunne de ikke mere have de børn, der kun ville være hos graungaard, og så

Kom annoncen i avisen.

 

Som aftalt med rektor Bek, og nu skulle så hendes venner i Slangerup ansøge om plejetilladelsen vedlagt hendes vægtige anbefaling.

MEN NU VAR DER SKET SÅ MEGET. Det var kommet frem, At DET VAR DEM DER HAVDE HAFT BØRNENE SKJULT- AT DISSE HAVDE BRAGT børnene til et nyt skjulested, dagen efter at vi var isolatinsfængslet. Et sted i nordsjælland - hed skjulestedet  i retten længe efter, at det for længst var blevet politiet bekendt, hvem dette var:

 

På det store Frederikssundmøde sagde WS også på spørgsmålet om hun ikke havde været bange for at transportere børnene fra deres hjem i Slangerup til Skjulestedet  i Nordsjælland. Sagde hun nej, for vejen var garanteret politifri.

 

HUN VAR DESUDEN LOVET FRIT LEJDE

 

Bevidnet

 i retten under strafansvar.

Af.

……

 

Vi skulle gå i mere end 9 år som kriminelle, før vi den 11.maj 1999 blev frikendt.

 

Dette skete den 11. maj 1999:

”Landsretten skrev: at jeg på eget initiativ foranledigede børnene bragt til Slangerup, og landsretten lægger herved navnlig vægt på Whita Sjøstens forklaring om, at hun i en telefonsamtale med tiltalte Eva Graungaard tilbød sin hjælp og at tiltalte hertil sagde, at hun ville høre nærmere, hvorefter Whita Sjøsten modtog  børnene ca. 1½ time senere. Og så videre.”

Vi alene havde børnene boende på de tiltaltes opfordring, og vi har ydet disse betydelig bistand med penge og tøj- og at vi bistod disse med at holde børnene skjult for vidnerne.

Dette er en lang og opdigtet historie i lighed med alle de andre historier som W. S har fabrikeret i denne sag, og som alle er afsløret i selve retten- ligesom grete Schack nielsens historie blev afsløret i retten.

 

Men dommeren skrev i  Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført i byretten, at karl Somogyi og Eva Graungaard selv har givet anledning til varetægtsfængslingen og ransagningerne, og at de derfor ikke har krav på erstatning.

 

Whita Sjøsten:

 

!. Dømt til ubetinget fængselsstraf mens hun boede i Rødovre og var min patient- en straf, som jeg på grund af hendes helbred fik gjort betinget- det vidste retten.

Dette rokker ikke ved tilliden til Whita Sjøsten.

 

2.Taxachafføren Poul Weibel Larsen, som vi havde fundet frem til via Øbro bilen kom i retten med en ligeså lang og detaljeret historie om, hvordan han havde kørt en kunde til Roskilde og ----

Endelig kom senere sandheden frem i retten, idet børnene fortalte til advokat HansHelmer Jensen, så fortalte denne taxachauffør i retten:

 at WS og NLN, at disse havde hentet børnene i Hørsholm og kørt dem først til deres bopæl og derfra til Slagslundeskoven, hvor Øbro-taxaen holdt og de blev føørt over i denne taxa og kørt til skolegården, hvor kommunen og rektor bek stod og ventede disse og betalte en forud pproduceret taxabon lydende på 306 kr fra banegården i Roskilde til skolegården.

På dommerens spørgsmål om hvem der havde fundet på denne historie , svarede taxachaufføren: ”Det har Whita og Niels-”

Heller ikke dette rokker ved dommerens tillid til Whita Sjøstens sandfærdighed.

 

WS fortalte en lang og udpenslet historie om, hvordan jeg var kommet med børnene sammen med filmfootografen, Otto Jonasen, en ganske bestemt da, efter at disse havde optrådt i en TV udsendelse Schratch- og fortalte hvad den ene havde sagt og hvad den anden havde sagt og at Lisbeth havde pruttet osv, hvorefter Otto Jonasen blev sigtet.

Dette blev ligeledes afsløret som opspind i selve retten , fordi Otto Jonasen kunne fremlægge bevis på, at han den dag havde været i Jylland og optaget en fodboldkamp for DR1, og derfor ikke kunne have ret i Slangerup den dag..

Heller ikke dette rokkede ved dommerens tillid til WS’s historier.

 

Hun ville gerne have Otto og Harly Foged dømt, fordi de havde afsløret, at parret skjulte børnene i Hørsholm, så disse skulle stå som tiltalte

Harly Foged fik hun tiltalt med sine historier.- også han kunne fremlægge bevis på, at hun var digter

 

TV- folkene

 

Læge Georg Somogyi, Karls bror, at en ganske bestemt dag var kommet op til Slangerup og havde hentet børnene for at køre disse til os

Mengeorg havde deltaget i et lægemøde, så den historie blev afkræftet

 

Men heller ikke dette kunne rokke ved dommerens tillid til WS

 

ViI SKULLE DØMMES:..

 

Helge Røpke var ikke ansat hos os da han afgav sin forklaring  u7n der vidneansvar i retten - og han har ALDRIG været dømt

 

I øvrigt går hele sagen på EG- Hvorfor skal KS ikke have erstatning  Dommeren i  Landsretten tiltrådte af de grunde, der er anført i byretten, at Karl Somogyi og Eva Graungaard selv har givet anledning til varetægtsfængslingen og ransagningerne, og at de derfor ikke har krav på erstatning.

Men dommeren skrev i  Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført i byretten, at Karl Somogyi og Eva Graungaard selv har givet anledning til varetægtsfængslingen og ransagningerne, og at de derfor ikke har krav på erstatning.

 

 

 

 

Hanne Birgit Jensen Danmarks Radio.

 

 

 

 

 

 

I vores sag blev nedennævnte artikler overtrådt i Behandlingen af os af danske myndigheder på Frederiksberg:

 

1.Art 3: .

 vi var udsat for tortur.

Jeg blev ved  anholdelsen den 18. marts 1992 slået bevidstløs i min lægepraksis af vicekriminalassistent bved Frederiksberg  politi og båret ud og anbragt i bunden af en af politiets biler og under udrykning kørt ikke til det nærmeste hospital, som alle, der indlægges under udrykning skal i Danmark.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sagen, som undertegnede læge Eva Graungaard og læge Karl Somogyi ønsker at indbringe for Conseil de l´ Europe, grunder sig på en anklage fra Frederiksberg kommune til den stedlige politimester angående to plejebørn, som man påstod, at vi skjulte for myndighederne og den biologiske moder. Officielt førte Frederiksberg kommune sagen mod os på den biologiske moders vegne. Som det demonstreres i det efterfølgende,  krænker hele forløbet af retssagen de menneskerettigheder, som Conseil de l´Europe er oprettet for at beskytte.

Det begyndte den 18/3 l992 klokken 9 00, da jeg og min mand Karl Somogyi på foranledning af Frederiksberg kommune uden varsel og uden dommerkendelse ved et indbrud i vores lægekonsultation ved hjælp af en politili-låsesmed blev anholdt i vores lægekonsultation under behandling af vores patienter og i tilstedeværelse af ventende patienter. Disse blev af  poltifolkene informeret om at søge en anden læge, fordi vi ikke ville komme tilbage.  Jeg og min mand satte os ikke til modværge ved anholdelsen, som blev videofilmet. Alligevel blev jeg, en  kvinde på 63 år med insulinkrævende diabetes, slået bevidstløs af vicekriminalkommissær Lau Friis. Denne kunne ikke senere give en rimelig forklaring på sit overfald på mig. Dette betyder, at det danske retsvæsen godtager, at en overordnet repræsentant for ordensmagten kan udøve uprovokeret  vold Dette er i strid med artikel 3.´s ord om forbud mod umenneskelig og vanærende behandling.

Jeg blev i bevidstløse tilstand båret ud og lagt i bunden af en ventende polititransportvogn.  Med udrykning blev jeg kørt til Frederiksberg hospital, skønt loven foreskriver, at en bevidstløs person, der transporteres med udrykning, skal køres til det nærmeste hospital, som i dette tilfælde var  KASGlostrup. Jeg blev indlagt på intensiv afdeling. Her blev jeg bevogtet af bevæbnet politi, skønt anklagen imod mig ikke lød på voldelig adfærd. Dette var ligeledes en klar overtrædelse af  Artikel 3.

I retsmødet denne dag var kun Karl Somogyi til stede. Han oplyste på et spørgsmål om plejebørnenes opholdssted, at han mente, de opholdt sig hos en familie i Slangerup, fordi Eva Graungaard havde været tilkaldt til et sygebesøg 3/2 1992 ca.. klokken 23 00 på foranledning af det ene plejebarns, Mulles ”lærer”, som frygtede, at hun ville begå selvmord..  Således var grundlaget for isolationsfængsling bortfaldet. Dommeren undlod at tilføre retsprotokollen denne oplysning om Slangerup som muligt opholdssted.  Ligeledes undlod dommeren at notere, at anklagerens eneste vidne, Grethe Schack-Nielsen havde et venskabeligt forhold til socialudvalgsformanden, Birgith Fogh-Andersen, som var Frederiksberg kommunes øverst ansvarlige for børnesager. Dette vidne havde ivrigt videregivet sine frit opfundne  formodninger og fantasier til socialudvalgsformanden, som var indforstået med de uvederhæftige oplysninger. og derved foranlediget denne til at anmelde os, dvs lægeægteparret til politimesteren under en privat middag. Først efter forsvarerernes protest, dagen efter, blev oplysning om Slangerup. tilført retsprotokollen, skønt forholdet var af afgørende betydning for udredning af sagens mange tråde.

Samme dag, den 18/3 l992 blev  Karl Somogyi så syg, at han klokken 23 30 – 24 00 blev indlagt på Vestre fængsels sygeafdeling i isolation med højt blodtryk 260/140, hjertesygdom og følgerne efter en blodprop i hjernestammen. Dokumentation for dette findes. Det må anses for at være umenneskeligt at varetægtsfængsle en syg 67 årig mand i isolation for en anklage, som ikke omfatter noget voldeligt eller farligt, men kun har til formål at fremskaffe en oplysning om plejebørns opholdssted, en oplysning. som samtlige ansvarlige myndigheder, derunder socialudvalgsformanden allerede havde og senere fik bekræftet af mig, Eva Graungaard.  Allerede den 4/2 l992 klokken 7 00 ringede jeg  privat til socialudvalgsformanden og fortalte, hvor børnene var, således at vi sammen kunne hente dem. Hun afviste at have med sagen at gøre. Dette kunne jeg ikke acceptere. Derfor ringede jeg igen til hende på Frederiksberg rådhus klokken 9 00  Denne gang optog jeg samtalen på bånd. Der findes en båndoptagelse af min samtale med socialudvalgsformanden, Birgith Fogh-Andersen. Heri prøver jeg at oplyse hende om børnenes opholdssted. Hun skriger ifølge optagelsen: ” Eva, jeg vil ikke vide, hvor børnene er.”

Den 19/3 1992 blev jeg fra Frederiksberg hospital klokken 17 00 ført til Vestre fængsel. Her blev jeg klædt nøgen og indsat i isolationscelle. Jeg kunne derfor ikke være til stede i Retten på Frederiksberg denne dag,  19/3 1992 klokken 9 00, da jeg på dette tidspunkt  stadig var indlagt på intensiv afdeling på grund af min medtagne tilstand efter den voldelige anholdelse. Der blev i retten afsagt kendelse om varetægtsfængsling over os begge. Alligevel oplyser retsbogsudkriftet fra denne dag, at jeg har nægtet mig skyldig på trods af, at jeg ikke var til stede. Denne bevidst falske angivelse af min tilstedeværelse bruger man desuden til at påstå, at jeg har hørt Grethe Schack-Nielsen,  hovedvidnets  forklaring i retten. Med denne bevidst falske begrundelse nægter man mig og min advokat under hvert eneste retsmøde  adgang til at udspørge dette vidne,  hvilket var af afgørende betydning for forløbet. Dette er en overtrædelse af artikel 6 stk. 3 b. Lægeattest vedlagt. Dokumentation for kendelsen vedlagt.

 

 

 

 

Samme dag, den 19/3 1992 udtaler socialudvalgsformanden. Birgith Fogh-Andersen i lokalradioen, at socialforvaltningen samarbejdede med børnenes skole: Johannesskolen i sagen. Det betyder, at man udmærket vidste, hvor børnene opholdt sig

Retsmødet den 19/3 1992 blev holdt for lukkede døre, dvs. at intet fra retsmødet måtte videregives. Alligevel kunne en repræsentant fra Frederiksberg kommune deltage og referere , hvad der blev sagt i retten. Dette blev brugt til at flytte børnene fra Slangerup til Hørsholm samme dag, den 19/3. Derimod blev den biologiske moder med magt ført ud af retssalen og brutalt trukket langt væk fra retsbygningen, hvilket blev videofilmet og vist i Danmarks fjernsyn, kanal 2, skønt hun var direkte part i sagen. Dermed afsløres det, at Frederiksberg kommune ikke fører sagen på den biologiske moders vegne, ikke for de to børns skyld,  men som et påskud for at ramme  mig. Dette er en overtrædelse af artikel 6 stk. 1. Dokumentation vedlægges.

Først den 20/3 1992 blev jeg som arrestant fremstillet i Retten på Frederiksberg. Dommeren bestemte her,  at retsmødet skulle holdes for lukkede døre. Alligevel blev det tilladt en repræsentant for Frederiksberg kommune at overvære og referere fra retsmødet. Igen bliver den biologiske moder forment adgang til retssalen. Anklageren fremhævede, at dette var en grundlovsforhør, dvs første retsmøde i sagen. Men et grundlovsforhør skulle være afholdt inden 24 timer efter anholdelsen den 18/3 1992 klokken 9 00. Det var en overtrædelse af selve forfatningens retsgaranti. Desuden havde man i retsbogsudskriftet fra den 19/3 1992 påstået, at jeg skulle have været til stede og her have nægtet mig skyldig. Dette var en direkte usandhed Med den usaglige begrundelse, at man ikke behøvede at afhøre vidner i et grundlovsforhør, nægtede man min advokat og mig at afhøre hovedvidnet under mit påhør.  Under hele den følgende restssag, under ethvert retsmøde blev vi nægtet mulighed for at afhøre  hovedvidnet, Grethe Schack-Nielsen.

Dette  var en overtrædelse af artikel 6 stk.3b.

Efter retsmødet den 20/3 1992 blev jeg ført tilbage til en isolationscelle. Jeg havde oplyst myndighederne om min diabetes, men først nu ville man kontrollere mit blodsukker. Som bekendt er der i et fængsel en ophobning af H.I.V. positive personer. Derfor ville jeg sikre mig, at instrumenterne til blodsukkertagning var sterile.  Dette blev mig nægtet  Jeg kan ikke tro andet, end at myndighederne ikke havde noget imod, at jeg blev smittet med en blodoverført sygdom.

Dette var en overtrædelse af artikel 5 stk. 1.

Som en nødhjælp undlod jeg at spise noget, for at mit blodsukker ikke skulle stige til et diabetisk coma-niveau.

Den 20/3 1992 aften