Afsnit
I
Korruptionen.
Geden i
praksis
.
I denne
sag blev der udvist en grænseløs
hensynsløshed mod de stakkels børn, Mulle og Lisbeth, som efter denne sag først
efter planen blev anbragt 14 dage midlertidigt hos rektor beks lærerægtepar på
Johannesskolen, derefter blev de annonceret ud. –og så skulle
Slangerupægteparret efter den oprindelige plan søge plejetilladelsen, og at vi
De
lydige medhjælpere står parat og venter på en herre
”Med
lov skal man land bygge”
Således
indledes Jyske lov fra 1241. og dette er ethvert civiliseret lands fundament.
Og det
står da også over indgangen til Københavns byret
I dag i
året 2003 skulle den danske retsplejelov sikre Danmarks borgere en retfærdig
rettergang.
Som min
sag viser, opfylder det danske retsvæsen ikke denne lov, som jo er selve
retsvæsenets udgangspunkt .
Dette
er grunden til, at jeg henvender mig til
menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg, som jo er en overordnet uvildig domstol - for
at få retfærdighed i denne sag, Som har kostet danske borgere millioner af
kroner. En sag, hvor der har været
retsmøder
Ikke
blot for min egen skyld- men også for de tusinder andre af Danmarks borgeres
skyld, som lider under et vilkårligt retssystems overgreb.
Vi blev
udsat for i alt 17 razziaer- kaldet ransagninger, der var kun dommerkendelse
for 6 af disse.
Ransagningerne,
blev besluttet ved en hemmelig retsmøde, hvor hverken vores advokat eller vi
måtte blive underrettet.
Ved det
første af disse ransagninger, hvor der kom en overassistent fra Frederiksberg
socialforvaltning, rådhus, Dorte Hendriksen, sammen med Frederiksberg politi ud
i vor lægepraksis, den 28 februar 1992 -ulovligt ? til trods for, at denne
ligger i Rødovre- og der har hverken Frederiksberg politi eller Frederiksberg
rådhus noget at gøre- hvis der skal komme politi og sagsbehandlere der, SKAL
disse være fra Rødovre rådhus og Rødovre politi. Der i et behandlingslokale
”ser” overassistenten fra Frederiksbegrg råd hus en levende ged, der har
afføring, mens hun og patienterne var tilstede i rummet- og hun går hjem til
Frederiksberg rådhus og skriver en Gederapport. Denne bliver benyttet. dEn
bliver sendt til samtlige medlemmer af det sociale udvalg i vort Folketing. ….
Derefter
forfremmes hun Dorte Hendriksen fra at være overassistent til at være
fuldmægtig ved Frederiksberg rådhus- og
fuldmægtig er hun den dag i dag ved familieafdelingen på Frederiksberg rådhus.
Frederiksberg
rådhus, betaler hendes advokat, og betaler 5000 kr til min advokat, fordi denne
Gederapport, som Rådhuset havde så meget brug for var udfærdiget i embeds
medfør- til trods for, at retssagen blev anlagt direkte mod hende.
Bilag.
…….
Da
Gederapporten bruges så flittigt til bagvaskelse af os, og til at standse
journalisterne og skriveriet i dag- og ugeblade og standse en TV udsendelse,
som Mulle personligt havde fået gennemført i Eleva2-ren, og til at få os
frataget vores ret til at fortsætte at
arbejde i Danmark som praktiserende læge. Og brugt i retten mod os, hvor folk, direkte blev spurgt om,
hvordan det så ud hos os. Og sendt til samtlige de mennesker, der i aviserne skrev læserbreve
til fordel for os.Osv. Har vi ved hver eneste af de talrige retsmøder begæret
Dorte hendriksen afhørt i retten, fordi hun jo ikke kendte os g aldrig har talt
med os, så vore advokater ønskede at vide, hvem der har fået hende til at se en
levende sklidende ged i et
behandlingsrum, hvor der var tre patienter.
At
afhøre dette hver gang begærede vidne blev afslået hver gang.
Ménédersken
, der sammen med Frederiksberg kommune, og som ligeledes havde fået
Gederapporten i fotokopi og benyttede denne til i samarbejde at få aflyst TV
udsendelserne og til at sende til radioer og Tv og aviser
Bilag.
Vi blev
fængslet ved en ulovlig aktion uden dommerkendelse lige midt i vor
lægekonsultation. Vi blev udsat for mishandling, jeg blev slået bevidstløs i
min praksisgang og båret ud og lagt i bunden af en af de talrige politibiler,
der havde afspærret Voldumvej i begge retninger, og under udrykning- ikke kørt
til nærmeste hospital, som man skal gøre i Danmark ved udrykning men til
Frederiksberg hospital.
Både
min 67-årige syge mand og jeg sat i isolationsfænsel, derfra blev jeg igen
under udrykning på grund af den behandling, jeg fik i Fængslet kørt til
Hvidovre hospital iontensiv afdeling
Og
senere sparket i hovedet i cellen under Frederiksberg politistation.
Frederiksberg kommune havde negative følelser i forhold til mig, bl. a. fordi jeg har været meget kritisk først og fremmest i forhold til kommunens børnepolitik. Jeg har for eksempel givet udtryk for, at Kommunen havde gjort sig skyld i forældres selvmord.
Jeg tog
lægevidenskabelig eksamen fra Københavns universitet sommeren 1956, arbejdede derefter som læge i Sverige i 6 år
og blev svensk legitimerat läkare. Fra 1961 har jeg arbejdet som praktiserende
læge i Danmark.
I
påsken 1990 blev jeg tilkaldt på sygebesøg hos en mor, fru Mette Haugaard
Hansen, Henrik Ipsensvej … på Frederiksberg,
der havde været tilmeldt min lægekonsultation som min patient siden
1985. Hun var prostitueret og narkomen og HIV-positiv allerede i 1985. Hun er
fortsat min patient.
Fru
Mette Haugaard Hansen havde sammen med hendes mand, der også var narkoman og
også HIV positiv og meget kriminel. –og havde siddet i fængsel i 21 år- og sad
i fængsel, 4 børn, hvoraf det yngste på
2 år var HIV-positiv og et plejebarn- der også var HIV-positiv- De var alle
mine patienter.
De 5
børn har haft en forfærdende barndom,
hvor de eksempelvist var alene og henvist til at stjæle til føden, når moderen
sad i fængsel.
Tre
gange under sådanne forhold, har jeg sendt min sekretær ind på politistationen
og betalt hendes bøder, for at få moderen hjem til sine børn.
Bilag:
I
lejligheden, som jeg kom til i påsken 1990,
var der intet badeværelse og ingen opvarmningsmulighed, ingen senge, kun
en snavset sofa. En tilstedeværende kriminel HIV-pos narkoman, Kim Bergstrøm
Hansen, der sad i sofaen, svarede mig på
mitspørgsmålet: Hvor sover børnene ?.
” De sover ved min røv”.
Faderen,
plejebarnet, som skyldte fru Mette Haugaard Hansen, for at have smittet ham med
HIV-infektion ved at sprøjte ham i halsen ,med heroin i sin egen sprøjte, og
den tilstedeværende narkoman, Kim Bergstrøm Hansen er alle døde ganske hurtigt
efter denne episode.
Der var
2 mindreårige børn i lejligheden, det yngste,
en 6-årig pige, Lisbeth, der som allerede nævnt var HIV-pos., sad midt på gulvet og græd stille, hun havde
ikke en eneste hel tand i munden. Alle tænderne var totalt nedrådnede og hun
havde ondt i hovedet. Hun forlangte ”ganer”- ketogan- en morfintablet, moderen
havde givet hende mod smerterne., Den anden pige en 11 årig pige, Anne Marie,
kaldet Mulle, havde skulket fra skolen i flere måneder. Hun kunne ikke se at
læse og skrive på grund af langsynethed.
Skolen havde flere gange forlangt, at der blev skaffet briller til
pigen, men dette var aldrig sket.
Bilag
Da det
ikke så ud til at moderen ville overleve. Hun blev overflyttet fra
Frederiksberg hospital til Rigshospitalet
Jeg
ringede som nævnt den første dag efter påsken til Frederiksberg rådhus, og
talte med socialudvalgsformanden. Næsten dagligt talte jeg med folk på rådhuset
og bad dem sende folk ud for at finde ud af, hvad der skulle ske med de to
børn. Men det tog mere end 6 uger før der kom nogen ud i vort hjem
Min
mand var meget betænkelig ved
situationen. Først og fremmest fordi børnene boede i den topstyrede konservative Frederiksberg
kommune, som i forvejen var meget fjendsk mod mig. Vi var ikke unge mere, jeg
er født i 1928 og min mand i 1925, og vi havde i forvejen selv 12 fællesbørn,
hvoraf det yngste kun var 6 år.
Vi
hentede desuden et tredje barn- en 15. årig pige, der på grund af en række
småkriminaliteter Sad til afhøring på en politistation og tog hende med hjem og
gav hende et værelse og sørgede for, at også hun kom i skole. Vi bragte og
hentede hende dagligt. Hende havde vi kun i 6 måneder, så fik vi hende anbragt
på en døgnskole. Vi kunne ikke havde hende, på grund af, at hun allerede var
meget kriminel.
Vi
skrev til Frederiksberg kommune og bad denne hurtigst muligt finde et yngre
plejeforældrepar, der kunne tage sig af børnene.
Bilag
Det
kunne kommunen ikke. Først og fremmest, fordi den 6-årige Lisbeth var HIV-pos.
Hvilket kommunen meddelte mig telefonisk.
Kommunen
bad mig selv om at finde et plejehjem til børnene.
Derfor
talte jeg med rektoren, Inger Bek på privatskolen, Johannesskolen på
Frederiksberg, hvor vores eget barn, den 6-årige Ditte dengang gik i
børnehaveklasse. om problemet, de nye plejebørn, Mulle og Lisbeth.
Rektor
Inger bek anbefalede mig meget varmt et yngre par, som hun havde kendt i mere
end 40 år, og som hun stod i taknemmelighedsgæld til, Whita Sjøsten og
murersvand, Niels Lykke Nielsen, som boede i et nyere hus i Slangerup. Og det
var langt fra narkokvarteret på Frederiksberg, sagde hun.
Det
viste sig, at vi kendte den kvindelige part, Whita Sjøsten, som havde boet i
Rødovre og havde været vores patient. Hun var dengang vognmand, og var blevet
idømt ubetinget fængselsstraf for bedrageri. Jeg havde dengang søgt om at få
fængselsstraffen gjort betinget af helbredsmæssige grunde- Det fik jeg, og jeg
fik hende til og med gælds saneret, hvorefter hun rejste fra kommunen- så hende
kendte jeg godt, men manden kendte jeg ikke.
Bilag.
…….
Da min
mand mente, at jeg alligevel skulle rette mig efter denne rektor, bragte jeg
begge børnene til Slangerup, sammen med deres tøj en fredag aften. Men børnene
ville ikke være hos parret i Whita og
Niels i Slangerup, og de flygtede derfra. De ringede fra en telefonboks og bad
om at blive afhentet allerede den følgende dag, om lørdagen. De ville hjem,
sagde den store pige- og mente, hjem til os. Jeg hentede børnene. Ved en
telefonboks uden for Slangerup.
Niels
Lykke Nielsen blev meget vred på os. Han kom om mandagen og smed børnenes tøj
ind til lægesekretæren uden et eneste ord.
Frederiksberg
kommune gav os så plejetilladelsen- en plejetilladelse, der blev stadfæstet i
Den Sociale Ankestyrelse.
Børnene
sendte jeg som allerede nævnt først til den nærmeste skole, Rødovre skole, der
er en almindelig kommuneskole.
Bilag:
Rødovre skoles udtalelser om børnene.
…….
Efter
sommerferien sendte jeg Mulle og lisbeth
i privatskolen Johannesskolen, der er en privat gymnasieskole, fordi jeg mente,
at jeg ikke kunne have ”to slags børn”, to plejebørn i en folkeskole, og vore
egne 12, der alle har gået i privat skole.
Det gik
børnene rigtigt godt i gymnasieskolen.
Bilag:
Bilag
2. Advokat Hans Helmer Jensens brev af …til borgmesteren- samt borgmesterens
svar af, hvor han skriver
.
Krænkelserne
af menneskerettighederne i denne sag:
…………………………………………………………..
Alle
har ret til en retfærdig rettergang-
…………………………………………..
Det fik
vi ikke:
1.Vi
blev dømt kollektivt. Til trods for at min mand intet absolut iontet havde med
sagen at gøre. Han var imod den fra begyndelsen, først og fremmest fordi det
var den topstyrede Frederiksberg konservative kommune.
Han kom
til Danmark som flygtning fra nazismen i 1938, og vidste, hvor vanskeligt det
er at få sin ret i Danmark, så han ville beskytte mig og vore egne 12 fælles
børn.
Vi blev
isolationsfængslet den 18.3.1992 på et falsk vidnesbyrd, ved en meget voldelig
aktion på vor arbejdsplads i lægekonsultationen i Rødovre uden dommerkendelse,
hvorefter der blev afholdt razzia- kaldet ransagning i hele huset og medtaget
sagsakter, videobånd og kassetteoptagelser, samt billeder- billeder fra væggen-
ligeledes uden dommerkendelse. Den opdigtede historie blev fortalt politiet af
sovcialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen og den blev bevidnet af madskribenten,
hendes vælgerforeningsveninde, som gentog historien til politiet og i retten,
under grundlovsforhøret af min mand.
”Den
dame, det vidne” tror jeg på, sagde Frederiksberg rets dommer, Sylvest Nielsen.
Men hun nægtede at lade samme ”troværdige ” dame afhøre under mit påhør, da jeg
blev fremstillet i Grundlovsforhør og jeg øjeblikkeligt begærede hende afhørt,
fordi jeg med lethed kunne have afvist
dette vidneudsagn, bl. a. fordi Fru Grethe
Schack nielsen aldrig har set de to plejebørn, da vi først flyttede ind
i lejligheden 14 dage efter at børnene var forsvundet . Selv da begge
advokater, adv. Hans Helmer Jensen, og Jytte Thorbek begærede dette.
Vidnesbyrdet,
som bragte os i fængsel blev i selve Landsretten afsløret som et opdigtet og falsk. Historien
gik ud på, at en nabo til en ny lejlighed vi var flyttet ind i den 15.2.92
havde ”set” os på gaden neden for hendes lejlighed den 11.2.1992. Hende, der havde ”set ” os sammen med disse
børn var at en af socialudvalgsformanden på Frederiksbergs veninder i den
konservative vælgerforening, maqdskribenten Grethe Schack Nielsen.
8.
Dette
ringede socialudvalgsformanden til Frederiksberg politi og skulle fortælle en usand opdigtede historie,
der gik ud på, at min mqnd og jeg var set neden for hendes vindue sammen med de
to ”forsvundne” plejebørn nedenfor sin lejlighed histo blev politianmeldt af
socialudvalgsformanden ved Frederiksberg kommune, Birgit Fogh Andersen efter aftale med hendes
vælgerforeningsneninde, Grethe Schack Nielsen.
Bilag
Politiafhøringen.
Afsløringen
i Landsretten.
Selv om
det er direkte strafbart at begå ménéd i retten, blev denne løgner Grethe
Schack Nielsen hverken tiltalt eller straffet.
Til
trods for, at såvel jeg og min mand, som den biologiske mor politianmeldte
hende.
Vores
to advokater, Jytte Thorbæk, og Hans Helmer Jensen begærede vidnet Grethe
Schack Nielsen afhørt i retten under mit påhør, da det udelukkende var hendes
falske vidnesbyrd, der frihedsberøvede mig. ” Det vidne tror jeg på ”, sagde
dommeren på Frederiksberg, Dorthe Sylvest Nielsen og at afhøre hende i retten under mit påhør.
Hvilket er ulovligt jeg kunne med lethed
have afsløret hendes falske vidnesbyrd, bl. A. fordi den søn, hun beskrev som
chaufføren, ”født i Vietnam eller Korea” på det tidspunkt hun så os med ”de
forsvundne børn” var i Miami. Og hun
havde aldrig set de to plejebørn, idet vi først flyttede ind i lejligheden ved
siden af hendes lejlighed to uger efter at børnene var ”forsvundet”
.o.s.v.
Begærede
vigtigste vidner fik vi ikke lov at afhøre i retten
……………………………………………………………
1.
Grethe
Schack NIELSEN.
2.
Borgmester
John Winther, trods begæring ikke alene af os, men også af adv. Jytte Thorbek
Hans Helmer Jensen og adv. Holger lindholt.på hvis kontor de mange møder
afholdtes både før og under vor fængsling, hvor hele slagplanen aftaltes.
Og hvor rektor Bek Hvo socialdirektøren deltog i et møde, hvor rektor Bek
fortalte at hun selv om børnene var ”under jorden” havde kontakt til børnene
såvel … som på hendes kontor på solen, hvor de også kom.r og bjarne busk gik hjem og politianmeldte
rektor Inger Bek, men så blev kaldt op på borgmesterens kontor og måtte
tilbagekalde sin politianmeldelse.
Han havde desuden det endelige ansvar for at samtlige papirer på
Frederiksberg rådhus ”forsvandt”
Når vi er vidende om møderne og mødedatoerne, så skyldes den biologiske
mor, som har givet os akterne som hun havde.
3.
Gederapportens
historieskriver, overassistent Dorte hendriksen, blev begæret afhørt ved hver
eneste retsmøde- og afvist ved hvertm eneste retsmøde. Til gengæld betalte
kommunen hendes advokat og bøde på 5000 kr, som gik direkte til advokat Søren
Søltoft for at få ham til at tie. Fordi Gederapporten var udfærdiget i
”embedsmedfør”
Bilag.
Borgmesterens
skrivelse
Sagsakterne.
4.
familien
Andersen i Hørsholm, der så snart observatøren fra Frederiksberg rådhus havde
hørt, at min mand i retten sagde, at det var i Slangerup, at børnene var
skjult, blev børnene tvangsflyttet dertil. De var en hemmelig adresse i
Hørsholm, hvor parret til politirapporten sagde, at de ikke kendte os, aldrig
havde talt med eller set os, at de var vidende om, at vi gamle læger sad i
fængsel og ikke ville komme ud før børnene, de skjulte var fremme, men de
gjorde det, fordi der stod en rekto bag.
Da det
lykkedes Mulle og en søn vi har læge og kaptajn Ben Graungaard at finde stedet
den 15 september 1992 og det samme dag blev anmeldt til Frederiksberg politi, tog det alligevel
politiet mere end et år, før det hårdt presset af os og pressen afhørte parret.
Og hver
gang der har været retsmøde, har vi begæret
dette par afhørt. Men dette er blevet os og vore advokater nægtet hver
gang- I det hele taget vedblev retten at benævne parret, som det jo kendte både
med navne og adresse at kalde disse for. ”et anonymt sted i Nordsjælland."
Bilag
Politiafhøringen af dette forbryderpar.
…………………………………………………
Vi ,
min mand, Karl Somogyi, født d. 2. april 1925 og jeg, født den 7. dec. 1928 er
læger fra 1956 fra Københavns universitet.
I 5 år arbejdede vi først som læger i Sverige, hvorfra jeg også har
lægevidenskabelig embedseksamen fra Stockholms
universitet.
I Sverige er de retslige forhold gode.
Dette
er de ikke i Danmark.
I
Danmark er der meget korruption, og det koster dyrt at kritisere
myndigheder.
Vi har
erfaring derfor.
Da vi
har 12 fælles børn, 6 adopterede, hvoraf nogle er svært handicappede og 6
”hjemmelavede” børn, har min mand fra begyndelsen af vort arbejde som
praktiserende læger i Danmark besluttet,
aldrig at blande sig i dansk politik o da dette er meget
risikabelt, selv om Danmark udadtil er et mønsterland, hvor der
intet forkert sker. Han er jøde, og
flygtede først til Danmark, og senere videre til Sverige, da dansk politi hjalp
nazisterne med at indfange jøder.
Min
mand blandede sig ikke i denne her sag, ligesom han heller ikke blandede sig i
sagen, hvor kvinder blev brugt uden deres vidende og døde som fluer. Og jeg af
lægeforeningen
Hvor
risikabelt det er at kritisere myndigheder, erfarede vi for mange år siden, hvor jeg, da det viste sig helt
umuligt for mig at få standset nogle yderst skumle lægeforsøg med kvinder med
brystkræft, der kostede menneskeliv, hvorfor jeg til sidst gik til pressen og
til TV, helt enkelt af vor magtfulde lægeforening fik frataget min bestalling
som praktiserende læge i landet, blev ekskluderet af den danske lægeforening.
Min mand kunne fortsætte med at fungere som læge og forsørge alle os, fordi det
udelukkende var mig, der havde kritiseret forholdene. På det tidspunkt havde vi
11 børn.
Lægeforeningen
sagde, at jeg ved offentliggørelse af deres skumle projekt nedsatte tilliden
til lægerne, Jeg mente, at det var lægerne selv, der gjorde sig skyld i
nedsættelsen af denne tillid, og jeg ønskede forsøget standset.
Bilag
a. brevet i hvilket der meddeles os, at vor patient er død, at hun havde været
inddraget i et forsøg med kvinder med brystkræft, hvor halvdelen fik et stof
under afprøvning og halvdelen fik placebo. En kalktablet. Til alle var blevet
sagt, at de fik et virksomt amerikansk medikament, der med sikkerhed slog alle cancerceller ihjel.- Og brevet sluttede
med en tak for godt samarbejde.
Patienten
var død og efterlod sig børn under skolealderen.
Jeg
vandt sagen, og beholdt dermed mit arbejde som praktiserende læge i Danmark-
helt mirakuløst, idet en sjældent
rettænkende højesteretsdommer, Topsø Jensen, undskyldte sin frifindelse af mig
over for lægeforeningen med, at: ”hendes patienter døde jo” Denne dom er meget
ualmindelig i Danmark.
Vi
arbejder fortsat i Danmark som praktiserende læger.
Det
danske hykleri må man enten stiltiende acceptere, eller være udsat for konstant forfølgelse. Det
vidste min mand. Derfor blandede han sig
aldrig.
I
Danmark er medlidenhedsdrab således forbudt, men ikke desto mindre bliver mere
end 2000 patienter nægtet livsforlængende behandling, så de dør.
En
metode i Danmark til at opnå resultatet at slippe for at have store udgifter
til håbløst syge er ”doble op” metoden, hvor der gives en vis portion morfin i
injektionevædsken ved første infusion, næste gang gives dobbelt så meget morfin
og så videre, lige indtil morfinindholdet i blodet bliver uforeneligt med
livets beståen. Dette er en dansk behandling på vore sygehuse.
I
Frederuikssund – Frederikssundsagen lod man flere hundrede sager forælde,
deriblandt drab. Og ingen stilles til regnskab
Forholdene
i Danmark tvangsfjernelser af børn, tvangsmedicinering, bæltefiksering tvangstilbageholdelse er fortsat ligeså grelt
,som det var i barnet Jons tid, hvor
Danmark dog blev dømt for sindelagskontrol. Jeg sendte det dokument til Strassbourg, en politimand havde smuglet ud
fra Glostrup politistation.
Bilag:
I den
aktuelle sag, ”Graungaard-sagen”- som Frederiksberg kommune kalder sagen,
”Gedesagen” som alle andre deriblandt pressen kalder sagen, var min mand imod.
Graungaard
sagen eller Gedesagen, med alle de
opdigtede fantasifulde historier har kostet staten, dermed borgerne mange
milioner kroner.
Der har
i den sag været utallige---------- retsmøder
deriblandt 3 hemmelige retsmøder
med tilstedeværelse af en dommer
og retskendelser, at hverken vi, min mand og jeg eller vore advokater må
underrettes.
Der har
været startet på en film, der vil blive færdiggjort, samtidig med, at bogen
skrives om danske retstilstande- eller mangel på samme
Alligevel
blev min mand og jeg kollektivt arresteret og kollektivt indsat i isolationsfængsel
og kollektivt dømt i sagen om de to børn
Lisbeth og Mulle. Og kollektiivt afslået erstatning for uberettiget
fængsling, ransagninger, sigtet som
kriminelle i mere end 7 år. Kollektivt-
uden anden grund, end at vi jo var gift med hinanden, men vi havde jo dog hver
sin advokat.
.
Både
den biologiske mor til børnene og hendes børn var mine- ikke min mands
patienter.
Ifølge
art. 1 har Danmark forpligtet sig til at respektere menneskerettighederne der
angives i konventionens afsnit 1..
Art: 3.
Forbud mod tortur.
” Ingen
må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende straf.
Den
behandling min mand og jeg fik kan sidestilles med tortur og umenneskelig og
vanærende behandling.
Vi blev
ikke alene udsat for tortur. Psykisk og fysisk. Vi blev også udsat for både
umenneskelig og vanærende behandling.
Jeg
blev midt i min lægekonsultation iført hvid lægekittel for øjnene af sekretær,
patienter og familie og børn først slået bevidstløs og båret ud og lagt i bunden af en af de
mange politibiler, som holdt uden for vor lægepraksis for øjnene af bl. a. vor lille datter på 8 år, som af
politiet var jaget ud på vejen, hvor hun frysende og grædende blev efterladt.
Døren var blevet låst og politiet ransagede huset og tog kostervarer med sig.
Frederiksberg
politi, som nu opererede i Rødovre havde hverken dommerkendelse til
arrestation eller til ransagning.- Dette
fik de naturligvis efterfølgende af Frederiksberg dommeren, Dorte Sylvest
Nielsen.
”Der
blev kun gjort brug af nødvendig magtanvendelse”- skrev den udøvende
vicekriminal betjent, Lau Fries…..
Jf
videooptagelsen af den brutale arrestation. Denne er blevet vist i retten.
Derefter
blev jeg indlagt på Frederiksberg hospital på intensiv afdeling i ilt og under
streng bevogtning. Hverken medlemmer af folketinget eller præsten Tove Fergo
måtte besøge mig. Jeg blev ikke kørt til
det nærmeste hospital, som skal ske ved udrykning ifølge dansk lov, men
til Frederiksberg hospital.
Fra
hospitalet blev jeg da man skønnede, at jeg kunne undvære ilten kørt til Vestre
Fængsel, hvor jeg blev klædt nøgen og
derefter indsat i isolationscelle nr. 52. hvorfra jeg så den følgende morgen
kom til grundlovsforhør.
I
fængslet var jeg totalt isoleret, der var i døren et hul på størrelse med en
mønt, som der var en klap for udvendigt. ”Læn Dem ikke ud”- havde en fange, jeg
kendte fra besættelsestiden skrevet. Han blev taget af tyskerne, og nægtet
benådning af det danske justitsministerium og af tyskerne skudt, i det vi nu
kalder mindelunden.
Når jeg
skulle føres til toilettet, skulle der ventes og ventes, for der måtte ikke
være nogen på gangen, jeg var jo isolationsfange. Også på toilettet skulle man vente med at
komme ”hjem” til sin celle, til gangen var mennesketom. En dag glemte man at
hente mig, og man fandt mig besvimet og jeg måtte igen køres under udrykning
til et hospital. Denne gang Hvidovre hospital.
Jeg
blev slået på Hvidovre Hospital, hvor jeg lå med ilt i næsen på eneværelse på intensiv
afdeling. Fængselsbetjentene der bevogtede mig 24 timer i døgnet stod og røg
cigaretter inde på min enestue, hvor der var ilt. Jeg kunne ikke tåle røg på
grund af astma og hjertesygdom og gik henimod et vindue, for at åbne dette. Jeg
har haft en insulinafhængig sukkersyge i mere end 20 år. Jeg blev kastet ned på
gulvet og fængselsbetjenten vred armen om på ryggen af mig under påskud af, at jeg ville flygte ud af et
vindue- på 3. sal.
Jf
fotos, der har været fremlagt.
Under
Frederiksberg politistation blev jeg
sparket i ansigtet af fængselsbetjent Erik Staal. Jeg lå på en snavset madras
på gulvet på ryggen, og kunne ikke hurtigt nok rejse mig op på komando. På
grund af alder, leddegigt og hjertesygdom, jeg skulle først om på maven før jeg
kunne rejse mig. Erik Staal sparkede mig ind i ansigtet og ramte næsen, hvor
blodet sprøjtede ud over min hvide lægekittel og på betjentene. Derefter blev
jeg grevet af fire fængselsbetjente to betjente tog hver sin arm og to betjente
hvert sit ben, og sådan blev jeg båret ud i cellevognen, der ventede på at føre
mig til en celle i Vestre Fængsel.
Jf
fremlagte fotos. Jeg måtte derefter bæres af 4 betjente op og ned af trapperne
fra kælderen til retssalen, ligesom jeg måtte af 4 fængselsbetjente bæres ud i
den ventende cellevogn. For at føres til Vestre fængsel, hvor advokaten fotograferede.
Jf
fremlagte fotos.
Jf
lægeerklæring af Røde kors lægen Torben Ishøj.
Min
mand og jeg var totalt isolerede og vi vidste ikke de første dage, hvad der var
sket med vor lille 8 årige datter, som vi sidst så frysende og grædende på
gaden- og vi vidste ikke, hvad der var sket med vor lægepraksis.- Vi hørte
patienter blive jaget ud og hjem med beskeden, at de skulle finde en anden
læge, for nu skulle vi i fængsel. Dette føltes som den værste form for psykisk
tortur.
Da jeg
kom fra intensiv hjerteafdeling på Frederiksberg sygehus, direkte til en
isolationscelle, skulle jeg klædes helt nøgen. Det føltes ærekrænkende og
nedværdigende. Jeg er født i 1928.
Art. 5:
Ret til frihed og sikkerhed :
………………………………………..
Stk 1:
Vi blev anholdt i vor praksis lige midt i konsultationstiden mellem vrentende
patienter. Disse og de patienter, der kom på vejen imod vores konsultation fik
beskeden, at gå hjem og søge en anden læge, for nu skulle vi i fængsel.
Politi
og socialforvaltning kom uden dommerkendelse, vor yngste datter på 8 år blev
smidt ud på gaden, og døren låst for hende-hun måtte ikke komme ind i huset
efter at patienterne var bortvist, vi
min mand og jeg kørt børt, sekretær og en voksen datter i håndjerg kørt til politistationen.- og der stod hun frysende og grædende, mens
politi og socialforvaltning gennemsøgte
vor lægepraksis, og private del af huset,
samt ransagede en lejer, Kurt Christiansens lejlighed i huset- også uden
dommerkendelse.
Selve
politianmeldelsen havde fundet sted ved en privat middag, hvor
socialudvalgsformanden,
Biorgit Fogh- Andersen havde politimesteren til bords. Dette forklarede denne
socialudvalgsformand mig i en telefonsamtale, som jeg båndede. Og fremlagde
både bånd og udskriftet deraf.
Jf.
fremlagt i retten båndet telefonsamtale og udskriftet deraf.
Stk 5:
Enhver,
der har været genstand for anholdelse eller forvaring i modstrid med
bestemmelserne i denne artikel har ret til erstatning:
Allerede
ved Grundlovsforhøret af mig den 20.3.92 gjorde både jeg og to advokater
dommeren opmærksom på, at beslutningen, at børnene skulle fjernes fra os og anbringes på børnehjem
ulovlig, fordi dette kan et sammenrend på et socialkontor ikke bestemme. Sådant
SKAL forelægges børne- og Ungeudvalget,
som det aldrig blev. Det turde man ikke. Da vi efter godt 7 år at have været
udråbt som kriminelle i alle store dagblade og i TV, og blev frikendt, var det
netop dette forhold, der gjorde, at vi blev frikendt.
Men
da fandt man så på, at vi selv har givet
anledning til alt det onde, der var overgået os- hvorfor vi ikke skulle have
erstatning.-
Dette
er ikke rigtigt. Det er ligeså forkert, som Gederapporten og som anmeldelse af
os til Den Almindelige Lægeforening, og alt det andet.
Jf. de
kronologiske hændelser.
Og
retsbogsudskrifterne
Da
børnene kun havde været ”borte i få timer ringede jeg tidligt om morgenen til
den øverst ansvarlige og sagde, hvor børnene var og bad hende tage med mig ud
og så stille og roligt som muligt af hensyn til børnenes psykiske tilstan at få
disse til at tage med til det børnehjem, som nu hun havde bestemt sammen med
sine underordnede på kommunen, og på grund af hendes mærkelige opførsel, at det
ville hun ikke og hun ville i det hele taget ikke vide, hvor de børn var,
ringede jeg igen så hurtigt rådhuset åbnede til denne øverste i socialudvalget
men havde sat et bånd på telefonen.
Socialudvalgsfor,anden nærmest skreg. Eva Jeg VIL ikke vide hvor de børn
er.
Dette
bånd blev afspillet i retten og udskrift deraf står i retsbogsudskriftet, og
socialudvalgsformanden godkendte at det var hende, der havde råbt. Jeg vil ikke
vide, hvor de børn er.
Men så
skrev dommeren, at jeg da burde have vidst, at hun og hendes mening ikke var i
overensstemmelse med resten af det sociale udvalg.
Bilag
…….
Og da
min mand kom til grundlobvsforhør den 18.3.1992, og blev spurgt om, hvor vi
aflagde sygebesøget om natten, da børnene var forsvundet, sagde han højt og
tydeligt. I Slangerup- hvorefter han ikke blev yderligere spurgt. Myndighederne
vidste godt, hvor børnene var.
Bilag.
Også
det
Ligesom
man fandt på en historie, at da man samme dag i håndjern lænkede vor mandlige
sekretær til en voksen datter, højre hånd til højre hånd, så disse, da de under
stor bevågenhed af patienter, forbipasserende og genboer i cirkelbevægelser
blev jaget ud i en politibil og kørt til afhøring- da fandt politiet på den
usande historie, at disse to fanger ikke havde villet opgive deres navne og
adresser, hvilket heller ikke var sandt. Men så undgik man at betale
erstatning.
De
ydmygende Ransagninger var der kun dommerkendelse for 6 men der blev afholdt 17
Art. 5:
stk. 1.
ret til retfærdig rettergang. Dette fik vi ikke.
Begærede
centrale vidner blev bare afvist
Afhøring
af det vidne, hvis udsagn bragte mig i isolationsfængsel under mit påhør, blev
afvist.
Der
blev løjet og fortalt, at politianmelde
Den kom
fra den socialudvalgsformanden, der nægtede at få oplyst hvor børnene Var få
timer efter, at de var forsvundet
Stk 3
b:
Ret til
at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar. Dette fik vi
heller ikke. Vores advokat i Landsretten, Holger Linholdt fik ikke fem
minutter. Han måtte i maj 1999 føre sagen uden et eneste akt papir- uden at kende sagen
Det
eneste min advokat, holger Lindholt
kunne sige var:
”Hvad
var lovmedholdeligheden med fængslingen i 1992?
og
dette spørgsmål fremsatte han ved hvert eneste retsmødes begyndelse og
afslutning til stor irritation for landsretsdommerne.
Og så
fremsatte han begæring:
1.
at få
sagsakterne,
2.
at få
tid til at sætte sig ind i sagen.
3.
At få
de beslaglagte kostervarer udleveret, da det var sagsakter.
Han fik
ikke sagsakter.
Han fik
ikke 5 minutter til at sætte sig ind i sagen
Men han
fik igennem at han ved det næstsidste møde, måtte gå over på statsadvokatens
kontor og gennemse sagsakterne.
På
statsadvokatens kontor fik han forevist nogle ganske få sagsakter og et
videobånd, der stod Frederiksberg politis arbejdsmateriale.
Disse
kostervarer udgjorde kun en lille brøkdel af de fjernede kostervarer. Men han
lagde disse i sin taske og sagde, at de jo tilhørte hans klient og gik med
disse over til retsmødet, der var startet. Han forlangte videobåndet afspillet
og dette var helt tydeligt mixet sammen af politiet, så adbvokat Holger
Lindholt tillagde nu ordet FUSK til sit sparsome indlæg. Fusk ? spurgte
dommeren.- Ja Fusk, fusk og atter fusk sagde advokaten.
Og så
ordet FUSK.
Om den
lille del af sagsakter, som han ved direkte selvtægt tog med sig. Han kunne
høre, at båndene, som der stod: Frederiksberg politis arbejdsmateriale.
Fusk gentog landrettens præsident, Ja FUSK gentog
min advokat- kan De ikke selv høre, at dette bånd er manipuleret?
Så
sagde Holger Lindholt igen FUSK- og der blev ikke sagt mere fra hans side.
Udover det sædvanlige spørgsmål om
lovmedholdeligheden?
Dernæst
blev vi frifundet- men med tilføjelsen, at vi selv har givet anledning til det
skjete. Dette sidste er aldrig udspecificeret.- og der tilbageholdes fortsat de
fleste af de i min lægekonsultation og i mit hjem tyvstjålne sagsakter , videobånd, film og
kasettebånd samt familiebilleder, som man har stjålet på ugebladet Ude og
hjemmes redaktion.
Holger
Lindholt døde i retten relativt kort efter denne episode. Han ville gerne
have ført sagen til Strassbourg
1.
Min
mand, der havde haft to blodpropper i hjernen og stærkt forhøjet blodtryk blev
ført til afhøring uden at have haft til til at forberede sit forsvar. Han var
stærkt oprevet, fordi han så mig blive
båret ud og kørt bort under udrykning, og kunne kun svare på dommerens
spørgsmål om, hvor jeg havde været på sygebesøg, hos børnene den nat, hvor
børnene var forsvundet om eftermiddagen. Han svarede:
”I
Slangerup”
Men
dette skrev den partiske dommer Dorte
Sylvest Nielsen ikke i retsbogsudskriftet.
Jf
vidneudsagn fra advokat Hans Helmer Jensen i Landsretten den 7 maj 1999.
2.
Ligesom dommer Dorte Sylvest Nielsen også tendentiøst ”glemte” at skrive i
retsbogsudskriftet at det menneske, der
fik os i fængsel med sin opdigtede og usande historie om, at hun havde set os
med de efterlyste børn den 11. marts 1992 sagde, at hun var
vælgerforeningsveninde med socialudvalgsformanden, Birgit Fogh- Andersen på Frederiksberg rådhus.
Jf
retsbogsudskriftet af…, hvor dommeren
ved det efterfølgende retsmøde blev tvunget til at tilføje dette i retsbogen.
Den
sidste retssag i straffesagen mod os fra 1992, som fandt sted i landsretten i
maj 1999, blev fastlagt lige midt i en anden meget stor sag fra 1988. Begge
sager skulle procederes samtidigt, således at man startede om formiddagen med
en stor erstatningssag, hvor politiet i
1988 var brudt ind i min lejlighed og havde plyndret denne ved en fejltagelse,
hvor jeg først blev anklaget for at forsøge at forhindre myndigheder i deres
arbejde. Politiet lagde mig ned på gulvet og låste mine gigtsvage arme fast på
ryggen af mig med magt i håndjern og
anholdt mig og plyndrede min lejlighed og solgte dette, og jeg genså aldrig
mere mit indbo. Jeg blev senere frikendt, og det var erstatningssagen mod
politiet, der nu skulle behandles i Landsretten midt i Gedesagen. Det magtede
min advokat, Jytte Thorbek ikke. Hun har aldrig tidligere været med til noget
lignende, sagde hun. Så hun meddelte retten, da den ikke ville adskille de to
store sager, at hun kun kunne møde om formiddagen til den ene sag. Og ikke en
time senere samme dag møde i Gedesagen. Af helbredsmæssige grunde kunne hun
ikke magte at procedere to så store sager på samme dag.
Retten
beskikkede så i hendes sted ved retsmødets start den 3.5.99 en advokat for mig,
som jeg bestemt ikke ønskede. Jeg
ønskede advokat Holger Lindholt, der havde givet tilsagn om at møde. Men han
havde ikke sagsakterne.
Denne
advokat nægtede landsretsdommeren at beskikke selv om han var
højesteretsadvokat- havde møderet for Højesteret.
Ved
retsmødet måtte jeg så rejse mig op og
sige, at såfremt advokat Holger lindholt ikke kunne beskikkes, så ville jeg
betale ham selv, for jeg ønskede IKKE den advokat, landsretten mod min vilje
ganske frækt havde beskikket for mig.
Så
forlod alle dommerne i Landsretten salen og kom tilbage og meddelte,, at så
kunne den advokat jeg ønskede, Holger lindholt
så godt beskikkes, men han kunne
ikke få sagsakterne, for sagen skulle føres i dag.
Det var
advokat Lindholt ikke tilfreds med, men anmodede om at få en uge til at
forberede sagen, der nu i forvejen havde taget mere end 7 år.
Dette
blev nægtet ved kendelse. Så måtte min advokat føre min sag uden at kende denne
i landsretten i Danmark .
Det
eneste han kunne sige, sagde han ved starten af hvert retsmøde og ved
slutningen af retsmøderne, nemlig:
Hvad er
lovgrundlaget for denne sag for fængslingen af mig? Det var det eneste, han
vidste, at jeg allerede i grundlovsforhøret den 20.3 1992, havde gjort dommerne
opmærksom på, at fængslingen og sagen med at fratage os de børn, som havde
rettet sig og klaret sig så godt, mens vi havde dem. Det kan et sammenrend af
mine fjender ikke gøre sammen med en
politimester efter aftale ved en privat
middag, hvor socialudvalgsformanden har politimesteren til bords- jf. båndet
samtale med mig og socialudvalgsformanden. Vedlagt og spillet i retten.
Dommerne
svarede ikke, hvorfor adv. Lindholt sluttede med samme spørgsmål, og derefter
stillede dette ubesvarede spørgsmål ved alle følgende retsmøder i Landsretten.
Han startede og sluttede det næste retsmøde med samme spørgsmål. Det fortsatte
han med, lige til dommen kom, den 11.5.1999, hvor vi s¨å
blev frifundet- men så fandt man på, at alt det, der var overgået os, havde vi
selv givet anledning til.
Både
min mands advokat og min advokat sagde i kor: ”Det er fordi de vil nægte jer
erstatning.”
Det
eneste han vidste om sagen var, at jeg ved første retsmøde, grundlovsforhøret
havde gentaget, at det var et sammenrend af mine fjender, der havde handlet
ulovligt til stor skade, for de børn, det gik ud over.
Fjernelsen
af de to pleje børn fra os, var sket på ulovlig måde. For vi havde både en
almindelig plejetilladelse, en plejetilladelse, der til og med var stadfæstet
fra den sociale ankestyrelse og alle mulige beviser på at det var gået børnene
umådeligt godt, han vidste om skoleerklæringerne fra klasselærerne og fjerne
sådanne børn det kan efter dansk lov kun Børne- og Unge udvalget gøre, og sagen
har aldrig været forelagt dette udvalg.
Dette
var første gang i hans lange liv som advokat, at han havde hørt om, at en
advokat ikke kan få tid til at sætte sig ind i sagen og forberede denne
…………………………………………………………………
En evt.
erstatning, vil den blive delt i tre lige store dele. En del til Mulle (Anne Marie), en del til
Lisbeth og en del til Ditte.
.
d. At
afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner.
…………………………………………………………..
Dette
blev også nægtet os. De for vor sag vigtigste vidner blev os nægtet at afhøre.
Vi blev
anholdt og fængslet udelukkende på et falsk vidnesbyrd fra en nabo,
vælgeforeningsveninden til socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen. Hun hed
Grete Schack Nielsen. Hun var madskribent. Og arbejdede sammen med
socialforvaltningen, hun fik således standset en TV udsendelse, der allerede
var optaget med børnene og os.
Jf:
bilag
Udelukkende
hendes vidneudsagn til politiet, førte til den brutale arrestation midt i vor
konsultationstid.
Da jeg
kom til grundlovsforhør, fik jeg kun at vide, hvad hun havde sagt i retten, da
min mand var til grundlovsforhør. Jeg kunne øjeblikkeligt høre, at hendes
udsagn var opdigtet. For eks. Beskrev hun en af vore sønner, der havde kørt
bilen med os og de efterlyste piger, som en skævøjet koreaner. Vi havde kun en søn, der havde alderen til
kørekort, som er mørk og adopteret fra Korea- men han var på det tidpunkt i Miami.
Ligesom jeg også kunne have modsagt dette vidne derved, at hun som påstod at
kende de efterlyste børn, aldrig har set disse, da vi var flyttet ind i
lejligheden ved siden af hende den
15.2.1992, og børnene forsvandt den 3.2.1992.
Jeg
forlangte at få hende afhørt under mit påhør, ligesom mine advokater også
forlangte dette. Dommeren, der var meget partisk sagde:” NEJ. Det vidne tror
jeg på. Det er meget troværdigt”, og så blev jeg også dømt til
isolationsfængsling.
Senere
en dag, hvor jeg blev låst inde på VC og efterladt der, fordi der angiveligt
var folk på gange, kom jeg endnu en gang under udrykning ført til hospitalet,
denne gang til Hvidovre hospital
Der kom
en kendelse , og jeg blev ført bort til isolationscelle.
Bilag:
retsbogsudskriftet.
Senere
i selve landsretten blev vidnet, der havde foranlediget anholdelse og
isolationsfængsling af os, afsløret. Afsløringen skete såvel i selve retten, som ved et møde i Slangerup, hvor en stor forsamling
af tilhørere var til stede derved, at de mennesker, der havde skjult børnene efter aftale med rektor Bek,
såvel til en stor forsamling ved et møde
i Frederiksværk sagde, at dette kunne ikke passe, da børnene både i tiden før,
hun havde set os, og den dag, hun ”så” os og i dagene derefter var børnene hos
disse i Slangerup, og i retten sagde disse Slangerupmennesker det samme.
Men
Grete Schack Nielsen blev ikke straffet.
I
modsætning hertil blev vor lille søn af samme dommer med fængselsstraf, hvis
han vidnede falsk i retten.
Art. 6.
……..
Enhver
skal, når der rettes anklage mod ham, være berettiget til en retfærdig og
offentlig rettergang. Det fik vi ikke
Tværtimod.
omtalt
i de store aviser, som forbrydere, der skjulte børn Dette kom fra
socialforvaltningen og fra politiet.
Vi blev
den 18. marts 1992 UDEN dommerkendelse, voldeligt og brutalt anholdt på vor
arbejdsplads lige midt i vor konsultation, mellem patienterne,
Og UDEN
dommerkendelse, og fik ransaget både praksisdelen, hvor man medtog
En
masse såkaldte kostervarer, kassettebånd, videooptagelser, fotos, sagsakter
m.m. Og ikke alene vores del af huset blev ransaget, det blev også vor lejers
del. Også hans fotos blev medtaget.
Enhver
er berettiget til at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede vort
forsvar. Det fik vi ikke .
Den 18
marts 1992 blev min mand, Karl Somogyi, fortumlet efter den voldelige
anholdelse af mig, som blev båret ud og lagt i bunden af en af politiets
kassevogne og kørt bort under udrykning, og
af anholdelsen af vor voksne datter
og vor mandlige sekretær, der i håndjern blev lænket til hinanden, og rystet over, at vor egen datter, den
lille Ditte, grædende og frysende blev efterladt på gaden,
og 67 år med alt for højt blodtryk og
efter for nylig have haft to blodpropper i hjerne og hjernestamme med halvsidig
lammelse og talebesvær til, følge, blev min mand ført til afhøring ag derefter
indsat i isolationsfængsel uden at vide, om jeg var død eller levende. Men han
svarede helt klart og tydeligt på dommerens spørgsmål, hvor var sygebesøget,
som jeg aflagde på grund af tilkald fra en lærer på Johannesskolen fordi den
ulykkelige Mulle havde truet med selvmord.: ” Det var i Slangerup”.
Svaret
interesserede slet ikke hverken dommer eller politi.
Den
partiske dommer glemte desuden at notere, at ménédersken sagde, at hun flere
gange havde været i forbindelse med sin veninde socialudvalgsformanden, Birgit
Fogh- Andersen.
Jf
vidneudsagn af advokat Helmer Jensen. Vedlagt som bilag
Jf.
retsbogsudskriftet af mig 2 dage senere, hvor hun blev tvunget til at tilføje
det ”glemte”
Til
trods for at retten blev LUKKET, så fik Frederiksberg kommunes embedsmand Bill
Jahnsen lov til at overhøre retssagen.som spion.
Art. 6
stk d.
At
afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner, og få vidner i hans interesse
tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham.
Dette
blev klart nægtet mig ved grundlovsforhøret af mig i Frederiksberg ret den
20.3.1992.
Også
her sad Frederiksberg socialforvaltnings observatør Bill Jahnsen og lyttede,
mens den biologiske mor ikke alene blev jaget ud af retssalen men også med
direkte brug af magt ført bort fra retsbygningen, hvilket tydeligt ses på
video, der blev bragt om aftenen i Kanal 2.
Retshandlingerne
var lukket ikke for dem, det ikke vedkom og åben for sammensværgelsens
observatører, for rektor inger beks observatør og for kommunens observatør.
Jeg
forlangte af få det vidne, Grethe Schack- Nielsen, som havde bragt mig og min syge mand i
fængsel ved direkte ménéd, - ved en opdigtet historie, som jeg med lethed kunne
have afvist som helt usand og usandsynlig.
Ikke
alene forlangte jeg dette, det forlangte også de to advokater, der var tilstede
.
advokat,
Jytte Thorbek og advokat Hans Helmer Jensen
Men ”
dommeren tilkendegav, at der ikke kan ske
yderligere afhøring af Grethe Schack- Nielsen,” men tillod, at en søn, Emil Graungaard
Somogyi blev afhørt som vidne. Det var på Emils 18-års fødselsdag.
Emil
fortalte sandheden. Han blev direkte truet
af dommer Sylvest Nielsen, som sagde til ham: ”Straffen for falsk forklaring for retten er 60 dages
fængsel”
Dette
glemte retsvæsenet i Danmark. Dommeren glemte at forklare ménédersken, fru
Schack-Nielsen, at straffen for falsk forklaring for retten var 60 dage
fængsel, og da det i selve landsretten blev oplyst af Slangerupfolkene selv, at
i dagene indtil 11.marts, den 11. marts og i dagene derefter var begge de
forsvundne børn indendørs i Slangerup i deres hus, så kunne ménédersken ikke
straffes.
Dette
kunne hun heller ikke, da hun senere blev politianmeldt.
Hun
blev desuden nægtet afhørt, hvilket både min mand og jeg og vore advokater
forlangte ved de talrige efterfølgende retsmøder
.
Alle
myndighedere glemte det strafbare og 60 dages fængsel, da grethe Schack-
Nielsen senere blev politianmeldt for falsk forklaring for retten. Loven i
Danmark gælder ikke for de personer, der hjælper myndighederne.
Art.
13:
Enhver
har ret til effektiv oprejsning , uanset om krænkelsen er begået af personer,
der handler på embeds vegne.
Det fik
vi heller ikke.
Den
person, der sammen med politiet blev sendt
ud i vor lægepraksis, overassistent Dorte Hendriksen i
Familieafdelingen, som for det første
slet intet habde i en lægekonsultation i Rødovre at gøre. Det havde
Frederiksberg politi heller ikke.- Det skal være Rødovre politi og en
sagsbehandler fra Rødovre, der skal komme ud i en lægekonsultation i Rødovre,
såfremt der er en dommerkendelse derfor.
Der var
ingen dommerkendelse.
For det
andet ledte hun ikke efter børnene, men
gik sammen med politiet tilbage og skrev Gederapporten, som kunne bruges imod
os- og den blev brugt.
Overassistent
Dorte Hendriksen skrev, at der i et
undersøgelsesrum, hvor der var tre patienter,
der stod der også en levende ged, og denne ged havde afføring mens hun
og patienterne var tilstede i rummet.
Gederapport
blev sendt til pressen, til alle medlemmer af det sociale udvalg i vort
Folketing, til paragraf 71 udvalget og til ménédersken, Grethe Schack-Nielsen,
som brugte denne til i samarbejde med Frederiksberg kommune til at standse en
TV udsendelse, ” Eleva2ren” med børnene, som var optaget. Og Gederapporten blev
brugt i selve retssalen mod os. Og den
blev sendt til embedslægerne i forsøg på at tage vort levebrød som læger fra
os.
En
chefpsykolog, Gunner Kjær-Rasmussen blev således også i Landsretten spurgt om,
hvordan der så ud hos os, og hvilke husdyr vi havde gående. Han kunne kun sige,
at der var kendte maleres værker på væggene og ægte tæpper på gulvene. Det
samme skrev medlem af Europaparlamentet Mogens Camre til alle myndigheder og
til retten.
Efter
at have produceret denne Gederapport blev denne overassistent, Dorte Hendriksen
forfremmet til fuldmægtig ved Frederiksberg kommunes familieafdeling , og som
fuldmægtig arbejder hun på Frederiksberg rådhus den dag i dag.
Vi, min
mand og jeg og vore advokater, har konstant ved de mange retsmøder forlangt at
få denne fuldmægtig ved Frederiksberg rådhus i vidneskranken for at hun kunne
fortælle, hvem der har bedt hende om at ”se” en levende ged.
Det var
Frederiksberg kommune, der betalte hendes retsomkostninger og hendes bod på kr.
5000, som vi ikke fik , men som blev givet til vor advokat.
Jf
tilbagetrækningen arf gedehistorien.
Korrespondancen
i 2003 mellem advokat Hans Helmer Jensen og borgmesteren på Frederiksberg, i
hvilken borgmesteren forsvarer, at det naturligvis blev borgerne på
Frederiksberg, der betalte for hendes løgnehistorie- FORDI HUN HANDLEDE I
EMBEDS MEDFØR.
Artikkel 3: ”Erstatning skal ydes ved forkert
domfældelse, medmindre det godtgøres, at den manglende rettidige blotlæggelse
af den ukendte kendsgerning helt eller delvis kan tilskrives ham,”
”Medmindre
den ukendte kendsgerning helt eller delvis kan tilskrives min mand og mig” var
den undskyldning dommeren brugte for at undlade, at give os erstatning .
men der
findes ikke en ukendt kendsgerning, der helt eller delvis kan tilskrives mig og
min mand.
Få
timer efter at børnene var forsvundet efter en opringning fra fru Whita Sjøsten
i Slangerup, fik vi gennem en mand, der kaldte sig Ole og sagde han var lærer
at vide, hvor børnene var blevet skjult. 7 timer senere ringede jeg privat til
socialudvalgsformanden privat, før Frederiksberg kommune åbnede den følgende
morgen, og fortalte den øverste på socialforvaltningen, at jeg havde været på
sygebesøg hos børnene , hvor den store pige havde truet med selvmord og jeg
nærmest tiggede hende om at tage sammen med mig ud til børnenes skjulested i
Slangerup. Jeg som læge og plejemor for børnene og som børnene havde tillid til
sammen med hende, som den øverste på børneafdelingen på Kommunen, for at få
disse til at følge med til det børnehjem, hun nu ønskede børnene anbragt på.
Denne
socialudvalgsformand, den øverst ansvarlige nærmest råbte i telefonen. Eva Jeg
VIL ikke vide, hvor de børn er. Da kommunen åbnede om morgenen kl 9. gentog jeg
opringningen til socialforvaltningen og talte igen med socialudvalgsformanden,
og båndede samtalen. Alle de følgende samtaler med denne, den højest ansvarlige
på Frederiksberg kommune båndede jeg, fordi jeg var klar over, hvor meget de
betød psykisk for børnene.
Disse
båndede telefonsamtaler har været fremlagt i retten, såvel som afspillet bånd
som udskrift deraf.
Bilag:
Retsbogsudskriftet af 11.5.1999,
stemmer
ikke med lydoptagelsen.
Den
allerførste dag efter anholdelsen, sagde min mand i retten, at det var i
Slangerup, vi var på sygebesøg hos børnene. Jeg blev aldrig spurgt.
Det var
hverken politi, rektor bek,
eller socialudvalgsformanden interesseret i, De vidste det i forvejen.
Rektoren
var desuden blevet politianmeldt fordi hun ved møde med borgmesteren på hans
kontor, hvor Bjarne Busk også var til stede forklaret at børnene flere gange
mens de var under jorden havde besøgt hende, Dette politianmeldte Bjarne Busk
Men så
blev han kaldt til orden på borgmesterens kontor- og så blev politianmeldelsen
trukket tilbage.
Og
desuden var kommunen helt vidende om, hvor børnene var skjult, for den havde
givet de mennesker, der skjulte børnene FRIT LEJDE, hvilket fru Whita Sjøsten
fortalte nedennævnte personer ved et stort møde den…… i Frederikssund hos
redaktør harly Fogedbevidnet af en hel række personer.
Mogens
Camre
Advokat
Hans Helmer Jensen
Sektionsleder
i KTAS Agnethe Ishøj
Røde
Kors lægen Torben Ishøj
Redaktør
Harly Foged
Fru
Foged
Læge
Ben Kristian Graungaard
Stud
med. Emil Graungaard
Den
nuværende borgmester, Mads Lehbæk fik vedlagte brev fra advokat Hans Helmer
Jensen med spørgsmålene:
1Borgmesteren
svarede, at det var naturligt, at kommunen ( borgerne på Frederiksberg)
betalte, for det var jo sket i embeds medfør.
Dengang som overassistent og nu som
fuldmægtig.
Men det
var jo en personlig sag mod hende, der så syner, og så enten måtte være
sindssyg, scitzophren eller påvirket af
stoffer. Det var i orden at kommunen betalte 5000 kr til vor advokat- men
hvorfor rejste kommunen så ikke en tjennestemandssag mod hende, eller
afskedigede hende eller bare lod hende møde i retten ved vore gentagne begæring
derom?
Både
rektoren og socialforvaltningen vidste, hvor børnene var.
Jeg
mødte op den følgende dag på rektors kontor og fortalte, hvor børnene var- og
hun sagde. ”Det ved jeg da godt”- verden er jo så lille, og de kender jo
hinanden.
Jf
bilag.
Og mens
vi sad i isolationsfængsel , hvor børnene dagen efter var blevet tvangsflyttet
til fuldstændig fremmede mennesker, i
Hørsholm, hvor de blev holdt bag nedrullede gardiner, kom et vidne, redaktør
Harly Foged ind i retten og sagde: Fru dommer, lægerne kan ikke vide, hvor
børnene bliver holdt skjult. Jeg ved det og ønsker at vidne derom. Han blev
jaget ud af retten med politiet hjælp.
Jf
bilag
Udtalelsen
kom desuden i TV Kanal 2 samme aften
Afhøringen
af folkene i Hørsholm vedlægges som bilag
Disse
mennesker kendte ikke os, havde aldrig set eller talt med os men vidste vi sad
i fængsel og ikke kom ud før børnene var fremme de gjorde dette fordi det var
en rektor, der stod bag.
Vi
politianmeldte disse-
Ved en samtale på video med disse, siger
manden, at de var lovet ikke at blive kaldt i retten hverken som anklaget eller
til forhør.
Vi
forlangte disse til vidneafhøring i retten- men det blev nægtet
Vi
politianmeldte disse folk i Hørsholm, men politiet afslog at anklage disse.
Den
biologiske mor, der jo i allerhøjeste grad var part i sagen, blev korporligt
med magt trukket ud af Frederiksberg retssal af en embedsmand fra Frederiksberg
kommune. Hun måtte ikke høre, hvad der foregik.
Jf: TV
kanal 2, optagelse, hvor hele episoden ses tydeligt.
Men
Frederiksberg kommune måtte gerne have en spion siddende ved samtlige lukkede
retsmøder. Det samme gjaldt rektor Bek. Også hun havde en observatør siddende
ved hvert eneste ”lukkede” retsmøde. Så denne kunne gå direkte fra retten over
til møder på Rådhuset, hvor man forhandlede om hvordan man kunne få børnene
frem og lovligt give ægteparret, rektor beks gode venner plejetilladelsen, så
de kunne klare deres økonomi. Til det formål fandt rektor Inger Bek på, at børnene skulle komme frem, mens vi var i
isolationsfængsel, og gives midlertidigt i 14 dage til et lærerægtepar på
hendes skole, og så skulle kommunen udannoncere børnene til en plejefamilie,
og Slangerupægteparret skulle søge
stillingen som plejeforældre, som de ville få, da rektor Bek
som den vægtige pædagog, hun var, ville
anbefale dette.
Det
mødereferat er også ”forsvundet” på Frederiksberg rådhus. Men både rektor Bek har
fortalt derom til politiet, og …
Men ved
det sidste retsmøde, den ……blev kommunens observatør, Bill Jahnsen, åbenbart så
glad, da han hørte, dommer Sylvest Nielsen idømme os begge yderligere 14 dages
isolationsfængsel, at han skyndte sig ud fra retten for at nå mødet på kommunen
og referere hvad der var sket i retten, at han ikke hørte det der skete til
allersidst, nemlig, at min advokat gik op til dommeren med et forudskrevet anke
til landsretten. Og afleverede denne, idet hun bad om lige at
måtte
rette i denne, da hun havde skrevet, at der blev idømt 8 dage, hun sagde, at
hun på grund af dommerens forudindtagethed mod os, vidste , hvad udfaldet ville blive, men hun
havde dog ikke kunnet forestille sig at dommen ville blive 14 dage i isolation.
Min advokat rettede sin skrivelse fra 8 til 14 dage, og advokaten kørte selv
den følgende dag ind til landsretten og lagde anken på bordet foran
Landsretdommeren, som straks underkendte Frederiksberg dommerens fortsatte
fængsling af os og frigav os fredag den 27.3.1992.
Dette
kom lidt på tværs for det, som vi
opfattede som banden
Børnenes
skæbne:
Bilag
børnenes situation før de kom til os.
Mens de
var hos os
Efter
at de var blevet tvangsanbragt på et børnehjem,
Mulle
så aldrig sin biologiske mor- det gjorde hun hos os. Hun ville bare ikke
tilbage til moderens bopæl
Bilag:
ca to år gik de to stakkels børn ”under Jorden i Frederiksbergs
narkokvarter:
Bilag:
Det skete i Danmark
Danmark
startede en retssag mod os, min mand og mig, der kostede milioner af kroner for
at få os uskadeliggjort og afsat som praktiserende læger.
Det
hører med til historien, at jeg før den nedenfor refererede historie, havde
kritiseret kommunenernes dispositioner, specielt den topstyrede konservative
kommune, Frederiksberg kommune for dens børnepolitik.
Et
eksempel:
Man
fratager en mor sit barn. moderen der er
en alene arbejdssom mor, som bliver akut syg og som jeg må akut indlægge en
fredag eftermiddag Kommunen ”hjælper”
moderen og passer barnet under indlæggelsen- det bliver sagsbehandlerens
bror, der får barnet og plejetilladelsen. Da moderen blev udskrevet og ville
have sit barn tilbage, kan hun ikke få dette. Ikke fordi der er noget i vejen
med hende, men det er barnets tarv, at have to forlkdre, både en far og en mor.
Barnet forbliver derfor ved dom hos sagsbehandlerens bror, og kampen er så
håbløs for moderen, hun findes en dag på
en jernbanelinie, med hovedet skåret af.
Og flere lignende sager:
Denne
sag:
Min
mand og jeg blev i påsken 1992 kaldt ud til en meget syg mor, fru Mette
Haugaard Hansen der er HIV.-positiv, prostitueret narkoman med leverbetændelse.
Hun havde meget høj feber efter et fejlfix. Hun skulle hurtigt indlægges. Hun
beder mig meget indtrængende om at tage mig af hendes tre mindreårige børn,
hvilket jeg lover.
Vi
ringer straks den følgende morgen til Frederiksberg socialforvaltning og
til den øverste der,
socialudvalgsformanden, Birgit Fogh- Andersen og forklarer situationen. Vi
anmoder socialforvaltningen om at komme ud i vort hjem hurtigst muligt for at
tage stilling til de fremmede børns fremtid. Vi har selv 12 egne børn. Vort
yngste var 6 år.
Der gik
mere end 6 uger, før man reagerede fra Frederiksberg Socialforvaltningens side
og kom ud til os og børnene, som vi allerede havde sat i skole, fået briller
til den 11 årige Mulle og havde fået ordnet de mange smertende fuldstændigt
nedrådnede tænder hos den 6 årige Lisbeth.
Vi
forklarede, at vi jo ikke var unge mere. Vi er født i 1925 og 1928. Derfor mente vi, at børnene måske burde have
yngre plejeforældre, såfremt moderen ikke mere blev i stand til på forsvarlig måde
at tage sig af børnene.
Dette
kunne kommunen ikke. Sagsbehandleren forklarede os, at det var svært, nærmest
umuligt at anbringe to ”narkobørn”, som hun kaldte børnene, for det første, og
desuden var den lille Lisbeth HIV-positiv. Og kommunen overlod det til os.
I
samarbejde med rektoren, Inger Bek på den private gymnasieskole, som vores eget barn Ditte gik på, som vi
talte meget med, og også drøftede denne sag med, blev der efter hendes
anbefaling forsøgt anbringelse hos et forældrepar, som hun anbefalede, og som
hun sagde, hun: ”har kendt i 40 år, og som hun stod i taknemmelighedsgæld til”.
En
week-end blev børnene anbragt der, men
de flygtede derfra og tilbage til os. Det var et ægtepar i Slangerup. Niels
Lykke Nielsen, der var murersvend, og Whita Sjøsten, som engang, da hun var
gift med en anden mand, havde boet i Rødovre, og der havde været min patient.
Dengang
var havde Whita Sjøsten en ubetinget fængselsdom for bedrageri. Hun havde været
vognmand.. En ubetinget fængselsdom, som
jeg som læge fik ændret til en betinget dom på grund af hendes helbredsmæssige
situation.
Vi
bragte så de to børn efter aftale til Slangerupægteparret.
Men der
ville de ikke være.- de flygtede derfra og vi hentede dem ved et
busstoppested, Vi blev meget uvenner med
Slangerupparret, disse, fordi de havde regnet med, at få en stor plejeløn. De
var i forvejen dagplejemor for et multihandicappet barn i Slangerup.
Niels
Lykke Nielsen kom en morgen og ringede på praksisdøren og smed en bundt tøj ind
til vores sekretær uden at hilse. Det var noget tøj som børnene ikke havde fået
med sig, da de løb deres vej.
Vi
beholdt så børnene, ringede til kommunen og stillede nogle betingelser:
1:
2:
som
kommunen gik ind på.
Vi fik
så plejetilladelsen, og denne blev stadfæstet i den sociale ankestyrelse-
og det
gik børnene utroligt godt.
Jf
skolens udtalelserne om disse.
Vi
havde først børnene i kommuneskolen, Rødovre skole. Der gik det også børnene
rigtigt godt. Jf udtalelserne derfra.
Men da
vi mente, at vi ikke kunne have 2 slags børn. Vort eget, lille Ditte på privatskole, og de to plejebørn på
kommuneskole, flyttede vi Mulle og Lisbeth til samme privatskole, hvor vor egen
datter, den 6 årige Ditte allerede gik.
Det gik
fortsat meget stærkt fremad med disse børn.
Jf.
skoleudtalelserne derfra.
Men
dette passede åbenbart ikke Frederiksberg kommune. Den fik dens advokat til at
få moderen til at forlange børnene på hjemmebesøg hos hende. Dette ville
børnene ikke. De skammede sig over hende. Hun kommer på besøg hos os, og der er
ikke problemer.
Kommunen
får dens advokat til at forlange børnene anbragt på børnehjem. Det vil børnene
ikke. De kender altfor godt det børnehjem, kommunen ønsker vdem anbragt på.
Den dag
de skal anbringes på dette børnehjem ringer denne Whita Sjøsten til mulle . det
er vor sekretær helge Røpke, der tog telefonen og gav denne til Mulle, og kort
derefter forsvandt børnene. Helge Røpke, der har middagsfri, kører i sin egen bil en gammel
firehjulstrækker efter børnene. Han samler dem op, og Mulle forlanger at blive kørt til Slangerup, fotrdi Whita har tilbudt
hende og søsteren at de kan bo der, til de kan komme tilbage til os.
Helge
lover Mulle ikke at sige til os, hvad der er foregået
Dette
gør han dog den følgende morgen, da han
kom på arbejde.- men allerede hen på aftenen den foregående aften, da vi
bliver klare over at børnene er væk og skal til at ringe til politiet, da
ringer der en yngre mand på vor praksisdør, og præsenterer sig som lærer og
hedder Ole. Han forklarer os, at børnene på en eller anden måde, er kommet til
Slangerup, og at mulle har det psykisk meget dårlig. Hun truer med selvmordtil
Mulle- den største af piogerne og tilbyder at have disse boende indtil sagen
bliver i orden. Dette sker bag min ryg, fordi jeg er optaget af patienter, som
har ventet på mig, da jeg i konsultationstiden har ledsaget Mulle ind til
ombudsmanden . De forsvinder fra praksis. Patienter i venteværelset har set
mulle skynde på lillesøsteren Lisbeth og set, at begge hurtigt forlod praksis.
Begivenhederne
i kronologisk rækkefølge.
Vi
tager til adressen Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen, som vi jo kender fordi
børnene var der på rektor Beks
anbefaling to år tidligere- men da ville de ikke være der.- Og vi var heller
ikke gode venner efter, at børnene var flygtet derfra.
Den
følgende morgen ringede jeg straks til socialudvalgsformanden og bad hende tage
med til Slangerup og hente børnene, da jeg mente, at det var det eneste der
kunne gøres for at skåne børnene for at blive afhentet af politiet senere.
Socialudvalgsformanden nærmest skreg i telefonen. ” jeg vil ikke vide, hvor de
børn er. Jeg ringede flere gange men fik samme besked hver gang. Til sidst
satte jeg bånd på telefonen. Den båndede telefonsamtale blev fremlagt i retten,
og den blev desuden afspillet i retten under påhør af samme
socialudvalgsformand, Birgit Fogh.- Andersen. På det tidspunkt kunne jeg ikke
vide, at hun allerede i forvejen var orienteret om, hvor børnene var og at
kommunen havde givet ægteparret, Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen frit lejde.
Jf.
bilag, afskrift af båndet telefonsamtale, der har været fremlagt og været
afspillet i retten.
Samt
vidneudsagn i retten vedr. frit lejde.
Samme
morgen gik vi direkte op på rektor inger beks kontor, da vi havde bragt vor
egen datter til skolen, og fortalte hende, hvor børnene nu var:
” Det
ved jeg da godt”, svarede hun os.
Vi var
i alt 3 gange på sygebesøg hos Slangerup familien. Den næste gang vi kom havde
børnene fået skolemateriel, som rektor Bek havde været der med.
Det
næste, der sker er, at rektor Bek kommer op i vor private lejlighed og
fortæller, at børnene ikke er længere i Slangerup. Og vi ikke længere skal
interessere os for børnene, Det problem har hun overtaget. Hun har haft møde
med socialforvaltningen og borgmesteren, som hun kender godt
Hun har
både blomster og en dyr bog med som gaver til mig. Bogen hun kom med var
Nørretranders nye bog, Mærk Verden”
Tilstede
er en søn, læge Ben Kristian Graungaard.
Derefter
ser vi børnene mange steder, hvor vores børn er. I Skolen kommer de. De er der
for eksempel den 2. marts, hvor de er med til at slå katten af tønden, og hvor
den store pige går direkte op til rektor Bek o forsvinder på hendes kontor,
Det ser
ikke blot Ditte, men det ser også Dittes og Lisbets klasselærer, Lise Kjær-
Rasmussen,
som følger efter Mulle og ser hende gå ind til rektor Bek. Denne overlærer bevidnede dette i
retten, og blev spurgt om, hvordor hun ikke ringede til politiet, og hun
svarede, at når pigen gik ind til hendes foresatte, var det denne rektor, der
skulle ringe til politiet, for også hun vidste at børnene var politieftersøgte.
Børne
vises på færgen Sjælland, hvor en af vore døtre var elev, og de ses til
rockkonserter, hvor klassen også kom, samt i omegnen af Kristiania, og ses i Arkaden i København. Jeg ringer igen
med bånd på ytelefonen til socialudvalgsformanbden og fortæller hende, hvor
børnene er set. Vi er bekymrede for børnene. Men jeg afvises med: Arkaden er da
et pænt sted.
Jf
båndafskrift og bånd, der også har været
fremlagt i retten.
Der
foranstaltes … ransagninger, selv om der kun var dommerkendelse for 6
ransagninger. Ransagningerne, der havde
karakter af direkte razziaer foretages ikke alen hos os, to gange i praksis
midt i konsultationsstiden, hos vore voksne børn, hos en nevø og hos naboer og
venner.
Det er
ikke børnene man leder efter. Kommunen
vidste godt, hvor børnene var.. de var stadigt i Slangerup- lige indtil vi blev
sat i isolationsfængsel-Men der tages
såkaldte kostervarer med, billeder, kassetteoptagelser, film, fotos, til og med
et fotografi, der hang på væggen.
Ved den
første ransagning hvor
Hun var
i embeds medfør, og kunne ikke straffes- men blev forfremmet fra , så kommunen
betalte hendes bøde og hendes advokat og hun
FORHISTORIEN:
…………………….
30 januar 1985
Denne dag
blev Mette Haugaard Hansen patient hos
praktiserende læge Eva Graungaard i Rødovre, en forstad til København.. Mette
Haugaard Hansen er født den 18. jan. 1953. Hun var 32 år. Mette haugaard
Hgansen er stadigt Eva Graungaards patient og er tilskrevet hendes lægepraksis,
og læge Eva Graungaard ordinerer stadigt
metadonmixtur til Mette.
Mette
var enlig mor til 4 egne børn og
plejemor for sin lillebror.
Moderen
fortalte, at børnenes far sad i fængsel, at han var meget voldelig, at både
manden og hun selv var HIV-positive, og det var lillebroderen, plejebarnet
Anders og det yngste barn Lisbeth også. Lisbeth var dengang knapt 2 år.
Fru
Mette Haugaard Hansen havde haft sin lillebror Anders i pleje siden denne var
11 år, da deres mor døde. Efter eget udsagn for
14.75 kr. pr. dag, betalt af Frederiksberg kommune.
Anders
døde i moderens lejlighed den 7.11.1991. i AIDS.
”Han
sad i lejligheden med en sprøjte i halsen” ifølge socialudvalgsformand Birgit
Fogh-Andersen udtalelse i lægernes praksis..
”Han
blev af Falck puttet i en grøn plasticpose og kørt bort, mens han endnu var
varm”, ifølge moderen Mette Haugaard Hansen.
Eva
Graungaard mente, at en sådan familie måtte have brug for hjælp- og modtog dem
alle sammen som patienter, og
startede længevarende metadonbehandling
for at få moderen væk fra prostitution og fra sin kriminelle tilværelse. Eva
Graungaard ser hende stadigt 1 gang om ugen her i 2003..
Børnene:
1. Lisbeth, født d.8. maj 1983.
2. Anne Marie (kaldet Mulle),
født d.9. maj 1978.
3. Maria (kaldet Tulle), født
d. 14 august 1974.
4. Robert, der altid blev kaldt
Oskar.
5. Plejebarnet Anders, som
Mette havde haft i pleje fra han var 11 år.
Barnet
Anders beskyldte sin plejemor, Mette Haugaard Hansen for at have smittet ham
med HIV-virus ved at sprøjte metadon ind i en blodåre i hans hals med en af
hendes egne brugte kanyler. Anders var Eva Graungaards patient fra 1985 til han
døde i AIDS i 1991.
Han
døde i moderens lejlighed, mens de to
mindste børn boede hos lægerne.
Den
lille Lisbeth blev tilset af overlæge Bonnevie på Frederiksberg hospital.
BILAG
1.
Den 30.1.1985
påbegyndte
læge Graungaard metadon ordination af længere varighed til fru Haugaard
Hansen..
11.06.86:
Brev
fra overlæge Bonnevie vedr. Mette Haugaard Hansen og hendes situation, samt
fremtidig metadonordination. ( brevet er fremlagt i sagsakterne.)
BILAG
2.
16.12.86:
Embedslæge
Marianne Søeby tilskriver overlæge Bonnevie vedr. barnet Lisbeth og Mette Haugaard
Hansen, da han, som tidligere nævnt
kontrollerer både hende og det yngste barn for HIV-positiviteten.
BILAG
3.
Alle 5
børn har haft en kummerlig barndom. Begge forældre var kriminelle, HIV-positive
narkomaner. Moderen var ifølge hospitalsjournaler desuden prostitueret, faderen voldelig- Han har siddet i fængsel i
11 år. Han døde i AIDS.
De to
yngste piger, Anne Marie, kaldet "Mulle" og Lisbeth er begge født med
livstruende abstinenser, ifølge journalerne.
Anne Marie er døbt i Vestre Fængsel-
BILAG
4.
I akterne findes et brev, hvor moderen skriver til
Statsamtet og fortæller om, hvordan den biologiske far, Kaj Ole Hansen, der som
nævnt også var en HIV-positiv narkoman og har siddet 11 år i Hersted Vester
fængslet, har "gennemtævet" begge de små piger og kastet den mindste
hårdt ind mod en mur.
BILAG 5.
Moderen selv fik i 199o af en anden kendt kriminel
narkoman Kim Bergstrøm Hansen i børnenes påsyn ved knytnæveslag sprængt sin
milt og måtte hasteopereres på grund af blodtab, ifølge hospitalsjournalen.
BILAG 6.
Mette Haugaard Hansen blev ofte indsat i fængsel først og
fremmest på grund af bøder, som hun skulle sidde af. I disse situationer var
børnene henvist til selv at stjæle til føden. I tre forskellige tilfælde har
moderen af politiet fået tilladelse til at ringe til lægekonsultationen, og Eva
Graungaard har sendt sin sekretær, Helge Røpke til Vestre fængsel og for at
betale bøderne, og få moderen ud af fængslet, så hun kunne tage sig af de små
børn.
BILAG 7. Kvitteringerne fra politiet
Mette Haugaard Hansen boede i 1990 i en 4-værelses
lejlighed på Finsensvej 127. Det var hendes 11. lejlighed ifølge akterne. Alle
hendes lejligheder har været husvildeboliger, undtagen et hus i Bagsværd, hvor
familien kun midlertidig fik lov til at bo.
3.1.1990:
Mette
Haugaard Hansen sættes endnu engang på gaden på grund klager over narkohandel,
slagsmål og ballade på trappen.
Hun og
hendes tre mindreårige børn blev brutalt sat ud på gaden af foged og politi den
3. Januar 1990. Der stod de i frost og
kulde på Finsensvej, sammen med flyttekasserne med deres ting.
Børnene
havde set på, at deres tamme undulat
bare blev stuvet ned i bunden af en af flyttekasserne, og der blev smidt tøj og
ting oven over af flyttefolkene på ordre fra fogeden. Børnene glemte aldrig
dette.
Familien
indsættes så akut ind på Frederiksberg
Skole- og Behandlingshjem om aftenen.
Udtalelse fra denne institution den 11.1.1990:
"Mette
har et udpræget behov for at snakke om narko, vold, død, skiftende mænds
sexmisbrug, rottweilere og drukture, mens andre børn hører på det. Efterhånden
som dagene gik, blev hun mere og mere dopet af medicinen (Vi kender til
Metadon, Stesolid og Rohypnol). Kunne ikke føre en samtale, og til tider ikke
stå på benene. Torsdag den 11.1. kl 11
dukker hendes ven Kim Bergstrøm Hansen op. De bliver mere og mere påvirket,
efterhånden som dagen skrider frem. De låser sig inde på toilettet, og der er
en voldsom larm derindefra. Efter gentagne gange, at have kaldt dem ud, kommer
Kim ud og derefter Mette stærkt påvirket.
Medarbejderen ser en masse blodstænk og der findes beskyttelseshætter
til sprøjter."
BILAG
8.
11.01.9o:
Hele
familien blev smidt ud om aftenen af institutionen grund af ovennævnte ballade.
Familien smides ud sammen med de tre mindreårige børn, som igen står ulykkelige
og frysende og bange på gaden.
De næste to måneder flytter moderen med børnene fra sted
til sted- De bor på vandrehjem, på kvindehjem og kortvarigt får de ophold på
hotel Frydenlund.
I flere måneder
kom den 11-årige Anne Marie (kaldet Mulle) ikke i skole, og den 6-årige Lisbeth
har ifølge Mulle bare stille siddet på gulvet og ventet med ondt i hovedet og i
tænderne og forlangt ”ganer” ( ketogan) af moderen. Selv siger hun, at hun fik
piller af Mette, når hun havde nogen,- og så hjalp det.
Lisbeth har aldrig været i vuggestue, børnehave eller
børnhaveklasse.
"Jeg kan så godt lide Mulle", gentog hun meget
tit, .- Alle hendes tænder var totalt nedcarierede. Hun havde ikke en hel tand
i munden.
Og den større
pige, Anne Marie ( Mulle) var langt bagud i skolen trods god begavelse, fordi
hun aldrig havde fået briller, som var nødvendig, for at hun kunne se at læse.
Skolen havde mange gange skrevet til moderen derom. Til sidst gik Mette ud og
købte briller med almindelig vinduesglas i, som Mulle straks smed væk.
1. april 1990.
Denne
dag indsætter Frederiksberg kommune familien i en bolig på Henrik Ipsensvej 23
på Frederiksberg. Det er igen en husvildebolig. En bolig, der kun kunne betegnes
som fuldstændig uværdig og uegnet for såvel mennesker som dyr. En
saneringsmoden, iskold lejlighed uden opvarmningsmuligheder.
Boligen havde ganske vist en kakkelovn, men
skorstensrøret var trukket ud fra væggen, så den ikke kunne bruges. Boligen var
uden badeværelse.
Eva
Graungaard sendte sin lægesekretær op i lejligheden med elektriske
varmeapparater, men det kunne det elektriske system i det faldefærdige hus ikke
bære. Det var oprindelig to to-værelses lejligheder, der var slået sammen, med
to små træk og slip wc’er i hver sin ende.- så kunne den HIV-positive mor og
den lille HIV-positive pige bruge det ene og resten af familien det andet, blev
der sagt til læge Graungaard i telefonen, da hun til kommunen beklagede sig
over de elendige forhold, man bød denne børnefamilie.
Lejligheden
var meget fugtig og usund. Der var gråhvid mug belægning mere end en meter op
på væggene fra gulvet. Og flyttekasserne var stablet op foran vinduerne for at holde lidt på varmen.
BILAG
9.
3.4.1990.
Lægerne
skrev efter aftale med overlæge Bonnevie til boligkontoret for at skaffe fru
Haugaard Hansen med de tre mindreårige børn en menneskeværdig bolig og påpegede
den helbredsmæssige betydning af, at der stilles en bedre lejlighed til
rådighed for det HIV-positive barn.
BILAG
10
16.04.90:
Natten
mellem 1. Og 2. Påskedag den 16.4.1990.
Mette Haugaard Hansen bliver pludselig meget
syg og højfebril om natten og opsøger skadestuen på Frederiksberg hospital med
stærke smerter i lysken på grund af fejlfix i en blodåre. - Hun er kendt på
skadestuen som narkoman og sendes hjem kl 04 om morgenen.
Senere samme dag om eftermiddagen den
16.4.1990:
Det er 2. påskedag. Lægerne var i deres sommerhus. Derfra tilkaldes Eva Graungaard
til sygebesøg til Henrik Ibsensvej 23.
Det er en anden person, narkomanen Kim Bergstrøm Hansen, der ringede til
lægen, og da situationen lød yderst alarmerende, tog Eva Graungaard
øjeblikkeligt af sted og kørte direkte til fru Haugaards Hansens bopæl og
indlagde fru Haugaard på Frederiksberg hospital.
I hjemmet forefindes der på
indlæggelsestidspunktet stadigt den kendte kriminelle narkoman, Kim Bergstrøm
Hansen, samt patientens 2 mindreårige piger: Anne Marie (Mulle) og Lisbeth på
hhv. 11 og 6 år.
Storesøsteren, Maria (Tulle) på 15 år samt den
ældre bror Robert (Oskar), var ikke tilstede i lejligheden.
Moderen bad lægen tage sig af børnene, og tage
dem med hjem. Moderen gav, før
ambulancen nåede frem, udtryk for, at hun var meget glad for at lægen ville
tage sig af hendes børn.
Forholdene
i hjemmet var fuldstændig uforsvarlige. Der var ingen senge, lægen var rystet,
da den tilstedeværende kendte og kriminelle narkoman, Kim Bergstrøm Hansen på
spørgsmålet om, hvor de små piger sov, svarede: " De sover ved min
røv".
Lægerne
tog derfor Mulle og Lisbeth med til deres hjem, efter at have sendt deres syge
og stærkt smertepåvirkede og feberhede mor, i ambulance med udrykning til
hospitalet.
Begge de små piger var meget medtagne. De var
frysende og syge, sultne, underernærede og utøjsbefængte, og den lille Lisbeth
var konstant grædende på grund af tandpine. Hun havde totalt nedcarierede
tænder, hvor nerveenderne lå blottede i bunden af tænderne. Hun havde ikke en
hel tand i munden.
På Frederiksberg hospital fandt man ved undersøgelse af moderen
bakterier i blodet tydende på blodforgiftning, og der var en meget stor byld
strækkende sig fra muskulaturen på låret og højt op i maven.
Da man på dette
hospital mente, at både tarme og de store pulsårer var medinddraget, blev fru
Haugaard Hansen i hast overflyttet til Rigshospitalet, hvor man karakteriserede
hendes tilstand som "udsigtsløs".
17.04.90:
Lægerne
kontakter Frederiksberg kommune med oplysning om de 2 pigers opholdssted og
omstændighederne, som førte til beslutningen om at medtage disse.
18.04.90:
Maria,
den ældste pige på 15 år ringer til lægekonsultationen og fortæller, at hun
befinder sig til afhøring på Tomgårdsvejens politistation. Politiet har anholdt
hende på gaden. Hun var efterlyst og skulle afhøres vedr. flere kriminelle
forhold, først og fremmest småtyverier samt snyderi i S-togene, hvor hun havde
fremvist en anden persons sygesikringskort.
Maria
ønsker, at læge Eva Graungaard kommer tilstede og nægter at udtale sig, før
lægen, som hun har tillid til, er kommet frem.
Lægerne
opsøger derfor Mette Haugaard Hansen på hospitalet. Og denne giver læge
Graungaard fuldmagt til at overvære afhøring af Maria.
BILAG:
Tilstede ved afhøringen er desuden en
kriminalbetjent samt en repræsentant fra Børne- og Unge-udvalget i
København.
Eva
Graungaard tager derefter Maria med sig hjem, fordi denne store pige angiver at
være meget sulten.
På
politistationen støtter læge Graungaard pigen i at fastholde sin vægring mod at
udtale sig, bl. a. for hurtigst muligt at kunne forlade politistationen, hvor
pigen angiveligt havde siddet i mange timer, og sagen overlades til lægernes
egen advokat, Kornerup Jensen.
De tre
piger fik så hver deres eget værelse side om side med det værelse, som
lægernes eget barn, den 6-årige Ditte
havde.
På
grund af massiv lusesmitte måtte der straks hentes luse shampo på apoteket og
pigerne befries for en ulidelig kløe.
Og den
følgende dag kom den lille Lisbeth, der var meget smerteforpint til lægernes
egen tandlægen. Der måtte fjernes 8 mælketænder, resten blev plomberet.
Der var
ikke en eneste hel tand i munden på barnet.
Der
indledes straks samarbejde med de store pigers skolen og de køres dagligt til og fra deres skoler. Hhv
Sønderjyllandsskolen og en ungdomsskolen: Vi-ka-Sku.
BILAG
Det
yngste barn har aldrig været i nogen daginstitution- hverken i vuggestue, eller
i børnehave, og var heller ikke kommet i børnehaveklasse.
Lægernes
egen datter, Ditte, der er lidt yngre end Lisbeth gik på privatskolen,
Johannesskolens børnehaveklasse.
Næsten
dagligt ringede lægerne til Frederiksberg kommune for at få en afklaring
omkring de tre pigers skæbne.
Men der
gik alligevel godt 6 uger, inden kommunen reagerede trods talrige
opringninger. Kontaktpersonen på
kommunen bliver fuldmægtig Elsebeth Kaasgaard.
Efter
godt 6 uger og efter talrige anmodninger derom, kom 4 folk
fra Frederiksberg kommune ud i lægernes hjem, en 6-værelses andelslejlighed på
Godthåbsvej 32 A på Frederiksberg. Elsebeth Kaasgaard var en af disse. Alle
finder forholdene særdeles gode. Alle tre
plejebørn var tilstede, foruden lægernes egen lille datter Ditte. Børnenes værelse inspiceredes og hele
lejligheden blev gennemgået og de finder forholdene særdeles gode.
Lægerne
fik plejetilladelse. En plejetilladelse, der senere blev stadfæstet i Den
Sociale Ankestyrelse. Lægerne fik aldrig denne plejetilladelse tilsendt.
De fik
den flere år senere fra den biologiske
mor. Den er ikke dateret.
BILAG
Lægerne
havde selv 12 børn, 6 såkaldte hjemmelavede og 6 adopterede, hvoraf det yngste
barn, Ditte på det tidspunkt også var 6 år, ligesom det HIV-positive barn
Lisbeth.
BILAG
- den udaterede tilsynsrapport.
Der
forevises skrivelsen fra Rigshospitalet vedr. den biologiske moder og dennes
dårlige prognose.- ifølge udtalelse fra Rigshospitalet, hvortil moderen var
blevet overført, betegnes hendes tilstand som ”udsigtsløs”.
BILAG
Og
kommunens udsendinge viser en skriftlig tilladelse fra moderen, som er
indhentet, mens moderen endnu lå på Frederiksberg hospital.
BILAG
Alle tre piger er tilstede i lejligheden. De to store er
kommet hjem fra skolen. Der indledes en
dialog vedr. pigernes fremtid, og Eva Graungaard accepterer at beholde alle 3
piger til moderen dør. At moderen ikke kunne klare den blodforgiftning, hun
havde fået, var Rigshospitalets opfattelse.
.
Først i 1994 er der via den biologiske mor fremskaffet
den skriftlige rapport vedrørende dette tilsynsbesøg. Denne er som nævnt meget
positiv over for lægerne oog deres børn og omgivelserne.-men udateret.
Da lægerne i 1992 efter deres isolations fængselsophold
gentagne gange både selv og gennem advokat Jytte Thorbek under påberåbelse af
loven om Offentlighed i Forvaltningen ønskede denne udleveret, blev dette
konstant nægtet- til trods for, at advokaten tilsidst henvendte sig til
justitsministeriet om sagen. Men den biologiske mor havde rapporten, og har
overladt denne til lægerne.
BILAG:
26.juni
1990:
Mette haugaard Hansen dør heldigvis ikke men kommer hjem
igen, men magter ikke at have børnene til samkvem. Eva Graungaard tilskriver
sagsbehandleren, Elsebeth Kaasgaard for at meddele, at hun og manden nok ikke
magter den store opgave at have ansvaret for de tre Haugaard-børn. Hun skriver
en bog, "Akupunkturens Gåde", der skal udgives i nov. 1990. og
desuden et helt bind af Lademanns lægeleksikon. Desuden har hun jo 12 egne
børn.
Eva Graungaard oplyser, at hun og Fr. Kaasgaard blev
enige om, at Eva Graungaard selv må skal forsøge at finde en ny plejefamilie
til de to børn.
Dette har ikke været muligt for kommunen, som kendte
familien særdeles godt.- Både fordi børnene kommer fra narkomiljøet og fordi
den lille Lisbeth er HIV-positiv.-
Eva Graungaard har selv i mellemtiden med moderens
tilladelse ladet alle tre piger HIV-teste- og alle tre viste sig nu at være
HIV-negative. Den lille piges positive HIV-test kunne nu ikke mere genfindes
efter 6 måneders ophold hos lægerne.-
28.
juli 1990:
Lisbeth og Mulle "på prøve" hos en ny familie i
Slangerup, som er varmt anbefalet Eva Graungaard af rektor Inger Bek på
Johannesskolen, som Eva Graungaard talte meget med, og som var "inde i
sagen", da. Eva Graungaards yngste datter jo gik på denne privatskole.
Den "nye familie" var et ægtepar i Slangerup,
der i forvejen var dagplejemor for et
andet Slangerup-par- Annette Damgaard og Rasmus Hunnickes multihandicappede
barn.
Læge Graungaard kendte den kvindelige part fra Rødovre,
da denne havde boet i Rødovre, og mens hun boede der, var patient hos
Graungaard- og den mandlige part,
murersvend Niels Lykke Nielsen var en nær bekendt til rektor Inger Bek
på Johannesskolen. Hun havde kendt ham og hans familie i 4o år, sagde hun, og
hun karakteriserede parret som hendes nære venner, som hun stod i dyb
taknemmelighedsgæld til.
Anbringelsen "på prøve" skete på foranledning
af lægeægteparret efter den meget kraftige anbefaling af rektor Inger Bek på
barnet Dittes skole. Lægeparret havde jo i forvejen 12 børn og nu problemet- 3
ekstra børn!
Eva Graungaard havde talt med denne rektor, Inger Bek,
fordi hun, såfremt hun skulle beholde
Haugaard børnene ikke kunne have "to slags børn", som hun udtrykte
det. Hun kunne ikke have et barn på privatskole- Inger beks skole, Johannesskolen, som var en gymnasieskole og
to andre børn på en kommuneskole.
Graungaard var i det hele taget i tvivl, om det ikke var
bedre for børnene med en yngre plejefamilie.
BILAG
brevet til sagsbehandler Kaasgaard på Frederiksberg
kommunekontor.
Den kvindelige part Whita Sjøsten var som nævnt kendt af
lægerne Eva Graungaard og Karl Somogyi fra den tid, hvor denne boede i Rødovre.
Denne havde dengang en ubetinget fængselsstraf for bedrageri, som læge Eva
Graungaard fik gjort betinge, og hun fik ydermere fru Whita Sjøsten
gældssaneret.- Whita Sjøsten var nu dagplejemor for Rasmus Hunnicke og Annette
Damgaards multihandicappet barn. Manden, som var rektor Beks ”nære bekendte”,
var arbejdsløs murersvend. Parret boede i et nyere pænt hus i Slangerup.
27.
juli 1990
Børnene præsenteres for Whita Sjøsten, der kom i
konsultationen to gange om ugen til gratis akupunkturbehandling af parret
Damgaard. Hunnickes multihandicappede barn, der er beskrevet i Eva Graungaards
bog "Akupunkturens gåde".
28.juli
1990:
Børnene køres til Slangerup af Eva Graungaard, , og skal
blive der i week-enden.
30.juli
1990:
Lisbeth og Mulle kontakter familien Graungaard og
Somogyi. De vil ikke være hos Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen; de er
stukket af fra familien og vender derfor tilbage til Eva Graungaard og Karl
Somogyi, som henter dem på vejen..
Da Slangerupparret allerede havde set muligheden for at klare
deres anstrengte økonomi med plejeløn for børnene, bliver de meget vrede. Den
mandlige part Niels Lykke Nielsen mødte op og smed børnenes tøj ind i
lægekonsultationen uden et eneste ord. Børnene var flygtet derfra så hurtigt,
at de ikke fik deres tøj med sig.
Der var ifølge Slangerupparrets oplysning i retten
kontakt til Frederiksberg socialforvaltning, hvilket genfindes i sagsakterne
med henvisning til rektor Bek.
Umiddelbart derefter kontakter Eva Graungaard Elsebeth
Kaasgaard igen vedr. de to børns fremtid. Eva Graungaard stiller to betingelser
for at beholde børnene. Betingelserne er:
1) At børnene kommer væk fra Sønderjyllandsskolen og
bliver indskrevet på Rødovre skole, indtil der bliver plads på privatskolen,
Johannesskolen, hvor rektor Bek har lovet hende at børnene kommer ind så snart,
der bliver plads.
2) At børnene så skal forblive hos Graungaard og Somogyi,
og der nu skal være fuldstændig ro om disse børn.
Eva Graungaard oplyser, at begge disse betingelser blev
lovet opfyldt. Og allerede før Eva Graungaard kom tilbage fra Frederiksberg
kommune, var skoleskiftet for begge børn ordnet fra Frederiksberg kommunes side
over Rødovre Skoleforvaltning. Mulle kom i 7. klasse og Lisbeth i
børnehaveklassen.
30.oktober
1990
Mette skriver til socialforvaltningen, at hun ikke ønsker
børnene på hjemmebesøg foreløbigt på grund af store bensår, og hun aflyser
planeret besøg. Kommunen ansætter advokat Reimers-Lund, som fast advokat for
moderen.
BILAG:
15.
september 1990
Maria (Tulle) flytter fra familien Graungaard-Somogyi på
en døgnefterskole, som Eva Graungaard har skaffet hende, da der har været mange
problemer med hendes opførsel i en lang periode. Bl.a.flere indbrud i praksis
efter sovemedicin til moderen og hun forsvandt om natten og bad konstant om penge,
som hun skyldte bort. Det var store pengebeløb, som hun skulle skaffe. Dette
blev meddelt socialforvaltningen på Frederiksberg.
Både Mulle og Lisbeth klarer sig rigtigt godt i Rødovre
skole.
BILAG.- skolens udtalelse vedrørende begge børnene.
29..
maj 1991:
Rødovre skole giver d. 29.5.91 følgende udtalelse
vedr.børnene:
"Anne Marie, 6.a.: " Hun startede med fuldt
drøn på! Faldt hurtigt til ro, da hun så, at klassen var helt upåvirket.
"Mulle" vendte helt om og blev alle tiders pige. Hun følger godt med
fagligt, men har dog enkelte huller. I klassen er hun meget vellidt og har
mange venner. Hun blev valgt til elevrådsmedlem og klarer dette med bravour. I
lærergruppen er vi enige om, at hun har bragt en god fornyelse ind i klassen. "Mulle" omtaler Eva Graungaard meget hjerteligt, og
vi ved, at familien G. betyder alt for hende. Vi har ved konsultationer og
samtaler med både Eva G. og "Mulle" indtryk af en meget tæt og
positiv forbindelse, som giver "Mulle" et godt bagland."
BILAG:
Lisbeth 1.a.: Hun startede meget indesluttet og ville i
begyndelsen ikke gerne i skole. Hun græd og ville hele tiden hjem til Eva. Efter et stykke tid, hvor Eva G. bragte hende
i skole og vi tog ekstra grundigt imod hende, hjalp det. Hun blev hurtigt tryg
og glad for at komme hos os og viste sig som en smilende og glad pige. Hun er
nu faldet helt til og arbejder godt i klassen, klarer sig godt med kammeraterne
og har flere tætte venner. Hun fortæller meget om sit hjem hos Eva G. Hun
kræver nogen ekstra opmærksomhed fagligt, da hun mangler en del begreber og
lignende, men ellers går det godt. Vi er glade for hende og mener, hun bør
blive i klassen."
BILAG: Skoleudtalelserne fra Rødovre skole.
5. maj 1991.
Overlæge Bonnevie, Frederiksberg hospital afgiver
følgende erklæring vedr. Mette Haugaard Hansen:
"38-årig kvinde, der gennem 18 år har været
stofmisbruger og siden 2o-års alderen har praktiseret prostitution og til tider
angiveligt fortsat "aktiv.". I
1989 indlagt med hjertehindebetændelse. 1986 konstateret HIV-positiv."
BILAG
13. juni 1991:
Frederiksberg kommunes Børnesagsudvalg (§ 3) beslutter at
iværksætte hjælpeforanstaltninger uden forældremyndighedens samtykke i medfør
af bistandslovens § 123, stk. 3 for Lisbeth og Mulle (tvangsfjernelse fra den
biologiske moder.)
31.juni
1991:
Eva Graungaard og Karl Somogyi får tilsendt
plejetilladelse.
Sommeren
1991:
Elsebeth Kaasgaard trækker sig fra sagen, da den
biologiske moder, Mette Haugaard Hansen angiveligt har truet hende og en anden
medarbejder på Frederiksberg kommune med at slå disse ihjel. Hun vil smadre
deres ansigter, skulle hun have sagt.
Lægerne tager med alle de mindreårige børn på ferie i
Prag
August
1991:
Lisbeth og Mulle begyndte nu begge to på
Gymnasieskolen, Johannesskolen, hvor
lægeægteparrets yngste datter, Ditte, i
forvejen gik, og hvis rektor, Inger bek er fortrolig med Eva Graungaard.- og
fortrolig med de to "fremmede børns" situation, som der taltes meget
om.
September
1991:
Mette Haugaard Hansen forlanger børnene udleveret til
samkvem.
Men det nægter begge børnene. De ønsker at glemme hende.
Sagsbehandler Gunhild Gundorph fra Frederiksberg kommune
kommer pldseligt ud i konsultationen sammen med en anden fra Frederiksberg
kommune for at få børnene med til samkvem hos den biologiske mor. Da begge børnene
nægter at tage med, føres Mulle i førergreb af Gundorph under skrigen og
skrålen ud i den ventende taxa, og den lille tages hårdt i armen og skubbes ind
i taxaen. Hele dette ubehagelige optrin finder sted i lægernes venteværelse under overværelse af flere
patienter og to af pigernes veninder.
Derefter anmoder lægerne om, efter aftale med rektor Bek,
at udlevering af børnene mod deres vilje må ske direkte fra hendes kontor på
Johannesskolen.
Lægerne klager til Frederiksberg kommune over dette brutale
overfald på Mulle i veninders påsyn.
Hverken før eller efter dette overgreb, hvor Mulle med
magt i politigreb af sagsbehandler Gunhild Gundorph, er det lykkedes kommunen
at få Mulle bragt til samkvem, hvorimod den lille Lisbeth med jævne mellemrum
bliver tvunget til samkvem efter udlevering over skolen fra rektor Inger Beks
kontor.
-
21. maj
1991
Mulle og Lisbeth er kaldt til møde alene med
socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen og flere andre ansatte på
socialforvaltningen.
Mulle kom højtgrædende ud fra mødet.
20.
november 1991
Den dag sender Den Sociale Ankestyrelse et brev til
Mulle- "Anne Marie Haugaard Hansen c/o Eva Graungaard”, i hvilket hun
inviteres til at møde i Den Sociale Ankestyrelse den 1. oktober kl 1545, da
hendes mor har klaget over kommunens anbringelse.
Mulle ønsker at komme- men ønsker at tage en bisidder
med.
Dette blev konsekvent nægtet dette barn. Hun forlangte
forgæves at få begge lægerne med, og da dette blev nægtet, forlangte hun at få
sin klasselærer med, . Dette blev også
nægtet hende.
24.
september 1991:
Udtalelse vedr. Lisbeth og Mulle fra klasselærerne
på Johannesskolen:
"Anne Marie Haugaard Hansen (Mulle kaldet) er en
glad pige, der helt afgjort har en vigtig social status i klassen.
Hun er altid i godt humør og er altid velforberedt. Fagligt er hun på et niveau, der passer til
hendes aldersklasse."
Med venlig hilsen.
Ole Larsen Klasselærer 7 d. Leif Iversen
viceinspektør."
BILAG
"Lisbeth Haugaard Hansen( Graungaard) begyndte i
2.a.på Johannesskolen i august. Lisbeth var, som alle børn lidt forsigtig i
starten, men søsteren Ditte og de andre børn tog sig pænt af hende.
Lisbeth er en smilende og venlig pige. Hun er meget
taknemmelig for at få hjælp. Fagligt er hun bagud i forhold til klassen , men
det er mit indtryk, at hun arbejder ihærdigt med tingene.
Lisbeth har enkelte dage været lidt stille, men
plejemoderen fortæller, at det er de dage, hvor Lisbeth skal besøge sin
biologiske mor.
Vi vil gerne fortsat arbejde med Lisbeth, da hun er
faldet så godt til."
Med venlig hilsen
Lise Kjær-Rasmussen, Klasselærer 2.a. Leif Iversen,
viceinspektør."
BILAG:
Den biologiske mor anker gennem Frederiksberg kommunes
advokat, Kirsten Reimers-Lund tvangsfjernelsen. og:
01.
oktober 1991:
Mulle indkaldes pr. brev til møde i Den Sociale
Ankestyrelse: Hun sidder den dag helt
alene i møde i Den sociale Ankestyrelse Hun blev skriftligt lovet, at hendes
mor ikke vil være tilstede.
Mulle græd meget efter dette møde, fordi hun blev af den
opfattelse, at hun skulle tvinges tilbage til den biologiske mor. Hun sagde
efter mødet, at der mindst var 8-10 folk Og hendes biologiske mor var også ude
på gangen på Den Sociale Ankestyrelse.
Mulle sad helt alene i møde med den Sociale
Ankestyrelse. Læge Eva Graungaard sidder
udenfor.
Mulle kommer højtgrædende ud fra mødet.
Den Sociale Ankestyrelse stadfæster Fr.berg kommunes
tvangsfjernelses afgørelse af 13.06.91 - og bestemmer, at børnene fortsat skal
være tvangsfjernet.- Og fortsat bo hos lægerne.
8.
oktober 1991.
Brev fra Den Sociale Ankestyrelse direkte stilet til
Mulle, i hvilket, der står, at Den Sociale Ankestyrelse har stadfæstet
tvangsanbringelsen af hende og lillesøsteren og at Ankestyrelsen har anmodet
Frederiksberg kommune om at genbehandle spørgsmålet om anbringelsessted.
Dette brev gør Mulle meget ulykkelig. Hun græder højt
ligesom da hun kom ud fra mødet med de mange voksne i Ankestyrelsen.
11.
oktober 1991.
Ditte og Lisbeth får diplom i skolen, underskrevet af rektor Inger Bek og
klasselæreren Lise Kjær-Rasmussen.
28.
oktober 1991
HIV-prøven på Lisbeth viser nu negativ HIV. Tidligere
HIV-tests af Lisbeth har været positive.
BILAG:
06.november
1991:
Læge Liselotte Skjødt tilsender Fr.berg kommunes
socialforvaltning en skriftlig redegørelse om hendes opfattelse af den biologiske
moders opførsel i forhold til Lisbeth og Mulle. Hun havde overværet et optrin i
lægernes venteværelse, hvor den biologiske mor havde truet Mulle med, at hun
skulle på børnehjem, såfremt hun ikke ville komme til samkvem hos hende.
Kopi tilsendes socialdirektøren, socialudvalgsformanden
og Johannesskolens rektor, Inger Bek.
BILAG
11.
november 1991
Socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen og hjemmehos'en
Erik Havgård Hansen møder op i lægens konsultation for at kræve samkvem med
Lisbeth og Mulle i den biologiske mors hjem.
Socialudvalgsformanden på Frederiksberg kommune kommer i
shorts og går direkte ind i et konsultationsværelse, hvor læge Graungaard sad
med en patient. Socialudvalgsformanden blev af lægen bedt om at vente i
venteværelset.
Socialudvalgsformanden oplyser til lægen, at den
biologiske moders bror Anders er død i hjemmet dagen i forvejen, (Han sad i
sofaen hos den biologiske mors lejlighed med en sprøjte i halsen, fortalte
denne socialudvalgsformand og fortsatte med, at Mette jo snart dør p.g.a. sin
HIV-positivitet. Og derfor SKAL børnene nu begge to på besøg hos den biologiske
mor.
Lægerne bad mange gange om at måtte få aktindsigt:, som
det er deres ret ifølge dansk lov. Dette blev nægtet.
15.
november 1991:
Lægerne Graungaard og Somogyi klager over sagsbehandler
Erik Havgård Hansen til socialforvaltningen, Frederiksberg.; att:
vicekontorchef Bill Jahnsen, som blev underrettede om, at fru Mette Haugaard
Hansen to dage tidligere havde siddet i læge Graungaards konsultation og
fortalt, at hjemmehos'en Erik Havgård
Hansen ufine arbejdsmetoder, og at han blandt andet havde givet hendes
ældste datter, Tulle 5oo kr. for at
sige, at han havde været sammen med hende i 3o timer- hvilket han ikke havde.
Lægerne foreslår, at samkvemmet med moderen efter deres
mening vil kunne gennemføres lettere fra et tredje,. et såkaldt neutralt sted.
23.
november 1990:
Lægerne får den dag adoptionsbevilling til deres yngste
datter, der er 6 år- og Eva Graungaard
går på barselsorlov ½ år, for bedre at kunne tage sig af de tre mindreårige
børn. Den yngste søn, stud.med. Emil Graungaard Somogyi er da 16 år.
25.
november 1991:
Møde på Frederiksberg Rådhus mellem Fogh-Andersen,
sagsbehandler Gundorph og Havgård samt lægeægteparret. På dette møde hævder
Gundorph, at læge Eva Graungaard har mistet sin ordinationsret m.h.t. metadon
og lign. stoffer. Dette er usandt og opfattes derfor som bagvaskelse af Eva Graungaard. Hun har aldrig
mistet nogen som helst ordinationsret, og ordinerer da også konstant metadon
mixtur til fru Haugaard Hansen.
28.
november 1991:
Eva Graungaard sender et 3 sider langt brev til
socialudvalgsformanden i hvilket hun forklarer denne, at når der har været tale
om omsorgssvigt i børnenes tilfælde, har det ikke været på grund af manglende
kærlighed fra fru Haugaard Hansens side. Hun elskede sine børn- men hun var jo
meget syg.
Fr.berg Familierådgivning, Jens Jessensvej 10A,
tilskriver lægerne vedr. besøg tirsdag, den 03.12.91 kl. 10.45, da de af kommunen er "blevet
bedt om at undersøge forskellige forhold omkring plejeanbringelsen af Anne
Marie og Lisbeth.".
Lægeægteparret tilskriver igen socialudvalgsformand
Birgit Fogh-Andersen og foreslår, at samkvemmet med den biologiske moder
foregår på et neutralt sted. Skrivelsen faxes kl. 13.00.
02. .december
1991:
Lægeægteparret tilskriver Fogh-Andersen og aflyser Frb.
Familierådgivnings besøg, d. 03.12.91 under henvisning til, at det er midt i
deres konsultationstid.
Lægeægteparret begærer aktindsigt vedr. besøget i deres
hjem i maj 199o. De ønsker den
tilsynsrapport tilsendt i fotokopi, der blev udfærdiget i forbindelse med, at
sagsbehandler Kaasgaard og to andre personer fra Frederiksberg kommune var på
hjemmebesøg på parrets bopæl, Godthåbsvej 32A, 3., tv..
Kopi til rektor Inger Bek på fax, som har bedt Eva
Graungaard om at måtte blive underrettet om alt, da hun over for lægerne har
givet udtryk for, at hun er specielt interesseret i disse børns sag.
03.
december 1991:
Kommunen social- og sundhedsforvaltning afslår
aktindsigt, under påberåbelse af, at lægeægteparret ikke er at regne for part i
sagen.- Underskrevet af ekspeditionssekretær Verner Jensen
04.
december 1991:
Lægeægteparret tilskriver Frederiksberg kommune bl.a.
vedr. aktindsigt, Familierådgivningens besøg samt børnenes samkvem.
Kopi tilsendes: socialdirektør Bjarne Busk,
socialudvalgsformand Fogh-Andersen samt
rektor ved Johannesskolen, Inger Bek.
06.
december 1991:
Lægeægteparret tilskriver Frederiksberg kommunes
socialdirektorat for at gøre opmærksom på, at den ønskede aktindsigt
naturligvis udelukkende skal omfatte de rapporter, som vedrører besøg i plejehjemmet.
Men også denne lovbefalede aktindsigt nægter
Frederiksberg kommune.
Hvilket er ulovligt.
09.december
1991:
Familierådgivningen tilskriver lægeægteparret vedr.nyt møde
den 12.12.91 kl. 16.30.
09.december
1991 og 10.december 1991:
3 båndoptagelser af samtaler med Birgit Fogh-Andersen.
Udskrifterne faxes til Inger Bek, efter anmodning fra
denne om altid at følge med i denne sag, som interesserer hende meget.
BILAG.
11.december
1991:
Skoleudtalelser fra rektor Inger Bek, Johannesskolen
vedr. Lisbeth og Mulle, som beskriver en positiv udvikling i den tid, hvor de
har været elever. Rektor Inger Bek giver plejeforældrene æren for de store
fremskridt.
Rektor Bek skriver:
"Anne Marie Haugaard Hansen, cpr.nr.o9o578-3416, har
været elev på Johannesskolen siden den 1. aug. 1991, hvor hun blev optaget i
7d.
Anne Marie, som bor hos en plejefamilie, der har andre
børn på Johannesskolen, bar i begyndelsen af sin skolegang endnu præg af det
omsorgssvigt, som hun må have været offer for tidligere i barndommen.
Det er lærerkredsens indtryk, at det gode samarbejde, der
er mellem skole og hjem har fået særlige gode vilkår på grund af den
fantastiske indsats, som plejefamilien til stadighed yder.
Anne Maries faglige standard er absolut
tilfredsstillende. Hun er flittig og har gode arbejdsvaner. Anne Marie er
socialt veltilpasset, har fået veninder i klassen. Hun deltager aktivt i
Johannesskolens arrangementer, er glad i hverdagen, tillidsfuld og meget
imødekommende over for plejeforældrene.
Anne Marie er mismodig, når tidspunktet for besøg hos den biologiske mor
nærmer sig. Det er lærerkredsens indtryk, at Anne Marie trives bedst i sin
hverdag hos plejeforældrene, hvis hjem, hun sammen med sin søster Lisbeth
betragter som sit virkelige hjem.
Med venlig hilsen
Inge Bek rektor" Den
11.12.1991.
BILAG
"Lisbeth Haugaard Hansen, cpr.nr.o8o583-2134, har
været elev på Johannesskolen siden den 1.aug 1991, hvor hun blev optaget i en
allerede eksisterende klasse, 2a, som på grund af fraflytning havde en ledig
plads.
Lisbeth var i begyndelsen meget stille og sky og desuden
fagligt tilbagestående. Hun bar i høj grad præg af omfattende
omsorgssvigt.Lisbeth har i den korte tid, vi har kendt hende, åbnet sig meget,
er fagligt bemærkelsesværdigt dygtigere, har fået gode arbejdsvaner, er tryg i
forholdet til plejeforældrene, som personligt henter hende i vores
børnepasningsordning.
Lærerkredsen har ydet en stor indsats i forhold til
Lisbeth, men æren for de meget store fremskridt for Lisbeth, såvel fagligt som
socialt, må gå til plejeforældrene, som på helt enestående vis har engageret
sig i Lisbeths og søsterens tilværelse.
Lisbeth oplever, såvidt vi forstår, plejeforældrenes hjem
som sit eget og søsterens virkelige. Lisbeth virker kun indesluttet, når et
møde med den biologiske mor er på tale.
Med venlig hilsen Inger Bek Rektor." Den 11.12.1991.
BILAG.
Disse udtalelser er sket efter anmodnig fra
Socialforvaltningen på Frederiksberg og af rektor Bek tilsendt
socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen.
12.december
1991:
To psykologer fra Familierådgivningen besøger familien på
deres bopæl, Godthåbsvej 32A. Tilstede er Mulle, Lisbeth, ægteparret og en
bisidder,- Lisbeths klasselærer, Lise Kjær-Rasmussen, der også har Mulle som
elev.
Der udarbejdes to rapporter, som er diametrale
modsætninger: Psykologernes og Lise Kjær-Rasmussens.
Psykologernes rapport er fri fantasi.
BILAG. Overlærer Lise Kjær-Rasmussens erklæring.
17.
december 1991:
Familierådgivningen tilskriver lægeægteparret vedr.
forløb af samtaler. Der skal være 3 samtaler med Lisbeth og Mulle i
Familierådgivningen og 1 fællessamtale
med børnene og plejeforældrene. Johannesskolen vil også
blive kontaktet, skriver denne Familierådgivning.
Da lægeægteparret erfarer, at det er hensigten, at
børnene skal flyttes til et børnehjem, hvor de tidligere har været, og som
børnene afskyr, skriver lægeægteparret appel til alle myndigheder.
Denne videregives til rektor Inger Bek og sendes bl.a.
også
til borgmester John Winther.
19.december
1991:
Lægeægteparret aflyser et møde, som Familierådgivningen
har bedt om i brev af 17.12.91, da de har møde med deres revisor. Brevet bliver
bragt pr. bud.
20.
december 1991:
Brev fra Familierådgivningen til lægeægteparret vedr. den
tidligere tilsendte oversigt. Ægteparret bedes om selv at arrangere det, hvis
skolen skal sørge for, at børnene fremmøder til samtalerne.
Da lægerne intet hørte fra moderen Mette Haugaard
Hansen skrev Eva Graungaard og tilbød
samkvem og inviterede Mette til at holde jul hos hende sammen med børnene, da
Mulle helst ville være i plejehjemmet juleaften. Men sagsbehandler Gunhild
Gundorph ringede og sagde, at hun på "Mettes vejne" skulle frabede sig vort renderi.
Lægefamilien holdt så juleferie i deres sommerhus, sammen
med deres børn og Mulle og Lisbeth. De fik senere at vide, at Gundorph og
hjemmehos'en Erik Haugaard havde kørt fra adresse til adresse til deres voksne
børn og ringet på hos deres naboer.
24.
december 1991
Brev afleveres ved
moderen Mette Haugaards dør med ny invitation til julesammenkomst og julemiddag hos lægerne.
Der reageres ikke.
1992
9.januar
1992:
Møde i Familierådgivningen, hvori rektor Bek deltog-
10.januar
1992:
Skrivelse fra Fr.berg kommune til Eva Graungaard og Karl
Somogyi. Der står i brevet:,
"at Børnesagsudvalget i mødet besluttede at pålægge
Dem, at begge børn skal deltage i en længere samtale med de behandlende
psykologer i Frederiksberg Familierådgivning. Samtalerne er fastsat til mandag
den 13. januar 1992 fra kl. 09.00 - 13.00 i Familierådgivningen, Jens
Jessens Vej 10 A.".
Børnene vil blive afhentet af socialudvalgsformand fru
Birgit Fogh-Andersen på Johannesskolen."
13.
januar 1992:
1). Brev til rektor Inger Bek fra Eva Graungaard og
Karl Somogyi vedr. brevet fra d.
10.01.92. Det tilkendegives, at børnene
godt vil tale med skolepsykologerne. Lægerne gør opmærksom på, at de ikke ønsker tvang i forbindelse med. den
fastlagte psykologundersøgelse.
2). Socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen
aftaler med Inger Bek, at de skal mødes
på hendes kontor, men Inger Bek kommer
iflg. Birgit Fogh-Andersen for sent.
3). Birgit Fogh-Andersen vil personligt selv sørge
for, at Lisbeth og Mulle kommer til
psykologsamtalen d.d.
Socialudvalgsformanden Birgit Fogh-Andersen går
personligt hen til Mulles klasse, og da denne kommer ud fra dansktimen sammen
med sine kammerater, går hun hen og tager Mulle i armen og siger i
klassekammeraternes påhør: "Det er sidste udkald Mulle" Men Mulle vrider sig løs og stikker af.
Mulle græder højt og løber sin vej- væk fra skolen.
4). Eva Graungaard
tilkaldes telefonisk af Mulles
klasselærer, Ole, der er bekymret for
Mulle.
5). Birgit
Fogh-Andersen og Inger Bek har "møde" på Beks kontor, da EG kommer derop.
Eva Graungaard og Mulles klasselærer kører rundt i byen i
håb om at finde den fortvivlede store pige. men
dette lykkes ikke.
Først kl o1 om natten dukker Mulle op i lægernes lejlighed på Godthåbsvej. Hun er
forgrædt og suicidaltruende. Hun vil tage livet af sig selv, hvis hun skal tvinges bort fra plejeforældrene og sin
skole.
6). Mulle tilskriver Menneskerettighedskommisionen. Hun
kriver i dette brev:
"Nu ville man desuden idag tvinge mig bort fra
min skole fra kl. 9 om morgenen til kl.
1 om eftermiddagen, hvor jeg skulle hen til kommunens psykologer på Jens Jessensvej 10A. Det ville jeg ikke, så
jeg stak af, da jeg så socialudvalgsformanden komme på gangen og tog fat i min arm. Grunden til, at jeg
ikke vil der, er den, at jeg ikke vil
påvirkes til at skifte mening.".
Dette brev har overlærer Lise Kjær-Rasmussen hjulpet
hende med at finde adressen på Menneskerettighedskommissionen og hun har sendt
brevet afsted..
17.01.92:
Artikel i Politiken foranlediget af den biologiske moders
og frederiksberg kommunes advokat fru Kirsten Reimers-Lund, som afbildes på sit kontor sammen med den
biologiske mor, Mette Haugaard Hansen,
som sidder med ryggen til kameraet.
Artiklens overskrift:
"Slagsmål med sikker taber" af Hanne Fall
Nielsen.
I denne artikel oplyses det, at Mette Haugaard Hansen er
en HIV-positiv narkoman, og at hun og advokaten ikke kæmper for at få børnene
hjem til hende, men kun kæmper for at få børnene på børnehjem" .
Mette Haugaard Hansen, udtalte senere i Frederiksberg Lokalradio, at dette har hun naturligvis
aldrig sagt, men hun var blevet brugt i
Frederiksberg Socialfor
valtnings kamp mod lægerne Graungaard og Somogyi.
21.01.92:
Sagsbehandler Gundorph ringer til Eva Graungaard for at
meddele, at der er besluttet, at der næste dag
skal gennemføres samkvem med den biologiske moder. Sagsbehandler Erik Havgaard vil
hente børnene på Johanneskolen til
sædvanlig tid, helt uafhængig af, at
børnene den dag skal opføre en juleforestilling for skoleelevernes forældre.
Samtalen er båndet.
31.01.92:
§ 3-udvalget på Fr.berg tilbagekalder plejetilladelsen
for Lisbeth og Mulle. Dette er helt ulovligt og ugyldigt. Tilbagekaldelse af en
tilkendt plejetilladelse, der til og med er stadfæstet i Den Sociale
Ankestyrelse, kan udelukkende ske gennem Børne og Unge udvalget. Sagen har
aldrig været forelagt dette Børne- og Ungeudvalg, hvorfor vi i realiteten
fortsat har plejetilladelsen-
hvilket også var årsagen til at lægerne i maj 1999 blev
pure frikendt.
alt mangler her.
Samt at begge børnene med korte afbrydelser var hos disse i Slangerup indtil den 19.3.92 (dagen
efter lægernes
isolationsfængsling) hvor ægtefællerne kørte børnene til nyt skjulested, som de
ikke ønsker at opgive
adressen på.
Og at
Den
3.2.1992.
---------------
1. Børnene skal
afleveres på børnehjemmet, Bülowsvej kl .
2. En artikel i
BT, hvor 13-årige Mulle udtaler: "Min mor (Eva Graungaard) fik i fredags
besked på at bringe mig og min
lillesøster på børnehjem i dag, som
var vi to pakker".
Og i hvilken socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen
udtaler:
" Eva Graungaard har ikke helt forstået at samarbejde og at hun
beskytter børnene på en forkert måde."
Børnene skal på børne
hjem, så der kan gennemføres psykologundersøgelse af disse, fordi de ikke vil se den
biologiske mor, kommunen ønsker at besøg skal finde sted.
BILAG
Artiklen i BT.
3. Eva Graungaard
oplyser i retten d. 26.02.92, at børnene forsvinder ca. kl 12, samt at en patient i venteværelset oplyser at
have set dem nærmest løbe væk med deres skoletasker.
Eva Graungaard oplyser, at hun og Anne Marie (Mulle) om
formiddagen den 3.2.92, to gange var hos ombudsmanden, og i socialministeriet,
hvor de talte med en embedsmand, som
hørte ret længe på dem og gav dem rådet
at ringe til Den Sociale Ankestyrelse, hvilket
blev gjort. Desuden var de i justitsministeriet og tilsidst kl. 11.3o-11.45 i samtale med
folketingsmedlem, nu medlem af Europaparlamentet, Mogens Camre i Finansministeriet. Hjemkommet kl. 12 var der 6
patienter, i venteværelset, der havde
ventet på hende hele formiddagen. Mens
hun tog den første patient, forsvandt de
to børn i løb, sagde de ventende patienter.
"Skynd dig, tag din
taske", skulle Mulle ifølge
disse patienter have sagt til
lillesøsteren. Mulle har haft en
telefonopringning fra Whita Sjøsten. Lægerne har ikke lagt mærke til at lægesekretæren
ikke var tilstede. -
På den anden side har han en times frokost - og det hænder, at han kører i den time.
4. Rektor Inger
Bek oplyser under afhøring hos politiet,
at Eva har ringet til hende og fortalt, at børnene var
væk.
BILAG Politiafhøringen
5. Slangerupparret
oplyser sammen ved afhøring hos
vicekriminalkommissær Lau Fries, at Whita Buch- den kvindelige part ringede til lægekonsultationen denne dag, og
spurgte om hun kunne gøre noget.
Samt at det var lægesekretær Helge Røpke, der kom
med børnene. På grundlag af denne
oplysning fra Slangerupægtefællerne sigtes Helge Røpke. - Det ser ud, som om, det er de sigtede
slangerupægteparret, der skriver
anklageskriftet.
Helge Røpke (dengang lægesekretær hos lægerne Graungaard og Somogyi, nu
ansat i et computerfirma) oplyser, at Whita Sjøsten, den kvindelige part fra
Slangerup ringede flere gange om
formiddagen den dag, hvor Eva Graungaard og Mulle endnu ikke var kommet
tilbage fra samtalerne i Folketinget og
med ombudsmand og Mogens Camre.
Hun ville tale med Mulle, sagde
denne mand i vidneskranken i Landsretten
7.
Slangerupparret, dagplejemor Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen, der
er arbejdsløs murer oplyser politiafhøringen, der formede sig som en fællessamtale med
vicekriminalkommissær Lau Fries, ved politiforhør, at børnene kom til Slangerup
den 3.2.92, kørt dertil af Helge Røpke.
Og at Mulle oplyste: " Mor ( Eva Graungaard) ved
ikke engang, at vi er her" Hvilket blev oplyst af Whita Sjøsten i Frederiksberg ret.
Samt at begge børnene med korte afbrydelser var hos disse
i Slangerup indtil den 19.3.92 (dagen efter
lægernes isolationsfængsling) hvor ægtefællerne kørte børnene til nyt skjulested, som de
ikke ønsker at opgive adressen på.
Og at det var Mulle der har vist vejen til deres bopæl. Børnene havde jo været i
Slangerup knap to år tidligere på
anbefaling af rektor Bek, der opgav dette par som hendes nære venner.
Helge Røpke oplyste det samme i retten. At han efter at den kvindelige part i Slangerup havde
lykkedes med at få kontakt med Mulle i telefonen, uden at have talt med nogen af lægerne var
han kørt i sin egen bil- en
firehjulstrækket kassevogn, som han plejer at
gøre i sin middagspause, samt at den dag efter opfordring fra Mulle havde taget
begge pigerne med i sin vogn og kørt disse til Slangerup ligeledes efter
opfordring fra Mulle, som Whita Sjøsten havde talt i telefon med.. Og ingen af
lægerne vidste noget om, at han var
kørt med pigerne. Og han sagde heller ikke noget derom, da han kom tilbage
om eftermiddagen, fordi Mulle havde bedt ham om ikke at sige, hvor de var taget hen.
den 3.2.92.
Helge Røpke kørte den 3.2.92 i EG's nye bil, hævdede
Slangerupparret i retten.
(Hvilket ikke alene begge læger men også Helge Røpke skarpt benægter, idet Røpke altid kører i egen bil og EG aldrig låner sin bil til andre.
8. Sent om aftenen
samme dag får Eva at vide, hvor børnene befinder sig -Lægerne havde besluttet at ringe til politiet, fordi de frygtede
for Mulles psykiske tilstand- hun havde truet med selvmord, hvis hun skulle
tvinges tilbage til børnehjemmet-.
Og hun havde tidligere forsøgt selvmord i den tid hun
boede hos Mette.
Eva Graungaard ringer til rektor Bek. Det siger såvel
lægen som rektor Bek ved politiafhøringen-
Men meget sent om aftenen kontaktes lægeægteparret af en
lærer, der kaldte sig Ole, kom til deres konsultationsdør med adressen, hvor
børnene nu var. Det sagde begge læger hver for sig ved afhøringen i
isolationsfængslet ifølge retsbogsudskrifterne. Læge Somogyi sagde dette ved
retssagen den 18.3.92, mens Eva Graungaard lå på intensiv afdelingen på
Frederiksberg hospital.
”Det var en lærer, der opgav sit navn til Ole, der sent om aftenen kom til
konsultationen, hvor lægerne befandt sig og opgav adressen, hvor børnene nu
opholdt sig og han sagde, at Mulle psykisk havde det dårligt og var ude af
balance.”
Ægtefællen køre Eva Graungaard på sygebesøg sent om
natten i Slangerup. Det er kun Eva Graungaard, der går indenfor. Læge Karl
Somogyi bliver i bilen.
Læge Eva Graungaard modtages efter eget udsagn med
"iskulde", ligesom Niels Lykke Nielsen helt enkelt vender disse
ryggen og ikke udtaler et eneste ord men forlader rummet.
04.02.92:
1. Eva Graungaard
ringer til socialudvalggsformand, Birgit Fogh-Andersen og fortæller denne om sin viden i
håb om, at børnene kan afhentes stille
og roligt af hensyn til børnene. Socialudvalgsformanden vil ikke vide, hvor
børnene er, selvom hun må betegnes som en relevant person. Denne samtale er
båndet og båndet er afspillet i retten.
Bilag
"JEG VIL IKKE VIDE, HVOR BØRNENE ER" gentages
på båndet. Eva graungaard ønskede at få
denne kompetente person med ud for at få
børnene talt til rette, så disse kunne
skånes mest muligt psykisk.
De båndede samtaler med socialudvalgsformanden har alle
været fremlagt i retten sammen med afskrift deraf.
BILAG
Afskrift af den båndede samtale, hvor den øverste
ansvarlige på Frederiksberg kommune nægter at få oplyst, hvor børnene var.
2. Eva Graungaard går op på rektor Inger Beks kontor for
at fortælle,hvad der er sket. Inger Bek giver udtryk for, at det ved hun da
godt. For de er jo igen i Slangerup, sagde hun. ”Verden er jo så lille”
Der skal naturligvis være referat på Frederiksberg
kommune af samtalerne med socialudvalgsformanden, ligesom der skal være
referater af alle møder, alle beslutninger og journaler ect. Af ALT, hvad der
vedrører børnenes sag.
MEN I HELE TIDSRUMMET, HVOR BØRNENE VAR ”FORSVUNDET”
FRA DEN 3.2..1992
TIL DEN 27.3.1992 ER ALT MAKULERET .
Det sagde en højtstående embedsmand på
socialforvaltningen.
Men inden dette skete havde den biologiske mor fået nogle
akter, som hun kom og gav til læge Graungaard.
06.02.92:
Hjemmehos'en Erik Havgaard Hansen og en dame, der udgav
sig for at være advokat møder op midt i konsultationstiden, hvor de på grund af
bemærkelsesværdig opførsel foranlediger, at en tilfældig patient i
venteværelset viser sit presse kort og tager et billede af parret, hvilket
viser sig af betydning, idet Frederiksberg kommune senere klager til Den
Almindelige Danske Lægeforening og usandfærdigt angiver, at optrinet fandt sted
i lægernes private hjem, hvilket fotoet modbeviser, idet det tydeligt fremgår
af dette, at stedet er lægernes venteværelse. Parret ønsker børnene Mulle og Lisbeths opholdssted oplyst.
EG nægter at give denne oplysning under henvisning til
hendes tavshedspligt, men hun fortæller, at hun gerne ville oplyse
opholdsstedet til den ansvarshavende, Birgit Fogh-Andersen. Dette af tilstedeværende i venteværelset- og vil blive
fortalt under vidneansvar i
den kommende retssag af de tilstedeværende.- Der kan både fremlægges video, som sekretæren optog og foto, som journalist og
redaktør, Harly Foged tog, som bevis
på., at kommunen løj groft da den senere sendte klage til Den Almindelige
Danske Lægeforening.
Vidner til optrinnet i lægernes venteværelse var
patienterne, journalist og redaktør Harly Foged og sekretæren. Redaktør Harly
Foged viste sit pressekort og tog billeder af parret, hvis opførsel var
påfaldende.
07.02.92:
Frederiksberg kommune anmelder Eva Graungaard og Karl
Somogyi til politiet for overtrædelse af bistandslovens §65.
I båndet samtale med socialudvalgsformanden Birgit
Fogh-Andersen fortæller denne, at politianmeldelsen er sket derved, at hun ved en privat middag
med politi-mesteren på Frederiksberg har nævnt sagen.
I samme båndede telefonsamtale gentager
socialudvalgsformanden, at hun ikke vil vide, hvor børnene er.
BILAG
Afskrift af den båndede samtale, som er fremlagt i retten
og båndet , som har været afspillet i retten.
Frederiksberg kommune sender en total usand skrivelse til
Den Almindelige Danske Lægeforening tilsyneladende i samme hensigt som den
fantasifulde og løgnagtige Gederapport - At fratage Eva Graungaard sin
bestalling som læge.
I skrivelsen fortælles, at hun stadig er plejemor og at
de to, hjemmehos’en og advokaten fra kommunen var i hendes private hjem og ikke
i lægekonsultationen.
Lægerne henviser såvel til video og foto, der blev taget
i lægernes venteværelse af kommunens udasendinge.
BILAG
Denne samtale fremlægges som bilag nr.
-----------------------------------------
08.02.92:
Eva Graungaard oplyser på retsmøde d. 26.02.92, at hun
har været på sygebesøg i Slangerup, men at børnene med stor sandsynlighed, ikke
var der mere og at datteren Rie den dag har set Mulle og to af hendes venner
ombord på færgen Sjælland. Og disse tre er desuden set ved rockkoncerter. Eva
mener derfor, at børnene ikke længere befinder sig i Slangerup. Hun blev ikke yderligere
udspurgt
13.02.92:
Birgit Fogh-Andersen gentager, at hun ikke vil vide, hvor
børnene er. (båndet samtale)- samt siger, at Arkaden, hvor børnene skulle være
set, er et pænt sted.
Den båndede samtale har både været fremlagt i afskrift og
er afspillet i retten
BILAG:
14.02.92:
Birgit Fogh-Andersen gentager endnu engang sit udsagn om,
at hun ikke ønsker at vide, hvor børnene
er. (båndet samtale)
Til politirapporten
forklarer Slangerupægtefællerne til vicekriminalassiiistent, Lau Friess, at
Niels Lykke Nielsen den morgen førte
pigerne tidligt om morgenen ind til lægeklinikken, fordi de skulle pakke, da de
den følgende dag skulle med lægerne til
Tunis med Spies rejseselskab.
Ved senere forklaring fra slangerupægtefællerne rettes første forklaring til, at det kun var
Mulle, som Niels Lykke Nielsen kørte ind
til lægekonsultationen den morgen
tidligt for at pakke til Spiesrejsen til Tunis.
Lægerne havde i dec. 91 købt en rejse til Tunis i børnenes vinterferie . Det var meningen, at
Ditte, Mulle og Lisbeth skulle med.
Mulle vidste allerede den 31.1.92, da brevet om
børnehjemanbringelsen kom, at rejsen ikke blev til noget. På grund af den truende situation var
der tegnet afbestillingsforsikring for alle deltagere.
Hvis rejsen skulle gennemføres den 15.2, hvorfor skulle begge piger så ikke ind til lægerne
den 14.2. om morgenen? Det er da
ulogisk, at Niels Lykke Nielsen kun
bragte den ene pige den 14.2.92.
Videre forklarer slangerupparret, at Niels Lykke Nielsen
har set et afbestillingsbilag.
Niels Lykke Nielsen må have set syner for den i december
1991 planerede rejsedag er kendt gennem alle Mulles skrivelser til offentlige
myndigheder. Rejsen var ikke købt i Spies.
Rejsen var ikke afbestilt den 14.2.92, men tidligere. Den blev afbestilt samme dag,
lægerne fik besked på, at børnene Lisbeth og Mulle skulle på børnehjem.- Den
3.2.1992. Der eksisterer ikke
"afbestillingsbilag" på rejser.
16.02.92:
Videre fortæller slangerupparret:" EG ringer til
slangerupparret og siger undskyld for at
Lisbeth ikke blev hentet. - Dette betegnes af EG som usandt.
17.02.92:
Til politiet fortæller slangerupparret, at læge Georg
Somogyi denne dag kom til Slangerup og hentede barnet Lisbeth. Dette benægtes
pure af Georg Somogyi, der intet har med denne sag at gøre og slet ikke kender
slangeruparret.
Iøvrigt siger læge Georg Somogyi, at han den dag sad
andetsteds fra kl. ca 12 til godt 15.- hvilket blev efterundersøgt af politiet
og udtalelsen derfor afsløret som opspind og sigtelsen mod denne læge blev
frafaldet.
19.02.92:
Rektor Inger Bek tilsender Eva Graungaard to bøger,
"Tre breve om krigen og freden" af Einstein, Freud og Niels Bohr samt
Nørretranders "Mærk Verden".
20.02.92:
TV-optagelse på Johannesskolen kl. 16.30 - Kanal 2 efter
aftale mellem kanal 2 og rektor Bek. Bek har på skolen bedt os om at være til
stede
Børnene træffes mod al forventning kl 16.15 spadserende i
umiddelbar nærhed af Johannesskolen - se
kommentaren under datoen den 26.02.92.
20.2.1992:
Socialdirektør
Bjarne Busk og vicesocialdirektør Anders Jensen sender skrivelse med
direkte usandt indhold til Den Danske Lægeforening i den tydelige hensigt at
ttage bestallingen som læge fra Eva Graungaard.
I brevet anklages Eva Graungaard urigtigt for både ikke
at have brudt sin tavshedspligt og for at have brudt sin tavshedspligt,
samtidig med, at disse herrer fra socialforvaltningen til denne lægeforening,
som alle læger, der arbejder i Danmark skal være medlem af og er afhængig af,
og som læger kan ekskluderes af og dermed miste sit levebrød, direkte i strid med sandheden, at optrinnet
med de to udsendinge fra socialforvaltningen
hjemmehos'en Erik Havgaard Hansen og en dame, der udgav sig for
kommunens advokat, Anne Marie Jørgensen, foregik i lægens private hjem og ikke
lige midt i konsultationstiden i lægernes venteværelse- Og urigtigt fortalte lægeforeningen, at
lægen på det tidspunkt var plejemor for Haugaard-børnene- Et plejeforhold
kommunen selv hævdede at have ophævet allerede den --------------
Selve optrinnet overværedes af samtlige patienter i
venteværelset, deriblandt af redaktør
Harly Foged. Det blev filmet på video og optaget på bånd, ligesom der af Harly
Foged, der blev bedt om at legitimere sig
blev fremvist pressekort med navn, der blev noteret ned . Af denne patient blev der taget billede af de
to.
Billedet vil blive fremvist, da det deraf tydeligt
fremgår, at optrinnnet foregår midt i
et offentligt venteværelse.
Efter
sommerferien blev børnene , som
blomstrede op og blev dygtigere for
hver
dag, der gik, flyttet til den private
Gymnasieskole, Johannesskolen, hvor vores egen datter, Ditte gik.
Bilag:.
LOVBRUD
OG PROCEDUREFEJL I SAGEN:
…………………………………………………...
Dato
Lovbrud.
I:
Ca. 2
år senere blev denne plejetilladelse ulovligt
inddraget af et sammenrend af lægernes fjender, ved et møde på
kommunekontoret. Socialudvalgsformanden,
Birgit Fogh-Andersen var med til dette møde. Ifølge eget udsagn senere på
båndet telefonsamtale med læge Graungaard, som har været fremlagt i retten,
stemte hun imod fjernelsen af børnene fra
lægerne. Men en sådan beslutning skal ifølge vore sociale love forelægges
Børne og Unge-udvalget for at have gyldighed.- DETTE SKETE ALDRIG.
Hvilket
også var årsagen til at lægerne tilsidst i 1999 blev frikendt.
BILAG
II:
Politianmeldelsen
er ifølge båndet telefonsamtale mellem mellem læge Eva Graungaard og den
øverste på Frederiksberg socialforvaltning, Birgit Fogh- Andersen, hvor Birgith
Fogh Andersen siger, at politianmeldelsen er sket ved en privat middag, hvor
hun havde politimesteren på Frederiksberg til bords. I retten har
socialudvalgsformanden vedkendt, at det er hendes stemme
BILAG Båndet og udskriftet deraf.
III:
De tre
hemmelige retsmøder
IV:
Retsmødet
den 18.3.1992.
Afhentedes
klasselærer, overlærer Lise Kjær Rasmussen til afhøring i retten, uden at
hverken læge Graungaard eller hendes advokat var underrettet derom.---
BILAG
Retsbogsudskriftet.
V:
samtlige
razziaer. Flere ulovlige
Sammen
med Frederiksberg politi, og sagsbehandlere fra Frederiksberg kommune, der kom
ud på de mange razzier og til lægepraksisen i Rødovre- selv om Frederiksberg
politi intet har med en lægepraksis i Rødovre at gøre- Det SKAL være Rødovre
politi blev der bl. a. produceret en
opdigtet Gedehistorie, i hensigt at
tage bestallingen fra læge Eva Graungaard.
BILAG:
VI:
Ligeledes
i hensigt at tage bestallingen fra læge Eva Graungaard blev der sendt en klage
til Den Almindelige Danske Lægeforening, som denne lægeforening afviste, da
denne klage viste sig at være usand.
produceret
et falskt vidnesbyrd, fremsat af en efter aftale med
Frederiksberg
kommune og i selve retten bevist var falsk- men menedersken blev ikke tiltalt,
og de stakkels børn blev kastet rundt i
systemet- Og levede dereter ca. 2 år under jorden i Frederiksberg
narkokvarter
BILAG
VII:
Anmeldelsen
af Frederiksberg kommune for at have forsømt dens tilsynspligt og omsorgssvigt.
VIII:
Kommunen
har forsømt dens tilsynspligt. Ladet børnene
gå for lud og kold vind. Kommunen har forsømt dens tilsynspligt.-
direkte lukket øjnene for børnemishandling.
Det
yngste barn, Lisbeth var født HIV positiv, hvilket kommunen var vidende om.
uden
tilsyn- og uden en hel tand i munden alle tænder var fuldstændig nedcarierede
smerter- ketogan
Alle
børnene har været alene under moderens fængslinger henvist til at stjæle til
føden, og udeblive fra skolen.
”Der er
ikke nogen der ved, hvor dårligt vi har haft det,”
Hun havde
skulket fra skolen i mange måneder før vi i påsken hentede børnene efter aftale
med moderen, som vi måtte hasteindlægge med blodforgiftning på hospital.
BILAG
IX:
Retten
nægtede at afhøre vidner, som lægerne og ders advokater begærede.
X:
Kommunen
har makuleret alle de sagsakter fra den dag børnene forsvandt den 3.2 1992 til
den dag disse igen kom til veje den 27.3.1992.
XI:
Dommeren
nægtede at afhøre en jounalist og
redaktør, der vidste, hvor børnene var,
og som kom ind i retten og sagde. Fru dommer, Jeg ved hvor børnene bliver gemt.
Det ved lægerne ikke og det kan lægerne ikke vide.
Allerede
ved første retsmøde den 18.3 92, i Grundløvsforhøret blev min mand, der kun
har tjent penge til børnene og hjulpet
og elsket disse på lige for med vore egne børn, han blev af dommeren spurgt om,
hvor vi havde været på sygebesøg hos børnene, fordi den 14-årige truede med
selvmord, hvis de ikke måtte komme hjem til os. Han sagde højt og tydeligt, AT
DET VAR I SLANGERUP; VI VAR PÅ SYGEBESØG HOS BØRNENE.
Politi
og dommerne gjorde intet
XII:
Lægerne
blev fængslet udelukkende på en ménéderskes falske vidnesbyrd, at hun havde at
hun godt kendte børnene og havde set dem på trappen og talt med dem. Lægerne
flyttede først ind på Sankt Nikolajvej den 15.2.1992- og den søn, der kørte bilen, som af hende beskrives----,
var i Miami på det tidspunkt sammen med sin kone.- Dette synes at have været
grunden til lovbruddet, at denne ménéderske ialdrig måtte afhøres i retten
under påhør af læge Graungaard, selv om
dette blev begæret at begge lægers
forsvarer, og konstant senere ved samtlige retsmøder blev begæret.
Denne
dame, hvis ménéd blev afsløret i retten flere år efter vores fængsling, blev
ganske vist afhørt den 18.3 under grundlovsforhøret af læge Karl Somogyi, Eva
Graungaards mand, men denne læge Somogyi, havde et blodtryk langt over 200, og
han havde haft 2 blodpropper i hjernen, og var så fortumlet, at han næsten
intet kunne sig.
Eva
Graungaard var ikke til stede . Hun var af politiet under udrykning kørt til Frederiksberg
hospital og lå med ilt på intensiv afdeling der.
På
grund af politiets ( vicekriminalassistent Lau Fries) mishandling
Hun
blev dømt in absentia.
Da læge
Graungaard senere kom i grundlovsforhør den…. Blev Madskribentens
politianmeldelse og vidnesbyrd i retten
læst op for mig. Eva Graungaard kunne øjeblikkeligt høre, at hendes løgne var
meget let at modgå, da det var helt oplagt at hun . Og læge graungaard
forlangte satraks, at dette vidne blev afhørt i retten under hendes påhør. Det
samme forlangte desuden hendes advokat Jytte Thorbek og mandens advokat, der
også var til stede.
Det var
Eva Graungaards ret ifølge loven.
Men
dommeren afviste bare og dømte Eva Graungaard til fængsel i isolation. Eva
Graungaard havde en meget alvorlig diabetes, hjertesygdom.
Og som nævnt mindreårige egne børn i hjemmet.
Dagbladet,
Politken skrev i en artikkel den---. Alder, sygdom og mindreårige børn i
hjemmet hjalp den ikke. De forblev i fængsel i isolation.
- uden
kendskab til, hvad der skete med de
børnene i hjemmet, lægepraksis m.m.
XIII:
Frederiksberg
politi havde afspærret hele Voldumvej i begge retninger, og den ene politibil
kom efter den anden. Der kom også fotografer
Ved
anholdelsen blev EG slået så hårdt ind i mellemgulvet, at hun sank om, og måtte
bæres ud i en af de mange politibiler og lagt i bunden af en politikaddevogn,
og kørt til intensiv afdeling på Frederiksberg sygehus, til trods for, at en
så dårlig patient, der skal indlægges
under udrykning skal indlægges på det nærmeste hospital- og ikke på
Frederiksberg hospital.
Men det
nærmeste hospital samarbejdede med lægerne Graungaard dagligt, så dertil turde
politiet ikke køre.
Alle på
vejen og familiens voksne børn, forlangte, at e Falk skulle køre en så syg
patient- men det blæste politiet på.
XIV:
Det var
politi fra Frederiksberg, der så talstærkt og så brutalt kom ud i
lægepraksissen i Rødovre- Politi fra Frederiksberg har INTET med en lægepraksis
i Rødovre at gøre.- Det skal være politi fra Rødovre.
XV :
Tenditiøs
fejl i retsbogstilførslent efter grundlovsforhøret af læge Karl Somogyi:.
Dommer
Dorthe Sylvest Nielsen ” glemte” at
skrive i retsbogen, at vidnet den 18.3.199992 under grundlovsforhøret af læge
Somogyi i retten sagde, at hun flere gange havde været i telefonisk
kontakt med socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen, som vidnet kendte
gennem vælgerforeningen.
Der var
også tilsyneladende glemt, at samme falske vidne har fået en TV udsendelse
aflyst efter aftale med ----
BILAG.
XVI:
pos barn.
Boligen-
ulovlig. Den blev hurtigt blev revet ned- efter at læge Graungaard havde anmeldt kommunen.. Det
skete allerede i 1992.
Bilag.
II #
hemmelige retsmøder, hvor hverken Eva Graungaard eller hendes advokat blev
indkaldt. Tværtimod blev indskærpet, at den anklagedes advokat ikke måtte
adviseres- altså retsmøder i retssalen på Frederiksberg med politi og dommer og
kommune alene uden hverken anklagede eller hendes advokat.
XVII:
Den ….
2002 indrømmede den nye borgmester på Frederiksberg Rådhus i brev til advokat
Hans Helmer Jensen,, at det var kommunen, der betalte Gederapportens
opdigter, overassistent ved
familieafdelingen, Dorte Hendriksen --- , som efter den ondskabsfulde og usande
Gederapport, der blev sendt til---- og
som af Frederiksberg kommune blev nægtet
at vidne i retten, trods begæring derom
og som derefter avancerede til
fuldmægtig ved familieafdelingen på Frederiksberg Rådhus, at det var
Frederiksberg kommune, altså Frederiksbergborgerne, der betalte hendes
retsomkostninger.
Overassistenten ved Frederiksberg kommune ”opfandt en levende
ged, der stod og havde afføring i et konsultationsværelse, hvor både hun og
syge patienter var til stede. Sådant kan et normalt menneske ikke finde på.
Den
sindssyge rapport blev sendt af Frederiksberg kommune bl. andet til:
1. Samtlige medlemmer af Folketingets sociale
udvalg, for at sværte
lægerne,
2. Til embedslægerne for at tage lægernes
levebrød fra disse
Ikke
dessto mindre forfremmes hun fra overassistent til fuldmægtig ved Frederiksberg
kommunes familieafdeling.
Til il journalister.
Blandt andet blev den sendt til
ménédersken, madskribenten, Grethe Schack Nielsen., der flittigt. brugte denne Gederapport til I
SAMARBEJDE MED SOCIALFORVALTNINGEN PÅ FREDERIKSBERG til at få standset et
allerede optaget program om sagen med de implicerede parter i programmet
TV-programmet: Elevatoren, sooå dette
program udgik i sidste øjeblik. Til læge Graungaard blev sagt:
”Programmet er standset, fordi der er kommet så meget frem om svineri i jeres
lægepraksis, om en ged I har der”
BILAG:
Dette
bilag var ”forsvundet”, makuleret i Fredrikssberg rådhus. Dette er helt
ulovligt. Men lægerne er kommet i besiddelse af sagsaktet gennem den biologiske
mor, Mette Haugaard Hansen.
Ménédersken Grethe Schack
Nielsen brugte også rapporten, da hun
ringede til TV Kanal 2 i forsøg på at få standset deres udsendelser vedrørende
sagen jf. udskriftet fra samtalen mellem Schack Nielsen og TV-programmet Kanal
2.
BILAG
Lægerne
er kommet i besiddelse af rapporten gennem Bujetråd Mogens Camre, og Arne Melchior, der var folkevalgt og var medlemmer af vort
Folketingder begge har fået denne tilsendt
Nægtes
af borgmesteren at måtte vidne i sagen,
Og
Frederiksberg kommune betaler hendes retsomkostninger, og betaler de 5000 kr,
hun accepterer at betale..
Hvilket
efterlader overbevisning om, at ALT har været bestilt arbejde fra
myndighedernes side.
Først i
maj 1999 blev lægerne i Landsretten frifundet,
Lægerne
måtte lide den tort, som praktiserende læge, ikke blot at være sigtet som
kriminelle i godt 7 år. Og finde sig i, at blive hængt ud i alle store dagblade
som kriminelle. Politiken skrev bl. a.
den ………en artikkel med overskriften: Arbejde, alder, sygdom og mindreårige børn
i hjemmet hjalp dem ikke. De blev fortsat fængslet i isolation
BILAG
Da lægerne så efter 9 lange år med det ene mere
groteske retsmøde og avisartikkel efter det andet så endeligt blev frifundet og
bad om en rimelig erstatning, for ærekrænkelse, tort oh helbredsforringelse,
blev dette afslået med den helt urigtige begrundelse: At de selv havde givet
anlednig til den umenneskelige behandling ærekrænkelse, indtægtstab, totur som
nær havde kostet dem livet.
De
ville jo blot hjælpe den syge mor i nød, sagde de i retten..
Den
syge mor skrev senere til lægerne, at hun var blevet BRUGT mod disse af
Frederiksberg kommune.
Denne
mor har nu i 18 år været tilskrevet lægernes lægekonsultation- hun er stadigt
deres patient.
Mette
Haugaards børn, som var i pleje hos lægerne nåede aldrig de mål de havde sat
sig.tværtimod.
BILAG
Avisartiklen
i dagbladet Jyllandposten
Da de
endeligt var blevet frikendt og bad om en rimelig erstatning, fik de bare afslag derpå, med den urigtige
begrundelse. At de selv havde givet anledning til alt det onde der var overgået dem og deres familie.
Dr.
Somogyi blev aldrig mere rigtig rask. Det samme for læge Graungaard
Og så
blev de dømt til at betale sagsomkostningerne. Hvorefter de skal betale til
Frederiksberg politi 100o kr. hver måned-
Lægerne
er født hhv. i 1925 0g 1928S
Læge Eva Graungaard har været kendt i mange
sammenhænge. Hun har tidligere indgivet anmeldelse til
Menneskerettighedskommissionen vedr.
sindelagskontrol, der udførtes på Københavns Rigshospital, hvor danmark blev dømt. Hun har
hun fået tilkendt Albert Schweitzer prisen, Dag Hammarskjølds fredspris og
mange andre internationale priser. Hun
har Folketingets skattefrie hædersgave som hun løbende får resten af hendes
liv. Ikke mindst har hun adopteret 6 børn, hvor de fleste er handicappede. Det
tror jeg glæder hende mest. Det sidste barn adopterede ægteparret Graungaard og
Somogyi, da de var hhv. 64 og 67 år gamle. Dette barn Ditte er lige blevet
student. Hun har udgivet bøger
Og fik
til sidst bøde efter den
3.
-----------------
Det tog mere end 6 uger før
kommunen kom ud til os efter at moderen var blevet indlagt. Trods konstante
anmodninger derom.
Vi havde selv 12 børn og fik pludseligt 3 ekstra børn.
III
Da vi i forvejen havde 12 egne
børn og ikke længere var helt unge, bad vi straks kommunen om at være os
behjælpelig med at skaffe et yngre
plejeforældre par.
BILAG
Volden
i lægepraksis udøvet af vicekriminalassistent Lau Fries
BILAG
XIV
Volden
i politibilen.
XV
Det
nedværdigende behandling i Vestre fængsel
Hvor
Eva Graungaard blev klædt nøjen - sat i fuldstændig isolation og låst inde på
toilettet.
XVI
Volden
på Hvidovre hospital
BILAG
Fotos.
XVII
Volden
i politibilen
XVII
Volden
under Frederiksberg politistation. Eva Graungaard måtte bæres op og ned af trapperne til retssalen
Det ældste barn, Maria på 15
år fandt vi på en politistation, hvor
det sad til afhøring efter en lang række mindre kriminaliteter. Hende fik vi også med os hjem, også hun fik sit
eget værelse og også hun blev kørt frem og tilbage til sin skole. Men hun var
desværre allerede infiltreret i
Frederiksbergs narkoverden. Hun løb ude om natten, skulle konstant have
penge, store summer. Eller ville hun blive slået ned, sagde hun.
Vi søgte og fik hende anbragt
på en efterskole, efter at have haft hende i 6 måneder.
Det var umuligt at finde et
plejehjem til narkobørn fra en berygtet narkoman., sagde en af kommunens
ansatte.
Og de to små børn knyttede sig
øjeblikkeligt til os og vore børn. De to
yngste børn blev allerede dagen efter,
at vi havde overtaget dem sat i den nærmeste skole Rødovre skole, som lå meget
tæt ved lægekonsultationen for at vi selv om vi arbejdede hver dag kunne have
kontrol med situationen. Vi bragte og hentede børnene dagligt- og det gik disse
utroligt godt i denne skole
Bilag.-
se skoleudtalelserne fra Rødovre skole.
Da børnene straks uden
opfordring kaldte os far og mor. og i
skolen sagde de hed Graungaard Somogyi, og kommunen IKKE reagerede på vores
anmodning om et yngre plejehjem, blev vi ligeså glade for børnene som de for
os, og vi kunne ikke andet end at acceptere, at vi havde fået 3 børn ekstra.
Og da der var gået 5 måneder og vi dagligt
havde bragt og hentet alle tre
børn til og fra deres respektive skoler. De små til og fra Rødovre skole- og
den store til og fra en skole: Vi Ka Sku” havde vi indset:
Den store pige Maria
De to små var tilsyneladende
kommet for at blive, og da vi ikke kunne have
to slags børn, hvorfra vi Mulle og Lisbeth i indmendte børnene i samme
private skole, som vores egene børn gik i, Johannesskolen. I denne skole gjorde
børnene yderligere store og utrolige fremskridt, Den store blev
elevrådsformand. Hun ville være student og senere advokat. Den lille ville være
sygeplejerske. Begge blev afholdt af både lærere, klasselærere og kammerater
Se skoleudtalelserne.
Men i ethvert paradis er der en
slange.
Uheldigvis for hele vores
familie havde skolens rektor, Inger Bek, ifølge eget udsagn ”nogle meget nære
venner i Slangerup, som hun stod i taknemmelighedsgæld til.--- Å det var en
skam”
Jf: hendes udtalelser på bånd.
BILAG:
Disse mennesker, som er rektor
Beks nære venner, havde bygget et nyt hus i Slangerup, og var i økonomisk knibe
ifølge Inger Bek. Ifølge Slangerupfolkenes udsagn ved et møde i Slangerup Inger
Bek snakker med kommunen- og børnene skal fratages os og gives til hendes nære
bekendte og----familien Lykke Nielsen og Whita
Buck---Til trods for, at vi på det tidspunkt- efter at vi havde haft børnene i næsten 2 år.- efter at det var
gået dem så godt- og efter at vi ikke alene havde fået plejetildelsen og denne
til og med var stadsfæstet i DEN SOCIALE ANKESTYRELSE.
Bevidnet
i retten af Mogens …………
Vi fik
Dato
II Helt
ulovligt
bestemte
et sammenrend af vore fjender i
Frederiksberg kommune, at nu skulle børnene fjernes fra os, for at komme på
børnehjem- Det har denne sammenrend ingen som helst lovlig kompetence til. Det
skal ifølge dansk sociallov, være Børne- og ungeudvalget, der udelukkende har
kompetence til at bestemme sligt.
det var
derefter ifølge af mange bevidnet udtalelse fra Slangerupfolkene, at Disse skulle søge om at få plejetilladelsen,
hvilket de af 100 % sikre på, fordi Inger Bek, som den store pædagog, hun var
ville anbefale dette- og dermed ville de kunne få en høj plejeløn og redde
deres betrængte økonomi.
Deriblandt
meget kendte fol . Buget rås, læger- overlæge, advokat osv.
Camres,
Torben Ishøjs, advokat Hans Helmer Jensen vidnesbyrd i retten
Den
ulykkelige Mulle beder sig fri fra
skolen den dag, hvor hun og lillesøsteren skulle møde på børnehjemmet. Hun går
---
Vores
lægesekretær fortæller i retten under vidneansvar.--------------Da hun kommer
hjem beretter vores lægesekretær i retten
Slangerup
ringer til
Børnene
som kender
Dagen derpå fortæller lægesekretæren, hvad
der er sket
Selvmordstruslerne.
Tidligere forsøgt flere gange- og senere efter fjernelsen fra os også forsøgt.
Hun kom ind på hospitalet en nat, hvor BK havde vagt.
Sygebesøgene
i Slangerup
Besøgene
af rektor Bek.
Besøget
på Godthåbsvej af rektor bek.
Dato.-
Razzia i vor lægepraksis- og helt ulovligt flere andre steder.
Retsbogsudskrifterne.
En
veninde til Birgith Fogh Andersen, der var den på socialforvaltningen på Frederiksberg Rådhus, en tidligere Rådmand
og oldermand, der boede som nabo til os i en lejlighed, som vi flyttede ind i
den 15.februar 1992 og som vi havde fået fordi vi nu pludseligt var endnu flere
hjemmeboende børn. Vi kom fra en lejlighed på Godthåbsvej 32a på Frederiksberg.
Hun sagde i radioen
Hun kom efter aftale med socialforvaltningen at
hun var vred over, at vi havde fået den lejlighed ved siden af hende, fordi hun
ville have en anden skulle have den lejlighed .
Hun fik
os i fængsel på et falsk vidnesbyrd til
politi og i retten
Som
myndighederne godt kunne se var direkte falsk- idet …
BILAG
Hun
forhindrede i samarbejde Socialforvaltningen, at sagen kom i TV
BILAG.
Hun havde helt ulovligt fra hendes
veninde fået tilsendt den famøse og usande Gederapport, der sagde, at der i et
af vore lægekonsultationsrum, hvor der var lagt 3 patienter på lejet, der stod
også en levende Ged, der havde afføring, mens en overassistent fra
Frederiksberg kommune var tilstede i
rummet. Og så slettede ……… udsendelsen, dagen før den skulle sendes. Man
ringede til mig og sagde, at der var indgået oplysning om noget utroligt
svineri i vores praksis. PÅ det tidspunkt vidste vi slet ikke, hvad sagen
drejede sig om.
Under
alle omstændigheder var det ulovligt, hvad enten rapporten var sand efter
løgnagtigt, at sende den rundt for at nedsætte os i agtelse.
I selve
Landsretten blev det afsløret, at hendes
vidnesbyrd var mened
Man hun
blev ikke tiltalt.’
Vedr.
Gederapporten der beskrev---
Den
blev sendt rundt til
For at
tage bestallingen fra os.
Vi
lavede en retssag mod denne overassistent, der avancerede til fuldmægtig ved
Frederiksberg kommune. Det endte med, at hun skrev under på, at det hele var
løgn.
Hendes
retssag blev ført at Frederiksberg kommunes advokat, og blev betalt af
Frederiksberg kommune. Det blev også bøden hun blev idømt
Dorte
Hendriksen er fortsat den dag i dag fuldmægtig ved socialforvaltningen på
Frederiksberg kommune.
Hvor
står det, at man ikke må lave en løgnerapport???????? for at sværte en borger
til
Det er
ulovligt at sende denne rundt til presse mv.
Ransagningerne.
Midt i konsultationstiderne
Dato..
Ulovligt
kom politiet ud til vor lægekonsultationen.- igen lige midt i vor
konsultationstid og ransagede og
fængslede os uden dommerkendelse.
Bilag.
Beskrivelsen videooptagelsen
Ks blev
afhørt straks, men var fuldstændig fortumlet og syg.
Menedersken
var til stede. Ks sagde:
Bilag:
Helmer Jensens vidnesbyrd.
Ved
dette retsmøde blev min mand spurgt om, hvor vi aflagde sygebesøget hos børnene.
Han svarede: ” I Slangerup” Derefter
blev han ikke yderligere udspurgt. Øjeblikkeligt kunne politiet have fundet
frem til ægteparret i Slangerup. Men hverken dommer eller politi var
interesseret.
Bilag
Dato
Den kom
jeg fra hospitalet direkte til en enecelle se billeder. Hvor en af mine venner
fra modstandsbevægelsen havde siddet- Henry Sørensen til den dag han af
tyskerne blev skudt på Amager Fælled.-
Jeg
spurgte, hvorfor jeg var fængslet- og fik at vide, at dette udelukkende var på
grund af Grete Schack Nielsens vidnesbyrd. Som jeg fik læst op. Jeg forlangte
denne dame afhørt i retten under mit påhør, fordi jeg kunne bevise, at dette
var usand og ikke kunne have fundet sted. Det samme forlangte begge advokater
Bilag
Ved det
første retsmøde, med mig
Efterfølgende
er dette bevidnet ved et stort retsmøde i hos redaktør Harly Foged den i
Frederikssund, hvor rektor Beks nære venner var til stede. Bevidnet af redaktør
Harly Foged, læge Torben Ishøj, ----Agnete Ishøj, Bugetråd Mogens Camre, og advokat
Hans Helmer Jensen..
Desuden
blev bevidnet, at ægtearret havde FRIT LEJDE. Fra Frederiksberg kommune,
Bilag:
Ved
samtlige senere retsmøder- og dem var der mange af, blev der nægtet os, at føre
ovennævnte vidner.
Ultimo
maj 1990:
Besøg
hos Graungaard-Somogyi af 4 folk fra kommunen, der gennemgår hele boligen og de
tre børns værelser. Elsebeth Kaasgaard er en af de tre personer.
De
kommer op i lægernes lejlighed - en seks-værelses lejlighed på Godthåbsvej nr.
32 på Frederiksberg. Disse finder
forholdene særdeles gode. Børnenes værelser bliver inspiceret, ligesom hele
lejligheden gennemgås.
BILAG:
plejetilladelsen.
Der
forevises skrivelsen fra Rigshospitalet vedr. den biologiske moder og dennes
dårlige prognose.- ifølge udtalelse fra Rigshospitalet, hvortil moderen var
blevet overført.
Og
kommunens udsendinge viser en skriftlig tilladelse fra moderen, som er
indhentet, mens moderen endnu lå på Frederiksberg hospital.
Alle tre piger er tilstede i lejligheden. De
to store er kommet hjem fra skolen. Der
indledes en dialog vedr. pigernes fremtid og Eva Graungaard accepterer at
beholde alle tre piger indtil moderen dør.
SAGSAKT
… Den udaterede tilsynsrapport.
Denne
tilsynsrapport fik vi aldrig tilsendt, til trods for flere anmodninger derom.
Først i
1994 fik vi af den biologiske mor skaffet den skriftlige rapport vedr. dette
tilsynsbesøg.
……………….
……………….
…………..
18.3.1992:
1.
Ligeledes side 116 adv. Thorbek:
Samtale
mellem Inger Bek og socialudvalgsformand Birgit Fogh- Andersen referat ønskes!
2.
Frederiksberg
politi kommer talstærk til lægekonsultationen denne onsdag sammen ledet af vicekriminalkommissær Lau Fries. De har
ingen dommerkendelse med, men de er mange og de har afspærret Voldumvej i begge
retninger og lederen af aktionen.
vicekriminalkommissær Lau Fries hamrer på ruden. Der er patienter, og den lille
datter, Ditte på 8 år er endnu ikke sendt i skole- Hun skal den dag møde kl.
10.
EG
spørger om, politiet har en dommerkendelse, hvilket de ikke har. Da EG, der
straks tænker på den onde og løgnagtige gederapport, frygter, at forsamlingen
er ude efter lægeparrets yngste barn, nægter hun lovmedholdeligt at åbne
hoveddøren.
Vicekriminalkommissæren
sender bud efter en låsesmed, der under stort borespetakkel borer hul i
lægekonsultationens yderdør, og politiet stormer ind og Lau Fries fanger EG i
et hjørne, hvor hun presses op i krogen.
Flere
betjente baner sig vej under stor og helt unødvendig dramatik ind i
lægekonsultationen, efter at Voldumvej
med store politibiler blev afspærret i begge retninger og alle de
patienter, der kom ad Voldumvej til konsultationen blev skarpt bortvist af
uniformeret politi, som bad dem gå hjem og søge anden læge, da lægerne her
skulle i fængsel.
Politiet
anholder lægerne, og lænker deres voksne datter Rie i håndjern sammen med den
mandlige sekretær Helge Røpke og dr. Somogyi føres ud i en ventende kassevogn,
dr. Graungaard bæres på grund af den utrolige vold, vicepolitikommissæren
brugte mod hende ud forbi en ventende patientskare og lægges i bunden af en
anden stor kassevogn, og køres under udrykning til Frederiksberg hospital under
udrykning, hvor hun blev indlagt på akut
intensiv hjerteafdeling, mens den mandlige sekretær, der blev lænket til en
voksen datter i håndjern, hvor sekretærens højre hånd blev lænket til datterens
højre hånd, så disse måtte snurre rundt hele tiden, idet den ene skulle gå
baglæns, når den anden gik forlæns. Disse kørtes i en lille politibil til
afhøring til Frederiksberg politistation.
Lægernes
yngste dengang kun 8-årige datter blev derefter gennet ud på Voldumvej, hvor hun grædende
måtte stå frysende udenfor og se på at hendes forældre og storesøster af
politiet blev hhv båret og ført ud forbi hende. Politiet havde end ikke givet
hende tid til at tage overtøj på. Hun måtte stå ude på Voldumvej ikke alene
under den voldelige anholdelse, men også i hele den tid, det tog med den
efterfølgende ransagning.
Politiet
forsøgte at få folk fra børnehaven med
til ransagningen. Børnehaven er nabo til lægekonsultationen.- Alle voksne i
børnehaven nægtede imidlertid at medvirke.
Derfor
måtte politiet nøjes med en tilfældig og meget syg patient, der var på vej til
lægekonsultationen. og en af lægernes svigersønner- Peter Billesskov Shelde.
Politiet
havde hverken dommerkendelse til indbruddet, eller til fængslingerne eller til
ransagningerne.
Men i
det omfang dansk politi finder det ulejligheden værd, får dette altid
efterfølgende godkendelse af en dommer. I dette tilfælde bad politiet om godkendelse
af ransagningen i vor lægepraksis, og fik automatisk denne. Men det fandt det
ikke umagen værd at få godkendt indbruddet og ransagningen hos vor lejer Erik
Kurt Christiansen
BØRNENE
FINDES HELLER IKKE VED DENNE RANSAGNING.
Den lille 8-årige Ditte efterlades frysende og grædende
på fortovet udenfor hoveddøren, som politiet låste.
19.3.92.
Hun er 100
procent sikker på, at det
er Lisbeth, Eva
Graungaard går med. Hun kender forskel på lægernes egen 8-årige datter
Ditte, der er mørk og en lysere
Lisbeth. Desuden har Lisbeth afrikanske fletninger, som ved udsendelsen i
Kanal-2. Og Frederiksbergdommeren udtaler: "DET vidne tror jeg på".
Fru Schack Nielsen oplyser ligeledes, at en familie Hetland, på 4. sal, kommer forbi på
samme tidspunkt og derfor må
have set det samme som hende.
Familien
Hetland oplyser under politiafhøring, at de har set Eva Graungaard og Karl
Somogyi, men ikke sammen med en
lille pige.
"Samme
dag ringede Graungaard til Slangerup og
fortalte,
at der havde været razzia hos hende. (Det
blev
vist samme aften i Kanal-2) og hun fortalte
også,
at Arne Melchior havde givet 1000 kr. til
pigerne,”
Det er
hvad ægtefællerne i Slangerup sammen med Lau
Fries
har brygget sammen.
Historien
er usand ifølge lægerne. Disse forklarer, at rektor Inger Bek den 27.2.92
uanmeldt kom til deres
private hjem sent om aftenen - tilstede var læge Ben Graungaard, en af deres
sønner. Rektor Bek fortalte
ved den lejlighed, at de to piger nu var "gadebørn" og havde
været hos hende på skolen.
Ordet GADEBØRN blev gentaget ved kontakt til Inger Bek om formiddagen den 6.3.92.
Historien om gadebørn
troede lægerne på og da de forestillede sig børnene
frysende og sultne på Christiania, hvor der også gik
rygter om, at de nu befandt sig, ringede Graungaard samme dag ved 12-tiden til
folketingsmand Arne
Melchior og fortalte ham, Inger Beks historie om gadebørnene, og det var,
fortæller hun, ikke et
øjeblik faldet hende ind, at historien var usand.
Arne Melchior, der ikke uden grund har ord for at have hjertet på rette sted bad
hende straks om at
møde ham på en bestemt adresse på Vesterbrogade. Hvilket hun gjorde sammen med
ægtemanden Karl Somogyi. De fortæller, at Arne
Melchior tog 1o
hundredkronesedler op af sin tegnebog og lagde disse på bordet. Pengene blev afleveret
til Inger Bek, der tilbød
kvittering, hvilket blev afslået.
18.03.92:
Anholdelsen af lægerne Somogyi og Graungaard med efterfølgende ransagning på
Voldumvej 22, 2610
Rødovre. Tilstede er de i følge retsplejeloven to uvildige vidner, som
Børnene
findes ikke.
Ransagningen
havde som altid negativ resultat.
Denne
ransagningskendelse var selvbestaltet og ulovlig, idet den ikke iværksat af
retten.
Inger
Bek oplyser under politiafhøring, at Mulle ringer til hende ca. 22.30. (Dette
må så være på hendes
privatnummer
i Hillerød, som er hemmeligt). Inger Bek hævder, at opringningen sker fra en
telefonboks, da hun kan høre
nogle svage klik og dut. Inger Bek beder hende ringe igen - men det gør
Mulle ikke.
Såfremt
jeg og min familie havde det mindste med sagen at gøre, ville Mulle have ringet
til familien- men hun ringede til Inger Bek.
Hvordan
kan det dog gå til, at Mulle har sin rektors telefonnummer i Hillerød? "
blev Mulle spurgt om ved Karl
Somogys fødselsdag få dage efter, at
børnene var kommet frem.
Det har
"Inger" givet mig sagde Mulle
og viste at hun havde dette i inderlommen af sin jakke "Her"- Det fik
jeg i Slangerup af "Inger" med besked på at jeg altid må ringe, hvis
der sker noget. Derfor kunne jeg ringe, da jeg hørte, Eva og Karl var kommet jo
fængsel- Det har jeg da fået af
hende selv en dag, hun besøgte os i Slangerup", svarer Mulle.
EG:
på Frederiksberg hospital. Indlagt på enestue på intensiv
afdelingen. se journalerne fra hospitalet.
Kriminalass. Bente Nielsen afhørte læge Lene Villerslev, der ifølge kriminalassistenten
skulle have oplyst, at der ikke var mærker efter slag, hvilket er usandt-
usandt, at denne kollega havde oplyst dette- samt at der ikke var mærker efter slag-
se hospitalsjournalen.
At denne læge har udfærdiget politiattest er heller ikke
sandt.
Der blev aldrig udfærdiget nogen politiattest fra nogen
læge på Frederiksberg hospital.
KS:
Kl. 12.15 til 12.35 blev KS undersøgt af tilkaldte uhyre
Preben Gjertinger.- Det ikke havde blodtryksapparat med- Man tager ikke
blodtryk på fanger.
Denne erklærede, at der intet lægeligt var til hinder
for, at KS opholdt sig på politikontoret.
Han var forevist en hospitalsjournal, efter hvilken
Somogyi har haft to blodpropper i hjernen og højt blodtryk: 240/140.
Derefter blev embedslæge J. Falkenberg tilkaldt, som
havde blodtryksapparat med, og tog trykket og erklærede 240/140- men i
politirapporten blev skrevet 220/ 110, hvilket tryk også er livstruende.
Advokaten forlangte, at KS skulle behandles- men
embedslægen erklærede: Jeg er tilkaldt for at tage blodtryk- ikke for at
behandle, hvorefter denne læge gik.
Advokaten fortalte, at udenfor stod to læger, der begge
havde blodtryksapparat i deres lægetaske og blodtryksnedsættende medicin, Det Var KS's søn læge Ben Graungaard og
KS's bror Læge Georg Somogyi. Disse
ønskede at komme den gamle og livstruede mand til hjælp- men dette blev nægtet.
Så forlangte advokaten KS indlagt på hospital, dette blev
også nægtet, idet embedslægen erklærede, at KS's tilstand ikke var sådan, at
han ville "trykke på den røde knap", Og indlæggelse blev nægtet. KS
måtte vente med behandling til han var afhørt og kommet på vestre Fængsels
sygeafdeling.
”Moster Pop”- Poula Rasmussens hospitalsophold:
18.3.1992 Rektor Beks venner i Slangerup, der skjuler
børnene, tager
19.3.92.
18.03.92 til 20.03.92:
Inger Bek oplyser under politiafhøring til
politirapporten, at hun besøger moster Pop. Ifølge to journalister, Harly Foged
og Otto Jonasen, befinder moster Pop sig i Slangerup hos Whita Sjøsten
og Niels Lykke Nielsen, hvor den ene af dem har en længere samtale med moster
Pop, mens den anden har tvunget Niels Lykke Nielsen til at køre ham til det
skjulested i Hørsholm, hvor børnene holdes skjult.
Inger Bek oplyser i politirapporten at have ringet til
socialudvalgsformanden, Birgit Fogh-Andersen den dag.
19.03.92
Socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen
svarer i radioen på spørgsmålet: Hvad
vil I gøre fra kommunens side?:
"Vi er i øjeblikket ved at etablere et samarbejde
med børnenes skole og håber, at det lykkes, for børnene har tillid til deres
skole. Og vi ønsker, børnene skal komme frit frem, så vi kan få dem i tale, og
jeg har de allerbedste håb om, at vi skal nok få rede på denne her sag. Vi
ønsker, at børnene skal have det
godt, men det må vi altså så kunne garantere i et samarbejde med deres
anbringelsessted. Der er jo ikke tale om, at børnene skal på et børnehjem. Det
gør vi ikke, men for at få dem i tale, må vi jo i hvert fald have et
anbringelsessted midlertidigt, sådan at vi kan få børnene i tale. Og så håber
jeg, at vi i samarbejde med skolen kan....altså vi vil jo ikke- vi er jo ikke
onde mennesker, vi ønsker bare at leve op til det ansvar, som vi vitterligt har
lovmæssigt set".
Allerede dagen efter fængslingen af lægerne røber denne
socialudvalgsformand kommunens plan.
I samme radioudsendelse, som socialudvalgsformanden
startede med at sige, at hun var glad for at få lov til at fortælle
befolkningen om denne konkrete sag,- som hun senere ligeledes i båndet
telefonsamtale kaldte en "Helvedes sag" brød hun ikke alene sin
tavshedspligt ved at kalde moderen en HIV-positiv narkoman på metadon- men fortalte også en
lang række usandheder.
1. At kommunen ikke havde kunnet etablere noget
samarbejde.
Kommunens folk har været i lægernes hjem adskillige
gange- og det var efter aftale med kommunen, at børnene efter rektor Beks
anbefaling forsøgsvis var i Slangerup i 1990- hvor de ikke ville være, men stak
af og løb til en telefonboks og forlangte sig hjem igen til lægerne, hvorfor de
straks blev afhentet.
At det var efter aftale med kommunen at børnene først kom
i Rødovre skole og dernæst til Johannesskolen osv. Kommunens repræsentant var
med til smørrebrød, både da sønnen blev læge og blev premierløjtnant, og da
sønnen Emil fik sin studentereksamen. Han var han den første der satte sig til
bordet.
2. At den biologiske mor er helt indforstået med, at
børnene er anbragt uden for hjemmet. Den biologiske mor var indforstået med, at lægerne havde børnene
til hun selv igen var rask nok til at hjemtage disse. Hun havde selv skriftligt
ønsket dette og selv skrevet under på kommunens midlertidig plejetilladelse til
lægerne. Men moderen har ALDRIG været indforstået med ikke at have sine egne
børn hos sig.
3. ”Aldrig nogensinde har vi kunnet få børnene i tale”,
siger denne løgnagtige socialudvalgsformand, der selv har haft børnene til
enesamtale på Frederiksberg kommune, hvor Mulle den ene gang kom styrtende
stortudende ud fra mødet. Jf. sagsakterne.
Socialudvalgsformanden har desuden været på skolen og
talt med hende på rektorens kontor. Jf. klasselærer Lise Kjær Rasmussens
vidneudsagn i retten, der til og med er afleveret skriftligt til dommeren.
Og Mulle har siddet ganske alene i Den Sociale
Ankestyrelse den overfor en dommer, en ankechef, psykologer osv. Kommunen
nægtede plejeforældrene at ledsage hende og nægtede klasselæreren at ledsage
hende.- Den biologiske mor ville hun ikke se.
4. Vi har ikke kunnet føre tilsyn med plejehjemmet er
ligeså usandt.
Der har været en deputation i lægernes hjem og drukket
kaffe og kommenteret deres antikviteter- og udskrevet tilsynsrapport
og hver onsdag er Lisbeth hentet i konsultationen på
Voldumvej- dette sluttede først i sommeren 1991, da fuldmægtig Gundorph gjorde
politigreb på Mulle i venteværelset i kammeraters påsyn.
Først derefter skete udvekslingen til samkvem over rektor
Inger Beks kontor på Johannesskolen.
5. Ikke kunnet få samtaler med børnene uden
plejeforældrene var tilstede.
Også usandt, idet Mulle to gange er kommet højtgrædende
ud fra enesamtaler med denne socialudvalgsformand- det var:----
6. Derefter fortæller hun en røverhistorie om oldermanden
og den konservative vælgerforeningsveninde menedersken Grethe Schack Nielsen at
både hun og denne dame havde fået telefoniske trusler om nakkeskud og at det er
ikke denne veninde men kommunen der har anmeldt venindens løgn." Det har
hun undersøgt”
7. ”At lægerne ikke var mødt op til politiafhøringen-
hvilket d var den 26.2.1992”
1. at politiet havde dommerkendelse, da de den foregående
dag brød ind i lægekonsultationen.
2. at man aldrig fra forvaltningens side havde været i
lægernes hjem- selv om der var givet tilsynsrapport
3. at man aldrig havde haft kontakt med børnene - selv om
hun selv havde talt med Mulle gang på gang, at hun den sammen med
at Mulle også selv alene havde siddet i den S A
Disse udtalelser er genudsendt talrige gange gennem
lokalradioen- ligesom hendes løgnagtige udtalelse er bragt også i månedsavisen
"Frederiksberg Journalen".
2. Rektor Inger Bek oplyser under politiafhøring, at hun
ringes
op af vicesocialdirektøren på Fr.berg, Anders Jensen.
Karl
Somogyi fremstilles i lukket grundlovsforhør og varetægtsfængsles i isolation i
7 dage.
Eva
Graungaard idømmes det samme i absentia - hun er indlagt
med
hjerteinfarkt, som følge af anholdelsen.
Grete
Schack Nielsen fastholdt under dette retsmøde sit tidligere afgivne opdigtede
vidneudsagn.
Der så
utroligt let kunne være blevet afsløret af politi og dommere, idet hun
fortalte, at det var min søn, Martin, der havde kørt bilen, vi skulle være
kommet i sammen med barnet Lisbeth, for Martin var i Miami på det tidspunkt.
To
journalister, den ene fra DR, fortæller, at Niels Lykke Nielsen kører
DR-journalisten til børnenes nye gemmested i Nordsjælland. Den anden journalist
får påbud om at blive i Slangerup og underholde moster Pop.
DR-journalisten
får først påbud om at sidde med bind for øjnene, men da han nægter dette, får
han påbud om at lægge sig i bunden af bilen, mens Whita Sjøsten og Niels Lykke
Nielsen kører ham til gemmestedet.
DR-journalisten
optager en film, som han tvinger Whita og Niels til sammen med ham at køre ind
på KANAL 2 med. De ankommer alle tre, iflg. udsagn fra folk på KANAL 2, kl.
17.55.
KANAL 2
sender optagelsen i deres nyhedsudsendelse kl. 18. I denne udsendelse fortæller
Mulle, at hendes forældre, (lægeægteparret) intet kender til skjulestedet.
Niels
Lykke Nielsen forlangte som betingelse for, at børnene kunne vises i TV, at
deres ansigter skulle sløres, så de kun kunne ses i kontur, samt at flere
detalje fra hjemmet blev fjernet, og billeder flyttes, samt at filmen blev
slettet under hans kontrol. Han fik alle tre betingelser opfyldt og forsvandt
sammen med Whita meget hurtigt fra tv-stationen.
Samme
dag føres Eva Graungaard fra Frederiksberg sygehus, hvor hun havde ligget på
intensiv afdeling, til Vestre Fængsel, hvor hun blev klædt nøgen og
kropsundersøgt for derefter at blive anbragt i samme celle, i celle nr. som en
af hendes kammerater fra frihedskampen i jernbanesabotagen i Esbjerg - han blev
dengang skudt
Efter
den 19.3.92 har Slangerupægtefællerne ikke set pigerne Mulle og Lisbeth, fortæller
de Lau Friess i
politirapporten.
Sandheden er iflg. Mulle, at det var dem, der førte pigerne til Niels' arbejdskollega i
Hørsholm og skjulte disse hos ægteparret, Ole og Birthe Andersen, Alsvej 97,
297o Hørsholm, som ifølge advokat Sølvtoft Madsen, som var vidende om, at
lægerne var i fængsel, og pigerne var eftersøgt af politiet, og blev besøgt der
af slangeruppparret og dagligt derfra talte med rektor ved
Johannesskolen," som var en form for løsning af problemet"at , og dem der førte DR-fotografen til stedet og dem, der
ifølge politiafhøringen af denne samvittighedsløse familie dagligt kørte
pigerne til telefonboksen for at aftale yderligere med rektor Inger Bek og dem,
der den 28.3.92 hentede pigerne og kørte disse først til Slangerup og derfra
til stedet i Slagslundeskoven syd for Slangerup den 28.3.92 og overlod disse
til Whita Sjøstens tidligere ansatte chauffør, Poul Weibel Larsen, der cirklede
rundt med børnene til taxametret stemte med en tur fra Roskilde til skolegården
på Johannesskolen. ifølge både Mulle og afhøringen i retten i 1994 af
slangerupparret.
20.3.1992
Otto Jonasen føres med bind for øjnene liggende i bunden
af Slangerupparrets bil til skjulestedet i Hørsholm og taler her med de skjulte
piger.
Bilag TV-båndet.
----------------------
Bilag Otto Jonasens skrivelse til retten under
vidneansvar.
----------------------------------------------------------
20.03.92:
Inger Bek oplyser under politiafhøring, at hun og vicesocialdirektør Anders Jensen
mødes.
Emne:
Familien Gyllinge, et lærerpar fra Johannesskolen foreslås som
midlertidig plejefamilie for
Lisbeth
og Mulle.
Mødereferat
ønskes!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Eva
Graungaard forhøres i et lukket retsmøde og idømmes fortsat isolationsfængsling
af hensyn til sagens opklaring.
23.3.1992:
Ifølge adv. Thorbek- politiafhøringer: side 119.
Møde mellem rektor Bek og Anders Jensen
Mødereferat ønskes!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
25.3.1992:
Socialforvaltningen møde hos Gyllingefamilien Inger Beks
lærerpar på hendes skole.
25.03.92:
Overlærer Lise Kjær-Rasmussen, Johannesskolen afhør-
es på
et lukket retsmøde. Hun oplyser, at Mulle var
på
Johannesskolen fastelavnsmandag, d. 02.03.92, hvor hun talte med hende og af hende fik at
vide, at hun skulle op til
rektor.
På forespørgsel om, hvorfor hun ikke
tilkaldte politiet,
svarede hun, at hun efter at være fulgt efter hende så hende gå ind på
rektor Inger Bek kontor.
Hun overlod det derfor
,til
hende, da hun jo er hendes
overordnede.
Tilstede som observatør for rektor
Inger Bek ved det lukkede
retsmøde var viceinspektør Leif Iversen, Johannesskolen, der IKKE
forlod lokalet, da over
læreren var færdigafhørt. Han blev siddende. Og lyttede. - foruden
socialforvaltningens observatør
Bill Jahnsen.
Bill jahnsens
ivrigt optagen referat savnes her som ved samtlige andre
retsmøder!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
For
alle andre var:
Selv om retsmødet var præcis så
meget
lukket,
at den journalist, der var kommet tilstede og råbte højt, at han havde noget
meget væsentligt at sige i
denne sag. Han blev vist ud.- Han vidste fra Niels Lykke Nielsen, at børnene
var der.
Tilstede var
også Bill Jahnsen, der kunne fortælle på kommunen, hvad overlæreren havde røbet
om rektor Beks skjulen af børnene.
Tv-båndet, hvor Harly Foged fortæller om, hvordan han blev smidt ud af
retten den dag. Lægerne vidste ikke og de kunne ikke vide, hvor børnene var
skjult.
26
marts 1992.
Denne
morgen talte folketingsmedlem Arne Melchior i radio Falcon på Frederiksberg.
Han kaldte fængslingen af lægerne er retsskandale.- Og indbød alle til
pressekonference på hans kontor samme dag kl 12.
26.03.92:
"Kl
10.45 fremstilledes arrestanterne" således denne dags indledes
retsbogsudskrift. og der fortsættes: Som repræsentant for Frederiksberg socialforvaltning mødte
Bill Jahnsen"
Dermed
kunne denne socialforvaltnings observand observere begivenhederne ved dette
lukkede retsmøde og rapportere videre til det næste lukkede
socialforvaltningsmøde få timer senere på rådhuset at i retsmødet blev Eva
Graungaard nægtet retsmødet sluttede: "
Eva
Graungaard og Karl Somogyi ikendes yderligere
14 dage
i isolation. Kendelsen kæres øjeblikkeligt
til Østre Landsret.
26
marts 1992
Der var
travlhed på Frederiksberg kommune, mens lægerne sad velforvaret i
isolationsfængslet.
Foruden
at få ordnet sagen om, hvordan man skulle få lovliggjort rektor Beks økonomisk
betrængte venner i Slangerup-
hvilket skulle gøres på den måde, at et
lærerægtepar i 14 dage skulle tage børnene alt imens Slangerupparet officielt
skulle søge om plejetilladelse og de skulle sige, at de kendte børnene fra
pressen, og så skulle
rektor Beks anbefale sine økonomisk betrængte
Slangerupvenner. Og disse ville så være sikret en permanent plejetilladelse.-
Rektor Bek var jo en vægtig pædagog.
Under
det store Frederikssundsmøde efter lægernes frigivelse udtalte Slangerupparet
til en forsamling på 11 kendte mennesker
at de var helt sikre på denne plejetilladelse, da rektor
Bek havde garanteret denne. Og kommunen havde garanteret disse Frit Lejde.
Man havde også flere andre problemer, der skulle løses.
Deriblandt, at rektor Beks lærerpar på Johannesskolen,
der midlertidig skulle huse børnene for at hjælpe deres rektor ud af kniben og
med at få varig plejetilladelse til hendes venner i Slangerup.
Disse boede i Københavns kommune, og skulle derfor også
godkendes af denne kommune.
Godkendelsen fra Frederiksberg kommune, hvilket blev sket
uden nærmere undersøgelse, udelukkende på rektor Beks anbefaling,
Godkendelsen fra
hele to kommuner betød, at der var en vis tidsfaktor, hvilket forklarer,
at gidslerne- lægerne måtte forblive i deres isolationsfængsel så længe.
26
marts 1992.
Københavns
kommune kom først ud til lærerfamilien den 26.3.1992- og allerede dagen efter
den 27.3.92 forelå plejetilladelsen.
Denne
plejetilladelse bliver stadig ulovligt tilbageholdt sammen med alle de andre sagsakter for den tid, hendes
børn blev holdt skjult.
Hun har
aldrig set denne, og har forgæves konstant forsøgt gennem hendes advokater at
få denne udleveret. Hun skal nu anden gang i Landsretten om disse børn uden
kendskab til hendes børns skæbne.
Moderen
har af sine børn fået oplyst, at der slet ikke var plads til disse i dette
lærerhjem, da dette kun havde et børneværelse, hvor deres eget barn boede-
hvorfor der skulle bo tre børn i eet værelse. Hun udleder deraf, at lærerparret
må have været presset meget hårdt af skolens
rektor for at gå med til sådant samt, at det forekommer underligt, at en
plejetilladelse gives under sådanne forhold. Der har ikke været taget noget som
helst hensyn til hverken hende som mor eller hendes børn. Hun udtaler, at
hendes børn var gidsler i kommunens kamp mod lægerne, som skulle "ned med
nakken".
26.3.1992
Derefter
meldte der sig det store problem. Nemlig at den ældste pige helt enkelt
meddelte rektor Bek om aftenen den 27.3.92,
"at hun ville tænke over sagen natten over"
Og samtidigt fik vi
meddelelse om, at Landsretten havde underkendt Frederiksberg rets
fortsatte isolationsfængsling af os og frigav os samme aften.
Dertil kom så problemet, at få børnene frem i lyset og få disse installeret i
lærerhjemmet
Også dette problem ordnedes på de hemmelige møder på
Frederiksberg kommune.
26.marts
1992
På
mødet den 27.3.92 kl 14.3o
-------------------------------
Ved
dette møde deltog:
Rektor
ved Johannesskolen Inger Bek, afdelingschef Hans Henrik Plange, socialdirektør
Bjarne Busk, vicesocialdirektør Anders Jensen, Johannesskolens advokat.
Denne forsamling arbejdede roligt og fattet denne
dag, den 27.3.992 kl 14.3o. Den vidste nemlig fra dens observatør,
vicekontorchef Bill Jahnsen, som den havde siddende ved alle de lukkede
retsmøder, hvor lægerne blev idømt den ene fristforlængelse i isolation efter
den anden. Og hvor der hver gang blev sagt, at disse ikke kom fri, FØR børnene
var fremme- uanset oplysningerne om deres forhold, alder sygdom og erhverv.
at lægerne den foregående dag var
blevet idømt endnu 14 dages fristforlængelse i isolation indtil den 9 april.
Det
forholdt sig nemlig sådan, at i samme øjeblik, som politifuldmægtig Merete
Pårensgaard forlangte yderligere 14 dages isolationsfængsling til den 9 april
92, havde dommer Sylvest Nielsen uden betænkningstid dømt lægerne til fortsat
varetægtsfængsling i isolation i
yderligere 14 dage- altså til 9 april.-
Derfor
troede forsamlingen lægerne velforvaret
bag lås og slå og uden kontakt til omverdenen.
men kommunens observand vicekontorchefen Bill Jahnsen må
i sin glæde over dommerens følgagtighed enten have glemt at rapportere- eller
måske slet ikke observeret at lægernes advokat Hans helmer Jensen straks efter
afsigelsen af denne dom, til dommerens store forbløffelse gik op til denne og
afleverede et på forhånd udarbejdet kæreskrift og bad denne måbende dommer
meget skarpt om at drage omsorg for, at dette kæreskrift ekspres blev sendt til
landsretten.
Kommunens observand vicekontorchefen blev så glad over
den lange tid- 14 dage ekstra i isolation- som forsamlingen- bammnnden- nu
havde fået til at fuldføre og færdigføre sit forehavende, at han skyndsomt
forlod retten hin torsdag formiddag- uden at høre om kæreskriftet.
han skulle jo nå at aflægge rapport på rådhuset, før
dette lukkede kl 18.
Netop dette skulle vise sig at blive skæbnesvangert for
komplottet. For selv om denne Frederiksbergdommer naturligvis ikke havde sendt
kæreskriftet til landsretten ekspres. Så fik landsretten alligevel kæren den
følgende dag om eftermiddagen om fredagen den 27.3,92, fordi den anden
forsvarsadvokat cyklede ind til landsretten og fandt kæren frem fra postkassen
og fik den lagt frem for en dommer, der så sent fredag eftermiddag underkendte
Frederiksbergdommerens kendelse og øjeblikkeligt løslod lægerne.
Denne løsladelse skete som nævnt sent om eftermiddagen
den 27.3.92, hvor det aftalte skuespil i skolegården skulle løbe af stablen den
følgende dag Lørdag den 28.3.92 kl 12.
havde det ikke været for de to advokater på grund af
deres erfaring med denne ret på Frederiksberg, der havde skrevet kæren, før
lægerne blev dømt. - Og for advokat
Jytte Thorbæks skyld, der fandt kæren frem fra landsrettens postkasse fredag
eftermiddag og placerede denne foran dommeren, der så resolutunderkendte
Frederiksberg rets dom med fortsat isolationsfængsling- så var byrettens dom
først blevet underkendt af Landsretten den følgende mandag i stedet for fredag
eftermiddag og så havde bandens komplot været den fuldendte forbrydelse.
Ved enhver forbrydelse bliver der begået en fejl- og fejlen
her var altså, at observanden
vicekontorchefen Bille jahnsen ikke i sin glæde gav sig tid til at
overvære retsmødets efterspil, hvilket jo ville have kunnet få forsamlingen til at skynde sig
yderligere.
Planen havde socialudvalgsformanden i virkeligheden
allerede røbet ved sine udtalelser til
lokal radio på Frederiksberg og
Frederiksberg Journalen dagen efter lægernes fængsling den 19.3..92.
Ligesom samme socialudvalgsformand dagen før landsretten
underkendte Frederiksbergs fortsatte
fængsling af lægerne til Jyllandsposten.
Socialudvalgsformanden røbede i radiointerview'et, at
kommunen havde et godt samarbejde med den udsete plejefamilie- Slangerupparret- og med skolen.
Bilag.
radiointerview'et og artiklen i Jyllands-Posten.
------------------------------------------------------------
Socialudvalgsformanden røbede i radiointerviewét
Aftaltes det, at der ikke skulle være politi på vejen fra
Hørsholm til skolegården den følgende dag lørdag formiddag i den tid, da
børnene skulle fragtes denne vej til skolen.
Det aftaltes, at børnene først skulle bringes fra
Hørsholm til Slangerup den følgende formiddag lørdag den 28.3.92. fordi
Hørsholm skulle være tophemmeligt og et sted, der skulle være helt umuligt at
finde frem til.
Det aftaltes yderligere, at børnene af Slangerupparret
skulle, fragtes til Slagslunde skoven og derfra i taxa til skolegården.
Samt at taxachaufføren Poul Weibel Larsen, som den
kvindelige part fra Slangerup havde et godt kendskab til og tidligere havde
haft ansat i sit firma, før hun blev dømt til ubetinget fængsel for bedrageri,
skulle have en forfabrikeret taxabon lydende på kørsel fra Jernbanegade i
Roskilde til Johannesskolen.
Denne plan og meget mere aftaltes helt ned i mindste
detaljer i bedste James Bond stil. under disse tophemmelige møder på
Frederiksberg kommune.
Ligesom det aftaltes på dette møde på Frederiksberg
rådhus fredag den 27.3.92 kl. 14.3o:
Hvordan børnene skulle komme til syne.
Hvornår de skulle dukke op.
Og hvor i skolegården.
Samt at taxaen skulle køre hen til lejelabyrinten og
holde der kl. 12 lørdag den
28.3.92.
Og det aftaltes, at Inger Bek skulle stå oppe i et
vindue.
Og når taxaen med børnene ankom, skulle hun gå ned i
gården og betale chaufføren den forud fabrikerede taxabon der lød på kørsel fra Jernbanegade i
Roskilde.- Hun betalte med en girobon i skolens navn.
Afstanden fra Roskilde til Johannesskolen passede med
afstanden fra Slagslundeskoven til skolen havde man fundet ud af.
Det aftaltes ydermere, at alt dette skul iagttages af en udvalgt repræsentant fra
Frederiksberg kommune, nemlig Søren Gøtler, som ikke skulle vide, at det hele
var aftalt spil.
Søren Gøtler skulle så aflyse politieftersøgningen-
Derefter kunne lægerne frigives og ville så være sagen
helt udenforstående og ude af stand til at kræve nogen som helst indsigt til et
eneste journalakt.-
Dette var grunden til at det var bydende nødvendigt at
disse var fængslet til planen var fuldført og børnene midlertidigt anbragt for
snart at kunne vende tilbage til rektorens venner i Slangerup.
For en sikkerheds skyld aftaltes det på det sidste
hemmelige møde, at lægernes 8-årige datter skulle bortvises fra Johannesskolen-
hvilket rektor Bek dog var lidt betænkelig ved. Hun var bange.
referat fra dette lange møde ønskes!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Alt dette har vi ikke alene fra en pålidelig kilde i
Frederiksberg kommune- samt fra politiafhøringen af Inger Bek, som advokat
Søren Søltoft har læst op for Eva Graungaard og hun taget på bånd.- samt fra
adv. Thorbeks Notat.
-…………
27.03.92:
Eva Graungaard og Karl Somogyi løslades af Østre
Landsret,
som omstøder kendelsen fra retten på
Fr.berg.
Familien
Gyllinge godkendes endeligt som plejefamilie af Fr.berg og Københavns kommune.
27.3....1992 om eftermiddagen går der bud til rektor Bek,
at ikke alene plejetilladelserne fra Frederiksberg kommune, som jo kun var en
formalitet var i orden - men nu havde Københavns kommune også været ude hos
lærerfamilien og givet plejegodkendelse til hedes ansatte lærerpar på skolen, så
nu kan børnene komme frem.
Rektor Bek sender bud til slangerupparret at sagen er i
orden den midlertidige plejetilladelse er givet til lærerparret.
Fredag
aften den 27.3.1992
Ifølge
politiafhøringen siger ægteparret i Hørsholm :
"PLUDSELIG
EN FREDAG AFTEN FIK DE MEDDELELSE OM, AT TINGENE VAR BRAGT I ORDEN OG AT
PIGERNE SKULLE FORLADE DEM NÆSTE MORGEN- ALTSÅ LØRDAG MORGEN . DE HUSKER IKKE
OM DE MODTOG DENNE MEDDELELSE PR TELEFON ELLER OM DET VAR WHITA OG NIELS DER
KOM PÅ BESØG."
Lørdag
morgen den 28.3.1992
"DEN
FØLGENDE MORGEN, ALTSÅ LØRDAG, KOM NIELS I SIN BIL TIL DE SIGTEDES BOPÆL OG
HENTEDE PIGERNE. OG DE SIGTEDE( ÆGTEPARRET ANDERSEN) FORSTOD, AT DE SKULLE
VIDERE I TAXA IND TIL JOHANNESSKOLEN, HVOR DE SKULLE MØDES MED REKTOR"
28.03.92:
Iflg.
Mulle og Lisbeth hentes tidligt om morgenen i Hørsholm, som aftalt med
ægteparret Andersen og køres til Slangerup af Niels Lykke Nielsen og Whita
Sjøsten i deres røde Mazda 626.
Fra Slangerup kører Niels Lykke
Nielsen alene børnene i sin røde Mazda til en skov lige syd for Slangerup,
Slagslundeskoven, hvor han ifølge tilrettelagt plan møder chaufføren i
Øbrobilen Poul Weibel Andersen, der tidligere har været Whita Sjøstens
taxakollega og ven. Denne har i forvejen
fabrikeret en taxabon lydende på kørsel fra jernbanegade i Roskilde til
skolegården. I Slagslundeskoven flyttes
børnene over i Øbrotaxaen og køres af komplotmedlemmet Poul Weibel Larsen efter planen direkte til legestativerne i
Johannesskolens skolegård, hvor kommunens repræsentant Søren Gøtler står og
venter, mens rektor Bek ligeledes efter planen står i et vindue og springer ned
og over skolens giro betaler den forudfabrikerede taxaregning.
Se afhøringen af rektor Bek- og af ægteparret Andersen
fra Hørsholm, og den konstruerede rapport fra Søren Gøtler og tidspunktet for
Københavns plejehjemsgodkendelse af rektor Beks læreansatte.
Selv om Mulle allerede den 15.10.1992 fandt frem til det
hus i Hørsholm, hvor hun og lillesøsteren blev holdt skjult, og politiet underrettedes derom både med navn og adresser
på forbryderne, så stod der i læge
kører dem til Johannesskolen.
Børnene
ankommer i taxa fra Slangerup til Johannes-
skolen,
hvor Inger Bek, familien Gyllinge og sagsbehandler fra Fr.berg kommune, Søren
Gøttler venter.
Til Lau
Fries har slangerupægtefællerne fortalt, at børnene selv hyrede en taxa fra
Roskilde til Johannesskolen. De vidste selv, hvor de skulle hen.
Taxachaufføren, der hedder Poul Weibel Larsen, siger ved politiforhør, at han blev
hyret af en ham ukendt
mandsperson i Jernbanegade i Roskilde.
Taxabon'en betales af Inger Bek med 3o6 kr. og lyder på kørsel fra Jernbanegade i
Roskilde til Johannes- skolen. Den betales med en girobon
fra Johannesskolen.
Mulle
oplyser, at hun ikke på noget tidspunkt har været i Roskilde, Men at
taxachaufføren cirklede rundt
med hende og lillesøsteren så meget, at kilometerantallet stemte med en kørsel
fra Roskilde.
Eva
Graungaard oplyser, at hun da meget godt kender denne taxachauffør, Poul Weibel
Larsen, idet denne er en af de
mænd, der dagligt kom i Whita Sjøstens hjem. Han var taxachauffør ansat hos Whita Sjøsten, der dengang hed Whita Buch. Det var
før denne blev tiltalt
og dømt for bedrageri.
Den dag
den 28.3.92 har rektor Inger Bek travlt:
1. Hun modtager børnene på skolegården efter
aftale med Frederiksberg
kommune, sagsbehandler Søren Gøtler var tilstede i skolegården. Og efter
aftale med slangerupægtefællerne
2. Hun drikker te i sit lærerægtepars hjem, hvor
hun installerer børnene,
om hvis placering der ifølge
slangerupægtefællerne er blevet forhandlet om, fra den 2o.3.92, forhandlinger, der
nu er så vidt frem- skredne,
at der er givet plejetilladelse til rektor Beks ansatte, lærerægteparret
Gyllinge, der bor i
Vanløse. Det har kompliceret forhandlingerne, da der skulle forhandles
med både Københavns kommune
og Frederiksberg.
3. Rektor Bek sender om eftermiddagen bud med
en kæmpestor
blomsterbuket til Voldumvej 22 med et brev i hvilket hun sender kærlige
hilsener fra begge børn.
med teksten:
"Kære Eva og Karl"
Velkommen hjem!!!
DE bedste ønsker til jer begge
fra os alle på Johannesskolen.
Pigerne har det godt, sender de kærligste hilsener og
begynder normalt i skolen mandag.
De venligste hilsener
Inger Bek"
4. Endeligt er
Inger Bek ifølge slangerupparret i Slangerup samme eftermiddag efter at have
anbragt børnene hos sit
lærerægtepar.- og sendt blomster og brev til os.
Om aftenen samme dag:- Den 28.3.92.
Det Store
Frederikssundsmøde.
Tilstede
er foruden lægerne Graungaard og Somogyi:
TV-fotograf
Otto Jonasen
redaktør
Harly Foged,
Børnehavelærer Margit Foged.
Mogens
Camre,
Læge
Torben Ishøj
Sektionsleder i KTAS Agnete Ishøy,
Advokat
Hans Helmer Jensen
Læge Ben
Kristian Graungaard
Stud med
Emil Graungaard
Samt Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen.
Whita
Sjøsten erkendte overfor hele denne forsamling,
at det
var hende og hendes mand, som havde skjult
børnene
samt;
At
børnene havde opholdt sig indendørs
hele
døgnet den 11.03.92, hvor Grete Schach Nielsen hævder at have Lisbeth sammen med
Eva Graungaard.
Hun
fortæller ligeledes forsamlingen, at hun, Niels
Lykke Nielsen og Inger Bek af
socialforvaltningen
på
Frederiksberg havde fået sikkerhed for ikke at blive retsforfulgt for deres
handlinger; dette er en del
af en aftale, som er truffet ved Johannesskolens advokats mellemkomst, sagde hun.
Hun
oplyser endvidere, at Frederiksberg kommune via Inger Bek har haft kendskab til
børnenes skjulested i det
meste af den periode, hvor lægerne har siddet fængslet.
Tidligere
samme aften fortalte hendes mand, Niels
Lykke
Nielsen det samme til en del af forsamlingen
bestående
af lægeægteparret, Otto Jonasen, Harly og Margit Foged samt Emil
Graungaard.
29.03.92:
På båndet telefonsamtale mellem Niels
Lykke Nielsen
og Eva Graungaard erkender Niels
Lykke Nielsen igen, at begge
børnene var indendørs i Slangerup den 11.03.92 samt, at han mener,
at man skal komme falske
vidner til livs.
Chefpsykolog Gunnar Kjær-Rasmussen,
som er gift med
overlærer
Lise Kjær-Rasmussen (bisidderen d. 12.12.91 samt Lisbeths klasselærer), ringes
op af rektor Inger Bek, der
fortæller, at børnene kommer i skole mandag - dette skal ske uden drama og
presse.
I båndet telefonsamtale mellem Eva
Graungaard og
lærerægteparret ved Johannesskolen, John og Anette
Gyllinge, fortæller Anette Gyllinge,
at aftalen
om, at de skulle have Lisbeth og
Mulle i pleje, var
indgået mellem Kbh. og Fr.berg
kommune en uge tidligere.
30.03.92:
Børnene kommer i skole.
Uge
15 :
Mulle
tilbyder at se den biologiske moder mod at
vende
tilbage til Graungaard-Somogyi. Kommunen af-
viser
dette tilbud. Mulle fremsætter også sit til-
bud i
Kanal-2 Rapporten - hendes "modydelse" for at komme hjem til lægefamilien igen.
10.04.92:
Mulle får at vide af familien Gyllinge, at
kommunen
afviser hendes tilbud, og at hun skal
i retten og derefter på
børnehjem.
Mulle kommer højt grædende til
Voldumvej 22, 2610
Rødovre. Hun forsvinder efter en telefonsamtale med Søren Gøttler, der beder hende om
at komme på social-
forvaltningen. Hun skal ringe besked
5 min. senere, men det gør
hun ikke.
Mulle tager ud til læge Torben Ishøy,
Elmevænget 10,
2880
Bagsværd. Denne ringer til Fr.berg kommune med
oplysning
om Mulles opholdssted.
Der
indledes forhandlinger med Fr.berg kommune, som
udmunder
i en beslutning om, at Mulle får fred til
mandag,
hvor man så skal mødes igen. Læge
Torben Ishøy vil ikke aflevere mulle og meddeler, at kommunen bare skal
komme med låsesmed og politi, og han går gerne i fængsel, men der vil være TV
på sagen. Stillet overfor dette giver kommunen op og lader Mulle blive der.
Lillesøsteren
Lisbeth blev senere samme dag afhentet på skolepsykologens kontor, hvor hun sad
låst inde og bragt til familieinstitutionen på Bülovsvej.
Iflg.
rapport fra klasselæreren overlærer Lise Kjær-Rasmussen hentes Lisbeth ud af klassen
foran de andre børn og
føres til psykologens kontor, hvor hun låses inde. Læreren følger efter og rusker i
døren. Hun spørger
viceinspektøren, Leif Iversen om, hvad det handler om. Denne (manden, der sad som
skolens observatør ved det
lukkede retsmøde, hvor Lise Kjær-Rasmussen blev afhørt den 25. marts 1992)
siger til hende:
"Din rolle er udspillet her. Gå til din
klasse."
Den biologiske moder, Mette Haugaard
Hansen, får senere samme
dag adgang til Lisbeth.
14.04.92:
Mulle
besøger sammen med Agnete Ishøy og dennes datter, Ditte, Lisbeth på Bülowsvej.
Besøget bliver overvåget
af medarbejdere. Mulle får lovning på, at Lisbeth kan komme med familie
Ishøy på Bakken 2. påskedag (mandag 20.04.92).
15.04.92:
Mulle får at vide, at hun ikke kan få lov at se Lisbeth
2. påskedag.
Læge
Torben Ishøy deltager i et møde på Rådhuset.
Tilstede
er Mette Haugaard Hansen, hendes advokat
Kirsten
Reimers-Lund og Bülowsvejens forstanderinde
Else
Plesner.
20.04.92:
Læge
Torben Ishøy tilskriver Fr.berg kommune; att:
Lasse
Gaardsøe. Han beskriver samtalen, som fandt
sted
mellem ham selv og Mette Haugaard Hansen og
skriver.
"Af særlig interesse for min rolle inde-
holdt
samtalen elementer, som efter min vurdering
var
udtryk for en række tvangs- og vrangforstil-
linger,
der især drejede sig om et lægeligt for-
hold og
narkotika/psykofarmaka.".
24.04.92:
Den
biologiske moder, Mette Haugaard Hansen udsteder skriftligt forbud mod
konfirmation af Mulle.
Mulle
foretræder for Børnesagsudvalget ('3) på Frederiksberg sammen med Torben og Agnete Ishøy. Hun gentager igen,
at hun ønsker at vende tilbage til Graungaard-Somogyi.
28.04.92:
Mulle
møder hos Flemming Kofod-Svendsen, formand for Folketingets Sociale Udvalg for
til ham at appellere om, at han retter henvendelse til Fr.berg kommune om
tilladelse til at blive konfirmeret.
Mulle
appellerer ligeledes om at komme hjem til Eva Graungaard og Karl Somogyi sammen
med Lisbeth.
29.04.92:
Fr.berg
kommune ved Hans Henrik Plange tilskriver
læge
Torben Ishøy vedr. moderens ultimative forbud
mod
konfirmationen.
06.05.92:
Mogens Camre, Agnete og Torben Ishøy tilsender Fol-
tingets
'71, stk. 7 tilsyn en
redegørelse af sagen.
07.05.92:
Mulle
foretræder for '71,
stk. 7 tilsyn sammen med
Mogens Camre, efter han har redegjort
for sagen og
dens perspektiver.
08.05.92:
Lisbeths
fødselsdag; hun fylder 9 år.
Eva Graungaard, Karl Somogyi samt deres
datter Rie
mødte op på Johannesskolen med
lagkage og gaver til
Lisbeth.
På
Bülowsvej får Lisbeth besøg af Whita
Sjøsten og Niels Lykke
Nielsen, som inviteres ind med gaver og får chokolade sammen med Lisbeth.
Mulle ringer til børnehjemmet og
spørger Lisbeth om
længden af deres besøg. Lisbeth siger
først ja til en
time,
men bliver rettet bagefter af noget personale
til
10-15 min. Hun har fået modellervoks af dem i
gave.
Samtalen er båndet.
Det
skal dertil nævnes, at det ikke har været muligt
for
nogen andre - der iblandt Fru Bertelsen, der har passet Lisbeth - at overrække
Lisbeth gaver.
Derefter bliver Lisbeth IGEN PÅBUDT
SKOLEPAUSE.
Hun er ikke syg, men det er de voksne,
der bestemmer, siger Lisbeth
til Mulle i en båndet telefonsamtale.
09.05.92:
Mulles
fødselsdag; hun bliver 14 år.
11.05.92:
Eva Graungaard bliver ringet op af overlærer Lise Kjær-Rasmussen, som fortæller, at
hun er blevet kaldt op til
viceinspektørens kontor sammen med en faglig repræsentant. Hun får der at vide,
at det er blevet forbudt for
Graungaard-Somogyi familien at komme ind i klasseværelset, når Lisbeth er der
på trods af, at deres egen
datter Ditte går i samme klasse. Hvis hun ikke kan forhindre dette, skal hun
øjeblikkeligt tilkalde
kontoret, der så vil komme til hjælp.
Samtidigt blev hun bebrejdet, at hun var
usamarbejdsvillig med kommunen, hvilket hun skulle have vist med sit kropssprog overfor de tre
kommunale folk, der dagligt
ledsager Lisbeth til og fra klasseværelset.
14.05.92:
Mulle bliver kaldt ned midt i fysiktimen af
Johannes-skolens kontor og får der at vide, at hun kan hente en
gave fra slangerupægteparret.
Mulle
ønsker ikke at mostage denne gave
Fr.berg kommune tilskriver Eva
Graungaard og Karl So-
mogyi
for at meddele disse, at Børnesagsudvalget ('3)
har
nedlagt forbud mod, at Graungaard-Somogyi kontakter Lisbeth og Mulle, da dette
skønnes at være en
forhindring i.f.t. børnenes fremtidige anbringelse.
30.o6.92:
Lægeægteparrets
8-årige datter Ditte, der er meget
afholdt såvel lærere som af klassekammerater, bortvises fra
Johannesskolen af rektor Bek, som forklarer dette til de
undrende forældre med, at hun
ikke kan leve med at have en elev på skolen, der har bragt hendes navn i
offentlighedens søgelys.
I virkeligheden var denne manøvre et
led i de aftaler Frederiksberg
kommune havde indgået med Inger Bek ved mødet på Frederiksberg rådhus den
27.3.1992 kl 14.3o, mens
lægerne endnu sad isolationsfængslet.-
Anklageren i retssagen forlangte
LUKKEDE DØRE og
udelukkelse af lægerne Graungaard og Somogyi fra det sidste retsmøde i Frederiksberg
ret, der skulle afholdes
den 18.11.92. Dette protesterede adv. Søltoft imod, og ved dom af 11.11.92
afsagdes i Frederiksberg ret
en kendelse, hvorefter rettens døre fortsat skulle være lukkede, men
anklagemyndigheden blev
underkendt i dens begæring om, at de sigtede ikke måtte overvære retsmødet.
Onsdag den 18.11.1992 kl. 9,3o.
afholdtes så et retsmøde i Frederiksberg ret.
Det var denne gang
en anden dommer, idet tidligere dommer, som lægerne har forlangt skulle
vige sit sæde, var kommet
tilbage til justitsministeriet. Om dette er et tilfælde vides ikke.
Frederiksberg politi havde til lejligheden
udarbejdet et anklageskrift,
hvilende tilsyneladende udelukkende
på slangerupægtefællernes sammenstrikkede historie til Lau Fries.
Og så
skulle en af politiet udvalgt skare sigtede afhøres.
Efter
anklageskrift er filmfotograf Otto Jonasen, Skovsøvej 5o , Ølsted sigtet,
fordi han, ifølge slangerupægtefællerne
fælles afhøring hos Lau Fries,
den 25.2.92, skulle have kørt Mulle og Lisbeth fra en filmoptagelse til DR, der foregik
hos en anden DR producer,
tilbage til slangerupægtefællerne. I Otto Jonasens bil var Eva Graungaard
tilstede, ligeledes ifølge
de sigtede slangerupægtefæller. Omtalte film blev slet ikke optaget den
25.2.92.
DR-fotograf Otto Jonasen nægtede at udtale sig.
Derefter
blev læge Georg Somogyi afhørt, ligeledes som sigtet, idet han - ligeledes
efter slangerupægte- fællernes
udsagn - skulle have kørt børnene fra Slangerup,
"formodentligt" til lægekonsultationen i Rødovre den 14.2.92, fordi
børnene skulle hjælpe med at
pakke til en rejse til Tunis.
Læge
Georg Somogyi lod sig afhøre af anklagemyndigheden, og forklarede, at han
umuligt kunne have været i
Slangerup, pågældende dag på omtalte tidspunkt, idet han den omtalte dag, hvor
han ved 13-tiden skulle have været i Slangerup
for at afhente børnene, havde
siddet i møde et andet sted i tidsrummet ca. fra kl. 12
til kl. 15.
Derefter
blev sigtelsen mod denne læge frafaldet. Den byggede på Slangerupparrets løgnagtige historier, der
fortaltes vicekriminalinspektør Lau Fries under kaffen i Slangerup, hvor parret
fik lov til at sidde sammen og korrigere deres fortællinger.
Derefter
blev lægesekretær Helge Røpke afhørt. Han skulle den 3.2.92 have kørt
pigerne til Slangerup.
Helge Røpke nægtede at udtale sig.
Derefter
afhørtes vidnet, DR-producer Hanne Jensen. Hendes advokat ville vide, om hun
kunne risikere tiltale. Da der blev svaret bekræftende på
dette spørgsmål, ønskede
hun heller ikke at udtale sig i
Frederiksberg ret.
Endeligt
skulle vidnet, forfatter Harly Foged fra Frederikssund afhøres. Denne medbragte
en skrivelse, han ønskede at
overgive til dommeren. Også han spurgte, om han kunne blive
sigtet i sagen. Da der igen
af anklagemyndigheden blev svaret, at det kunne han, rejste han sig,
idet han sagde. " Så har
vi ikke mere at snakke om".
I Kanal-
2 udtalte redaktør Harly Foged senere samme dag: "Jeg vidste, hvor
børnene var på det tidspunkt,
hvor lægerne først fik 7 dages isolationsfængsling, og derefter yderligere 14 dage.
Og jeg vidste, at lægerne
ikke kunne vide det. På det tidspunkt kunne
jeg bevise, hvor ungerne var, og jeg kunne bevise, at lægerne på ingen måde kunne vide,
hvor børnene var. Men
dommeren smed mig ud af retten på det åbne møde, før dørene blev lukkede.
. Selvom jeg sagde
til dommeren: "Jeg er journalist. Jeg har oplysninger, der er
meget, meget væsentlige for sagens op-
klaring".
Men hun
ville ikke høre på mig. Hun skreg
vildt og ubehersket:
"UD", og bad politiet om at føre mig ud.
Det kom
ikke retten ved. Og på det tidspunkt kunne JEG bevise - hvor
dommeren senere går hen og
forlænger fængslingen med 14 dage - hvor ungerne var. DE unger, der var eftersøgt. Jeg
kunne bevise, at lægerne
på ingen måde kunne vide, hvor børnene var. Og på samme tilskuerpladser sad
Frederiksberg kommunes
sagsbehandlere. De samme mennesker, der forhandlede og var med til at
give andre mennesker
amnesti for at skjule børnene"
Forårets dommer er skiftet ud- men sigtelserne er de
samme. Det var Kanal-2 onsdag den 18.11.1992- præcis 8 måneder efter den
voldelige anholdelse og isolations fængsling af lægerne.
Der er ikke berammet nye retsmøder.
Derimod er det nye tilkommet til en kendsgerning, at
myndighederne benyttede et falsk vidne til at få lægerne fængslet.
At socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen direkte
formidlede lodrette løgne i Frederiksberg radio dagen efter vores fængsling.
At det vidne, der kendte børnenes opholdssted og vidste,
at lægerne ikke på noget tidspunkt på ingen måde har kunnet vide det. Han blev
smidt ud af Frederiksberg ret.
Samtidig med, at Frederiksberg Kommunes repræsentant, der
var med til at forhandle om børnene og give de mennesker, der skjulte børnene
amnesti.
15 Nov. 1992. datoen for et af vore børnebørn, Samuels
dåb
lykkedes det for Mulle og Ben Kristian ved et tip
fra TV1 fotografen Otto Jonasen, der
fortalte, at han den 19 marts 1992, mens lægerne sad i isolationsfængsel, var
blevet ført liggende i bunden af Slangerupparets bil med bind for øjnene og at
det var lykkedes for denne fotograf at få et glimt fra et vejskilt, der stod Hørsholm på.
Derfor gik Ben Kristian og Mulle gade op og gade ned i
Hørsholm lige indtil Mulle råbte. Der var der, vi blev holdt skjult.
Frederiksberg Journalen sendte billede af huset og angav
adressen til Frederiksberg politi, efter at adressen også var blevet genkendt
af TV-fotografen, Otto Jonasen.
ADet var
der bag disse gardiner, at et nervøst ægtepar ommøblerede hele huset, for at
intet skulle genkendes- og der Mulle
fortalte til TV, som blev sendt om aftenen, at lægerne absolut INTET kendte til
skjulestedet.
Alligevel tog det et helt år, før politiet afhørte dette
forbryderpar, Ole og
.
Og parret fortalte i et dette forhør, hvor de sad sammen
ikke hver for sig som det er meningen med politiforhør, at disse aldrig havde
set eller talt med de læger, der dengang sad fængslet og ikke kunne blive
løsladt før børnene kom frem.
De kendte sagen og medvirkede, fordi det var en rektor, der stod bag det
hele.- Dette ved vi fra en båndet samtale mellem Søltoft Madsen og læge Eva
Graungaard.
Disse forbrydere kan ikke straffes ifølge dommer Hvid,
der til os sagde, at de jo aldrig ville gøre dette igen.
Lægernes senere politianmeldelser af hhv. Hørsholmparret,
rektor Bek, borgmester John Winther og menedersken Grete Schack-Nielsen er
blevet afvist af politimesteren, statsadvokaten og rigsadvokaten.
6.12.92.
Og nu har overassistenten Dorthe Hendriksen, der i denne
sag producerede den løgnagtige smædekampagne og skrev, at der i vor
konsultation, i samme rum, hvor der var lagt tre patienter op, stod en ged, der
havde afføring , mens hun var der.- En historie, der blev bragt viden omkring.
Den blev således fundet i MF Arne Melchiors papirbunke på Christiansborg. Og
den blev af Frederiksberg kommune til embedslæger, og til en meget stor udvalgt
skare af folketingsmedlemmer og til de mennesker, der tog lægernes parti.-
NU HAR DENNE OVERASSISTENT SKREVET UNDER PÅ, AT HUN
FORTALTE EN LØGNEHISTORIE OG BETALT 5.000 KR.
"Lukkede
døre, Lodrette løgne, inhabile dommere, hvad bliver det næste.?
spurgte Lars Bøgh Winther en dag i Kanal-2 rapporten i
TV.
Det næste bliver undersøgelse af, hvordan en anden medarbejder,
Erik Havgaard Hansen, der har spillet en betydelig rolle, i og med han har
fortalt beviselige usandheder, kan udtale, at han er parat til at møde i retten
og bevidne, at barnet Lisbeth ved gentagne lejligheder har fortalt ham om
"geden i huset" på Voldumvej.
Og afsløring af hele det sammenspiste komplots arbejde på
Frederiksberg rådhus - med borgmester John Winther i spidsen
under børnenes forsvinden
Forfatter Harly Fogeds og fotograf Otto Jonasens
skrivelse til retten vedlægges i fotokopi.
Konklusion:
-----------
På talløse skrivelser til borgmester John Winther,
socialudvalgsformand, kommunalbestyrelse, socialudvalgsformand Birgit Fogh
Andersen, der omgærder sig med sine egne usandheder, "hovedmanden",
rektor Bek, og Johannesskolens bestyrelsesmedlemmer, svares overhovedet ikke.
I sagen er der nye afslørende oplysninger, bl. a. vedr.
komplottet mellem rektor Bek, Slangerupægtefællerne og taxachaufføren Poul
Weibel Larsen, der er en tidligere ansat chauffør hos Whita Sjøsten fra Slangerup,
og som rektoren betalte for en "fuptur" 3o6 kr. af skolens
girobeholdning..
Ligesom det hemmeligholdte, såkaldte ukendte skjulested i
Hørsholm nu er udpeget og genkendt som Niels Lykke Nielsens arbejdskollega,
murer Ole Andersen og hustrus villa, beliggende Alsvej 97, Hørsholm,- Dette
interesserer ikke Frederiksberg politi.
Der er ingen i Danmark, der tør udtale sig i
Graungaard-sagen mere af angst for at miste deres stilling.
Da klasselærereren, overlærer Lise Kjær Rasmussen, i et
lukket retsmøde afgav forklaring om, at Mulle den 2.3.92 var på skolen og gik
ind til rektor Bek., havde samme rektor Bek, der sammen med kommunen under
lægernes isolationsfængsling, intenst forhandlede om børnenes omplacering,
indtil varig placering hos hendes "nære venners gennem 4o år",
Slangerupfamilien, kunne finde sted, så disse igen kunne betale deres terminer.
Hun havde sin observatør, siddende i det lukkede retsmøde.
Derved kunne hendes forklaring til politiet afpasses.
Da samme klasselærer fulgte efter barnet Lisbeth, der af
kommunens folk senere blev afhentet fra klassen midt i timen og låst inde på
skolepsykologens kontor, og ruskede i døren og spurgte: "Hvad handler det
her om?" og fik svaret: Gå ind i din klasse igen og pas dit arbejde, din
rolle er udspillet", ja så blev også hun bange. " Hvor går jeg hen og
får nyt arbejde i min alder. jeg har jo villa og bil og børn under uddannelse,
spurgte hun.
Og forældrerepræsentanten, kriminalassistent Hans
Andersen, Rødovre politi, sagde, da han fik at vide, at den lille Ditte på 8 år
brutalt af rektor Bek var blevet smidt ud af hendes skole med den begrundelse,
at denne rektor ikke kunne leve med, at have et barn på skolen, hvis forældre
bragte hende i offentlighedens søgelys. Han sagde. "Jeg føler mig som en
tøsedreng, Men hvis jeg blander mig, ender det med, at min egen Helene også
bliver smidt ud"
Der er ingen, der tør hjælpe eller sige, hvad de mener.
OG NU HAR OVERASSISTENTEN VED FREDERIKSBERG KOMMUNE,DORTE
HENRIKSEN SKREVET UNDER PÅ, AT HUN SKREV EN LØGNAGTIG RAPPORT OM EN GED I DERES
KONSULTATION. EN RAPPORT, DER VIA FREDERIKSBERG KOMMUNE BLEV RUNDKASTET SAMMEN
MED EN LIGESÅ FANTASIFULD OG LØGNAGTIG PSYKOLOGERKLÆRING BL.A. VIA TELEFAX TIL FOLKETINGETS SOCIALE UDVALGS MEDLEMMER,
OG ET MEGET STORT MEN UKENDT ANTAL INDFLYDELSESRIGE MENNESKER,- OG SOM LÆGERNE
TILFÆLDIGT KOM I BESIDDELSE AF, DA DEN MYSTISKE RAPPORT, BLEV FUNDET I
FOLKETINGSMAND ARNE MELCHIORS PAPIRBUNKE.
Den løgnagtige rapport skadede børnene Mulle og Lisbeths
sag, desuden blev den sendt til embedslægerne, i den onde hensigt, at lukke
lægernes praksis.
LIGELEDES HAR POLITIET FUNDET FREM TIL, AT DEN
KONSERVATIVE OLDERMAND OG
VÆLGERFORENINGSVENINDE TIL SOCIALUDVALGSFORMANDEN BIRGIT FOGH ANDERSEN, FRU
GRETHE SCHACK NIELSENS VIDNESBYRD I RETTEN, DER BLEV BRUGT TIL AT FÅ LÆGERNE I
ISOLATIONSFÆNGSEL, VAR FALSK.
"Det kunne således på ingen måde have sin rigtighed,
at Graungaard den 11.3.92 kunne være set i sin opgang med barnet Lisbeth, da
hun denne dag og i tiden derop til og i dagene derefter befandt sig i
Slangerup", skrev vicepolitiassistent Lau Fries. - Dermed synes den
vidnesag slut.
OG DER SYNES INTET AT SKE DET VIDNE, SOM
FREDERIKSBERGDOMMEREN ANSÅ FOR HELT PÅLIDELIGT.-"DET VIDNE TROR JEG PÅ,
SAGDE DOMMER SYLVEST NIELSEN I FREDERIKSBERG RET OG DØMTE LÆGERNE FØRST TIL TRE
DAGES ISOLATIONSFÆNGSLING, DEREFTER TIL 7 DAGE YDERLIGERE OG TIL SIDST TIL
ENDNU 14 DAGE.- EN DOM DER BLEV UNDERKENDT AF LANDSRETTEN.
SYLVBEST NIELSEN ER NU SKIFTET UD MED EN ANDEN DOMMER-
HUN HAR FÅET EN HØJERE STILLING.
.
Da Emil Graungaard på sin 18-års fødselsdag vidnede sandt
i retten, blev han truet med 6o dages fængsel, hvis hans udsagn var forkert.
Da lægerne havde været på sygebesøg den første dag på
grund af Mulles selvmordstrussel,, og ville fortælle dette til den ansvarlige:
socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen, skreg denne Jeg vil intet vide.
Hun vidste det jo- og gik til politimesteren. " Hun fortalte det under en
privat middag, sagde hun i en båndet samtale.
Hvad nu?- Til den ansvarshavende borgmester John Winther
naturligvis, som er løbende blevet holdt underrettet om denne sag fra december
1991 , og som har modtaget talrige breve om børnenes situation, og som så
tidligt som den 2.3.92 forhandlede med rektor Bek om børnenes anbringelse,
efter at Mulle, der var "under jorden" havde været hos hende- Det var
16 dage FØR fængslingen.- ifølge rektor
Bek.- var underrettet om de intense forhandlinger om børnene, der skulle- og
blev- færdiggjort under fængslingen, uden at dog deres skumle plan kunne
fuldføres helt, da Landsretten brød ind og frigav lægerne 14 dage før ønsket af
Frederiksberg.
OG SOM DEN 25.3.92 SVAREDE MF ARNE MELCHIOR,DA DENNE
HOLDT PRESSEKONFERENCE OG RINGEDE BORGMESTEREN OP: "JEG KENDER SLET
INTET TIL DEN SAG, DU TALER OM."
Så dette synes ikke at være vejen. men så må man kunne
klage til kommunaldirektøren og socialdirektøren, der som embedsmænd er
ligestillet med de politisk valgte, borgmester og socialudvalgsformand
embedsmand.- Det må være komandovejen.- og dog?
Da chefpsykologen i Tårnby kommune, Gunner Kjær-
Rasmussen mødte op i Folketingets sociale udvalg den 12.3.92 og derefter i
Folketinget blev kontaktet af TV, hvor han udtalte sig, medførte dette, at socialdirektøren skrev til chefpsykologens skoledirektør, som så gav
Kjær-Rasmussen en "næse".
Ytringsfriheden værdsættes ikke højt i Danmark.
iFØLGE EN HEL FORSAMLING AF KENDTE MENNESKER UDTALTE FRU
WHITA SJØSTEN FRA Slangerup, AT DER INTET VILLE SKE HENDE OG HENDES ÆGTEFÆLLE,
SOM HAVDE HAFT BØRNENE BOENDE DEN STØRSTE DEL AF DEN TID DISSE HAR VÆRET
POLITIEFTERSØGT, LIGESOM DER HELLER INTET VILLE SKE DERES BEKENDT REKTOR INGER
BEK, DER SAMMEN MED SKOLENS ADVOKAT HAVDE FØRT FORHANDLINGERNE MED KOMMUNEN,
IDET DISSE AF KOMMU8NEN ALLE V AR LOVET AMNESTI-
ET LØFTE, DER SYNES AT BLIVE HOLDT.
---------------------------------------------------------
NÅR MAN HAR MAGTEN, HANDLER MAN BARE - UANSET LOVEN.
Det mest himmelråbende ved hele denne sag er den
kendsgerning, at det aldrig har drejet sig om børnenes ve og vel, men det
faktum, at få ram på lægerne og samtidig tilgodese rektorens gode venner, det
økonomisk betrængte par i Slangerup, som hun følte sig i taknemmelighedsgæld
til og skyldte en tjeneste.
Hele dette skuespil blev sat i scene og udviklede sig som
skildret for at at dække over den ene ulovlighed efter den anden.
Det faktum at børnene har været under jorden fra den
6.9.1993 til den 17.1.94, hvor Frederiksberg kommune udbetalte moderens pension på en check til politimesteren på
Frederiksberg for at sulte disse frem- Og til sidst fik.
En sag deres advokat indbragte for
Mulle blev bortvist fra Johannesskolen lige før eksamen i
9 klasse.
Det var dommer Torben Hviid der den 16.6,1994, dømte
Mulle til at forblive endnu et år på børnehjemmet, hvilket hun blæste på og
kort efter bare gik sin vej og flyttede tilbage til moderen.
Mulle er i dag 17 2 år. Hun har nu siden julen 1994 været under jorden sammen med
lillesøsteren Lisbeth, hvilket disse to børn stadig er.
Hun gik under jorden på opfordring af lillesøsterens
fuldstændig nervesvækkede tilstand, hvor hun reagerede psykotisk.
med henblik på ks.
--------------------
tavshedspligten -eg
---------------------
hvis jeg so læge skulle have brudt min tavshedspligt,
skulle jeg ikke have siddet som anklaget men skulle have været bedt om at
udtale mig under vidnesvar- som vidne.- da ville jeg have bedt om en kendelse.-
og havde jeg fået en sådan, da ville jeg have bedt om tilladelse til at rådføre
mig med lægeforeningen- og have fulgt dennes råd.
børnenes tilhørsforhold til os som deres læger var ikke
blevet ophævet af kommunen
desuden en tumultlignende situation
den dybere mening med tavshedspligten er, at folk, der på
en eller anden måder på kant med
myndighederne ikke må forhindres i at søge lægehjælp, af frygt for at blive
udleveret til politiet
man har heller ikke betvivlet vidner- der skulle
naturligvis have været spørgsmål til disse vidner
man har juridisk set dømt os begge kollektivt på
ménederskens løgn i retten.
ks
---
var udsat for en kollektiv dom.
hver af os har et selvstændigt ansvar.
vi var dømt på forhånd.
eg har været uartig overfor de offentlige myndigheder og
der skal statuers et eksempel.
ks er gift med eg. mitgegangen- mitgefangen und
mitgehangen
vægten skal lægges på at ks er kollektivt dømt- det kan
man ikke- selv om der er så meget andet man heller ikke har kunnet- så må man
ikke dømme kollektivt.
Trusselsbrevet til Mogens Camre hvor der omtales et møde
i sagen- mødereferat ønskes.
Dato.
Mette Haugaard Hansen fik sit krav om hjemgivelse af sine
døtre behandlet først i Frederiksberg
socialforvaltning, den
Uden at hendes advokat trods talrige begæringer derom af
hende selv og af hendes advokat- først af advokat Kirsten Reimers Lund og
derefter af advokat Hans helmer Jensen.
Dato
Derefter behandlet i Den Sociale Ankestyrelse uden at få
udleveret de begærede sagsakter
Den 11.2.1993.
Behandlet i Østre Landsret
den
Dommer hvid Socialforvaltningen uden
Den Sociale Ankestyrelse
Hans helmer jensen beklagede sig der kun over de
tilbageholdte sagsakter
den 22.december 1993. Igen i Østre Landsret uden at have fået udleveret de begærede
sagsakter: Advokat Holger Lindholt.
Landsretten udtaler:
" Der foreligger ikke således som sagen er oplyst
for landsretten grundlag for at antage, at afgørelsen i børrne- og ungeudvalget
og i Den Sociale Ankestyrelse skulle være truffet uden at der skulle være givet
ansøgerens daværende advokater fuld adgang til sagsaakterne, ligesom
anbringedet om magtfordrejning fra Frederiksberg kommunes side savner ethvert
grundlag, idet det af sagsøgeren iøvrigt anførte heller ikke kan føre til andet
resultat tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge."
Det eneste vidne som fru Haugaard Hansen havde var læge
Eva Graungaard, som jo også var den eneste læge der i den lange tid hun og
hendes datter havde været og stadig var under jorden på flugt fra børnehjem og
myndigheder, måtte ikke afhøres som vidne i denne vigtige sag- Kun den
børnehjemsforstander Else Plesner, som var betalt af socialforvaltningen og mod
barn og mor.-
Iøvrigt sultet ud af Frederiksberg socialforvaltning, der
udleverede hendes invalidepension i på en check til politimesteren på
Frederiksberg.
Dette vidne og dette bevismateriale måtte ikke høres.
Da afhøring af læge Eva Graungaard ikke kan anses for at
være af betydning ved sagens afgørelse
bestemmes:
Den af
advokat Lindholt fremsatte begæring om afhøring af dette vidne tages ikke til
følge.
----………………….
Brev
fra overlæge Bonnevie vedr. Mette Haugaard Hansen og hendes situation, samt
fremtidig metadonordination. ( brevet er fremlagt i sagsakterne.)
BILAG
16.12.86:
Embedslæge
Marianne Søeby tilskriver overlæge Bonnevie vedr. Lisbeth og Mette Haugaard
Hansen, da han, som tidligere nævnt
kontrollerer hende og det yngste barn for HIV-positiviteten.
BILAG
Alle 4
børn har haft en kummerlig barndom. Begge forældre er kriminelle HIV-positive
narkomaner. Moderen ifølge hospitalsjournaler desuden prostitueret. Faderen
voldelig.
De to
yngste piger, Anne Marie, kaldet "Mulle" og Lisbeth er begge født med
livsstruende abstinenser, ifølge journalerne.
Anne Marie er døbt i Vestre Fængsel- ifølge dåbsattesten. Fremlagt i
sagsakterne.
I akterne findes et brev, hvor moderen skriver til
Statsamtet og fortæller om, hvordan den biologiske far, Kaj Ole Hansen, der
også er en HIV-positiv narkoman og har siddet 11 år i Hersted Vester fængslet,
har "gennemtævet" begge de små piger og kastet den mindste hårdt ind
mod en mur.
Moderen selv får i 199o af en anden kendt kriminel
narkoman Kim Bergstrøm Hansen i børnenes påsyn ved knytnæveslag smadret sin
milt og må hasteopereres på grund af blodtab, ifølge hospitalsjournalen.
Mette Haugaard Hansen blev ofte indsat i fængsel først og
fremmest på grund af bøder, som hun skulle sidde af. I disse situationer var de
mindreårige børn henvist til selv at stjæle til føden. I tre forskellige
tilfælde har hun af politiet fået tilladelse til at ringe til
lægekonsultationen, og lægerne har sendt deres sekretær til Vestre fængsel og
betalt bøderne.
BILAG:
Kvitteringer fra politiet.
Anders døde den 1991 en alder af---- af AIDS.
Mette Haugaard Hansen bor i 1990 i en 4-værelses
lejlighed på Finsensvej 127. Det er hendes 11. lejlighed ifølge akterne. Alle
hendes lejligheder har været husvildeboliger, undtagen et hus i Bagsværd, hvor
familien kun midlertidig fik lov til at bo.
2.1.1990:
ting og
tøj og tamme undulat bare hurtigt blev stuvet ned i af flyttefolk på ordre af
fogeden.
Familien
indsættes så akut ind på Frederiksberg
Skole- og Behandlingshjem om aftenen samme dag.
Udtalelse fra denne institution den 11.1.1990:
"Mette
har et udpræget behov for at snakke om narko, vold, død, skiftende mænds
sexmisbrug, rottweilere og drukture, mens andre børn hører på det. Efterhånden
som dagene gik, blev hun mere og mere dopet af medicinen (Vi kender til
Metadon, Stesolid og Rohypnol). Kunne ikke føre en samtale og til tider ikke
stå på benene.
Torsdag
den 11.1. kl 11 dukker hendes ven Kim Bergstrøm Hansen op. De bliver mere og
mere påvirket, efterhånden som dagen skrider frem. De låser sig inde på
toilettet, og der er en voldsom larm derindefra. Efter gentagne gange, at have
kaldt dem ud, kommer Kim ud og derefter Mette stærkt påvirket. Medarbejderen ser en masse blodstænk og der
findes beskyttelseshætter til sprøjter."
BILAG
11.01.9o:
Hele
familien smides ud om aftenen af institutionen grund af ovennævnte ballade med
de tre mindreårige børn, som igen står ulykkelige og frysende og bange på
gaden.
Og de næste to måneder flytter den lille familie fra sted
til sted- Vandrehjem, kvindehjem og kortvarigt ophold på hotel Frydenlund.
I tre måneder kom
den 11-årige Anne Marie (Mulle) ikke i skole, og den 6-årige Lisbeth har ifølge
Mulle bare stille siddet og ventet med ondt i hovedet. Selv siger hun, at hun
fik piller af Mette, når hun havde nogen,- og så hjalp det.
"Jeg kan så godt lide Mulle", gentog hun meget
tit.- Alle hendes tænder var totalt nedcarierede.
Og den større pige
Anne Marie var langt bagud i skolen trods god begavelse, fordi hun aldrig havde
fået briller, som var nødvendig, for at hun kunne se at læse.
1.april 1990.
Indsætter Frederiksberg kommune familien i en
bolig. Det er igen en husvildebolig. En bolig, der på det tidspunkt kun kunne
betegnes som uværdig og uegnet for såvel mennesker som dyr.
Boligen er uden varme, kun med en kakkelovn,
hvor skorstensrøret er trukket ud fra væggen, så den ikke kunne bruges. Og uden
badeværelse. Det er på Henrik Ipsensvej 23.
Lægerne forsøgte opsætning af elektriske
radiatorer, men det kunne det elektriske system i det faldefærdige hus ikke
bære. Det var oprindelig to to-værelses lejligheder, der var slået sammen, med
to små træk og slip wc’er i hver sin ende.- så kunne den HIV-positive mor og den
lille HIV-positive pige bruge det ene og resten af familien det andet, blev der
sagt til lægen i telefonen, da denne beklagede sig over de elendige forhold,
man bød denne børnefamilie.
Der var gråhvid mug belægning mere end en
meter op på væggene fra gulvet. Og flyttekasserne blev stablet op foran
vinduerne for at holde på varmen.
3.4.1990.
Læge Eva Graungaard skriver efter aftale med
overlæge Bonnevie til boligkontoret for at skaffe fru Haugaard Hansen med de
tre mindreårige børn en menneskeværdig bolig og påpeger den helbredsmæssige
betydningen af, at der stilles en bedre lejlighed til rådighed for det
HIV-positive barn.
BILAG
16.04.90:
Natten
mellem 1. Og 2. Påskedag den 16.4.1990.
Mette Haugaard Hansen bliver pludselig meget
syg og højfebril om matten opsøger skadestuen på Frederiksberg hospital med
stærke smerter i lysken på grund af fejlfix. Hun bliver set på skadestuen, hvor
hun ønsker morfin på grund af stærke smerter i benet.- Hun er kendt på
skadestuen son narkoman og hjemsendes kl 04 om morgenen.
……………..
Senere
samme dag om eftermiddagen den 16.4.1990:
Det er 2'påskedag. Lægerne Graungaard og
Somogyi er i deres sommerhus. Derfra
tilkaldes de til sygebesøg til Henrik Ibsensvej 23. Det er en anden person, narkomanen Kim
Bergstrøm Hansen, der ringer til deres sommerhus, og da situationen lyder
yderst alarmerende, tager disse læger øjeblikkeligt afsted og kører direkte til
fru Haugaards Hansens bopæl.
Lægerne indlægger deres patient akut på
Frederisberg hospital.
I hjemmet forefindes der på
indlæggelsestidspunktet stadigt den kendte kriminelle narkoman, Kim Bergstrøm
Hansen, samt patientens 2 mindreårige piger: Anne Marie (Mulle) og Lisbeth på
hhv. 11 og 6 år.
Storesøsteren, Maria (Tulle) på 15 år samt den
ældre bror Robert (Oskar), var ikke tilstede i lejligheden.
Moderen bad lægerne tage sig af børnene, og
gav sin tilladelse til at de kom med disse til deres hjem. Moderen gav før
ambulancen nåede frem udtryk for, at hun var meget glad for at lægerne ville
tage sig af hendes børn.
BILAG
Lægerne
fandt forholdene i hjemmet fuldstændig uforsvarlige, og var rystede, da den
tilstedeværende narkomanen Kim Bergstrøm Hansen på spørgsmålet om, hvor de små
piger sov, svarede:" De sover ved min røv".
Lægerne tager derfor Mulle og Lisbeth med sig
hjem, efter at have sendt deres syge og stærkt smertepåvirkede og feberhede
mor, i ambulance med udrykning til hospitalet.
- Begge
de små piger var meget medtagne. De var frysende og syge, sultne, underernærede
og utøjsbefængte, og den lille Lisbeth var konstant grædende på grund af totalt
nedcarierede tænder.
På Frederiksberg
hospital fandt man ved undersøgelse af moderen bakterier i blodet tydende på
sepsis, og der var en meget stor absces strækkende sig fra muskulaturen på
låret og højt op i maven.
Da man på dette
hospital mener, at både tarme og de store pulsårer er medinddraget, overflyttes
fru Haugaard Hansen i hast til Rigshospitalet, hvor man karakteriserer hendes
tilstand som "udsigtsløs".
17.04.90:
Lægerne Somogyi og Graungaard kontakter
Frederiksberg kommune med oplysning om de 2 pigers opholdssted og
omstændighederne, som førte til beslutningen om at medtage disse.
18.04.90:
Maria, den ældste pige på 15 år ringer til Eva
Graungaard og fortæller, at hun befinder sig til afhøring på Tomgårdsvejens
politistation. Politiet har anholdt hende på gaden. Hun var efterlyst og skulle
afhøres vedr. flere kriminelle forhold, først og fremmest småtyverier samt
snyderi i S-togene, hvor hun har fremvist en anden persons
sygesikringkort.
Maria ønsker, at Eva Graungaard kommer
tilstede og nægter at udtale sig, før denne læge, som hun har tillid er kommet
frem.
Eva Graungaard opsøger derfor Mette Haugaard
Hansen på hospitalet. Moderen giver Eva Graungaard fuldmagt til at overvære
afhøring af Maria.
BILAG:
Tilstede ved afhøringen er desuden en
kriminalbetjent samt en repræsentant fra Børne- og Ungeudvalget i
København.
Eva
Graungaard tager derefter Maria med sig hjem, fordi denne store pige angiver at
være meget sulten.
Lægen støtter pigen i at fastholde sin vægring
mod at udtale sig, bl. a. for hurtigst muligt at kunne forlade politistationen,
hvor pigen angiveligt havde siddet i mange timer og hun overlader derefter
sagen til sin egen advokat Kornerup Jensen.
De tre piger får så hver deres eget værelse
side om side med lægeparrets eget barn, den 6-årige Dittes værelse.
På
grund af massiv lusesmitte hentes straks luse shampo på apoteket og pigerne
befries for en ulidelig kløe.
Der
indledes straks samarbejde med de store pigers skolen og lægerne kører dagligt
de to store piger til deres skoler. Hhv Sønderjyllandsskolen og en
ungdomsskolen: Vi-ka-Sku.
Det yngste barn har aldrig været i nogen daginstitution-
hverken i vuggestue, eller i børnehave, og var heller ikke kommet i
børnehaveklasse. Hun er så syg og smerteforpint, at hun straks den følgende dag
kommer til tandlæge, hvor de fleste mælketænder må fjernes. Der var ikke en
eneste hel tand i munden på hende.- Lægernes egen datter, Ditte, der er lidt
yngre end Lisbeth går i Johannesskolens børnehaveklasse.
Lægeparret ringer næsten dagligt til Frederiksberg
kommune for at få en afklaring omkring de tre pigers skæbne.
Der går herefter ca. 6 uger, inden kommunen reagerer
trods mange opringninger fra Eva Graungaard.
Kontaktpersonen på kommunen bliver fuldmægtig Elsebeth Kaasgaard.
Ultimo
maj 1990:
Besøg
hos Graungaard-Somogyi af 4 folk fra kommunen, der gennemgår hele boligen og de
tre børns værelser. Elsebeth Kaasgaard er en af de tre personer.
De
kommer op i lægernes lejlighed - en seks-værelses lejlighed på Godthåbsvej nr.
32 på Frederiksberg. Disse finder
forholdene særdeles gode. Børnenes værelser bliver inspiceret, ligesom hele
lejlighedn gennemgåes.
BILAG:
plejetilladelsen.
Der
forevises skrivelsen fra Rigshospitalet vedr. den biologiske moder og dennes
dårlige prognose.- ifølge udtalelse fra Rigshospitalet, hvortil moderen var
blevet overført.
Og
kommunens udsendinge viser en skriftlig tilladelse fra moderen, som er
indhentet, mens moderen endnu lå på Frederiksberg hospital.
Alle tre piger er tilstede i lejligheden. De
to store er kommet hjem fra skolen. Der
indledes en dialog vedr. pigernes
Kronologi
nr. II
---------------------
18.3.1992:
1.
Ligeledes side 116 adv. Thorbek:
Samtale
mellem Inger Bek og socialudvalgsformand Birgit Fogh- Andersen referat ønskes!
2.
Frederiksberg
politi kommer talstærk til lægekonsultationen denne onsdag sammen ledet af viocekriminalkommissær Lau Fries. De har
ingen dommerkendelse med, men de er mange og de har afspærret Voldumvej i begge
retninger og lederen af aktionen.
vicekriminalkommissær Lau Fries hamrer på ruden. Der er patienter, og den lille
datter, Ditte på 8 år er endnu ikke sendt i skole- Hun skal den dag møde kl.
10.
EG
spørger om, politiet har en dommerkendelse, hvilket de ikke har. Da EG, der
straks tænker på den onde og løgnagtige gederapport, frygter, at forsamlingen
er ude efter lægeparrets yngste barn, nægter hun lovmedholdeligt at åbne
hoveddøren.
Vicekriminalkommissæren
sender bud efter en låsesmed, der under stort borespetakkel borer hul i
lægekonsultationens yderdør, og politiet stormer ind og Lau Fries fanger EG i
et hjørne, hvor hun presses op i krogen.
Flere
betjente baner sig vej under stor og helt unødvendig drammmatik ind i
lægekonsultationen, efter at Voldumvej
med store politibiler blev afspærret i begge retninger og alle de
patienter, der kom ad Voldumvej til konsultationen blev skarpt bortvist af
uniformeret politi, som bad dem gå hjem og søge anden læge, da lægerne her
skulle i fængsel.
Politiet
anholder lægerne, og lænker deres voksne datter Rie i håndjern sammen med den
mandlige sekretær Helge Røpke og dr. Somogyi føres ud i en ventende kassevogn,
dr. Graungaard bæres på grund af den utrolige vold, vicepolitikommissæren
brugte mod hende ud forbi en ventende patientskare og lægges i bunden af en
anden stor kassevogn, og køres under udrykning til Frederiksberg hospital under
udrykning, hvor hun blev indlagt på akut
intensiv hjerteafdeling, mens den mandlige sekretær, der blev lænket til en
voksen datter i håndjern, hvor sekretærens højre hånd blev lænket til datterens
højre hånd, så disse måtte snurre rundt hele tiden, idet den ene skulle gå
baglæns, når den anden gik forlæns. Disse kørtes i en lille politibil til
afhøring til Frederiksberg politistation.
Lægernes
yngste dengang kun 8-årige datter blev derefter gennet ud på Voldumvej, hvor hun grædende
måtte stå frysende udenfor og se på at hendes forældre og storesøster af
politiet blev hhv båret og ført ud forbi hende. Politiet havde end ikke givet
hende tid til at tage overtøj på. Hun måtte stå ude på Voldumvej ikke alene
under den voldelige anholdelse, men også i hele den tid, det tog med den
efterfølgende ransagning.
Politiet
forsøgte at få folk fra børnehaven med
til ransagningen. Børnehaven er nabo til lægekonsultationen.- Alle voksne i
børnehaven nægtede imidlertid at medvirke.
Derfor
måtte politiet nøjes med en tilfældig og meget syg patient, der var på vej til
lægekonsultationen. og en af lægernes svigersønner- Peter Billesskov Shelde.
Politiet
havde hverken dommerkendelse til indbruddet, eller til fængslingerne eller til
ransagningerne.
Men i
det omfang dansk politi finder det ulejligheden værd, får dette altid
efterfølgende godkendelse af en dommer. I dette tilfælde bad politiet om
godkendelse af ransagningen i vor lægepraksis, og fik automatisk denne. Men det
fandt det ikke umagen værd at få godkendt indbruddet og ransagningen hos vor
lejer Erik Kurt Christiansen
BØRNENE
FINDES HELLER IKKE VED DENNE RANSAGNING.
Den lille 8-årige Ditte efterlodes frysende og grædende
på fortovet udenfor hoveddøren, som politiet låste.
19.3.92.
Hun er 1oo
procent sikker på, at det
er Lisbeth, Eva
Graungaard går med. Hun kender forskel på lægernes egen 8-årige datter
Ditte, der er mørk og en lysere
Lisbeth. Desuden har Lisbeth afrikanske fletninger, som ved udsendelsen i
Kanal-2. Og Fre-
deriksbergdommeren udtaler: "DET vidne tror jeg på".
Fru Schack Nielsen oplyser ligeledes, at en familie Hetland, på 4. sal, kommer forbi på
samme tidspunkt og derfor må
have set det samme som hende.
Familien
Hetland oplyser under politiafhøring, at de har set Eva Graungaard og Karl
Somogyi, men ikke sammen med en
lille pige.
"Samme
dag ringede Graungaard til Slangerup og
fortalte,
at der havde været razzia hos hende. (Det
blev
vist samme aften i Kanal-2) og hun fortalte
også,
at Arne Melchior havde givet 1ooo kr til
pigerne,”
Det er
hvad ægtefællerne i Slangerup sammen med Lau
Fries
har brygget sammen.
Historien
er usand ifølge lægerne. Disse forklarer, at rektor Inger Bek den 27.2.92
uanmeldt kom til deres
private hjem sent om aftenen - tilstede var læge Ben Graungaard, en af deres
sønner. Rektor Bek fortalte
ved den lejlighed, at de to piger nu var "gadebørn" og havde
været hos hende på skolen.
Ordet GADEBØRN blev gentaget ved kontakt til Inger Bek om formiddagen den 6.3.92.
Historien om gadebørn
troede lægerne på og da de forestillede sig børnene
frysende og sultne på Christiania, hvor der også gik
rygter om, at de nu befandt sig,ringede Graungaard samme dag ved 12-tiden til
folketingsmand Arne
Melchior og fortalte ham, Inger Beks historie om gadebørnene, og det var,
fortæller hun, ikke et
øjeblik faldet hende ind, at historien var usand.
Arne Melchior, der ikke uden grund har ord for at have hjertet på rette sted bad
hende straks om at
møde ham på en bestemt adresse på Vesterbrogade. Hvilket hun gjorde sammen med
ægtemanden Karl Somogyi.
De fortæller, at Arne Melchior tog 1o hundredkronesedler op af sin
tegnebog og lagde disse på
bordet. Pengene blev afleveret til Inger Bek, der tilbød kvittering, hvilket
blev afslået.
18.03.92:
Anholdelsen af lægerne Somogyi og Graungaard med efterfølgende ransagning på
Voldumvej 22, 2610 Rødovre. Tilstede er de i følge
retsplejeloven to uvildige
vidner, som
Børnene
findes ikke.
Ransagningen
havde som altid negativ resultat.
Denne
ransagningskendelse var selvbestaltet og ulovlig, idet den ikke iværksat af retten.
Inger
Bek oplyser under politiafhøring, at Mulle rin-
ger til
hende ca. 22.30. (Dette må så være på hendes
privatnummer
i Hillerød, som er hemmeligt). Inger Bek hævder, at opringningen sker fra en
telefonboks, da hun kan høre
nogle svage klik og dut. Inger Bek beder hende ringe igen - men det gør
Mulle ikke.
Såfremt
jeg og min familie havde det mindste med sagen at gøre, ville Mulle have ringet
til familien- men hun ringede til Ingfer Bek.
Hvordan
kan det dog gå til, at Mulle har sin rektors telefonnummer i Hillerød? "
blev Mulle spurgt om ved Karl
Somogys fødselsdag få dage efter, at
børnene var kommet frem.
Det har
"Inger" givet mig sagde Mulle
og viste at hun havde dette i inderlommen af sin jakke "Her"- DEt fik
jeg i Slangerup af "Inger" med besked på at jeg altid må ringe, hvis
der sker noget. Derfor kunne jeg ringe, da jeg hørte, Eva og Karl var kommet io
fængsel- Det har jeg da fået af
hende selv en dag, hun besøgte os i Slangerup", svarer Mulle.
EG:
på Frederiksberg hospital.Indlagt på enestue på intensiv
afdelingen. se journalerne fra hospitalet.
Kriminalass. Bente Nielsen afhørte læge Lene Villerslev, der ifølge kriminalassistenten
skulle have oplyst, at der ikke var mærker efter slag, hvilket er usandt-
usandt, at denne kollega havde oplyst dette- samt at der ikke var mærker efter
slag- se hospitalsjournalen.
At denne læge har udfærdiget politiattest er heller ikke
sandt.
Der blev aldrig udfærdiget nogen politiattest fra nogen
læge på Frederiksberg hospital.
KS:
Kl. 12.15 til 12.35 blev KS undersøgt af tilkaldte uhyre
Preben Gjertinger.- Det ikke havde blodtryksapparat med- Man tager ikke
blodtryk på fanger.
Denne erklærede, at der intet lægeligt var til hinder
for, at KS opholdt sig på politikontoret.
Han var forevist en hospitalsjournal, efter hvilken
Somogyi har haft to blodpropper i hjernen og højt blodtryk: 240/140.
Derefter blev embedslæge J. Falkenberg tilkaldt, som
havde blodtryksapparat med, og tog trykket og erklærede 240/140- men i
politirapporten blev skrevet 220/ 110, hvilket tryk også er livstruende.
Advokaten forlangte, at KS skulle behandles- men
embedslægen erklærede: Jeg er tilkaldt for at tage blodtryk- ikke for at
behandle, hvorefter denne læge gik.
Advokaten fortalte, at udenfor stod to læger, der begge
havde blodtryksapparat i deres lægetaske og blodtryksnedsættende medicin, Det Var KS's søn læge Ben Graungaard og
KS's bror Læge Georg Somogyi. Disse
ønskede at komme den gamle og livstruede mand til hjælp- men dette blev nægtet.
Så forlangte advokaten KS indlagt på hospital, dette blev
også nægtet, idet embedslægen erklærede, at KS's tilstand ikke var sådan, at
han ville "trykke på den røde knap", Og indlæggelse blev nægtet. KS
måtte vente med behandling til han var afhørt og kommet på vestre Fængsels
sygeafdeling.
”Moster Pop”- Poula Rasmussens hospitalsophold:
18.3.1992 Rektor Beks venner i Slangerup, der skjuler
børnene, tager
19.3.92.
18.03.92 til 20.03.92:
Inger Bek oplyser under politiafhøring til
politirapporten, at hun besøger moster Pop. Ifølge to journalister, Harly Foged
og Otto Jonasen, befinder moster Pop sig i Slangerup hos Whita Sjøsten
og Niels Lykke Nielsen, hvor den ene af dem har en længere samtale med moster
Pop, mens den anden har tvunget Niels Lykke Nielsen til at køre ham til det
skjulested i Hørsholm, hvor børnene holdes skjult.
Inger Bek oplyser i politirapporten at have ringet til
socialudvalgsformanden, Birgit Fogh-Andersen den dag.
19.03.92
Socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen
svarer i radioen på spørgsmålet: Hvad
vil I gøre fra kommunens side?:
"Vi er i øjeblikket ved at etablere et samarbejde
med børnenes skole og håber, at det lykkes, for børnene har tillid til deres
skole. Og vi ønsker, børnene skal komme frit frem, så vi kan få dem i tale, og
jeg har de allerbedste håb om, at vi skal nok få rede på denne her sag. Vi
ønsker, at børnene skal have det
godt, men det må vi altså så kunne garantere i et samarbejde med deres
anbringelsessted. Der er jo ikke tale om, at børnene skal på et børnehjem. Det
gør vi ikke, men for at få dem i tale, må vi jo i hvert fald have et
anbringelsessted midlertidigt, sådan at vi kan få børnene i tale. Og så håber
jeg, at vi i samarbejde med skolen kan....altså vi vil jo ikke- vi er jo ikke
onde mennesker, vi ønsker bare at leve op til det ansvar, som vi vitterligt har
lovmæssigt set".
Allerede dagen efter fængslingen af lægerne røber denne
socialudvalgsformand kommunens plan.
I samme radioudsendelse, som socialudvalgsformanden
startede med at sige, at hun var glad for at få lov til at fortælle
befolkningen om denne konkrete sag,- som hun senere ligeledes i båndet
telefonsamtale kaldte en "Helvedes sag" brød hun ikke alene sin
tavshedspligt ved at kalde moderen en HIV-positiv narkoman på metadon- men fortalte også en
lang række usandheder.
1. At kommunen ikke havde kunnet etablere noget
samarbejde.
Kommunens folk har været i lægernes hjem adskillige
gange- og det var efter aftale med kommunen, at børnene efter rektor Beks
anbefaling forsøgsvis var i Slangerup i 1990- hvor de ikke ville være, men stak
af og løb til en telefonboks og forlangte sig hjem igen til lægerne, hvorfor de
straks blev afhentet.
At det var efter aftale med kommunen at børnene først kom
i Rødovre skole og dernæst til Johannesskolen osv. Kommunens repræsentant var
med til smørrebrød, både da sønnen blev læge og blev premierløjtnant, og da
sønnen Emil fik sin studentereksamenHan var han den første der satte sig til
bordet.
2. At den biologiske mor er helt indforstået med, at
børnene er anbragt uden for hjemmet. Den biologiske mor var indforstået med, at lægerne havde børnene
til hun selv igen var rask nok til at hjemtage disse. Hun havde selv skriftligt
ønsket dette og selv skrevet under på kommunens midlertidig plejetilladelse til
lægerne. Men moderen har ALDRIG været indforstået med ikke at have sine egne
børn hos sig.
3. ”Aldrig nogensinde har vi kunnet få børnene i tale”,
siger denne løgnagtige socialudvalgsformand, der selv har haft børnene til
enesamtale på Frederiksberg kommune, hvor Mulle den ene gang kom styretende
stortudende ud fra mødet. Jf sagsakterne.
Socialudvalgsformanden har desuden været på skolen og
talt med hende på rektorens kontor. Jf. klasselærer Lise Kjær Rasmussens
vidneudsagn i retten, der til og med er afleveret skriftligt til dommeren.
Og Mulle har siddet ganske alene i Den Sociale
Ankestyrelse den overfor en dommer, en ankechef, prykologer osv. Kommunen
nægtede plejeforældrene at ledsage hende og nægtede klasselæreren at ledsage
hende.- Den biologiske mor ville hun ikke se.
4. Vi har ikke kunnet føre tilsyn med plejehjemmet er
ligeså usandt.
Der har været en deputation i lægernes hjem og drukket
kaffe og kommenteret deres antikviteter- og udkrevet tilsynsrapport
og hver onsdag er Lisbeth hentet i konsultationen på
Voldumvej- dette sluttede først i sommeren 1991, da fuldmægtig Gundorph gjorde
politigreb på Mulle i venteværelset i kammeraters påsyn.
Først derefter skete udvekslingen til samkvem over rektor
Inger Beks kontor på Johannesskolen.
5. Ikke kunnet få samtaler med børnene uden
plejeforældrene var tilstede.
Også usandt, idet Mulle to gange er kommet højtgrædende
ud fra enesamtaler med denne socialudvalgsformand- det var:----
6.Derefter fortæller hun en røverhistorie om oldermanden
og den konservative vælgerforeningsveninde menedersken Grethe Schack Nielsen at
både hun og denne dame havde fået telefoniske trusler om nakkeskud og at det er
ikke denne veninde men kommunen der har anmeldt venindens løgn." Det har
hun undersøgt”
7. ”At lægerne ikke var mødt op til politiafhøringen-
hvilket d var den 26.2.1992”
1. at politiet havde dommerkendelse, da de den foregående
dag brød ind i lægekonsultationen.
2. at man aldrig fra forvaltningens side havde været i
lægernes hjem- slv om der var givet tilsynsrapport
3. at man aldrig havde haft kontakt med børnene - selv om
hun selv havde talt med Mulle gang på gang, at hun den sammen med
at Mulle også selv alene havde siddet i den S A
Disse udtalelser er genudsendt talrige gange gennem
lokalradioen- ligesom hendes løgnagtige udtalelse er bragt også i månedsavisen
"Frederiksberg Journalen".
2.Rektor Inger Bek oplyser under politiafhøring, at hun
ringes
op af vicesocialdirektøren på Fr.berg, Anders Jensen.
Karl
Somogyi fremstilles i lukket grundlovsforhør og varetægtsfængsles i isolation i
7 dage.
Eva
Graungaard idømmes det samme i absentia - hun er indlagt
med
hjerteinfakt, som følge af anholdelsen.
Grete
Schack Nielsen fastholdt under dette retsmøde sit tidligere afgivene opdigtede
vidnesudsagn.
Der så
utroligt let kunne være blevet afsløret af politi og dommere, idet hun
fortalte, at det var min søn, Martin, der havde kørt bilen, vi skulle være
kommet i sammen med barnet Lisbeth, for Martin var i Miami på det tidspunkt.
To
journalister, den ene fra DR, fortæller, at Niels Lykke Nielsen kører
DR-journalisten til børnenes nye gemmested i Nordsjælland. Den anden journalist
får påbud om at blive i Slangerup og underholde moster Pop.
DR-journalisten
får først påbud om at sidde med bind for øjnene, men da han nægter dette, får
han påbud om at lægge sig i bunden af bilen, mens Whita Sjøsten og Niels Lykke
Nielsen kører ham til gemmestedet.
DR-journalisten
optager en film, som han tvinger Whita og Niels til sammen med ham at køre ind
på KANAL 2 med. De ankommer alle tre, iflg.udsagn fra folk på KANAL 2, kl.
17.55.
KANAL 2
sender optagelsen i deres nyhedsudsendelse kl. 18. I denne udsendelse fortæller
Mulle, at hendes forældre, (lægeægteparret) intet kender til skjulestedet.
Niels
Lykke Nielsen forlangte som betingelse for, at børnene kunne vises i TV, at
deres ansigter skulle sløres, så de kun kunne ses i kontur, samt at flere
detalje fra hjemmet blev fjernet, og billeder flyttes, samt at filmen blev
slettet under hans kontrol. Han fik alle tre betingelser opfyldt og forsvandt
sammen med Whita meget hurtigt fra tv-stationen.
Samme
dag føres Eva Graungaard fra Frederiksberg sygehus, hvor hun havde ligget på
intensiv afdeling, til Vestre Fængsel, hvor hun blev klædt nøgen og
kropsundersøgt for derefter at blive anbragt i samme celle, i celle nr. som en
af hendes kammerater fra frihedskampen i jernbanesabotagen i Esbjerg - han blev
dengang skudt
Efter
den 19.3.92 har Slangerupægtefællerne ikke set pigerne Mulle og Lisbeth, fortæller
de Lau Friess i
politirapporten.
Sandheden er iflg. Mulle, at det var dem, der førte pigerne til Niels' arbejdskollega i
Hørsholm og skjulte disse hos ægteparret, Ole og Birthe Andersen, Alsvej 97,
297o Hørsholm, som ifølge advokat Sølvtoft Madsen, som var vidende om, at
lægerne var i fængsel,og pigerne var eftersøgt af politiet, og blev besøgt der
af slangeruppparret og dagligt derfra talte med rektor ved
Johannesskolen," som var en form for løsning af problemet"at , og
dem der førte DR-fotografen
til stedet og dem, der der ifølge politiafhøringen af denne samvittighedsløse
familie nder dagligt kørte pigerne til telefonboxen for at aftale yderligere
med rektor Inger Bek og dem, der den 28.3.92 hentede pigerne og kørte disse
først til Slangerup og derfra til stedet i Slagslundeskoven syd for Slangerup
den 28.3.92 og overlod disse til Whita Sjøstens tidligere ansatte chauffør,
Poul Weibel Larsen, der cirklede rundt med børnene til taxametret stemte med en
tur fra Roskilde til skolegården på Johannesskolen. ifølge både Mulle og
afhøringen i retten i 1994 af slangerupparret.
20.3.1992
Otto Jonasen føres med bind for øjnene liggende i bunden
af Slangerupparrets bil til skjulestedet i Hørsholm og taler her med de skjulte
piger.
Bilag TV-båndet.
----------------------
Bilag Otto Jonasens skrivelse til retten under
vidneansvar.
----------------------------------------------------------
20.03.92:
Inger Bek oplyser under politiafhøring, at hun og vicesocialdirektør Anders Jensen
mødes.
Emne:
Familien Gyllinge, et lærerpar fra Johannessko-
len foreslås
som midlertidig plejefamilie for
Lisbeth
og Mulle.
Mødereferat
ønskes!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Eva
Graungaard forhøres i et lukket retsmøde og idømmes fortsat isolationsfængsling
af hensyn til sagens opklaring.
23.3.1992:
Ifølge adv. Thorbek- politiafhøringer: side 119.
Møde mellem rektor Bek og Anders Jensen
Mødereferat ønskes!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
25.3.1992:
Socialforvaltningen møde hos Gyllingefamilien Inger Beks
lærerpar på hendes skole.
25.03.92:
Overlærer Lise Kjær-Rasmussen, Johannesskolen afhør-
es på
et lukket retsmøde. Hun oplyser, at Mulle var
på
Johannesskolen fastelavnsmandag, d. 02.03.92, hvor hun talte med hende og af hende fik
at vide, at hun skulle op
til rektor.
På forespørgsel om, hvorfor hun ikke
tilkaldte politiet,
svarede hun, at hun efter at være fulgt efter hende så hende gå ind på
rektor Inger Bek kontor.
Hun overlod det derfor
,til
hende, da hun jo er hendes
overordnede.
Tilstede som observatør for rektor
Inger Bek ved det lukkede
retsmøde var viceinspektør Leif Iversen, Johannesskolen, der IKKE
forlod lokalet, da over
læreren var færdigafhørt. Han blev siddende. Og lyttede. - foruden
socialforvaltningens observatør
Bill Jahnsen.
Bill
jahnsens ivrigt optagen referat savnes her som ved samtlige andre
retsmøder!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
For
alle andre var:
Selv om retsmødet var præcis så
meget
lukket,
at den journalist, der var kommet tilstede og råbte højt, at han havde noget
meget væsentligt at sige i
denne sag. Han blev vist ud.- Han vidste fra Niels Lykke Nielsen, at børnene
var der.
Tilstede var
også Bill Jahnsen, der kunne fortælle på kommunen, hvad overlæreren havde røbet
om rektor Beks skjulen børnene.
Tv-båndet, vvvvvhvor harly Foged fortæller om, hvordan han blev smidt ud af
retten den dag. Lægerne vidste ikke og de kunne ikke vide, hvor børnene var
skjult.
26
marts 1992.
Denne
morgen talte folketingsmedlem Arne Melchior i radio Falcon på Frederiksberg.
Han kaldte fængslingen af lægerne er retsskandale.- Og indbød alle til
pressekonference på hans kontor samme dag kl 12.
26.03.92:
"Kl
10.45 fremstilledes arrestanterne" således denne dags indledes
retsbogsudskrift. og der fortsættes: Som repræsentant for Frederksberg socialforvaltning mødte
Bill Jahnsen"
Dermed
kunne denne socialforvaltnings observant observere begivenhederne ved dette
lukkede retsmøde og rapportere videre til det næste lukkede
socialforvaltningsmøde få timer senere på rådhuset at i retsmødet blev Eva
graungaard nægtet retsmødet sluttede: "
Eva
Graungaard og Karl Somogyi ikendes yderligere
14 dage
i isolation. Kendelsen kæres øjeblikkeligt
til Østre Landsret.
26
marts 1992
Der var
travhed på Frederiksberg kommune, mens lægerne sad velforvaret i
isolationsfængslet.
Foruden
at få ordnet sagen om, hvordan man skulle få lovliggjort rektor Beks økonomisk
betrængte venner i Slangerup-
hvilket skulle gøres på den måde, at et
lærerægtepar i 14 dage skulle tage børnene alt imens Slangerupparet officielt
skulle søge om plejetilladelse og de skulle sige, at de kendte børnene fra
pressen, og så skulle
rektor Beks anbefale sine økonomisk betrængte
Slangerupvenner. Og disse ville så være sikret en permanent plejetilladelse.-
Rektor Bek var jo en vægtig pædagog.
Under
det store Frederikssundsmøde efter lægernes frigivelse udtalte Slangerupparet
til en forsamling på 11 kendte mennesker
at de var helt sikre på denne plejetilladelse, da rektor
Bek havde garanteret denne. Og kommunen havde garanteret disse Frit Lejde.
Man havde også flere andre problemer, der skulle løses.
Deribandt, at rektor Beks lærerpar på Johannesskolen, der
midlertidig skulle huse børnene for at hjælpe deres rektor ud af kniben og med
at få varig plejetilladelse til hendes venner i Slangerup.
Disse boede i Københavns kommune, og skulle derfor også
godkendes af denne kommune.
Godkendelsen fra Frederiksberg kommune, hvilket blev sket
uden nærmere undersøgelse, udelukkende på rektor beks anbefaling,
Godkendelsen fra
hele to kommuner betød, at der var en vis tidsfaktor, hvilket
forklaretr, at gidslerne- lægerne måtte forblive i deres isolationsfængsel så
længe.
26
marts 1992.
Københavns
kommune kom først ud til lærerfamilien den 26.3.1992- og allerede dagen efter
den 27.3.92 forelå plejetilladelsen.
Denne plejetilladelse
bliver stadig ulovligt tilbageholdt sammen med
alle de andre sagsakter frden tiid, hendes børn blev holdt skjult.
Hun har
aldrig set denne, og har forgæves konstant forsøgt gennem hendes advokater at
få denne udleveret. Hun skal nu anden gang i Landsretten om disse børn uden
kendskab til hendes børns skæbne.
Moderern
har af sine børn fået oplyst, at der slet ikke var plads til disse i dette
lærerhjem, da dette kun havde et børneværelse, hvor deres eget barn boede-
hvorfor der skulle bo tre børn i eet værelse. Hun udleder deraf, at lærerparret
må have været presset meget hårdt af
skolens rekto for at gå med til sådant samt, at det forekommer underligt, at en
plejetilladelse gives under sådanne forhold. Der har ikke været taget noget som
helst hensyn til hverken hende som mor eller hendes børn. Hun udtaler, at
hendes børn var gidsler i kommunens kamp mod løægerne, som skulle "ned med
nakken".
26.3.1992
Derefter
meldte der sig det store problem. Nemlig at den ældste pige helt enkelt meddelte
rektor Bek om aftenen den 27.3.92,
"at hun ville tænke over sagen natten over"
Og samtidigt fik vi
meddelelse om, at Landsretten havde underkendt Frederiksberg rets
fortsatte isolationsfængsling af os og frigav os samme aften.
Dertil kom så problemet, at få børnene frem i lyset og få disse installeret i
lærerhjemmet
Også dette problem ordnedes på de hemmelige møder på
Frederiksberg kommune.
26.marts
1992
På
mødet den 27.3.92 kl 14.3o
-------------------------------
Ved
dette møde deltog:
Rektor
ved Johannesskolen Inger Bek, afdelingschef Hans Henrik Plange, socialdirektør
Bjarne Busk, vicesocialdirektør Anders Jensen, Johannesskolens advokat.
Denne forsamling arbejdede roligt og fattet denne
dag, den 27.3.992 kl 14.3o. Den vidste nemligt fra dens observatør,
vicekontorchef Bill Jahnsen, som den havde siddende ved alle de lukkede
retsmøder, hvor lægerne blev idømt den ene fristforlængelse i isolation efter
den anden. Og hvor der hver gang blev sagt, at disse ikke kom fri, FØR børnene var
fremme- uanset oplysningerne om deres forhold, alder sygdom og erhverv. at lægene den foregående dag var blevet idømt
endnu 14 dages fristforlængelse i isolation indtil den 9 april.
Det
forholdt sig nemlig sådan, at i samme øjeblik, som politifuldmægtig Merete
Pårensgaard forlangte yderligere 14 dages isolationsfængsling til den 9 april
92, havde dommer Sylvest Nielsen uden betænkningstid dømt lægerne til fortsat
varetægtsfængsling i isolation i
yderligere 14 dage- altså til 9 april.-
Derfor
troede forsamlingen lægerne velforvaret
bag lås og slå og uden kontakt til omverdenen.
men kommunens observant vicekontorchefen Bill Jahnsen må
i sin glæde over dommerens følgagtighed enten have glemt at rapportere- eller
måske slet ikke observeret at lægernes advokat Hans helmer jensen straks efter
afsigelsen af denne dom, til dommerens store forbløffelse gik op til denne og
afleverede et på forhånd udarbejdet kæreskrift og bad denne måbende dommer
meget skarpt om at drage omsorg for, at dette kæreskrift ekspres blev sendt til
landsretten.
Kommunens observant vicekontorchefen blev så glad over
den lange tid- 14 dage ekstra i isolation- som forsamlingen- bammnnden- nu
havde fået til at fuldføre og færdigføre sit forehavende, at han skyndsomt
forlod retten hin torsdag formiddag- uden at høre om kæreskriftet.
han skyulle jo nå at aflægge rapport på rådhuset, før
dette lukkede kl 18.
Netop dette skulle vise sig at blive skæbnessvangert for
komplottet. For selv om denne Frederiksbergdommer naturligvis ikke havde sendt
kæreskriftet til landsretten ekspres. Så fik landsretten alligevel kæren den
følgende dag om eftermiddagen om fredagen den 27.3,92, fordi den anden
forsvarsadvokat cyklede ind til landsretten og fandt kæren frem fra postkassen
og fik den lagt frem for en dommer, der så sent fredag eftermiddag underkendte
Frederiksbergdommerens kendelse og øjeblikkeligt løslod lægerne.
Denne løsladelse skete som nævnt sent om eftermiddagen
den 27.3.92, hvor det aftalte skuespil i skolegården skulle løbe af stableb den
følgende dag Lørdag den 28.3.92 kl 12.
havde det ikke været for de to advokater på grund af
deres erfaring med denne ret på Frederiksberg, der havde skrevet kæren, før
lægerne blev dømt. - Og for advokat
Jytte Thorbæks skyld, der fandt kæren frem fra landsrettens postkasse fredag
eftermiddag og placerede denne foran dommeren, der så resolutunderkendte
Frederiksberg rets dom med fortsat isolationsfængsling- så var byrettens dom
først blevet underkendty af Landsretten den følgende mandag i stedet for fredag
eftermiddag og så havde bandens komplot været den fuldendte forbrydelse.
Ved enhver forbrydelse bliver der begået en fejl- og
fejlen her var altså, at observanten
vicekontorchefen Bille jahnsen ikke i sin glæde gav sig tid til at
overvære retsmødets efterspil, hvilket jo ville have kunnet få forsamlingen til at skynde sig
yderligere.
Planen havde socialudvalgsformanden i virkelighedn
allerede røbet ved sine udtalelser til
lokal radio på Frederiksberg og
Frederiksberg Journalen dagen efter lægernes fængsling den 19.3..92.
Ligesom samme socialudvalgsformand dagen før landsretten
underkendte Frederiksbergs fortsatte
fængsling af lægerne til Jyllandsposten.
Socialudvalgsformanden røbede i radiointerview'et, at
kommunen havde et godt samarbejde med den udsete plejefamilie- Slangerupparret- og med skolen.
Bilag.
radiointerview'et og artiklen i Jylladsposten.
------------------------------------------------------------
Socialudvalgsformanden røbede i radiointerviewét
Aftaltes det, at der ikke skulle være politipå vejen fra
Hørsholm til skolegården den følgende dag lørdag formiddag i den tid, da
børnene skulle fragtes denne vej til skolen.
Det aftaltes, at børnene først skulle bringes fra
Hørsholm til Slangerup den følgende formiddag lørdag den 28.3.92. fordi
Hørsholm skulle være tophemmeligt og et sted, der skulle være helt umuligt at
finde frem til.
Det aftaltes yderligere, at børnene af Slangerupparret
skulle, fragtes til Slagslunde skoven og derfra i taxa til skolegården.
Samt at taxachaufføren Poul Weibel Larsen, som den
kvindelige part fra Slangerup havde et godt kendskab til og tidligere havde
haft ansat i sit firma, før hun blev døm,t til ubetinget fængsel for bedrageri,
skulle have en forfabrikeret taxabon lydende på kørsel fra Jernbanegade i
Roskilde til Johannesskolen.
Denne plan og meget mere aftaltes helt ned i mindste
detaljer i bedste James Bond stil. under disse tophemmelige møder på
Frederiksberg kommune.
Ligesom det aftaltes på dette møde på Frederiksberg
rådhus fredag den 27.3.92 kl. 14.3o:
Hvordan børnene skulle komme tilsyne.
Hvornår de skulle dukke op.
Og hvor i skolegården.
Samt at taxaen skulle køre hen til lejelabyrinten og
holde der kl. 12 lørdag den
28.3.92.
Og det aftaltes, at Inger Bek skulle stå oppe i et
vindue.
Og når taxaen med bø'rnene ankom, skulle hun gå ned i
gården og betale chaufføren den forud fabrikerede taxabon der lød på kørsel fra Jernbanegade i
Roskilde.- Hun betalte med en girobon i skolens navn.
Afstanden fra Roskilde til Johannesskolen passede med
afstanden fra Slagslundeskoven til skolen havde man fundet ud af.
Det aftaltes ydermere, at alt dette skul iagttages af en udvalgt repræsentant fra
Frederiksberg kommune, nemlig Søren Gøtler, som ikke skulle vide, at det hele
var aftalt spil.
Søren Gøtler skulle så aflyse politieftersøgningen-
Derefter kunne lægerne frigives og ville så være sagen
helt udenforstående og ude af stand til at kræve nogen som helst indsigt til et
eneste journalakt.-
Dette var grunden til at det var bydende nødvendigt at
disse var fængslet til planen var fuldført og børnen midlertidigt anbragt for
snart at kunne vende tilbage til rektorens venner i Slangerup.
For en sikkerheds skyld aftaltes det på det sidste
hemmelige møde, at lægernes 8-årige datter skulle bortvises fra Johannesskolen-
hvilket rektor Bek dog var lidt betænkelig ved. Hun var bange.
referat fra dette lange møde
ønskes!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Alt dette har vi ikke alene fra en pålidelig kilde i
Frederiksberg kommune- samt fra politiafhøringen af Inger Bek, som advokat
Søren Søltoft har læst op for Eva Graungaard og hun taget på bånd.- samt fra
adv. Thorbeks Notat.
27.03.92:
Eva Graungaard og Karl Somogyi løslades af Østre
Landsret,
som omstøder kendelsen fra retten på
Fr.berg.
Familien
Gyllinge godkendes endeligt som plejefami-
lie af
Fr.berg og Københavns kommune.
27.3....1992 om eftermiddagen går der bud til rektor Bek,
at ikke alene plejetilladelserne fra Frederiksberg kommune, som jo kun var en
formalitet var i orden - men nu havde Københavns kommune også været ude hos
lærerfamilien og givet plejegodkendelse til hedes ansatte lærerpar på skolen,
så nu kan børnene komme frem.
Rektor Bek sender bud til slangerupparret at sagen er i
orden den midlertidige plejetilladelse er givet til lærerparret.
Fredag
aften den 27.3.1992
Ifølge
politiafhøringen siger ægteparret i Hørsholm :
"PLUDSELIG
EN FREDAG AFTEN FIK DE MEDDELELSE OM, AT TINGENE VAR BRAGT I ORDEN OG AT
PIGERNE SKULLE FORLADE DEM NÆSTE MORGEN- ALTSÅ LØRDAG MORGEN . DE HUSKER IKKE
OM DE MODTOG DENNE MEDDELELSE PR TELEFON ELLER OM DET VAR WHITA OG NIELS DER
KOM PÅ BESØG."
Lørdag
morgen den 28.3.1992
"DEN
FØLGENDE MORGEN, ALTSÅ LØRDAG, KOM NIELS I SIN BIL TIL DE SIGTEDES BOPÆL OG
HENTEDE PIGERNE. OG DE SIGTEDE( ÆGTEPARRET ANDERSEN) FORSTOD, AT DE SKULLE
VIDERE I TAXA IND TIL JOHANNESSKOLEN, HVOR DE SKULLE MØDES MED REKTOR"
28.03.92:
Iflg.
Mulle og Lisbeth hentes tidligt om morgenen i Hørsholm, som aftalt med
ægteparret Andersen og køres til Slangerup af Niels Lykke Nielsen og Whita
Sjøsten i deres røde Mazda 626.
Fra Slangerup kører Niels Lykke
Nielsen alene børnene i sin røde Mazda til en skov lige syd for Slangerup,
Slagslundeskoven, hvor han ifølge tilrettelagt plan møder chaufføren i
Øbrobilen Poul Weibel Andersen, der tidligere har været Whita Sjøstens
taxakollega og ven. Denne har i forvejen
fabrikeret en taxabon lydende på lørsel fra jernbanegade i Roskilde til
skolegården. I Slagslundeskoven flyttes
børnene over i Øbrotaxaen og køres af komplotmedlemmet Poul Weibel Larsen efter planen direkte til legestativerne i
Johannesskolens skolegård, hvor kommunens repræsentant Søren Gøtler står og
venter, mens rektor bek ligeleds efter planen står i et vindue og springer ned
og over skolens giro betaler den forudfabrikerede taxaregning.
Se afhøringen af rektor Bek- og af ægteparret Andersen
fra Hørsholm, og den konstruerede rapport fra Søren Gøtler og tidspunktet for
Københavns plejehjemsgodkendelse af rektor beks læreransatte.
Selv om Mulle allerede den 15.10.1992 fandt frem til det
hus i Hørsholm, hvor hun og lillesøsteren blev holdt skjult, og politiet underrettedes derom både med navn og adresser
på forbryderne, så stod der i læge
kører dem til Johannesskolen.
Børnene
ankommer i taxa fra Slangerup til Johannes-
skolen,
hvor Inger Bek, familien Gyllinge og sagsbe-
handler
fra Fr.berg kommune, Søren Gøttler venter.
Til Lau
Fries har slangerupægtefællerne fortalt, at børnene selv hyrede en taxa fra
Roskilde til Johan-
nesskolen. De vidste selv, hvor de skulle hen.
Taxachaufføren, der hedder Poul Weibel Larsen, siger ved politiforhør, at han blev
hyret af en ham ukendt mandsperson
i Jernbanegade i Roskilde.
Taxabon'en betales af Inger Bek med 3o6 kr og lyder på kørsel fra Jernbanegade i
Roskilde til Johannes- skolen.
Den betales med en girobon fra Johannessko- len.
Mulle
oplyser, at hun ikke på noget tidspunkt har været i Roskilde, Men at
taxachaufføren cirklede
rundt med hende og lillesøsteren så meget, at kilome- terantallet stemte med en kørsel
fra Roskilde.
Eva
Graungaard oplyser, at hun da meget godt kender denne taxachauffør, Poul Weibel
Larsen, idet denne er en af de
mænd, der dagligt kom i Whita Sjøstens hjem. Han var taxachauffør ansat hos Whita Sjøsten, der dengang hed Whita Buch. Det var
før denne blev tiltalt
og dømt for bedrageri.
Den dag
den 28.3.92 har rektor Inger Bek travlt:
1. Hun modtager børnene på skolegården efter
aftale med Frederiksberg
kommune, sagsbehandler Søren Gøtler var tilstede i skolegården. Og efter
aftale med slange-
rupægtefællerne
2. Hun drikker te i sit lærerægtepars hjem, hvor
hun installerer børnene,
om hvis placering der ifølge
slangerupægtefællerne er blevet forhandlet om, fra den 2o.3.92, forhandlinger, der
nu er så vidt frem- skredne,
at der er givet plejetilladelse til rektor Beks ansatte, lærerægteparret
Gyllinge, der bor i Vanløse.
Det har kompliceret forhandlingerne, da der skulle forhandles
med både Københavns kommune
og Frederiksberg.
3. Rektor Bek sender om eftermiddagen bud med
en kæmpestor
blomsterbuket til Voldumvej 22 med et brev i hvilket hun sender kærlige
hilsener fra begge børn.
med teksten:
"Kære Eva og Karl"
Velkommen hjem!!!
DE bedste ønsker til jer begge
fra os alle på Johannesskolen.
Pigerne har det godt, sender de kærligste hilsener og begynder
normalt i skolen mandag.
De venligste hilsener
Inger Bek"
4. Endeligt er
Inger Bek ifølge slangerupparret i
i Slangerup samme eftermiddag efter at have anbragt børnene hos sit lærerægtepar.- og
sendt blomster og brev til os.
Om aftenen samme dag:- Den 28.3.92.
Det
Stoore Frederikssundsmøde.
Tilstede
er foruden lægerne Graungaard og Somogyi:
TV-fotograf Otto Jonasen
redaktør
Harly Foged,
Børnehavelærer Margit Foged.
Mogens
Camre,
Læge
Torben Ishøj
Sektionsleder i KTAS Agnete Ishøy,
Advokat
Hans Helmer Jensen
Læge Ben
Kristian Graungaard
Stud med
Emil Graungaard
Samt Whita Sjøsten og Niels Lykke
Nielsen.
Whita
Sjøsten erkendte overfor hele denne forsamling,
at det
var hende og hendes mand, som havde skjult
børnene
samt;
At
børnene havde opholdt sig indendørs
hele
døgnet den 11.03.92, hvor Grete Schach Nielsen hævder at have Lisbeth sammen med
Eva Graungaard.
Hun
fortæller ligeledes forsamlingen, at hun, Niels
Lykke
Nielsen og Inger Bek af socialforvaltningen
på
Frederiksberg havde fået sikkerhed for ikke at blive retsforfulgt for deres
handlinger; dette er en del
af en aftale, som er truffet ved Johannesskolens advokats mellemkomst, sagde hun.
Hun oplyser endvidere, at Frederiksberg
kommune via Inger Bek har
haft kendskab til børnenes skjulested i det meste af den periode, hvor
lægerne har siddet
fængslet.
Tidligere
samme aften fortalte hendes mand, Niels
Lykke
Nielsen det samme til en del af forsamlingen
bestående
af lægeægteparret, Otto Jonasen, Harly og Margit Foged samt Emil
Graungaard.
29.03.92:
På båndet telefonsamtale mellem Niels
Lykke Nielsen
og Eva Graungaard erkender Niels
Lykke Nielsen igen, at begge
børnene var indendørs i Slangerup den 11.03.92 samt, at han mener,
at man skal komme falske
vidner til livs.
Chefpsykolog Gunnar Kjær-Rasmussen,
som er gift med
overlærer
Lise Kjær-Rasmussen (bisidderen d. 12.12.91 samt Lisbeths klasselærer), ringes
op af rektor Inger Bek, der
fortæller, at børnene kommer i skole mandag - dette skal ske uden drama og
presse.
I båndet telefonsamtale mellem Eva
Graungaard og
lærerægteparret ved Johannesskolen, John og Anette
Gyllinge, fortæller Anette Gyllinge,
at aftalen
om, at de skulle have Lisbeth og
Mulle i pleje, var
indgået mellem Kbh. og Fr.berg
kommune en uge tid-
ligere.
30.03.92:
Børnene kommer i skole.
Uge
15 :
Mulle
tilbyder at se den biologiske moder mod at
vende
tilbage til Graungaard-Somogyi. Kommunen af-
viser
dette tilbud. Mulle fremsætter også sit til-
bud i
Kanal-2 Rapporten - hendes "modydelse" for at komme hjem til lægefamilien igen.
10.04.92:
Mulle får at vide af familien Gyllinge, at
kommunen
afviser hendes tilbud, og at hun skal
i retten og derefter på
børnehjem.
Mulle kommer højt grædende til
Voldumvej 22, 2610
Rødovre. Hun forsvinder efter en telefonsamtale med Søren Gøttler, der beder hende om
at komme på social-
forvaltningen. Hun skal ringe besked
5 min. senere, men det gør
hun ikke.
Mulle tager ud til læge Torben Ishøy,
Elmevænget 10,
2880
Bagsværd. Denne ringer til Fr.berg kommune med
oplysning
om Mulles opholdssted.
Der
indledes forhandlinger med Fr.berg kommune, som
udmunder
i en beslutning om, at Mulle får fred til
mandag,
hvor man så skal mødes igen. Læge
Torben ishøj vil ikke aflevere mulle og meddeler, at kommunen bare skal
komme med låsesmed og politi, og han går gerne i fængsel, men der vil være TV
på sagen. Stillet overfor dette giver kommunen op og lader Mulle blive der.
Lillesøsteren
Lisbeth blev senere samme dag afhentet på skolepsykologens kontor, hvor hun sad
låst inde og bragt til familieinstitutionen på Bülovsvej.
Iflg.
rapport fra klasselæreren overlærer Lise Kjær-Rasmussen hentes Lisbeth udaf klassen
foran de andre børn og
føres til psykologens kontor, hvor hun låses inde. Læreren følger efter og rusker i
døren. Hun spørger
viceinspektøren, Leif Iversen om, hvad det handler om. Denne (manden, der sad som
skolens observatør ved det
lukkede retsmøde, hvor Lise Kjær-Rasmussen blev afhørt den 25. marts 1992)
siger til hende:
"Din rolle er udspillet her. Gå til din
klasse."
Den biologiske moder, Mette Haugaard
Hansen, får senere samme
dag adgang til Lisbeth.
14.04.92:
Mulle
besøger sammen med Agnete Ishøy og dennes dat-
ter,
Ditte, Lisbeth på Bülowsvej. Besøget bliver overvåget af medarbejdere.
Mulle får lovning på, at
Lisbeth kan komme med familie Ishøy på Bakken 2. påskedag (mandag 20.04.92).
15.04.92:
Mulle får at vide, at hun ikke kan få lov at se Lis-
beth 2.
påskedag.
Læge Torben Ishøy deltager i et møde
på Rådhuset.
Tilstede
er Mette Haugaard Hansen, hendes advokat
Kirsten
Reimers-Lund og Bülowsvejens forstanderinde
Else
Plesner.
20.04.92:
Læge
Torben Ishøy tilskriver Fr.berg kommune; att:
Lasse
Gaardsøe. Han beskriver samtalen, som fandt
sted
mellem ham selv og Mette Haugaard Hansen og
skriver.
"Af særlig interesse for min rolle inde-
holdt
samtalen elementer, som efter min vurdering
var
udtryk for en række tvangs- og vrangforstil-
linger,
der især drejede sig om et lægeligt for-
hold og
narkotika/psykofarmaka.".
24.04.92:
Den
biologiske moder, Mette Haugaard Hansen udsteder skriftligt forbud mod
konfirmation af Mulle.
Mulle
foretræder for Børnesagsudvalget ('3) på Frederiksberg sammen med Torben og Agnete Ishøy. Hun gentager igen,
at hun ønsker at vende tilbage til Graungaard-Somogyi.
28.04.92:
Mulle
møder hos Flemming Kofod-Svendsen, formand for Folketingets Sociale Udvalg for
til ham at appellere om, at han retter henvendelse til Fr.berg kommune om
tilladelse til at blive konfirmeret.
Mulle
appellerer ligeledes om at komme hjem til Eva Graungaard og Karl Somogyi sammen
med Lisbeth.
29.04.92:
Fr.berg
kommune ved Hans Henrik Plange tilskriver
læge
Torben Ishøy vedr. moderens ultimative forbud
mod
konfirmationen.
06.05.92:
Mogens Camre, Agnete og Torben Ishøy tilsender Fol-
tingets
'71, stk. 7 tilsyn en
redegørelse af sagen.
07.05.92:
Mulle
foretræder for '71,
stk. 7 tilsyn sammen med
Mogens Camre, efter han har redegjort
for sagen og
dens perspektiver.
08.05.92:
Lisbeths
fødselsdag; hun fylder 9 år.
Eva Graungaard, Karl Somogyi samt deres
datter Rie
mødte op på Johannesskolen med
lagkage og gaver til
Lisbeth.
På
Bülowsvej får Lisbeth besøg af Whita
Sjøsten og Niels Lykke
Nielsen, som inviteres ind med gaver og får chokolade sammen med lisbeth.
Mulle ringer til børnehjemmet og
spørger Lisbeth om
længden af deres besøg. Lisbeth siger
først ja til en
time,
men bliver rettet bagefter af noget personale
til
10-15 min. Hun har fået modellervoks af dem i
gave.
Samtalen er båndet.
Det
skal dertil nævnes, at det ikke har været muligt
for
nogen andre - der iblandt Fru Bertelsen, der har passet Lisbeth - at overrække
Lisbeth gaver.
Derefter bliver Lisbeth IGEN PÅBUDT
SKOLEPAUSE.
Hun er ikke syg, men det er de voksne,
der bestemmer, siger Lisbeth
til Mulle i en båndet telefonsamtale.
09.05.92:
Mulles
fødselsdag; hun bliver 14 år.
11.05.92:
Eva Graungaard bliver ringet op af overlærer Lise Kjær-Rasmussen, som fortæller, at
hun er blevet kaldt op til
viceinspektørens kontor sammen med en faglig repræsentant. Hun får der at vide,
at det er blevet forbudt for
Graungaard-Somogyi familien at komme ind i klasseværelset, når Lisbeth er der
på trods af, at deres egen
datter Ditte går i samme klasse. Hvis hun ikke kan forhindre dette, skal hun
øjeblikkeligt tilkalde
kontoret, der så vil komme til hjælp.
Samtidigt blev hun bebrejdet, at hun var
usamarbejds- villig med
kommunen, hvilket hun skulle have vist med sit kropssprog overfor de tre
kommunale folk, der dagligt
ledsager Lisbeth til og fra klasseværelset.
14.05.92:
Mulle bliver kaldt ned midt i fysiktimen af
Johannes-skolens kontor og får der at vide, at hun kan hente en
gave fra slangerupægteparret.
Mulle
ønsker ikke at mostage denne gave
Fr.berg kommune tilskriver Eva
Graungaard og Karl So-
mogyi
for at meddele disse, at Børnesagsudvalget ('3)
har
nedlagt forbud mod, at Graungaard-Somogyi kontak- ter Lisbeth og Mulle, da dette
skønnes at være en
forhindring i.f.t. børnenes fremtidige anbringelse.
30.o6.92:
Lægeægteparrets
8-årige datter Ditte, der er meget
afholdt såvel lærere som af klassekammerater, bortvises fra
Johannesskolen af rektor Bek, som forklarer dette til de
undrende forældre med, at hun ikke kan leve med at have en elev på
skolen, der har bragt hendes
navn i offentlighedens søgelys.
I virkeligheden var denne manøvre et
led i de aftaler Frederiksberg
kommune havde indgået med Inger Bek ved
mødet på Frederiksberg rådhus
den 27.3.1992 kl 14.3o, mens
lægerne endnu sad isolationsfængslet.-
Anklageren i retssagen forlangte
LUKKEDE DØRE og
udelukkelse af lægerne Graungaard og Somogyi fra det sidste retsmø'de i Frederiksberg
ret, der skulle afholdes
den 18.11.92.Dette protesterede adv. Søltoft imod, og ved dom af 11.11.92
afsagdes i Frederiksberg ret
en kendelse, hvorefter rettens døre fortsat skulle være lukkede, men anklagemyndigheden
blev underkendt i dens
begæring om, at de sigtede ikke
måtte overvære retsmødet.
Onsdag den 18.11.1992 kl. 9,3o.
afholdtes så et retsmøde i Frederiksberg ret.
Det var denne gang
en anden dommer, idet tidligere dommer, som lægerne har forlangt skulle
vige sit sæde, var kommet
tilbage til justitsministeriet. Om dette er et tilfælde vides ikke.
Frederiksberg politi havde til lejligheden udarbejdet et anklageskrift, hvilende
tilsyneladende udelukkende på
slangerupægtefællernes sammenstrikkede historie til Lau Fries.
Og så skulle
en af politiet udvalgt skare sigtede afhøres.
Efter
anklageskrift er filmfotograf Otto Jonasen, Skovsøvej 5o , Ølsted sigtet,
fordi han, ifølge slangerupægtefællerne
fælles afhøring hos Lau Fries,
den 25.2.92, skulle have kørt Mulle og Lisbeth fra en filmoptagelse til DR, der foregik
hos en anden DR producer,
tilbage til slangerupægtefællerne. I Otto Jonasens bil var Eva Graungaard
tilstede, ligeledes ifølge
de sigtede slangerupægtefæller. Omtalte film blev slet ikke optaget den
25.2.92.
DR-fotograf Otto Jonasen nægtede at udtale sig.
Derefter
blev læge Georg Somogyi afhørt, ligeledes som sigtet, idet han - ligeledes efter
slangerupægte- fællernes
udsagn - skulle have kørt børnene fra Slangerup,
"formodentligt" til lægekonsultationen i Rødovre den 14.2.92, fordi
børnene skulle hjælpe med at pakke til en rejse til Tunis.
Læge
Georg Somogyi lod sig afhøre af anklagemyndig heden, og forklarede, at han
umuligt kunne have været i
Slangerup, pågældende dag på omtalte tidspunkt, idet han den omtalte dag, hvor
han ved 13-tiden skulle
have været i Slangerup for at afhente børnene, havde siddet i møde et andet sted i
tidsrummet ca. fra kl. 12
til kl. 15.
Derefter
blev sigtelsen mod denne læge frafaldet. Den byggede på Slangerupparrets løgnagtige historier, der
fortaltes vicekriminalinspektør Lau Fries under kaffen i Slangerup, hvor parret
fik lov til at sidde sammen og korrigere deres fortællinger.
Derefter blev
lægesekretær Helge Røpke afhørt. Han skulle den 3.2.92 have kørt
pigerne til Slangerup.
Helge Røpke nægtede at udtale sig.
Derefter
afhørtes vidnet, DR-producer Hanne Jensen. Hendes advokat ville vide, om hun
kunne risikere tiltale.
Da der blev svaret bekræftende på dette spørgsmål, ønskede hun heller
ikke at udtale sig i
Frederiksberg ret.
Endeligt
skulle vidnet, forfatter Harly Foged fra
Frederikssund afhøres.
Denne medbragte en skrivelse,
han ønskede at overgive til dommeren. Også han spurgte, om han kunne blive
sigtet i sagen. Da der igen
af anklagemyndigheden blev svaret, at det
kunne han, rejste
han sig, idet han sagde. " Så har vi ikke mere at snakke om".
I Kanal-
2 udtalte redaktør Harly Foged senere samme dag: "Jeg vidste, hvor
børnene var på det tidspunkt, hvor lægerne først fik 7 dages
isolationsfængsling, og
derefter yderligere 14 dage. Og jeg vidste, at lægerne ikke kunne vide det.På
det tidspunkt kunne jeg
bevise, hvor ungerne var, og jeg kunne bevise, at lægerne på ingen måde kunne vide, hvor
børnene var. Men dommeren
smed mig ud af retten på det åbne møde, før dørene blev lukkede.
. Selvom jeg sagde
til dommeren: "Jeg er journalist. Jeg har oplysninger, der er
meget, meget væsentlige for sagens op-
klaring".
Men hun
ville ikke høre på mig. Hun skreg
vildt og ubehersket:
"UD", og bad politiet om at føre mig ud.
Det kom
ikke retten ved. Og på det tidspunkt kunne JEG bevise - hvor
dommeren senere går hen og
forlænger fængslingen med 14 dage - hvor ungerne var. DE unger, der var eftersøgt. Jeg
kunne bevise, at lægerne
på ingen måde kunne vide, hvor børnene var. Og på samme tilskuerpladser sad
Frederiksberg kommunes
sagsbehandlere. De samme mennesker, der forhandlede og var med til at
give andre mennesker
amnesti for at skjule børnene"
Forårets dommer er skiftet ud- men sigtelserne er de
samme.Det var Kanal-2 onsdag den 18.11.1992- præcis 8 måneder efter den
voldelige anholdelse og isolations fængsling af lægerne.
Der er ikke berammet nye retsmøder.
Derimod er det nye tilkommet til en kendsgerning, at
myndighederne benyttede et falsk vidne til at få ægerne fængslet.
At socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen direkte
formidlede lodrette løgne i Frederiksberg radio dagen efter voresfængsling.
At det vidne, der kendte børnenes opholdssted og vidste,
at lægerne ikke på noget tidspunkt på ingen måde har kunnet vide det. Han blev
smidt ud af Frederiksberg ret.
Samtidig med, at Frederiksberg Kommunes repræsentant, der
var med til at at forhandle om børnene og give de mennesker, der skjulte
børnene amnesti.
15 Nov. 1992. datoen for et af vore børnebørn, Samuels
dåb
lykkedes det for Mulle og Ben Kristian ved et tip
fra TV1 fotografen Otto Jonasen, der
fortalte, at han den 19 marts 1992, mens lægerne sad i isolationsfængsel, var
blevet ført liggende i bunden af Slangerupparets bil med bind for øjnene og at
det var lykkedes for denne fotograf at få et glimt fra et vejskilt, der stod AHørsholm@ på.
Derfor gik Ben Kristian og Mullre gade op og gade ned i
Hørsholm lige indtil Mulle råbte. ADer var der, vi blev holdt skjult.@
Frederiksberg Journalen sendte billede af huset og angav
adressen til Frederiksberg politi, efter at adressen også vr blevet genkendt af
TV-fotografen, Otto Jonasen.
ADet var
der bag disse gardiner, at et nervøst ægtepar ommøblerede hele huset, for at
intet skulle genkendes- og der Mulle
fortalte til TV, som blev sendt om aftenen, at lægerne obsolut INTET kendte til
skjulestedet.
Alligevel tog det et helt år, før politiet afhørte dette
forbryderpar, Ole og
.
Og parret fortalte i et dette forhør, hvor de sad sammen
ikke hver for sig som det er meningen med politiforhør, at disse aldrig havde
set eller talt med de læger, der dengang sad fængslet og ikke kunne blive
løsladt før børnene kom frem.
De kendte sagen og medvirkede, fordi det var en rektor, der stod bag det
hele.- Dette ved vi fra en båndet samtale mellem Søltoft Madsen og læge Eva
Graungaard.
Disse forbrydere kan ikke straffes ifølge dommer Hvid,
der til os sagde, at de jo aldrig ville gøre dette igen.
Lægernes senere politianmeldelser af hhv. Hørsholmparret,
rektor Bek, borgmester John Winther og ménedersken Grete Schack-Nielsen er
blevet afvist af politimesteren, statsadvokaten og rigsadvokaten.
6.12.92.
Og nu har overassistenten Dorthe Hendriksen, der i denne
sag producerede den løgnagtige smædekampagne og skrev, at der i vor
konsultation, i samme rum, hvor der var lagt tre patienter op, stod en ged, der
havde afføring , mens hun var der.- En historie, der blev bragt viden omkring.
Den blev således fundet i MF Arne Melchiors papirbunke på Christiansborg. Og
den blev af Frederiksberg kommune til embedslæger, og til en meget stor udvalgt
skare af folketingsmedlemmer og til de mennesker, der tog lægernes parti.-
NU HAR DENNE OVERASSISTENT SKREVET UNDER PÅ, AT HUN
FORTALTE EN LØGNEHISTORIE OG BETALT 5.000 KR.
"Lukkede
døre, Lodrette løgne, inhabile dommere, hvad bliver det næste.?
spurgte Lars Bøgh Winther en dag i Kanal-2 rapporten i
TV.
Det næste bliver undersøgelse af, hvordan en anden
medarbejder, Erik Havgaard Hansen, der har spillet en betydelig rolle, i og med
han har fortalt beviselige usandheder, kan udtale, at han er parat til at møde
i retten og bevidne, at barnet Lisbeth ved gentagne lejligheder har fortalt ham
om "geden i huset" på Voldumvej.
Og afsløring af hele det sammenspiste komplots arbejde på
Frederiksberg rådhus - med borgmester John Winther i spidsen
under børnenes Aforsvinden@
Forfatter Harly Fogeds og fotograf Otto Jonasens
skrivelse til retten vedlægges i fotokopi.
Konklusion:
-----------
På talløse skrivelser til borgmester John Winther,
socialudvalgsformand, kommunalbestyrelse, socialudvalgsformand Birgit Fogh
Andersen, der omgærder sig med sine egne usandheder, "hovedmanden",
rektor Bek, og Johannesskolens bestyrelsesmedlemmer, svares overhovedet ikke.
I sagen er der nye afslørende oplysninger, bl. a. vedr.
komplottet mellem rektor Bek, Slangerupægtefællerne og taxachaufføren Poul
Weibel Larsen, der er en tidligere ansat chauffør hos Whita Sjøsten fra
Slangerup, og som rektoren betalte for en "fuptur" 3o6 kr af skolens
girobeholdning..
Ligesom det hemmeligholdte, såkaldte ukendte skjulested i
Hørsholm nu er udpeget og genkendt som Niels Lykke Nielsens arbejdskollega,
murer Ole Andersen og hustrus villa, beliggende Alsvej 97, Hørsholm,- Dette
interesserer ikke Frederiksberg politi.
Der er ingen i Danmark, der tør udtale sig i
Graungaard-sagen mere af angst for at miste deres stilling.
Da klasselærereren, overlærer Lise Kjær Rasmussen, i et
lukket retsmøde afgav forklaring om, at Mulle den 2.3.92 var på skolen og gik
ind til rektor Bek., havde samme rektor Bek, der sammen med kommunen under
lægernes isolationsfængsling, intenst forhandlede om børnenes omplacering,
indtil varig placering hos hendes "nære vennes gennem 4o år",
Slangerupfamilien, kunne finde sted, så disse igen kunne betale deres terminer.
Hun havde sin observatør, siddende i det lukkede retsmøde.
Derved kunne hendes forklaring til politiet afpasses.
Da samme klasselærer fulgte efter barnet Lisbeth, der af
kommunens folk senere blev afhentet fra klassen midt i timen og låst inde på
skolepsykologens kontor, og ruskede i døren og spurgte: "Hvad handler det
her om?" og fik svaret: Gå ind i din klasse igen og pas dit arbejde, din
rolle er udspillet", ja så blev også hun bange. " Hvor går jeg hen og
får nyt arbejde i min alder. jeg har jo villa og bil og børn under uddannelse,
spurgte hun.
Og forældrerepræsentanten, kriminalassistent Hans
Andersen, Rødovre politi, sagde, da han fik at vide, at den lille Ditte på 8 år
brutalt af rektor Bek var blevet smidt ud af hendes skole med den begrundelse,
at denne rektor ikke kunne leve med, at have et barn på skolen, hvis forældre
bragte hende i offentlighedens søgelys. Han sagde. "Jeg føler mig som en
tøsedreng, Men hvis jeg blander mig, ender det med, at min egen Helene også
bliver smidt ud"
Der er ingen, der tør hjælpe eller sige, hvad de mener.
OG NU HAR OVERASSISTENTEN VED FREDERIKSBERG KOMMUNE,DORTE
HENRIKSEN SKREVET UNDER PÅ, AT HUN SKREV EN LØGNAGTIG RAPPORT OM EN GED I DERES
KONSULTATION. EN RAPPORT, DER VIA FREDERIKSBERG KOMMUNE BLEV RUNDKASTET SAMMEN
MED EN LIGESÅ FANTASIFULD OG LØGNAGTIG PSYKOLOGERKLÆRING BL.A. VIA TELEFAX TIL FOLKETINGETS SOCIALE UDVALGS MEDLEMMER,
OG ET MEGET STORT MEN UKENDT ANTAL INDFLYDELSESRIGE MENNESKER,- OG SOM LÆGERNE
TILFÆLDIGT KOM I BESIDDELSE AF, DA DEN MYSTISKE RAPPORT, BLEV FUNDET I
FOLKETINGSMAND ARNE MELCHIORS PAPIRBUNKE.
Den løgnagtige rapport skadede børnene Mulle og Lisbeths
sag, desuden blev den sendt til embedslægerne, i den onde hensigt, at lukke
lægernes praksis.
LIGELEDES HAR POLITIET FUNDET FREM TIL, AT DEN KONSERVATIVE OLDERMAND OG VÆLGERFORENINGSVENINDE TIL
SOCIALUDVALGSFORMANDEN BIRGIT FOGH ANDERSEN, FRU GRETHE SCHACK NIELSENS
VIDNESBYRD I RETTEN, DER BLEV BRUGT TIL AT FÅ LÆGERNE I ISOLATIONSFÆNGSEL, VAR
FALSK.
"Det kunne således på ingen måde have sin rigtighed,
at Graungaard den 11.3.92 kunne være set i sin opgang med barnet Lisbeth, da
hun denne dag og i tiden derop til og i dagene derefter befandt sig i
Slangerup", skrev vicepolitiassistent Lau Fries. - Dermed synes den
vidnesag slut.
OG DER SYNES INTET AT SKE DET VIDNE, SOM
FREDERIKSBERGDOMMEREN ANSÅ FOR HELT PÅLIDELIGT.-"DET VIDNE TROR JEG PÅ,
SAGDE DOMMER SYLVEST NIELSEN I FREDERIKSBERG RET OG DØMTE LÆGERNE FØRST TIL TRE
DAGES ISOLATIONSFÆNGSLING, DEREFTER TIL 7 DAGE YDERLIGERE OG TIL SIDST TIL ENDNU
14 DAGE.- EN DOM DER BLEV UNDERKENDT AF LANDSRETTEN.
SYLVBEST NIELSEN ER NU SKIFTET UD MED EN ANDEN DOMMER-
HUN HAR FÅET EN HØJERE STILLING.
.
Da Emil Graungaard på sin 18-års fødselsdag vidnede sandt
i retten, blev han truet med 6o dages fængsel, hvis hans udsagn var forkert.
Da lægerne havde været på sygebesøg den første dag på
grund af Mulles selvmordstrussel,, og ville fortælle dette til den ansvarlige:
socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen, skreg denne Jeg vil intet vide.
Hun vidste det jo- og gik til politimesteren. " Hun fortalte det under en
privat middag, sagde hun i en båndet samtale.
Hvad nu?- Til den ansvarshavende borgmester John Winther
naturligvis, som er løbende blevet holdt underrettet om denne sag fra december
1991 , og som har modtaget talrige breve om børnenes situation, og som så
tidligt som den 2.3.92 forhandlede med rektor Bek om børnenes anbringelse,
efter at Mulle, der var "under jorden" havde været hos hende- Det var
16 dage FØR fængslingen.- ifølge rektor
Bek.- var underettet om de intense forhandlinger om børnene, der skulle- og
blev- færdiggjort under fængslingen, uden at dog deres skumle plan kunne
fuldføres helt, da Landsretten brød ind og frigav lægerne 14 dage før ønsket af
Frederiksberg.
OG SOM DEN 25.3.92 SVAREDE MF ARNE MELCHIOR,DA DENNE
HOLDT PRESSEKONFERENCE OG RINGEDE BORGMESTEREN OP: "JEG KENDER SLET
INTET TIL DEN SAG, DU TALER OM."
Så dette synes ikke at være vejen. men så må man kunne
klage til kommunaldirektøren og socialdirektøren, der som embedsmænd er
ligestillet med de politisk valgte, borgmester og socialudvalgsformand
embedsmand.- Det må være komandovejen.- og dog?
Da chefpsykologen i Tårnby kommune, Gunner Kjær-
Rasmussen mødte op i folketingets sociale udbvalg den 12.3.92 og derefter i
Folketinget blev kontaktet af TV, hvor han udtalte sig, medførte dette, at socialdirektøren skrev
til chefpsykologens skoledirektør, som
så gav Kjær-Rasmussen en "næse".
Ytringsfriheden værdsættes ikke højt i Danmark.
iFØLGE EN HEL FORSAMLING AF KENDTE MENNESKER UDTALTE FRU
WHITA SJØSTEN FRA sLANGERUP, AT DER INTET VILLE SKE HENDE OG HENDES ÆGTEFÆLLE,
SOM HAVDE HAFT BØRNENE BOENDE DEN STØRSTE DEL AF DEN TID DISSE HAR VÆRET
POLITIEFTERSØGT, LIGESOM DER HELLER INTET VILLE SKE DERES BEKENDT REKTOR INGER
BEK, DER SAMMEN MED SKOLENS ADVOKAT HAVDE FØRT FORHANDLINGERNE MED KOMMUNEN,
IDET DISSE AF KOMMU8NEN ALLE V AR LOVET AMNESTI-
ET LØFTE, DER SYNES AT BLIVE HOLDT.
---------------------------------------------------------
NÅR MAN HAR MAGTEN, HANDLER MAN BARE - UANSET LOVEN.
Det mest himmelråbende ved hele denne sag er den
kendsgerning, at det aldrig har drejet sig om børnenes ve og vel, men det
faktum, at få ram på lægerne og samtidig tilgodese rektorens gode venner, det
økonomisk betrængte par i Slangerup, som hun følte sig i taknemmelighedsgæld
til og skyldte en tjenneste.
Hele dette skuespil blev sat i scene og udviklede sig som
skildret for at at dække over den ene ulovlighed efter den anden.
Det faktum at børnene har været under jorden fra den
6.9.1993 til den 17.1.94, hvor Frederiksberg kommune udbetalte moderens pension på en chek til politimesteren på
Frederiksberg for at sulte disse frem- Og tilsidst fik.
En sag deres advokat indbragte for
Mulle blev bortvist fra Johannesskolen lige før eksamen i
9 klasse.
Det var dommer Torben Hviid der den 16.6,1994, dømte
Mulle til at forblive endnu et år på børnehjemmet, hvilket hun blæste på og
kort efter bare gik sin vej og flyttede tilbage til moderen.
Mulle er i dag 17 2 år. Hun har nu siden julen 1994 været under jorden sammen med
lillesøsteren Lisbeth, hvilket disse to børn stadig er.
Hun gik under jorden på opfordring af lillesøsterens
fulsdstændig nervesvækkede tilstand, hvor hun reagerede psykotisk.
Med henblik på ks.
--------------------
tavshedspligten -eg
---------------------
hvis jeg so læge skulle have brudt min tavshedspligt,
skulle jeg ikke have siddet som abklaget men skulle have været bedt om at
udtale mig under vidnesvar- som vidne.- da ville jeg have bedt om en kendelse.-
oghavde jeg fået en sådan, da ville jeg have bedt om tilladelse til at rådføre
mig med lægeforeningen- og have fulgt dennes råd.
børnenes tilhørsforhold til os som deres læger var ikke
blevet ophævet af kommunen
desuden en tumultlignende situation
den dybere meninmg med tavshedspligten er, at folk, der
på en eller anden mådeer på kant med
myndighederne ikke må forhindres i at søge lægehjælp, af frygt for atbde bliver
udleveret til politiet
man har heller ikke betvivlet vidner- der skulle
naturligvis have været stillwetr spørgsmål til disse vidned
mman har juridisk set dømt os begge kollektivt på
ménederskens løgn i retten.
ks
---
var udsat for en kollektiv dom.
hver af os har et selvstændigt ansvar.
vi var dømt på forhånd.
eg har været uartig overfor de offentlige myndigheder og
der skal statueres et eksempel.
ks er gift med eg. mitgegangen- mitgefangen und
mitgehangen
vægten skal lægges på at ks er kollektivt dømt- det kan
man ikke- selv om der er så meget andet man heller ikke har kunnet- så må man
ikke dømme kollektivt.
Trusselsbrevet til Mogens Camre hvor der omtales et møde
i sagen- mødereferat ønskes.
Dato.
Mette Haugaard Hansen fik sit krav om hjemgivelse af sine
døtre behandlet først i Frederiksberg
socialforvaltning, den
Uden at hendes advokat trods talrige begæringer derom af
hende selv og af hendes advokat- først af advokat Kirsten Reimers Lund og
derefter af advokat Hans helmer Jensen.
Dato
Derefter behandlet i Den Sociale Ankestyrelse uden at få
udleveret de begærede sagsakter
Den 11.2.1993.
Behandlet i Østre Landsret
den
Dommer hvid Socialforvaltningen uden
Den Sociale Ankestyrelse
Hans helmer jensen beklagede sig der kun over de
tilbageholdte sagsakter
den 22.december 1993. Igen i Østre Landsret uden at have fået udleveret de begærede
sagsakter: Advokat Holger Lindholt.
Landsretten udtaler:
" Der foreligger ikke således som sagen er oplyst
for landsretten grundlag for at antage, at afgørelsen i bø'rne- og ungeudvalget
og i Den Sociale Ankestyrelse skulle være truffet uden at der skulle være givet
ansøgerens daværende advokater fuld adgang til sagsaakterne, ligesom
anbringedet om magtfordrejning fra Frederiksberg kommunes side savner ethvert
grundlag, idet det af sagsøgeren iøvrigt anførte heller ikke kan føre til andet
resultat tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge."
Det eneste vidne som fru Haugaard Hansen havde var læge
Eva Graungaard, som jo også var den eneste læge der i den lange tid hun og
hendes datter havde været og stadig var under jorden på flugt fra børnehjem og
myndigheder, måtte ikke afhøres som vidne i denne vigtige sag- Kun den
børnehjemsforstander Else Plesner, som var betalt af socialforvaltningen og mod
barn og mor.-
Iøvrigt sultet ud af Frederiksberg socialforvaltning, der
udleverede hendes invalidepension i på en check til politimesteren på
Frederiksberg.
Dette vidne og dette bevismateriale måtte ikke høres.
Da afhøring af læge Eva Graungaard ikke kan anses for at
være af betydning ved sagens afgørelse
bestemmes:
Den af
advokat Lindholt fremsatte begæring om afhøring af dette vidne tages ikke til
følge.
Mette
Haugaard Hansen er HIV antistof positiv på 11' år, men HIV antigen negativ. Hun
har en øget tendens til lungeinfektioner og store udstandsede kroniske bensår,
og benødemer, en rygskævhed forårsaget af en
længdeforskel på underekstremiteterne der gør, at hun halter ved gang
samt arthrose i begge knæled mest udtalt i venstre knæ.
Hun
klager hun over meget stærke smerter i lænderegionen og i venste hofte og
knæled og er i den henseende henvist til røntgenundersøgelse på Holbæk
sygehus.- svar er endnu ikke kommet.
Den
store pige er ansat her i konsultationen som sekretærassistent. Hun møder hver
eneste dag til tiden- har ikke forsømt én eneste gang- er sund og rask- og påbegynder
en HF-uddannelse efter sommerferien.
Lisbeth
går i 5'klasse i Jyderup skole- der er oplyst for mig, at der en en god kontakt
mellem moderen Mette Haugaard hansen til Lisbeths klasselærer.
Begge
børns almentilstand vurderes på nuværende tidspunkt som væsentlit bedre, end
før disse af Frederikssund kommune blev hjemgivet i julen 1995.
Moderen
mette Haugaard Hansen har efter min vurdering siden 1990 været berettiget til
at oppebære mellwmste pension, men hun har ikke ønsket, at denne blev søgt, da
hun var af den meningf, at dette skulle kunne skade hendes muligheder for
hjemgivelse af hendes børn.
30 januar 1985.:
Mette
Haugaard Hansen, der er gruppe 2 patient, hvilket betyder, at hun har frit
lægevalg, blev denne dag patient hos læge Eva Graungaard i Rødovre og blev
behandlet med metadon.
Hun er
mor til 4 børn og har siden lillebroderen Anders var 11 år også dette barn i
pleje, da deres mor døde.- Ifølge fru Haugaard Hansens oplysning for 14.75 kr.
pr. dag, betalt af Frederiksberg kommune. Hun har desuden børnene:
Børnene:
1. Lisbeth, født d.8. maj 1983.
2. Anne Marie (Mulle), født d.9. maj
1978.
3. Maria (Tulle), født d. 14 august
1974.
4. Robert, der altid blev kaldt Oskar,
født------ .
Oskar
og Anders er flyttet hjemmefra. Men inden da, beskyldte Anders sin plejemor,
Mette Haugaard Hansen for at have smittet ham med HIV-virus ved at sprøjte
metadon ind i en halsåre med en af hendes egne brugte kanyler. Den ligeledes
HIV-positive narkoman og Mette Haugaards plejesøn, lillebror, Anders er også
patient hos lægerne Eva Graungaard og karl Somogyi.
De tre
mindreårige børn blev foruden af Eva Graungaard også tilset af overlæge
Bonnevie på Frederiksberg hospital grundet moderens egen HIV-positivitet, og
fordi det yngste barn, Lisbeth også var HIV-positivt.
På
ovennævnte dato påbegyndtes metadon ordination af længere varighed hos læge
Graungaard, Voldumvej 22, 2610 Rødovre.
11.06.86:
Brev
fra overlæge Bonnevie vedr. Mette Haugaard Hansen og hendes situation, samt
fremtidig metadonordination. ( brevet er fremlagt i sagsakterne.)
BILAG
16.12.86:
Embedslæge
Marianne Søeby tilskriver overlæge Bonnevie vedr. Lisbeth og Mette Haugaard
Hansen, da han, som tidligere nævnt
kontrollerer hende og det yngste barn for HIV-positiviteten.
BILAG
Alle 4
børn har haft en kummerlig barndom. Begge forældre er kriminelle HIV-positive
narkomaner. Moderen ifølge hospitalsjournaler desuden prostitueret. Faderen
voldelig.
De to
yngste piger, Anne Marie, kaldet "Mulle" og Lisbeth er begge født med
livsstruende abstinenser, ifølge journalerne.
Anne Marie er døbt i Vestre Fængsel- ifølge dåbsattesten. Fremlagt i
sagsakterne.
I akterne findes et brev, hvor moderen skriver til
Statsamtet og fortæller om, hvordan den biologiske far, Kaj Ole Hansen, der
også er en HIV-positiv narkoman og har siddet 11 år i Hersted Vester fængslet,
har "gennemtævet" begge de små piger og kastet den mindste hårdt ind
mod en mur.
Moderen selv får i 199o af en anden kendt kriminel
narkoman Kim Bergstrøm Hansen i børnenes påsyn ved knytnæveslag smadret sin
milt og må hasteopereres på grund af blodtab, ifølge hospitalsjournalen.
Mette Haugaard Hansen blev ofte indsat i fængsel først og
fremmest på grund af bøder, som hun skulle sidde af. I disse situationer var de
mindreårige børn henvist til selv at stjæle til føden. I tre forskellige
tilfælde har hun af politiet fået tilladelse til at ringe til
lægekonsultationen, og lægerne har sendt deres sekretær til Vestre fængsel og
betalt bøderne.
BILAG:
Kvitteringer fra politiet.
Anders døde den 1991 en alder af---- af AIDS.
Mette Haugaard Hansen bor i 1990 i en 4-værelses
lejlighed på Finsensvej 127. Det er hendes 11. lejlighed ifølge akterne. Alle
hendes lejligheder har været husvildeboliger, undtagen et hus i Bagsværd, hvor
familien kun midlertidig fik lov til at bo.
2.1.1990:
Mette
Haugaard Hansen sættes endnu engang på gaden på grund klager over narkohandel,
slagsmål og ballade på trappen.
Men hun
og hendes tre mindreårige børn blev brutalt sat ud på gaden af foged og politi
den 3. Januar 1990. Der stod de i frost
og kulde på Finsensvej, sammen med papkasser, som deres ting og tøj og tamme
undulat bare hurtigt blev stuvet ned i af flyttefolk på ordre af fogeden.
Familien
indsættes så akut ind på Frederiksberg
Skole- og Behandlingshjem om aftenen samme dag.
Udtalelse fra denne institution den 11.1.1990:
"Mette
har et udpræget behov for at snakke om narko, vold, død, skiftende mænds
sexmisbrug, rottweilere og drukture, mens andre børn hører på det. Efterhånden
som dagene gik, blev hun mere og mere dopet af medicinen (Vi kender til
Metadon, Stesolid og Rohypnol). Kunne ikke føre en samtale og til tider ikke
stå på benene.
Torsdag
den 11.1. kl 11 dukker hendes ven Kim Bergstrøm Hansen op. De bliver mere og
mere påvirket, efterhånden som dagen skrider frem. De låser sig inde på
toilettet, og der er en voldsom larm derindefra. Efter gentagne gange, at have
kaldt dem ud, kommer Kim ud og derefter Mette stærkt påvirket. Medarbejderen ser en masse blodstænk og der
findes beskyttelseshætter til sprøjter."
BILAG
11.01.9o:
Hele
familien smides ud om aftenen af institutionen grund af ovennævnte ballade med
de tre mindreårige børn, som igen står ulykkelige og frysende og bange på
gaden.
Og de næste to måneder flytter den lille familie fra sted
til sted- Vandrehjem, kvindehjem og kortvarigt ophold på hotel Frydenlund.
I tre måneder kom
den 11-årige Anne Marie (Mulle) ikke i skole, og den 6-årige Lisbeth har ifølge
Mulle bare stille siddet og ventet med ondt i hovedet. Selv siger hun, at hun
fik piller af Mette, når hun havde nogen,- og så hjalp det.
"Jeg kan så godt lide Mulle", gentog hun meget
tit.- Alle hendes tænder var totalt nedcarierede.
Og den større pige
Anne Marie var langt bagud i skolen trods god begavelse, fordi hun aldrig havde
fået briller, som var nødvendig, for at hun kunne se at læse.
1.april 1990.
Indsætter Frederiksberg kommune familien i en
bolig. Det er igen en husvildebolig. En bolig, der på det tidspunkt kun kunne
betegnes som uværdig og uegnet for såvel mennesker som dyr.
Boligen er uden varme, kun med en kakkelovn,
hvor skorstensrøret er trukket ud fra væggen, så den ikke kunne bruges. Og uden
badeværelse. Det er på Henrik Ipsensvej 23.
Lægerne forsøgte opsætning af elektriske
radiatorer, men det kunne det elektriske system i det faldefærdige hus ikke
bære. Det var oprindelig to to-værelses lejligheder, der var slået sammen, med
to små træk og slip wc’er i hver sin ende.- så kunne den HIV-positive mor og
den lille HIV-positive pige bruge det ene og resten af familien det andet, blev
der sagt til lægen i telefonen, da denne beklagede sig over de elendige
forhold, man bød denne børnefamilie.
Der var gråhvid mug belægning mere end en
meter op på væggene fra gulvet. Og flyttekasserne blev stablet op foran
vinduerne for at holde på varmen.
3.4.1990.
Læge Eva Graungaard skriver efter aftale med
overlæge Bonnevie til boligkontoret for at skaffe fru Haugaard Hansen med de
tre mindreårige børn en menneskeværdig bolig og påpeger den helbredsmæssige
betydningen af, at der stilles en bedre lejlighed til rådighed for det
HIV-positive barn.
BILAG
16.04.90:
Natten
mellem 1. Og 2. Påskedag den 16.4.1990.
Mette Haugaard Hansen bliver pludselig meget
syg og højfebril om matten opsøger skadestuen på Frederiksberg hospital med
stærke smerter i lysken på grund af fejlfix. Hun bliver set på skadestuen, hvor
hun ønsker morfin på grund af stærke smerter i benet.- Hun er kendt på
skadestuen son narkoman og hjemsendes kl 04 om morgenen.
Senere
samme dag om eftermiddagen den 16.4.1990:
Det er 2'påskedag. Lægerne Graungaard og
Somogyi er i deres sommerhus. Derfra
tilkaldes de til sygebesøg til Henrik Ibsensvej 23. Det er en anden person, narkomanen Kim
Bergstrøm Hansen, der ringer til deres sommerhus, og da situationen lyder
yderst alarmerende, tager disse læger øjeblikkeligt afsted og kører direkte til
fru Haugaards Hansens bopæl.
Lægerne indlægger deres patient akut på
Frederisberg hospital.
I hjemmet forefindes der på
indlæggelsestidspunktet stadigt den kendte kriminelle narkoman, Kim Bergstrøm
Hansen, samt patientens 2 mindreårige piger: Anne Marie (Mulle) og Lisbeth på
hhv. 11 og 6 år.
Storesøsteren, Maria (Tulle) på 15 år samt den
ældre bror Robert (Oskar), var ikke tilstede i lejligheden.
Moderen bad lægerne tage sig af børnene, og
gav sin tilladelse til at de kom med disse til deres hjem. Moderen gav før
ambulancen nåede frem udtryk for, at hun var meget glad for at lægerne ville
tage sig af hendes børn.
BILAG
Lægerne
fandt forholdene i hjemmet fuldstændig uforsvarlige, og var rystede, da den
tilstedeværende narkomanen Kim Bergstrøm Hansen på spørgsmålet om, hvor de små
piger sov, svarede:" De sover ved min røv".
Lægerne tager derfor Mulle og Lisbeth med sig
hjem, efter at have sendt deres syge og stærkt smertepåvirkede og feberhede
mor, i ambulance med udrykning til hospitalet.
- Begge
de små piger var meget medtagne. De var frysende og syge, sultne, underernærede
og utøjsbefængte, og den lille Lisbeth var konstant grædende på grund af totalt
nedcarierede tænder.
På Frederiksberg
hospital fandt man ved undersøgelse af moderen bakterier i blodet tydende på sepsis,
og der var en meget stor absces strækkende sig fra muskulaturen på låret og
højt op i maven.
Da man på dette
hospital mener, at både tarme og de store pulsårer er medinddraget, overflyttes
fru Haugaard Hansen i hast til Rigshospitalet, hvor man karakteriserer hendes
tilstand som "udsigtsløs".
17.04.90:
Lægerne Somogyi og Graungaard kontakter
Frederiksberg kommune med oplysning om de 2 pigers opholdssted og
omstændighederne, som førte til beslutningen om at medtage disse.
18.04.90:
Maria, den ældste pige på 15 år ringer til Eva
Graungaard og fortæller, at hun befinder sig til afhøring på Tomgårdsvejens
politistation. Politiet har anholdt hende på gaden. Hun var efterlyst og skulle
afhøres vedr. flere kriminelle forhold, først og fremmest småtyverier samt
snyderi i S-togene, hvor hun har fremvist en anden persons
sygesikringkort.
Maria ønsker, at Eva Graungaard kommer
tilstede og nægter at udtale sig, før denne læge, som hun har tillid er kommet
frem.
Eva Graungaard opsøger derfor Mette Haugaard
Hansen på hospitalet. Moderen giver Eva Graungaard fuldmagt til at overvære
afhøring af Maria.
BILAG:
Tilstede ved afhøringen er desuden en
kriminalbetjent samt en repræsentant fra Børne- og Ungeudvalget i
København.
Eva
Graungaard tager derefter Maria med sig hjem, fordi denne store pige angiver at
være meget sulten.
Lægen støtter pigen i at fastholde sin vægring
mod at udtale sig, bl. a. for hurtigst muligt at kunne forlade politistationen,
hvor pigen angiveligt havde siddet i mange timer og hun overlader derefter
sagen til sin egen advokat Kornerup Jensen.
De tre piger får så hver deres eget værelse
side om side med lægeparrets eget barn, den 6-årige Dittes værelse.
På
grund af massiv lusesmitte hentes straks luse shampo på apoteket og pigerne
befries for en ulidelig kløe.
Der
indledes straks samarbejde med de store pigers skolen og lægerne kører dagligt
de to store piger til deres skoler. Hhv Sønderjyllandsskolen og en
ungdomsskolen: Vi-ka-Sku.
Det yngste barn har aldrig været i nogen daginstitution-
hverken i vuggestue, eller i børnehave, og var heller ikke kommet i
børnehaveklasse. Hun er så syg og smerteforpint, at hun straks den følgende dag
kommer til tandlæge, hvor de fleste mælketænder må fjernes. Der var ikke en
eneste hel tand i munden på hende.- Lægernes egen datter, Ditte, der er lidt
yngre end Lisbeth går i Johannesskolens børnehaveklasse.
Lægeparret ringer næsten dagligt til Frederiksberg
kommune for at få en afklaring omkring de tre pigers skæbne.
Der går herefter ca. 6 uger, inden kommunen reagerer
trods mange opringninger fra Eva Graungaard.
Kontaktpersonen på kommunen bliver fuldmægtig Elsebeth Kaasgaard.
Ultimo
maj 1990:
Besøg
hos Graungaard-Somogyi af 4 folk fra kommunen, der gennemgår hele boligen og de
tre børns værelser. Elsebeth Kaasgaard er en af de tre personer.
De
kommer op i lægernes lejlighed - en seks-værelses lejlighed på Godthåbsvej nr.
32 på Frederiksberg. Disse finder
forholdene særdeles gode. Børnenes værelser bliver inspiceret, ligesom hele
lejlighedn gennemgåes.
BILAG:
plejetilladelsen.
Der
forevises skrivelsen fra Rigshospitalet vedr. den biologiske moder og dennes
dårlige prognose.- ifølge udtalelse fra Rigshospitalet, hvortil moderen var
blevet overført.
Og
kommunens udsendinge viser en skriftlig tilladelse fra moderen, som er
indhentet, mens moderen endnu lå på Frederiksberg hospital.
Alle tre piger er tilstede i lejligheden. De
to store er kommet hjem fra skolen. Der
indledes en dialog vedr. pigernes
Kronologi
nr. II
---------------------
18.3.1992:
1.
Ligeledes side 116 adv. Thorbek:
Samtale
mellem Inger Bek og socialudvalgsformand Birgit Fogh- Andersen referat ønskes!
2.
Frederiksberg
politi kommer talstærk til lægekonsultationen denne onsdag sammen ledet af viocekriminalkommissær Lau Fries. De har
ingen dommerkendelse med, men de er mange og de har afspærret Voldumvej i begge
retninger og lederen af aktionen.
vicekriminalkommissær Lau Fries hamrer på ruden. Der er patienter, og den lille
datter, Ditte på 8 år er endnu ikke sendt i skole- Hun skal den dag møde kl.
10.
EG
spørger om, politiet har en dommerkendelse, hvilket de ikke har. Da EG, der
straks tænker på den onde og løgnagtige gederapport, frygter, at forsamlingen
er ude efter lægeparrets yngste barn, nægter hun lovmedholdeligt at åbne
hoveddøren.
Vicekriminalkommissæren
sender bud efter en låsesmed, der under stort borespetakkel borer hul i
lægekonsultationens yderdør, og politiet stormer ind og Lau Fries fanger EG i
et hjørne, hvor hun presses op i krogen.
Flere
betjente baner sig vej under stor og helt unødvendig drammmatik ind i
lægekonsultationen, efter at Voldumvej
med store politibiler blev afspærret i begge retninger og alle de
patienter, der kom ad Voldumvej til konsultationen blev skarpt bortvist af
uniformeret politi, som bad dem gå hjem og søge anden læge, da lægerne her
skulle i fængsel.
Politiet
anholder lægerne, og lænker deres voksne datter Rie i håndjern sammen med den
mandlige sekretær Helge Røpke og dr. Somogyi føres ud i en ventende kassevogn,
dr. Graungaard bæres på grund af den utrolige vold, vicepolitikommissæren
brugte mod hende ud forbi en ventende patientskare og lægges i bunden af en
anden stor kassevogn, og køres under udrykning til Frederiksberg hospital under
udrykning, hvor hun blev indlagt på akut
intensiv hjerteafdeling, mens den mandlige sekretær, der blev lænket til en
voksen datter i håndjern, hvor sekretærens højre hånd blev lænket til datterens
højre hånd, så disse måtte snurre rundt hele tiden, idet den ene skulle gå
baglæns, når den anden gik forlæns. Disse kørtes i en lille politibil til
afhøring til Frederiksberg politistation.
Lægernes
yngste dengang kun 8-årige datter blev derefter gennet ud på Voldumvej, hvor hun grædende
måtte stå frysende udenfor og se på at hendes forældre og storesøster af
politiet blev hhv båret og ført ud forbi hende. Politiet havde end ikke givet
hende tid til at tage overtøj på. Hun måtte stå ude på Voldumvej ikke alene
under den voldelige anholdelse, men også i hele den tid, det tog med den
efterfølgende ransagning.
Politiet
forsøgte at få folk fra børnehaven med
til ransagningen. Børnehaven er nabo til lægekonsultationen.- Alle voksne i
børnehaven nægtede imidlertid at medvirke.
Derfor
måtte politiet nøjes med en tilfældig og meget syg patient, der var på vej til
lægekonsultationen. og en af lægernes svigersønner- Peter Billesskov Shelde.
Politiet
havde hverken dommerkendelse til indbruddet, eller til fængslingerne eller til
ransagningerne.
Men i
det omfang dansk politi finder det ulejligheden værd, får dette altid
efterfølgende godkendelse af en dommer. I dette tilfælde bad politiet om
godkendelse af ransagningen i vor lægepraksis, og fik automatisk denne. Men det
fandt det ikke umagen værd at få godkendt indbruddet og ransagningen hos vor
lejer Erik Kurt Christiansen
BØRNENE
FINDES HELLER IKKE VED DENNE RANSAGNING.
Den lille 8-årige Ditte efterlodes frysende og grædende
på fortovet udenfor hoveddøren, som politiet låste.
19.3.92.
Hun er 1oo
procent sikker på, at det
er Lisbeth, Eva
Graungaard går med. Hun kender forskel på lægernes egen 8-årige datter
Ditte, der er mørk og en lysere
Lisbeth. Desuden har Lisbeth afrikanske fletninger, som ved udsendelsen i
Kanal-2. Og Fre-
deriksbergdommeren udtaler: "DET vidne tror jeg på".
Fru Schack Nielsen oplyser ligeledes, at en familie Hetland, på 4. sal, kommer forbi på
samme tidspunkt og derfor må
have set det samme som hende.
Familien
Hetland oplyser under politiafhøring, at de har set Eva Graungaard og Karl
Somogyi, men ikke sammen med en
lille pige.
"Samme
dag ringede Graungaard til Slangerup og
fortalte,
at der havde været razzia hos hende. (Det
blev
vist samme aften i Kanal-2) og hun fortalte
også,
at Arne Melchior havde givet 1ooo kr til
pigerne,”
Det er
hvad ægtefællerne i Slangerup sammen med Lau
Fries
har brygget sammen.
Historien
er usand ifølge lægerne. Disse forklarer, at rektor Inger Bek den 27.2.92
uanmeldt kom til deres
private hjem sent om aftenen - tilstede var læge Ben Graungaard, en af deres
sønner. Rektor Bek fortalte
ved den lejlighed, at de to piger nu var "gadebørn" og havde
været hos hende på skolen.
Ordet GADEBØRN blev gentaget ved kontakt til Inger Bek om formiddagen den 6.3.92.
Historien om gadebørn
troede lægerne på og da de forestillede sig børnene
frysende og sultne på Christiania, hvor der også gik
rygter om, at de nu befandt sig,ringede Graungaard samme dag ved 12-tiden til folketingsmand
Arne Melchior og fortalte
ham, Inger Beks historie om
gadebørnene, og det var, fortæller hun, ikke et øjeblik faldet hende ind, at
historien var usand.
Arne Melchior, der ikke uden grund har ord for at have hjertet på rette sted bad
hende straks om at
møde ham på en bestemt adresse på Vesterbrogade. Hvilket hun gjorde sammen med
ægtemanden Karl Somogyi.
De fortæller, at Arne Melchior tog 1o
hundredkronesedler op
af sin tegnebog og lagde disse
på bordet. Pengene blev afleveret til Inger Bek, der tilbød kvittering, hvilket
blev afslået.
18.03.92:
Anholdelsen af lægerne Somogyi og Graungaard med efterfølgende ransagning på Voldumvej
22, 2610 Rødovre.
Tilstede er de i følge retsplejeloven to uvildige vidner, som
Børnene
findes ikke.
Ransagningen
havde som altid negativ resultat.
Denne
ransagningskendelse var selvbestaltet og ulovlig, idet den ikke iværksat af
retten.
Inger
Bek oplyser under politiafhøring, at Mulle rin-
ger til
hende ca. 22.30. (Dette må så være på hendes
privatnummer
i Hillerød, som er hemmeligt). Inger Bek hævder, at opringningen sker fra en
telefonboks, da hun kan høre
nogle svage klik og dut. Inger Bek beder hende ringe igen - men det gør
Mulle ikke.
Såfremt
jeg og min familie havde det mindste med sagen at gøre, ville Mulle have ringet
til familien- men hun ringede til Ingfer Bek.
Hvordan
kan det dog gå til, at Mulle har sin rektors telefonnummer i Hillerød? "
blev Mulle spurgt om ved Karl
Somogys fødselsdag få dage efter, at
børnene var kommet frem.
Det har
"Inger" givet mig sagde Mulle
og viste at hun havde dette i inderlommen af sin jakke "Her"- DEt fik
jeg i Slangerup af "Inger" med besked på at jeg altid må ringe, hvis
der sker noget. Derfor kunne jeg ringe, da jeg hørte, Eva og Karl var kommet io
fængsel- Det har jeg da fået af
hende selv en dag, hun besøgte os i Slangerup", svarer Mulle.
EG:
på Frederiksberg hospital.Indlagt på enestue på intensiv
afdelingen. se journalerne fra hospitalet.
Kriminalass. Bente Nielsen afhørte læge Lene Villerslev, der ifølge kriminalassistenten
skulle have oplyst, at der ikke var mærker efter slag, hvilket er usandt-
usandt, at denne kollega havde oplyst dette- samt at der ikke var mærker efter
slag- se hospitalsjournalen.
At denne læge har udfærdiget politiattest er heller ikke
sandt.
Der blev aldrig udfærdiget nogen politiattest fra nogen
læge på Frederiksberg hospital.
KS:
Kl. 12.15 til 12.35 blev KS undersøgt af tilkaldte uhyre
Preben Gjertinger.- Det ikke havde blodtryksapparat med- Man tager ikke
blodtryk på fanger.
Denne erklærede, at der intet lægeligt var til hinder
for, at KS opholdt sig på politikontoret.
Han var forevist en hospitalsjournal, efter hvilken
Somogyi har haft to blodpropper i hjernen og højt blodtryk: 240/140.
Derefter blev embedslæge J. Falkenberg tilkaldt, som
havde blodtryksapparat med, og tog trykket og erklærede 240/140- men i
politirapporten blev skrevet 220/ 110, hvilket tryk også er livstruende.
Advokaten forlangte, at KS skulle behandles- men
embedslægen erklærede: Jeg er tilkaldt for at tage blodtryk- ikke for at
behandle, hvorefter denne læge gik.
Advokaten fortalte, at udenfor stod to læger, der begge
havde blodtryksapparat i deres lægetaske og blodtryksnedsættende medicin, Det Var KS's søn læge Ben Graungaard og
KS's bror Læge Georg Somogyi. Disse
ønskede at komme den gamle og livstruede mand til hjælp- men dette blev nægtet.
Så forlangte advokaten KS indlagt på hospital, dette blev
også nægtet, idet embedslægen erklærede, at KS's tilstand ikke var sådan, at han
ville "trykke på den røde knap", Og indlæggelse blev nægtet. KS måtte
vente med behandling til han var afhørt og kommet på vestre Fængsels
sygeafdeling.
”Moster Pop”- Poula Rasmussens hospitalsophold:
18.3.1992 Rektor Beks venner i Slangerup, der skjuler
børnene, tager
19.3.92.
18.03.92 til 20.03.92:
Inger Bek oplyser under politiafhøring til
politirapporten, at hun besøger moster Pop. Ifølge to journalister, Harly Foged
og Otto Jonasen, befinder moster Pop sig i Slangerup hos Whita Sjøsten
og Niels Lykke Nielsen, hvor den ene af dem har en længere samtale med moster
Pop, mens den anden har tvunget Niels Lykke Nielsen til at køre ham til det
skjulested i Hørsholm, hvor børnene holdes skjult.
Inger Bek oplyser i politirapporten at have ringet til
socialudvalgsformanden, Birgit Fogh-Andersen den dag.
19.03.92
Socialudvalgsformand Birgit Fogh-Andersen
svarer i radioen på spørgsmålet: Hvad
vil I gøre fra kommunens side?:
"Vi er i øjeblikket ved at etablere et samarbejde
med børnenes skole og håber, at det lykkes, for børnene har tillid til deres
skole. Og vi ønsker, børnene skal komme frit frem, så vi kan få dem i tale, og
jeg har de allerbedste håb om, at vi skal nok få rede på denne her sag. Vi
ønsker, at børnene skal have det
godt, men det må vi altså så kunne garantere i et samarbejde med deres
anbringelsessted. Der er jo ikke tale om, at børnene skal på et børnehjem. Det
gør vi ikke, men for at få dem i tale, må vi jo i hvert fald have et
anbringelsessted midlertidigt, sådan at vi kan få børnene i tale. Og så håber
jeg, at vi i samarbejde med skolen kan....altså vi vil jo ikke- vi er jo ikke
onde mennesker, vi ønsker bare at leve op til det ansvar, som vi vitterligt har
lovmæssigt set".
Allerede dagen efter fængslingen af lægerne røber denne
socialudvalgsformand kommunens plan.
I samme radioudsendelse, som socialudvalgsformanden
startede med at sige, at hun var glad for at få lov til at fortælle
befolkningen om denne konkrete sag,- som hun senere ligeledes i båndet
telefonsamtale kaldte en "Helvedes sag" brød hun ikke alene sin
tavshedspligt ved at kalde moderen en HIV-positiv narkoman på metadon- men fortalte også en
lang række usandheder.
1. At kommunen ikke havde kunnet etablere noget
samarbejde.
Kommunens folk har været i lægernes hjem adskillige
gange- og det var efter aftale med kommunen, at børnene efter rektor Beks
anbefaling forsøgsvis var i Slangerup i 1990- hvor de ikke ville være, men stak
af og løb til en telefonboks og forlangte sig hjem igen til lægerne, hvorfor de
straks blev afhentet.
At det var efter aftale med kommunen at børnene først kom
i Rødovre skole og dernæst til Johannesskolen osv. Kommunens repræsentant var
med til smørrebrød, både da sønnen blev læge og blev premierløjtnant, og da
sønnen Emil fik sin studentereksamenHan var han den første der satte sig til
bordet.
2. At den biologiske mor er helt indforstået med, at
børnene er anbragt uden for hjemmet. Den biologiske mor var indforstået med, at lægerne havde børnene
til hun selv igen var rask nok til at hjemtage disse. Hun havde selv skriftligt
ønsket dette og selv skrevet under på kommunens midlertidig plejetilladelse til
lægerne. Men moderen har ALDRIG været indforstået med ikke at have sine egne børn
hos sig.
3. ”Aldrig nogensinde har vi kunnet få børnene i tale”,
siger denne løgnagtige socialudvalgsformand, der selv har haft børnene til
enesamtale på Frederiksberg kommune, hvor Mulle den ene gang kom styretende
stortudende ud fra mødet. Jf sagsakterne.
Socialudvalgsformanden har desuden været på skolen og
talt med hende på rektorens kontor. Jf. klasselærer Lise Kjær Rasmussens
vidneudsagn i retten, der til og med er afleveret skriftligt til dommeren.
Og Mulle har siddet ganske alene i Den Sociale Ankestyrelse
den overfor en dommer, en ankechef, prykologer osv. Kommunen nægtede
plejeforældrene at ledsage hende og nægtede klasselæreren at ledsage hende.-
Den biologiske mor ville hun ikke se.
4. Vi har ikke kunnet føre tilsyn med plejehjemmet er
ligeså usandt.
Der har været en deputation i lægernes hjem og drukket
kaffe og kommenteret deres antikviteter- og udkrevet tilsynsrapport
og hver onsdag er Lisbeth hentet i konsultationen på
Voldumvej- dette sluttede først i sommeren 1991, da fuldmægtig Gundorph gjorde
politigreb på Mulle i venteværelset i kammeraters påsyn.
Først derefter skete udvekslingen til samkvem over rektor
Inger Beks kontor på Johannesskolen.
5. Ikke kunnet få samtaler med børnene uden
plejeforældrene var tilstede.
Også usandt, idet Mulle to gange er kommet højtgrædende
ud fra enesamtaler med denne socialudvalgsformand- det var:----
6.Derefter fortæller hun en røverhistorie om oldermanden
og den konservative vælgerforeningsveninde menedersken Grethe Schack Nielsen at
både hun og denne dame havde fået telefoniske trusler om nakkeskud og at det er
ikke denne veninde men kommunen der har anmeldt venindens løgn." Det har
hun undersøgt”
7. ”At lægerne ikke var mødt op til politiafhøringen-
hvilket d var den 26.2.1992”
1. at politiet havde dommerkendelse, da de den foregående
dag brød ind i lægekonsultationen.
2. at man aldrig fra forvaltningens side havde været i
lægernes hjem- slv om der var givet tilsynsrapport
3. at man aldrig havde haft kontakt med børnene - selv om
hun selv havde talt med Mulle gang på gang, at hun den sammen med
at Mulle også selv alene havde siddet i den S A
Disse udtalelser er genudsendt talrige gange gennem
lokalradioen- ligesom hendes løgnagtige udtalelse er bragt også i månedsavisen
"Frederiksberg Journalen".
2.Rektor Inger Bek oplyser under politiafhøring, at hun
ringes
op af vicesocialdirektøren på Fr.berg, Anders Jensen.
Karl
Somogyi fremstilles i lukket grundlovsforhør og varetægtsfængsles i isolation i
7 dage.
Eva
Graungaard idømmes det samme i absentia - hun er indlagt
med
hjerteinfakt, som følge af anholdelsen.
Grete
Schack Nielsen fastholdt under dette retsmøde sit tidligere afgivene opdigtede
vidnesudsagn.
Der så
utroligt let kunne være blevet afsløret af politi og dommere, idet hun
fortalte, at det var min søn, Martin, der havde kørt bilen, vi skulle være
kommet i sammen med barnet Lisbeth, for Martin var i Miami på det tidspunkt.
To
journalister, den ene fra DR, fortæller, at Niels Lykke Nielsen kører
DR-journalisten til børnenes nye gemmested i Nordsjælland. Den anden journalist
får påbud om at blive i Slangerup og underholde moster Pop.
DR-journalisten
får først påbud om at sidde med bind for øjnene, men da han nægter dette, får
han påbud om at lægge sig i bunden af bilen, mens Whita Sjøsten og Niels Lykke
Nielsen kører ham til gemmestedet.
DR-journalisten
optager en film, som han tvinger Whita og Niels til sammen med ham at køre ind
på KANAL 2 med. De ankommer alle tre, iflg.udsagn fra folk på KANAL 2, kl.
17.55.
KANAL 2
sender optagelsen i deres nyhedsudsendelse kl. 18. I denne udsendelse fortæller
Mulle, at hendes forældre, (lægeægteparret) intet kender til skjulestedet.
Niels
Lykke Nielsen forlangte som betingelse for, at børnene kunne vises i TV, at deres
ansigter skulle sløres, så de kun kunne ses i kontur, samt at flere detalje fra
hjemmet blev fjernet, og billeder flyttes, samt at filmen blev slettet under
hans kontrol. Han fik alle tre betingelser opfyldt og forsvandt sammen med
Whita meget hurtigt fra tv-stationen.
Samme
dag føres Eva Graungaard fra Frederiksberg sygehus, hvor hun havde ligget på
intensiv afdeling, til Vestre Fængsel, hvor hun blev klædt nøgen og
kropsundersøgt for derefter at blive anbragt i samme celle, i celle nr. som en
af hendes kammerater fra frihedskampen i jernbanesabotagen i Esbjerg - han blev
dengang skudt
Efter
den 19.3.92 har Slangerupægtefællerne ikke set pigerne Mulle og Lisbeth, fortæller
de Lau Friess i
politirapporten.
Sandheden er iflg. Mulle, at det var dem, der førte pigerne til Niels' arbejdskollega i
Hørsholm og skjulte disse hos ægteparret, Ole og Birthe Andersen, Alsvej 97,
297o Hørsholm, som ifølge advokat Sølvtoft Madsen, som var vidende om, at
lægerne var i fængsel,og pigerne var eftersøgt af politiet, og blev besøgt der
af slangeruppparret og dagligt derfra talte med rektor ved
Johannesskolen," som var en form for løsning af problemet"at , og
dem der førte DR-fotografen
til stedet og dem, der der ifølge politiafhøringen af denne samvittighedsløse
familie nder dagligt kørte pigerne til telefonboxen for at aftale yderligere
med rektor Inger Bek og dem, der den 28.3.92 hentede pigerne og kørte disse
først til Slangerup og derfra til stedet i Slagslundeskoven syd for Slangerup
den 28.3.92 og overlod disse til Whita Sjøstens tidligere ansatte chauffør,
Poul Weibel Larsen, der cirklede rundt med børnene til taxametret stemte med en
tur fra Roskilde til skolegården på Johannesskolen. ifølge både Mulle og
afhøringen i retten i 1994 af slangerupparret.
20.3.1992
Otto Jonasen føres med bind for øjnene liggende i bunden
af Slangerupparrets bil til skjulestedet i Hørsholm og taler her med de skjulte
piger.
Bilag TV-båndet.
----------------------
Bilag Otto Jonasens skrivelse til retten under
vidneansvar.
----------------------------------------------------------
20.03.92:
Inger Bek oplyser under politiafhøring, at hun og vicesocialdirektør Anders Jensen
mødes.
Emne:
Familien Gyllinge, et lærerpar fra Johannessko-
len foreslås
som midlertidig plejefamilie for
Lisbeth
og Mulle.
Mødereferat
ønskes!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Eva
Graungaard forhøres i et lukket retsmøde og idømmes fortsat isolationsfængsling
af hensyn til sagens opklaring.
23.3.1992:
Ifølge adv. Thorbek- politiafhøringer: side 119.
Møde mellem rektor Bek og Anders Jensen
Mødereferat ønskes!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
25.3.1992:
Socialforvaltningen møde hos Gyllingefamilien Inger Beks
lærerpar på hendes skole.
25.03.92:
Overlærer Lise Kjær-Rasmussen, Johannesskolen afhør-
es på
et lukket retsmøde. Hun oplyser, at Mulle var
på
Johannesskolen fastelavnsmandag, d. 02.03.92, hvor hun talte med hende og af hende fik
at vide, at hun skulle op til rektor.
På forespørgsel om, hvorfor hun ikke
tilkaldte politiet,
svarede hun, at hun efter at være fulgt efter hende så hende gå ind på
rektor Inger Bek kontor.
Hun overlod det derfor
,til
hende, da hun jo er hendes
overordnede.
Tilstede som observatør for rektor
Inger Bek ved det lukkede
retsmøde var viceinspektør Leif Iversen, Johannesskolen, der IKKE
forlod lokalet, da over
læreren var færdigafhørt. Han blev siddende. Og lyttede. - foruden
socialforvaltningens observatør
Bill Jahnsen.
Bill
jahnsens ivrigt optagen referat savnes her som ved samtlige andre
retsmøder!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
For
alle andre var:
Selv om retsmødet var præcis så
meget
lukket,
at den journalist, der var kommet tilstede og råbte højt, at han havde noget
meget væsentligt at sige i
denne sag. Han blev vist ud.- Han vidste fra Niels Lykke Nielsen, at børnene
var der.
Tilstede var
også Bill Jahnsen, der kunne fortælle på kommunen, hvad overlæreren havde røbet
om rektor Beks skjulen børnene.
Tv-båndet, vvvvvhvor harly Foged fortæller om, hvordan han blev smidt ud af
retten den dag. Lægerne vidste ikke og de kunne ikke vide, hvor børnene var
skjult.
26
marts 1992.
Denne
morgen talte folketingsmedlem Arne Melchior i radio Falcon på Frederiksberg.
Han kaldte fængslingen af lægerne er retsskandale.- Og indbød alle til
pressekonference på hans kontor samme dag kl 12.
26.03.92:
"Kl
10.45 fremstilledes arrestanterne" således denne dags indledes
retsbogsudskrift. og der fortsættes: Som repræsentant for Frederksberg socialforvaltning mødte
Bill Jahnsen"
Dermed
kunne denne socialforvaltnings observant observere begivenhederne ved dette
lukkede retsmøde og rapportere videre til det næste lukkede
socialforvaltningsmøde få timer senere på rådhuset at i retsmødet blev Eva
graungaard nægtet retsmødet sluttede: "
Eva
Graungaard og Karl Somogyi ikendes yderligere
14 dage
i isolation. Kendelsen kæres øjeblikkeligt
til Østre Landsret.
26
marts 1992
Der var
travhed på Frederiksberg kommune, mens lægerne sad velforvaret i
isolationsfængslet.
Foruden
at få ordnet sagen om, hvordan man skulle få lovliggjort rektor Beks økonomisk
betrængte venner i Slangerup-
hvilket skulle gøres på den måde, at et
lærerægtepar i 14 dage skulle tage børnene alt imens Slangerupparet officielt
skulle søge om plejetilladelse og de skulle sige, at de kendte børnene fra
pressen, og så skulle
rektor Beks anbefale sine økonomisk betrængte
Slangerupvenner. Og disse ville så være sikret en permanent plejetilladelse.-
Rektor Bek var jo en vægtig pædagog.
Under
det store Frederikssundsmøde efter lægernes frigivelse udtalte Slangerupparet
til en forsamling på 11 kendte mennesker
at de var helt sikre på denne plejetilladelse, da rektor
Bek havde garanteret denne. Og kommunen havde garanteret disse Frit Lejde.
Man havde også flere andre problemer, der skulle løses.
Deribandt, at rektor Beks lærerpar på Johannesskolen, der
midlertidig skulle huse børnene for at hjælpe deres rektor ud af kniben og med
at få varig plejetilladelse til hendes venner i Slangerup.
Disse boede i Københavns kommune, og skulle derfor også
godkendes af denne kommune.
Godkendelsen fra Frederiksberg kommune, hvilket blev sket
uden nærmere undersøgelse, udelukkende på rektor beks anbefaling,
Godkendelsen fra
hele to kommuner betød, at der var en vis tidsfaktor, hvilket
forklaretr, at gidslerne- lægerne måtte forblive i deres isolationsfængsel så
længe.
26
marts 1992.
Københavns
kommune kom først ud til lærerfamilien den 26.3.1992- og allerede dagen efter
den 27.3.92 forelå plejetilladelsen.
Denne
plejetilladelse bliver stadig ulovligt tilbageholdt sammen med alle de andre sagsakter frden tiid, hendes
børn blev holdt skjult.
Hun har
aldrig set denne, og har forgæves konstant forsøgt gennem hendes advokater at
få denne udleveret. Hun skal nu anden gang i Landsretten om disse børn uden
kendskab til hendes børns skæbne.
Moderern
har af sine børn fået oplyst, at der slet ikke var plads til disse i dette
lærerhjem, da dette kun havde et børneværelse, hvor deres eget barn boede-
hvorfor der skulle bo tre børn i eet værelse. Hun udleder deraf, at lærerparret
må have været presset meget hårdt af
skolens rekto for at gå med til sådant samt, at det forekommer underligt, at en
plejetilladelse gives under sådanne forhold. Der har ikke været taget noget som
helst hensyn til hverken hende som mor eller hendes børn. Hun udtaler, at
hendes børn var gidsler i kommunens kamp mod løægerne, som skulle "ned med
nakken".
26.3.1992
Derefter
meldte der sig det store problem. Nemlig at den ældste pige helt enkelt
meddelte rektor Bek om aftenen den 27.3.92,
"at hun ville tænke over sagen natten over"
Og samtidigt fik vi
meddelelse om, at Landsretten havde underkendt Frederiksberg rets
fortsatte isolationsfængsling af os og frigav os samme aften.
Dertil kom så problemet, at få børnene frem i lyset og få disse installeret i
lærerhjemmet
Også dette problem ordnedes på de hemmelige møder på
Frederiksberg kommune.
26.marts
1992
På
mødet den 27.3.92 kl 14.3o
-------------------------------
Ved
dette møde deltog:
Rektor
ved Johannesskolen Inger Bek, afdelingschef Hans Henrik Plange, socialdirektør
Bjarne Busk, vicesocialdirektør Anders Jensen, Johannesskolens advokat.
Denne forsamling arbejdede roligt og fattet denne
dag, den 27.3.992 kl 14.3o. Den vidste nemligt fra dens observatør,
vicekontorchef Bill Jahnsen, som den havde siddende ved alle de lukkede
retsmøder, hvor lægerne blev idømt den ene fristforlængelse i isolation efter
den anden. Og hvor der hver gang blev sagt, at disse ikke kom fri, FØR børnene
var fremme- uanset oplysningerne om deres forhold, alder sygdom og erhverv.
at lægene den foregående dag var
blevet idømt endnu 14 dages fristforlængelse i isolation indtil den 9 april.
Det
forholdt sig nemlig sådan, at i samme øjeblik, som politifuldmægtig Merete
Pårensgaard forlangte yderligere 14 dages isolationsfængsling til den 9 april
92, havde dommer Sylvest Nielsen uden betænkningstid dømt lægerne til fortsat
varetægtsfængsling i isolation i
yderligere 14 dage- altså til 9 april.-
Derfor
troede forsamlingen lægerne velforvaret
bag lås og slå og uden kontakt til omverdenen.
men kommunens observant vicekontorchefen Bill Jahnsen må
i sin glæde over dommerens følgagtighed enten have glemt at rapportere- eller
måske slet ikke observeret at lægernes advokat Hans helmer jensen straks efter
afsigelsen af denne dom, til dommerens store forbløffelse gik op til denne og
afleverede et på forhånd udarbejdet kæreskrift og bad denne måbende dommer
meget skarpt om at drage omsorg for, at dette kæreskrift ekspres blev sendt til
landsretten.
Kommunens observant vicekontorchefen blev så glad over
den lange tid- 14 dage ekstra i isolation- som forsamlingen- bammnnden- nu
havde fået til at fuldføre og færdigføre sit forehavende, at han skyndsomt
forlod retten hin torsdag formiddag- uden at høre om kæreskriftet.
han skyulle jo nå at aflægge rapport på rådhuset, før
dette lukkede kl 18.
Netop dette skulle vise sig at blive skæbnessvangert for
komplottet. For selv om denne Frederiksbergdommer naturligvis ikke havde sendt
kæreskriftet til landsretten ekspres. Så fik landsretten alligevel kæren den
følgende dag om eftermiddagen om fredagen den 27.3,92, fordi den anden
forsvarsadvokat cyklede ind til landsretten og fandt kæren frem fra postkassen
og fik den lagt frem for en dommer, der så sent fredag eftermiddag underkendte
Frederiksbergdommerens kendelse og øjeblikkeligt løslod lægerne.
Denne løsladelse skete som nævnt sent om eftermiddagen
den 27.3.92, hvor det aftalte skuespil i skolegården skulle løbe af stableb den
følgende dag Lørdag den 28.3.92 kl 12.
havde det ikke været for de to advokater på grund af
deres erfaring med denne ret på Frederiksberg, der havde skrevet kæren, før
lægerne blev dømt. - Og for advokat
Jytte Thorbæks skyld, der fandt kæren frem fra landsrettens postkasse fredag
eftermiddag og placerede denne foran dommeren, der så resolutunderkendte
Frederiksberg rets dom med fortsat isolationsfængsling- så var byrettens dom
først blevet underkendty af Landsretten den følgende mandag i stedet for fredag
eftermiddag og så havde bandens komplot været den fuldendte forbrydelse.
Ved enhver forbrydelse bliver der begået en fejl- og
fejlen her var altså, at observanten
vicekontorchefen Bille jahnsen ikke i sin glæde gav sig tid til at
overvære retsmødets efterspil, hvilket jo ville have kunnet få forsamlingen til at skynde sig
yderligere.
Planen havde socialudvalgsformanden i virkelighedn
allerede røbet ved sine udtalelser til
lokal radio på Frederiksberg og
Frederiksberg Journalen dagen efter lægernes fængsling den 19.3..92.
Ligesom samme socialudvalgsformand dagen før landsretten
underkendte Frederiksbergs fortsatte
fængsling af lægerne til Jyllandsposten.
Socialudvalgsformanden røbede i radiointerview'et, at
kommunen havde et godt samarbejde med den udsete plejefamilie- Slangerupparret- og med skolen.
Bilag.
radiointerview'et og artiklen i Jylladsposten.
------------------------------------------------------------
Socialudvalgsformanden røbede i radiointerviewét
Aftaltes det, at der ikke skulle være politipå vejen fra
Hørsholm til skolegården den følgende dag lørdag formiddag i den tid, da
børnene skulle fragtes denne vej til skolen.
Det aftaltes, at børnene først skulle bringes fra
Hørsholm til Slangerup den følgende formiddag lørdag den 28.3.92. fordi
Hørsholm skulle være tophemmeligt og et sted, der skulle være helt umuligt at
finde frem til.
Det aftaltes yderligere, at børnene af Slangerupparret
skulle, fragtes til Slagslunde skoven og derfra i taxa til skolegården.
Samt at taxachaufføren Poul Weibel Larsen, som den
kvindelige part fra Slangerup havde et godt kendskab til og tidligere havde
haft ansat i sit firma, før hun blev døm,t til ubetinget fængsel for bedrageri,
skulle have en forfabrikeret taxabon lydende på kørsel fra Jernbanegade i
Roskilde til Johannesskolen.
Denne plan og meget mere aftaltes helt ned i mindste
detaljer i bedste James Bond stil. under disse tophemmelige møder på
Frederiksberg kommune.
Ligesom det aftaltes på dette møde på Frederiksberg
rådhus fredag den 27.3.92 kl. 14.3o:
Hvordan børnene skulle komme tilsyne.
Hvornår de skulle dukke op.
Og hvor i skolegården.
Samt at taxaen skulle køre hen til lejelabyrinten og
holde der kl. 12 lørdag den
28.3.92.
Og det aftaltes, at Inger Bek skulle stå oppe i et
vindue.
Og når taxaen med bø'rnene ankom, skulle hun gå ned i
gården og betale chaufføren den forud fabrikerede taxabon der lød på kørsel fra Jernbanegade i
Roskilde.- Hun betalte med en girobon i skolens navn.
Afstanden fra Roskilde til Johannesskolen passede med
afstanden fra Slagslundeskoven til skolen havde man fundet ud af.
Det aftaltes ydermere, at alt dette skul iagttages af en udvalgt repræsentant fra
Frederiksberg kommune, nemlig Søren Gøtler, som ikke skulle vide, at det hele
var aftalt spil.
Søren Gøtler skulle så aflyse politieftersøgningen-
Derefter kunne lægerne frigives og ville så være sagen
helt udenforstående og ude af stand til at kræve nogen som helst indsigt til et
eneste journalakt.-
Dette var grunden til at det var bydende nødvendigt at
disse var fængslet til planen var fuldført og børnen midlertidigt anbragt for
snart at kunne vende tilbage til rektorens venner i Slangerup.
For en sikkerheds skyld aftaltes det på det sidste
hemmelige møde, at lægernes 8-årige datter skulle bortvises fra Johannesskolen-
hvilket rektor Bek dog var lidt betænkelig ved. Hun var bange.
referat fra dette lange møde
ønskes!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Alt dette har vi ikke alene fra en pålidelig kilde i
Frederiksberg kommune- samt fra politiafhøringen af Inger Bek, som advokat
Søren Søltoft har læst op for Eva Graungaard og hun taget på bånd.- samt fra
adv. Thorbeks Notat.
27.03.92:
Eva Graungaard og Karl Somogyi løslades af Østre
Landsret,
som omstøder kendelsen fra retten på
Fr.berg.
Familien
Gyllinge godkendes endeligt som plejefami-
lie af
Fr.berg og Københavns kommune.
27.3....1992 om eftermiddagen går der bud til rektor Bek,
at ikke alene plejetilladelserne fra Frederiksberg kommune, som jo kun var en
formalitet var i orden - men nu havde Københavns kommune også været ude hos
lærerfamilien og givet plejegodkendelse til hedes ansatte lærerpar på skolen,
så nu kan børnene komme frem.
Rektor Bek sender bud til slangerupparret at sagen er i
orden den midlertidige plejetilladelse er givet til lærerparret.
Fredag
aften den 27.3.1992
Ifølge
politiafhøringen siger ægteparret i Hørsholm :
"PLUDSELIG
EN FREDAG AFTEN FIK DE MEDDELELSE OM, AT TINGENE VAR BRAGT I ORDEN OG AT PIGERNE
SKULLE FORLADE DEM NÆSTE MORGEN- ALTSÅ LØRDAG MORGEN . DE HUSKER IKKE OM DE
MODTOG DENNE MEDDELELSE PR TELEFON ELLER OM DET VAR WHITA OG NIELS DER KOM PÅ
BESØG."
Lørdag
morgen den 28.3.1992
"DEN
FØLGENDE MORGEN, ALTSÅ LØRDAG, KOM NIELS I SIN BIL TIL DE SIGTEDES BOPÆL OG
HENTEDE PIGERNE. OG DE SIGTEDE( ÆGTEPARRET ANDERSEN) FORSTOD, AT DE SKULLE
VIDERE I TAXA IND TIL JOHANNESSKOLEN, HVOR DE SKULLE MØDES MED REKTOR"
28.03.92:
Iflg.
Mulle og Lisbeth hentes tidligt om morgenen i Hørsholm, som aftalt med
ægteparret Andersen og køres til Slangerup af Niels Lykke Nielsen og Whita
Sjøsten i deres røde Mazda 626.
Fra Slangerup kører Niels Lykke
Nielsen alene børnene i sin røde Mazda til en skov lige syd for Slangerup,
Slagslundeskoven, hvor han ifølge tilrettelagt plan møder chaufføren i
Øbrobilen Poul Weibel Andersen, der tidligere har været Whita Sjøstens
taxakollega og ven. Denne har i forvejen
fabrikeret en taxabon lydende på lørsel fra jernbanegade i Roskilde til
skolegården. I Slagslundeskoven flyttes
børnene over i Øbrotaxaen og køres af komplotmedlemmet Poul Weibel Larsen efter planen direkte til legestativerne i Johannesskolens
skolegård, hvor kommunens repræsentant Søren Gøtler står og venter, mens rektor
bek ligeleds efter planen står i et vindue og springer ned og over skolens giro
betaler den forudfabrikerede taxaregning.
Se afhøringen af rektor Bek- og af ægteparret Andersen
fra Hørsholm, og den konstruerede rapport fra Søren Gøtler og tidspunktet for
Københavns plejehjemsgodkendelse af rektor beks læreransatte.
Selv om Mulle allerede den 15.10.1992 fandt frem til det
hus i Hørsholm, hvor hun og lillesøsteren blev holdt skjult, og politiet underrettedes derom både med navn og adresser
på forbryderne, så stod der i læge
kører dem til Johannesskolen.
Børnene
ankommer i taxa fra Slangerup til Johannes-
skolen,
hvor Inger Bek, familien Gyllinge og sagsbe-
handler
fra Fr.berg kommune, Søren Gøttler venter.
Til Lau
Fries har slangerupægtefællerne fortalt, at børnene selv hyrede en taxa fra
Roskilde til Johan-
nesskolen. De vidste selv, hvor de skulle hen.
Taxachaufføren, der hedder Poul Weibel Larsen, siger ved politiforhør, at han blev
hyret af en ham ukendt
mandsperson i Jernbanegade i Roskilde.
Taxabon'en betales af Inger Bek med 3o6 kr og lyder på kørsel fra Jernbanegade i
Roskilde til Johannes- skolen.
Den betales med en girobon fra Johannessko- len.
Mulle
oplyser, at hun ikke på noget tidspunkt har været i Roskilde, Men at
taxachaufføren cirklede rundt
med hende og lillesøsteren så meget, at kilome- terantallet stemte med en kørsel
fra Roskilde.
Eva
Graungaard oplyser, at hun da meget godt kender denne taxachauffør, Poul Weibel
Larsen, idet denne er en af de
mænd, der dagligt kom i Whita Sjøstens hjem. Han var taxachauffør ansat hos Whita Sjøsten, der dengang hed Whita Buch. Det var
før denne blev tiltalt
og dømt for bedrageri.
Den dag
den 28.3.92 har rektor Inger Bek travlt:
1. Hun modtager børnene på skolegården efter aftale
med Frederiksberg kommune,
sagsbehandler Søren Gøtler var
tilstede i skolegården. Og efter aftale med slange- rupægtefællerne
2. Hun drikker te i sit lærerægtepars hjem, hvor
hun installerer børnene,
om hvis placering der ifølge
slangerupægtefællerne er blevet forhandlet om, fra den 2o.3.92, forhandlinger, der
nu er så vidt frem- skredne,
at der er givet plejetilladelse til rektor Beks ansatte, lærerægteparret
Gyllinge, der bor i
Vanløse. Det har kompliceret forhandlingerne, da der skulle forhandles
med både Københavns kommune
og Frederiksberg.
3. Rektor Bek sender om eftermiddagen bud med
en kæmpestor
blomsterbuket til Voldumvej 22 med et brev i hvilket hun sender kærlige
hilsener fra begge børn.
med teksten:
"Kære Eva og Karl"
Velkommen hjem!!!
DE bedste ønsker til jer begge
fra os alle på Johannesskolen.
Pigerne har det godt, sender de kærligste hilsener og
begynder normalt i skolen mandag.
De venligste hilsener
Inger Bek"
4. Endeligt er
Inger Bek ifølge slangerupparret i
i Slangerup samme eftermiddag efter at have anbragt børnene hos sit lærerægtepar.- og sendt
blomster og brev til os.
Om aftenen samme dag:- Den 28.3.92.
Det
Stoore Frederikssundsmøde.
Tilstede
er foruden lægerne Graungaard og Somogyi:
TV-fotograf
Otto Jonasen
redaktør
Harly Foged,
Børnehavelærer Margit Foged.
Mogens
Camre,
Læge
Torben Ishøj
Sektionsleder i KTAS Agnete Ishøy,
Advokat
Hans Helmer Jensen
Læge Ben
Kristian Graungaard
Stud med
Emil Graungaard
Samt Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen.
Whita
Sjøsten erkendte overfor hele denne forsamling,
at det
var hende og hendes mand, som havde skjult
børnene
samt;
At
børnene havde opholdt sig indendørs
hele
døgnet den 11.03.92, hvor Grete Schach Nielsen hævder at have Lisbeth sammen med
Eva Graungaard.
Hun
fortæller ligeledes forsamlingen, at hun, Niels
Lykke
Nielsen og Inger Bek af socialforvaltningen
på
Frederiksberg havde fået sikkerhed for ikke at blive retsforfulgt for deres
handlinger; dette er en del
af en aftale, som er truffet ved Johannesskolens advokats mellemkomst, sagde hun.
Hun
oplyser endvidere, at Frederiksberg kommune via Inger Bek har haft kendskab til
børnenes skjulested i det
meste af den periode, hvor lægerne har siddet fængslet.
Tidligere
samme aften fortalte hendes mand, Niels
Lykke
Nielsen det samme til en del af forsamlingen
bestående
af lægeægteparret, Otto Jonasen, Harly og Margit Foged samt Emil
Graungaard.
29.03.92:
På båndet telefonsamtale mellem Niels
Lykke Nielsen
og Eva Graungaard erkender Niels
Lykke Nielsen igen, at begge
børnene var indendørs i Slangerup den 11.03.92 samt, at han mener,
at man skal komme falske
vidner til livs.
Chefpsykolog Gunnar Kjær-Rasmussen,
som er gift med
overlærer
Lise Kjær-Rasmussen (bisidderen d. 12.12.91 samt Lisbeths klasselærer), ringes
op af rektor Inger Bek, der
fortæller, at børnene kommer i skole mandag - dette skal ske uden drama og
presse.
I båndet telefonsamtale mellem Eva
Graungaard og
lærerægteparret ved Johannesskolen, John og Anette
Gyllinge, fortæller Anette Gyllinge,
at aftalen
om, at de skulle have Lisbeth og
Mulle i pleje, var
indgået mellem Kbh. og Fr.berg
kommune en uge tid-
ligere.
30.03.92:
Børnene kommer i skole.
Uge
15 :
Mulle
tilbyder at se den biologiske moder mod at
vende
tilbage til Graungaard-Somogyi. Kommunen af-
viser
dette tilbud. Mulle fremsætter også sit til-
bud i
Kanal-2 Rapporten - hendes "modydelse" for at komme hjem til lægefamilien igen.
10.04.92:
Mulle får at vide af familien Gyllinge, at
kommunen
afviser hendes tilbud, og at hun skal
i retten og derefter på
børnehjem.
Mulle kommer højt grædende til
Voldumvej 22, 2610
Rødovre. Hun forsvinder efter en telefonsamtale med Søren Gøttler, der beder hende om
at komme på social-
forvaltningen. Hun skal ringe besked
5 min. senere, men det gør
hun ikke.
Mulle tager ud til læge Torben Ishøy,
Elmevænget 10,
2880
Bagsværd. Denne ringer til Fr.berg kommune med
oplysning
om Mulles opholdssted.
Der
indledes forhandlinger med Fr.berg kommune, som
udmunder
i en beslutning om, at Mulle får fred til
mandag,
hvor man så skal mødes igen. Læge
Torben ishøj vil ikke aflevere mulle og meddeler, at kommunen bare skal
komme med låsesmed og politi, og han går gerne i fængsel, men der vil være TV
på sagen. Stillet overfor dette giver kommunen op og lader Mulle blive der.
Lillesøsteren
Lisbeth blev senere samme dag afhentet på skolepsykologens kontor, hvor hun sad
låst inde og bragt til familieinstitutionen på Bülovsvej.
Iflg.
rapport fra klasselæreren overlærer Lise Kjær-Rasmussen hentes Lisbeth udaf klassen
foran de andre børn og
føres til psykologens kontor, hvor hun låses inde. Læreren følger efter og rusker i
døren. Hun spørger
viceinspektøren, Leif Iversen om, hvad det handler om. Denne (manden, der sad som
skolens observatør ved det
lukkede retsmøde, hvor Lise Kjær-Rasmussen blev afhørt den 25. marts 1992)
siger til hende:
"Din rolle er udspillet her. Gå til din
klasse."
Den biologiske moder, Mette Haugaard
Hansen, får senere samme
dag adgang til Lisbeth.
14.04.92:
Mulle
besøger sammen med Agnete Ishøy og dennes dat-
ter,
Ditte, Lisbeth på Bülowsvej. Besøget bliver overvåget af medarbejdere.
Mulle får lovning på, at
Lisbeth kan komme med familie Ishøy på Bakken 2. påskedag (mandag 20.04.92).
15.04.92:
Mulle får at vide, at hun ikke kan få lov at se Lis-
beth 2.
påskedag.
Læge Torben Ishøy deltager i et møde
på Rådhuset.
Tilstede
er Mette Haugaard Hansen, hendes advokat
Kirsten
Reimers-Lund og Bülowsvejens forstanderinde
Else
Plesner.
20.04.92:
Læge
Torben Ishøy tilskriver Fr.berg kommune; att:
Lasse
Gaardsøe. Han beskriver samtalen, som fandt
sted
mellem ham selv og Mette Haugaard Hansen og
skriver.
"Af særlig interesse for min rolle inde-
holdt
samtalen elementer, som efter min vurdering
var
udtryk for en række tvangs- og vrangforstil-
linger,
der især drejede sig om et lægeligt for-
hold og
narkotika/psykofarmaka.".
24.04.92:
Den
biologiske moder, Mette Haugaard Hansen udsteder skriftligt forbud mod
konfirmation af Mulle.
Mulle
foretræder for Børnesagsudvalget ('3) på Frederiksberg sammen med Torben og Agnete Ishøy. Hun gentager igen,
at hun ønsker at vende tilbage til Graungaard-Somogyi.
28.04.92:
Mulle
møder hos Flemming Kofod-Svendsen, formand for Folketingets Sociale Udvalg for
til ham at appellere om, at han retter henvendelse til Fr.berg kommune om
tilladelse til at blive konfirmeret.
Mulle
appellerer ligeledes om at komme hjem til Eva Graungaard og Karl Somogyi sammen
med Lisbeth.
29.04.92:
Fr.berg
kommune ved Hans Henrik Plange tilskriver
læge
Torben Ishøy vedr. moderens ultimative forbud
mod
konfirmationen.
06.05.92:
Mogens Camre, Agnete og Torben Ishøy tilsender Fol-
tingets
'71, stk. 7 tilsyn en
redegørelse af sagen.
07.05.92:
Mulle
foretræder for '71,
stk. 7 tilsyn sammen med
Mogens Camre, efter han har redegjort
for sagen og
dens perspektiver.
08.05.92:
Lisbeths
fødselsdag; hun fylder 9 år.
Eva Graungaard, Karl Somogyi samt deres
datter Rie
mødte op på Johannesskolen med
lagkage og gaver til
Lisbeth.
På
Bülowsvej får Lisbeth besøg af Whita
Sjøsten og Niels Lykke
Nielsen, som inviteres ind med gaver og får chokolade sammen med lisbeth.
Mulle ringer til børnehjemmet og
spørger Lisbeth om
længden af deres besøg. Lisbeth siger
først ja til en
time,
men bliver rettet bagefter af noget personale
til
10-15 min. Hun har fået modellervoks af dem i
gave.
Samtalen er båndet.
Det
skal dertil nævnes, at det ikke har været muligt
for
nogen andre - der iblandt Fru Bertelsen, der har passet Lisbeth - at overrække
Lisbeth gaver.
Derefter bliver Lisbeth IGEN PÅBUDT
SKOLEPAUSE.
Hun er ikke syg, men det er de voksne,
der bestemmer, siger Lisbeth
til Mulle i en båndet telefonsamtale.
09.05.92:
Mulles
fødselsdag; hun bliver 14 år.
11.05.92:
Eva Graungaard bliver ringet op af overlærer Lise Kjær-Rasmussen, som fortæller, at
hun er blevet kaldt op til
viceinspektørens kontor sammen med en faglig repræsentant. Hun får der at vide,
at det er blevet forbudt for
Graungaard-Somogyi familien at komme ind i klasseværelset, når Lisbeth er der
på trods af, at deres egen
datter Ditte går i samme klasse. Hvis hun ikke kan forhindre dette, skal hun
øjeblikkeligt tilkalde
kontoret, der så vil komme til hjælp.
Samtidigt blev hun bebrejdet, at hun var
usamarbejds- villig med
kommunen, hvilket hun skulle have vist med sit kropssprog overfor de tre
kommunale folk, der dagligt
ledsager Lisbeth til og fra klasseværelset.
14.05.92:
Mulle bliver kaldt ned midt i fysiktimen af
Johannes-skolens kontor og får der at vide, at hun kan hente en
gave fra slangerupægteparret.
Mulle
ønsker ikke at mostage denne gave
Fr.berg kommune tilskriver Eva
Graungaard og Karl So-
mogyi
for at meddele disse, at Børnesagsudvalget ('3)
har
nedlagt forbud mod, at Graungaard-Somogyi kontak- ter Lisbeth og Mulle, da dette
skønnes at være en
forhindring i.f.t. børnenes fremtidige anbringelse.
30.o6.92:
Lægeægteparrets
8-årige datter Ditte, der er meget
afholdt såvel lærere som af klassekammerater, bortvises fra
Johannesskolen af rektor Bek, som forklarer dette til de
undrende forældre med, at hun ikke kan leve med at have en elev på
skolen, der har bragt hendes
navn i offentlighedens søgelys.
I virkeligheden var denne manøvre et
led i de aftaler Frederiksberg
kommune havde indgået med Inger Bek ved
mødet på Frederiksberg rådhus
den 27.3.1992 kl 14.3o, mens
lægerne endnu sad isolationsfængslet.-
Anklageren i retssagen forlangte
LUKKEDE DØRE og
udelukkelse af lægerne Graungaard og Somogyi fra det sidste retsmø'de i Frederiksberg
ret, der skulle afholdes
den 18.11.92.Dette protesterede adv. Søltoft imod, og ved dom af 11.11.92
afsagdes i Frederiksberg ret
en kendelse, hvorefter rettens døre fortsat skulle være lukkede, men anklagemyndigheden
blev underkendt i dens
begæring om, at de sigtede ikke
måtte overvære retsmødet.
Onsdag den 18.11.1992 kl. 9,3o.
afholdtes så et retsmøde i Frederiksberg ret.
Det var denne gang
en anden dommer, idet tidligere dommer, som lægerne har forlangt skulle
vige sit sæde, var kommet
tilbage til justitsministeriet. Om dette er et tilfælde vides ikke.
Frederiksberg politi havde til lejligheden udarbejdet et anklageskrift, hvilende
tilsyneladende udelukkende på
slangerupægtefællernes sammenstrikkede historie til Lau Fries.
Og så skulle
en af politiet udvalgt skare sigtede afhøres.
Efter
anklageskrift er filmfotograf Otto Jonasen, Skovsøvej 5o , Ølsted sigtet,
fordi han, ifølge slangerupægtefællerne
fælles afhøring hos Lau Fries,
den 25.2.92, skulle have kørt Mulle og Lisbeth fra en filmoptagelse til DR, der foregik
hos en anden DR producer,
tilbage til slangerupægtefællerne. I Otto Jonasens bil var Eva Graungaard
tilstede, ligeledes ifølge
de sigtede slangerupægtefæller. Omtalte film blev slet ikke optaget den
25.2.92.
DR-fotograf Otto Jonasen nægtede at udtale sig.
Derefter
blev læge Georg Somogyi afhørt, ligeledes som sigtet, idet han - ligeledes efter
slangerupægte- fællernes
udsagn - skulle have kørt børnene fra Slangerup,
"formodentligt" til lægekonsultationen i Rødovre den 14.2.92, fordi
børnene skulle hjælpe med at pakke til en rejse til Tunis.
Læge
Georg Somogyi lod sig afhøre af anklagemyndig heden, og forklarede, at han
umuligt kunne have været i
Slangerup, pågældende dag på omtalte tidspunkt, idet han den omtalte dag, hvor
han ved 13-tiden skulle
have været i Slangerup for at afhente børnene, havde siddet i møde et andet sted i
tidsrummet ca. fra kl. 12
til kl. 15.
Derefter
blev sigtelsen mod denne læge frafaldet. Den byggede på Slangerupparrets løgnagtige historier, der
fortaltes vicekriminalinspektør Lau Fries under kaffen i Slangerup, hvor parret
fik lov til at sidde sammen og korrigere deres fortællinger.
Derefter blev
lægesekretær Helge Røpke afhørt. Han skulle den 3.2.92 have kørt
pigerne til Slangerup.
Helge Røpke nægtede at udtale sig.
Derefter
afhørtes vidnet, DR-producer Hanne Jensen. Hendes advokat ville vide, om hun
kunne risikere tiltale.
Da der blev svaret bekræftende på dette spørgsmål, ønskede hun heller
ikke at udtale sig i
Frederiksberg ret.
Endeligt
skulle vidnet, forfatter Harly Foged fra
Frederikssund afhøres.
Denne medbragte en skrivelse,
han ønskede at overgive til dommeren. Også han spurgte, om han kunne blive
sigtet i sagen. Da der igen
af anklagemyndigheden blev svaret, at det
kunne han, rejste
han sig, idet han sagde. " Så har vi ikke mere at snakke om".
I Kanal-
2 udtalte redaktør Harly Foged senere samme dag: "Jeg vidste, hvor
børnene var på det tidspunkt, hvor lægerne først fik 7 dages
isolationsfængsling, og
derefter yderligere 14 dage. Og jeg vidste, at lægerne ikke kunne vide det.På
det tidspunkt kunne jeg
bevise, hvor ungerne var, og jeg kunne bevise, at lægerne på ingen måde kunne vide, hvor
børnene var. Men dommeren
smed mig ud af retten på det åbne møde, før dørene blev lukkede.
. Selvom jeg sagde
til dommeren: "Jeg er journalist. Jeg har oplysninger, der er
meget, meget væsentlige for sagens op-
klaring".
Men hun
ville ikke høre på mig. Hun skreg
vildt og ubehersket:
"UD", og bad politiet om at føre mig ud.
Det kom
ikke retten ved. Og på det tidspunkt kunne JEG bevise - hvor
dommeren senere går hen og
forlænger fængslingen med 14 dage - hvor ungerne var. DE unger, der var eftersøgt. Jeg
kunne bevise, at lægerne
på ingen måde kunne vide, hvor børnene var. Og på samme tilskuerpladser sad
Frederiksberg kommunes
sagsbehandlere. De samme mennesker, der forhandlede og var med til at
give andre mennesker
amnesti for at skjule børnene"
Til Fagforeningen Jern og Metal.
Vedr. Jens Graungaard, cpr: 090361-2533.
.........................................
Den 19.3.1999.
Jeg har kendt Jens siden han gik ud af skolen og kom på
EFG.
Jens er en und mand, der aldrig har haft en sygedag tidligere.
Han er sømand med søfartsbog, specialarbejder og udlært
plade- og konstrukssmed i 1990. Han var meget ærgerrig og meget flittig og
fuldstændig rask og frisk, indtil han kom i lære på beholderfabrikken AJVA i
Søborg, hvor han blev groft udnyttet og måtte arbejde under så helt
umenneskelige og giftige forhold, at han blev så syg, at han ikke efter
læretidens slut har kunnet arbejde en eneste dag.
I den læreplads blev han presset til at sidde
sammenkrøbet og hel umenneskelig stilling, hvor ryggen blev beskadiget og
blodtilførslen til benene blev så vanskeliggjort, at han allerede under
læretiden måtte opereres med fjernelse af den store åre fra lysken til hælen på
begge ben, og han blev indlagt i ugevis på neurologisk afdeling for ygskaden,
der viste sig at bero på en stor diskusprolaps, som skulle opereres. Ved
arbejdstidens slutning, når han var hjulpet ud af beholderen, var han svimmel,
og kunne ikke stå på benene, benene sov, og han havde svært ved at huske det,
der var sket samme dag hostede han ofte blod op.
Jens sad så sammenkrøbet inde i smalle mørke beholdere,
at han ikke ved egen hjælp kunne komme ud, når der var frokost og ved
arbejdstidens slut. Han måtte hjælpes af to arbejdskammerater.
Han svejsede og sprøjtede med glaspulver og malede uden
ud
luftning og uden maske- der var kun masker til
lærlingene. Han fik rakt en ledning med en elektrisk pære ind i beholderen, for
at kunne se, hvad han lavede.
Han arbejdede sådan i 7 timer om dagen og ødelagde
fuldstændigt sit helbred. Han har ikke senere kunnet gennemføre en eneste
arbejdsdag, på grund af smerter i ben og ryg.
Hver gang han har gennemført en ny uddannelse-
kranførerkurser, gifttransport osv, er han kommet akut ind på hospital.
Jens har mistet 38 års arbejdsindtægt.
Og Jens, der altid tidligere altid har været i arbejde og
aldrig haft en sygedag på arbejdet, han har ikke på grund af smerter i ryg og
ben kunne gennemføre en eneste dags arbejde senere.
Efter at have fået det af ham så eftertragtede
svendebrev, er han opereret for den ødelagte blodcirkulation i benene i alt 9
gange- og man kan ikke operere mere.
Jens kan ikke mere huske, kan ikke gå mere end 50 meter af gangen. Han
blev opereret for en meget stor diskusprolaps i lænderyggen. Der er stadigt en
diskusprolaps i halsryggen.
De lærlinge, der lavede vrøvl blev afskediget.
Den unge mand var fuldstændig rask ved læretidens start.-
Under læretiden blev han mere og mere syg, og måtte indlægges
gang på gang direkte fra arbejdet Er hel enkelt gået ud
og ind af sygehus fra midten af læretiden til i dag. Og bl. a. Opereret i alt
10 gange.
Han er af overlægerne på Glostrup og Herlev erklæret mere
end 75 % invalid på grund af de skader, han pådrog sig under læretiden.
Forårets dommer er skiftet ud- men sigtelserne er de
samme.Det var Kanal-2 onsdag den 18.11.1992- præcis 8 måneder efter den
voldelige anholdelse og isolations fængsling af lægerne.
Der er ikke berammet nye retsmøder.
Derimod er det nye tilkommet til en kendsgerning, at
myndighederne benyttede et falsk vidne til at få ægerne fængslet.
At socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen direkte
formidlede lodrette løgne i Frederiksberg radio dagen efter voresfængsling.
At det vidne, der kendte børnenes opholdssted og vidste,
at lægerne ikke på noget tidspunkt på ingen måde har kunnet vide det. Han blev
smidt ud af Frederiksberg ret.
Samtidig med, at Frederiksberg Kommunes repræsentant, der
var med til at at forhandle om børnene og give de mennesker, der skjulte
børnene amnesti.
15 Nov. 1992. datoen for et af vore børnebørn, Samuels
dåb
lykkedes det for Mulle og Ben Kristian ved et tip
fra TV1 fotografen Otto Jonasen, der
fortalte, at han den 19 marts 1992, mens lægerne sad i isolationsfængsel, var
blevet ført liggende i bunden af Slangerupparets bil med bind for øjnene og at
det var lykkedes for denne fotograf at få et glimt fra et vejskilt, der stod AHørsholm@ på.
Derfor gik Ben Kristian og Mullre gade op og gade ned i
Hørsholm lige indtil Mulle råbte. ADer var der, vi blev holdt skjult.@
Frederiksberg Journalen sendte billede af huset og angav
adressen til Frederiksberg politi, efter at adressen også vr blevet genkendt af
TV-fotografen, Otto Jonasen.
ADet var
der bag disse gardiner, at et nervøst ægtepar ommøblerede hele huset, for at
intet skulle genkendes- og der Mulle
fortalte til TV, som blev sendt om aftenen, at lægerne obsolut INTET kendte til
skjulestedet.
Alligevel tog det et helt år, før politiet afhørte dette
forbryderpar, Ole og
.
Og parret fortalte i et dette forhør, hvor de sad sammen
ikke hver for sig som det er meningen med politiforhør, at disse aldrig havde
set eller talt med de læger, der dengang sad fængslet og ikke kunne blive
løsladt før børnene kom frem.
De kendte sagen og medvirkede, fordi det var en rektor, der stod bag det
hele.- Dette ved vi fra en båndet samtale mellem Søltoft Madsen og læge Eva
Graungaard.
Disse forbrydere kan ikke straffes ifølge dommer Hvid,
der til os sagde, at de jo aldrig ville gøre dette igen.
Lægernes senere politianmeldelser af hhv. Hørsholmparret,
rektor Bek, borgmester John Winther og ménedersken Grete Schack-Nielsen er
blevet afvist af politimesteren, statsadvokaten og rigsadvokaten.
6.12.92.
Og nu har overassistenten Dorthe Hendriksen, der i denne
sag producerede den løgnagtige smædekampagne og skrev, at der i vor
konsultation, i samme rum, hvor der var lagt tre patienter op, stod en ged, der
havde afføring , mens hun var der.- En historie, der blev bragt viden omkring.
Den blev således fundet i MF Arne Melchiors papirbunke på Christiansborg. Og
den blev af Frederiksberg kommune til embedslæger, og til en meget stor udvalgt
skare af folketingsmedlemmer og til de mennesker, der tog lægernes parti.-
NU HAR DENNE OVERASSISTENT SKREVET UNDER PÅ, AT HUN
FORTALTE EN LØGNEHISTORIE OG BETALT 5.000 KR.
"Lukkede
døre, Lodrette løgne, inhabile dommere, hvad bliver det næste.?
spurgte Lars Bøgh Winther en dag i Kanal-2 rapporten i
TV.
Det næste bliver undersøgelse af, hvordan en anden
medarbejder, Erik Havgaard Hansen, der har spillet en betydelig rolle, i og med
han har fortalt beviselige usandheder, kan udtale, at han er parat til at møde
i retten og bevidne, at barnet Lisbeth ved gentagne lejligheder har fortalt ham
om "geden i huset" på Voldumvej.
Og afsløring af hele det sammenspiste komplots arbejde på
Frederiksberg rådhus - med borgmester John Winther i spidsen
under børnenes Aforsvinden@
Forfatter Harly Fogeds og fotograf Otto Jonasens
skrivelse til retten vedlægges i fotokopi.
Konklusion:
-----------
På talløse skrivelser til borgmester John Winther,
socialudvalgsformand, kommunalbestyrelse, socialudvalgsformand Birgit Fogh
Andersen, der omgærder sig med sine egne usandheder, "hovedmanden",
rektor Bek, og Johannesskolens bestyrelsesmedlemmer, svares overhovedet ikke.
I sagen er der nye afslørende oplysninger, bl. a. vedr.
komplottet mellem rektor Bek, Slangerupægtefællerne og taxachaufføren Poul
Weibel Larsen, der er en tidligere ansat chauffør hos Whita Sjøsten fra
Slangerup, og som rektoren betalte for en "fuptur" 3o6 kr af skolens
girobeholdning..
Ligesom det hemmeligholdte, såkaldte ukendte skjulested i
Hørsholm nu er udpeget og genkendt som Niels Lykke Nielsens arbejdskollega,
murer Ole Andersen og hustrus villa, beliggende Alsvej 97, Hørsholm,- Dette
interesserer ikke Frederiksberg politi.
Der er ingen i Danmark, der tør udtale sig i
Graungaard-sagen mere af angst for at miste deres stilling.
Da klasselærereren, overlærer Lise Kjær Rasmussen, i et
lukket retsmøde afgav forklaring om, at Mulle den 2.3.92 var på skolen og gik
ind til rektor Bek., havde samme rektor Bek, der sammen med kommunen under
lægernes isolationsfængsling, intenst forhandlede om børnenes omplacering,
indtil varig placering hos hendes "nære vennes gennem 4o år",
Slangerupfamilien, kunne finde sted, så disse igen kunne betale deres terminer.
Hun havde sin observatør, siddende i det lukkede retsmøde.
Derved kunne hendes forklaring til politiet afpasses.
Da samme klasselærer fulgte efter barnet Lisbeth, der af
kommunens folk senere blev afhentet fra klassen midt i timen og låst inde på
skolepsykologens kontor, og ruskede i døren og spurgte: "Hvad handler det
her om?" og fik svaret: Gå ind i din klasse igen og pas dit arbejde, din
rolle er udspillet", ja så blev også hun bange. " Hvor går jeg hen og
får nyt arbejde i min alder. jeg har jo villa og bil og børn under uddannelse,
spurgte hun.
Og forældrerepræsentanten, kriminalassistent Hans
Andersen, Rødovre politi, sagde, da han fik at vide, at den lille Ditte på 8 år
brutalt af rektor Bek var blevet smidt ud af hendes skole med den begrundelse,
at denne rektor ikke kunne leve med, at have et barn på skolen, hvis forældre
bragte hende i offentlighedens søgelys. Han sagde. "Jeg føler mig som en
tøsedreng, Men hvis jeg blander mig, ender det med, at min egen Helene også
bliver smidt ud"
Der er ingen, der tør hjælpe eller sige, hvad de mener.
OG NU HAR OVERASSISTENTEN VED FREDERIKSBERG KOMMUNE,DORTE
HENRIKSEN SKREVET UNDER PÅ, AT HUN SKREV EN LØGNAGTIG RAPPORT OM EN GED I DERES
KONSULTATION. EN RAPPORT, DER VIA FREDERIKSBERG KOMMUNE BLEV RUNDKASTET SAMMEN
MED EN LIGESÅ FANTASIFULD OG LØGNAGTIG PSYKOLOGERKLÆRING BL.A. VIA TELEFAX TIL FOLKETINGETS SOCIALE UDVALGS MEDLEMMER,
OG ET MEGET STORT MEN UKENDT ANTAL INDFLYDELSESRIGE MENNESKER,- OG SOM LÆGERNE
TILFÆLDIGT KOM I BESIDDELSE AF, DA DEN MYSTISKE RAPPORT, BLEV FUNDET I
FOLKETINGSMAND ARNE MELCHIORS PAPIRBUNKE.
Den løgnagtige rapport skadede børnene Mulle og Lisbeths
sag, desuden blev den sendt til embedslægerne, i den onde hensigt, at lukke
lægernes praksis.
LIGELEDES HAR POLITIET FUNDET FREM TIL, AT DEN KONSERVATIVE OLDERMAND OG VÆLGERFORENINGSVENINDE TIL
SOCIALUDVALGSFORMANDEN BIRGIT FOGH ANDERSEN, FRU GRETHE SCHACK NIELSENS
VIDNESBYRD I RETTEN, DER BLEV BRUGT TIL AT FÅ LÆGERNE I ISOLATIONSFÆNGSEL, VAR
FALSK.
"Det kunne således på ingen måde have sin rigtighed,
at Graungaard den 11.3.92 kunne være set i sin opgang med barnet Lisbeth, da
hun denne dag og i tiden derop til og i dagene derefter befandt sig i
Slangerup", skrev vicepolitiassistent Lau Fries. - Dermed synes den
vidnesag slut.
OG DER SYNES INTET AT SKE DET VIDNE, SOM
FREDERIKSBERGDOMMEREN ANSÅ FOR HELT PÅLIDELIGT.-"DET VIDNE TROR JEG PÅ,
SAGDE DOMMER SYLVEST NIELSEN I FREDERIKSBERG RET OG DØMTE LÆGERNE FØRST TIL TRE
DAGES ISOLATIONSFÆNGSLING, DEREFTER TIL 7 DAGE YDERLIGERE OG TIL SIDST TIL ENDNU
14 DAGE.- EN DOM DER BLEV UNDERKENDT AF LANDSRETTEN.
SYLVBEST NIELSEN ER NU SKIFTET UD MED EN ANDEN DOMMER-
HUN HAR FÅET EN HØJERE STILLING.
.
Da Emil Graungaard på sin 18-års fødselsdag vidnede sandt
i retten, blev han truet med 6o dages fængsel, hvis hans udsagn var forkert.
Da lægerne havde været på sygebesøg den første dag på
grund af Mulles selvmordstrussel,, og ville fortælle dette til den ansvarlige:
socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen, skreg denne Jeg vil intet vide.
Hun vidste det jo- og gik til politimesteren. " Hun fortalte det under en
privat middag, sagde hun i en båndet samtale.
Hvad nu?- Til den ansvarshavende borgmester John Winther
naturligvis, som er løbende blevet holdt underrettet om denne sag fra december
1991 , og som har modtaget talrige breve om børnenes situation, og som så
tidligt som den 2.3.92 forhandlede med rektor Bek om børnenes anbringelse,
efter at Mulle, der var "under jorden" havde været hos hende- Det var
16 dage FØR fængslingen.- ifølge rektor
Bek.- var underettet om de intense forhandlinger om børnene, der skulle- og
blev- færdiggjort under fængslingen, uden at dog deres skumle plan kunne
fuldføres helt, da Landsretten brød ind og frigav lægerne 14 dage før ønsket af
Frederiksberg.
OG SOM DEN 25.3.92 SVAREDE MF ARNE MELCHIOR,DA DENNE
HOLDT PRESSEKONFERENCE OG RINGEDE BORGMESTEREN OP: "JEG KENDER SLET
INTET TIL DEN SAG, DU TALER OM."
Så dette synes ikke at være vejen. men så må man kunne
klage til kommunaldirektøren og socialdirektøren, der som embedsmænd er
ligestillet med de politisk valgte, borgmester og socialudvalgsformand
embedsmand.- Det må være komandovejen.- og dog?
Da chefpsykologen i Tårnby kommune, Gunner Kjær-
Rasmussen mødte op i folketingets sociale udbvalg den 12.3.92 og derefter i
Folketinget blev kontaktet af TV, hvor han udtalte sig, medførte dette, at socialdirektøren skrev
til chefpsykologens skoledirektør, som
så gav Kjær-Rasmussen en "næse".
Ytringsfriheden værdsættes ikke højt i Danmark.
iFØLGE EN HEL FORSAMLING AF KENDTE MENNESKER UDTALTE FRU
WHITA SJØSTEN FRA sLANGERUP, AT DER INTET VILLE SKE HENDE OG HENDES ÆGTEFÆLLE,
SOM HAVDE HAFT BØRNENE BOENDE DEN STØRSTE DEL AF DEN TID DISSE HAR VÆRET
POLITIEFTERSØGT, LIGESOM DER HELLER INTET VILLE SKE DERES BEKENDT REKTOR INGER
BEK, DER SAMMEN MED SKOLENS ADVOKAT HAVDE FØRT FORHANDLINGERNE MED KOMMUNEN,
IDET DISSE AF KOMMU8NEN ALLE V AR LOVET AMNESTI-
ET LØFTE, DER SYNES AT BLIVE HOLDT.
---------------------------------------------------------
NÅR MAN HAR MAGTEN, HANDLER MAN BARE - UANSET LOVEN.
Det mest himmelråbende ved hele denne sag er den
kendsgerning, at det aldrig har drejet sig om børnenes ve og vel, men det
faktum, at få ram på lægerne og samtidig tilgodese rektorens gode venner, det
økonomisk betrængte par i Slangerup, som hun følte sig i taknemmelighedsgæld
til og skyldte en tjenneste.
Hele dette skuespil blev sat i scene og udviklede sig som
skildret for at at dække over den ene ulovlighed efter den anden.
Det faktum at børnene har været under jorden fra den
6.9.1993 til den 17.1.94, hvor Frederiksberg kommune udbetalte moderens pension på en chek til politimesteren på
Frederiksberg for at sulte disse frem- Og tilsidst fik.
En sag deres advokat indbragte for
Mulle blev bortvist fra Johannesskolen lige før eksamen i
9 klasse.
Det var dommer Torben Hviid der den 16.6,1994, dømte
Mulle til at forblive endnu et år på børnehjemmet, hvilket hun blæste på og
kort efter bare gik sin vej og flyttede tilbage til moderen.
Mulle er i dag 17 2 år. Hun har nu siden julen 1994 været under jorden sammen med
lillesøsteren Lisbeth, hvilket disse to børn stadig er.
Hun gik under jorden på opfordring af lillesøsterens
fulsdstændig nervesvækkede tilstand, hvor hun reagerede psykotisk.
………..
tavshedspligten -eg
---------------------
hvis jeg so læge skulle have brudt min tavshedspligt,
skulle jeg ikke have siddet som abklaget men skulle have været bedt om at
udtale mig under vidnesvar- som vidne.- da ville jeg have bedt om en kendelse.-
oghavde jeg fået en sådan, da ville jeg have bedt om tilladelse til at rådføre
mig med lægeforeningen- og have fulgt dennes råd.
børnenes tilhørsforhold til os som deres læger var ikke
blevet ophævet af kommunen
desuden en tumultlignende situation
den dybere meninmg med tavshedspligten er, at folk, der
på en eller anden mådeer på kant med
myndighederne ikke må forhindres i at søge lægehjælp, af frygt for atbde bliver
udleveret til politiet
man har heller ikke betvivlet vidner- der skulle
naturligvis have været stillwetr spørgsmål til disse vidned
mman har juridisk set dømt os begge kollektivt på
ménederskens løgn i retten.
ks
---
var udsat for en kollektiv dom.
hver af os har et selvstændigt ansvar.
vi var dømt på forhånd.
eg har været uartig overfor de offentlige myndigheder og der
skal statueres et eksempel.
ks er gift med eg. mitgegangen- mitgefangen und
mitgehangen
vægten skal lægges på at ks er kollektivt dømt- det kan
man ikke- selv om der er så meget andet man heller ikke har kunnet- så må man
ikke dømme kollektivt.
Trusselsbrevet til Mogens Camre hvor der omtales et møde
i sagen- mødereferat ønskes.
Dato.
Mette Haugaard Hansen fik sit krav om hjemgivelse af sine
døtre behandlet først i Frederiksberg
socialforvaltning, den
Uden at hendes advokat trods talrige begæringer derom af
hende selv og af hendes advokat- først af advokat Kirsten Reimers Lund og
derefter af advokat Hans helmer Jensen.
Dato
Derefter behandlet i Den Sociale Ankestyrelse uden at få
udleveret de begærede sagsakter
Den 11.2.1993.
Behandlet i Østre Landsret
den
Dommer hvid Socialforvaltningen uden
Den Sociale Ankestyrelse
Hans helmer jensen beklagede sig der kun over de
tilbageholdte sagsakter
den 22.december 1993. Igen i Østre Landsret uden at have fået udleveret de begærede
sagsakter: Advokat Holger Lindholt.
Landsretten udtaler:
" Der foreligger ikke således som sagen er oplyst
for landsretten grundlag for at antage, at afgørelsen i bø'rne- og ungeudvalget
og i Den Sociale Ankestyrelse skulle være truffet uden at der skulle være givet
ansøgerens daværende advokater fuld adgang til sagsaakterne, ligesom
anbringedet om magtfordrejning fra Frederiksberg kommunes side savner ethvert
grundlag, idet det af sagsøgeren iøvrigt anførte heller ikke kan føre til andet
resultat tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge."
Det eneste vidne som fru Haugaard Hansen havde var læge
Eva Graungaard, som jo også var den eneste læge der i den lange tid hun og
hendes datter havde været og stadig var under jorden på flugt fra børnehjem og
myndigheder, måtte ikke afhøres som vidne i denne vigtige sag- Kun den
børnehjemsforstander Else Plesner, som var betalt af socialforvaltningen og mod
barn og mor.-
Iøvrigt sultet ud af Frederiksberg socialforvaltning, der
udleverede hendes invalidepension i på en check til politimesteren på
Frederiksberg.
Dette vidne og dette bevismateriale måtte ikke høres.
Da afhøring af læge Eva Graungaard ikke kan anses for at
være af betydning ved sagens afgørelse
bestemmes:
Den af
advokat Lindholt fremsatte begæring om afhøring af dette vidne tages ikke til
følge.
…………….
BEVISTEMA.
.........
Sagen i hvilken jeg begærer en række personer
vidneført, for over for retten at godtgøre, at det drejer sig om et nøje
planlagt komplot.
I denne
sag, som min mand og jeg er fuldstændig uskyldig i, er der holdt flere
hemmelige og fuldstændigt ulovlige retsmøder, hvor dommeren Sylvest- Nielsen
har afsagt kendelse om, at ikke engang vores advokat må adviseres.
1) 2 kl
9.15 holdtes det første helt ulovlige og hemmelige retsmøde i Retten på
Frederiksberg
uden
forvarer og uden tiltalte.
Det var
politiet, der anmodede om, at vores advokat, Jytte Thorbek ikke måtte
underrettes- hvilket hun så heller ikke blev, hvilket så bestemtes ved dom i Frederiksberg
ret.
Der
blev afgivet en kendelse, efter hvilken, der måtte ransages 5 forskellige
steder, i vor lægekonsultation, hos os og hos nogle af vore voksne børn.
Razziaerne
fandt sted samme dag den 28.2.1992-
Og den
vanvittige og smædende Gederapport, hvormed man bl.a. forsøgte at fratage os
vor bestalling som læger, produceredes denne dag.
En
rapport, der ikke alene beskrev en levende ged, der stod og ha
vde
afføring i et undersøgelsesværelse, hvor der var tre patienter lagt på lejet,
men også beskrev et helt andet hus, end det, vi byggede i 1964. Rapporten
beskrev ikke vort hus, men det hus, den overlæge, der havde grunden før os
havde tegnet og indsendt til Rødovre kommune.
Injuriesagen
blev betalt af kommunen. Og producenten overassistent Dorte Hendriksen
avancerede efter tilbagetrækningen fra overassistent til fuldmægtig ved
familieafdelingen på Frederiksberg socialafdeling.
Gederapportens
tilbagetrækning 10 måneder senere vedlægges som
bilag
1.
Men ransagningen nøjedes ikke med at blive foretaget de
steder dommen tillod dette. Der blev uden dommerkendelse også foretaget
razziaer helt vilkårligt hos vore slægtninge og 2.
bekendte- således hos vor nevø, Ivan Somogyi, hos vor
søn, læge Ben Kristian Graungaard og hos stud med. Emil Graungaard, m. fl.
MEN BØRNENE FANDTES NATURLIVIS INGEN AF ALLE DISSE
STEDER.
Og efter tilbagetrækningen af Gederapporten som usand
avancerede producenten, overassistent Dorte Hendriksen til fuldmægtig Dorte
Hendriksen ved familieafdelingen på Frederiksberg rådhus.
2) Den 1.3.92. afleveredes mod kvittering
politianmeldelse af Frederiksberg kommunes socialdirektorat:
Mod Anders Jensen og Hans Henrik Plange for den 7.2.92 at
have indgivet falsk anmeldelse mod mig.
Mod Hjmmehos=en på socialforvaltningen Erik Havgaard for at have afgivet urigtige
oplysninger til offentlig myndighed.
Og mod Frederiksberg Socialforvaltning som ansvarlig for
grov vanrøgt af de to børn Lisbeth og Mulle, hvorved deres liv og helbred har
været bragt i fare
Lisbeths tænder var totalt nedcarierede, og hun var HIV
positiv, hun sad midt på gulvet og fik Aganer@
(ketogantabletter) for smerter. Mulle havde ikke været i skole i flere måneder.
Børnene har siddet i en iskold og fugtig lejlighed , hvor der ingen
opvarmningsmuligheder var- og været henvist til at stjæle, når moderen har
været i fængsel, hvilket hun relativt ofte har været.
Bilag 2.
Der er intet indtil nu sket i anledning af denne
anmeldelse, udover at der to dage senere:
3) Den 3.3.1992 kl 19.30. afholdtes det næste helt
ulovlige retsmøde i Retten på Frederiksberg, 2. afdeling.
Kun anklager og dommer.- Uden tiltalte og uden
forsvarer.--
Nu gav dommer Sylvest Nielsen så politiet tilladelse til
at ransage i vor voksne datter, Ries lejlighed på Nørrebro, hvor børnene
naturligvis heller ikke fandtes.
Al denne kommedie syntes udelukkende at have til hensigt
at få mere smædende materiale mod os- Hensigten kan ikke have været at at finde
børnene- For børnene gik frit ud og ind på rektor Beks kontor på
Johannesskolen. Det vidste både lærer og Elever på skolen. Det vidste kommunen,
og det vidste politiet med sandsynlighed
også.
Men hos rektor Inger Bek blev der ikke foretaget nogen
razia for at lede efter børnene.
Der blev end ikke foretaget nogen razzia hos Inger Bek
efter det timelange møde om de to Aforsvundne@ børn
to dage senere 5.3.92 på borgmester
John Winthers kontor, hvor Inger Bek deltog sammen med borgmesteren selv, og
socialdirektør Bjarne Busk, og som endte med, at Bjarne Busk politianmeldte
Inger Bek.
-Heller ikke nogen razzia hos rektoren, efter at
socialdirektør Bjarne Busk havde politianmeldt hende 5.3.1992- nger Bek
politianmeldt af socialdirektør Bjarne Busk,efter at hun på mødet om børnene på
borgmesterkontoret havde oplyst at børnene havde været hos hende.Den eneste
reaktion fra politiets side var ifølge Bjarne Busks notat af-- at politiet
alligevel skulle tale med hende den følgende dag.
4) Den 5.3.1992 politianmeldes rektor Inger Bek af
socialdirektør Bjarne Busk.
Men til trods for, at Bjarne Busk kunne begrunde sin
anmeldelse med, at rektor Inger Bek på Mødet selv havde betroet ham og
borgmesteren, at børnene havde været hos hende, skete der ingenting, hverken
hemmelige retsmøder eller razziaer eller fængslinger.
Derimod skaffedes et utroligt og usandsynligt falsk
vidneudsagn fra socialudvalgsformandens vælgerforeningsveninde, oldermand i den
konservative vælgerforening, Grete Schack Nielsen, som efter flere samtaler
mellem socialudvalgsformand Birgit Fogh Andersen resulterede i, at Birgit Fogh
Andersen ringede politiet op og fortalte, hvornår og hvad denne
vælgerforeningsveninde havde Aset@ den 11.3.1992.
Dette konstruerede falske vidnesbyrd brugtes til følgende
to aktiviteter mod os:
2. Politiet kom uden dommerkendelse talstærkt ud i vores
lægekonsultation- Tilskuere siger, der var omkring 70 betjente i uniform.
Voldumvej blev afspærret i begge retninger. Patienterne
der var på vej blev gennet tilbage og fik at vide, at nu skulle vi i fængsel og
de skulle gå hjem og hellere finde sig en anden læge.
UDEN dommerkendelse blev der sat et hvinende bor igang i
praksisindgangsdøren, hvor låsen blev fuldstændigt ødelagt
og den mandlige sekretær blev i håndjern lænket til en af
vore voksne døtre, -begge med højre hånd i det fælles håndjern, så den ene
enten måtte gå baglæns, når den anden gik fremad, eller de skulle bevæge sig i
rundkreds.
Optaget på video. Det så vanvittigt komisk ud
Vores yngste datter, Ditte på 8 år blev gennet ud på
gaden og stod der frysende og grædende og så på, at min mand, der har højt
blodtryk og allerede havde haft 2 blodpropper i hjernen blev ført ind i en
politibil og kørt bort, og hendes store søster sammen med sekretæren, Helge
Røpke, dansede rundt om hinanden i det fælles håndjern, og jeg, efter at være
blevet slået af vicekriminalinspektøren blev båret ud og lagt i bunden af en af
politiets kassevogne og kørt til Frederiksberg hospital under udrykning, og
indlagt på intensiv hjerteafdeling.
Jeg selv blev nedværdiget på det groveste, da jeg nogle
dage senere kom til Vestre fængsel, klædt blev helt nøgen, og hånet, og senere
ført til Hvidovre hospitals hjerteafdeling, hvor jeg igen måtte i iltbehandling
på de intensive hjerteafdeling, og igen konstant overvåges af to denne gang
ustandselig rygende fængselsbetjente, der den sidste dag, jeg var der- og jeg
ville gå hen for at åbne vinduet, for at få
frisk luft. -Jeg kan ikke tåle røg- så fløj de på mig og
vred mine arme om på ryggen, og bøjede håndleddene forover og ruskede mig, så
jeg fik store blodunderløbne mærker på overarmene. De hævdede, at de kun
havde brugt nødvendig magt, fordi jeg ville flygte.- en godt 63 årig gammel
læge med svagt hjerte og med 12 børn, hvoraf det yngste kun var 8 år.
Jeg blev overført til sygeafdelingen, hvor jeg højtideligt
blev idømt yderligere 8 dages strafisolation, som om jeg ikke hele tiden havde
været totalt overvåget og isoleret.
Senere blev jeg sparket i ansigtet- se billederne- af
fængselsbetjent Erik Staal under politistationen på Frederiksberg, hvor jeg lå
på gulvet på en madras og ikke hurtigt nok kunne rejse mig, da 4
fængselsbetjente kom farende ind i min celle.- se fotos.Og kørt på båre tilbage
til sygeafdelingen.
Og nægtet besøg af embedslægen og af egen læge.
Ved samtlige retssager i Frederiksberg ret, der var
fuldstænd
2. Politiet kom uden dommerkendelse talstærkt ud i vores
lægekonsultation- Tilskuere siger, der var omkring 70 betjente i uniform.
Voldumvej blev afspærret i begge retninger. Patienterne
der var på vej blev gennet tilbage og fik at vide, at nu skulle vi i fængsel og
de skulle gå hjem og hellere finde sig en anden læge.
UDEN dommerkendelse blev der sat et hvinende bor igang i
praksisindgangsdøren, hvor låsen blev fuldstændigt ødelagt
og den mandlige sekretær blev i håndjern lænket til en af
vore voksne døtre, -begge med højre hånd i det fælles håndjern, så den ene
enten måtte gå baglæns, når den anden gik fremad, eller de skulle bevæge sig i
rundkreds.
Optaget på video. Det så vanvittigt komisk ud
Vores yngste datter, Ditte på 8 år blev gennet ud på
gaden og stod der frysende og grædende og så på, at min mand, der har højt
blodtryk og allerede havde haft 2 blodpropper i hjernen blev ført ind i en
politibil og kørt bort, og hendes store søster sammen med sekretæren, Helge
Røpke, dansede rundt om hinanden i det fælles håndjern, og jeg, efter at være
blevet slået af vicekriminalinspektøren blev båret ud og lagt i bunden af en af
politiets kassevogne og kørt til Frederiksberg hospital under udrykning, og
indlagt på intensiv hjerteafdeling.
Jeg selv blev nedværdiget på det groveste, da jeg nogle
dage senere kom til Vestre fængsel, klædt helt nøgen, og hånet, og senere ført
til Hvidovre hospitals hjerteafdeling, hvor jeg igen måtte i iltbehandling på
de intensive hjerteafdeling, og igen konstant overvåges af to denne gang
ustandselig rygende fængselsbetjente, der den sidste dag, jeg var der- og jeg
ville gå hen for at åbne vinduet, for at få frisk luft. -Jeg kan ikke tåle røg-
så fløj de på mig og vred mine arme om på ryggen, og bøjede håndleddene forover
og ruskede mig, så jeg fik store blodunderløbne mærker på overarmene. De
hævdede, at de kun havde brugt nødvendig magt, fordi jeg ville flygte.- en godt
63 årig gammel læge med svagt hjerte og med 12 børn, hvoraf det yngste kun var
8 år.
Jeg blev overført til sygeafdelingen, hvor jeg
højtideligt blev idømt yderligere 8 dages strafisolation, som om jeg ikke hele
tiden havde været totalt overvåget og isoleret.
Senere blev jeg sparket i ansigtet- se billederne- af
fængselsbetjent Erik Staal under politistationen på Frederiksberg, hvor jeg lå
på gulvet på en madras og ikke hurtigt nok kunne rejse mig, da 4
fængselsbetjente kom farende ind i min celle.- se fotos.Og kørt på båre tilbage
til sygeafdelingen.
Og nægtet besøg af embedslægen og af egen læge.
Ved samtlige retssager i Frederiksberg ret, der var
fuldstændigt lukkede, sad alligevel konstant kommunens observant,
vicekontorchef Bill Jahnsen. Og da en overlærer på Inger Beks skole blev afhørt
fik Inger Bek også anbragt sin observant. Det var viceskoleinspektøren på
hendes skole, Leif Iversen i det lukkede retsmøde. Han kunne referere til
hende, hvad hendes lærer havde sagt i retten.
Desuden sad advokat Reimers Lund i retten ved hvert
eneste møde. Hun havde i strid med sandheden på den biologiske mors vegne
havde, indgivet en politianmeldelse, der lød på, at vi formente Mette Haugaard
Hansen at udøve forældremyndigheden over hendes børn,- som Kommunen ville have
på børnehjem.
Mette Haugaard Hansen har altid bedyret, at hun aldrig
nogensinde har anmeldt os og aldrig nogensinde har givet tilladelse til dette-
Frederiksberg kommune havde en konstant vagt stående ved
retten, der skulle fjerne Mette Haugaard Hansen, hvis hun viste sig.
Hun BLEV faktisk fjernet med magt- se Kanal 2'
videooptagelse, der er vist i TV.
Bilag:
6) Den 18.3.1992. afholdtes et tredie helt ulovligt
retsmøde i Frederiksberg ret kl 9.30
VI VAR IKKE UNDERRETTET, Vores advokat var underrettet så
sent, at hun ikke kunne møde.
Men underrettet var Frederiksberg kommune, som mødte med
sin observant, vicekontorchef, Bill Jahnsen. Og underrettet var kommunens
advokat, Kirsten Reimers Lund.
Begge disse personer var i retten den dag.
Adv. Kirsten Reimers Lund kom officielt på vegne
af den biologiske mor Mette Haugaard Hansen. - Det sidste var tilsyneladende en
grov usandhed. Mette har aldrig anmeldt
os for noget som helst. Og har konstant været nægtet at overvære retssagen om
hendes børn.
Bilag 4.
Kopi af Mette Haugaard Hansens skrivelse er vedlagt.
Den ulovlige retssag blev afbrudt kl 9.50, da det
meddetes af anklageren, politifuldmægtig M. Pårensgaard, at Karl og jeg var
blevet anholdt. Hun redegjorde drefter for sagen og ønskede Karl afhørt
hurtigst muligt.
Mig kunne man jo dårligt afhøre, da jeg lå på enestue på
intensiv hjerteafdeling i iltbehandling og tilkoblet EKG og andre
hjertemaskiner- men alligevel ikke et eneste øjeblik ladt ude af syne af to
uniformerede betjente på grund af den behandling, jeg havde fået ved den
voldelige anholdelse.
Jeg har et mangeårigt dårligt hjerte og en
insulinafhængig diabetes.
VIDNER
VI BEGÆRER AFHØRT I RETTEN:
----------------------------------
For i retten at få afklaret indholdet af de møder og de
aftaler, der angiveligt er indgået med hhv Inger Bek og Frederiksberg kommune
om de politieftersøgte børn.
Budgetråd, tidl. folketingsmedlem, Mogens
Camre, Avenue des Aiches 2B, 1950 Kraainem Belgien.
eller
Røde-Kors-læge Torben Ishøj, Elmevænget 10, 2880 Bagsværd
Formål
med afhøringen:
Mogens
Camre har den 28.marts 1992 været deltager ved et stort møde i Frederikssund og
der talt med fru Whita Sjøsten, som har fortalt, at der var tale om en slags
aftale med rektor Inger Bek, og at Frederiksberg kommune havde billiget dette
og givet hende og manden Afrit
lejde@, hvorfor de ikke var
bange for at fortælle om, at de har skjult børnene i deres hus i Slangerup
Det
ønskes oplyst, hvad der skete på dette møde.hvor Whita Sjøsten, der skjulte
børnene i Slangerup fortalte mødedeltagerne, at hun og ægtefællen ikke var
bange for at indrømme, at det var dem, der
havde skjult børnene, fordi de havde fået "frit lejde" af
Frederiksberg kommune: Men konstant gentog: A Inger skal holdes udenfor@.
AInger@ var rektor Inger Bek, parrets nære ven gennem 40 år.
Og hvor
Whita Sjøsten fortalte, at det at det var dem, der havde kørt børnene til et
nyt skjulested i Nordsjælland, da de i pressen så, at vi var kommet i fængsel.
Samt at
hun og hendes mand havde de politieftersøgte børn indendørs i Slangerup i dagene
op til den 11.3.92, den 11.3.92 og i dagene derefter:
Den
11.3.92 er den dag, hvor fru Grete Schack Nielsen i samarbejde med
Frederiksberg kommune anmeldte os til politiet og bevidnede i retten, at hun
med et hundrede procents sikkerhed havde set os med et af de politieftersøgte
børn - som vi derfor kom i isolationsfængsel for.
----------------------------
Dette
skete ved et stort møde i Frederikssund lørdag den 28.3.1992. Dagen efter at
Landsretten havde underkendt Frederiksberg rets fortsatte fængsling af os og
sent fredag eftermiddag den 27,3.1992 havde løsladt os.
Ved
dette møde var der i alt 16 mennesker tilstede.
Mogens
Camre kan desuden oplyse i retten, at da han ved ovennævnte møde foreholdt fru
Whita Sjøsten fra Slangerup, efter at
hun havde fortalt, at det var hende og
hendes mand, der havde haft børnene skjult en stor del af tiden, disse var
politieftersøgte, at det, hun fortalte, kunne hun og manden komme i fængsel
for, svarede, at det var hun i hvert
fald ikke bange for at fortælle, da de
var garanteret AFrit
Lejde@ fra Frederiksberg
kommune. Og hun fortsatte: " Men
Inger skal holdes udenfor."
(AInger@ er rektor Inger Bek)
Referat
af disse begivenheder er skrevet af Mogens Camre og
Torben
Ishøj flere steder. Kopi vedlægges.
Adv. Hans
Helmer Jensen, Phistersvej 12, 2900 Hellerup.
Formålet
med afhøringen:
Det
ønskes afklaret, hvad han oplevede på mødet i Frederikssund lørdag den
28.3.1992, hvor han også deltog.
Og hvor
parret fra Slangerup kom tilstede.
Advokaten
talte selv med Whita Sjøsten, og fik angiveligt af fru Sjøsten nøjagtigt den
samme forklaring:-
Hun og
hendes mand havde begge haft de politieftersøgte børn skjult i deres villa i
Slangerup, på det tidspunkt, hvor Grete Schack Nielsen bevidnede med 100 %
sikkerhed, at hun havde set os med den lille pige,
Og at
de var begge fuldt vidende om, at vi var uberettiget fængslet på grund af et
falskt vidnesbyrd
og at
alt dette var sket efter aftale med Inger Bek og Frederiksberg kommune.
Og
hørte Whita Sjøsten bruge ordene : ADet var godt nok noget svineri"- for børnene havde været indendørs i
deres hus i Slangerup i dagene op til d.11.3.92, d.11.3.92, og i dagene
derefter.-
Samt at
både hun og hendes mand havde fået Afrit lejde" fra Frederiksberg kommunes, hvorfor de ikke havde nogen grund
til at være bange- men AInger
skulle holdes uden for@.
Fru
Sjøsten appellerede til EG om at hjælpe hende med at få den lovede
plejetilladelse, på grund af deres stramme økonomi.
Hun troede vist i sin naivitet, at jeg mod børnenes vilje
ville hjælpe hende med at få en plejetilladelse til børnene mod plejevederlag
for at redde deres anstrengte økonomi- begge var de uden arbejde.
Jeg
havde, da parret boede i Rødovre skrevet lægeerklæringer til retten for at få
en ubetinget fængselsstraf, som hun var idømt gjort betinget, hvilket lykkedes
for mig- ligesom jeg har hjulpet hende med at få gældssanering for en kæmpestor
momsregning.
Advokaten
var vidne til den brutale behandling af Ben Kristian og af os på Frederiksberg
politistation..
--------------------
Røde-Kors læge Torben Ishøj, Elmevænget 10, 2880 Bagsværd.
Denne
læge, som indtil da var os fuldstændig
ubekendt, og som aldrig tidligere hverken havde set eller talt med os
var også tilstede sammen med sin kone, sektionsleder i KTAS, Agnethe Ishøj ved
dette "Store Frederikssundsmøde" den 28.3.1992.
Formålet
med vidneafhøringen er:
I
retten at klargøre, hvad mødeindholdet var, og specielt belyse, hvad Whita
Sjøsten forklarede om løftet "frit lejde@, som hun så hårdnakket påstod, hun og hendes mand
havde fået af Frederiksberg kommune, da man foreholdt hende, at det, hun
fortalte, jo var strafbart.
-------------------
Torben
Ishøj har været ansat gennem en årrække i Sundhedsstyrelsen og på Københavns
Universitet retsmedicinsk institut og gennem en årtække fungeret som embedslæge
i København og som konsulent i social-og sundhedsforvaltningen i København og
Frederiksberg kommune.
4. Sektionsleder i KTAS, Agnethe Ishøj.
Fru
Ishøj påhørte alt, hvad fru Whita Sjøsten fortalte om komplottet og om
"Frit Lejde" fra Frederiksberg kommune til Slangerupægteparret, der
skjulte børnene en stor del af den tid disse var politiefterlyste.
Kaptajn i Forsvaret, speciallæge i almen
medicin, læge Ben Graungaard, Godthåbsvej 32 A, 2000 Frederiksberg.
-------------------------------------------------------------
Denne læge Ben Graungaard deltog sammen med
lillebroderen, stud med Emil Graungaard ligeledes i dette store
Frederikssundmøde den 28.3.1992 og de talte begge to med begge de mennesker i
Slangerup, der havde skjult de politieftersøgte børn en del af tiden og
angiveligt fået "frit lejde" af Frederiksberg kommune.
Formål med vidneafhøring:
Og oplyse retten om, hvad disse mennesker fortalte om
deres plan, hvor alt var aftalt i mindste detalje. Han talte både med Whita
Sjøsten og med hendes mand, Niels Lykke Nielsen.
Ben Graungaard kan oplyse i retten, hvorledes Niels Lykke
Nielsens opførte sig på mødet, hvor han med trussel om fornyet fængsing
forsøgte at få mig til at tie med alt det Whita havde fortalt.
Og oplyse retten om, at Grete Schack-Nielsens historie
til presse, politi, og i retten om, at hun kendte plejebørnene og tit havde
talt med disse på trappen, ikke kan være sand, da disse børn altid har boet i
lejligheden på Godthåbsvej 32, og at flytning derfra først skete, da han
overtog denne lejlighed og sammen med nogle unge lægekolleger flyttede vore
møbler og øvrige indbo til Sant Nikolajvej den 15.2.1992.
Og oplyse, at der på lillebroderen, stud med.Emil
Graungaard Somogyis spørgsmål: AHvad
vil der ske, hvis nu mor ikke tier?@. blev svaret fra Niels Lykke Nielsen: A Så vil begge dine forældre komme i fængsel igen.@
Ben Kristian blev af politiet skubbet ned ad trapperne af
den brutale vicepolitikommissær, Lau Jeppesen, der sagde: @Vi har og oplyse retten om den behandling han fik
på Frederiksberg politistation, da han bad om at få lov til at tage blodtrykket
på sin syge far.- se skadestuerapport.
Ben kan fortælle i retten, hvordan Niels Lykke Nielsen
truede mig, idet han sagde. AJeg vil
råde dig til at tie@ i
pressen, og hvad der så skete.
-----------
Og fortælle omstændighederne ved episoden, da han blev
skubbet ned af trapperne, da han bad om at måtte tilse sin syge far. Vidnet
adv. Hans Helmer var tilstede.
Denne læge kan desuden klargøre i retten, at vore to
plejebørn, aldrig har boet på Sct. Nikolajvej, så også på det punkt, at
kommunens falske vidne, sagde i retten, at hun tit havde talt med de to børn på
trappen, også var opdigtet. Børnene boede udelukkende i lejligheden på Godthåbsvej
nr. 32 A, som han overtog og det var ham og hans lægekolleger, der flyttede
vort indbo bort fra lejligheden på Godthåbsvej, som han overtog den 15.2.1992.
Fru Grete Schack Nielsen kan kun have set pigerne i
Kanal-2. Pigerne har aldrig på det tidspunkt Grete Schack Nielsen vidnede i
retten været på trappen eller i lejligheden ved siden af Grete Schack Nielsen.
Bilag 1.
Kopi af skadestuerapport.
Ben Kristian kan desuden oplyse retten om, at det var ham
personligt sammen med nogle lægekolleger, der forestod lejlighedsbytningen
mellem Godthåbsvej 32 A, og Sct. Nikolajvej. Vi og pigerne beboede Godthåbsvej
indtil den 15.2.1992, hvor han overtog Godthåbsvej-lejligheden og flyttede vore
møbler m.v. til Sct. Nikolajvej.- De fremmede piger har således i de to år, de
har været hos os, altid boet på Voldumvej og ALDRIG boet på sct Nikolajvej- og
det er en uhyre usandhed, når fra Schack Nielsen hævder, at hun kender pigerne,
hun har aldrig set og aldrig talt med disse.
Pigerne. Hun havde aldrig set disse og aldrig talt med
disse, da hun afgav sit falske vidnesbyrd.
------------------
Redaktør Harly Foged, Asgård 11, 3600
Frederikssund
Formål
med vidneafhøring:
Redaktør
Foged deltog i et møde i Slangerup den 20.3.1992, mens vi sad i isoleringsfængsel,
Han kan oplyse retten om, hvem der deltog og hvad der skete på mødet og hvad
resultatet deraf blev
Han var
desuden vært ved det store Slangerupmøde i hans hus den 28.3.1992, Harly Foged
talte ved begge disse møder længe med både Niels Lykke Nielsen og Whita
Schøsten.
Det
ønskes afklaret i retten, hvad der blev drøftet og hvad der skete ved begge
disse to møder og hvad resultatet deraf blev.
Han var desuden tilstede i retten kl. 9.15 den 20.3.1992
før dørrene blev lukket, og skal i Landsretten forklare, hvad hans ærinde var,
og hvad der skete.
Og hvad der skete i retten den 26.3.1992, da han havde
yderst vigtige oplysninger i sagen.
----------------
Årsagen var, at han sent på eftermiddagen og om aftenen
den 11.3.1992, hele den eftermiddag til meget sent på aftenen, næsten konstant
havde talt med mig i telefonen og fået og modtaget fax fra mig fra
lægekonsultationen på Voldumvej.
Han bad derfor dommeren om tilladelse til at afgive
vidneforklaring, fordi han derved var klar over, at det ikke kunne være
rigtigt, at jeg samtidigt var set på Frederiksberg med den lille pige, for jeg
sad i lægeknsultationen.
Men dommeren afslog konsekvent, at høre ham i retten,
selvom han sagde det var vigtigt.
Da han senere den 24 marts havde henvendt sig til vores forsvarsadvokater
og forklaret disse, at han havde væsentlige oplysninger i sagen, der beviste,
at vi var fuldstændig uskyldige, og disse advokater i et brev til retten havde
bedt om at få ham indkaldt som vidne, afslog dommeren også dette.
Så mødte han op i retssagen den 26.3.1992 og før dørene
blev lukket, gik han op til dommeren og bad om at blive afhørt i retten som
vidne, da han havde beviser på, at vi ikke vidste og ikke kunne vide, hvor
børnene blev holdt skjult.
Men dommeren skreg bare: AUUUUD@, og da han sagde, at han havde meget væsentlige oplysninger i sagen, hvor
vi var fængslet, som beviste, at vi var uskyldige, bad dommeren politiet om
hurtigst muligt at føre ham ud- hvilket skete- og vi blev idømt fortsat
isolationsfængsling i 14 dage.
Redaktør Foged vidnesbyrd kunne klart bevise i retten, at
vi var udsat for et komplot hvor alt på forhånd var aftalt spil.
Samtalen han og filmfotograf Otto Jonasen havde den
20.3.1992 med begge Slangerupfolk, hvor begge Slangerupfolk fortalte de to, at
de havde haft pigerne boende i længere tid, indtil de dagen forinden havde Aevakueret@ disse, ønskas uddybet.
Og fortælle om samtalens indhold.
Foged fortalte i retten i 1994, at Whita Sjøsten havde
fortalt ham ved mødet i deres hus i Slangerup den 20.3.1992, at Inger Bek havde
besøgt børnene hos dem flere gange, og at der gennem længere tid havde været
forhandlinger mellem kommunen og Inger Bek, Og Inger Bek havde i længere tid
forhandlet med kommunen om at finde en løsning for børnene.- Samt at de selv var
blevet lovet at få plejetilladlsen.
Dette bedes bekræftet også i Landsretten.
Dette blev i dommerens retsbogscitat den 25.3.1994 til:
AWhita
Schøsten fortalte, at Inger Bek havde været på besøg flere gange, for at besøge
børnene.
I hvert fald havde Inger Bek haft skolemateriale med til
børnene, så der var ikke fagligt sket disse noget-
og Otto Jonasen og Harly Foged fik også oplyst, at der
gennem længere tid havde været forhandlinger mellem Inger Bek og kommunen med
henblik på at finde en Avarig
løsning.@
Samt, at der var blevet lovet hende, Niels og Inger Bek Afrit lejde@, uanset at de havde haft skjult børnene.@
2) Og Harly Foged skal oplyse retten om, hvordan det
lykkedes ham og Otto Jonasen mod Niels Lykke Nielsens vilje, at få gennemumfet
et møde med børnene på det sted i Nordsjælland, hvor de nu holdtes skjult.
Her ønskes børnenes udtalelse i Kanal-2 afspillet.
-------------
De truede Niels med øjeblikkelig politianmeldelse.
Han var desuden vidne til, at filmfotografen på 62 år,
skulle have bind for øjnene og blev lagt i bunden af Slangerupparrets bil og
ført til et hemmeligt skjulested i Hørsholm.
3) Og oplyse retten om de sikkerhedsforanstaltninger og
betingelser Slangerupparret stillede for at føre filmfotografen til det
hemmelige skjulested.
De var bange for at bringe to mennesker til skjulestedet,
så kun den ældste, den 62-årige filmfotograf, Otto Jonasen kunne blive ført
dertil, men han skulle ligge i bunden af deres bil og med bind for øjnene.
En hændelse, dommeren i Frederiksberg ret undlod at føre
til protokols, før dørene blev lukket og som samme aften blev citeret i Kanal 2
var, atde ikke havde
4) Og bevidne, hvad parret Niels Lykke Nielsen og Whita
Sjøsten iøvrigt fortalte ham og bedyrede, at de ikke var bange for at stå frem
og sige, at det var dem, der havde børnene skjult den dag, viFilmen bør vises
her. "blev set" med det ene barn- og at dem kunne der intet ske, de
havde " Frit Lejde"
tr fra Frederiksberg kommune.- "Men Inger skulle
holdes udenfor."
I hans rækkehus blev mødet afholdt den 28.3.92, og han
talte ligeledes med både Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen, der havde haft
børnene skjult for myndighederne i samarbejde med deres mangeårige og gode
veninde rektor Inger Bek.- Og han hørte også disse fortælle, at de havde AFrit Lejde
@ fra
Frederiksberg kommune, så dem kunne der ikke ske noget.-
Og han kan bevidne, at Niels Lykke Nielsen på et tidspunkt
truede mig og bad mig tie med alt det jeg nu vidste, for ellers ricikerede jeg
at komme i fængsel igen
Han havde lagt mærke til, at både Karl og jeg var
rystende nervevrag, og hvor ophidset jeg var over de ting, der blev afsløret,
over den kolde og kyniske måde komplottet havde arbejdet på.
Der var mange mennesker forsamlet i Frederikssund den
aften den 28.3.92 til mødet. Alle hørte
og kan bevidne den kvindelige part fra Slangerups påstand om, at hun og hendes
mand af Frederiksberg kommune havde fået " Frit Lejde"- Men Inger
(rektor Inger Bek) skulle holdes udenfor@
Dette udsagn bedes uddybet i retten.
---------------
. Jens
Christian Ole Andersen, Alsvej 97, 2770 Hørsholm.
Og
hustru Birthe Andersen, Alsvej 97, Hørsholm.
16.11.1992 fik politiet på Frederiksberg og
offentligheden gennem pressen navne og adresse på de folk, der i Hørsholm holdt
børnene skjult, mens vi sad i Fængsel.
Formålet med vidneafhøring:
Ægteparret har tidligere til politirapport oplyst, at de
ikke kendte børnene,men vidste, at disse var politiefterlyste at de ikke kendte
os og aldrig hverken havde set eller talt med os,
At de var vidende om, at vi sad i fængsel og ikke ville
komme ud, før børnene, som de skjulte var fremme
Det til politirapporten ønskes bekræftet og uddybet.
Adressen blev fundet af den store pige, der sammen med
læge Ben Kristian efter at de havde fået at vide, af Otto Jonasen, at det var
lykkedes for ham at løsne bindet, der var stramt bundet for begge øjne, så
meget, at han kunne se skiltet AHørsholm@. Gade op og gade ned gik de to i Hørsholm, lige
indtil Mulle råbte. AHER,
her var det vi blev holdt skjult@
Men FØRST og hårdt presset af os blev parret afhørt af
politiet den 4.11.1993- et helt år senere.-
Og til trods for at disse øjeblikkeligt erklærede, at det
var dem, der havde holdt børnene skjult fra den 19.3.92 til den 28.3.1992, selv
om de var vidende om, at børnene, de skjulte, var politieftersøgte, så kunne de
alligevel ikke straffes
sagde dommeren på Frederiksberg, fordi de ville jo ikke
gøre det igen.
Specielt ønskes oplyst, hvordan beskeden kom fredag aften
den 27.3.1992, få minutter efter, at københavns socialforvaltning havde givet
plejetilladelsen til Beks lærerægtepar..
Og så sent som retssagen i 1994 blev deres navne og adresse
kun benævnt med A et
ukendt sted i Nordsjælland@, både
af politiet og af dommeren.
Det er underligt- og endnu mere besynderligt er det, at
Frederiksberg ret nægtede os at føre disse som vidner.
AHvorfor
vil I have dem dømt, de vil jo ikke gøre det mere?@- sagde dommer Hviid til os.
Ægteparret Andersen er for os yderst vigtige vidner, idet
de kan give retten vigtige oplysninger.
Til politirapporten blev de afhørt over en kop kaffe i
deres eget hjem under tilstedeværelse af advokat Tengnagel, som har
advokatfirma sammen med og afhørt sammmen, hvorved de havde mulighed for at
kunne korrigere og samord
ne deres udtalelser:
Vi ønsker ægteparret afhørt hver for sig.
Jens Christian Ole Andersen.
Kan belyse i retten, hvad den store pige sagde, da han hentede
børnene i Slangerup den 18.3.1992., hvor han i poliforhør angiver at han talte
med hende
.
1) Han skal uddybe sin udtalelse til politirapporten om
samtalen han havde om aftenen den, 18.3.1992 i Slangerup
2. Og uddybe udtalelse til politiet, om samtalen med den
store pige, hvor han udtaler , I politiafhøringen står, at den store pige
At de ikke kendte børnene i forvejen.
At de ikke kendte os,og aldrig havde set os eller talt
med os
At de var vidende om, at begge børn var politiefterlyste
Og vidste, at vi gamle læger sad i isolationsfængsel på
falsk grundlag, og ikke ville konmme ud, før børnene, som de skjulte, var
fremme.
Ole Andersen skal oplyse retten om, hvad Mulle sagde, hun
havde talt med rektor Bek om den 19.3.97, da han blev tilkaldt til Slangerup og
talte med hende der den 19.3.1992.
Og forklare, hvad det var for et problem, rektor Bek
havde sagt, der ville blive løst i løbet af en uges tid, hvorfor pigerne havde
brug for et opholdssted i en uge..
Og kun i en uge.
Og oplyse til retten, hvad de kunne opnå ved at skjule to
børn, der var eftersøgt af politiet. Dette er jo dybt kriminelt.
Og de har sagt til politiet, at de tog en CHANCE.
Hvad opnåede de ved at gemme to børn for politiet,
børn,hvis historie de ikke kendte noget som helst til, samtidig med, at de var
vidende om, at to gamle læger sad i fængsel og ikke kunne komme ud, før de
politieftersøgte børn var fremme.
Hvordan havde deres samvittighed det?
De har sagt til politiet, at slangerupfolkene næsten
dagligt kom på besøg og kørte med Mulle til en telefonboks og ringede, og de
fornemmede, at samtalerne var med rektor Bek og var en form for løsning på
problemet, for rektor skulle bruge tid til at få ordnet det sådan, at pigerne
kunne komme frem. Dette ønskes uddybet
for retten.
De skal forklare i retten, hvorfor de kun tog en af de
politieftersøgte piger med ad gangen, når de var ude for at handle eller besøge
familie, ønskes forklaret for retten.
Og forklare, at filmfotografen og hendes mand skulle
flytte rundt på møblerne, så stedet ikke kunne genkendes.
Og endelig skal de forklare følgende udtalelse til
politiet:
Pludseligt en fredag aften fik de meddelelse om, at
tingene var bragt i orden, og at pigerne skulle forlade dem næste morgen, altså
lørdag morgen.
Hvem ringede og sagde, at nu var sagen i orden hin fredag
aften. Det var først sent fredag aften, at rektor Beks lærerpar blev godkendt
som plejeforældre til disse to børn.?
Og hvorledes kan en besked gå så hurtigt fra kommunen.
Det var sent denne fredag aften, at der i den største hast blev givet
plejetilladelse til rektors lærerpar, der slet ikke havde plads til to ekstra
børn. De havde kun et børneværelse, og der boede deres egen datter. Og nu
skulle der bo tre børn på et lille værelse.
- Men det skulle jo kun være to uger. (for så skulle
rektor og kommunen have ordnet plejetilladelsen til slangerupparret- der var
økonomisk trængt.) sent en fredag aften?
Dette står at læse i sagsakterne fra Københavns kommune.
Aen
rektor, der stod bag@- sagde
parret samstemmende til politirapporten. Denne udtalelse ønskes bedre belyst i
retten.
se politiafhøringen. Vedl. i kopi.
Politirapporten, samt ekstrakt 11, bil. 78, side 46-60.
Kære Hans!
Vil du sige til Jytte, at vi meget, meget hellere vil med
Frihedskampens Veteraner til Israel fra den 23.4.92 til den 27.4.92, end at
sidde og forberede Gedesagen, så det kun er politimestersagen fra 1988
, der procederes den 3. maj 92.
Vi skal sammen med en gruppe på 10 repræsentere
Frihedskampens Veteraner ved afsløring af en mindeplade for Mogens-Kofod-Hansen
i De Danske Frihedskæmpers Skov - inviteret af KKL- Det Jødiske Nationalfond.
Sig til Jytte, at det, der står i avisen den ene dag,
ligger på bunden af skraldespanden den næste dag. Løgnen løber jorden rundt 7
gange, før sandheden får sko på.- Men den får sko på.
Kærlig hilsen til Jer alle.
Eva og Karl.
Debatredaktionen,
Berlingske Tidendes.
Fax:33752039
19.9.1999
Vedr. TV-sagen mod forsvarsadvokat dr. jur. Jytte Thorbek,
som rejstes efter TV-udsendelsen A Farvel Far@.
En sag
har to sider.
Det har bestemt også sagen, der rejstes mod den dygtige
og energiske forsvarsadvokat, dr. jur. Jytte Thorbek
Jytte Thorbek har i mange år taget sig af skilsmissesager
og forældremyndighedssager, og det skal der meget mod til, fordi der, hver
eneste gang, der vindes en sådan sag, hvor retfærdig denne Asejr@ end kan være, så skaffes samtidigt en livsfjende.- modparten., som så
måske går år ud og år ind og venter på hævn.
Den aktuelle TV-sag synes at være rejst af af disse Alivsfjender@, der tabte sin sag for 3 år siden.
Sagen, som jeg har interesseret mig for, går ud på, at en
af advokatens klienter sendte et bånd til politiet med telefontrusler fra
modparten, som hun havde optaget fra en telefonsvarer.
Beklageligvis var det bånd, denne klient overlod til
politiet ikke renset for andre private samtaler. På båndet var der også ved en
fejltagelse private samtaler og deriblandt en samtale med egen advokat.
Selv om politiet lovede at tilintetgøre de dem
uvedkommende samtaler, blev disse alligevel afspillet for modparten- Alivsfjenden@, som i hemmelighed optog disse på bånd, og hakker samtalen med advokaten i
stykker og og tager sætninger ud af sin sammenhæng, og bruger disse 3 år senere
i TV-sagen mod advokaten.
Efter vor mening er der handlet helt uforsvarligt hos
politiet, der var gjort opmærksom på, at der var sket en fejltagelse. I hvert
fald er advokaten uskyldig.
Eva Graungaard Og Karl Somogyi.
Advokatens egen pressemeddelelse vedlægges i kopi.
Rektor
Inger Bek, Johannesskolen, Troels Lundsvej 15, 2000 Frederiksberg.
Formål med vidneafhøring:
Hun kan oplyse i retten, hvad der skete på de mange møder
på Frederiksberg kommune vedr. de Aforsvundne@ og
politieftersøgte børn. Møder, som hun tidligere i retten har angivet
tidspunkter for.
Specielt ønskes oplyst hvad er foregik på disse møder
Rektor Bek har i tidligere retsmøder læst op fra sin
lommebog og oplyst om deltagelse i en række møder på Frederiksberg rådhus,
vedr. de politieftersøgte børn og har oplyst om tidspunkterne datoer og
klokkeslet herfor.
Der ønskes oplyst
Møder, som hun har opgivet tidspunkter og klokkeslet på
og angivet hvem, der var tilstede. Hun skal fortælle hvad møderne gik ud på,
hvad blev der besluttet, og hvem deltog.
Specielt ønskes mødet på Rådhuset, der startede to timer
før Østre Landsret underkendte Frederiksberg rets fortsatte isolationsfængsling
af os, og løslod os.
Hun læste op i retten fra sin lommebog, hvor hun havde
noteret tidspunkterne for møderne, stedet og hvem, der var med på møderne. Men
til trods for, at hun havde lommebogen foran sig læste hun en dato op, hvor hun
hun sagde, at hun havde besøgt moster POP i Slangerup, hos sine nære venner der.
Hun brugte ordene, at hun havde været på sygebesøg og tilføjede, at hun ikke så
børnene, der befandt sig på 1. sag- Selv om denne Amoste Pop@ denne dag lå på Herlev sygehus. Da jeg gjorde dommer Hviid opmærksom på,
at Bek talte ikke sandt, smilede han overbærende og sagde, at han havde
bemærket det
I politianmeldelsen den 7.2.92, indgivet af afdelingschef
Hans Henrik Plange og vicesocialdirektør Anders Jensen, angives kun usandheder,
bl.a. at kommunen ikke har kunnet gennemføre en psykologisk undersøgelse af
børnene, fordi de ikke vil se den biologiske mor, Apå grund af plejeforældrenes modstand derimod@
Hun skal oplyse i retten, at dette er usandt, der har
været mange psykologunder-søgelser af børnene. hvor børnene i timevis blev
afhentet fra hendes skole. Det samme kan Lise Kjær Rasmussen bevidne.
Kommunens psykologer har både været i vort hjem, og
senere været på skolen, og alle de psykologundersøgelser, der har været ønsket
er gennemført
Og forklare,at hun dagligt stod i forbindelse med
børnene, mens vi sad i isolationsfængsel, som oplyst af ægteparret Andersen i
Hørsholm.
Og forklare i retten om hendes nære forhold til slangerupægteparret,
som hun har sagt, hun har kendt gennem 40 år og stod i gæld til.
Og forklare, hvad hun talte med børnene om, da de blev
set på hendes kontor på skolen både ultimo februar 92. og den 2.marts 92- den
dag katten blev slået af tønden, som oplyst af hende selv og en overlærer på
skolen.
Oplyst ligeledes både af hende selv til politirapporten
og i retten af overlærer på Johannesskolen Lise Kjær-Rasmussen.
18.2.1992.-Og hvordan det kan være, at der i BT den
18.2.92 står, at børnenes skole har sendt dem undervisningsmateriale til deres
gemmested. Og at artiklen er ledsaget af
en hilsen fra Inger
Bek- samt at de nu er GADEBØRN.
Dermed narrede hun os til at tro på hendes historie om,
at børnene var blevet til Gadebørn.
20.2.92. Børnene træffes på rektor Beks skolegaard.
Tilsyneladende efter aftale mellem rektor Bek og Kanal 2, der også ringer til
os- og da vi vil køre dem derfra , springer de ud af bilen på nærmeste hjørne.
Jeg mener at kunne se rektor Bek i en af skolens vinduer, men hun kom ikke ned.
Med socialudvalgsformanden var også adviseret, for hun
kommenterede udsendelsen.
??????Det var samme dag, som kommunens advokat Kirsten
Reimers Lund politianmeldte os på Avegne@ af den
biologiske mor efter lovens strenge paragraf, at vi formente hende at udføre
hendes forældremyndighed.- Moderen skreg og råbte, at det har hun ALDRIG gjort-
hun har aldrig anmeldt os.- se vedlagte bilag.
Og når den biologiske mor, på hvis vegne retssagen var
anlagt kom til retsmøderne, havde kommunen direkte folk til med magt at
forhindre hende i at komme indenfor i retslokalet- se kanal 2. videooptagelse.
- men politiet blæste på den biologiske mors udsagn og
førte sagen mod os, uafhængig af sandheden.
19.3.1992: Socialudvalgsformanden sagde den 19 marts i
den radiotale hun holdt i Frederiksberg radio- dagen efter vor fængsling,- at
kommunen havde
3.At børnene begge to den 2.4.1992 sagde, at rektor Bek
besøgte dem i week-enderne i Slangerup.
4. Nøjagtigt det samme har hun sagt til flere af vore
gæster, mennesker den 27.2.1992, da hun uanmeldt mødte op i vor lejlighed med
nogle bøger til EG- Niels Bohr og Nørretyranders Mærk Verden som gave. Da sagde
hun, at hun netop havde besøgt børnene hos sine venner i Slangerup. Det var
venner, hun havde haft i 40 år, og som hun stod i taknemmelighedsgæld til. Nu
skulle hun til Strassbourg og ville fremføre børnenes sag der, og at hun
forhandlede med borgmesteren om de eftersøgte børn, for det var altid hende,
der skulle fremvise sin skole, når der kom udenlandske gæster til
Frederiksberg, så nu var det hans tur til at hjælpe hende.
28.2.1992 Den følgende dag blev Gederapporten produceret
og vort hjem rakket ned på det groveste. Naturligvis henvendte jeg mig til
rektor Bek, der havde været i mit hjem om aftenen dagen forinden og set de
smukke malerier, af Scherfig, og Heerup, .... og ægte tæpper på alle gulve, Jeg
bad hende om hjælp, men hun Aville
ikke blande sig@
Blande sig ville derimod Mogens Camre.
18.2.1992 hvordan det kunne være, at hun skrev i avisen,
at børnene nu var "Gadebørn" og de havde fået undervisningsmateriel
fra hendes skole.
BT den 18.2.1992.
2.3.1992. De politieftersøgte børn slår Katten af Tønden
på Inger Beks skole, fortalt i retten af en overlærer På Beks skole.
3.3.1998 Det andet ulovlige retsmøde i vor sag, uden
forsvarer og uden offer.- hvor der
afsagdes kendelse om at en voksen datters lejlighed helt grundløst matte
udsættes for razzia.
5.3.1992 kl.10 deltog Inger Bek, sammen med borgmesteren
og socialdirektør Bjarne Busk i et timelangt møde på borgmester John Winthers
kontor om de politieftersøgte børn, hvor Bek oplyser, at de har været hos
hende. Hvem deltog mere i dette møde?
og socialdirektøren ringer til hende om eftermiddagen og
en time senere politianmelder han hende.
Da sagsakterne angiveligt er forsvundet eller makuleret
på Frederiksberg kommune også vedr. dette vigtige møde, bedes rektor Bek
referere mødeindholdet.
6.3.1992 Og rektor Bek skal oplyse retten om det
politibesøg, hun havde om eftermiddagen på skolen den 6.3.1992, hvor jeg ville
købe en teeshirt til min datter på kontoret, hvor hun sprang forbi mig og
hvæste, AForsvind,
her kommer både politit og kommunen om lidt@- Hvorefter jeg gik. (Min datter Ditte gik i 2. klasse på skolen).
Såvidt jeg kan regne ud, drejede det sig om Bjarne Busks
politianmeldelse af hende dagen forinden.
Rektor Bek, kan give et mødereferat og oplyse retten om,
hvad der skete denne eftermiddag på hendes kontor vedr. de politieftersøgte
børn.
I Frederiksberg ret fortalte Inger Bek at hun samme
eftermiddag havde en telefonsamtale med borgmesteren. Referat af denne samtale
ønskes.-
Og rektor Bek kan give et mødereferat vedr. mødet samme
eftermiddag på Borgmesterens kontor sammen med socialdirektøren og
borgmesteren. I Frederiksberg ret fortalte hun kun, at borgmesteren havde
indkaldt til møde, som resulterede i, at Bjarne Busks politianmeldelse mod
hende blev trukket tilbage- for HUN ville jo kun hjælpe børnene, og det var
grunden til at de kom hos hende.
Det kunne dommer Hviid godt forstå.
Inger Bek bliver ikke spurgt nærmere om mødeindholdet, så
der ønskes et uddybende referat- for kommunens mødereferat er forsvundet.
9.3-15.3 er rektor Bek i Strassbourg ifølge egen
opgivelse for at tale børnenes sag.
Hun kan oplyse retten om, hvad der skete i Strassbourg.
19.3.1992 Og oplyse retten om hvorfor, der på hendes
skrivebord den 19.3.1992 om morgenen
dagen efter, at vi var blevet fængslet,
lå en stor lap papir på hendes skrivebord på skolen på hvilken der stod,
at hun skulle kontakte Anders Jensen på Frederiksberg kommune.
(jvf. Politiafhøringen af hende)
Og oplyse retten om, hvad den efterfølgende
telefonsamtale samme dag den 19.3.92 med denne vicecocialdirektør på
Frederiksberg kommune,, Anders Jensen gik ud på.
Og oplyse retten om, hvad der skete på mødet mellem hende
og vicesocialdirektøren, Anders Jensen på mødet på Frederiksberg kommune den
20.3.1992.
I Mette Haugaards papirer, som er udleveret mig af hende,
står et notat vedr. dette møde, skrevet af vicesocialdirektør Anders Jensen den
20.3.1992:
A Der
kan gives tilsagn om, at børnene ikke bliver overført til politiet, hvis de
udleveres til direktoratets medarbejder@ A Der kan ikke gives
tilsagn om opgivelse af straffesagen mod Graungaard-familien@
Inger Bek fortalte desuden på dette møde om børnene.
Inger Beks forklaring til politirapporten om dette mødes
indhold er anderledes. End det hun fortalte i retten.
Dette bedes forklaret og uddybet for dommerne.
Hun skal oplyse retten om,hvad der skete på mødet på
Frederiksberg kommune fredag den 27.3.1992
kl 14.30, der startede to timer før Østre Landsret underkendte
Frederiksbergrettens fortsatte fristforlængelsesdom fra dagen i forvejen og
løslod os.
Ekstr.11, bilag 20 og 47, side 42 og 43 og 110 - 121.
9.
Overlærer Lise Kjær-Rasmussen, Stationsvej 36, 2791 Dragør.
--------------------------------------------------------------------------------
Hun kan bl. a. bevidne, at hun så børnene gå ind på
rektor Beks kontor, mens disse var politiefterlyste.
Ekstr 11.
Chefpsykolog
Gunnar Kjær-Rasmussen.
berufverbot.
--------------------------
hr. og fru Gyllinge.
10. Fru
Grete Schack Nielsen. Sankt Nikolajvej 15.3. tv, 1953 Frederiksberg C.
-------------------------------------------------------------
Hun skal oplyse i retten, hvem der stod bag hendes ménéd
og med hvor mange på Frederiksberg kommune sagen drøftedes, og hvorfor hun
kontaktede pressen- Eleva-2-ren, Kanal-2
og alle de mennesker, der havde støtteartikler i avisen og bagvaskede os,
allerede FØR hun den 11.3.1992
"så" os sammen med det yngste af de forsvundne børn en mørk og
regnfuld aften.
Udelukkende på hendes bevidst falske vidnesbyrd blev vi
fængslede.
Hun sagde i retten, at hun var 100 procent sikker på, at
det var den lille pige, hun den 11.3.1992 havde set lægerne sammen med og
udelukkende på dette falske vidneudsagn kom disse i isolationsfængsel Skal
oplyse, hvem der stod bag hendes ménéd og med hvor mange på Frederiksberg
kommune sagen drøftedes, og
hvorfor hun kontaktede
pressen- Eleva-2-ren, Kanal-2 og alle de mennesker, der havde
støtteartikler i avisen og bagvaskede os, allerede FØR hun den 11.3.1992 "så" os sammen med
det yngste af de forsvundne børn en mørk og regnfuld aften, hvor ingen af
familien var til i nærheden af hendes bopæl.
Ekstr.11, bilag 36 og 37 side 80,81,82.og 83.
11.
Taxachauffør i Øbro-bilen Poul Weibel Larsen- vidne i retten i 1994.
------------------------------------------------------------
Han optrådte med 4 forskellige forklaringer i
politirapport og i retten i 1994.
og i bedste James Bond stil fik han børnene over i sin
bil fra Slangerupparrets bil i Slagslundeskoven og kørte disse til skolegården,
hvor de ventedes af kommune og rektor Inger bek. Han kan fortælle om sin kørsel
og om, at vejen han kørte på, var garanteret politifri, - Det med at vejen var
garanteret politifri gentog WB i retten på Frederiksberg. samt hvem, der betalte ham, da han kom efter
aftale til skolegården om lørdagen til aftalt tid og aftalt sted- legestativet.
Han skal 0gså i Landsretten fortælle, hvem der havde
konstrueret falsummet af en kvittering fra Roskilde til skolegården, og hvem,
der havde fundet på den lange og detaljerede historie, lige fra alle detaljer
på holdepladsen på Roskilde banegård og alle de
konstruerede løgnehistorier, han
fortalt på skolegården og til politiet for at retten kan få et billede
af den fantasi og udspekulerethed, Niels Lykke Nielsen og Whita Sjøsten er i
besiddelse af- I Byretten sagde han til sidst,på spørgsmålet om, hvem, der
havde konstrueret historien; " Det har Whita og Niels"
Og han skal uddybe Whita Sjøstands påstand om, at turen
med børnene fra Slangerup til Slagslundeskoven og derfra til skolegården havde
frit lejde på den måde, at politiet havde lovet at holde sig væk fra
strækningen.
Ekstr.111 bilag 36 og 37, side 81,82 og 83.
12.
Lægesekretær Helge Røpke, Kilholmvej 12 st., 2720 Vanløse.
.............................................
Han blev
dømt fordi han på Mulles bøn i sin middagspause kørte børnene til Slangerup den
3.2.92- og fortalte i Slangerup, at børnene skulle til børnehjemmet kl 16, samt
bevidne, at vi intet som helst kendskab havde til, at han var kørt i sin
middagsfritid, samt, at han naturlkigvis kørte i egen bil, og at Whita Sjøsten
havde ringet til konsultationen og forlangt at tale med den ældste pige og fået
en aftale med hende, og fortælle, hvad børnene sagde til ham og i Slangerup,
samt fortælle, at han fortalte i Slangerup, at børnene fire timer senere skulle
være på børnehjemmet på Frederiksberg.
Børnene blev først politiefterlyste den 7.2.92. ved en
privat middag, hvor socialudvalgsformanden Birgit Fogh- Andersen havde
politimesteren til bords, ifølge båndet og fremlagt telefonsamtale med denne
socialudvalgsformand, der er fremlagt i retten..
13.
Socialudvalgsformmand Birgit-Fogh-Andersen.
-------------------------------------------------------------
Hun skal først og fremmeest kommentere de fremlagte
båndoptagelser om:
1)hvorfor hun ikke VILLE vide, hvor børnene blev skjult,
og hvorfor hun nægtede atbtage med EG ud til skjulestedet og overtale børnene
til at tage med tilnbage til det af kommunen bestemte sted til disse.
2) oplyse retten om, hvor referaterne af disse samtaler
vedr. de politieftersøgte børn er henne.
3) Hun oplyser på et af båndene, at det er hende selv,
der har politianmeldt sagen, det skete ved en privat middag, hvor hun havde
politimesteren til bords. Hvor er referatet af denne anmldelse blevet af..
4) Hvad ved hun om Bjarne Busks anmeldelse af rektor
Inger Bek
5) Hvad ved hun om årsagen til at denne politianmeldelse
blev trukket tilbage-
6) Og hvor er referaterne?
7) I interwiew=et sagde hun noget meget interessant:
AVi er i
øjeblikket ved at etablere et samarbejde med børnenes skole og håber, at det
lykkes@
Denne udtalelse bedes uddybet i retten.
8) Og det er ønskeligt, at hun uddyber hendes påbegyndte
sætning:
AOg jeg
håber, at vi i samarbejde med skolen kan....@
9) Og oplyser retten om hendes samarbejde med rektor
Inger Bek
og deres fælles plan vedr. børnene
9) Og oplyser retten om, hvordan kan det være at hun i
denne radiotale sagde, at politiet havde dommerkendelse med, da de brød ind hos
os og fængslede os og lagde sekretær og vor datter Rie i håndjern sammen og
bragte disse til politistationen.
Og derefter ransagede hele lægevillaen.
Politiet
havde IKKE dommerkendelse.
9) Og en hel del andet direkte forkert- bl. a. At lægerne
ikke havde ladet sig afhøre og det var derfor politiet kom og anholdt os
den18.3.1992.
Vi mødte
begge to op i retten til afhøring i 3 timer den 26.2.92.
.
10. Oplyse retten om, hvor referaterne og notaterne af 13 telefonsamtaler
med EG om børnene fra den 4.2.92 er blevet af.
Og fortælle, hvor notatet om hendes radioudsendelse den
19.3.1992 om børnene er blevet af,
og om samarbejdet med rektor Bek om børnene, samt om den
plan, kommunen havde, som hun fortalte borgerne den havde med børnenes skole.- Båndoptagelse af hendes
radiotale den 19.3.1992, samt båndafskrift er fremlagt.
Og fortælle om hendes politianmeldelse af 7.2.92, som hun på båndet og fremlagt
telefonsamtale har hævdet at have indgivet til sin bordherre- politimesteren
ved en privat middag denne aften- hun må vide, hvor notatet er blevet af.- på
båndet sagde hun, at hun bad sin bordherre-politimesteren- om at tage
forsigtigt på "hendes børn", når han fandt disse.
Og hun ved også en masse om de gensidige samtaler mellem
hende og ménédersken vedr. datoen den 11.3..1992, som denne fru Grete Schack
Nielsen fortalte om i retten.
Og hun kan fortælle om møderne- samt om hendes udtalelser
som vidne i retten i 1994, hvor hun sagde. : "Jeg havde nok på fornemmelsen,
at Inger Bek vidste mere om, hvor børnene var, end hun sagde til mig."
18.3.1992 referat af samtalen, som Rektor Bek omtaler i
politiafhøring.
19.3.92 holdt hun en radiotale til befolkningen, hvor hun
kom med en masse usande påstande.- bl. a. at politiet naturligvis havde en
dommerkendelse med. og hun afslørede, at hun og skolen havde en bestemt plan-
som hun skal forklare lidt mere
om.-----------------------------------------------------Og oplyse retten om,
hvorfor hun ikke ville vide, hvor børnene var den første dag, jeg havde været
på sygebesøg, da jeg tilbød at køre til Slangerup sammen med hende for uden
større dramatil og politiaktioner at få børnene anbragt på det børnehjem,
kommunen nu havde magt til at ønske.
Og oplyse retten om, hun ikke er den øverst ansvarlige i
børnesager på Frederiksberg
Samt om, hvad årsagen har været til, at hun den
13.februar 1992 sagde: AEva Eva
de spørger allesammen henne på kontoret om jeg har talt med dig. Men jeg sgde
Nej, Jeg sagde Nej, det gjorde jeg Eva.@- Efter t jeg op til flere gange dagligt havde talt med hende. Først for at
få hende med ud og overtale børnene til at tage med tilbage til det børnehjem,
hun nu havde bestemt- og senere efter den 7.2.92 for at udtrykke min bekyming-
En bekymring, som hun ikke delte.
Om dette var udtryk for hendes almindlige forløjethed,
eller et træk i et aftalt spil i et komplot.
14.Socialdirektør
Bjarne Busk, Frederiksberg kommune.
-------------------------------------------------------------
Han skal oplyse retten om, hvad der skete på møderne, han
ifølge Inger Bek har deltaget i.
Og hvad der stod stod i den politianmeldelse, han den 5.
marts indgav til politiet mod rektor Bek for at have kendskab til børnenes
opholdssted på et tidspunkt, hvor de var politieftersøgt. Og have haft besøg af
disse.
Politianmeldelsen, som skal findes, savnes.
Og han skal fortælle om årsagen til dennes tilbagetrækning-
samt, hvad de skete, på borgmesterkontoret
og om borgmesterens seaktion på hans politianmeldelse
og om, hvordan politianmeldelsen blev stoppet- om
tilbagetrækningen skete skriftligt eller
mundtligt, osv.
også han har journalpligt.
15.
Borgmester John Winther, Frederiksberg kommune.
-------------------------------------------------------------
Han skal oplyse retten om, hvad der skete på mødet den 5
marts kl 10 og oplyse retten om, hvem der deltog i dette møde.
Og hvm, der deltog i møderne, han deltog i vedr.
anbringelsen af børnene i et midlertidigt plejehjem og om samtalerne og møderne
med Inger Bek og om, hvorfor han foranledigede politianmldelsen tilbagekaldt.
Og på mødet den 6.3.1992, og hvem der deltog.
( Det var Inger Bek)- men hvem flere.
ne med Inger Bek
m. fl., og hvorfor han stoppede politianmeldelsen, som var indgivet af
socialdirektør Bjarne Busk.
Samt fortælle om telefonsamtalen med Arne Melchior m. m.
På pressemødet, som han og Jytte Andersen holdt på hans
kontor i Folketinget.
Vedlagt presseindkaldelsen af Arne Melchior og Jytte
Andersen..
Og hvorfor han- og
kommunen skulle betale for gedesagen mod
en ....
pressemødet på Arne Melchiors kontor den 25.3.1992 ---
find poressemødet frem
hvorfor løj du, når du vitterligt samme dag havde haft
møde om disse børn ifølge---
16.
Ekspeditionssekretær Gunhild Gundorph, Frederiksberg kommune. .
--------------------------------------------------------
Dengang
overassistent- derefter fuldmægtig, nu ekspeditionssekretær, der var sagsbehandler på sagen, da børnene
var "væk" og som førte de nummererede journalark
Hun skal belyse, hvad der er sket med de af hende selv
skrevne og nummererede sagsakter i tidsrummet fra den 3.2.98 til den 27.3.92.
Disse nummererede sagsakter er udleveret til og med den
2.2.1992 og igen fra og med den 28.3.1992.
I den mellemliggende tid har dr været en hektisk
aktivitet. Moderen er blevet skjult på et dyrt hotel, fordi hun ikke måtte tale
med os.og har fået at vide, at vor søn ville dræbe hende osv af sagsbehandleren
GG.
Det er ej heller lykkedes for den biologiske mor, at få
udleveret sagsakterne i ovennævnte tidsrum.
Hun små vide, hvor disse ark er henne, og må kunne
fortælle retten, hvordan er disse forsvundet, og hvad stod i disse.
Hvad blev der af disse journaler?
17.
Fuldmægtig Dorte Hendriksen, Frederiksberg kommune.
---------------------------------------------------------
- dengang kun overassistent.
Hun skal forklare, hvorfor der skulle afgives en
erklæring med et så bagvaskende indhold om en levende ged, der stod og havde
afføring i et behandlingsrum, hvor der var lagt tre patienter på lejet
Hvordan hun kunne nå frem til en så vanvittig og
bagvaskende rapport?
Hun skal fortælle om den helt igennem løgnagtige
Gederapport, hvor ikke engang det
rigtige hus er beskrevet- Se Mogens Camres rapport.
Hvordan hun kan komme til at Beskrive et hus, der var
tegnet på vor grund og fandtes i kommunen, men som aldrig blev bygget, fordi vi
købte grunden og tegningen og lod en anden arkitekt tegne et helt anderledes og
meget større hus.
.
GEDEHISTORIEN MED TILBAGETRÆKNINGEN VEDLAGT.
- og oplyse, hvad årsagen var til, at hun avancerede fra
overassistent yil fuldmægtig på Frederiksberg kommunes familieafdeling. Det
ville have været mere naturligt, om hun øjeblikkeligt var blevet afskediget,
efter at hun havde indrømmet, at hun havde opfundet geden og bagvaskelsen selv,
hvis hensigt var den helt klare foruden at bagvaske os, så også at fratage os
vor bestalling som praktiserende læger.
og afsløre, hvem i komplottet, der stod bag hendes
opfindelse af en levende ged i et konsultationsværelse, hvor der var tre
patienter lagt på lejet. Hun kendte jo ikke os, og kunne derfor ikke have haft
noget imod os.
Fortælle, hvad en sagsbehandler fra Frederiksberg har at
gøre i en lægekonsultation i Rødovre.
Og
fortælle, hvorfor man forsøgte at skaffe vidner på geden- og skaffede en sådan-
den upålidelige Erik Havgaard, som jeg har indklaget for svindel på kommunen.
18.
Sagsbehandler SSB-konsulent- nu
forflyttet Lasse Gårdsøe, Frederiksberg kommune.
--------------------------------------------------------------
han har været sagsbehandler på sagen efter Gunhild
Gundorph og må vide noget om, hvor de nummererede sagsakter er blevet af fra
den tid, samt om, hvad grunden var til at han stod på rektor Beks skolegård hin
lørdag den 28.3.92 kl 11, hvor landsretten sent om eftermiddagen den foregående
dag havde underkendt Frederiksberg rets fortsatte isolationsfængsling af os, og
hvor der ligeledes sent den foregående netop dag var givet plejetilladelse til
rektor Inger Beks lærerpar på hendes
skole.
19.
Vicesocialdirektør Anders Jensen.
--------------------------------------
Må forklare, hvorfor der den 19.3.1992 - dagen efter vor
fængsling ligger der en stor seddel på rektor Beks kontor, at hun skal ringe
til Anders Jensen på Frederiksberg kommune vedr. børnene.
Og give mødereferat om møderne han har deltaget i på
kommunen i børnenes sag, der på kommunen benævnes som
"Graungaard-sagen"
For eksempel fortælle om
mødet den 27.3.kl 14.30 om børnene på kommunen sammen med rektor Inger
Bek.
Referater ønskes.
Skal gøre rede for sit notat af 13.3.1992
hvor han efter aftale med socialudvalgsformanden
kontaktede ménédersken og aftalte med hende, at hun skulle stoppe TV-udsendelsen,
der var igang om de to piger, og han gav ménédersken oplysningen, at det var
Susanne Bjerrehus, der stod for historien, og Henriette Marienlund, der var
researcher.
Hun fik den stoppet og jeg fik at vide, at der er kommet
så meget frem om os, bl.a. at vi havde en ged i et konsultationsværelse, der
stod og grisede, så børn kunne vi ikke have.
Hvad der skete i de møder, denne vicesocialdirektør
deltog i med henblik på de forsvundne børn. De drejer sig om møderne på
kommunen for eksempel den 20.3.92 og
23.3.92, hvor han deltog i møderpå kommunen om de forsvundne børn med rektor
Inger Bek.
Den 22-23. marts ringer A.Gyllinge til Inger Bek
og fortæller, at hun godt kan være midlertidig
plejeforældre for børnene., hvilket bedes meddelt socialforvaltningen.
23.3.1992 mødes Inger Bek og vicesocialdirektør Anders
Jensen på Frederiksberg Kommune. Nu skulle hendes læreægtepar godkendes
25.3.1992 er der et nyt møde på kommunen om børnene.
26.3.kommer Københavns kommune på besøg hos familien
Gyllinge- nu går det stærkt.
Både onsdagen den 25.3.92 og torsdag den 26.3.1992 taler
Inger Bek og den store pige sammen.
Og endeligt mødet på Frederiksberg rådhus fredag
den 27.3.1992 kl 14.30
mellem socialdirektør Bjarne Busk, vicesocialdirektør
Anders jensen, rektor Inger Bek, Johannesskolens advokat, advokat K. Parsberg,,
Hans Henrik Plange.
Nu skal der igen tales med børnene. Og det besluttedes,
at børnene skulle tage en taxa til skolen.
Samt at den store piges konfirmation skal afholdes med en
fest på skolen
Bente Nielsen har afhørt Inger Bek hos adv. Nehmets i
Bredgade
20.
Vicekontorchef Bill Jahnsen, Frederiksberg kommune.
--------------------------------------------------------------
Han spillede en central rolle under hele sagen, og han sad ved hvert eneste af de
mange lukkede retsmøder og skrev meget flittigt og ivrigt notater. og kunne gå
direkte til møderne på kommunen og referere, hvad der skete i retssalen.
Der ønskes referater fra hvert eneste retsmøde.
den 28.2,- 5.3.-18.3-, 19.3,- 20.3,
Han var således
kommunens observant og referator ved alle de lukkede retsmøder, hvor han
skrev referat meget flittigt.- Hvor er alle disse referaterne blevet af.- Og
hvad stod der i disse.
21.
Afdelingschef Hans Henrik Plange
------------------------------------------------
-27.3.92 kl 14.30 referat af mødet.
.- deltog i mødet , hvad skete der på mødet- hvor er
referatet.
22 og
23. Lærerparret ved Johannesskolen John og Gyllinge
--------------------------------------------------------------
Disse fik under vor isolationsfængsling midlertid
plejetilladelse til de forsvundne børn
Hvem fik disse
overtalt til at få plejetilladelse til to børn, de ikke havde plads ti,l og som
skulle bo på,samme værelse som et af deres egne børn- altså tre børn på samme værelse,-
Og hvorfor kun midlertidigt i 14 dage.
Hvilke pressionsmidler fra rektor Inger Bek blev evt. brugt.
Hvilke løfter blev der givet disse for deres hjælp til
deres rektor.- på skolegården hævdede de, at der var lovet dem frihed for
nogensinde at skulle møde i retten i denne sag. Og på selve skolegården lovede
politiet, at de skulle få fred for politiet et stykke tid, selv om
politieftersøgningen stadigt stod ved magt..
Var det ikke underligt, at københavns kommune kom ud i
deres hjem torsdag eftermiddag den 26.3.92- og plejetilladelsen allerede forelå
den følgende dag, fredag eftermiddag den 27.3..92, og de blev tilsagt til at
møde sammen med rektor Inger Bek og vicekontorchef Søren Gøthler ved
legestativet dagen efter, lørdag kl 11 den 28.3.92 for at modtage de forsvundne
børn.Parret har været i retten i 1994, men ovenstående spørgsmål blev ikke
besvaret. Deres forklaring under vidneansvar ønskes.
24.
Viceskoleinspektør Leif Iversen, Johannesskolen.
--------------------------------------------------------------
Rektor Beks observant i retsmødet den 25.3.92. Som
viceskole
25 Adv.
Parsberg,- advokat for Johannesskolen-
Esplanaden 6,
Skal oplyse retten om baggrunden for, at han skulle
overvære
det totalt lukkede retsmøde den
Og Og baggrunden for, at han deltog i mødet den 27.3.1992
kl 14.30 sammen med en række højtstående embedsmænd på Frederiksberg Rådhus.
Referatt vedr. dette møde, er endnu ikke udleveret.
Hvad var formålet og indholdet af mødet.
Han deltog i mødet på kommunen sammen med en række
højtstående embedsmænd den 27.3.1992 kl. 14.30, mens vi endnu sad i isolation.-
Referaterne fra kommunen er ikke endnu udleveret på trods af lovbefæstet pligt
dertil, men denne advokat må kunne forklare, hvad der sket ved dette lange møde
om børnene og om os og må kunne referere
indholdet og aftalerne, der blev indgået ved dette møde på kommunekontoret. Og
har haft et honorar for sin deltagelse.
kan belyse årsagen til at han skulle være observant ved
lukket retsmøde, hvor en overlærer forklarede, at de
13. Adv. Parsberg,-
advokat for Johannesskolen- Esplanaden 6,
Han deltog i mødet på kommunen sammen med en række
højtstående
embedsmænd den 27.3.1992 kl. 14.30, mens vi endnu sad i
isolation.- Referaterne fra kommunen er ikke endnu udleveret på trods af
lovbefæstet pligt dertil, men denne advokat må kunne forklare, hvad der
skete ved dette lange møde om børnene
og om os og må kunne referere indholdet
og aftalerne, der blev indgået ved dette møde på kommunekontoret. Og har haft
et honorar for sin deltagelse.
26.
Vicekontorchef Søren Gøthler
-----------------------------------------
Denne vicekontorchef var tilsyneladende såkaldt "Tilfældigvis Fungerende"
sagsbehandler, den dag lørdag formiddag, børnene kom til veje- Og han stod
parat til at modtage disse sammen med Inger Bek og lærerparret lørdag den 28
marts 1992 på Inger Beks skolegård- ved lejestativet -som aftalt den foregående
dag, mens vi endnu sad i isolation. Han har skrevet et referat af hændelsesforløbet men dette referat efterlader
en del spørgsmål og stemmer ikke med de faktuelle forhold.
27.
Socialformidler Jens Revall Jensen.
------------------------------------------------
Han har fortalt advokat Peter Hjørne, at en "masse
papirer var forsvundet fra den tid børnene var "forsvundet". Under
vidneansvar ønskes hans viden om dette forhold.
Der kan fremlægges bånd og båndafskrift af denne samtale.
28.
overassistent Eigil Jensen,
----------------------------------
Denne embedsmand er ifølge socialformidler Jens Revall
Jensen den mand, der på Frederiksberg Kommune står for udleveringen" ud af
huset" af de hel specielle sager- og som siger , at en masse af akterne
fra dengang er forsvundet.
Han må have hørt om disse akter, der konstant siden 1992
er begæret udleveret af ialt 7 advokater, af den biologiske mor, af os og flere
andre med fuldmagt fra den biologiske mor.
Denne overassistent skal under vidneansvar fortælle, hvor
akterne findes, og hvis de ikke findes fortæll,e hvornår disse akter er
forsvundet og hvordan dette er sket- samt også om, hvad han ved om indholdet af
akterne.
Og også fortælle, hvorfor han skal stå for udlevering ud
af huse af begærede akter, og om hvad "helt specielle sagsakter"
sagsakter er for noget- Sådanne skal jo
også altid udleveres på begæring ifølge dansk lov.
29.
Sagsbehandler Lasse Gårdsøe, Frederiksberg kommune.
---------------------------------------------------------------------------
Denne mand har også været sagsbehandler på sagen og har
skrevet sagsakter, og må vide, hvad der stod i akterne og må have undret sig
svare over situationen, såfremt hans sagsaktmappe med fortløbende nummererede
ark pludseligt ikke er der mere.
30.
Stud med Emil Graungaard Somogyi.
----------------------------------------------------
Emil kan oplyse retten om, hvordan han blev truet af
Frederiksbergdommeren med fængselsstraf, da han vidnede i retten og sagde, at
ingen af hans forældre kunne have været på Frederiksberg den 11.3.1992, som var sandheden, mens Grete Schack Nielsen, der bevidst kom
med en oplagt bevidst løgn, slet ikke blev formanet- selv om hun sagde. "
Jeg er 100 procwent sikker på både datoen og på, at det var den forsvundne
Lisbeth lægerne havde med sig den 11.3.92. Chaufføren var vores koreansk
udseende søn Martin, der nu er ergoterapeut- og som var i Miami på det
tidspunkt.
31. Grete Schack Nielsen, Sankt Nikolajvej 15. 3.tv. 1953
Frederiksberg C.
Hun skal i Landsretten oplyse, hvorfor hun i
Frederiksberg ret fortalte historien om, at hun havde set os den 11.3.1992
sammen med den yngste yngste efterlyste pige. Og da dommeren sagde til hende,
at hun kun kunne sætte os i isolation, hvis hun er 100 % sikker- hvorfor hun
sagde, at hun var 100 % sikker- og vi kom i fængsel. Hvem der stod bag hendes
ménéd i Frederiksberg- og oplyse retten om, hvor mange hun talte med på
Frederiksberg rådhus om hendes Asyn@ og om, hvor tætte relationer hun har til
socialudalgsformanden.
I 1994 er det i samme ret af slangerupfolkene oplyst at
hun løj lodret i retten, da disse forklarede, at begge piger var indendørs i
dagene op til den 11.3.1992 , den 11.3.1992 g i dagene derefter.
Allerede før hun havde dette Asyn@, har hun ringet alle mulige steder hen og bagvasket os, selv om vi ikke
kender hende og aldrig har talt med hende.
Således har hun ringet til alle de personer, der har haft
støtteartikler og læserbreve i pressen til fordel for os, og til en af vore
patienter, Grete Ammentorp Klink, som har taet hende på bånd og givet mig
vedlagte referat. Hun har ringet til de lokale aviser og til journalist Lars
Bøgh Winther på Kanal 2, og forsøgt at få stoppet Kanal 2, med at fortælle, at
hun har beviser på, at vi skjuler børnene for myndighederne, at vi har en ged i
konsultationen, vilket ikke lykkedes for hende. På Kanal 2, optog man hende på
bånd og sendte mig båndafskrift.
Og i et notat, jeg ad anden vej har fået, skriver
vicesocialdirektør Anders Jensen, at socialudvalgsformanden rådmand Birgit
Fogh-Andersen har bedt ham ringe til Grete Schack Nielsen, hvilket han gjorde.
Og Grethe Schack Nielsen fortalte denne vicesocialdirektør, at AElevatoren@ ville tage sagen om de to børn op den 13 marts i TV, og hun ville kontakte
elevatoren med oplysninger om mig. Og vicesocialdirektøren Anders Jensen kunne
så til gengæld fortælle hende, at det var Susanne Bjerrehus, der stod for
historien med Henriette Marienlund som researcher.
I båndet samtale med TV-kanal den 12 3. 1992 fremkommer
ménédersken ikke alene med en række løgne, Hun selv er journalist, vi har 17
børn, jeg skjuler børnene for myndighederne, jeg er gået under jorden, osv osv,
en række bagvaskende historier, samt en række diskriminerende udtalelser. Hun
kalder således min søn Martin, der efter hendes usandhed, skulle have været
chauffør d.11.3.92, da hun Akom fra
sin garage og så os komme sammen med den yngste af de fremmede piger- selv om
denne pige var skjult i Slangerup- og selv om Martin var i Miami på det
tidspunkt. Vor søn Martin kaldte hun A sådan en skævøjet japaner@.
Det mest interessante ved denne båndede samtale er,
At Ménédersken den 12.3.1992 bruger i samtalen med denne
TV mand nøjagtigt de samme usandheder - endda med verbal overensstemmelse som
den ligeså uvederhæftige socialudvalgsformand den 12.3.1992 bruger i
lokalradioen den 19.3.1992.
Hun afslører da også, at hun både har talt med
socialudvalgsformanden og med vicesocialdirektøren om sagen.
Og ved, at: AHan (vicesocialdirektøren) er meget, meget interesseret i, at få sagen
afsluttet og få børnene anbragt under fredelige venlige forhold@
Og hun siger nøjagtigt det samme som
socialudvalgsformanden den 19.3.1992: Og
Grete Schack Nielsen kontaktede AElevatoren@, og udsendelsen blev aflyst med ordene over for mig:
A Der er
kommet så meget nyt i sagen om dig og din måde at arbejde på, og om geden der
står og griser i lægekonsultationen, og
der siges med sikkerhed, at det er dig, der skjuler børnene for myndighederne,
så vi beklager@
Der er mere, der tyder på, at Grete Schack Nielsen var
direkte med i komplottet mos os, end at hun blot opfandt sine historier af
ondskab eller for selv at blive centrum.
Det er derfor vigtigt for denne sags opklaring, at hun
kommer i retten og forklarer, hvem, der stod bag.
-I lighed med Poul Weibel Larsen fra Øbro-bilen, der i
retten direkte afslørede, da han blev spurgt om, hvem der havde opfundet hans
lange histore sagde: Det har Whita og Niels@- se retsbogsudskriftet.
Dommeren i Frederiksberg ret udlod i retsbogsudskriftet
at notere, at Grete Schack Nielsen sagde, hun sad i samme vælgerforening som
socialudvalgsformanden Birgit Fogh Andersen og var oldermand i denne
vælgerforening.
Ved det følgende retsmøde tvang vor advokat dommeren til
at tilføje dette i det følgende retsbogsudskrift. Se disse.
Også
lokal radioerne på Frederiksberg har hun kontaktet og sagt, at der ikke er en
eneste journalist i Danmark, der vil røre vor sag med en ildtang- osv, se
samtalen, der er båndet.
Alt i
dette vidnes forklaring var opdigtet løgn, selvom dommer Sylvest-Nielsen kaldte
hendes vidnesbyrd præcist og troværdigt.
At det
var min søn, som hun kaldte asiatisk af udseende med skæve øjne, der kørte
bilen er usand- Min søn Martin, der er født i sydkorea og er ergoterapeut, var
i Miami den 11.1992.
De to
fremmede dengang politieftersøgte børn, har altid i de ca. 2 år, de var hos os,
konstant boet sammen med os i vor 6 værelseslejlighed på Godthåbsvej 32 A. De
har ALDRIG boet på Sct. Nicolajvej 15. Og de har aldrig før den 2.4.1992 været
i lejligheden på Sct. Nikolajvej. Den 15.2.1992 flyttede vor søn læge Ben
Kristian ind på Godthåbsvej og flyttede vort indbo til hhv Sct Nikolajvej og
til Voldumvej.
Ménédersken
har således hverken set eller talt med de to fremmede piger, som hun så frækt
hævdede både over for politiet og i retten.
Lejligheden
på Sct: Nikolajvej var mindre end lejligheden på Godthåbsvej.
Udelukkende
på hendes oldermanden i den konservative vælgerforening Grete Schack Nielsens
bevidst falske udsagn opdigtedee historie i retten blev vi fængslede.
Og der
skete denne oldermand ikke noget, da der i retten to år senere blev afsløret,
at hele hendes historie var usand.
Da jeg
ønskede at konfronteres med denne Ménederske i retten, nægtedes min advokat at
føre hende under mit påhør, og jeg blev aldrig konfronteret med hendes løgne,
udover den, at hun var 100% sikker på at have set mig og min mand med den lille
fremmede pige.
Vi
ønsker alle de båndede samtaler med den upålidelige socialudvalgsformand
afspillet i retten
for at
belyse vor uskyld.
Såfremt
Landsretten ikke kan anerkende min begærede vidneliste i sin helhed, begæres
kendelse for hvert enkelt vidne, som Landsretten ikke vil anerkende, da jeg
ønsker dette prøvet ved Højesteret.
Desuden
anmoder jeg retten om at træffe beslutning om, at pålægge Frederiksberg rådhus
skal afgive til brug for rettens behandling af sagen samtlige akter vedrørende
politieftersøgte børn - uanset hvilken del af kommunen , det drejer sig om- i
tidsrummet fra den 4.2.1992 til og med den 27.2.1992.
Dommerne
må være
Årsagen til, at der blev indkaldt til det store møde i
Frederikssund var en telefonsamtale
mellem EG og WS, hvor WS fortalte, at der var aftalt, at rektor Bek, som jo var
deres nære ven ville hjælpe dem med at få børnene i familiepleje af
økonomiske grunde. Hun var deres nære ven. Først skulle
børnene være i to uger hos et lærerægtepar fra hendes privatskole, og så skulle
Frederiksberg kommune søge efter en plejefamilie, og WS og hendes mand skulle
ssøge om at komme i betragtning, og Inger Bek skulle så anbefale disse.-
Frederiksberg kommune ville aldrig acceptere os- vi havde jo klaget over dem.
men både rektor Bek og hun og hendes mand
var enige om, at vi kunne være en slags bedsteforældre,-
Hun mente i sin naivitet, at jeg igen ville hjælpe hende, som jeg har gjort
tidligere, da hun boede i Rødovre- bl. a. med at skrive erklæring til
kriminalforsorgen, så hun fik forvandlet en ubetinget fængselsstraf til en
betinget og med, at få en gældssanering.
Da jeg så en time senere fik en kæmpebukat blomster af
hendes nære ven rektor Bek og en kærlig hilsen ( det medfølgende kort er
fremlagt i retten), så følte jeg mig endnu mere forvirret og blev mere og mere
vred.
Jeg kørte så tidligt om morgene ud til chefpsykologen Kjær Rasmussen i Tårnby
kommune. Hans kone var overlærer på Inger Beks skole og både han og konen havde
vidnet i retten bl. a. om, at der ingen geder var, hverken i vor konsultation
eller andre steder i vort hjem. Han fortalte, at Frederiksberg kommune havde
forsøgt også at tage bestallingen fra ham, fordi han havde taget børnenes og
vort parti, i folketinget og gav os et papir, derpå.-(
Dette er mig bekendt også fremlagt i retten- hvis ikke ønskes det fremlagt.)
Han fortalte, at Harly Foged havde været ved retsmødet
med en vigtig meddelelse, men var blevet bortvist af dommeren med trussel om politiet, da han sagde, at han
vidste at vi ikke vidste og ikke kunne vide, hvor børnene blev holdt skjult.
Han ringede Harly Foged op. Harly Foged bad os komme straks- og han indkaldte
så ægteparret fra Slanferup, advokat Hans Helmer Jensen, Mogens Camre, som igen
ringede til ægteparret Ishøj,
Vi selv bad vor søn, stud med Emil og læge Ben kristian
komme så hurtigt som muligt, hvilket alle gjorde.
Først kom Whita Sjøsten til Mødet, og fortalte glad og
gerne om komplottet, senere kom hendes mand Niels Lykke Nielsen tilstede. Han
startede med at true Emil med, at hvis hans forældre anmeldte dem, så ville de
komme i fængsel igen.
Vi vidste ikke, hvor børnene var- og vi kunne heller ikke
vide dette. Det hele var aftalt spil- Vi var udsat for et komplot.
af 9 aug. 1996
Postulater fra kommunen vedr. de begærede sagsakter:
SAGSAKTERNE ER
FORSVUNDET.
Socialformidler Jens Revald Jensen på Frederiksberg
kommune har fortalt advokat Peter
Hjørne, at overassistent Eigil Jensen, som er den mand, der på Frederiksberg
kommune står for udlevering af de helt specielle akter ud af huset, har sagt
til ham, at en masse af akterne fra den tid, børnene var væk, er forsvundet..
2. SAGSAKTERNE HAR ALDRIG EKSISTERET, som Frederiksberg
nu hævder med begrundelsen: "da
behandlingen af sagen på grund af allehånde henvendelser er foregået på mange
forskellige nivau'er, er der ikke ført journaler."
3 .SAGSAKTERNE ER MAKULEREDE, "Det er det, man har
makuleringsmaskinen til," hævdede advokat Peter Hjørne efter en samtale
med embedsmændene på Frederiksberg kommune.
At Frederiksberg kommune direkte har tilbageholdt begæret
sagsaktmateriale må være tilfældet, idet såvel den daglige journalføring på
nummererede journalark udført af sagsbehandleren -dengang overassistent--
Gunhild Gundorph naturligvis stadig må eksistere, ligesom kommunens
kronologiske fortegnelse over ud- og indgåede skrivelser naturligvis også
eksisterer, men ønskes ikke udleveret.
Jeg jeg fra
politiafhøringerne, som advokat Søren Sølvtoft har læst op for mig, vidende om, at der i denne sag har været mange skjulte aftaler og været afholdt
talrige møder og der er aftalt planer
mens min mand og jeg sad i isolationsfængsel-, og vidende om, at de folk der skjulte børnene mens vi var isolationsfængslede ifølge
politirapporten hverken kendte os, eller børnene, eller den biologiske mor. Men
vidste, at børnene var politiefter-lyste og vidste, at vi ikke ville komme ud
før børnene var fremme.- Men disse ville kun gøre deres venner, som var en
rektors venner, en tjeneste, for denne rektor manglede tid til sagen.-
Og de mennesker, der holdt børnene skjult under direkte
kidnapningsforhold kunne ikke straffes- ikke engang møde i retten- "for de
ville aldrig gøre det igen."-
Såfremt Landsretten ikke ønsker at efterkomme min
begæring om vidneafhøring i Landsretten af embedsmændene og borgmesteren på
Frederiksberg kommune vedr. de endnu ikke udleverede sagsakter, begærer jeg
omgående en kendelse i sagen, idet denne vil blive kæret til Højesteret.
Jeg henviser her til mine tidligere skrivelser til de
forskellige instanser i denne sag, hvor jeg har redegjort for, hvilke akter, man
indtil nu med bestemthed ved, mangler, men skal eksistere og skal udleveres.
Jeg tillader mig at vedlægge ombudsmandens redegørelse
for, hvad den aktindsigtsøgende har krav på. En skrivelse, der er tilsendt min
klient direkte fra Justitsministeriets lovkontor.
Såfremt Landsretten ikke imødekommer begæringen om
vidneafhøringen, kræves omgående en kendelse herfor,
Ligeledes kræves omgående en kendelse, såfremt
Landsretten ikke anerkender vindnelisten i dens fulde omfang.
I det udleverede sagsmateriale mangler også kopi af
samtlige politianmeldelse i sagen, incl.
den anmeldelse, som Bjarne Busk den 5 marts 1992 indgav mod rektor Inger Bek, før det falske
vidne Grete Schach Nielsen den 11.3.1992 " så" min mand og mig sammen
med det yngste af de forsvundne børn. Denne er mig bekendt endnu ikke
udleveret..
Og kopi af den politiabnmeldelse, som
socialudvalgsformanden på båndet og i retten fremlagt telefonsamtale
forklarede, var fremkommet derved, at
hun selv har indgivet under en privat middag, hvor hun havde politimesteren til
bords- og hvor hun ifølge den båndede telefonsamtale pålagde sin bordherre,
politimesteren at tage forsigtigt på "hendes børn", når han fandt
disse.
Såfremt min begærede vidneliste ikke kan anerkendes i sin
helhed begæres kendelse for hver enkelt, som Landsretten ikke vil anerkende.
Vedr. Sagsaktsagen, der har verseret siden marts 1992,
hvor Frederiksberg kommune trods konstant begæring fortsat har tilbageholdt
mere end 9o % af talrige gange gennem de sidste 4 år begærede sagsakter, der
ifølge loven skal udleveres. Akterne var tilbageholdt i byretten og er fortsat
tilbageholdt.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Følgende postulater er af Frederiksberg kommune fremsat
vedr. den endnu manglende udlevering af begærede sagsakter:-
1. SAGSAKTERNE ER FORSVUNDET, Socialformidler Jens Revald Jensen på
Frederiksberg kommune har fortalt
advokat Peter Hjørne, at overassistent Eigil Jensen, som er den mand,
der på Frederiksberg kommune står for udlevering af de helt specielle akter ud
af huset, har sagt til ham, at en masse af akterne fra den tid, børnene var
væk, er forsvundet..
2. SAGSAKTERNE HAR ALDRIG EKSISTERET, som Frederiksberg
nu hævder med begrundelsen: "da
behandlingen af sagen på grund af allehånde henvendelser er foregået på mange
forskellige nivau'er, er der ikke ført journaler."
3 .SAGSAKTERNE ER MAKULEREDE, "Det er det, man har
makuleringsmaskinen til," hævdede advokat Peter Hjørne, da denne fungerede
som den biologiske mors advokat.
samtalen er båndet efter bevidnet oplysning til adv.
Hjørne.
Jeg kan ikke afvise ovennævnte postulater, men:
-------------------------------------------------------------
Den daglige journalføring på nummererede journalark
udført af sagsbehandlererne eksisterer naturligvis. Ligesom kommunens
journalkort med kronologiske fortegnelse over ud- og indgåede post naturligvis
også eksisterer, men ønskes tilsyneladende ikke udleveret.
heller ikke dette materiale er udleveret trods talrige
anmodninger derom.
Afhøringsresultatet i Landsretten fra den nu begærede
vidneafhøring, anses som tidligere nævnt for afgørende for selve
skyldsspørgsmålet. Hvorfor det retssikkerhedsmæssigt ikke er forsvarligt at
gennemføre en domsforhandling FØR dette materiale er mig og min advokat i
hænde, og FØR vi har fået rimelig tid til gennemgang og bearbejdelse af dette,
som skal erstatte og repræsentere sagens
akter.
Jeg henviser her til mine tidligere skrivelser til de
forskellige instanser i denne sag, hvor jeg har redegjort for, hvilke akter,
man indtil nu med bestemthed ved, mangler, men skal eksistere og skal udleveres
på begæring.
Ligesom der talrige gange er gjort opmærksom på, hvilke
referater af hvilke møder, samtaler, telefonsamtaler, notater og journalark
m.m., vi med sikkerhed ved, bl. a. fra politiafhøringerne, som advokat Søren
Sølvtoft Madsen har læst op for mig, er undetrykt, og som er begæret udleveret.
Fra Justitsministeriets lovkontor har jeg modtaget en
skrivelse, i hvilken, der står:
"Formålet med bestemmelserne i offentlighedsloven og
forvaltningsloven om, at adgangen til aktindsigt som udgangspunkt også omfatter
indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedr. den pågældende
sags dokumenter er dobbelt.
For det første skal den sagsaktindsigtssøgende herigennem
kunne få oplysninger i sagens samlede behandling hos myndigheden.
For det andet- og væsentligst- er formålet at give den
aktindsigtssøgende mulighed for at kontrollere, om den aktindsigtssøgende har
fået aktindsigt i samtlige dokumenter, den pågældende mener at have aktindsigt
i."
"Således som de pågældende bestemmelser er
udformet og på baggrund af disses
forarbejder, kan der ikke gøres nogen forskel mellem dokumenter, der angår
sagens journalmæssige behandling og sagens øvrige dokumenter."
.
Disse 14 folk fra Frederiksberg kommune skal i
landsretten under vidneansvar oplyse, hvorfor sagsakterne ikke er udleveret, om
de er forsvundet, og under hvilke omstændighed denne forsvinden har fundet
sted- samt om indholdet af de forsvundne akter.
Jeg ønsker oplysning om hvert enkelt af de begærede men
forsvundne sagsakters skæbne:
Under hvilke
omstændigheder disse er bortkommet, og om indholdet.
Resultatet af denne afhøring vil fremstå som en
erstatning for de indtil nu undertrykte sagsakter, som er vore beviser på at vi
er ikke skyldige.-
Og når disse er fremkommet ønsker vi en rimelig tid til
at vurdere det fremkomne materiale, som jo som nævnt er en erstatning for
sagens akter, og som vi naturligvis skal have rimelig tid ikke- under 4 uger
til at sætte os ind i sammen med vores respektive advokater .
Er resultatet af afhøringerne af embedsmændene på
Frederiksberg kommune ikke tilfredsstillende, vil der blive indgivet en
stævning mod de ansvarlige i Fredriksberg kommune efter borgerlig straffelovs paragraf
178 om forbrydelser vedr. bevismaterialer.
Såfremt Landsretten ikke ønsker at efterkomme min
begæring af 9 aug. 1996 om vidneafhøring i Landsretten af embedsmændene og
borgmesteren på Frederiksberg kommune ialt de navngivne 14 personer vedr. de
endnu ikke udleverede sagsakter, begæres omgående en kendelse i sagen, idet
denne vil blive kæret til Højesteret.
Såfremt Landsretten ikke ønsker at imødekomme den
begærede vidneliste i fuld omfang,
ønskes en særskildt kendelse for hvert afslag med begrundelse for
afslaget, idet sådanne kendelser i givet fald vil blive kæret til Højesteret.
Og såfremt Landsretten ikke ønsker at imødekomme
begæringen om vidneafhøring af de 14 embedsmænd fra Frederiksberg kommune må
finde sted mindst 4 uger før domsforhandlingen, under hensyntagen til, at
modparten trods talrige anmodninger endnu ikke har udleveret de sagsakter, der
ifølge dansk lov skal udleveres, hvorved kommunen har undertrykt
bevismaterialet i sagen, begæres en kendelse derfor, så denne kan kæres.
Udlevering af dette bevismateriale- de begærede
sagsakter, er en fundamental forudsætning for retssikkerheden i denne sag.
Frederiksberg kommune gør sig skyldig i overtrædelse af
den borgerlige straffelovs 178 om forbrydelser vedr. bevismateriale.
Det er yderst vigtigt, at jeg forbeholder mig rimelig tid
til at forberede sagen på grundlag af det faktum, at jeg først efter afhøring
under vidneansvar af Frederiksberg kommunes folk kommer i besiddelse af en vis
viden om, hvad der er foregået.- i besiddelse af sagens akter.
Jeg skal på grundlag af ovennævnte afhøringer vurdere, om
det under afhøringerne fremkomne materiale er
fyldestgørende for de faktiske handlingsforløb i sagen, samt om det
overhovedet på det foreliggende grundlag er retssikkerhedsmæssigt forsvarligt
at føre egentlige domsforhandlinger.
Jeg er af den opfattelse, at udlevering af de begærede sagsakter, der er mit
bevismateriale, er en fundamental forudsætning for retssikkerheden i denne sag
og mener, at domsfor-handlingstidspunktet, bør udsættes i 4 uger efter
afhøringerne af embedsmændene ved Frederiksberg kommune vedr. de tilbageholdte
sagsakter.
Det må være en elementær forudsætning for en retfærdig
rettergang, at advokaten får lejlighed til at sætte sig ind i akterne før en
domsforhandling. Det er yderst vigtigt,
at jeg og min advokat får rimelig tid til at forberede sagen på grundlag af det
faktum, at jeg først efter den begærede afhøring under vidneansvar af
Frederiksberg kommunes folk, fra retsprotokollerne
kommer i besiddelse af viden om, hvad der er foregået. En viden, der skal
fungere som erstatning for de tilbageholdte sagsakter.
Men dette kan ikke lade sig gøre -vidneafhøringerne skal,
såvidt jeg har forstået, foregå samtidig med domsforhandlingen, hvilket gør, at
mere end 90 % af sagsaktmaterialet, hvis dette vurderes som fyldestgjort,
hverken kommer mig eller min advokat i hænde så tidligt, at dette materiale kan
bearbejdes kritisk, før domsforhandlingen finder sted, og før jeg skal udtale
mig i retten.
Afhøringerne bliver jo som nævnt en form for erstatning
for de manglende akter, som jeg og min advokater har krav på at få udleveret i
rimelig tid før domsforhandlingstidspunktet
Der skal desuden på grundlag af ovennævnte afhøringer vurderes,
om det under afhøringerne fremkomne materiale er fyldestgørende for det faktiske
handlingsforløb i sagen, -samt om det overhovedet på det foreliggende grundlag
er retssikkerhedsmæssigt forsvarligt at føre egentlige domsforhandlinger.
Såfremt vidneudsagnene fra de ansvarlige embedsmænd ikke
er fyldestgørende og korrekte, får jeg ikke mulighed for at gøre indsigelse
derimod, hvis den egentlige domsforhandling foregår sammen med sagen, der skal
belyse sagens akter - og vi ricikerer igen at blive uskyldig dømt.
1. Der protesteres
derfor mod at gennemføre en egentlig domsforhandling samtidig med en
vidneføring, der repræsenterer tilbageholdte sagsakter, som udgør bevisførelsen
i sagen, uden at der gives mig og min advokat rimelig tid til at forholde os
til de omfattende vidneudsagn, som skal præsenterer mere end 90 % af de
tilbageholdte sagsaktmateriale?.
2. Der begæres derfor udsættelse af domsforhandlingen på
ovennævnte grundlag, således at vi får
rimelig tid mindst 4 uger i tillæg til vurdering af de fremkomne oplysninger,
der repræsenterer de sagsakter, vi har krav på at få udleveret i god tid før
den egentlige domsforhandling.
3. Såfremt disse
embedsmænd ikke på fyldestgørende måde kan belyse indholdet af de tilbageholdte
eller forsvundte sagsakter, som i givet fald klart må opfattes som
undertrykkelse af bevismaterialet, vil vi have tid til at vurdere, om det da af
retssikkerhedsmæssige grunde er forsvarligt at gennemføre domsforhandlingen?.
Jeg tillader mig at henlede opmærksomheden på Menneskerettighedskonventionens
art. 6 i hvilken jeg mener står, at der er krav om partslighed. Et krav, jeg
ikke mener, er opfyldt, såfremt man ikke imødekommer vore ovennævnte ønsker, då
vi jo nu er sigtet på 8' år.
vi vedlægger sluttelig til orientering en artikkel af
læge Torben Ishøj og Mogens Camre, der kort skitserer, hvad sagen drejer sig om
Desuden anmodes retten om at træffe beslutning om, at
Frederiksberg kommune skal udlevere samtlige akter vedr. børnesagen fra den
periode, disse var politieftersøgte samtlige akter vedr.- uanset, hvilken del
af kommunen dt drejer sig om.- i tidsrummet 4.2.92 til 27.3.92.
Eva Graungaard
------
Postulater fra kommunen vedr. de begærede sagsakter::
1. SAGSAKTERNE ER FORSVUNDET.
Socialformidler Jens Revald Jensen på Frederiksberg
kommune har fortalt advokat Peter
Hjørne, at overassistent Eigil Jensen, som er den mand, der på Frederiksberg
kommune står for udlevering af de helt specielle akter ud af huset, har sagt
til ham, at en masse af akterne fra den tid, børnene var væk, er forsvundet..
2. SAGSAKTERNE HAR ALDRIG EKSISTERET, som Frederiksberg
nu hævder med begrundelsen: "da
behandlingen af sagen på grund af allehånde henvendelser er foregået på mange
forskellige nivau'er, er der ikke ført journaler."
3 .SAGSAKTERNE ER MAKULEREDE, "Det er det, man har
makuleringsmaskinen til," hævdede advokat Peter Hjørne efter en samtale
med embedsmændene på Frederiksberg kommune.
At Frederiksberg kommune direkte har tilbageholdt begæret
sagsaktmateriale må være tilfældet, idet såvel den daglige journalføring på
nummererede journalark udført af sagsbehandleren -dengang overassistent--
Gunhild Gundorph naturligvis stadig må eksistere, ligesom kommunens
kronologiske fortegnelse over ud- og indgåede skrivelser naturligvis også
eksisterer, men ønskes ikke udleveret.
Jeg er fra politiafhøringerne, som advokat Søren Sølvtoft
har læst op for mig, vidende om, at der i denne sag har været mange skjulte aftaler og været afholdt
talrige møder og der er aftalt planer
mens min mand og jeg sad i isolationsfængsel-, og vidende om, at de folk der skjulte børnene mens vi var isolationsfængslede ifølge
politirapporten hverken kendte os, eller børnene, eller den biologiske mor. Men
vidste, at børnene var politiefter-lyste og vidste, at vi ikke ville komme ud
før børnene var fremme.- Men disse ville kun gøre deres
……………
……………..
Landsretten.
Den 26.sept. 1996.
----------------------
Dags dato den 26.sept. er modtaget et gennemgående usandt
svar af på begæring om udlevering af resten af de endnu ikke udleverede
sagsakter fra Frederiksberg kommunes socialdirektorat.- Brevet vedlægges i
kopi.
Kommunens svar er sendt til Statsadvokaten den 17 sept.
1996, og først i dag den 26.9.96 sendt fra Statsadvokaten.- Kun én dag før det
berammede forberedende retsmøde den 27.9 1996.
Dette svar har statsadvokaten træneret siden den 18 sept.
1996.
Påstand 1: " Man er ikke i besiddelse af yderligere
akter."
Dette er usandt, for de nummererede journalark samt
journalkortene over ud- og indgåede
skrivelser mangler nemligt også, og disse KAN ikke forsvinde. Men de er ikke
udleveret endnu.
Påstand 2:
"Man har ikke makuleret sagsakter: "
Når sagsakterne ikke er mukulerede, må kommunen fortsat
være i besiddelse af disse.
Det drejer sig om mødereferater, telefonsamtaler notater
m.m., som gennem de sidste 4 år forgæves er begæret udleveret.
I den indtil nu udleverede sagsaktbunke, findes kun en
masse tomme sider og materiale, som slet ikke er begæret- fra tiden før og
efter det forlangte tidsinterval, samt korrespondancer mellem Eva Graungaard og
myndighederne, mellem advokaterne og de forskellige myndigheder, og mellem
familierådgivningen og div. instanser- altsammen materiale, som er irrelevant
og som vi naturligvis har i forvejen.- Og så findes den uhyrlige usandfærdige
Gederapport, endda i to sæt kopier.
Der er endnu kun yderst få akter udleveret af det
begærede materiale i den udleverede bunke papirer.
For eksempel mangler så godt som alle mødereferater fra
de mange møder, som rektor Inger Bek har haft med kommunen vedr. de
"forsvundne" børn i den tid, disse har været borte, og som hun har
givet oplysning om, både i politirapporten og under vidneansvar i retten i
1994.
Påstand 3:
Samtalerne med socialudvalgsformanden har i det væsentlige været
diskussion af sagen og ikke om egentlige faktiske oplysninger.
Dette er også usandt, der har været fremlagt bånd og
båndudskrift og afspillet bånd i retten retten på Frederiksberg, hvor
socialudvalgsforanden skreg." Eva jeg VIL ikke vide, hvor børnene
er", og nægtede at være behjælpelig med at skaffe disse tilveje på en for
disse mindst psykisk traumatisk måde.
Og bånd med båndudskrift har været fremlagt, på hvilket
samme socialudvalgsformand oplyste Eva Graungaard om, at det var hende selv,
der havde politianmeldt sagen, og dette var sket under en privat middag, hvor
hun havde haft politimesteren til bords, og hvor hun havde sagt til denne, at
han skulle tage forsigtigt på "hendes børn" når disse blev hentet.
osv.
Det er helt uantagelig, at et sådant arrogant og usandt
brev først fremkommer dagen før det forberedende retsmøde.
1. Jeg må
fastholde omfanget af vidnelisten i dens helhed, og såfremt ikke alle de
begæ-rede vidner imødekommes kræves afsagt kendelse i hvert enkelt tilfælde,
som i givet fald vil blive kæret.
2 . Jeg må fastholde, at samtlige akter skal
tilvejebringes senest en uge inden domsforhandlingen, i modsat fald begæres
sagen udsat, indtil de begærede sagsakter foreligger, eftersom det er afgørende
bevismateriale i sagen, som undertrykkes.
Såfremt Landsretten ikke imødekommer kravet om udsættelse
af domsforhandlinge, indtil en uge efter at udlevering af de begærede sagsakter
er sket, begæres en kendelse herfor.
I henhold til menneskerettighedskonventionen art. 6.
kræves der partslighed i sagen, hvilket ikke på det foreliggende grundlag er
tilfældet, hvorfor jeg må fastholde, at domsforhandlin-gen må udsættes, indtil
frembringelse af de begærede sagsakter
.
Der begæres afsagt særskildt kendelse, såfremt
Landsretten ikke imødekommer ovennævnte begæring.
3. En fortsat
tilbageholdelse af sagsakterne, der er mit bevismateriale er strafbar efter
borgerlig straffelov paragraf 178 om forbrydelser vedr. bevismateriale
4. Såfremt det er
sandt, at Frederiksberg socialforvaltning ulovligt har undladt dets lovbe-fæstede
notatpligt, som den har meddelt statsadvokaten
med begrundelsen:
" Da behandlingen af sagen på grund af allehånde
henvendelser er foregået på mange forskellige nivauér, er der ikke ført
journaler", må jeg forbeholde mig at begære, at vidneafhøring af
embedsmændene på Frederiksberg kommune må ske i så god tid, før
domsforhandlingen, at jeg får mulighed for at gennemgå retsbogsudskrifterne,
som er en erstatning for de manglende sagsakter, så jeg får rimelig tid til at forberede mit forsvar.
Og imødekommer ikke Landsretten denne begæring kræves en
kendelse derfor, som vil blive kæret.
Der skal efter
afhøringerne desuden vurderes, om det under afhøringerne fremkomne
materialer, retsbogudskrifterne, som skal fungere som erstatning for sagens
akter, er fyldestgørende for det faktiske handlingsforløb i sagen, samt om det overhovedet på det
foreliggende grundlag er retssikkerhedsmæssigt forsvarligt at føre egentlig
domsforhandling.
På nuv. tidsspunkt, hvor der stadigt mangler mere end 90
% af det begærede sagsaktmateriale og hvor kommunen indrømmer, ikke at have
efterkommet dens journalpligt i så væsentlige møder, som her er tale om, er det
ikke retssikkerhedsmæssigt forsvarligt at gennemføre en retssag uden
partslighed, hvor modparten har undertrykt beviser, der kunne afgøre
skyldsspørgsmålet.
Tilvejebringelse af sagsakterne, der er bevismaterialet, vil med sikkerhed afgøre
skyldsspørgsmålet, og undladelse af den lovpligtige jornalføring af så dubiøse
møder, som de møder, der var tale om, der blev ført på kommunen sammen med
rektor Inger Bek vedr. de forsvundne børn, er i allerhøjeste grad en form for
bortskaffelse af bevismateriale
.
Både tidligere,før hun kom til os og senere, da hun boede
”Under jorden”, i narkokvarteret på Frederiksberg har hun forsøgt
selvmord. Det var en af vore sønner,
læge Ben Kristian Graungaard, der en sen nat på hospitalet tog imod hende.
AMan har
ikke på Frederiksberg kommune udnævnt mig som børnenes læge, siger man der. Men
havde jeg , som kendte børnene, og som har været deres læge indtil 1.2.1992,
taget afsted, så var der ikke tilkaldt nogen anden læge, og pigen havde måske
gjort alvor af sin trussel. Det er jo derfor vi læger har tavshedspligt, så de
mennesker, der er syge roligt kan gå til en læge, selv om vedkommende er på
kant med samfundet på en eller anden måde.
Børnene var politieftersøgte fra den 3.2.1992 til den
27.2.1992
Efter sidste besøg var vi uvidende om, hvor børnene blev
skjult.
Den 4 om morgenen ringede vi den ansvarshavende
socialudvalgsformand op og tilbød at give hende adressen på stedet, hvor
børnene skjulte sig- en villa i Slangerup, som havde forbindelse med rektor
Bek, der var leder af Johannesskolen, hvor børnene gik. Men denne
ansvarshavende socialudvalgsformand skreg i telefonen, at hun IKKE VILLE vide,
hvor børnene var. Dette gentog sig i alle de følgende samtaler. Der blev ført i
alt 13 båndede samtaler i den anledning med kommunens ansvarshavende
socialudvalgsformand.
Den 6. febr. kom der en såkaldt AHjemmehos ud i vor konsultation, og spurgte om,
hvor børnene var, han blev afvist af os i venteværelset, hvor der iøvrigt også
sad en anden patient ved navn Harly Foged, med begrundelsen, at vi var læger,
og havde tavshedspligt, og at jeg havde ringet den øverste op og tilbudt hende,
at få adressen, men det ville hun ikke høre tale om, og at jeg ville ringe
igen.
Så blev jeg af rektor Bek gjort helt klart, at børnene nu
ikke mere var hos hendes nære bekendte i Slangerup, og senere læste jeg i BT, i
en artikkel, hvor rektor Bek også optrådte, at børnene nu var Gadebørn.
Vi vidste ikke og vi kunne ikke vide, hvor børnene
derefter skjulte sig. Det viste sig 2 år senere, at børnene konstant havde haft kontakt med deres rektor, og at
de var skjult hos et ægtepar i Hørsholm, som ikke kendte os, men som var
vidende om, at vi sad i isolationsfængsel og ikke kunne komme ud, før børnene
var fremme.men som alligevel skjulte børnene for politiet fordi der stod en
rektor bag.
Senere blev jeg aldrig mere spurgt om den adresse, jeg
var på de tre sygebesøg på- ikke engang i retten blev jeg spurgt derom
Med til tilfældet hører: Vi var IKKE plejeforældre på det
tidspunkt. Vi fungerede udelukkende som børnenes læger.
Og med til tilfældet hører, at vi trods børnenes
anmodning om ikke at røbe deres gemmested, hvor de tilsyneladende havd det
godt, alligevel
Børnene har været i pleje hos os i to år,
Falder nedennævnte nægtelse af opgift af adressen klart
ind under lægens tavshedspligt?
Eller skal jeg anmode om, at få denne advokat ind i
retten som vidne i sagen??????
En illustration på den måde banden arbejder er følgende
Poul Weibel Larsens forklaring ifølge politirapporten:
Bilag
Den udpenslede løgnehistorie: ”Han havde en tur til
Roskilde sygehus, osv hvorfra han efter at have sat passageren af, kørte til
jernbanestationen, for at se om han kunne få en tur ved stationen.
I Jernbanegade 100 m. Fra taxaholdepladsen ud for
opgangen til jernbanestationen blev han prajet af en mand og en pige på 13-14
år og en pige på 8 år.
Pigerne satte sig ind på bagsædet og gav en seddel til
Poul Weibel Larsen, hvorpå der var skrevet en adresse. Han husker ikke, at der
stod Johannesskolen .
En dame ( rektor Bek) tog mod pigerne i skolegården og
betalte med en af skolens girobon.
Damen tog godt mod pigerne og gav dem et knus. Men han
mente ikke damen talte med dem.
Damen var kraftig af bygning, og han husker ikke mere end
her oplyst.
Han så herefter en videooptagelse med Mulle og Lisbeth,
men det var ham ikke muligt at udpege børnene.
Han kørte fra Roskilde til Frederiksberg den 28 marts
1992"
Rektor Bek stod i et vindue og kom ned og betalte en
forud konstreret taxaregning fra Roskilde til skolen på 306 kr. I skolegården
stod den lørdag både rektor Bek og ventede - og Frederiksberg
socialforvaltning!!!!
Sandheden var, at
han efter aftale havde hentet børnene i Slagslundeskoven syd for
Slangerup.. Rektor Beks venner i Aslangerup havde hentet børnene i Hørsholm
efter aftale med disse.- Og de havde fået garanti for at vejen derfra var fri
for politiet, sagde fru Whita Sjøsten fra Slangerup på mødet den 28.3.92 i
Slangerup til medlem af Europaparlamentet, Mogens Camre, læge ved Røde Kors, Torben
Ishøj, advokat Hans Helmer Jensen, …………………………….. , hvilket disse bevidnede i retten.
I retten blev han spurgt om, hvem der havde opfundet hans
i detaljer udpenslede historie- det var den fjerde version, fordi han
øjensynlig ikke kunne huske historien.
Poul Weibel Larsen svarede- Det har Whita og Niels.
BILAG:
Alligevel forblev retten af den bestemte mening, at disse
to personer var troværdige.
Ikke engang i denne ret kom den sande historie- at han
havde taget børnene op i Slagslundeskoven, at Niels Lykke Nielsen havde
fabrikeret den falske taxaregning, der på alle måder var svindel og bedrag.
Det var så den historie, der i opbygning fuldstændig
ligner alle de andre Niels Lykke Nielsen historier, som politiet brugte til
deres anklageskrift.
Således kom der en detaljeret historie om, at læge Georg
Somogyi havde hentet et af børnene en ganske bestemt dag- og Georg Blev sigtet,
men kunne klart bevise for politiet, at historien kunne ikke være sand, da han
havde befundet sig et helt andet sted.- Og så blev sigtelsen droppet.- Det var
bare ærgerligt.- Men Whita og Niels pålidelighed blev stadigt ikke anfægtet.
Så tog politiet slangerupparrets næste historie, der var
en ligeså detaljeret løgnehistorie, der gik ud på, at filmfotograf ved TV1,
Otto Jonasen og jeg havde bragt børnene til Slangerup den 25. februar, efter en
TV udsendelse, som Mulle deltog i ,” Scratch”- udsendelse med børnene, hvor en
mand i murertøj havde afleveret børnene med udpensling af, hvad børnene havde
sagt, da ” vi kom til Slangerup”- at den lille havde pruttet o.s.v. og
hvad Otto havde sagt og hvad jeg havde
sagt.
Otto Jonasen blev derefter sigtet men kunne fremvise, at
han den dag var i Jylland og optog en fodboldkamp. Så blev sigtelsen droppet og
den opdigtede historie glemt af dommeren, der beholdt sin tillid til rektor
Beks venners lange historie og tilliden til disse blev ubeskadt.
”Ud på eftermiddagen, tirsdag den 25 februar kom Eva
kørende sammen med Otto Jonasen i dennes bil. Alle kom indnfor. Otto Jonasen
forklarede om et indslag , der var filmet til brug for en TV udsendelse
Schratch. Det fremgik af samtalen, at Eva Havde overværet denne optagelse.
Under optagelsen skulle Mulle fortælle om deres tilværelse som gadebørn- Et
udtryk, som hun mener Eva har opfundet. Otto Jonasen forlod stedet mens Eva
blev til sent om aftenen, hvor hun ringede til Karl på et såkaldt sikkert
nummer, hvorefter Karl Kom og hentede hende”
Denne løgnehistorie blev læst
op af et manuskript i retten.
Derpå blev Otto Jonasens bevis fra TV afleveret og så blev sigtelsen mod Otto
Jonasen opgivet- men der skete fortsat
intet med dommerens tillid til Slangerupparret.
Der var ingen dommerkendelse
hverken til anholdelserne eller til den nye ransagning..
Denne blev så efterfølgende
givet af Frederiksberg dommeren., hvor der har været afholdt hemmelige
retsmøder, hvor hverken vi eller vor advokat var tilsagt. Tværtimod var der
kendelser, at advokaten ikke måtte adviseres.
Fremlagt i retten, hvilket gjorde,
at han nu ikke mere var sigtet. Men tilliden til detopfindsomme og
Der var ingen dommerkendelse
hverken til anholdelserne eller til den nye ransagning..
Denne blev så efterfølgende
givet af Frederiksberg dommeren., hvor der har været afholdt hemmelige
retsmøder, hvor hverken vi eller vor advokat var tilsagt. Tværtimod var der
kendelser, at advokaten ikke måtte adviseres.
TV2, hvor han denne dag havde været hele dagen, og så blev den sigtelse
glemt men dtilliden til Slangerupægtefællerne blev hellerommerens tillid blev
ikke
DET SKETE I DANMARK.
……………………………..
Klage til Menneskerettighedskommissionen. .
Det drejer sig om forholdene i
Danmark
Om forfølgelse af mennesker,
som kritiserer ulovlige og urimelige forhold i landet.
Og så drejer sagen sig om
børnemidhandling, som er en dansk specialitet.- om den danske måde at behandle
/ mishandle børn på.-
De borgere, der tillader sig at
kritisere den danske urimelighed og
magtmisbrug, bryder myndighederne i Danmark sig ikke om. Og
virkeligheden overgår fantasien i
forfølgelsen af sådanne mennesker.
”Gedesagen” eller
”Graungaard-sagen” som politi og Frederiksberg kommune kalder denne her sag er
et eksempel på udbredt komplot og korruption i Danmark.
Men den er slet ikke
enestående.
Gedesagen specielt i den topstyrede konservative
kommune, Frederiksberg.
Gedesagen gik det først og
fremmest ud over tre børn, . Anne Marie (Mulle) , Lisbeth og Ditte. Disse børn
blev systemets ofre.
Derfor skal den erstatning vi
er berettiget til, hvis vi får den, deles mellem disse tre børn med en
trediedel til hver.
Da disse børns lidelser er ufattelig. Børnene kunne ikke forstå alt det onde, der
overgik dem.
Vores datter, Ditte, der var urtolig glad for de to nye ”
søskende” hun havde fået, blev indesluttet og deprimeret og kunne slet ikke
forstå noget af det onde, der, der skete i hendes ellers så rolige og
harmoniske liv.
Hun blev af politi og kommunale
folk jaget ud af huset, for der skulle være ransagning, og der stod hun frysende og grædende og bange på Voldumvej og
så hendes mor blive båret ud og lagt i bunden af en politibil, og faderen ført
ud i en anden bil af to betjente, mens han råbte: I slår min kone ihjel.. og
storesøsteren i håndjern blive lænket til den mandlige sekretær og ført ud i en
tredje bil, hvorefter politiet overtog hele huset sammen med nogle patienter,
som de mere eller mindre tvang til at tage med sig rundt i huset efter at
folkene i børnehaven som er nabo til lægekonsultationen havde sagt nej til at
ledsage politiet..
Og opleve os komme i fængsel,
se i aviserne alt det onde, man skrev om os, som var oplysninger fra politiet
og læse om en mærkelig ged i praksis,
Og så opleve, at hun, da hun
skulle op i tredje klasse i Johannesskolen i august måned få brev om, at hun
ikke mere var ønsket i Johannesskolen. Hun havde gået der i børnehaveklassen,
1, klasse og i 2. klasse og hørte til de dygtigste og mest rolige i klassen.-
men rektor Inger Bek, som var hovedmanden i det edderkoppespind vi blev
indviklet i, ønskede ikke at have et barn gående på sin skole, hvis forældre bragte hende i de offentlige medier,
sagde hun.
.
Hvorfor gentog lille Ditte geng på gang. Hun kunne ikke forstå noget.
Hun havde alle sine venner i Johannesskolen, og hun var glad for klasselæreren.
Hun blev meget deprimeret og blev ved med at spørge HVORFOR. Og først nu har
hun det bedre. Hun blev student i år og vil være dyrlæge.. Det har glædet os.
Men de andre fik aldrig 9
klasse.. I den tid Ditte og Lisbeth gik i samme klasse fra den dag vi blev
fængslet den 18. marts 1992 til sommerferien, blev Lisbeth tvunget på
børnehjem, og fik påtvunget
”skolepauser”, fordi hun ikke måtte tale med Ditte.- Og vi fik forbud mod at
komme ind i Dittes klasse, fordi det også var Lisbeths klasse. .
Lisbeth gik bogstavelig talt
fuldstændig i stå.
Bilag sagsakterne:
Men begge de to andre børn, der
havde haft så kummerlig en barndom, og som blomstrede op i de knapt 2 år, de
var hos os, og var blevet dygtigere for hver dag, der gik og blevet glade og
havde fået tro på fremtiden, gik det ikke godt. Lisbeth ville være
sygeplejerske, og Mulle ville være advokat. I stedet fortsattes deres tragedie.
Bilag 1: Anmeldelsen af Frederiksberg kommunes
ansvarssvigt.over for børnene.
Bilag 2. Børnenes situation FØR de kom til os.
Bilag 3 : Skoleudtalelserne fra
henholdsvis Rødovre skole, hvor børnene først blev anbragt, fordi vi troede at
opholdet hos os ville blive kortvarigt og mente mente, at et yngre ægtepar
måske ville være bedre egnet end os. Vi er født i hhv. 1928 og 1925.
Bilag 4. Skoleudtalelserne fra privatskolen, Johannesskolen.
Bilag 5 Udtalelse vedr. Lisbeth et år efter
fjernelsen fra os. Hun er gået i stå pga situationen.
Bilag 6.- Efterlysningen af
Lisbeth- givet os af en af vore patienter, der var ansat ved politiet. Den var
hængt op på flere politistationer.
Bilag 7 De to ulykkelige pigers forfærdende
situation efter den ulovlige fjernelse fra os. De var således ”under jorden” i
sammenlagt ca. 2 år uden skoleuddannelse i Frederiksbergs narkomiljø.-uden at
politiet tilsyneladende rørte en lillefinger. Til sidst blev de bare hjemgivet
til den syge mor. Men Mulle tog aldrig tilbage.
Den stakkels biologiske syge
mor, som siden 1985 har været min patient og som man man på frederiksberg kommune givet ansvaret for fire egne børn og en lillebror,
som hun fik i pleje fra han var 11 år
for 14 kr.og.75 øre per dag fra
Frederiksberg kommune. Hun er stadigt min patient. Hun overgav jo børnene til min mand og mig.
Vi fik ikke alene
plejetilladelsen, som enstemmigt blev vedtaget i Børne og Unge-udvalget. Og blev stadfæstet i Den
Sociale Ankestyrelse.
Moderen skrev til os, at hun
var blevet brugt af Frederiksberg kommune i dens kamp mod mig. Alligevel blev disse fjernet fra os ulovligt
og vi blev politianmeldt ved en privat middag, hvor socialudvalgsformanden havde
politimesteren til bords.
Hun var alene fordi hendes
mand, faderen til børnene, sad i
fængsel. han havde siddet i fængsel i alt i 11 år for vold og
narkokriminalitet. Også han var HIV-positiv. Han er nu død. Ligesom den mand,
Kim Bergstrøm Hansen, som i moderens faldefærdige lejlighed uden senge til
børnene, der sagde, Børnene ”sover ved min røv” er død. Også plejebarnet, der ligeledes blev narkoman
og HIV-positiv .er død., .
Moderen overdrager som nævnt de
tre mindreårige børn til os i påsken 1990
Og hun gav udtryk for at være
meget glad for, at vi ville tage os af hendes børn. Det ældste barn Maria, kaldet Tulle var
desværre allerede for stærkt infiltreret i narkomiljøet, så hun blev efter et
halt år anbragt på en døgn-efterskole.
Til trods for, at det går de to
mindre børn utroligt godt i skolen. Den store, der aldrig har kunnet læse,
fordi hun ikke havde fået briller, og den lille Lisbeth, der var meget
smerteforpint, på grund af tandpine, fik ordnet tænderne og blev en glad pige..
Hun havde ikke en eneste hel tand i munden,
De gør fremskridt hver dag, mens de var hos os.. De kom i samme
privatskole, som vores egen yngste dengang 6 årige datter, Ditte gik i..
Vi fik plejetilladelsen- en
plejetilladelse, der blev stadfæstet i Den Sociale Ankestyrelse.
Men et sammenrend af mine
fjender bestemmer efter ca. 2 år, at
børnene skal på børnehjem, fordi de ikke vil komme hos den biologiske mor. Men
hun kom ud tilm samkvem i vort venteværelse. Men børnene VIL ikke hjem til
hende.
JF børnenes breve.
Børnene har været på børnehjem flere gange tidligere-
og det vil de heller kke.
Den store får et telefonopkald og børnene forsvinder..
Det er hvad vi dengang vidste.
Vi kunne slet ikke forestille
os det komplot, vi var blevet indviklet i.
De har været vant til at klare
sig selv. Når moderen sad i fængsel har de måttet stjæle sig til føden alene i
en uhyggelig lejlighed, der hverken var egnet til dyr eller mennesker.
Mulle får i telefonen tilbuddet
af en tidligere bekendt, rektor Inger
Beks nære venner i Slangerup, og stikker de af, den dag de skal møde på
børnehjemmet
Om natten, den, hvor børnene
var forsvundet ringede en lærer fra Johannesskolen på vores pivte dør og bad os
hurtigst muligt komme ud og se til børnene, fordi en store Mulle var meget ked
af det og truede med selvmord. ( ifølge
vore journal har Mulle tidligere, mens hun boed hos moderen forsøgt selvmord.-
ca. 2 år senere efter at hun var blevet fjernet fra os- og hun gik på gaden i
narkokvarteret på Frederiksberg, har hun igen forsøgt selvmord. Hun blev bragt
til akut modtagning, hvor en søn, der er læge, tog imod hende.).
Vi fik adressen, hvor hun blev
holdt skjult- stedet i Slangerup, hos rektor Beks gode venner der, hvor hun
tidligere var rendt fra for at komme tilbage til os. De havde ringet og tilbudt Mulle, at hun kunne
komme dertil- og det var der hun var flygtet til i håb om, at
socialforvaltningen ville lade hende vnde tilbage engang til os som hun nu
betragtede som sine forældre, og til vore børn, som hun betragtede som sine
søskende.
Da vi kendte pigen og var meget
uroige for de to børn, som vi var kommet til at holde så meget af, tog vi
øjeblikkeligt om natten den…. af sted. Min mand Karl Somogyi kørte bilen, og vi
tog afsted for at trøste børnene.
Straks den følgende morgen,
efter at børnene havde være forsvundet i 18 timer ringede jeg til den øverste
inden for Frederiksberg socialudvalg, socialudvalgsformand birgit Fogh-
andersen og forklarede hende, at vi nu vidste, hvor børnene var skjult i Slangerup. Vi ville have
hende med ud til børnene for roligt at overtale disse til at tage med til
børnehjemmet af hensyn til børnene, der ikke skulle opleve at blive afhentet
med politiet
eg havde det store ønske, at
hun ville tage med os til Slangrup og overtale børnene til at følge med til det
børnehjem, hun og frederiksberg kommune havde bestemt.
Vi blev overalt i pressen hængt ud for at have
skjult børnene for den biologiske mor
Den biologiske mor bliver
flyttet til et for os ukendt mindre hotel i den berygtede gade .Istedgade af
socialforvltningen på Frederiksberg, som fortæller den biologiske mor, at en af
vore sønner, Ben Kristian, der er læge, vil slå hende i hjel.. Og det
faldefærdige hus, der var ubeskrivelig kold og svampeangrebet uden badeværelse
og uden opvarmningsmulighed, som blev brugt som husvildeljlighed, hvor moderen
med de mindreårige børn boede, blev revet ned- så var sporene der slettet.
Moderen Mette Haugaard Hansen
skriver til os, at hun blev brugt af Frederiksberg kommune mod os.
For at fratage vor bestalling som praktiserende læger, sendte Frederiksberg
kommune en sagsbehandler fra Frederiksberg kommune, sammen med Frederiksberg
politi ud i vor lægekonsultation den 28. februar ud i vor lægekonsultation.
Officielt for at lede efter børnene. Det gjorde man ikke. Derimod gik
sagsbehandleren ind i lægekonsultationerne, hvor der var patienterlaver
Frederiksberg kommune en rapport, at der i et af vore konsultationsværlser,
stod en levende ged samtidig md, at der var tre patienter i rummet, og
samtidigt med at overassistenten, Dorte Hendriksen fra Frederiksberg kommune
var tilstedei konsultationsværelset, og denne levende ged havde afføring i
konsultationsværelset mens overassistenten var der sammen med ged og patienter.
Denne rapport sendes vidt omkring til samtlige medlemmer af Folketingets
sociale udvalg, til pressen, til en tidligere ansat kvinde, der stod i samme
vælgerforning som socialudvalgsformanden, Birgit Fogh- Andersen på
Frederiksberg Rådhus, der skulle fratage os vor bestalling som praktiserende læger.
Den brugtes desuden til at standse en planeret og optaget udsendelse om sagen.
Da det ikke lykkedes via embedslægerne
at fratage os vort levebrød, selv om embedslægerne kom farende i vor lægepraksis og ledte efter geder under
skrivebordene.
Det var slet ikke børnene det
drrejede sig om, det var mig.
Da hensigten, at fratage os vor
bestalling som praktiserende læger i danmark ikke lykkedes med Gederapporten,
forsøgte kommunen sig med et brev, der var fuldstændig usand til Den Alm.
Danske Lægeforening, som heller ikke lykkedes for dem.
Men til vort held sad der i
vort venteværelse, hvor en kendt
journalist og forfatter, både filmede og
fotograferede kommunens folks optræden i vort venteværelse.. Dette blev sendt
til lægeforeningen, og kommunen blev totalt afsløret. Og der skete mig intet i
den anldning. Jeg arbejder stadigt som praktiserende læge i Rødovre.
Men overassistenten blev
forfremmet til fuldmægtig ved Frederiksberg Rådhus familieafdeling- og det er
hun endnu. Kommunen betalte handes advokat og bøde på 5000 kr.
Men så anmeldte
socialudvalgsformanden, Birgit Fogh-Andersen os til politiet. Hun siger selv på
den båndede samtale med mig, som blev fremlagt i retten, at denne
politianmelmeldelse skete ved en privat middag, hvor hun, som øvreste inden for
socialforvaltningen på Frederiksberg
anmeldte os til politimesteren på Frederiksberg. Hun var hans borddame.
Han havde hende til bords. Hun spillede dobbelt. Båndet blev afspillet i retten
under hendes påhør og hun anerkendte, at det var hendes stemme..
Og så den !8.3.1992 kom så
Frederiksberg politi og ud i vor lægepraksis, igen lige midt i
konsultationstiden. Voldumvej blev afspærret i begge retninger. De slog mig
bevidstløs og bar mig ud i en ventende politibil- en kassevogn og lagde mig i
bunden af denne bil og kørte mig under udrykning til Frederiksberg hospital.
Når en patient køres under
udrykning til hospital, skal der køres til en af de nærmeste hospitaler. Men
det gjode Frederiksberg politi ikke.
Man arresterede også min 67
årige syge mand, der to gange har haft blodprop i hjernestammen og havde meget
højt blodtryk. Ham satte man i isolation.
Og man arresterede både vor
mandlige sekretær, som man lænkde sammen med en voken datter, der var på besøg.
De to blev fastgjort til hinanden så håndjernet blev låst med på højre håndled
af begge, således at de måtte snurre rundt omkring hinanden, da de blev gennet
ud i en af de mange politibiler, der var kommet til stede.
Patienterne der var i
venteværelset og de, der var på vej til os fik besked om at gå hjem og finde en
anden læge, for vi kom ikke tilbage som praktiserende læger.-
Vores egen lille 8-årige
.datter blev derefter gennet ud på gaden og efterladt frysende og grædende på
vejen, for hun var blevet jaget ud, da der nu efterfølgende skulle foregå
ransagning af hele huset på Voldumvej. Man ledte slet ikke efter børn, men var
kun interesseret i, hvad vi havde om sagen. De medtog kasettebånd, videobånd,
billeder fotos af børnene, der hang på væggen
og sagsakter. Som vi kun fik en meget lille del tilbage af.
Der var ingen dommerkendelse
hverken til anholdelserne eller til den nye ransagning..
Denne blev så efterfølgende
givet af Frederiksberg dommeren., hvor der har været afholdt hemmelige
retsmøder, hvor hverken vi eller vor advokat var tilsagt. Tværtimod var der
kendelser, at advokaten ikke måtte adviseres.
Bilag 9. De talrige
politirazziaer hos os, vore voksne børn, naboer og venner..
Bilag 7 Samarbejdet mellem
ménédersken , Grethe Schack Nielsen og Frederiksberg kommune. Dette bilag hørte
til blandt de i kommunen makulerede bilag. Det er overgivet os fra den
biologiske mor.
Komplotsagen ikke den eneste i
Danmark.- Ikke den første og ikke den
sidste. Men en typpisk dansk sag.
Hovedsædet for sagen er den
topstyrede konservative kommune, Frederiksberg.
En sag, hvor alt var aftalt
spil- alt var planeret i mindste detalje.
Kommunen ville af med mig, der
havde kritiseret deres korrupte børnepolitik .
Et lille eksempel:
Medlem af Europaparlamentet
Mogens Camre::
” ………………………………………….”
Bilag:
Sagen: Hovededderkoppen er
rektor Inger Bek, der vil skaffe sine venner gennem 40 år, som hun står i
taknemmelighedsgæld til” en indtægt de skal hjælpes med økonomien.. de skal
have to intelligente, flittige og rare
børn.i pleje.
Afsløret af Slangerup ved et
stort møde i Frederikssund.
”I er for gamle til at passe to
ekstra børn, vi skal have disse i pleje og have
vor økonomi i orden” ”Først
kommer børnene i en midlertid pleje hos et lærerpar på Ingers skole, så
annonceres de ud og vi søger om plejetilladelsen og får den, fordi inger
anbefaler os. ( rektor Inger Bek) I må gerne fungere som en slags
bedsteforældre, sagde hendes nære ven WS fra Slangerup i telefonen den - dagen
efter vi var kommet ud af fængslet-
Inger Bek var en meget fed pædagog.
Jeg blev bange og aftalte et
møde i Slangerup, og inviterede en lang række kendte mennesker til mødet
Desværre kom Alt i denne
plan til at passe. Efter 14 dage gav lærerfamilien op og børnene blev
annonceret ud.
”Var i slet ikke bange for at
skjule børnene, det er jo strafbart” spurgte medlem af europaparlamentet Mogens
Camre og læge Torsten Ishøj fru Whita buch, som sad i midten af
forsamlingen.: Whita Sjøsten Slangerup
svarede højt og tydeligt, så alle klart kunne høre det,
”:Nej overhovedet ikke- vi
havde fået ”frit Lejde””
Vidner :
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
Dette var rektor Inger Beks
rolle og plan. Hun spillede dobbelt, møder op i vor lejlighed med dyre gave r til EG og blomster, bøger
osv. Og beder os om at holde op med at informere pressen, for hun samarbejder
med kommunen.
Vidner:
Og bøgerne
Inger Bek kommer til hemmelige
møder på Frederiksberg kommune. Mens vi sad i fængsel.
Det vides gennem politiafhøringen af Inger
Bek.
Samtlige akter i sagen på
kommunen fra den dag, børnene forsvandt til den dag de kom frem er forsvundet
Makuleret som sagde i båndet telefonsamtale med EG.
Dobbelt spillede også
Socialudvalgsformanden og samarbejdspartneren med rektoren Inger Bek, er
socialudvalgsformanden Birgit Bogh- Andersen på Frederiksberg kommune. Hvilket
klart og tydeligt fremgåe af alle de båndede telefonsamtaler hun fører med mig-
og som er blevet fremlagt i retten.
Hun sørger for at
sagsbehandler, overassistenten Dorte Hendriksen på Frederiksberg kommune
kommer sammen med Frederiksberg politi
ud i vore lægekonsultation i Rødovre- Til trods for, at Frederiksberg politi og
kommune INTET har i en lægekonsultation i Rødovre at gøre. Og den løgnagtige
GEDERAPPORT bliver produceret. for at fratage os vor bestalling som læger i
Danmark
Bilag
Hvorefter Dorte Hendriksen blev
forfremmet til fuldmægtig ved
familieafdelingen på Frederiksberg rådhus, hvilket hun stadigt er-
Ligesom det helt ulovligt og
konsekvent blev nægtet os at få hende afhørt i vidneskranken i retten Vi blev
præsenteret for Gedesagen af dommeren i retten, da vi sad i isolationsfængsel.
Da Gedehistorien ikke førte til
at vi mistede vort arbejde som praktiserende læger , fandt man på en ny
historie, som den… blev sendt til Den Almindelige Danske lægeforening
Bilag.
Til vores store held, kunne
denne nye opdigtede løgnehistorie i lighed med gedesagen afsløres som usand,
fordi der sad folk i vort venteværelse, der både optog samtalen og
fotograferede parret, og dermed kunne bevise, at alt var opdigtet- og stedet,
hvor optrinnet fandt sted. Billederne viste, at dette fandt sted i vort
venteværelse og ikke i vor private bolig.
Så Den Alm. Danske Lægeforening
afviste Kommunen.
WS skulle ringe og kun tale med
Mulle- og det gjorde hun. WS sagde hun ville hjælpe dem til at blive i
plejefamilien- og Mulle tager af sted og får sekretæren til at køre dem.
WS løgne. Sekretæren var
kørt min bil-
”hvorfor skulle jeg det,
spurgte den tidligere sekretær Helge Røpke i retten. ”Jeg kører kun i min egen
bil- og lægerne låner ikke deres bil ud. Mulle forbød mig at sladre om, hvor
jeg har kørt børnene hen”- Det gjorde jeg den næste dag- men da vidste lægerne
allerede, hvor børnene var, idet en mand, der havde kaldt sig lærer havde været
hos disse for at de skulle komme ud til den ulykkelige pige”
Det blev til i domsudskriftet,
at dette vidneudsagn kunne man ikke regne med, fordi H R på den tid, han aflade
vidnesbyrdet var ansat hos lægerne.
Det var helge Røpke IKKE. Jeg
blev i retten spurgt om, han var vores sekretær, og svarede, at det var han
ikke mere, han var blevet afskediget et års tid tidligere.
Politianmeldelsen af os fandt
sted ved en privat middag, hvor Birgit Fogh Andersen havde politimesteren til
bords
Jf båndet samtale med
socialudvalgsformanden
Skolen sendte en lærer ud og
bad os tage på sygebesøg hos børnene på deres skjulested, fordi Mulle havde
truet med selvmord. Hun havde tidligere forsøgt- og efter at hun og
lillesøsteren var blevet flyttet fra os forsøgte hun igen selvmord. Det var en
søn, der er læge , der på akut modtagning tog imod den ulykkelige pige.
Men socialudvalgsformanden
nærmest skreg i telefonen : ”Eva jeg vil ikke vide, hvor børnene er.”
Afsplillet i retten under påhør
af Birgit Fogh Andersen
Ved første retsmøde, hvor kun
min 67 årige mand var, der havde meget højt blodtryk og havde haft to
blodpropper i hjernestammen, fordi jeg lå på intensiv afdeling på Frederiksberg
hospital- ( Til Trods for, at en patient altid når der indlægges under
udrykning skulle på det nærmeste hospital)
Var ménédersken til stede. Karl
kunne kun sige, at hendes forklaring ikke var sand. Han blev spurgt om, hvor vi
var på sygebesøg, den nat natten mellem den 2.og 3 februar fordi Børnene havde
det psykisk så dårligt og Mulle havde truet med selvmord, svarede min mand.
” Det var i Slangerup”
Bilag:
Og Ménédersken fortalte, at hun
var vælgerforeningsveninde med socialudvalgsformanden på Frederiksberg Rådhus,
dette undlod dommeren også at skrive i retsbogen- men blev ved et senere
retsmøde tvunget til at notere dette.
Da jeg senere kom til grundlovsforhør den….Blev jeg slet ikke
spurgt om, hvor vi var det såkaldte Grundlovsforhør, fik jeg at vide, at vi var
fængslet på Grete SN udsagn såvel til politiet, som i retten ved afhøring af
min mand. Jeg kunne høre, at alt var opdigtet og forlangte, at få hende afhørt
under påhør af mig, idet jeg kunne modbevise ALT, bl. A. at var min søn Martin,
som vi har adopteret fra korea, der havde kørt bilen, Da hun ”så os komme med
de forsvundne børn- Han var i Miami.
Og jeg ville have kunnet
modbevise ALT.
Mine advokater forlangte også
denne dame afhørt under mit påhør, men dommeren nægtede og han fremkom med en
kendelse.
At jeg gentog at fjernelsen af
de børn, det var gået så godt mens vi havde dem, var ulovligt, fordi kun Børne- og ungeudvalget kan træffe en sådan
beslutning, glemte dommeren at nedskrive- men hun citerede dog i retsbogen et
andet udsagn fra mig, Løgnen løber jorden rundt 7 gange, før sandheden får sko
på. Men den får sko på fru dommer.” før hun idømte mig isolationsfængsel.
Bilag
Der blev foranstaltet mange
flere ydmygende razziaer, end der var dommerkendelse for.
Ved razziaerne blev der fjernet
en stor mængde bevismateriale.
Bilag
Som vi kun fik en lille del af
og dette var blevet manipuleret og påskrevet ”Frederiksberg politis
bevismateriale.”
Der blev foretaget hemmelige
retsmøder i Frederiksberg ret.
Ménéderskens samarbejde med
Frederiksberg kommune fremgår af nogle sagsakter, som den biologiskle mor, vor
patient Mette Haugaard Hansen” har overgivet os
Bilag
Af ovenstående bilag fremgår
det også, hvordan det kan gå til, at TV pludseligt den dag en udsendelse i
programmet- ….pludseligt udgik. ”Der
er kommet så mange nye ting frem, bl. A. om griseri i jeres praksis, s hvor der
er børn, sagde man til mig.
Så vi har slettet denne .
Ad Mogens Camre. ----
Efter 14 dage, sagde
lærerparret, som var blevet mere eller mindre tvunget af deres rektor til at
tage børnene midlertidigt i pleje, at nu kunne de ikke mere have de børn, der
kun ville være hos graungaard, og så
Kom annoncen i avisen.
Som aftalt med rektor Bek, og
nu skulle så hendes venner i Slangerup ansøge om plejetilladelsen vedlagt
hendes vægtige anbefaling.
MEN NU VAR DER SKET SÅ MEGET.
Det var kommet frem, At DET VAR DEM DER HAVDE HAFT BØRNENE SKJULT- AT DISSE
HAVDE BRAGT børnene til et nyt skjulested, dagen efter at vi var
isolatinsfængslet. Et sted i nordsjælland - hed skjulestedet i retten længe efter, at det for længst var
blevet politiet bekendt, hvem dette var:
På det store Frederikssundmøde
sagde WS også på spørgsmålet om hun ikke havde været bange for at transportere
børnene fra deres hjem i Slangerup til Skjulestedet i Nordsjælland. Sagde hun nej, for vejen var
garanteret politifri.
HUN VAR DESUDEN LOVET FRIT
LEJDE
Bevidnet
i retten under strafansvar.
Af.
……
Vi skulle gå i mere end 9 år
som kriminelle, før vi den 11.maj 1999 blev frikendt.
Dette skete den 11. maj 1999:
”Landsretten skrev: at jeg på
eget initiativ foranledigede børnene bragt til Slangerup, og landsretten lægger
herved navnlig vægt på Whita Sjøstens forklaring om, at hun i en telefonsamtale
med tiltalte Eva Graungaard tilbød sin hjælp og at tiltalte hertil sagde, at
hun ville høre nærmere, hvorefter Whita Sjøsten modtog børnene ca. 1½ time senere. Og så videre.”
Vi alene havde børnene boende
på de tiltaltes opfordring, og vi har ydet disse betydelig bistand med penge og
tøj- og at vi bistod disse med at holde børnene skjult for vidnerne.
Dette er en lang og opdigtet
historie i lighed med alle de andre historier som W. S har fabrikeret i denne
sag, og som alle er afsløret i selve retten- ligesom grete Schack nielsens
historie blev afsløret i retten.
Men dommeren skrev i Landsretten tiltræder af de grunde, der er
anført i byretten, at karl Somogyi og Eva Graungaard selv har givet anledning
til varetægtsfængslingen og ransagningerne, og at de derfor ikke har krav på
erstatning.
Whita Sjøsten:
!. Dømt til ubetinget
fængselsstraf mens hun boede i Rødovre og var min patient- en straf, som jeg på
grund af hendes helbred fik gjort betinget- det vidste retten.
Dette rokker ikke ved tilliden
til Whita Sjøsten.
2.Taxachafføren Poul Weibel
Larsen, som vi havde fundet frem til via Øbro bilen kom i retten med en ligeså
lang og detaljeret historie om, hvordan han havde kørt en kunde til Roskilde og
----
Endelig kom senere sandheden
frem i retten, idet børnene fortalte til advokat HansHelmer Jensen, så fortalte
denne taxachauffør i retten:
at WS og NLN, at disse havde hentet børnene i
Hørsholm og kørt dem først til deres bopæl og derfra til Slagslundeskoven, hvor
Øbro-taxaen holdt og de blev føørt over i denne taxa og kørt til skolegården,
hvor kommunen og rektor bek stod og ventede disse og betalte en forud
pproduceret taxabon lydende på 306 kr fra banegården i Roskilde til skolegården.
På dommerens spørgsmål om hvem
der havde fundet på denne historie , svarede taxachaufføren: ”Det har Whita og
Niels-”
Heller ikke dette rokker ved
dommerens tillid til Whita Sjøstens sandfærdighed.
WS fortalte en lang og udpenslet historie om,
hvordan jeg var kommet med børnene sammen med filmfootografen, Otto Jonasen, en
ganske bestemt da, efter at disse havde optrådt i en TV udsendelse Schratch- og
fortalte hvad den ene havde sagt og hvad den anden havde sagt og at Lisbeth
havde pruttet osv, hvorefter Otto Jonasen blev sigtet.
Dette blev ligeledes afsløret
som opspind i selve retten , fordi Otto Jonasen kunne fremlægge bevis på, at
han den dag havde været i Jylland og optaget en fodboldkamp for DR1, og derfor
ikke kunne have ret i Slangerup den dag..
Heller ikke dette rokkede ved
dommerens tillid til WS’s historier.
Hun ville gerne have Otto og
Harly Foged dømt, fordi de havde afsløret, at parret skjulte børnene i
Hørsholm, så disse skulle stå som tiltalte
Harly Foged fik hun tiltalt med
sine historier.- også han kunne fremlægge bevis på, at hun var digter
TV- folkene
Læge Georg Somogyi, Karls bror,
at en ganske bestemt dag var kommet op til Slangerup og havde hentet børnene
for at køre disse til os
Mengeorg havde deltaget i et
lægemøde, så den historie blev afkræftet
Men heller ikke dette kunne
rokke ved dommerens tillid til WS
ViI SKULLE DØMMES:..
Helge Røpke var ikke ansat hos
os da han afgav sin forklaring u7n der
vidneansvar i retten - og han har ALDRIG været dømt
I øvrigt går hele sagen på EG-
Hvorfor skal KS ikke have erstatning
Dommeren i Landsretten tiltrådte
af de grunde, der er anført i byretten, at Karl Somogyi og Eva Graungaard selv
har givet anledning til varetægtsfængslingen og ransagningerne, og at de derfor
ikke har krav på erstatning.
Men dommeren skrev i Landsretten tiltræder af de grunde, der er
anført i byretten, at Karl Somogyi og Eva Graungaard selv har givet anledning
til varetægtsfængslingen og ransagningerne, og at de derfor ikke har krav på
erstatning.
Hanne Birgit Jensen Danmarks
Radio.
I vores sag blev nedennævnte
artikler overtrådt i Behandlingen af os af danske myndigheder på Frederiksberg:
1.Art 3: .
vi var udsat for tortur.
Jeg blev ved anholdelsen den 18. marts 1992 slået
bevidstløs i min lægepraksis af vicekriminalassistent bved Frederiksberg politi og båret ud og anbragt i bunden af en
af politiets biler og under udrykning kørt ikke til det nærmeste hospital, som
alle, der indlægges under udrykning skal i Danmark.
Sagen, som undertegnede læge
Eva Graungaard og læge Karl Somogyi ønsker at indbringe for Conseil de l´
Europe, grunder sig på en anklage fra Frederiksberg kommune til den stedlige
politimester angående to plejebørn, som man påstod, at vi skjulte for
myndighederne og den biologiske moder. Officielt førte Frederiksberg kommune
sagen mod os på den biologiske moders vegne. Som det demonstreres i det
efterfølgende, krænker hele forløbet af
retssagen de menneskerettigheder, som Conseil de l´Europe er oprettet for at
beskytte.
Det begyndte den 18/3 l992
klokken 9 00, da jeg og min mand Karl Somogyi på foranledning af Frederiksberg
kommune uden varsel og uden dommerkendelse ved et indbrud i vores
lægekonsultation ved hjælp af en politili-låsesmed blev anholdt i vores
lægekonsultation under behandling af vores patienter og i tilstedeværelse af
ventende patienter. Disse blev af
poltifolkene informeret om at søge en anden læge, fordi vi ikke ville
komme tilbage. Jeg og min mand satte os
ikke til modværge ved anholdelsen, som blev videofilmet. Alligevel blev jeg,
en kvinde på 63 år med insulinkrævende
diabetes, slået bevidstløs af vicekriminalkommissær Lau Friis. Denne kunne ikke
senere give en rimelig forklaring på sit overfald på mig. Dette betyder, at det
danske retsvæsen godtager, at en overordnet repræsentant for ordensmagten kan
udøve uprovokeret vold Dette er i strid
med artikel 3.´s ord om forbud mod umenneskelig og vanærende behandling.
Jeg blev i bevidstløse tilstand
båret ud og lagt i bunden af en ventende polititransportvogn. Med udrykning blev jeg kørt til Frederiksberg
hospital, skønt loven foreskriver, at en bevidstløs person, der transporteres
med udrykning, skal køres til det nærmeste hospital, som i dette tilfælde var KASGlostrup. Jeg blev indlagt på intensiv
afdeling. Her blev jeg bevogtet af bevæbnet politi, skønt anklagen imod mig
ikke lød på voldelig adfærd. Dette var ligeledes en klar overtrædelse af Artikel 3.
I retsmødet denne dag var kun
Karl Somogyi til stede. Han oplyste på et spørgsmål om plejebørnenes opholdssted,
at han mente, de opholdt sig hos en familie i Slangerup, fordi Eva Graungaard
havde været tilkaldt til et sygebesøg 3/2 1992 ca.. klokken 23 00 på
foranledning af det ene plejebarns, Mulles ”lærer”, som frygtede, at hun ville
begå selvmord.. Således var grundlaget
for isolationsfængsling bortfaldet. Dommeren undlod at tilføre retsprotokollen
denne oplysning om Slangerup som muligt opholdssted. Ligeledes undlod dommeren at notere, at
anklagerens eneste vidne, Grethe Schack-Nielsen havde et venskabeligt forhold
til socialudvalgsformanden, Birgith Fogh-Andersen, som var Frederiksberg
kommunes øverst ansvarlige for børnesager. Dette vidne havde ivrigt videregivet
sine frit opfundne formodninger og
fantasier til socialudvalgsformanden, som var indforstået med de uvederhæftige
oplysninger. og derved foranlediget denne til at anmelde os, dvs lægeægteparret
til politimesteren under en privat middag. Først efter forsvarerernes protest,
dagen efter, blev oplysning om Slangerup. tilført retsprotokollen, skønt
forholdet var af afgørende betydning for udredning af sagens mange tråde.
Samme dag, den 18/3 l992
blev Karl Somogyi så syg, at han klokken
23 30 – 24 00 blev indlagt på Vestre fængsels sygeafdeling i isolation med højt
blodtryk 260/140, hjertesygdom og følgerne efter en blodprop i hjernestammen.
Dokumentation for dette findes. Det må anses for at være umenneskeligt at
varetægtsfængsle en syg 67 årig mand i isolation for en anklage, som ikke
omfatter noget voldeligt eller farligt, men kun har til formål at fremskaffe en
oplysning om plejebørns opholdssted, en oplysning. som samtlige ansvarlige
myndigheder, derunder socialudvalgsformanden allerede havde og senere fik
bekræftet af mig, Eva Graungaard.
Allerede den 4/2 l992 klokken 7 00 ringede jeg privat til socialudvalgsformanden og
fortalte, hvor børnene var, således at vi sammen kunne hente dem. Hun afviste
at have med sagen at gøre. Dette kunne jeg ikke acceptere. Derfor ringede jeg
igen til hende på Frederiksberg rådhus klokken 9 00 Denne gang optog jeg samtalen på bånd. Der
findes en båndoptagelse af min samtale med socialudvalgsformanden, Birgith
Fogh-Andersen. Heri prøver jeg at oplyse hende om børnenes opholdssted. Hun
skriger ifølge optagelsen: ” Eva, jeg vil ikke vide, hvor børnene er.”
Den 19/3 1992 blev jeg fra
Frederiksberg hospital klokken 17 00 ført til Vestre fængsel. Her blev jeg
klædt nøgen og indsat i isolationscelle. Jeg kunne derfor ikke være til stede i
Retten på Frederiksberg denne dag, 19/3
1992 klokken 9 00, da jeg på dette tidspunkt
stadig var indlagt på intensiv afdeling på grund af min medtagne
tilstand efter den voldelige anholdelse. Der blev i retten afsagt kendelse om
varetægtsfængsling over os begge. Alligevel oplyser retsbogsudkriftet fra denne
dag, at jeg har nægtet mig skyldig på trods af, at jeg ikke var til stede.
Denne bevidst falske angivelse af min tilstedeværelse bruger man desuden til at
påstå, at jeg har hørt Grethe Schack-Nielsen,
hovedvidnets forklaring i retten.
Med denne bevidst falske begrundelse nægter man mig og min advokat under hvert
eneste retsmøde adgang til at udspørge
dette vidne, hvilket var af afgørende
betydning for forløbet. Dette er en overtrædelse af artikel 6 stk. 3 b.
Lægeattest vedlagt. Dokumentation for kendelsen vedlagt.
Samme dag, den 19/3 1992
udtaler socialudvalgsformanden. Birgith Fogh-Andersen i lokalradioen, at
socialforvaltningen samarbejdede med børnenes skole: Johannesskolen i sagen.
Det betyder, at man udmærket vidste, hvor børnene opholdt sig
Retsmødet den 19/3 1992 blev
holdt for lukkede døre, dvs. at intet fra retsmødet måtte videregives.
Alligevel kunne en repræsentant fra Frederiksberg kommune deltage og referere ,
hvad der blev sagt i retten. Dette blev brugt til at flytte børnene fra
Slangerup til Hørsholm samme dag, den 19/3. Derimod blev den biologiske moder
med magt ført ud af retssalen og brutalt trukket langt væk fra retsbygningen,
hvilket blev videofilmet og vist i Danmarks fjernsyn, kanal 2, skønt hun var
direkte part i sagen. Dermed afsløres det, at Frederiksberg kommune ikke fører
sagen på den biologiske moders vegne, ikke for de to børns skyld, men som et påskud for at ramme mig. Dette er en overtrædelse af artikel 6
stk. 1. Dokumentation vedlægges.
Først den 20/3 1992 blev jeg
som arrestant fremstillet i Retten på Frederiksberg. Dommeren bestemte
her, at retsmødet skulle holdes for
lukkede døre. Alligevel blev det tilladt en repræsentant for Frederiksberg
kommune at overvære og referere fra retsmødet. Igen bliver den biologiske moder
forment adgang til retssalen. Anklageren fremhævede, at dette var en
grundlovsforhør, dvs første retsmøde i sagen. Men et grundlovsforhør skulle
være afholdt inden 24 timer efter anholdelsen den 18/3 1992 klokken 9 00. Det
var en overtrædelse af selve forfatningens retsgaranti. Desuden havde man i
retsbogsudskriftet fra den 19/3 1992 påstået, at jeg skulle have været til
stede og her have nægtet mig skyldig. Dette var en direkte usandhed Med den
usaglige begrundelse, at man ikke behøvede at afhøre vidner i et
grundlovsforhør, nægtede man min advokat og mig at afhøre hovedvidnet under mit
påhør. Under hele den følgende restssag,
under ethvert retsmøde blev vi nægtet mulighed for at afhøre hovedvidnet, Grethe Schack-Nielsen.
Dette var en overtrædelse af artikel 6 stk.3b.
Efter retsmødet den 20/3 1992
blev jeg ført tilbage til en isolationscelle. Jeg havde oplyst myndighederne om
min diabetes, men først nu ville man kontrollere mit blodsukker. Som bekendt er
der i et fængsel en ophobning af H.I.V. positive personer. Derfor ville jeg
sikre mig, at instrumenterne til blodsukkertagning var sterile. Dette blev mig nægtet Jeg kan ikke tro andet, end at myndighederne
ikke havde noget imod, at jeg blev smittet med en blodoverført sygdom.
Dette var en overtrædelse af
artikel 5 stk. 1.
Som en nødhjælp undlod jeg at
spise noget, for at mit blodsukker ikke skulle stige til et diabetisk
coma-niveau.
Den 20/3 1992 aften